Bent Aalbæk-Nielsens hjemmeside

Ældre-bloggen

I juli 2016 startede jeg Ældre-bloggen som en selvstændig blog. Tanken bag det var at skabe et debatforum for os ældre, hvor vi kunne udveksle tanker og meninger om vores tilværelse som ældre, men også som et sted, hvor man kunne komme med gode ideer til at få mest muligt ud af de næste mange år.

    Nu - tre år senere - må jeg konstatere, at bloggen aldrig blev, hvad jeg stilede imod. Enten er der ikke behov for et sådant debatforum, eller også bliver behovet dækket på anden måde.  Derfor besluttede jeg at lukke bloggen som sådan med udgangen af juni måned sidste år.

     Men en del af de emner, som jeg gennem de to år beskæftigede mig med på den specielle Ældre-bloggen, vil blive videreført her.

     Det betyder altså, at jeg fortsat fra tid til anden vil komme med nye indlæg til bloggen her på denne side, ligesom den vil være åben for indlæg med meninger og kommentarer udefra.




Du er meget velkommen til at give din mening til kende om emner, der bliver behandlet på Ældre-bloggen.


   Brug "blanketten" her til højre; skriv dit navn og din email-adresse og din kommentar i besked-feltet. Klik på SEND, og et øjeblik senere ligger den i Ældre-bloggens indbakke. Snarest derefter vil din kommentar blive bragt her på siden under dit navn, men UDEN angivelse af din email-adresse.


Du må også meget gerne komme med egne indlæg om, hvordan du oplever det at være ældre, eller måske med gode ideer til, hvordan det kan blive endnu bedre at være det.


Senest opdateret


12. september 2019

 
 
 

Ældre-bloggen har i øvrigt sin egen profil på Facebook.

Dér kan du også komme med kommentarer.

Du kommer til den via dette link:

facebook.com/aeldrebloggen.dk

       
          Se interviewet
           i Radio Diablo
                   om

  "Plejecenter Fremtiden"

Klik her,

hvis du vil læse om udgivelsen af romanen om tilværelsen for beboerne i 
fremtidens plejecentre.

12-09-19

Det bliver ikke bedre

Vi, der er ældre - eller måske endda gamle - i dag, skal nok være glade for, at det er i vore dage, at vi er det. For alt tyder på, at det bliver ikke bedre for fremtidens ældre. Ja, for at være helt realistiske, så må vi se i øjnene, at det bliver ringere.
     Det fremgår uden omsvøb af en rapport, som lige er lagt frem, og som er udarbejdet i et samarbejde mellem den uafhængige tænketank Kraka og konsulentfirmaet Deloitte. Rapporten hedder "Mission Possible? Velfærdsstaten mod 2040".
      Begrebet "velfærd" er et af de vigtigste i dansk politik. Det så vi blandt andet under valgkampen forud for det seneste valg til Folketinget. Og forventningerne til en øget velfærd er store. Men samtidig har en undersøgelse vist, at der ikke er særlig stor tillid blandt danskerne til, at samfundet kan / vil tage vare om den enkelte borger, hvis / når vi får brug for det. Faktisk er tilliden til det markant lavere end for ti år siden, og næsten to tredjedele af deltagerne i undersøgelsen har svaret, at de forventer, at velfærdsstaten vil være dårligere omti år.
     Det står i skarp modstrid med, at når danskerne bliver spurgt, om de vil acceptere en nedskæring på den offentligt finansierede kernevelfærd (sundhedssektor, sociale udgifter og herunder ældrepleje, uddannelse, fritid og kultur), så er det mindre en én procent, der synes, at det vil være en god idé.
      I dag går 48 procent af de offentlige udgifter til det, der under ét kan betegnes som offentlig service. De vigtigste udgiftposter i den forbindelse er:
Sociale udgifter:                      439 mia. kr.
Sundhed:                               187 mia. kr.
Uddannelse, fritid, kultur:         181 mia. kr.
     I fordelingen af de offentlige midler har andelen til offentlig service været stort set uændret gennem de seneste 30 år. Men i takt med, at den generelle indtægt i samfundet er steget gennem årene, forventes det også, at den offentlige service vil stige, og det er beregnet, at hvis der skulle være den samme stigningstakt, så ville det være nødvendigt at hæve bundskatterne med ca. fem procent. Det vil betyde en ekstra skatteudskrivning på 45 mia. kr. i 2020-priser, og det vil næppe være realistisk.
     Det kan altså ikke forventes, at det bliver hverken nemmere eller sjovere at være ældre i årene fremover. Og ønsket om at kunne klare sig selv længst muligt vil blive stadig mere udtalt. Spørgsmålet er så, hvordan det vil kunne lade sig gøre, og det er noget af det, som jeg har prøvet at give svar på i min bog om "Plejecenter Fremtiden", som blev udgivet i foråret. For jeg tror selv på, at trods nedskæringer og færre "varme hænder" i ældreplejen, så vil den moderne teknologi, som allerede er til rådighed, eller som er under udvikling og vil være klar om få år, kunne medvirke til at gøre tilværelsen både nemmere og mere indholdsrig for rigtig mange ældre. �

01-09-19

Jeg har del i ansvaret

Det er nu tretten år siden, at jeg på min hjemmeside fralagde mig selv og min generation alt ansvar for, hvad man i yngre generationer opfattede som en dårlig arv for dem, når det drejer sig om tilstanden i verden. Hvad er det dog for en verden, at I ældre giver videre til os yngre, blev der sagt igen og igen (også) dengang. Og jeg svarede og argumenterede for, at det på næsten alle områder er en langt bedre verden. Og den opfattelse står jeg stadig ved. Generelt er verden blevet langt rigere end dengang. Der er færre, der sulter. Mange flere har adgang til rent drikkevand. Der er ikke nær så mange analfabeter. Der er blevet mindre terror (men via medierne hører vi meget mere om den terror, der endnu er). Og hvis vi alene fokuserer på danskernes tilværelse, så er der vist ikke mange, der ville bytte med det, der var vores liv for et halvt århundrede siden.
      Men der er en undtagelse.
      For tretten år siden var der ikke mange, er talte om klimaet. Jo, vi talte om vejret, som danskere har gjort det til alle tider. Men vi talte ikke ret meget om klimaet.
      Det gør vi nu. For hvad det angår, er rigtig meget ændret gennem de seneste ti år. Og i dag ligger det klart for de fleste, at hvis ikke vi i meget høj grad og hellere i dag end i morgen ændrer adfærd, så ser det virkelig alvorligt ud for kommende generationer. Og med rette kan disse kommende generationer anklage os - den nuværende generation - for at videregive en misligholdt planet.
     Og ansvaret for det, vil jeg ikke prøve på at frasige mig. Vi kan have en masse "gode" undskyldninger for, at det er gået, som det er, og for at det bliver langt værre i de kommende årtier. Vi kan f.eks. hævde, at vi ikke vidste, at det står så galt til. Men den går ikke. Vi må erkende, at vi undlod at lytte til dem, der ellers meget klart advarede om, hvad vi havde gang i. For det var nu engang mere bekvemt at lukke ørerne og vende det blinde øje til. Fokus var rettet imod mere og bedre velfærd.
     Det er mit indtryk, at heldigvis er vi nu på vej mod en ændret indstilling - ikke af lyst, men ganske enkelt fordi vi er ved at indse, at vi er tvunget til det. Og jeg tror på, at vi endnu kan nå at rette op på den alvorlige udvikling. Det bliver hverken en nemmere eller en sjovere tilværelse fremover. Men det må vi ganske enkelt lære at leve med.
     

Jeg tør ikke rigtigt tænke på alternativet!

 

12-08-19

En verden under pres


For en måneds tid siden var vi mennensker færdige for i år med at bruge alt det, som vores gode, gamle Jord kan producere til os mennesker i løbet af et helt år. Hvad vi bruger nu og resten af året, er noget, vi "trækker på kassekreditten". Det kan vi jo ikke blive ved med at gøre år efter år. På et eller andet tidspunkt siger "banken"stop. Og vi kan jo allerede nu mærke, at den har sat "renten" ganske betydeligt op: Temperaturstigning, voldsomme orkaner, tørke, oversvømmelser, skovbrande. Og selv om vi har svært ved helt at erkende det, så ved vi jo næsten alle sammen godt, at det går kun én vej i de kommende år: det bliver værre og værre.
     Og hvad gør vi så ved dét?
     Jo, vi snakker om det. År for år snakker vi mere og mere om det. Og jo, vi gør da også noget. Her i Danmark sætter vi vindmøller op - til lands og til vands, og vi haler energi ind fra solen med den ene hektar efter den anden dækket med solceller. Og godt for det. Men inderst inde ved de fleste af os, at det jo blot hjælper som den berømte skrædder i helvede. Der skal meget mere til, hvis det virkelig skal batte. OK da, så spiser vi lidt færre røde bøffer og betaler en energiafgift, når vi flyver til Rhodos. Og så har vi det i øvrigt rigtig godt med, at vores politikere jo har erklæret det som et "bindende mål", at det samlede danske udslip af CO2 skal være reduceret med 70 procent i 2030. Sådan skal det være, ja! Godt gået, politikere! Der bliver sørme da gjort noget ved sagen.
     Men endnu har de kære politikere ikke med ét eneste ord fortalt os helt konkret, hvordan det her "bindende mål" skal nås. Endnu har de ikke rigtigt haft mod til at gøre det klart, at det vil betyde ganske betydelige afsavn for hver enkelt af os almindelige borgere. Det vil blive dyrt for os - meget dyrt. Alene den nødvendige og bebudede udbygning af det danske elnet vil koste milliarder. Og der er altså ikke andre end os skatteydere til at betale for det - eventuelt i form af højere elpriser. Vi kommer heller ikke uden om en omfattende omlægning af vores fødevareproduktion. Og der er vel ingen, der forestiller sig, at det vil kunne ske uden højere priser på vores madvarer.
     Nu er der vel nok stadig superoptimister, der tror på, at det her "bindende mål" med de 70 procent nok skal kunne nås inden 2030. Men alene det,  at der er sådan et mål, betyder forhåbentlig - og formodentlig - at vi kommer i gang. Og vi har før vist, at når vi bliver presset hårdt, så kan vi stå sammen. Det gjorde vi for ekempel under den tyske besættelse. Og når vi står sammen, kan vi få ting til at ske.
     Verden går ikke under i 2030. Men noget tyder på, at der inden da vil være sat så meget i gang - også på verdensplan - at verden slet ikke vil komme til at gå under i denne omgang. Men det vil være en noget anderledes verden, vores efterkommere vil komme til at leve i om hundrede år.
     Spørgsmålet er så, om den vil være bedre. Jeg tror på det. Jeg tror på, at menneskeheden på verdensplan vil blive presset så hårdt, at den vil finde sammen om de nødvendige løsninger.  Det vil måske ikke blive med øget velfærd i forhold til i dag. Men muligheden er der for, at det vil blive med større forståelse og et bedre samliv racerne, nationerne og menneskene imellem.
     For hvad er alternativet?


24-07-19

"Det økonomiske råderum"

Det bliver rigtig spændende at følge sensommerens og efterårets oplæg til finansloven for 2020. Det bliver prøven på, i hvor høj grad vore politikere vil kan og vil leve op til de mange gyldne løfter, der blev givet under forsommerens valgkamp.
En af de helt store knaster i de kommende måneders forhandlinger bliver os ældre. Efter valgkampen kan vi med god grund forvente, at vi kommer til at opleve forbedringer på flere områder. Men det helt store problem i den sammenhæng er det faktum, at der bliver flere og flere af os.
     Vi må til at vænne os til en ny betegnelse, nemlig "det demografiske træk". Dette "træk" fortæller om den statistiske udvikling omkring os ældre, og det, man her først og fremmest kan hæfte sig ved, er som allerede nævnt, at vi bliver flere og flere, og det betyder, at om bare seks år - i 2025 - vil der være 75.000 flere danskere over 80 år. Men ikke nok med det. Den gruppe, der vokser allermest, er de allerældste, og det betyder dem, der har allermest behov for pleje og pasning.
Et andet begreb, som vi nok kommer til at høre rigtig meget om, er "det økonomiske råderum". Det er de midler, der er til overs i statskassen, når der er disponeret over alle de mere eller mindre faste udgifter. Det er beregnet, at dette "råderum" frem mod 2025 vil være på 24,5 mia. kroner. Og det er i høj grad dem, politikerne regnede med at kunne bruge af, når de f.eks. i valgkampen gav løfter om øget velfærd for stort set alle i samfundet.
     Der er bare det ved det, at hvis det niveau for ældreplejen, som vi kender i dag, skal fastholdes, når der altså bliver flere og flere, der skal passes og plejes, så vil det kræve, at stort set hele det økonomiske råderum skal bruges til det formål. Det må betyde, at enten må niveauet for ældreplejen sættes ned, eller også må politikerne erkende, at de har været alt for villige til at give gyldne løfter på en lang række andre områder. Eller: Det økonomiske råderum må gøres væsentligt større ved at sætte skatter og afgifter op.
     Noget kan altså tyde på, at vi går et virkelig spændende politisk efterår i møde. Der er nogle hårde nødder, der skal knækkes. Hvordan vil det blive gjort?

13-07-19


Tilbage igen


Vel tilbage efter et længere familiebesøg i USA er jeg nu i gang med at finde ud af, hvad der egentlig er sket her til lands, mens jeg har været væk.
     Det er klart, at det, der umiddelbart falder i øjnene, er, at landet har fået en ny regering og dermed også en ny ældreminister, nemlig Magnus Heunicke. Og mens Thyra Frank nu kan nyde en nydelig ministerpension oven på sin "indsats", så ser det ud til, at Heunicke får mere at se til, end hun havde, idet ældreministeriet altså er lagt sammen med sundhedsministeriet. Det betyder vel så, at der næppe kommer til at ske mere omkring os ældre / gamle, end Frank fik udrettet. Det skortede jo ellers ikke på løfter under valgkampen om, hvor meget der fremover skal gøres på ældreområdet. Men belært af erfaringerne skal vi nok ikke vente os de store forbedringer. Dels ser det ud til, at der bliver brug for en masse penge på andre områder, og dels har jeg fortsat ikke kunnet finde noget bud på, hvor man vil finde alle de nye "varme hænder", som der vil blive brug for i de kommende år. 
     Positivt er det dog, at der nu er flere af vores politikere - ikke bare på Christiansborg, men også i regionerne og i kommunerne - som har fået øjnene op for de store muligheder, der ligger i en udnyttelse af den moderne teknologi - også til hjælp på ældreområdet. Mere og mere er allerede på vej for at overtage de mange rutinemæssige opgaver, som ligger i ældreplejen, og jeg må erkende, at på mange områder har udviklingen allerede overhalet, hvad jeg har søgt at beskrive i min bog om "Plejecenter Fremtiden", som udkom i marts. Hos min familie i USA oplevede jeg blandt andet, hvor meget selskabet Amazones "assistent" Alexa allerede i dag kan klare i dagligdagen for os mennesker. Og hun påtager sig næsten hver dag nye opgaver. Og faktisk er Amazone jo ved at gøre sig klar til et indtog her i Danmark, så det varer næppe så længe, før vi også her kan bede Alexa om hjælp.

