22-05-19

"Ældrebyrden"
- så er den der igen.

"Ældre-bølge udfordrer velfærden". Det var overskriften til en stor artikel i avisen Danmark den 12. maj. Og i selve artiklen kunne man læse, at "Ældrebyrden" er et fortærsket udtryk, der er på vej til at gå i opfyldelse. Og som begrundelse for det kunne man læse, at udviklingen i antallet af ældre og gamle borgere landet over står ikke til at stoppe. Frem mod år 2025 vil der være over 80.000 flere borgere på 80 år og derover, bliver det oplyst, og så tilføjes det, at netop den gruppe af borgere er storforbrugere af offentlige ydelser, samtidig med at der kommer meget få skattekroner den anden vej. Det er kendsgerninger, der kan skræmme livet af mange af de kommunalpolitikere, der i de allerede trange økonomiaftaler, som de hvert år indgår med regeringen, skal finde pengene til mere omsorg, pleje og nær behandling af de stadigt flere ældre, hedder der i artiklen, og der føjes til, at "Derfor er det en politisk udfordring, der er højaktuel i den igangværende valgkamp".

Ja, det er i sandhed en højaktuel udfordring for vore politikere. Men som jeg har været inde på i et tidligere indlæg her på bloggen, så prøver de over én kam at klare sig med noget nær et standardsvar: "Større bevillinger til nogle flere ansatte". Og det lyder jo helt fint. Problemet, som de næsten alle undlader at tage stilling til, er imidlertid det faktum, at det er umuligt at skaffe tilstrækkeligt med flere ansatte. Rigtig mange af de nuværende ansatte har nået en alder, hvor de selv skal pensioneres og måske kan få behov for en eller anden grad af hjælp. Samtidig er der tendens til, at stadig færre søger ind på SOSU-uddannelserne. "Jamen så må der jo gøres noget for at gøre både uddannelsen og arbejdet som SOSU-medarbejdere mere attraktivt", siger politikerne og ser bort fra, at præcis det samme dilemma med manglende tilgang står man med ved de fleste andre uddannelser og inden for mange andre fag. Det enkelte unge menneske kan kun være ét sted!

Sådan er det. Der er masser af arbejde, der skal udføres. Men der er ikke hænder nok til at gøre det.

Hvad så? Skal vi gamle affinde os med, at det er der jo ligesom ikke rigtigt noget at gøre ved? Skal vi bare acceptere, at vi bliver nødt til at sidde i timevis i vores fyldte bleer?
     NEJ, naturligvis skal vi ikke det. Vi har fortjent bedre! For det er nu engang os, der under vores uddannelse og gennem vores arbejdsår har måttet affinde os med meget dårligere vilkår end dem, som det er lykkedes os at skabe for de yngre generationer. Nu kan det ikke være hverken ret eller rimeligt, at vi igen skal bydes på dårlige vilkår.
     Men hvordan skal det da kunne undgås?
     Jo, jeg vil hævde, at det KAN undgås. Og det har jeg prøvet at pege på gennem min nyligt udkomne roman med titlen "Plejecenter Fremtiden". Dér har jeg beskrevet, hvordan tilværelsen vil kunne forme sig for beboerne på fremtidens plejecentre, hvor man har brugt de penge, som man altså ikke kan komme af med til "varme hænder", på at indrette centrene med brug af alle de moderne, teknologiske hjælpemidler, som man enten allerede råder over i dag, eller som er tæt på at kunne tages i brug.
     Det er altså et spørgsmål om at prioritere. Og vi gamle må have ret til at forvente, at der nu bliver set mere på vores behov, end vi er vante til.

                                                  - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - 

PS.
Som et apropos til ovenstående har jeg lyst til at bringe et citat fra netavisen Altingets valgblog:

Det, vi kan bruge det sunde princip til (d.v.s. et kritisk eftersyn af regnestykkerne - min tilføjelse), er at se på den retning, som finansieringsforslagene til de skønne løfter tager. Skal finansieringen skaffes ved højere skatter, omprioriteringer eller afskaffelse af nuværende regler? Så kan man jo lige overveje, om man selv bliver ramt af de initiativer.

Måske skal vi til at stille et andet relevant spørgsmål i valgkampen, som ikke bare handler om, hvor pengene skal komme fra.       Hvor skal alle de mennesker til alle de offentlige job komme fra?
    I forvejen skriger dele af erhvervslivet på arbejdskraft. Der bliver flere ældre og flere børn, men hvad med alle dem i midten af livet, som skal bruges til alle de her velfærdsløfter? Løber vi ikke snart tør for varme hænder, hvis der også er nogen, der skal lave andre ting end velfærd? Selv om politikerne så afsætter flere penge til alle velfærdsløfterne og får regnestykkerne til at gå op.

