28-01-19

Opfordring til myndighederne:

Find helt præcist ud af, hvad der fremover vil være brug for af teknologiske hjælpemidler i ældreplejen for at opretholde og helst forbedre kvaliteten af plejen. Meld det så ud til de virksomheder og institutioner, der står for forskning og udvikling. Så har de noget konkret at tage fat på, og det vil bringe yderligere fart i udviklingen.

     Det haster.

For her gik vi (næsten) alle sammen og troede, at gruppen af ældre danskere blev sundere og sundere. Det fik vi jo fortalt fra flere sider. Men nu viser det sig så, at det er helt forkert. Det kan ses af en undersøgelsesrapport, som Sundhedsstyrelsen lige har offentliggjort. I perioden fra 2010 til 2017 har der overhovedet ikke været nogen fremgang at spore, fortæller rapporten, og det kommer bag på chefen for Sundhedsstyrelsens Forebyggelsesenhed Niels Sandø, der har stået for undersøgelsen sammen med chefen for Sundhedsstyrelsens Ældre- og Demensenhed Mads Biering la Cour.

     "Vi havde forventet en forbedring af de ældres helbredstilstand", udtaler Niels Sandø. Og når man tænker på, hvor tit politikere har været fremme i medierne og fortalt om, hvor mange, mange penge de havde sat af til forebyggelse, så har vi alle sammen grund til at være skuffede. Og det er da virkelig alvorligt, at alle disse mange penge ikke har haft nogen virkning. For netop en forbedring af ældregruppens helbredstilstand har jo været brugt som politikernes argument for, at det ikke har den store betydning for det nødvendige omfang af ældreplejen. For nok bliver der mange flere ældre, men i og med, at de bliver sundere, så vil det ikke øge presset på ældreplejen, blev det sagt. Men nu ved vi altså, at presset vil blive øget ganske betydeligt. Og det vil ske nu i en tid, hvor det bliver stadigt vanskeligere at skaffe folk til at gøre arbejdet.

     Det er ellers ikke, fordi der fra politisk side mangler tilsagn om øgede bevillinger. Vi er jo inde i et valgår. Men det virker stadig, som når de blinde slås. Øgede bevillinger hjælper jo ikke, når der reelt ikke en nogen at give bevillingerne til.

     Dér, hvor en placering af øgede bevillinger kan gøre en forskel, er i forskningen og udviklingen af teknologiske hjælpemidler. Dér er der et utroligt stort potentiale. Men det er jo ikke rimeligt at forvente, at forskere og producenter for alvor skal gå i gang  med en udvikling, så længe der fra myndighedernes side ikke er givet helt klare meldinger om, at man i det hele taget vil bruge resultaterne.

     Derfor må en opfordring til myndighederne være:  Find helt præcist ud af, hvad der fremover vil være brug for, og meld det så ud til virksomhederne. Så har de noget konkret at tage fat på. Og det er de klar til.

18-11-18

"Networked Society"

-  det er en af overskrifterne i forbindelse med fremtidens samfund.

    På dansk kunne man måske tale om "Et samfundsdækkende IT-net".

For kort tid siden blev der offentliggjort en rapport fra Ericsson ConsumerLab, fortæller Jyllandsposten. Af den fremgår det, at ældre, der bruger moderne kommunikationsteknologi, har et rigere liv, er bedre informerede, føler sig yngre og er i bedre kontakt med omverdenen. Det bekræfter, hvad jeg tidligere har skrevet om her på Ældre-bloggen.

     Det måtte jo på et eller andet tidspunkt "vippe over" i takt med, at de yngre generationer, for hvem brugen af IT er blevet en daglig selvfølgelighed, bliver ældre. Det er det, der er ved at ske nu, og fremover vil det også for det store flertal af ældre være noget helt naturligt at bruge smartphone, tablet eller computer til den daglige kontakt  med omverdenen. Det vil på flere måder give dem en rigere og sjovere tilværelse, end deres forældre og generationerne før dem havde mulighed for. Det kan ingen vist have noget imod.