17-06-19


Det hænger slet ikke sammen

Noget kunne tyde på, at det nu omsider er ved at gå op for landets politikere, organisationsfolk og andre, at problemerne nu og fremover med at med at få passet det stigende antal ældre ikke kun er et spørgsmål om øgede bevillinger.
Det er det også. For det siger jo sig selv, at når der bliver flere, der skal passes, så skal der også flere penge til. Men som jeg flere gange tidligere har været inde på her på Ældre-bloggen, så hjælper det ikke noget med nok så mange penge, hvis der ikke er nogen at give dem til.
Og det er det, man tilsyneladende er ved at forstå.
I en artikel i avisen Danmark den 16. juni hedder det blandt andet:
Det går ikke op. Der er ikke nok danskere til at holde velfærdsstaten kørende, og både Ældresagen og Danske Patienter opfordrer nu politikerne til at gå på jagt efter arbejdskraft i udlandet. - - - Allerede nu mangler det danske sundhedsvæsen personale. Det samme gør ældreplejen. Ifølge FOA skal hver femte 16-årige blive sosu-assistent for at imødekomme fremtidens behov for 40.000 sosuer om10 år. - - - Dansk Sygeplejeråd mener, at der kommer til at mangle minimum 6600 sygeplejersker i 2025.
Og så nævnes det, at SF og Enhedslisten vil have op mod 10.000 pædagoger, hvortil kommer, at der i den offentlige sektor mangler lærere, politibetjente og et stigende antal djøffer til at holde styr på udgifterne.
Pengene til det hele kan kun komme ét sted fra, nemlig fra den private sektor. Men her vil der ifølge DTU mangle10.000 ingeniører og et stort antal it-specialister i 2025. Og Ledernes Hovedorganisation har regnet sig frem til, at der i 2025 vil mangle 85.000 faglærte.
Det er kun en meget lille del af dette kæmpeproblem, der kan løses ved at hente arbejdskraft fra udlandet. Dér begynder man jo også nu at kunne mærke en mangel på arbejdskraft. Og så er der jo hele spørgsmålet om uddannelse. Det er altså ikke alle arbejdsløse udlændinge, der kan gå direkte ind og gøre sig nyttige i en dansk virksomhed med de ofte meget specialiserede opgaver, som man arbejder med dér. Og så er der jo sproget, som allerede i dag lægger store hindringer i vejen for en effektiv arbejdsmæssig integration.
Men det ser ud til, at der nu for alvor er ved at komme stærke kræfter i gang for at gå andre veje. Sammen med Dansk Industri retter en del danske erhvervsvirksomheder henvendelse til politikerne for at gøre opmærksom på de muligheder, som den moderne teknologi byder på både produktionsmæssigt og i servicesektoren. Men det kræver politisk opbakning og øgede bevillinger, hvis der for alvor skal komme gang i udnyttelsen af disse muligheder.
Det ligger lidt i venteposition i øjeblikket, hvor fokus er rettet mod regeringsforhandlingerne. Men det burde indgå som en selvfølgelig del af disse forhandlinger, at der for alvor skal sættes gang i forskning omkring og produktion af ny teknologi med henblik på at erstatte den menneskelige arbejdskraft.
For det vil nu engang være bedre for gamle Anton, hvis han kan få en eller anden form for elektronisk hjælp, end at han slet ikke kan få nogen hjælp.

10-06-19

Gode muligheder

Der bliver forhandlet på højtryk på Christiansborg i disse dage, for landet skal jo have en ny regering. Det er sivet ud, at der er en masse, som man sagtens kan blive enige mellem partierne om at gennemføre. Men det lader til, at man ikke kan finde ud af, hvor man skal finde pengene til at gøre det for.
     Der er ingen tvivl om, at forholdene for os ældre bliver en af de helt store hurdler i forhandlingerne. Som jeg er inde på i mit tidligere indlæg herunder, så skortede det ikke under valgkampen på løfter om at sikre en bedre tilværelse for os - og specielt for de af os, der har behov for hjælp og pleje. Problemet er bare, at den pose penge, der skal til for at indfri de mange fine løfter, er så stor, at der kun bliver meget små pengeposer til alt det andet, man også har lovet at gennemføre.
Kendsgerningerne er jo nemlig, at i løbet af de næste seks år frem til 2025 vil antallet af danskere over 80 år stige med 75.000. Aldrig tidligere har vi her til lands oplevet en tilsvarende demografisk udvikling. Og det er nu engang sådan, at i takt med at der bliver flere gamle, så stiger udgifterne til at tage sig af dem, og som det ser ud nu, vil disse stigende udgifter lægge beslag på næsten hele det såkaldte økonomiske råderum i de næste seks år. Det er der vist ikke mange, der tror på, at de får lov til at gøre.
     Og så åbner sig igen det rædselskabinet for politikerne, der hedder løftebrud. Det er tidligere set med stor tydelighed, at er der noget, der for alvor kan give bagslag, så er det netop løftebrud. Så det må for alt i verden undgås!
Og hvordan gør man så det?
     Der vil altså ikke kunne findes penge nok til bare at opretholde det nuværende niveau i ældreplejen. Og selv om man eventuelt skulle kunne finde lidt håndøre, så er der ikke nogen at give dem til. Man ved, at i de nærmeste år trækker et større antal SOSU-assistenter sig tilbage på grund af alder. Og man ved også, at det vil være utrolig svært at hente tilstrækkeligt mange nye ind på uddannelserne - de er der jo ganske enkelt ikke.
     Skal man som politiker virkelig undgå at blive anklaget for løftebrud, så er det nødvendigt, at man kan påvise, at man er godt i gang med at udnytte andre og - som man sikkert vil sige - lovende muligheder.
     Men hvad er det så for andre muligheder, man vil kunne pege på?
     Jo, da jeg for et par år siden begyndte på forarbejdet til min bog om "Plejecenter Fremtiden", var det ikke bare med det formål at få skrevet og udgivet en roman. Formålet var primært - i romanform - at pege på en række af de muligheder, der tegnede sig allerede dengang, for - med nye midler - at skabe en attraktiv og værdig tilværelse for kommende
årgange af ældre.
     Som arbejdet med bogen skred frem, blev jeg mere og mere overbevist om, at mulighederne for
at skabe en sådan tilværelse allerede eksisterer eller er tæt på at kunne realiseres. Og nu er spørgs-
målet så bare, om der er politikere, der er fremsynede og modige nok til at tage de nye og gode
muligheder op. Man behøver ikke at lede længe på nettet for at finde forskere, designere og virksom-
heder, der bare venter på grønt lys for gå i gang med at realisere de mange muligheder. Ja, man kan
også få et godt indtryk af, hvordan man en del steder er gået godt i gang med den moderne teknologi
til gavn og glæde for de plejehjemsbeboere, der allerede i dag nyder godt af det.
     Der er al mulig grund til at opfordre de politikere, der i disse dage sidder i krævende forhandlinger
på Christiansborg, til at være helt opmærksomme på de muligheder, som ny teknologi kan give dem
for at løse de store problemer i ældreplejen. Mangler de ideer, kan de eventuelt hente dem i bogen
om "Plejecenter Fremtiden".
     Er der politikere nok med tilstrækkeligt fremsyn, så kan man egentlig godt misunde kommende
tiders gamle med den tilværelse, der vil kunne blive dem til del.

08-06-19


Smukke ord og valgflæsk


Hvor blev der dog sagt mange smukke og lovende ord under valgkampen om og til os gamle. Jeg er næsten helt rørt.
     Der blev i høj grad udtrykt respekt for den indsats, vi har ydet gennem vores lange liv, og som jo er grundlaget for, at de yngre generationer i dag kan have det så godt, som de jo nu engang har det. Og det skal vi naturligvis belønnes for fremover især gennem bedre forhold for dem af os, som har behov for hjælp og pleje. Bedre økonomiske vilkår og mange flere "varme hænder". Ret til enhver af os til at få en plejehjemsplads, hvis vi ønsker det, når vi er flydt 80. Og bedre behandlingsmuligheder, hvis vi bliver syge.
     Jamen, hvor lød det da godt! Og hvert af de gode løfter blev efterfulgt af en forsikring om, at det skam var "fuldt finansieret". Det magiske ord i den forbindelse var i næsten alle tilfælde "råderummet" - altså statskassens økonomiske råderum. Det er jo egentlig en fantastisk konto. Før et valg kan pengene på den konto tilsyneladende bruges adskillige gange. Men i den realistiske verden efter valget kan det altså kun bruges én gang. Og det er den verden, vi nu er i igen. 
     Ét er, at der nu skal foretages en benhård prioritering, hvor man nok må regne med, at vi ældre ikke står øverst på prioriteringslisten. Noget andet er, at selv med nok så mange "råderumspenge" til rådighed, så ændrer det ikke ved det faktum, at der allerede i dag er alt for få "varme hænder" til rådighed, og alle erkender, at den mangel bliver kun langt værre i de kommende år. For det er jo ikke kun på SOSU-området, at der i dag er rift om hver eneste ledig hånd. Og der bliver i de kommende år flere og flere, der får behov for dem.
     Den bedst mulige løsning på det problem ligger i at begynde at tænke i nye baner, og det er, hvad jeg har peget på i min bog om "Plejecenter Fremtiden". Det er bare med at komme i gang - heller i dag end i morgen - med at komme ind på disse nye baner.

30-05-19


Ord og handling


Ikke mindst her under valgkampen har vi gang på gang set store børn og unge mennesker, som appellerer til politikerne og til danskerne som helhed om at gøre noget aktivt ved forureningen og den katastrofale klimaudvikling. 
     "Det er jo vores fremtid, det drejer sig om", siger de, og i tusindvis tager de fri fra skoler og uddannelsesinstitutioner for at demonstrere, hvor meget det betyder for dem.
     Det kan man kun respektere, for det er jo virkelig alvor.
     Men i hvert fald tiidligere år har det været, som om det med alvoren blegner lidt, når det ikke længere bare er ord, det gælder, men derimod handling. F.eks. i forbindelse med de mange festivaller rundt omkring i landet, og som jo først og fremmest er besøgt af unge mennesker. Det er jo simpelthen utroligt at se, hvad de tillader sig at efterlade ikke blot af egentligt affald, men også af værdifuldt udstyr, som de bare ikke gider at slæbe med sig hjem. 
     Lad os nu se, at det ikke længere blot er store, fine ord og varm luft. For hvis vi igen i år skal se de samme billeder af efterladenskaber i dyngevis efter festivallerne, så svinder agtelsen for de unges appeller. 
     Vis nu, at I virkelig mener noget med det!

22-05-19


"Ældrebyrden"
- så er den der igen.

"Ældre-bølge udfordrer velfærden". Det var overskriften til en stor artikel i avisen Danmark den 12. maj. Og i selve artiklen kunne man læse, at "Ældrebyrden" er et fortærsket udtryk, der er på vej til at gå i opfyldelse. Og som begrundelse for det kunne man læse, at udviklingen i antallet af ældre og gamle borgere landet over står ikke til at stoppe. Frem mod år 2025 vil der være over 80.000 flere borgere på 80 år og derover, bliver det oplyst, og så tilføjes det, at netop den gruppe af borgere er storforbrugere af offentlige ydelser, samtidig med at der kommer meget få skattekroner den anden vej. Det er kendsgerninger, der kan skræmme livet af mange af de kommunalpolitikere, der i de allerede trange økonomiaftaler, som de hvert år indgår med regeringen, skal finde pengene til mere omsorg, pleje og nær behandling af de stadigt flere ældre, hedder der i artiklen, og der føjes til, at "Derfor er det en politisk udfordring, der er højaktuel i den igangværende valgkamp".

Ja, det er i sandhed en højaktuel udfordring for vore politikere. Men som jeg har været inde på i et tidligere indlæg her på bloggen, så prøver de over én kam at klare sig med noget nær et standardsvar: "Større bevillinger til nogle flere ansatte". Og det lyder jo helt fint. Problemet, som de næsten alle undlader at tage stilling til, er imidlertid det faktum, at det er umuligt at skaffe tilstrækkeligt med flere ansatte. Rigtig mange af de nuværende ansatte har nået en alder, hvor de selv skal pensioneres og måske kan få behov for en eller anden grad af hjælp. Samtidig er der tendens til, at stadig færre søger ind på SOSU-uddannelserne. "Jamen så må der jo gøres noget for at gøre både uddannelsen og arbejdet som SOSU-medarbejdere mere attraktivt", siger politikerne og ser bort fra, at præcis det samme dilemma med manglende tilgang står man med ved de fleste andre uddannelser og inden for mange andre fag. Det enkelte unge menneske kan kun være ét sted!

Sådan er det. Der er masser af arbejde, der skal udføres. Men der er ikke hænder nok til at gøre det.

Hvad så? Skal vi gamle affinde os med, at det er der jo ligesom ikke rigtigt noget at gøre ved? Skal vi bare acceptere, at vi bliver nødt til at sidde i timevis i vores fyldte bleer?
     NEJ, naturligvis skal vi ikke det. Vi har fortjent bedre! For det er nu engang os, der under vores uddannelse og gennem vores arbejdsår har måttet affinde os med meget dårligere vilkår end dem, som det er lykkedes os at skabe for de yngre generationer. Nu kan det ikke være hverken ret eller rimeligt, at vi igen skal bydes på dårlige vilkår.
     Men hvordan skal det da kunne undgås?
     Jo, jeg vil hævde, at det KAN undgås. Og det har jeg prøvet at pege på gennem min nyligt udkomne roman med titlen "Plejecenter Fremtiden". Dér har jeg beskrevet, hvordan tilværelsen vil kunne forme sig for beboerne på fremtidens plejecentre, hvor man har brugt de penge, som man altså ikke kan komme af med til "varme hænder", på at indrette centrene med brug af alle de moderne, teknologiske hjælpemidler, som man enten allerede råder over i dag, eller som er tæt på at kunne tages i brug.
     Det er altså et spørgsmål om at prioritere. Og vi gamle må have ret til at forvente, at der nu bliver set mere på vores behov, end vi er vante til.