09-11-18

"Byrden", der aldrig var der

Normalt skal der meget til for at bringe mig helt op i "arrigskabens røde felt". Men der er ét ord, som altid har kunnet det: ÆLDREBYRDEN.

     Nye beregninger, som blev offentliggjort i dag, fortæller da også, at betegnelsen ikke har noget på sig. Og jeg vil føje til, at den har aldrig haft det. En del af grundlaget for de nye beregninger er, at et meget stort antal af ældre fortsætter på arbejdsmarkedet, efter at de egentlig er berettigede til pension som 65-årige. Det er helt fint, for når de gør det, så er det ikke, fordi de føler sig nødt til det af økonomiske grunde. De gør det, fordi det er det, de helst vil. Men derved bidrager de også til at mindske problemet med manglende arbejdskraft. Og skatten af deres arbejdsindtægt bidrager til, at vi stadig her i landet kan bevare en meget højt grad af velfærd. Derfor er gruppen af os ældre - set som en helhed - ikke en byrde for samfundet.

     Og når jeg så føjer til, at den aldrig har været det, så er det blandt andet ud fra den betragtning, at hvis vi ældre skal betegnes som en byrde, så er der mange andre af samfundets grupperinger, der med mindst lige så gode grunde må finde sig i at bære den betegnelse.

     Det gælder for eksempel, hvad man kunne kalde "Uddannelsesbyrden", og den omfatter alle på de videregående uddannelser. Hvornår det vippede over, så der kunne tales om en byrde, ved jeg ikke. Men jeg ved, at da jeg i 1950'erne gik på seminariet, da var der ikke noget, der hed SU. Ville man uddannes, måtte de fleste tage et lån. Dengang var der et universitet i København og et i Aarhus. Siden er der kommet flere til, og en stribe af andre højere læreanstalter er etableret. Det er sket for vores - altså de ældre generationers skattepenge. Og det er de unge uddannelsessøgende vel undt.

     Man kunne måske også tale om "Kræftbyrden". Fra samfundets side ydes der via skattebetaling store summer til helbredelse af de syge, til forebyggelse og til forskning. Men ingen ville drømme om at tale om byrde i den forbindelse, og der er kun al mulig grund til at være stolte af, at vi i årtier har været i stand til at sætte så store midler ind i kampen mod den og mange andre alvorlige sygdomme. Og at vi har gjort det som en selvfølge.

     Jeg tænker over noget andet, som måske også med god ret kunne betegnes som en byrde; men jeg ved ikke rigtig, hvad jeg skal kalde den. Kunne det være "Opbygningsbyrden"? Det er ufattelige summer, der gennem det seneste halve århundrede er brugt på at bygge vores samfund op ved hjælp af vores skattekroner. Det er ikke mindst sådan noget som store dele af vores infrastruktur. Men samtidig med, at danskerne har været kendt som måske det mest skatteplagede folk på jorden, så har vi sparet op, og resultatet er, at der i dag ligger værdier for utallige milliarder i statslige og private pensionsfonde. Det er jo ikke penge, der får lov til at ligge og samle støv. De er blevet investeret i det danske erhvervsliv og har været en afgørende faktor i landets udvikling. Men på en måde er det jo altså stadig vores penge og altså dem, der gør det muligt, at vi kan få udbetalt vores pension i dag, og til, at vi kan betale vores del af den skat, der er med til at holde vores gode, lille land kørende.

13-09-18

"Ældrebyrden" eksisterer stadig
- oven i købet på højt plan

For en uges tid siden havde studieværten Ask Rostrup fra DR TV sat to toppolitikere stævne "Langt fra Borgen" på et plejehjem ved Silkeborg. Det var Britt Bager, der er politisk ordfører for Venstre, og Pernille Skipper fra Enhedslisten. Og for Britt Bager var det et møde med "Ældrebyrden" - - det var faktisk den betegnelse, hun selv brugte om os ældre. Så det er altså en betegnelse, der stadig væk lever og opereres med selv i Folketinget. Det kan enhver jo så tænke sit om!
     De to politikere kunne konstatere, at det pågældende plejehjem fungerede godt (og det er der da mange andre, der også gør). Beboerne var rimeligt godt tilfredse, og det samme var personalet, selv om de erkendte, at de til tider måtte løbe hurtigt for at nå det hele. Det tog Britt Bager som udtryk for, at det generelt går rigtig godt med ældreplejen, mens Pernille Skipper var mere kritisk og ønskede tilført betydeligt flere midler.
     Men både de to politikere og Ask Rostrup talte kun om et større eller mindre behov for flere penge til de meget omtalte "varme hænder". De gik helt og aldeles uden om det faktum, at det i virkeligheden slet ikke så meget er et spørgsmål om penge. Det er langt mere afgørende at finde løsning på, hvor de "varme hænder" skal komme fra. Sagen er jo den, at de fleste kommuner melder ud, at de ganske enkelt ikke kan skaffe personale nok til plejehjemmene. Folkene findes simpelt hen ikke, uanset hvor meget der søges efter dem. Og nye undersøgelser har gjort klart, at om 6-8 år vil der mangle 40.000 SOSU-medarbejdere på landsplan.
     Hidtil har alle ansvarlige helt undgået at tage stilling til det forhold. Og det bliver de nok ved med i hvert fald til efter næste folketingsvalg - hvis de får lov til det. Men på et tidspunkt må de jo nødvendigvis gribe fat om nælden og finde løsningen på, hvordan gamle Anna og gamle Anton skal blive passet om blot 4-5 år. For alle kan jo se, at der allerede i dag mangler "varme hænder", og at det blive værre og værre for hvert år, der går.
     For mig at se er der kun ét at gøre: Der må for alvor sættes gang i udviklingen af velfærdsteknologien.