     Men vi lever altså i en overgangstid, når det drejer sig om IT. Der er stadig mennesker, for hvem det vil være fuldstændig utænkeligt at skulle bruge en E-boks eller at sende en SMS til deres børn eller børnebørn. Og det kan altså ikke nytte noget, at vi andre siger: "Sikken da noget pjat. De ville da også bare kunne lære det. Det er vel bare et spørgsmål om at ville eller ikke at ville!"

     Men jeg har i min omgangskreds erfaret, at det er andet og mere end et spørgsmål om vilje. I hvert fald for nogle skyldes det nok en slags fobi på samme måde, som man kan have fobier - mental modvilje - mod slanger, lukkede rum eller så meget andet. Lige meget hvad det er, så er det meget svært - og i nogle tilfælde umuligt - at fjerne en sådan fobi fra mennesker. De har den; de må leve med den; og det må vi andre prøve at forstå eller i det mindste at acceptere. Men jeg tror ikke, at  IT-fobi'en er noget, man kender blandt de yngre årgange, så det er nok et problem, der helt løser sig selv i løbet af nogle forholdsvis få år.

     Men af den ny undersøgelse fra Ericsson ConsumerLab fremgår det, at den danske befolkning - også hovedparten af de ældre -  er teknologisk parate til at bruge selv avancerede IT-løsninger, f.eks. inden for sundhedsområdet. Når vi taler om informations- og kommunikationsteknologi, taler vi ofte om erhvervslivet og privatforbrugerne på arbejdsmarkedet, hedder det iflg. Jyllandsposten. Men på mange områder arbejdes der hen imod at få etableret, hvad man omtaler som et “Networked Society”, og i den forbindelse er det afgørende, at der også bliver skabt tjenester, der specielt har til formål at hjælpe de ældre i hverdagen. Det kan være lige fra video-konsultationer med lægen, til administration af medicin.

29-10-18

Stop nu klynkeriet

Jeg troede faktisk, at de ældre danskere var ved at have accepteret, at ny teknologi er blevet en del af vores dagligdag - blandt andet med en digitalisering af kommunikationen mellem det offentlige og borgerne. Alle, der kan bruge en elektronisk postboks, har fået sådan en, for det har politikerne nemlig bestemt, at vi skal. Og godt for det.

     Men i sidste uge kom jeg tilfældigvis ind på et ret nyt program i TV2 News, der hedder Danmarkspanelet med Troels Mylenberg som en fremragende studievært. I programmet møder fire meget forskellige borgere et par politikere, som de så kan skyde løs på. Den pågældende aften var et af emnerne de ældre danskeres forhold til den digitalisering, der spiller en stadig større rolle i vores hverdag - blandt andet altså med den elektroniske E-boks.

    To af paneldeltagerne var meget negative over for den udvikling, og specielt den ene skældte ud på de to politikere, fordi de have været med til at indføre noget, som hans 92-årige moder ikke havde nogen levende chance for at følge med i. Ganske skarpt gav han udtryk for, at der aldrig burde have været indført sådan noget, som gamle mennesker som hans moder ikke kunne bruge, og som efter hans mening bare skabte en masse helt unødvendige problemer.

     Det er da rigtigt, at især mange gamle ikke har nogen muligheder for at udnytte den moderne informationsteknologi. Og jeg erkender, at en hel del af det, man har søgt at få indført, har vist sig ganske enkelt ikke at kunne bruges, og at det har kostet samfundet meget store beløb. Men derfra og så til at mene - som paneldeltageren gav udtryk for - at alt det her digitaliseringshalløj ganske enkelt burde skrottes, dér er der et helt urimeligt spring.

     Langt de fleste af os gamle har efterhånden fundet

ud af at bruge vores E-boks - måske med god hjælp fra

børn eller børnebørn eller ved kurser arrangeret af

Ældre Sagen eller andre organisationer. Og stadig flere

opdager, hvor stor gavn og glæde vi kan få ved hjælp

af en moderne smartphone eller tablet. Selv har jeg det

meste af min kommunikation med min datter, der er

bosat i USA, ved hjælp af min Ipad, som gør, at vi både

kan tale sammen og se hinanden - i øvrigt uden anden

udgift end til den strøm, som Ipad'en  bruger, og det er

faktisk meget begrænset.