                                                  - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - 

PS.
Som et apropos til ovenstående har jeg lyst til at bringe et citat fra netavisen Altingets valgblog:

Det, vi kan bruge det sunde princip til (d.v.s. et kritisk eftersyn af regnestykkerne - min tilføjelse), er at se på den retning, som finansieringsforslagene til de skønne løfter tager. Skal finansieringen skaffes ved højere skatter, omprioriteringer eller afskaffelse af nuværende regler? Så kan man jo lige overveje, om man selv bliver ramt af de initiativer.

Måske skal vi til at stille et andet relevant spørgsmål i valgkampen, som ikke bare handler om, hvor pengene skal komme fra.       Hvor skal alle de mennesker til alle de offentlige job komme fra?
    I forvejen skriger dele af erhvervslivet på arbejdskraft. Der bliver flere ældre og flere børn, men hvad med alle dem i midten af livet, som skal bruges til alle de her velfærdsløfter? Løber vi ikke snart tør for varme hænder, hvis der også er nogen, der skal lave andre ting end velfærd? Selv om politikerne så afsætter flere penge til alle velfærdsløfterne og får regnestykkerne til at gå op.


15-05-19

Inspiration for politikerne


Det fyger med store tal og store løfter i valgkampen op til folketingsvalget. Det gælder både fra højre og fra venstre. Og ingen burde nu kunne være i tvivl om, at i løbet af de næste fire år bliver det meget bedre at være ældre her i Danmark. Men det er vi nok alligevel mange, der er - altså er i tvivl. For hvis man prøver at summere alt det op, som man vil gøre for os, så lægger det op til to spørgsmål, som der savnes reelle svar på: Hvor skal alle de mange penge tages fra, som det vil koste? Og hvor vil man finde de mange flere mennesker, som der vil blive brug for i den forbedrede ældrepleje?
     Jo, der er nogle enkelte af politikerne, som kunne se ud til at have læst min nyligt udkomme bog om "Plejecenter Fremtiden", og som derved er blevet klar over, at midlerne til at kunne realisere deres løfter om en ældrepleje, der i hvert fald ikke må blive ringere, vil være at finde i en udstrakt udvikling og udnyttelse af den moderne teknologi. 
     Og til de politikere, der endnu ikke har fået læst bogen, fristes jeg til at sige: Skynd jer at få det gjort! For den rummer faktisk en hel del inspiration til, hvordan I på et realistisk grundlag kan love de kommende års ældre en bedre, mere indholdsrig og værdig alderdom.
    Senest i valgkampen er der stillet forslag om, at alle skal have en ret til at komme på plejehjem, når de er fyldt 80. Det vil gøre det nødvendigt med en helt anden form for plejehjem end den, vi kender i dag, hvis de virkeligt skal kunne give alle +80 årige en attraktiv tilværelse. Men med "Plejecenter Fremtiden" som inspirationskilde vil det kunne realiseres - både m.h.t. økonomi og personale. 

13-05-19


Det er dit og mit ansvar!


Hvis du kun har tanker for din egen tilværelse og dit eget liv og altså er hundrede procent egoist,
så er du formodentlig flintrende lige glad med, hvad der sker med verden omkring dig. Den skal
såmænd nok holde sig rimeligt i gang i den tid, du har tilbage, og de ændringer, du vil komme
til at opleve, vil du nok sagtens kunne leve med. Og du vil såmænd nok også blive ved med at føle
dig rimeligt godt tilpas.
     Anderledes forholder det sig, hvis du også har tanker for verden omkring dig, for dine med-
mennesker, for dine børn og børnebørn og for kommende generationer. For så kan du formodent-

lig ikke have undgået at bemærke, at der er en udvikling i gang, som - hvis den får lov til at
fortsætte - vil føre til levevilkår for mennesker, dyr og planter, som ingen kan ønske - ja, som
ultimativt kan umuliggøre enhver form for liv på store dele af vores endnu så dejlige Jord.
     Men allerede nu er det jo sådan, at du næppe vil kunne nævne en eneste plet på Jorden, som
ikke er mere eller mindre ramt af udviklingen mod et ændret og langt barskere klima.
     Det er ikke KUN alle de andre skyld og ansvar, at det er gået sådan. Jeg må også påtage mig
min del af det, og derfor må jeg prøve at finde ud af, hvad jeg kan gøre - og hvad jeg kan gøre
anderledes i min dagligdag i bestræbelserne på at få ændret den, i virkeligheden. katastrofale
udvikling, som er i gang.
     Først og fremmest må jeg nok gøre mig klart, at det dur ikke med den meget brugte undskyldning om, at lille jeg jo alligevel ikke kan gøre noget, der virkelig batter. Men det gamle ordsprog taler jo sandt, når det siger, at "mange bække små gør en stor år". Og hvis alle vi mange "små bække" hver især gør, hvad vi kan, så bliver det til den"store å", som på sigt kan være med til at sikre en tilværelse også for kommende slægter.
     Og det er ikke for sent endnu. Ifølge forskerne er det stadig muligt at ændre udviklingen. Nøglerne til de ændringer, der virkelig vil batte, ligger imiddlertid først og fremmest hos politikerne på alle niveauer. Netop nu er der kamp mellem politikerne på to af de meget vigtige niveauer: EU-parlamentet og Folketinget. Det giver os mulighed for at stille krav til og at lægge pres på politikerne for at få dem til at lægge ægte kræfter og ikke bare snak i bestræbelserne på at sikre tilværelsen for vore efterkommere.
     Vi ser i disse dage, hvordan de ungen mennesker virkelig involverer sig i disse bestræbelser. Det er jo ikke mindst deres tilværelse, der står på spil. Men det er jo os ældre, der gennem vores livsform har gjort det så tvingende nødvendigt, at der nu bliver taget effektivt fat. Det ansvar kan vi ikke løbe fra. Derfor er det ikke blot de unge, men også os ældre, der hver især må gå ind i klimakampen.
     



01-05-19


Valgets tale om ældrepleje


Vi skal snart til folketingsvalg. Det kommer næppe til at betyde noget særligt for os ældre.
     Nåh ja, vi skal jo også til valg til EU.parlamentet. Det kan da godt komme til at betyde en hel del for Danmarks som helhed; men så vidt jeg kan se, vil det ikke få nogen speciel betydning for os ældre her i lander.
     Og når jeg mener, at folketingsvalget ikke vil komme til at betyde noget særligt for os ældre, så skyldes det, at alle partierne - røde som blå - stort set vil det samme, hvad os angår. De vil alle samme give en hel masse penge til bedre pasning og pleje. I hvert fald er det, hvad de siger nu. Men lur mig, om det også kommer til at gælde efter valget. For der skal jo spares, har de nu sagt i lang tid (i hvert fald de fleste af dem). Og jeg vil blive meget forbavset, hvis det ikke også er det, de siger efter valget. De siger det nok ikke rent ud, for løftebrud er jo et uartigt ord i dannsk politik (såvel som andre steder), så det bliver jo nok pakket pænt ind i fine ord som f.eks. "omfordelingsbidrag" eller "effektiviseringstiltag". For skal vi bevare den nuværende velfærdsstatus specielt på ældreområdet, så kan enhver jo se, at det bliver nødvendigt med en større effektivitet - - selv om velfærd og effektivitet godt kan synes at være to ord med modsat betydning.
     Men faktum er jo, at der bliver flere og flere ældre, som har behov for pleje og pasning, samtidig med at der bliver færre og færre "varme hænder" til at tage sig af dem / os.
     Det nytter altså ikke, at politikerne her i valgkampen lover flere penge til flere "varme hænder", for dem vil der jo ganske enkelt være for få af. Formanden for FOA, Mona Striib, kunne her for kort tid siden oplyse, at der om en halv snes år vil mangle 40.000 SOSU-medarbejdere.
     Men efter valget skal vi holde politikerne fast på deres løfter om flere penge til ældreplejen, og de skal så bruges til en målrettet udvikling og produktion af hjælpemidler af enhver art, som kan gøre os alle sammen mere selvhjulpne i længere tid op gennem vores alderdom.
    Lyder det mindre rart?
    Ja, det gør det vel. Men det er bare det, der bliver en tvingende nødvedighed.
    Og i virkeligheden har de fleste af os det nok sådan, at vi helst vil kunne klare os selv bedst muligt og længst muligt.


31-03-19


Forår endnu en gang


Hvert år ved denne tid er der især to sange, hvorfra nogle linjer gentager sig igen og igen for mit indre øre.

Den ene er Johannes V. Jensens digt "Stæren" fra 1925, hvor det første vers lyder således:


Som mange varme liflige kys

smelter din morgensang!

De mørke dage er ladt tilbage.

Forår — endnu en gang!


Det er den sidste linje: "Forår - endnu en gang", jeg hæfter mig ved, og som understreger min glæde og taknemlighed over tilværelsen: Jeg er lige fyldt 85, og alt tyder på, at jeg får lov til at opleve endnu et forår - altså endnu en gang den tid, hvor livet bekræfter sig selv, og hvor så meget begynder på en frisk. I min alder er det jo ikke nogen selvfølge, at man stadig er med på vognen og ikke mindst, at man har helbred og kræfter til endnu en gang at opleve alt det gode og positive, som foråret er udtryk for.




Den anden sang er Kaj Munks digt om "Den blå anemone".

Her lyder det første vers således:


Hvad var det dog, der skete?

Mit vinterfrosne hjertes kvarts

må smelte ved at se det

den første dag i marts.

Hvad gennembrød den sorte jord

og gav den med sit søblå flor

et stænk af himlens tone?

Den lille anemone,

jeg planted dér i fjor


Og lad mig så lige runde af med nogle strofer

af Benny Andersen:


Mit hår falder af

min knæskal er løs

og nyrerne rasler af sten.

Mit hjerte er skævt

min mave nervøs

det jager så sært i mit ben

jeg mærker det hvorend jeg går .....

og dog er det vår.

- - - - - -

Så:


Livet er ikke det værste man har

og om lidt er kaffen klar

10-02-19


Pensionstidspunkt


Hvor gammel skal man være for at have ret til at gå på pension? Det diskuteres der voldsomt om i disse dage, hvor der ikke længere er så lang tid til en valgdag.

     Men i virkeligheden burde det jo slet ikke være et spørgsmål om alder. Kriteriet må ene og alene være et spørgsmål om behov.

     Man prøver at fastsætte en pensionsalder, der bliver højere og højere, jo længere gennemsnitslevealderen bliver for os danskere. Det er der rimelig enighed om. Der er også enighed om, at der er mennesker, som ganske enkelt ikke kan klare at skulle arbejde lige til den fastsatte pensionsalder. Og dér hører enigheden så op.

     Socialdemokraterne siger, at alle skal have lov til at melde sig ud af arbejdsmarkedet, når de har været der i et opslidende job i 40 år. Men hvad er "et opslidende job"? Jah! siger de - det må man jo prøve at forhandle sig til rette om.

     Andre siger, at der skal ikke være dette faste åremål på 40 år. I stedet skal der være ordninger, som gør det muligt at få tilkendt folkepension nogle år før den generelle pensionsalder, hvis man kan dokumentere, at man virkelig er nedslidt eller syg. Men så er spørgsmålet: Hvor mange år før skal det være muligt? Og hvad skal være kriteriet for at være nedslidt? Dertil svarer de, at sådan nogle ordninger er der jo allerede, og dem skal vi holde fast ved; men kan de blive bedre, så vil vi da gerne forhandle om det.

     Det er da rigtigt, at der allerede er ordninger, som giver mulighed for træde ud af arbejdsmarkedet før den egentlige pensionsalder. Men gang på gang bliver vi gennem medierne eller på anden måde præsenteret for nogle helt horrible eksempler på personer, der har måttet igennem det ene helt tåbelige og nedværdigende forløb efter det andet. Det kan vare år efter år, og resultatet - førtidspension eller ej -  kan være ret så forskelligt fra kommune til kommune. Denne helt urimelige situation har efterhånden varet længe. Og det kan vi ganske enkelt ikke være bekendt!

     Der SKAL altså ændringer til vedrørende pensioneringen af gamle og / eller udslidte mennesker.

     Men hvilke? Den diskussion vil utvivlsomt arbejde sig højere og højere op i gear, efterhånden som valget nærmer sig. Og når det så er overstået, vil man på Christiansborg meget snart erkende, at det er yderst lidt, der i virkeligheden kan gøres. For så skal man jo nemlig også til realistisk at forholde sig til økonomien. Og den virker temmelig glemt for tiden.


Da jeg for snart rigtig mange år siden var på session, blev jeg - ligesom alle andre unge mænd - præsenteret for en kommission, der egenmægtigt og dér på stedet skulle afgøre, om jeg var tjenlig til at blive udskrevet til militærtjeneste. Man kunne eventuelt møde med lægeerklæringer, som dokumenterede, at det var man ikke, og man kunne selv argumentere for eller imod. Men den endelige afgørelse lå i alt væsentligt her og nu hos udskrivnings-kommissionen. Og retningslinjerne var de samme over hele landet og for rig som for fattig.

     Hvad om man lidt på samme måde etablerede en statslig pensions-kommission, som helt uden vore dages utallige lægeundersøgelser, umenneskelige arbejdsprøvninger, og hvad totalt udslidte eller alvorligt syge mennesker i øvrigt udsættes for, kan træffe en endelig afgørelse her og nu efter en indstilling fra enkelte udslidte eller syge borgers egen læge eller fra en kommunal socialrådgiver.

     Når jeg ved forskellige lejligheder har foreslået en sådan ordning, så er jeg nogle gange blevet mødt med den indvendig, at det vil en enkelt pensions-kommission ikke kunne overkomme. Og hertil må jeg erkende, at jeg ved ikke, hvor mange borgeres situation, der skal tages stilling til. Men om nødvendigt kunne man nedsætte en kommission i hver region, og for at sikre ensartede afgørelser i alle regioner, kunne man lægge et fælles møde for dem alle ind i kalenderen f.eks. en gang i kvartalet. Her kunne ens retningslinjer og regler fastlægges.

     Jeg er også blevet mødt med den indvending, at det vil blive svært at sammensætte en sådan kommission - eller sådanne kommissioner, hvis der skal være flere af dem. De vil jo skulle have meget store beføjelser.