03-09-16

Ikke tale om,

at jeg vil snige mig rundt om hushjørnerne som en anden ugleset samfundsnasser. Jeg vil kunne gå frit og frejdigt hvor som helst uden at skulle føle, at jeg burde have en dårlig samvittighed over at hæve min folkepension - halvdelen af mindstebeløbet - hver måned.

     Men når jeg læser aviser, hører radio og ser fjernsyn, så bliver jeg gang på gang konfronteret med udtryk som ældrebyrde, ældrebombe, belastning for den yngre generation og trussel mod den økonomiske stabilitet i dronningeriget Danmark. Og det skulle altså bl.a. være mig, det drejer sig om.

     Det er nu en del år siden, at jeg som nybagt folkepensionist skulle være blevet en del af den belastning for de unge, som iflg. aviser og andre kilder vil få dem til at indstille eller i bedste fald neddrosle slæbet som erhvervsaktive.

Ærlig talt: Hvad er det dog for noget vås! Så sløje og slappe er nutidens ungdom da vel for pokker ikke.

     Da min generation efter syv eller flere år i folkeskolen gik i gang med den uddannelse, der skulle give os en plads i erhvervslivet, var der ikke noget, der hed Statens Uddannelsesstøtte. Den er kommet til senere, og hvem er det, der har betalt den nu gennem årtier? Det er bl.a. mig.

     Da vi var klar til at gå i gang, var det til en begyndelsesløn, som ville få mange unge i dag til at knække sammen af grin - også selv om man tager den tids skatteniveau og købekraft i betragtning. Der gik ganske mange år, før de første alderstillæg viste sig på lønsedlen. I dag har man dog forlængst fundet ud af, at det er, mens man er ung og skal stifte hjem og opfostre børn, at man har brug for en god løn. Derfor er begyndelseslønnen rimeligt nok steget ganske betydeligt, mens slutlønnen for vores - de ældres - vedkommende er steget forholdvis meget mindre.

     Fra den første dag med en fast ansættelse som tjenestemænd begyndte vi at betale fire procent af vores løn til pension. Ganske vist forsvandt dette pensionsbidrag senere - der var for meget bøvl med at administrere det, blev der sagt som begrundelse. Men samtidig blev lønnen reduceret med de fire procent, så slutlinjen på lønsedlen var uforandret, og i realiteten var der altså stadig et uændret fradrag til pensionering. Hvis nogen inde på Christiansborg eller andre steder i årene siden da har glemt at sætte de penge til side til vores pension, så er det i hvert fald ikke vores skyld. Vi har faktisk år efter år betalt til den, og i dag burde der et eller andet sted stå det utal af milliarder, som vi skal nyde godt af i vores alderdom.

     På et tidspunkt fik nogen en god idé, der hedder ATP. Milliarder og atter milliarder er gennem årene rullet ind på den konto, og den vokser stadig. Nu får jeg så også udbetalt ATP; men selv om pengene var fradragsberettiget på selvangivelsen, da de blev indbetalt, så kan det altså ikke komme til at belaste vore dages  unge skatteydere, at jeg nu skal have mine indbetalte penge tilbage - efter behørigt fradrag af skat.

     Præcis det samme gælder for de mange andre obligatoriske eller frivillige pensionsordninger, som vi gennem årene har betalt til for at kunne få en tryg og rimeligt behagelig alderdom. Vi får udbetalt vores egne penge, som vi engang selv har indbetalt.