     Jo, den moderne teknologi har allerede bragt meget

nyt ind i vores hverdag, og der er yderligere rigtig meget

på vej. Og fælles for det meste af det er, at hvis vi tager

imod det med lidt åbent sind, så kan det gøre tilværelsen

endnu bedre - også for os gamle

16-08-18

Løsningen ligger ligefor
Kom nu i gang

Det er dyrt at have folk liggende på et sygehus. Meget dyrt. Derfor skal vi ud
hurtigst muligt, hvis vi får brug for at komme ind. Og vi skal ikke regne med at få
lov til at ligge der, til vi er raske og igen kan klare os selv. Det gennemsnitlige
antal af de såkaldte sengedage er blevet skåret drastigt ned gennem de senere år.
Heldigvis betyder det ikke, at vi bliver overladt til os selv, når vi skal forlade
sygehuset. Så skal kommunen nemlig tage over og tage sig af os enten i vores
eget hjem eller på et plejecenter. Og det lyder jo helt fint. Der er bare det ved
det, at kommunerne har meget store problemer med at klare den opgave -
ganske enkelt, fordi de ikke kan skaffe folk nok til at gøre det.
     Det så vi klart dokumenteret i forbindelse med forårets overenskomstforhand-
linger og de strejkevarsler, der blev udsendt i den forbindelse. I første omgang
gjaldt de også dele af ældreplejen. Men varslerne måtte hurtigt kaldes tilbage,
for det viste sig nemlig, at mange steder havde man ganske enkelt kun det personale til rådighed, som skal bruges under et nødberedskab. Det er altså, hvad man adskillige steder må klare sig med i dag. Kun den mest basale pasning kan klares. Pleje og omhu ("varme hænder") er en by i Rusland.
     Sådan er det, og sådan har det været længe. Og alle beregninger fortæller klart, at det bliver endnu værre i de kommende år. Vi bliver flere og flere ældre, og der bliver stadig færre til at tage sig af os, når vi får behov for hjælp. Om seks-otte år vil der mangle 40.000 SOSU-medarbejdere. Ingen tryllestav vil kunne bringe dem på bane.
På den baggrund virker det helt absurd, når man i referater fra et nyligt afholdt samråd med ældreminister Thyra Frank kan læse, at ministeren er fuldt ud klar over situationens alvor, så hun vil sætte gang i nogle undersøgelser, der forhåbentlig kan vise, hvad der kan gøres for at vende udviklingen.
     Det er altså ikke nye undersøgelser, der er brug for. Det er handling. Og det er handling NU.
Jeg har tidligere her på Ældre-bloggen peget på det, der (efter min mening) vil være den bedste løsning - ganske enkelt, fordi det (set med mine øjne) ser ud til at være den eneste mulige: Teknologien må tage over på alle de områder, hvor der er mulighed for det. Der må sættes de nødvendige midler af til at udvikle den yderligere. Og så må man bede dem, der virkelig har forstand på de dele (og dem er der helt sikkert slet ikke så få af) om at sætte sig sammen og udpege de områder, hvor mulighederne for yderligere og hurtig udvikling er bedst.
     Det vil være en indsats, der kan sættes i gang her og nu. Og sker det ikke, må de ansvarlige politikere stilles til ansvar for det - om ikke før, så ved det næste valg.

18-01-17

Robotterne er kommet

- og der bliver flere af dem.

Det skal vi bestemt ikke være kede af, for brugt rigtigt er det jo nogle fantastiske hjælpemidler - også for os ældre.

    Ikke desto mindre har vi jo set, hvordan specielt robotstøvsugerne gang på gang er blevet lagt for had. Jeg har spurgt flere, hvorfor det mon er gået sådan; men ingen har rigtigt noget svar på det. Det kan måske være selve ordet "robot", der skaber dårlige associationer hentet fra film og romaner: noget med nogle farlige, selvstændige væsner, der vil os ondt. I hvert fald tror jeg ikke, at der ville have været de samme negative holdninger til dem, hvis de fra starten blot var blevet omtalt som det, de jo i virkeligheden er på linje med mange og meget andet: elektroniske hjælpemidler.