     Det kan måske godt være, at det kan blive svært, men bestemt ikke umuligt. Der findes faktisk rigtig mange fornuftige mennesker i Danmark med stor indsigt i forståelse for mange af livets forhold og vilkår. Og jeg føler mig overbevist om, at der vil være rigtig mange af dem, som gerne vil påtage sig den vigtige og ansvarsfulde opgave at træffe afgørelser om, hvem der er så udslidte og / eller syge, at de bør tilkendes en førtidspension. Det kan i hvert fald gøres med langt større saglighed, forståelse, retfærdighed og nænsomhed over for den enkelte borger end de horrible beretninger, som vi nu gang på gang bliver præsenteret for i medierne.



28-01-19


Opfordring til myndighederne:

Find helt præcist ud af, hvad der fremover vil være brug for af teknologiske hjælpemidler i ældreplejen for at opretholde og helst forbedre kvaliteten af plejen. Meld det så ud til de virksomheder og institutioner, der står for forskning og udvikling. Så har de noget konkret at tage fat på, og det vil bringe yderligere fart i udviklingen.

     Det haster.


For her gik vi (næsten) alle sammen og troede, at gruppen af ældre danskere blev sundere og sundere. Det fik vi jo fortalt fra flere sider. Men nu viser det sig så, at det er helt forkert. Det kan ses af en undersøgelsesrapport, som Sundhedsstyrelsen lige har offentliggjort. I perioden fra 2010 til 2017 har der overhovedet ikke været nogen fremgang at spore, fortæller rapporten, og det kommer bag på chefen for Sundhedsstyrelsens Forebyggelsesenhed Niels Sandø, der har stået for undersøgelsen sammen med chefen for Sundhedsstyrelsens Ældre- og Demensenhed Mads Biering la Cour.

     "Vi havde forventet en forbedring af de ældres helbredstilstand", udtaler Niels Sandø. Og når man tænker på, hvor tit politikere har været fremme i medierne og fortalt om, hvor mange, mange penge de havde sat af til forebyggelse, så har vi alle sammen grund til at være skuffede. Og det er da virkelig alvorligt, at alle disse mange penge ikke har haft nogen virkning. For netop en forbedring af ældregruppens helbredstilstand har jo været brugt som politikernes argument for, at det ikke har den store betydning for det nødvendige omfang af ældreplejen. For nok bliver der mange flere ældre, men i og med, at de bliver sundere, så vil det ikke øge presset på ældreplejen, blev det sagt. Men nu ved vi altså, at presset vil blive øget ganske betydeligt. Og det vil ske nu i en tid, hvor det bliver stadigt vanskeligere at skaffe folk til at gøre arbejdet.

     Det er ellers ikke, fordi der fra politisk side mangler tilsagn om øgede bevillinger. Vi er jo inde i et valgår. Men det virker stadig, som når de blinde slås. Øgede bevillinger hjælper jo ikke, når der reelt ikke en nogen at give bevillingerne til.

     Dér, hvor en placering af øgede bevillinger kan gøre en forskel, er i forskningen og udviklingen af teknologiske hjælpemidler. Dér er der et utroligt stort potentiale. Men det er jo ikke rimeligt at forvente, at forskere og producenter for alvor skal gå i gang  med en udvikling, så længe der fra myndighedernes side ikke er givet helt klare meldinger om, at man i det hele taget vil bruge resultaterne.

     Derfor må en opfordring til myndighederne være:  Find helt præcist ud af, hvad der fremover vil være brug for, og meld det så ud til virksomhederne. Så har de noget konkret at tage fat på. Og det er de klar til.


23.01.2019


Plejehjems-dilemma

 

For 50-60 år siden blev centralskolerne et udbredt begreb. Og i takt med, at de blev oprettet, blev et utal af små skoler lukket - et fænomen, som man ikke er helt færdig med i dag. Som så meget andet havde det både positive og negative sider. Blandt de positive var, at man på de nye, store skoler kunne ansætte lærere med hver deres speciale, og der kunne indrettes faglokaler, som gav muligheder for en mere effektiv undervisning. Dertil kom så også, at der var en bedre økonomi i at have én stor skole i stedet for flere små. Men der var også negative sider ved centraliseringen: Lukningen af de små skoler betød et hårdt slag for mange landsbysamfund, for hvem skolen havde været et samlingspunkt. Mange elever fik betydeligt længere til skole - mange steder ad nogle stadigt mere trafikerede og farlige veje. Og for slet ikke så få af eleverne betød dette at komme fra noget overskueligt i den lille skole i de hjemlige omgivelser til et virvar af måske flere hundrede andre elever, at de kom til at føle sig usikre og oversete med psykiske problemer til følge.

Jeg tror, at følgerne af dette skifte fra landsbyskoler til centralskoler er noget, som de fleste af os ældre har set eksempler på eller måske selv oplevet - positive eller negative.

 

I disse år finder der så igen en kraftig centralisering sted. Denne gang fra plejehjem til plejecentre.

I mange kommuner er der i de senere år blevet bygget store, moderne plejecentre, og flere kommer til i årene fremover. Og mange gamle mennesker bliver med eller mod deres vilje flyttet fra kendte og trygge omgivelser i de plejehjem, som skal nedlægges, til de nye centre, som kan stille bedre plads og moderne faciliteter til rådighed. For nogle af dem giver det måske mindelser om dengang, da de blev flyttet fra den lille landsbyskole til den store centralskole.

 












 



Men naturligvis er der flere store fordele ved de nye plejecentre: De byder på er en større, tidssvarende og handicapvenlig bolig, hvor man har helt moderne hjælpemidler til rådighed. Det giver mulighed for i højere grad at kunne klare sig selv, og det er noget, som har stor betydning for mange. Men netop de moderne hjælpemidler har naturligvis også stor betydning for personalet, som i kraft af dem føler, at de kan yde en bedre hjælp, og det er naturligvis motiverende for dem i dagligdagen. Endelig har det også betydning for plejecentrenes beboere, at der er flere muligheder for forskellige aktiviteter og for nye venskaber. Og så er der økonomien: Man behøver vist ikke at have den store regnemaskine frem for at kunne se, at hvis der fremover skal kunne ydes den tidssvarende hjælp, som moderne omgivelser og hjælpemidler giver mulighed for, og som både vore dages og fremtidige ældre må være berettigede til at nyde godt af, så kommer vi ikke uden om de større plejecentre.

På den negative side tæller det, at flytningen til et plejecenter kan betyde større afstande til familie og gamle venner. Og ikke mindst for de mere eller mindre demente har det stor betydning at kunne være i trygge og velkendte omgivelser. For nogle er det afgørende at kunne få lov til at blive gammel og at dø dér, hvor de har levet måske gennem et helt liv.

Endelig må man ikke være blind for, at det kan have stor betydning for de mindre lokalsamfund, hvis de mister plejehjemmet. Måske kan det være det, der giver stødet til, at den lille, lokale købmandsbutik må lukke, når salget til plejehjemmets beboere stopper.

 
















 

Der arbejdes på mange fronter for at skabe størst mulig sikkerhed og tryghed på de moderne plejecentre.

 

















Således har en gruppe unge iværksættere fra Aarhus opfundet en faldalarm, som vil kunne bruges både i private hjem og på plejecentre. Hvis den ældre falder, vil der blive sendt en alarm til enten pårørende eller personalet.


Netop i denne tid skaber dette at skulle træffe valg mellem at bevare de gamle, små plejehjem eller at bygge nye, store plejecentre et dilemma, som kræver politiske afgørelser rundt i de kommuner, hvor man ikke allerede har gjort plejecentret til det eneste tilbud til os ældre, hvis vi ikke længere har mulighed for at klare os i eget hjem.

Mit bud er, at man langt de fleste steder vil se det som en nødvendighed i nogle år endnu at tvangsflytte en del gamle mennesker. Og der vil jo ikke gå mange år, før der ikke længere er noget dilemma, fordi der ganske enkelt ikke længere er noget andet tilbud end det moderne, velindrettede plejecenter.



Dette indlæg blev bragt tidligere her på Ældre-bloggen for et par siden. Men udviklingen i  det sidste halve års tid har gjort det endnu mere aktuelt end dengang. Derfor har jeg valgt at bringe det igen.




Tandsbjerg Plejecenter i Sønderborg kommune er et eksempel på et moderne plejecenter.


Bolig i Ørestad plejecenter i KøbenhavnBolig i Ørestad plejecenter i København

12-01-19


Triste udsigter for alderdommen


Da jeg for nogle år siden fyldte firs, kunne jeg med tilfredshed konstatere, at jeg jo egentlig havde det rigtig godt - både fysisk og psykisk. Det samme kan jeg konstatere i dag. Men jeg må være ærlig og erkende, at jeg da godt kan mærke, at jeg ikke er firs længere.

     Da jeg vendte det skarpe 80'er-hjørne, syntes jeg, at det var et passende tidspunkt at begynde at se tilbage på årene, der er gået, og det jeg så - og ser -  skriver jeg om på min hjemmeside.

     Men samtidig meldte min medfødte nysgerrighed sig på banen, og den rejste spørgsmålet: Hvad har de kommende år mon at byde på? Og det valgte jeg at skrive om her på Ældre-bloggen, der jo i dag er en del af min hjemmeside.

     Det var egentlig ikke nogen rigtig rar fremtid, der tegnede sig.

     Ganske vist kunne statistikken fortælle i klart sprog, at flere og flere af os gamle kunne forvente at blive ved med at hænge ved livet, til vi blev over de hundrede. Men forskellige meldinger rundt omkring fra rejste i al deres barskhed spørgsmålet, om det overhovedet ville blive værd at nå den høje alder. For selv om jeg altså for mit eget vedkommende stadig kan klare mig selv i enhver henseende, så må det jo realistisk erkendes, at sådan bliver det nok ikke ved, hvis jeg skulle være blandt de uheldige, der når til de hundrede år. På et eller andet tidspunkt får jeg helt sikkert også brug for hjælp i dagligdagen.

     Problemet er bare, at det ikke er sikkert, at der er nogen til at give den hjælp.

     Da min nysgerrighed lokkede mig til at kigge ind i fremtiden, kunne jeg blandt andet konstatere, at allerede dengang manglede mere en halvdelen af landets kommuner folk i ældreplejen, og en arbejdsmarkedsundersøgelse kunne fortælle, at der i 2024-26 ville mange 40.000 sosu-medarbejdere. I dag er der vendt lidt rundt på tallene. Nu fortæller en undersøgelse fra KL, at to ud af tre kommuner mangler folk i ældreplejen, og om få år vil det tal være oppe på 12.000. Ingen ved, hvilken af de to undersøgelser der rammer rigtigt. Men jeg må bare konstatere, at om nogle forholdsvis få år må jeg nok regne med kun at kunne få leveret mad en gang om ugen, og jeg må acceptere, at der kommer til at gå timer, før jeg kan få skiftet min for længst fyldte ble.






















     Ærlig talt - det var ikke en fejl, når jeg længere oppe gave udtryk for ar være blandt de uheldige, der skal leve under de vilkår.

     De ansvarlige - og det vil først og fremmest sige politikerne i stat, regioner og kommuner - har ikke kunnet pege på nogen løsninger på det problem. Nogle har prøvet det med at tale om større bevillinger til ældreplejen. Men lad os nu være realistiske: Hvad vil det hjælp at vifte med nok så mange 500-kronerssedler, når der nu engang ikke er nogen til at tage imod dem. På det allerseneste er der så omsider politikere, der har været ærlige nok til at erkende, at det bliver ikke muligt at opretholde det samme niveau i ældreplejen, som vi kender i dag. Nedskæringer blive ganske enkelt nødvendige.

     Jeg må altså bare erkende, at jeg hører til den generation, der endnu en gang har trukket det korte strå. Men hvis man vil det, er der et godt håb for dem, der er yngre. Og det kan undre mig, at der endnu ikke er nogen, der for alvor har peget på de soleklare muligheder, der ligger i den moderne teknologi, vi allerede kender i dag, og i endnu højere grad i den, der allerede er godt på vej.

     Kravet i ældreplejen går i dag stadig på det, der omtales som "varme hænder". Over for dem står så de tekniske "kolde hænder", og her er holdningerne stadig påvirket af den modvilje, der for et par år siden blev skabt blandt andet omkring de virkelig praktiske robotstøvsugere.

     Ny teknologi kan overtage virkelig meget rutinemæssigt arbejde i ældreplejen. Og det vil betyde, at de forholdsvis få rigtige "varme hænder", der er til rådighed, kan koncentrere sig om det, der virkelig har betydning, nemlig den egentlige omsorg.

     Men inden det kan ske, må der en holdningsændring til i synet på den moderne teknologi. Og en holdningsændring er ikke noget, der kan gennemføres fra dag til dag. Men alle gode kræfter må i gang nu, så de, der er yngre end mig, kan få en bedre alderdom end den, jeg har udsigt til.


19-12-18


Fattige Danmark


Det er da rigtigt, at der bor fattige mennesker i Danmark. Men fattigdom er et relativt begreb. Og det er mere et politisk, end det er et reelt begreb. Det er ikke mindst et begreb, som nogle politikere (og andre) bruger til at slå hinanden i hovedet med.

     At det forholder sig sådan, fremgår med al tydelighed af den måde, der bliver talt om fattigdom på. Det er meget sjældent, at der bliver talt om fattigdom i almindelighed. Nej, der tales om børnefattigdom. Og det fortælles ikke, hvor mange fattige, der er i Danmark. Nej, det oplyses, at der er 64.500 børn, der lever under fattigdomsgrænsen. Det taler jo mere til følelserne, når det drejer sig om børn. At der formodentlig er endnu flere ældre, der reelt er fattige, nævnes ikke. For herregud, det er jo til at overse, hvor længe de er her endnu!

     Hvad det egentlig vil sige at være fattig, er alene et spørgsmål om definition. I 2010 havde man en beregningsmåde, der fortalte, at der var 42.200 økonomisk fattige danskere, og heraf var de 10.700 børn, og 3.500 var over 65 år. Men med en anden opgørelsesmetode, som blev anvendt af Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, kom man frem til, at der 242.000 fattige danskere, når studerende ikke blev regnet med.

     Jamen hvad vil det så egentlig sige at være fattig?

     Danmarks Statistik har fået den opgave at give svar på det spørgsmål. Det var en svær opgave, og løsningen kan da stort set også kun bruges med propagandamæssige formål. Hjælp til at finde en løsning fandt man i et "Bæredygtighedsmål", som er udarbejdet af FN. Men det kan kun give en rettesnor for, hvordan det forholder sig her i Danmark. Her kan en familie nemlig være ludfattig, selv om den har dobbelt så meget i indkomst som en familie i f.eks. Grækenland, Ungarn og Spanien.