Nu ved jeg godt, at de penge - og det drejer sig altså om hundreder af milliarder, som vi gennem årene har sparet op - at de står mere eller mindre bundne i aktier og obligationer. Det betyder altså, at masser af danske virksomheder nyder godt af, at vi har skabt disse kæmpemæssige kapitaler, som har kunnet investeres i erhvervslivet. Jeg ved også godt, at det vil give ganske store problemer, hvis man skal til at realisere større mængder af aktierne, for at jeg og mine jævnaldrende kan få vores penge igen. De penge, vi skal have udbetalt, skal altså gerne komme andre steder fra; men strengt taget, så er det vel egentlig ikke vores problem.

     En del af pensionsindbetalingerne var altså skattefri, da vi afleverede dem. Men nu, da vi får dem udbetalt, skal de naturligvis beskattes. Jeg skal f.eks. aflevere 40% af hver eneste pensionskrone, som jeg nu får tilbagebetalt. Måske kan nogle mene, at disse skattekroner manglede i statshusholdningen, da vi tjente dem. Men det kan da i hvert fald ikke komme vore dages yngre skattebetalere til skade, at vi afleverer dem nu.

     Men så er der jo altså dette her med folkepensionen - halvdelen af mindstebeløbet for mit vedkommende. Det er vel rigtigt nok, at det er et antal kroner og øre, som vore dages skatteydere må give afkald på og via statskassen overføre til vores konti. Jo vel så - men blandt vore dages skatteydere er altså også mig og mine medpensionister. Hvad jeg betaler i skat af de andre mere eller mindre frivillige pensionsordninger, overstiger så godt og vel - ja, i virkeligheden ganske betydeligt - den folkepension, jeg får udbetalt – og vel at mærke, når også skatten af den er trukket fra. Tilbage er derfor, at jeg og mange, mange andre pensionister, når alt er lagt sammen og trukket fra, fortsat yder et ganske pænt nettobeløb til den fælles danske husholdning. Læg det bare sammen, og gem det nogle år endnu, og så vil det vise sig, at det nok også fuldt ud dækker de ekstra udgifter, der kan komme, når/hvis jeg skal have en plejehjemsplads, eller min alderdomssvækkelse lægger lidt ekstra beslag på vores sygehusvæsen.

     Er der stadig nogen, der taler om ældrebombe og samfundsbelastning? Glem alt om det, og få også de positive elementer af statistikkerne med i beregningerne.

Vi ældre behøver ikke at slå øjnene ned og have dårlig samvittighed over for de yngre generationer. For hvad med f.eks. “uddannelsesbomben” og dens belastning? Hvem klarede den i stiv arm? År efter år og uden at kny har vi betalt for, at de unge har kunnet få uddannelsesstøtte. Dertil kommer, at det nu engang hverken er nutidens eller de kommende års erhvervsaktive, der skal bygge det uddannelsessystem op, som er skabt gennem det seneste halve århundrede. Men det er ikke mindst det system, man kan takke for, at vi i dag har en generation af veluddannede mennesker, som er i stand til år efter år at øge landets nationalprodukt og deres egen velstand, så begge dele allerede nu er på et niveau, som ingen drømte om, da vi andre knoklede for at få den uddannelse, som der var mulighed for dengang.

     Jeg er ikke misundelig. For det er yderst få af dem, der i dag bærer samfundet - produktionsmæssigt og økonomisk - der er kommet sovende til den position, de har nået. Det er afgjort også de færreste af dem, der i deres dagligdag yder mindre, end vi gamle har gjort, mens vi var yngre. Jeg under dem fuldt ud deres gode boliger og behagelige biler, deres hverdag, som byder på store oplevelsesmæssige muligheder af såvel kulturelle som mere materialistiske arter, og ikke mindre de helt utrolige muligheder, de i dag har for at tage på ferie ved Vestkysten eller i New Zealand. Nej, jeg misunder dem det ikke - jeg glæder mig over, at jeg og mine jævnaldrende gennem mange års indsats har skabt disse muligheder. Men jeg bliver både vred og forarget - og egentlig også lidt ked af det - når jeg fra tid til anden skal høre på og læse om, at nogle af dem (når det kommer til stykket, er det dog nok slet ikke så mange) beklager sig over, at de ikke kan komme til at udnytte alle de mange muligheder fuldt ud, fordi de bliver pålagt at afgive en lille del af deres indkomst og derigennem være med til at betale for, at vi gamle kan få en rimelig tilværelse i vores alderdom.

     Hvis disse yngre, når alt kommer til alt, i det hele taget skal afgive noget til det formål, så er det formodentlig ikke ret meget. Der skal nok være nogle samfundsøkonomer, der mere præcist kan regne ud, hvor meget eller hvor lidt det i virkeligheden er. Men i de beregninger skal de huske at kompensere for, at det ikke er os gamle, der hverken direkte eller indirekte får det fulde afkast af de svimlende beløb, som vi gennem årene har sparet op, og som i dag er investeret i erhvervslivet.