     Men det er vigtigt at holde fat i, at disse hjælpemidler skal bruges rigtigt. Først og fremmest må de aldrig påtvinges nogen. Og det er nok netop sådan en tvang eller måske blot planer om tvang, der gennem årene har givet anledning til de store overskrifter og til et utal af læserbreve. Og det siger jo sig selv, at for den ældre, der er blevet vant til, at der en gang imellem kommer et venligt menneske og gøre rent, vil det føles som noget nær en katastrofe, hvis disse besøg skal afløses af en robotstøvsuger, som skal futte rundt mellem benene på vedkommende, og som den ældre aldrig vil kunne få lært at håndtere. For en del ældre er det nok mindst lige så meget dette at få besøg af et andet menneske, som det er selve det at få gjort rent, der betyder rigtig meget. Det er ikke uden grund, at vi taler så meget om "de varme hænder". Hos disse ældre må det aldrig komme på tale at skifte "hænderne" ud med robotter.

     Men vi er rigtig mange andre, som har eller kan have stor gavn og glæde af sådan en støvsuger, som i ganske høj grad klarer opgaven selv. Og jeg taler af erfaring. Jeg fik min første robotstøvsuger for ca. 11 år siden. Og han fik straks navnet "Robert". Jeg har det sådan, at der er meget, som jeg synes er både sjovere og mere spændende end at gøre rent. På den anden side så vil jeg gerne have, at der er rimeligt rent og pænt omkring mig. Og her var "Robert" helt ideel. Mens jeg tørrede lidt støv af møblerne, klarede han gulvene. Og det gjorde han rigtig godt. Der var måske nok nogle hjørner og lidt andre steder, hvor han ikke kom helt ind. Men en gang imellem tog jeg så den gamle støvsuger frem og gik lidt mere i krogene med den. Det var nu ikke så tit, for det er da vist begrænset, hvad sådan en enlig, ældre mand  som mig får slæbt inden døre af snavs og støv.

     Men "Robert" var en første generations robot, og hans batteri holdt ikke mere end tre-fire år, og det var allerede af en årgang, der ikke blev produceret mere. Så "Robert" endte sine dage blandt det øvrige elektronik-affald på genbrugspladsen. Og jeg stod uden hjælp til det ikke så spændende rengøringsarbejde.

     Jeg savnede "Robert", og efter nogle måneders forløb faldt jeg for et meget billigt tilbud på en afløser. Det viste sig snart, at det var for billigt, og "Robert den Anden" levede ikke op til, hvad jeg havde været vant til. Derfor har jeg nu "Robert den Tredje", og ham har jeg det rigtig fint med.

     Men hvad enten der nu er tale om den ene eller den anden "Robert", så var/er de jo egentlig ikke andet end så mange andre af de elektroniske hjælpemidler, som også mange af os ældre har taget til os som en helt naturlig del af vores hverdag.

     Jeg er så gammel, at jeg har lavet ganske neget mad over tidligere tiders brændefyrede komfurer. Det var noget bøvl. Og lige meget, hvor jeg kommer i dag - også hos mine jævnaldrende - står der da også nu gaskomfurer med automatisk tænding eller elektriske komfurer og nogle steder endda induktionskomfurer med selvrensning.

     Kaffemaskinerne - nogle af dem med flere valgmuligheder - er blevet fast

inventar i stort set alle køkkener, og på bordet står måske en røremaskine eller

sågar en foodprocessor. Mikrobølgeovnen er mange steder - hvad enten man nu

kan lide det eller ej - en forudsætning for, at man kan benytte sig af kommunernes

madtilbud til de hjemmeboende ældre. Og så byder de jo i øvrigt på mange andre

muligheder

28-01-17

Hjælp må der til!

Og vi kommer ikke udenom teknologien i ældreplejen.