     Udgangspunktet for beregningen af, om man her i landet er fattig eller ej, er iflg. Danmarks Statistik medianindkomsten. Det vil sige det indkomstniveau, hvor halvdelen af befolkningen har en højere og den anden halvdel en lavere indkomst. Det niveau ligger her til lands på ca. 234.000 kroner om året efter skat for en enlig person uden børn. Hvis man ligger 50% eller mere under denne medianindkomst, er man kommet under fattigdomsgrænsen. Denne grænse er altså på ca. 117.000 kroner, og den betød i 2016, at 227.000 personer her i landet blev betragtet som fattige.

     Det bør tilføjes, at hvis en enlig voksen har et barn, så stiger grænsen til 157.500 kroner om året efter skat, og er der tale om to voksne og to børn, så ligger grænsen for, om man er fattige, på 254.304 kroner.

     Men hele den måde at afgøre på, om folk er fattige eller ej, virker i sig selv temmelig urimelig, for i realiteten betyder den jo, at folk kan blive erklæret fattige fra den ene dag til den anden, uden af deres indkomstforhold har ændret sig så meget som én krone. Det er jo kendt, at indtægterne i disse år stiger ret betydeligt for dem, der i forvejen har ganske meget. Og det får medianindkomsten og dermed fattigdomsgrænsen til at stige, uden at nogen reelt er blevet fattigere.

     Som nævnt indledningsvis er der da folk her i Danmark, som virkelig er fattige, men selv om omtalen i medierne - og fra visse politikeres side - godt kunne få det til at lyde, som om det først og fremmest er børn, der lider under det, så er der al mulig grund til at være opmærksomme på, at der er også rigtig mange i den anden ende af aldersforløbet, som virkelig har svært ved at få økonomien til at hænge sammen. I erkendelse af, at det kan vi ganske enkelt ikke være bekendt i et velfærdssamfund, besluttede politikerne for nogle år siden at indføre Ældrechecken som et plaster på såret. Men andet og mere er det heller ikke, og når der tales om fattigdom i Danmark, så skal det med i billedet, at tre ud af ti pensionister er så trængte økonomisk, at de er berettigede til at modtage en ældrecheck. Dem tales der ikke så meget om. Vi hører meget mere om dem i den anden ende af skalaen, som bruger meget tid på at planlægge, hvor i verden den næste rejse skal gå hen.


12-12-18


Den åh så kedelige folkeskole


Rigtig mange af folkeskolens elever keder sig i timerne. Det viser helt nye

undersøgelser. Men det er nu for så vidt ikke noget nyt. Det var der også en del

af mine elever, der gjorde, mens jeg var aktiv skolelærer. Det snakkede vi en

gang imellem om dengang - eleverne og jeg. Jeg forklarede dem, at det er ikke

alt det, der er nødvendigt her i tilværelsen, der er lige sjovt og spændende. Og

jeg forklarede dem, at jeg var ansat til at undervise dem og ikke til at underholde

dem.

     I dag er der et problem, som vi ikke kendte dengang. Det hedder smartphones.

Og når de unge mennesker keder sig, så tyr de bare til den, for den er altid ved

hånden. Og så rager det dem bare en papand, hvad læreren forklarer om, hvordan

et vanskeligt matematisk problem skal løses. Og når de støder på problemet næste gang, er de blanke, giver op med det samme og tyr til telefonen. Det er den situation, vi hører om gang på gang, og det er, hvad vi jævnligt bliver vidner til via tv's besøg i klasselokalerne.

     Derfor burde det ikke komme bag på nogen, at de seneste udmeldinger om de unge menneskers parathed med hensyn til en videregående uddannelse er så alarmerende lav. Men nu vil undervisningsministeren sandelig til at gøre noget ved det. Det skal være slut med, at eleverne keder sig, mener hun. Altså: lærerne skal være mere underholdende.

     Nu er det altså ikke al nødvendig indlæring, der kan gøres underholdende. En del af den kan kun tilegnes ved regulært hårdt arbejde. Og selv om det muligvis kan føles kedeligt af nogle, så er der ikke andet at gøre end at tage telefonerne fra dem i timerne, så de kan koncentrere sig om det, det drejer sig om. Og så må man stille krav til dem om at være aktivt med i undervisningen. For det nu engang sådan, at dette med undervisning er en tosidet sag. Der er en, der giver undervisning, og der er en, der modtager undervisning. Hvis de ikke begge to er aktive deltagere i det projekt, så kommer der ikke noget positivt ud af det.

     Jeg oplevede i min tid som lærer, at for en del elever var det sådan, at jo mere de fik at vide, og jo mere de forstod, jo sjovere og jo mere interessant var det for dem at få noget mere at vide. Så fortog kedsomheden sig hos dem, og da afgørelsens dag kom, så var de helt parate til at gå videre med netop den uddannelse, de fandt mest relevant for dem.


05-12-18


Advent

 

 

I søndags var det første søndag i advent. Det betyder, at den højtid, som af mange

betragtes som den kristne kirkes største, nemlig julen, nærmer sig. Nogle mener, at

påsken er den største. Men for mig er det julen.

     Jeg betragter mig selv som kristen - ja, jeg synes endda, at jeg tør sige som en god kristen, selv om der faktisk kan være år imellem, at jeg går i kirke - altså til gudstjeneste. Men jeg har det bare rigtig godt med, at kirken som begreb og som institution er en del af Danmark som nation, og jeg glæder mig, når jeg færdes gennem det danske landskab, over de mange smukke kirkebygninger, som hver især danner ramme om noget af det vigtigste i vores danske kultur. Jeg har tidligere haft 16 gode og værdifulde år som medlem af et menighedsråd, og i mange år var jeg kirkeværge ved en landsbykirke. I mere end 25 år var jeg kirkebylærer - d.v.s. den, der med pen og godkendt blæk førte den såkaldte kontraministerialbog for sognet - altså sognets andet eksemplar af dets kirkebog, hvor præsten førte hovedbogen. I dag foregår dette elektronisk.

     Jeg har altså i en stor del af mit liv haft en aktiv tilknytning til kirken. Men selv ikke dengang var jeg nogen flittig kirkegænger, og siden da er det altså blevet endnu sjældnere, at jeg deltager i en gudstjeneste.

     Man kan vel med god grund spørge mig, hvorfor der er dette skel mellem min uforbeholdne tilslutning til Folkekirken og min efterhånden manglende deltagelse i dens grundlæggende aktiviteter, gudstjenesterne. Det er også et spørgsmål, jeg af og til stiller mig selv. Og jeg har svært ved at formulere et klart svar.

     For nogle år siden prøvede jeg at gøre det i, hvad jeg kaldte "En lægmands trosbekendelse". I den kan jeg følge det meste af den danske folkekirkes trosbekendelse; men jeg må sige fra, når den taler om "kødets opstandelse og et evigt liv". Og der er vendinger i den øvrige del af Folkekirkens trosbekendelse, som jeg ikke tager helt bogstaveligt.

     Jeg forsager Djævelen helt og fuldt, og jeg tror på Gud Fader, men som begreber og ikke som personligheder.

     Jeg tror på Jesus Kristus som menneskehedens betydeligste vejleder, men ikke som undfanget ved Helligånden og ikke som opstanden fra de døde.

     Og jeg tror på Helligånden som den følelse af samhørighed, der holder sammen på kirke og samfund, og som er grundlaget for vore synders forladelse.

     Jeg er ikke teolog, og jeg er ikke "skriftklog". Derfor udelukker jeg absolut ikke muligheden for, at der kan være meget i den hellige lære, som jeg har overset og aldrig har vidst. Men gennem det meste af mit 84 år lange liv har jeg tænkt ganske meget over tilværelsen lige fra dens begyndelse, og til den på et eller andet tidspunkt slutter definitivt for mit vedkommende med min død. Og der er ingen tvivl i mit sind, når jeg knytter døden og den definitive slutning sammen. Men jeg har det i enhver henseende godt med at gøre det.

     Jeg kan ikke, og jeg ønsker ikke at kunne se mig selv i en åndeverden et eller andet sted i universet, der af nogle omtales som "Himlen". Og jeg kan ikke forestille mig en sådan himmel befolket med myriader af ånder med oprindelse i de skiftende årtusinder.

Jeg er ikke misundelig på de mange, der er stærke i en tro på et liv efter døden, og som har det godt med denne tro. Og jeg mener det virkelig, når jeg ønsker, at enhver må blive salig i sin tro. Men denne med et liv efter døden er altså ikke min. Og derfor er der en del i den danske form for gudstjeneste, som for mig virker som nogle forældede klicheer. Men jeg erkender også, at jeg nok selv har gjort for lidt for at finde ud af, om der i de senere år er sket fornyelser i gudstjenesterne - fornyelser, som virkelig kunne tale til mig i den tid og i den virkelighed, som vi lever i i dag. Måske skulle jeg lade det være et nytårsforsæt for 2019 at prøve at finde ud af, om det eventuelt er mig, der lever i en overstået fortid. Men det er ikke noget, jeg har et stort behov for at finde ud af, for jeg har det fint med den indstilling både til livet og til døden, som jeg har i dag.

     Men jeg må jo erkende, at der som nævnt er mange i den danske folkekirke, der har det godt med et liv som religiøse og med en stærk tro på et liv efter døden. Jeg har stor agtelse og respekt for vore bisper og vore præster, som jo er alt andet end enfoldige mennesker, der lever i en indbildt verden. Og jeg har stor agtelse for vores dronning, som har fortalt om, hvor meget troen og kirkegangen betyder for hende.

     Selv om jeg altså ikke kan tilslutte mig alle punkter i Folkekirkens trosbekendelse, så bakker jeg hundrede procent op om den danske folkekirke som det vigtigste kulturskabende og -bærende element i den dagligdag, som langt de fleste danskere ønsker sig. Men jeg kan se, at Folkekirken i dag er under pres. Den er det fra andre religioner, som efterhånden på flere områder har haft held til at skubbe ellers hævdvundne, kristne traditioner ud - godt hjulpet af såkaldte "politisk korrekte" danskere, der finder det "åh så attraktivt med et multikulturelt samfund". Og den er det også fra organisationer som Ateistisk Selskab, som kraftigt agiterer for, at man skal melde sig ud af Folkekirken, men uden at de selv har noget som helst at byde på, og som lokkemiddel bruger, at man kan spare sin kirkeskat.

     Jeg ser det som utrolig vigtigt, at vi i dag står sammen om den danske folkekirke som et af de vigtigste midler til at opretholde et samfund, der hviler på et kristent grundlag.


18-11-18


"Networked Society"

-  det er en af overskrifterne i forbindelse med fremtidens samfund.

    På dansk kunne man måske tale om "Et samfundsdækkende IT-net".


For kort tid siden blev der offentliggjort en rapport fra Ericsson ConsumerLab, fortæller Jyllandsposten. Af den fremgår det, at ældre, der bruger moderne kommunikationsteknologi, har et rigere liv, er bedre informerede, føler sig yngre og er i bedre kontakt med omverdenen. Det bekræfter, hvad jeg tidligere har skrevet om her på Ældre-bloggen.

     Det måtte jo på et eller andet tidspunkt "vippe over" i takt med, at de yngre generationer, for hvem brugen af it er blevet en daglig selvfølgelighed, bliver ældre. Det er det, der er ved at ske nu, og fremover vil det også for det store flertal af ældre være noget helt naturligt at bruge smartphone, tablet eller computer til den daglige kontakt  med omverdenen. Det vil på flere måder give dem en rigere og sjovere tilværelse, end deres forældre og generationerne før dem havde mulighed for. Det kan ingen vist have noget imod.

     Men vi lever altså i en overgangstid, når det drejer sig om IT. Der er stadig mennesker, for hvem det vil være fuldstændig utænkeligt at skulle bruge en E-boks eller at sende en SMS til deres børn eller børnebørn. Og det kan altså ikke nytte noget, at vi andre siger: "Sikken da noget pjat. De ville da også bare kunne lære det. Det er vel bare et spørgsmål om at ville eller ikke at ville!"

     Men jeg har i min omgangskreds erfaret, at det er andet og mere end et spørgsmål om vilje. I hvert fald for nogle skyldes det nok en slags fobi på samme måde, som man kan have fobier - mental modvilje - mod slanger, lukkede rum eller så meget andet. Lige meget hvad det er, så er det meget svært - og i nogle tilfælde umuligt - at fjerne en sådan fobi fra mennesker. De har den; de må leve med den; og det må vi andre prøve at forstå eller i det mindste at acceptere. Men jeg tror ikke, at  IT-fobi'en, er noget, man kender blandt de yngre årgange, så det er nok et problem, der helt løser sig selv i løbet af nogle forholdsvis få år.

     Men af den ny undersøgelse fra Ericsson ConsumerLab fremgår det, at den danske befolkning - også hovedparten af de ældre -  er teknologisk parate til at bruge selv avancerede IT-løsninger, f.eks. inden for sundhedsområdet. Når vi taler om informations- og kommunikationsteknologi, taler vi ofte om erhvervslivet og privatforbrugerne på arbejdsmarkedet, hedder det iflg. Jyllandsposten. Men på mange områder arbejdes der hen imod at få etableret, hvad man omtaler som et “Networked Society”, og i den forbindelse er det afgørende, at der også bliver skabt tjenester, der specielt har til formål at hjælpe de ældre i hverdagen. Det kan være lige fra video-konsultationer med lægen, til administration af medicin.



09-11-18


"Byrden", der aldrig var der


Normalt skal der meget til for at bringe mig helt op i "arrigskabens røde felt". Men der er ét ord, som altid har kunnet det: ÆLDREBYRDEN.

     Nye beregninger, som blev offentliggjort i dag, fortæller da også, at betegnelsen ikke har noget på sig. Og jeg vil føje til, at den har aldrig haft det. En del af grundlaget for de nye beregninger er, at et meget stort antal af ældre fortsætter på arbejdsmarkedet, efter at de egentlig er berettigede til pension som 65-årige. Det er helt fint, for når de gør det, så er det ikke, fordi de føler sig nødt til det af økonomiske grunde. De gør det, fordi det er det, de helst vil. Men derved bidrager de også til at mindske problemet med manglende arbejdskraft. Og skatten af deres arbejdsindtægt bidrager til, at vi stadig her i landet kan bevare en meget højt grad af velfærd. Derfor er gruppen af os ældre - set som en helhed - ikke en byrde for samfundet.

     Og når jeg så føjer til, at den aldrig har været det, så er det blandt andet ud fra den betragtning, at hvis vi ældre skal betegnes som en byrde, så er der mange andre af samfundets grupperinger, der med mindst lige så gode grunde må finde sig i at bære den betegnelse.

     Det gælder for eksempel, hvad man kunne kalde "Uddannelsesbyrden", og den omfatter alle på de videregående uddannelser. Hvornår det vippede over, så der kunne tales om en byrde, ved jeg ikke. Men jeg ved, at da jeg i 1950'erne gik på seminariet, da var der ikke noget, der hed SU. Ville man uddannes, måtte de fleste tage et lån. Dengang var der et universitet i København og et i Aarhus. Siden er der kommet flere til, og en stribe af andre højere læreanstalter er etableret. Det er sket for vores - altså de ældre generationers skattepenge. Og det er de unge uddannelsessøgende vel undt.

     Man kunne måske også tale om "Kræftbyrden". Fra samfundets side ydes der via skattebetaling store summer til helbredelse af de syge, til forebyggelse og til forskning. Men ingen ville drømme om at tale om byrde i den forbindelse, og der er kun al mulig grund til at være stolte af, at vi i årtier har været i stand til at sætte så store midler ind i kampen mode den og mange andre alvorlige sygdomme. Og at vi har gjort det som en selvfølge.

     Jeg tænker over noget andet, som måske også med god ret kunne betegnes som en byrde; men jeg ved ikke rigtig, hvad jeg skal kalde den. Kunne det være "Opbygningsbyrden"? Det er ufattelige summer, der gennem det seneste halve århundrede er brugt på at bygge vores samfund op ved hjælp af vores skattekroner. Det er ikke mindst sådan noget som store dele af vores infrastruktur. Men samtidig med, at danskerne har været kendt som måske det mest skatteplagede folk på jorden, så har vi sparet op, og resultatet er, at der i dag ligger værdier for utallige milliarder i statslige og private pensionsfonde. Det er jo ikke penge, der får lov til at ligge og samle støv. De er blevet investeret i det danske erhvervsliv og har været en afgørende faktor i landets udvikling. Men på en måde er det jo altså stadig vores penge og altså dem, der gør det muligt, at vi kan få udbetalt vores pension i dag, og til, at vi kan betale vores del af den skat, der er med til at holde vores gode, lille land kørende.


29-10-18


Stop nu klynkeriet


Jeg troede faktisk, at de ældre danskere var ved at have accepteret, at ny teknologi er blevet en del af vores dagligdag - blandt andet med en digitalisering af kommunikationen mellem det offentlige og borgerne. Alle, der kan bruge en elektronisk postboks, har fået sådan en, for det har politikerne nemlig bestemt, at vi skal. Og godt for det.

     Men i sidste uge kom jeg tilfældigvis ind på et ret nyt program i TV2 News, der hedder Danmarkspanelet med Troels Mylenberg som en fremragende studievært. I programmet møder fire meget forskellige borgere et par politikere, som de så kan skyde løs på. Den pågældende aften var et af emnerne de ældre danskeres forhold til den digitalisering, der spiller en stadig større rolle i vores hverdag - blandt andet altså med den elektroniske E-boks.

    To af paneldeltagerne var meget negative over for den udvikling, og specielt den ene skældte ud på de to politikere, fordi de have været med til at indføre noget, som hans 92-årige moder ikke havde nogen levende chance for at følge med i. Ganske skarpt gav han udtryk for, at der aldrig burde have været indført sådan noget, som gamle mennesker som hans moder ikke kunne bruge, og som efter hans mening bare skabte en masse helt unødvendige problemer.

     Det er da rigtigt, at især mange gamle ikke har nogen muligheder for at udnytte den moderne informationsteknologi. Og jeg erkender, at en hel del af det, man har søgt at få indført, har vist sig ganske enkelt ikke at kunne bruges, og at det har kostet samfundet meget store beløb. Men derfra og så til at mene - som paneldeltageren gav udtryk for - at alt det her digitaliseringshalløj ganske enkelt burde skrottes, dér er der et helt urimeligt spring.

     Langt de fleste af os gamle har efterhånden fundet

ud af at bruge vores E-boks - måske med god hjælp fra

børn eller børnebørn eller ved kurser arrangeret af

Ældre Sagen eller andre organisationer. Og stadig flere

opdager, hvor stor gavn og glæde vi kan få ved hjælp

af en moderne smartphone eller tablet. Selv har jeg det

meste af min kommunikation med min datter, der er

bosat i USA, ved hjælp af min Ipad, som gør, at vi både

kan tale sammen og se hinanden - i øvrigt uden anden

udgift end til den strøm, som Ipad'en  bruger, og det er

faktisk meget begrænset.

     Jo, den moderne teknologi har allerede bragt meget

nyt ind i vores hverdag, og der er yderligere rigtig meget

på vej. Og fælles for det meste af det er, at hvis vi tager

imod det med lidt åbent sind, så kan det gøre tilværelsen

endnu bedre - også for os gamle


17-10-18


Meningen med livet:

At vi skal have det sjovt


Så kører tv-serien "Herrens Veje" igen over skærmen. Det får mig til endnu en gang at tage spørgsmålet om meningen med livet op. For det er jo et af livets væsentligste spørgsmål. Og det bør ikke være givet, at den holdning, man har til spørgsmålet i dag, skal være den samme som den, man havde for år tilbage. Oplevelser og påvirkninger fra andre mennesker kan for mig være en god grund til, at man ændrer syn på sin tilværelse. Og det skal man være ærlig nok og stor nok over for sig selv og andre til at gøre, hvis der er en god grund til det. Omvendt mener jeg heller ikke, at man skal flagre rundt fra den ene mening til den anden og billedligt talt lade vinden bestemme, hvad man skal mene i dag.

     Jeg har tidligere givet udtryk for, at for mig er meningen med livet, at vi skal have det sjovt. Det er med vilje udtrykt lidt provokatorisk, og jeg skal understrege, at i denne sammenhæng skal det at have det sjovt opfattes i meget bred betydning - vel nærmest som synonym til det at have det godt og som antonym til det at have det trist og dårligt. Og så skal det tilføjes, at efter min mening bærer man selv en væsentlig del af ansvaret for, at man kan have det sjovt. Men det er ikke alt, hvad nogle opfatter som sjovt, der kan eller skal accepteres af alle os andre. Det gælder eksempelvis dem, der finder det sjovt på en ene eller den anden måde at udnytte andre økonomisk, psykisk eller med magt.

     For nogle år siden faldt jeg i et interview over en udtalelse fra Hanne Reintoft, der er en kvinde, som jeg i den allerbedste betydning betragter som en klog kone. Hun sagde, at for hende er meningen med livet "AT VÆRE TIL NYTTE".

     Så enkelt kan det siges. Og det gjorde faktisk stort indtryk på mig. For er man til nytte, så er man med til at bære menneskeheden fremad. Og det er vel i virkeligheden det, det hele drejer sig om.

     Man kan være til nytte på mange måder. Man kan hjælpe sine medmennesker i det daglige. Man kan gøre det nær og fjern, og man kan gøre det på mange måder - helt praktisk eller psykisk. Man kan skabe noget - stort eller småt - materielt eller på et af de mange kulturelle områder. Man kan vejlede, eller man kan bakke op. Men man kan også være med til at bekæmpe det eller dem, der vil/kan skade menneskeheden: Soldaten eller politibetjenten, der risikerer liv og lemmer for at skabe eller bevare fred, frihed og tryghed for os alle sammen. Forskeren, der vier sit liv til at skabe muligheder for, at alle kan have det bedst muligt. Eller opfinderen, der skaber nye og bedre muligheder for os alle.

     Vi har alle sammen muligheder for at være til nytte.


Nu stod jeg så dér med hele to gode meninger med livet: At have det sjovt og at være til nytte. Jeg måtte spørge mig selv, om det egentlig ikke er én for meget - for der kan vel ikke være mere end én mening med tilværelsen. Det stillede mig i lidt af et dilemma, og det krævede en hel del eftertanke. Og så slog det mig, at der vist slet ikke er tale om to meninger, men at de i virkeligheden samles i én. Jeg tænkte tilbage til situationer og sammenhænge, hvor jeg syntes, at jeg med god grund kunne mene, at jeg havde været til nytte. Og så stod det mig klart, at hver gang havde det gjort mig glad. For det er noget godt, positivt og glædeligt at være til nytte. Og når det gjorde mig glad, så havde jeg det jo virkelig sjovt. Nytte, glæde og det at have det sjovt er altså i virkeligheden tre sider af samme sag.

     Men så slog det ned i mig: På et tidspunkt, når jeg bliver endnu ældre, så kan jeg måske føle, at jeg ikke længere er til nytte eller gavn for nogen eller noget - ja, at jeg måske i virkeligheden snarere er til besvær. Hvad så? Er det så også slut med en mening med tilværelsen? Er der så overhovedet ikke længere nogen mening med at være til?

     Det var egentlig slet ikke nogle rare tanker at baskes med. Men det varede ikke så længe, før jeg syntes, at jeg havde fundet det positive svar for mig selv på den stribe af spørgsmål: Indtil nu har jeg haft et godt liv at se tilbage på - et liv med glæder, men også med store sorger. Det er slet ikke slut endnu; men måske kommer der en dag, hvor jeg med tanke på de mange år, der er gået, kan tilslutte mig konklusionen i Preben Kaas' og Jørgen Rygs uforlignelige vise, hvor de sang om, hvad lykke er: "Lykke er, at man har fået lov at leve livet".

     Jeg kan kun ønske, at alle med mig vil kunne nå til denne konklusion, der - i hvert fald for mig - giver en mening med det hele. Men jeg gør det vel vidende, at der er så sørgeligt mange, som af forskellige grunde må se anderledes på det.


     I "Herrens veje" er der nogen, der bestemt ikke er glade i deres hverdag. De føler selv, at de ikke gør nogen sand nytte. Og de kan ikke se nogen mening i deres tilværelse. Jeg glæder mig til at følge de næste udsendelser i serien, for jeg kan håbe, at de får lov til at opleve dette at være til nytte både for sig selv og for andre. Jeg kan håbe, at det giver dem glæde, og at de dermed (igen) synes, at det er sjovt at leve. Og at de oplever, at der også for dem er en mening med tilværelsen.


Hvis man skulle have lyst til at se tidligere indlæg om meningen med tilværelsen, så kan man klikke HER og komme til mappen, hvor de findes.


09-10-18


Verden rummer masser af forureningsfri energi


Der mangler bare politisk vilje til at udnytte den


Vi skal lægge vores dagligdag radikalt om. Vi skal spise anderledes. Vi skal færdes på andre måder. Og vi skal bruge helt andre metoder til at holde varmen i vores huse.

     Det slår FN's Klimapanel fast i den rapport, som panelet lige har præsenteret for den ganske verden.

     Panelet gør også klart, at hvis vi ikke helt og aldeles gennemfører de nødvendige ændringer, så må vores børn og børnebørn se frem til at skulle leve i en verden, hvor hverdagen er præget af helt andre vilkår, end vi kender i dag, med naturkatastrofer i form af oversvømmelser og voldsomme orkaner.

     Og det er altså ikke kun her i Danmark, at vi skal lægge om. Det gælder for alle mennesker over hele kloden. Nu er det imidlertid meget lidt, vi kan gøre i den forbindelse uden for vore grænser. Men netop i dag - den 9. okt. - forelægger regeringen en masse konkrete planer for, hvad vi kan og skal gøre inden for vore egne grænser. En del af de planer er på forhånd sivet ud til offentligheden, og af dem fremgår det, at de stort set vil hjælpe lige så lidt som den berømte skrædder i helvede. Og det erkender man da også fra regeringens side. CO2-udledningen vil kun blive mindsket, men slet ikke stoppet her til lands. Derfor skal der nu forskes i, hvordan man kan lagre milliarder af tons CO2 i undergrunden.

     Som nævnt kan vi kun ændre på forholdene inden for vore egne grænser. Og her bærer vi i de ældre generationer et meget stort ansvar. Det var jo nemlig os, der i 1960'erne og 70'erne bøjede os for det helt urimelige pres fra en hysterisk venstrefløj, der af usaglige, politiske grunde krævede stop for al forskning i atomenergi. De fik deres stop, og det lider vi under i dag.

     For sagen er jo den, at forskerne i dag kan pege på flere forskellige energikilder, som i løbet af nogle år ville kunne gøre det unødvendigt at gennemføre langt de fleste af de ændringer, der i disse dage er bebudet som forudsætninger for et fortsat liv her på jorden. Men det kræver bare, at forskerne kan få mulighed for at gennemføre den nødvendige udvikling af disse muligheder.

      Der er altså som nævnt flere muligheder; men den, der ligger mest ligefor, er udnyttelsen af de enorme energimængder, der rummes i grundstoffet thorium. Det er energi, der vil kunne udvindes uden nogen form for forurening og uden nogen CO2-udledning. Og alene i de grønlandske fjelde er der thorium nok til, at det kan dække hele menneskehedens forbrug af energi i hundreder af år. En enkelt lille thorium-kugle på størrelse med en golfbold rummer energi nok til et enkelt menneskes samlede forbrug gennem hele livet.

     Derfor må det være en selvfølge at stille det spørgsmål, hvorfor i alverden man ikke sætter forskere over hele verden i gang med at gennemføre den forskning, der endnu mangler, før thorium-energi kan realiseres fuldt ud.

    Her i landet ligger svaret i det hysteri, der som nævnt  tidligere blev skabt omkring udnyttelse af atomkraft, og som i 1985 fik Folketinget til at pålægge regeringen, at den definitivt skulle skrinlægge alle planer om kerneenergi. Og dér her de så ligget siden, lige indtil der blev lindet en lille smule på låget, da der skulle formuleres et regeringsgrundlag for den nuværende regering. Her blev det nemlig indføjet, at "Regeringen vil fjerne eventuelle barrierer for forskning i thoriumbaserede teknologier".

    Nu har den hensigtserklæring imidlertid vist sig at være skønne spildte ord på Ballelars. Der er nemlig herhjemme en organisation, som i flere år har forsket i udnyttelse af thorium - en forskning, som allerede er ganske langt fremme, og som for øvrigt har vist, at man i en thorium-reaktor vil kunne forbrænde en del af det atomaffald, som gennem årene har hobet sig op fra de eksisterende atom-kraftværker. Organisationen hedder Seaborg Technologies. Derfra har man nu igen fået afslag på en ansøgning om støtte til den fortsatte forskning, og derfor har man nu søgt ud af landet og etableret et samarbejde med to store firmaer i Østasien, så deres thorium-reaktor kan blive produceret og komme på markedet i Asien i ca. 2030.