     Vi bliver flere og flere ældre, og selv om mange af os har et godt helbred og kan klare os selv langt op i alderen, så er kendsgerningerne, at antallet af ældre, som har hjælp behov, fortsat vil stige i de kommende år. Samtidig bliver der færre til at give den nødvendige hjælp. Avisen.dk kan fortælle, at på bare et år er antallet af elever på landets sosu-uddannelser faldet med 26%. Og det er beregnet, at i år 2024 vil der her i landet mangle omkring 40.000 sosu-hjælpere og -assistenter.

     Det er der nok flere årsager til. I Avisen.dk bliver der peget på nogle af dem: Det har haft betydning, at der med Erhvervsskolereformen fra 2015 er indført et optagelseskrav til alle erhvervsskoler på mindst 02 i dansk og matematik. Det har betydet færre ansøgere. Det samme har nedskæringerne i de økonomiske vilkår for erhvervsskolernes elever.

     Men det giver ikke hele forklaringen, for mens nedgangen i antallet af ansøgninger til erhvervsskolerne som helhed blot er på 3%, så er den som nævnt for sosu-uddannelsernes vedkommende på 26%. Der må altså være nogle særlige forhold, der gør sig gældende her.

     Blandt dem er helt sikkert den megen omtale i de senere år af de dårlige forhold, der er mange steder i ældreplejen - for beboerne såvel som for de ansatte. Og selv om de ansattes virke i dagligdagen har så utrolig stor en betydning for de ældre, der har hjælp og pleje behov, så har man mange steder ikke fået skabt den prestige om deres uddannelse og deres virke, som den fortjener. Og fordi man næsten altid kun hører om de tilfælde, hvor noget går skævt i ældreplejen, så får de ansatte slet ikke den anerkendelse for deres arbejde, som de burde have.

     Hvad bliver resultatet, hvis der ikke meget snart bliver rettet op på den skæve udvikling? Jo, der er kommuner, hvor man gør det klart, at man kan blive nødt til at ansætte folk helt uden uddannelse. Og der er vel næppe nogen, som ikke kan se, at det i hvert fald ikke er en acceptabel løsning. Så har der været talt om, at der skal gøres en indsats for at få flere af landets mange immigranter i gang i plejesektoren. Lad det være slået fast, at der er allerede mange med en anden etnisk baggrund end dansk, som gør et fint stykke arbejde i ældreplejen. Men det er langtfra alle med udenlandsk herkomst, der vil være i stand til at gøre det. For det første har mange af dem en helt anden kulturel baggrund, og det kan være rigtig svært for ældre mennesker at forstå og acceptere. Og så er det en ufravigelig forudsætning, at de taler et næsten perfekt dansk; ellers vil der uvægerligt opstå mere eller mindre alvorlige misforståelser mellem dem og de ældre mennesker, som de skal tage sig af.

     Hvis der ikke - hellere i dag end i morgen - bliver gjort en effektiv indsats for at gøre plejepersonalets uddannelse bedre og mere attraktiv - og det gælder også økonomisk - og for at gøre deres arbejde langt mere prestigefyldt, så vil det ganske enkelt blive stadig sværere at skaffe den nødvendige kvalificerede hjælp til de ældre, der har et plejebehov.

     Noget af det, der kan gøre dagligdagens virke mere attraktivt for plejepersonalet, er at give dem mere tid til omsorg for den enkelte borger. Det er jo det, man hører igen og igen.

     Men spørgsmålet er, hvordan man skaffer dem mere tid. Som nævnt bliver der flere ældre med behov for pleje. Og som nævnt ser det ud til, at der blive stadigt færre til at dække dette behov.

  Jo, en del af løsningen er at gøre mere brug af de mange tekniske hjælpemidler (bl.a. det, som nogle kalder robotter), som allerede er til rådighed, og som der bliver flere og flere af. De kan overtage en god del af det arbejde, som ikke har med egentlig omsorg at gøre, og dermed vil "de varme hænder" kunne blive mere til rådighed for det, som disse hænder allerhelst vil.

11-11-17

Robotterne kommer

-  og godt for det

"Jeg vil ikke have sådan noget inden for min dør!"