    Også i andre lande er der en seriøs forskning i gang i udvikling af thorium-reaktorer - bl.a. i Holland.

      Der er altså rigtig gode udsigter til, at der i løbet af forholdsvis få år kan være tilstrækkeligt med  forureningsfri energi til rådighed helt uden udledning af CO2. Men der mangler altså endnu en del forskning og udviklingsarbejde. Og så er det altså som nævnt, at spørgsmålet rejser sig: Hvorfor i alverden sætter man ikke overalt fuld gang i dette forsknings- og udviklingsarbejde?

     Hvorfor er det ikke med i regeringens dugfriske energiplan? Og hvorfor skal man her fra Danmark flytte arbejdet til Østasien for at komme videre med det?

     Svaret ligger nok ikke bare i tidligere tiders atom-hysteri. Den væsentligste del af svaret har utvivlsomt noget at gøre dels med stemmetal (der skal jo snart være folketingsvalg) og dels med dagens økonomi og arbejdspladser, hvor det nok bliver svært at få politikerne til at erkende, at de har valgt at sætte alle landets penge på den forkerte hest - den, der hedder vedvarende vind- og solenergi.

     Og at det ikke kun er her til lands, at kortsigtet økonomi og stemmetal er  afgørende, ser man jo ikke tydeligere nogen steder end i USA, hvor Mr. President har beordret nedlagte kulminer og oliefelter genåbnet.




En thoriumkugle på størrelse med en golfbold rummer al den energi, som et enkelt menneske skal bruge gennem hele dets tilværelse.

01-10-18


Er der overhovedet råd til alle os gamle!?


Det spørgsmål kan man prøve at besvare på forskellige måder. For få dage blev det i DR2 gjort på en noget speciel måde i en udsendelse med titlen "Torben Chris rydder op i ældrebyrden".

     Her havde Torben Chris valgt at bruge provokationen som middel til at hente svar. Og jeg skal da lige sige, at han forstår at provokere, som det var tilfældet i et nærmest revyagtigt indslag, hvor en kvinde af årgang '36 blev vurderet, som man gør det med en gammel, brugt bil. Konklusionen var, at det kunne ikke betale sig at reparere på hende, og der var ikke noget af hende, der kunne bruges som reservedele. Så hvad der kunne blive tale om, var en skrotpris på 4.000 kroner.

     Og så skældte han ud på et old boys fodboldhold af pensionister, fordi de ikke stadig sørgede for at gøre en indsats på arbejdsmarkedet, som kunne give dem en berettigelse til stadig at være blandt de levendes tal.

     Hvad fanden (undskyld!) bilder manden sig ind? Jo, efterhånden blev man klar over, at der var en mening med galskaben, og at meningen netop var at rydde op i ældrebyrden ved at hente kompetente folk ind til at reagere på provokationerne.

     En af dem var aldringsforsker ved SDU Bernhard Jeune, som kunne fortælle, at der slet ikke er tale om en byrde, men derimod om en virkelig succeshistorie. Der er jo ganske rigtigt sket det her i Danmark, at folk er blevet ældre, fortalte han. For 50 år siden var den gennemsnitlige restlevetid for en 65-årig på 10 år. I dag er den steget til 20 år. For 20 år siden var der ca. 800.000 personer over 65 år, men i dag er der mere end én million. Og for første gang i historien er der nu flere over 65 år end der er børn og unge under 15.

     I 2016 var gennemsnitslevealderen for danske kvinder 82,8 år, og det var en forøgelse på 3,8 år siden 2000. For mændenes vedkommende var gennemsnitslevealderen i 2016 78,8 år, hvilket var en forøgelse på 4,5 år siden 2000.

     Nu kunne Torben Chris jo så på sin provokatoriske facon hævde, at de tal understreger jo netop hans påstand om, at landets ældre er blevet en betragtelig byrde, som der slet ikke er råd til. Men senere i udsendelsen kom så professor i økonomi Jesper Jespersen ind i billedet, og han kunne fortælle, at situationen i disse år er den, at de store årgange fra årene under og lige efter anden verdenskrig nu er på vej ud af arbejdsmarkedet, og det sker altså samtidig med, at levealderen stiger. Men det problem er løst ved, at efterlønnen er barberet voldsomt ned, og pensionsalderen er hævet fra de 60 år, som jo var lav i betragtning af, at det store flertal har et bedre helbred og lever længere. Nu er den så på 65 år, og den vil vel stige til omkring 67-68. Det betyder, at samfundet i virkeligheden bliver rigere og rigere, og i Finansministeriet har man beregnet, at landets bruttonationalprodukt (BNP) i 2050 vil være tæt på en fordobling. På den baggrund mener Jesper Jespersen, at det er meget realistisk at forestille sig, at både den ugentlige arbejdstid og pensionsalderen vil blive sat ned. "For hvad skal vi bruge alle de penge til?" spørger han.

Jeg skrev indledningsvis, at spørgsmålet om, hvorvidt der er råd til alle os gamle, kan besvares på forskellige måder. Torben Chris svarede i tv-udsendelsen på sin specielle indirekte måde. Man kan diskutere den provokerende form med al dens ironi og sarkasme. Men for mig står hans konklusion klar. Det er et JA!

     Og så vil jeg føje til som min egen opfattelse, at det bliver bare bedre og bedre.



22-09-18


Jeg er kommet i trippealderen


Jeg ved egentlig ikke, hvad det var, der gjorde, at jeg blev opmærksom på, at mine skridt er blevet en hel del kortere, når jeg sådan går omkring her i huset. Ja, faktisk så må jeg nok sige, at jeg er begyndt at trippe.

     Det fik mig til at tænke på en sketch med Lisbet Dahl, som jeg så i tv for flere år siden: "Små bitte skridt" hed den og fortalte om, hvordan det er/var at være på chartertur. 

     Nu er jeg altså ikke på chartertur. Jeg går bare stille og roligt rundt her i min lille bolig. Men det har nok et eller andet at gøre med en mere eller mindre ubevidst følelse af, at jeg bedre kan holde balancen, når jeg sådan skal fra det ene sted til det andet. Det er ellers ikke, fordi jeg sådan føler, at jeg i almindelighed er ved at tabe balancen. Det er nok bare sådan for en sikkerheds skyld. Og det har jeg det egentlig rigtig godt med.

     Det næste bliver jo nok en rollator om et års tid eller tre. Det er jo et fortrinligt hjælpemiddel. En af mine gode venner klarede sig i nogle år med en solid knortekæp til at støtte sig til. Det gik fint sådan med at komme rundt i huset og ud i haven. Men tanken om at komme længere væk, var helt og aldeles opgivet. Så lykkedes det omsider for hans børn at få ham overtalt til at prøve en rollator. Der gik flere dage med en betydelig skepsis. Først bare rundt derhjemme i stuerne; men så vovede han sig udenfor, og hans aktionsradius blev større og større. Til sidst følte han sig så sikker med rollatoren, at han sagde ja til at tage med en af sønnerne på endnu en biltur til hans yndlingsmål for ferieturene, Rom.

     Jeg mindes for snart mange år siden, da vi i fjernsynet fik lejlighed til at hilse på den kongelige familie under deres sommerferie i Gråsten. Da så vi den elskelige og afholdte dronning Ingrid komme gående med en rollator og det sædvanlige glade smil.

     Jeg er sikker på, at rollatorproducenterne i tiden derefter fik travlt. Der var vist mange - især kvinder - der sagde til sig selv, at når dronning Ingrid kan bruge rollator, så kan jeg sørme også.

     Det er også snart mange år siden, at man i fjernsynet kunne se prins Henrik på officielt besøg et sted i Østen og med støtte fra en spadserestok. Det fik da mig til at sige til mig selv, at når prins Henrik kan bruge stok, så kan jeg sørme også, og siden har den gode stok, som jeg har arvet fra min far, haft sin faste plads i bilen. Det er ikke altid, jeg bruger den, når jeg skal uden for bilen; men jeg har det rigtig godt med at vide, at den er der.

     Og nu er jeg som nævnt blevet opmærksom på, at jeg tripper omkring herhjemme. Og det har jeg det altså også rigtig godt med. For herregud - jeg er jo altså ikke firs længere, og jeg når såmænd nok det, jeg skal nå, med trippefart de næste 10-15 år. Og apropos min gode ven, så vil jeg da slet ikke udelukke, at en rollator kan være det, der om nogle år hjælper mig til endnu en god tur til Skagen.


13-09-18


"Ældrebyrden" eksisterer stadig

- oven i købet på højt plan


For en uges tid siden havde studieværten Ask Rostrup fra DR TV sat to toppolitikere stævne "Langt fra Borgen" på et plejehjem ved Silkeborg. Det var Britt Bager, der er politisk ordfører for Venstre, og Pernille Skipper fra Enhedslisten. Og for Britt Bager var det et møde med "Ældrebyrden" - - det var faktisk den betegnelse, hun selv brugte om os ældre. Så det er altså en betegnelse, der stadig væk lever og opereres med selv i Folketinget. Det kan enhver jo så tænke sit om!

     De to politikere kunne konstatere, at det pågældende plejehjem fungerede godt (og det er der da mange andre, der også gør). Beboerne var rimeligt godt tilfredse, og det samme var personalet, selv om de erkendte, at de til tider måtte løbe hurtigt for at nå det hele. Det tog Britt Bager som udtryk for, at det generelt går rigtig godt med ældreplejen, mens Pernille Skipper  var mere kritisk og ønskede tilført betydeligt flere midler.

     Men både de to politikere og Ask Rostrup talte kun om et større eller mindre behov for flere penge til de meget omtalte "varme hænder". De gik helt og aldeles uden om det faktum, at det i virkeligheden slet ikke så meget er et spørgsmål  om penge. Det er langt mere afgørende at finde løsning på, hvor de "varme hænder" skal komme fra. Sagen er jo den, at de fleste kommuner melder ud, at de ganske enkelt ikke kan skaffe personale nok til plejehjemmene. Folkene findes simpelt hen ikke, uanset hvor meget der søges efter dem. Og nye undersøgelser har gjort klart, at om 6-8 år vil der mangle 40.000 SOSU-medarbejdere  på landsplan.

     Hidtil har alle ansvarlige helt undgået at tage stilling til det forhold. Og det bliver de nok ved med i hvert fald til efter næste folketingsvalg - hvis de får lov til det. Men på et tidspunkt må de jo nødvendigvis gribe fat om nælden og finde løsningen på, hvordan gamle Anna og gamle Anton skal blive passet  om blot 4-5 år. For alle kan jo se, at der allerede i dag mangler "varme hænder", og at det blive værre og værre for hvert år, der går.

     For mig at se er der kun ét at gøre: Der må for alvor sættes gang i udviklingen af velfærdsteknologien.


05-09-18


Ikke en dom, men en tak


Sagen om hjælp til selvmord er nu bragt for retten. I den anledning bragte avisen Danmark den 3. september et interview med Anette Hygum, der er specialeansvarlig for det palliative team ved Vejle Sygehus og  formand for Dansk Selskab for Palliativ Medicin. Hun taler altså med stor vægt, og i interviewet  giver hun udtryk for den opfattelse, at læger aldrig skal hjælpe alvorligt og lidende mennesker med at begå selvmord, sådan som pensioneret overlæge Svend Lings og hans kollega Frits Schjøtt nu står tiltalt for at have gjort det.

     Men hun leverer selv i det samme interview et helt afgørende argument for, at vi alle bør være de to overlæger dybt taknemlige for, hvad de har gjort. Hun siger nemlig, at alt for mange lidende mennesker dør, inden de får mulighed for palliativ pleje og lindring. For alt for få læger arbejder med at pleje døende mennesker, og de er for dårligt uddannede. Og hun føjer til, at faktisk er det hver femte, der dør, inden den palliative indsats når frem.

     Netop muligheden for en palliativ indsats har gang på gang været brugt som argument for, at der ikke under nogen omstændigheder bør ydes dødshjælp. Men nu får vi fra en virkelig kpmpetent kilde at vide - og jeg citerer fra interviewet: "at svaret på lidelser og desperation er en specialiseret palliativ indsats. Og at der er et stort udækket behov for netop den hjælp, pleje og lindring i den allersidste fase af livet. Konsekvensen er, at for mange dør uden at få den sidste varme hånd fra velfærdssamfundet, inden livet slutter".

     At bruge muligheden for palliativ indsats som argument for forbud mod dødshjælp under nogen som helt form er helt urimeligt, når det må erkendes, at denne mulighed kun eksisterer i begrænset omfang. For - som Anette Hygum oplyser - "Der er ledige stillinger, som ikke kan besættes. Cirka 100 læger arbejder med specialiseret palliativ medicin, men der er behov for 150."

     I stedet for en dom bør de to pensionerede overlæger derfor den 26. september  kunne forlade retsbygningen i Svendborg med en stor og varm tak fra samfundet for deres menneskekærlige indsats.

     Men desværre kan ingen dommer dømme ud fra en selv nok så klar holdning i befolkningen. Dommeren må og skal alene holde sig til, hvad loven siger, og iflg. den kan de to overlæger se frem til en dom på op til tre års fængsel. Derfor er det så vigtigt, at den lov blive lavet om hurtigst muligt, så den bliver i overensstemmelse med, hvad langt det overvejende flertal af den danske befolkning ønsker. Jeg skal derfor opfordre til, at alle tilslutter sig det borgerforslag , der er fremsat vedr. aktiv dødshjælp, og som kræver 50.000 tilsluttede for at blive taget op til behandling i Folketinget. Et link til dette borgerforslag findes længere nede på denne side.


Du kan også klikke HER og komme frem til mappen med de indlæg, som jeg tidligere har skrevet vedr. dødshjælp.


02-09-18


Bedre fordeling


I gamle dage (og det er såmænd slet ikke så længe siden) hed det "fyrre, fed og færdig". Nu hedder det "firs, fit og fornøjet". Men begge udsagn er lige forkerte, fordi de jo anbringer alle i én og samme kasse. Tidligere var det altså alle på 40+, og i dag er det alle på 80+. Og det er helt forkert; for begrebet aldersgrænser er jo - om noget - flydende. Selv om vi generelt bliver ældre og ældre, så er der nu som før både kvinder og mænd, der meget tidligt er færdige - i hvert fald i forhold til arbejdsmarkedet; og det kan der være mange grunde til. Til gengæld bliver der flere og flere, som absolut ikke er færdige, og som har et ønske om at kunne forblive på deres arbejdsplads, mange år efter at de har passeret den officielle pensionsalder. Der er brug for dem, der kan og gerne vil tage nogle år endnu, og det ser også ud til, at man nu på en stor del af arbejdsmarkedet er indstillet på at gøre det muligt - om ikke andet så på deltid. Også lovgivningsmæssigt bliver der bakket op om det - f.eks. ved, at der nu må tjenes en del mere end tidligere, før der sker fradrag i folkepensionen.