     Det er reaktionen fra mange, bare man nævner ordet "robot". Årsagen

er nok, at selve ordet har fået en negativ klang, fordi det ofte er blevet

forbundet med noget koldt, automatisk og maskinagtigt. Sådan er der da

også robotter, der er, men der bliver flere og flere, som har anderledes

tiltalende egenskaber. Man taler i dag om to robottyper: servicerobotter og

robotpartnere, og der er gode og positive muligheder i begge typer -

muligheder, som vi i stadigt stigende grad ganske enkelt bliver nødt til at

udnytte, og som vil blive til både gavn og glæde for flere og flere.

     For faktum er jo, at der i de kommende år bliver flere og flere, som har

behov både for service og for partnerskab, og færre og færre til at give det.

Danmarks Statistik har beregnet, at frem til år 2045 vil antallet af personer

på 65 år og derover stige med 69 pct. Det er en stigning på mere end en

halv million fra de nuværende 813.000 til 1,37 millioner. Og samtidig vil

antallet af personer i den erhvervsaktive alder falde med 14 pct. fra 2,98 mio. i dag til 2,57 mio.

     Dertil kommer, at man må se i øjnene, at antallet af de mest plejekrævende, de demente, nu synes at stige med ca. 5 pct. mere, end det hidtil har været antaget. I 2040 ventes der nu at være næsten 164.000 demensramte i Danmark. I dag lever ca. 90.000 danskere med en demenssygdom.

     Der bliver altså stadigt færre til at tage sig af stadigt flere, og af dem, der er der til det, vil de mest plejekrævende behøve en voksende andel. Tilbage bliver der kun ganske få til at hjælpe de mange, som "bare" er ældre. For dem bliver de meget efterspurgte "varme hænder" en sjældenhed.

     Men løsningen er ikke bare "kolde robothænder" - altså servicerobotter, der rent maskinmæssigt udfører forskellige former for rutinemæssigt arbejde som f.eks. rengøring og hjælp til spisning. Nej, forskellige former for partnerrobotter er allerede godt på vej ind i vores hverdag, og det er på måder, som vi i dag kan have vanskeligt ved at forestille os, men som i de kommende år vil byde på muligheder, der vil gøre det både sjovere, mere spændende og mere interessant at være ældre. Det vil blive endnu nemmere at komme i kontakt med andre, og den ensomhed, som mange ældre i dag lider under, vil kunne brydes.

     Midlet til således at skabe en tilværelse, som man selv i fantasien kan have svært ved at forestille sig, hedder "Kunstig Intelligens". Det er slet ikke noget nyt. Nok er man stadig langt fra at udvikle en kunstig intelligens, der ligner menneskers, og så langt mener de fleste forskere, at man aldrig vil kunne og i øvrigt heller aldrig skal prøve på at nå. Men der er allerede i dag mange klart definerede opgaver, som med kunstig intelligens kan klares bedre, end mennesker kan gøre det - først og fremmest, fordi der med kunstig intelligens kan reageres hurtigere og mere præcist, end mennesker kan gøre det. Det gælder f.eks. i lægeverdenen, og inden for transportsektoren kan både biler og fly i dag bevæge sig rundt uden en direkte menneskelig styring. Dertil kommer, at man nu også har computere, som både kan forstå, hvad der blive sagt, og som selv kan tale.

   Men i virkeligheden er udviklingen af den kunstige intelligens' mange muligheder stadig kun i sin vorden. Rundt over hele verden sidder mange tusinde ingeniører og forskere på universiteter, i kæmpestore IT-virksomheder som Google og IBM, hos producenter af våben, biler, fly, robotter og meget andet og konkurrerer om at blive de første med nye og måske revolutionerende opfindelser.

     Derfor har vi, der er de ældre i dag, måske grund til at være lidt misundelige på morgendagens ældre.

17-02-18

Den smarte teknologi

Jeg ved det godt. Og jeg har også været inde på det i tidligere indlæg her på bloggen: For mange ældre er den moderne, smarte teknologi noget lige så fjernt og uforståeligt som tryllekunstnerens fantastiske tricks. Disse tricks vil de aldrig gå i gang med at efterligne. For hvorfor skulle de. Og de vil heller ikke vove at tage bare det mindste skridt ind i den moderne elektroniske verden med dens  computere, dens elektroniske databehandling og dens informationsteknologi.

     Sådan er det. Og det er der stort set ikke noget at gøre ved. Men det er jo i virkeligheden synd for dem, der har det sådan. For prøv engang at tænke igennem, hvor meget den moderne teknologi betyder for os andre i vores hverdag - for nogle meget, og for andre mindre. Men selv om den af nogen og i nogle sammenhænge udråbes til at være blevet en alt for dominerende faktor, som pisker os rundt i manegen, så er der ikke ret mange af os, der ville være den foruden. Det er højst nogle ganske få romantikere, der drømmer sig tilbage til en tilværelse i stenalderen.

     Det må ganske enkelt erkendes, at netop i vores generation af ældre, er der en del, som er tabt - eller lader sig tabe - bag af vognen. Sådan var det for øvrigt også for omkring hundrede år siden, da jernbanen og automobilet gjorde deres entré. Da var der mennesker, der med næb og kløer hægtede sig fast til de gammelkendte hestetrukne transportmidler. Aldrig skulle nogen få dem over i disse larmende og ildsprudende maskiner. De havde det godt nok inden for den radius, de kunne nå ud til på god gammeldags vis. Så måtte de give afkald på de muligheder, som den ny tid bød på.

     Og netop de muligheder er jo i dag en helt selvfølgelig del af vores tilværelse. Vi tog kørekort, da vi fyldte atten, og nu vil vi gerne beholde det som 80-90-årige. På samme måde er det gået med informationsteknologien. Vore dages børn får deres første tablet i børnehaven, og om firs år vil de overhovedet ikke tænke over, at der kunne være andre måder at klare deres bankforretninger på, end via en - til den tid - endnu mere effektiv tablet end dem, vi kender i dag. Eller måske på en helt anden og endnu enklere måde.

     Vi er i en overgangsalder her  med vores generation. Lommeregneren fandtes ikke, da vi gik i skole. Og da den endelig kom frem og blev til at købe for penge, var det forbudt at bruge den i skolen. Vi skulle lære at bruge hovedet, når noget skulle regnes ud. Og mange blev gode til det. Selv har jeg aldrig været nogen mester til at jonglere med tal i hovedet, så det betød en utrolig hjælp for mig, da jeg kunne købe min første lommeregner, som både kunne lægge sammen og trække fra og så sandelig også både gange og dividere. På den, jeg har i dag er der så kommet en del andre funktioner til, som jeg vist nok aldrig har brug for, og derfor har jeg aldrig brugt tid på at sætte mig ind i, hvad de eventuelt kunne gøre for mig. Og det er vel egentlig for dumt. Men jeg har det med det ligesom med min computer og min smartphone i dag. De kan en masse, som jeg slet ikke er i stand til at udnytte; men efterhånden som jeg har haft brug for en eller flere af deres funktioner, så har jeg brugt den nødvendige tid på at sætte mig ind i dem. For nogle år siden tog jeg et højskolekursus, hvor emnet var brug af iPad. Jeg blev dybt imponeret over, hvad sådan en kan gøre for mig; men der er faktisk meget af det, som jeg slet ikke har brug for at kunne gøre med den. Det lader jeg så bare ligge, for hvorfor i alverden skulle jeg bruge tid på at sætte mig ind i nogle muligheder, blot fordi de er der, hvis jeg overhovedet ikke har brug for dem. For eksempel ligger det her med at "spille computer" meget fjernt fra mig. Jeg kan se, at andre har rigtig meget fornøjelse af det; men jeg har det nu engang sådan, at jeg vil hellere bruge tiden med en god bog.

     Der forskes rigtig meget rundt i verden i udvikling af smart teknologi. Det er kun fantasien, der sætter grænser for, hvad kommende generationer vil blive tilbudt af nye muligheder. Men også fremover vil der sandsynligvis stadig være mennesker, der billedlig talt hellere vil age med hest og vogn, end de vil skifte til højhastighedstog og førerløse biler. Hverken nu eller fremover bør de få lov til at bremse den vigtige del af udviklingen, som kan gøre tilværelsen bedre, rigere og sjovere for os mennesker.