     Til gengæld halter det stygt i den anden ende af skalaen - hos dem, der af den ene eller den anden grund er færdige. Det må være muligt, at vi som samfund i højere grad kan og vil respektere, når det er tilfældet. Gang på gang kan man i medierne høre om mennesker, som helt urimeligt trækkes igennem det ene vanvittige afprøvningsforløb efter det andet, før det efter flere års forløb bliver erkendt, at der ikke er mere arbejdskraft at trække på hos dem. Selvfølgelig skal man ikke bare kunne møde op på kommunekontoret og meddele, at nu vil man gerne have førtidspension. Men vi må som samfund kunne have så meget tillid til lægeverdenen, at der kan træffes de nødvendige afgørelser alene på grundlag af attestation fra to læger: den pågældendes egen og en uafhængig lægelig myndighed på kommunal eller regional basis.

     Her i landet vil vi gerne hævde, at vi har et velfærdssamfund. Og det ser da også ud til, at det generelt set går rigtig godt, hvad det angår. Det har gjort det muligt, at flere og flere kan fortsætte deres gode arbejde et godt stykke ind i det, der tidligere blev betegnet som alderdommen - ikke fordi de skal, men fordi de kan og gerne vil. Det er godt for landets økonomi, og så må det være både muligt og rimeligt, at en del af denne gode økonomi i højere grad bliver kanaliseret over til dem, der allerede på et tidligere stadium i deres liv virkelig har brug for hjælp. Efter min mening må det være ikke mindst det, man gør i et velfærdssamfund


Det er utrolig vigtigt

at holde sig i form.


Derfor bringer jeg herunder


En god øvelse for os,

der er over de tres.


Placér dig på gulvet med god plads omkring dig.


Tag en ét-kilos kartoffelpose i hver hånd, og løft armene til vandret, og hold dem dér, så længe du kan.

Prøv, om du kan nå op på et helt minut. Og slap så af.


Hver dag vil du opdage, at du kan holde den stilling en lille smule længere end dagen før.


Efter nogle ugers forløb går du op til to-kilos kartoffelposer.


Prøv så med 5-kilos kartoffelposer, og se, om du med tiden kan nå helt op på at løfte to 10-kilos kartoffelposer og holde dem i strakte arme ud fra kroppen i et helt minut - og måske lidt mere.

(Det niveau er jeg nu nået til).


Og når du føler dig rigtig godt tilpas på det niveau,

så lægger du en kartoffel i hver pose.


21-08-18


Jeg vil have lov til at være gammel


Det har jeg før været inde på her på Ældre-bloggen. Og det holder jeg fast ved.

     For nogle dage siden faldt jeg så over en række udtalelser, som fortæller mig, at jeg ikke er alene om den holdning. Det er antropolog Henrik Hvenegaard Mikkelsen fra Center for Sund Aldring ved Københavns Universitet, der er blevet interviewet af Kristeligt Dagblad.

     "Det forventes i dag," siger han, "at ældre mennesker er både fysisk og socialt aktive, hvis de skal leve op til samfundets forventning om, hvad det vil sige at ældes med ynde. Men det er de færreste, der kan leve op til glansbilledet."

     Det billede, vi oftest bliver præsenteret for i medierne, når det drejer sig om os ældre, viser ildsjæle på et eller andet område, som har en ganske særlig drivkraft. Og det er da også helt fint at lade os hilse på dem. Men det er jo bare ganske langt fra, hvad der er det sande dækkende billede af os i den såkaldte tredje alder. For langt de fleste er virkeligheden en ganske anden, for vi føler jo så at sige alle sammen fysiske tilbageskridt, og mange bliver ensomme, fordi de ikke har overskud til at opsøge det sociale samvær. "Og så sidder de dér og føler sig skamfulde over ikke at kunne leve op til glansbilledet," siger Henrik Hvenegaard Mikkelsen.

     Netop i disse år er det de store årgange, som blev født midt i 1950'erne, der melder sig som pensionister, og fordi de drejer sig om så stort et antal, er det i højere grad end tidligere blevet et anliggende for samfundet at finde ud af, hvad man skal stille op med alle de "nye" gamle. Det er ikke mindst blevet til et spørgsmål om at bekæmpe ensomhed, der iflg. Henrik Hvenegaard Mikkelsen opfattes "som en kernetrussel mod vores velbefindende, fordi tabet af kontakt med slægtninge og venner ses som et personligt nederlag, og kommunerne forsøger med det ene kreative tiltag efter det andet at komme ensomhed blandt ældre til livs. Eneboeren er blevet billedet på alt det, man i alderdommen skal undgå. For hvis man ikke udfolder sig socialt, så anses man næsten for at være selvdestruktiv.”

     Henrik Hvenegaard Mikkelsen fastslår i interviewet i Kristeligt Dagblad, at det bestemt ikke er en opfordring til, at ældre bliver liggende alene på sofaen. Hans pointe er blot, at den overdrevne fokus på at bekæmpe ensomhed kan have konsekvenser for mange ældre.

     ”Det bliver farligt, når et fysisk og socialt liv bliver et moralsk krav," siger han. "Det får ældre til at føle sig som fiaskoer, hvis de ikke kan leve op til succeskriteriet. Det interessante er, at konsekvenserne ikke begrænser sig til særlige grupper af ældre, men rammer over hele linjen. Det er både de ældre mænd, som føler sig fremmedgjorte over for kommunens mange tilbud, men også kvinderne fra den gode del af middelklassen, som bliver stressede af at løbe rundt fra aktivitet til aktivitet.”

     Når ældre i dag risikerer at blive stresset af forventningerne til dem, skyldes det ifølge Henrik Hvenegaard Mikkelsen, at det igen og igen fortælles, at de ældres sundhed og velvære er deres eget ansvar.

     ”De ældre bliver fortalt, at man har stor indflydelse på sin egen sundhed. De skal så selv finde ud af, om det skal være varmtvandsgymnastik eller nogle særlige kostråd, som skal være deres frelse. Virkeligheden er bare, at store dele af vores velvære og sundhed har vi slet ikke kontrol over. Men det bliver pludselig svært at brokke sig over, at man har det dårligt, hvis det er ens eget ansvar, og man betragtes nærmest som social usolidarisk, hvis man er en udgift for samfundet.”

     En moralsk pligt til at være fysisk og socialt aktiv på sine ældre dage har ikke altid været virkeligheden for samfundets ældste, fortæller Henrik Hvenegaard Mikkelsen. Før i tiden blev aldring forbundet med åndelig indsigt og afklarethed.

     Men i takt med at livskvalitet i højere og højere grad knytter sig til det at være produktiv, bliver aldring i stedet opfattet som noget problematisk.

     Henrik Hvenegaard Mikkelsens kritik af synet på aldring i Danmark skal iflg. Kristeligt Dagblad ikke forstås på den måde, at alt er godt, hvis de ældre blot læner sig tilbage og slapper af.

     ”Jeg opfordrer ikke til en liberal laissez-faire-ideologi. Jeg er tilhænger af, at ældre bryder tabuer om alderdommen ved at være både fysisk, socialt og seksuelt aktive. Men det skal være muligt at diskutere, om ensomhed først og fremmest er statens ansvar. Ved at tale om ensomhed som et problem, som staten skal hjælpe os med at bekæmpe, bliver det sværere for os at adressere ensomhed som et eksistentielt vilkår, der ikke nødvendigvis skal gøres noget ved,” siger Henrik Hvenegaard Mikkelsen.

 

Det er langt hen ad vejen de samme tanker om det at blive ældre, der er lagt frem i interviewet i Kristeligt Dagblad, som allerede for nogle år siden fik mig til at skrive her på Ældre-bloggen, at jeg vil have lov til at være gammel.

     Jeg mener, at det er helt fint og absolut prisværdigt med alle de tilbud om aktiviteter for os ældre, der bliver lagt frem fra kommunerne og fra forskellige organisationer. Og de er bestemt til stor glæde og gavn for mange. Men tilbuddene må aldrig blive lagt frem med en eller anden grad af pres. Det må aldrig blive med et "Det her må du altså ikke sige nej til. Og hvis du gør det, så er det altså også din egen skyld!" Jeg vil ikke skulle føle en eller anden form for dårlig samvittighed ved at sige nejtak - hverken over for de gode mennesker, der lægger så stort et arbejde og engagement i at ville gøre noget for mig - - eller over for mig selv.

     For jeg vil have lov til at være gammel - - på min måde.


16-08-18


Løsningen ligger ligefor

Kom nu i gang


Det er dyrt at have folk liggende på et sygehus. Meget dyrt. Derfor skal vi ud

hurtigst muligt, hvis vi får brug for at komme ind. Og vi skal ikke regne med at få

lov til at ligge der, til vi er raske og igen kan klare os selv. Det gennemsnitlige

antal af de såkaldte sengedage er blevet skåret drastigt  ned gennem de senere år.

     Heldigvis betyder det ikke, at vi bliver overladt til os selv, når vi skal forlade

sygehuset. Så skal kommunen nemlig tage over og tage sig af os enten i vores

eget hjem eller på et plejecenter. Og det lyder jo helt fint. Der er bare det ved

det, at kommunerne har meget store problemer med at klare den opgave -

ganske enkelt, fordi de ikke kan skaffe folk nok til at gøre det.

     Det så vi klart dokumenteret i forbindelse med forårets overenskomstforhand-

linger og de strejkevarsler, der blev udsendt i den forbindelse. I første omgang

gjaldt de også dele af ældreplejen. Men varslerne måtte hurtigt kaldes tilbage,

for det viste sig nemlig, at mange steder havde man ganske enkelt kun det personale til rådighed, som skal bruges  under et nødberedskab. Det er altså, hvad man adskillige steder må klare sig med i dag. Kun den mest basale pasning kan klares. Pleje og omhu ("varme hænder") er en by i Rusland.

     Sådan er det, og sådan har det været længe. Og alle beregninger fortæller klart, at det bliver endnu værre i de kommende år. Vi bliver flere og flere ældre, og der bliver stadig færre til at tage sig af os, når vi får behov for hjælp. Om seks-otte år vil der mangle 40.000 SOSU-medarbejdere. Ingen tryllestav vil kunne bringe dem på bane.

     På den baggrund virker det helt absurd, når man i referater fra et nyligt afholdt samråd med ældreminister Thyra Frank kan læse, at ministeren er fuldt ud klar over situationens alvor, så hun vil sætte gang i nogle undersøgelser, der forhåbentlig kan vise, hvad der kan gøres for at vende udviklingen.

     Det er altså ikke nye undersøgelser, der er brug for. Det er handling. Og det er handling NU.

    Jeg har tidligere her på Ældre-bloggen peget på det, der (efter min mening) vil være den bedste løsning - ganske enkelt, fordi det (set med mine øjne) ser ud til at være den eneste mulige: Teknologien må tage over på alle de områder, hvor der er mulighed for det. Der må sættes de nødvendige midler af til at udvikle den yderligere. Og så må man bede dem, der virkelig har forstand på de dele (og dem er der helt sikkert slet ikke så få af) om at sætte sig sammen og udpege de områder, hvor mulighederne for yderligere og hurtig udvikling er bedst.

     Det vil være en indsats, der kan sættes i gang her og nu. Og sker det ikke, må de ansvarlige politikere stilles til ansvar for det - om ikke før, så ved det næste valg.


Velfærdsteknologi er ikke en spareøvelse.

Det er en nødvendighed.

14-08-18


Generation XC+


Halvfjerdsindstyve er støvets år,

de stolteste strid og møje;

om firsindstyve en kæmpe når,

des mere han har at døje.


Således skrev Grundtvig i en af sine salmer midt i 1800-tallet.

    Dengang var det stort at nå de halvfjerds. Og det var egentlig slet ikke misundelsesværdigt at blive firs.

    Det ændrede sig i løbet af 1900-tallet, så det at blive firs hverken længere var nogen sjældenhed eller noget, der med Grundtvigs ord var ensbetydende med "des mere at måtte døje". Og nu går det stærkt. Det ventes, at gruppen af 80-årige i løbet af de næste ti år vil vokse med 150.000 personer, og det vil sige 58 pct. flere end i dag.

    Og nu bemærker man så for alvor endnu yderligere en gruppe, som oven i købet har fået helt sin egen betegnelse: "Generation XC+", hvor de to bogstaver udgør romertallene for 90.

     Frem til 1950 var der ret konstant omkring 5000 danskere på 90 år og derover. Men så begyndte det at gå hurtigt, og i dag er der en stor, vigtig gruppe af mennesker, som vi må forholde os til såvel sundhedsmæssigt som samfundsmæssigt, pensionsmæssigt og arbejdsmarkedsmæssigt siger professor Kaare Christensen, der er leder af Center for Aldersforskning på Syddansk Universitet.

     I et nyt projekt rettes fokus netop på denne aldersgruppe med henblik på at skaffe mere viden om disse menneskers sundhed og trivsel og om den behandling de modtager hos deres praktiserende læger. For - som Kaare Christensen siger - vi kan ikke længere have den attitude, at det bare er sådan en eller anden eksotisk ting at være højt oppe i årene. Vi er nødt til at skaffe os viden om, hvem de er, og hvad vi kan gøre, for at de får det bedst muligt.

     Det må virkelig hilses med glæde og tilfredshed, hvis der nu for alvor bliver taget fat at gøre noget ved den kendsgerning, at vi bliver flere og flere ældre, og at vi bliver ældre og ældre. For det er klart, at hvis det stadig skal kunne være meningsfyldt med de flere år for den enkelte, så vil det kræve helt andre holdninger og initiativer fra samfundets side - fra myndighederne og politikerne - end dem, vi ser i dag, hvor man tilsyneladende ikke kan finde på andet end blot at fortsætte den hidtidige praksis - hvilket vil sige længst muligt i eget hjem og derefter opbevaring på et plejecenter de sidste måneder eller år og vel at mærke i en blind tiltro til, at der stadig vil være tilstrækkeligt mange yngre mennesker til at klare den mest basale pasning. Men alle beregninger viser jo, at det vil der ikke. Derfor kan håbet være, at den nye forskning vil resultere i en erkendelse af, at det er nødvendigt med nytænkning med hensyn til de leve- og livsvilkår, der fremover skal være til rådighed for Generation XC+.