Bent Aalbæk-Nielsens hjemmeside

Ældre-bloggen

Som det var tilfældet på den tidligere Ældre-bloggen, kan du meget let give den mening til kende om de emner og synspunkter, der bliver taget op her på siden.


   Brug "blanketten" her til højre; skriv dit navn og din email-adresse og din kommentar i besked-feltet. Klik på SEND, og et øjeblik senere ligger den i sidens indbakke. Snarest derefter vil din kommentar blive bragt her på siden under dit navn, men UDEN angivelse af din email-adresse.


Du må også meget gerne komme med egne indlæg om, hvordan du oplever det at være ældre, eller måske med gode ideer til, hvordan det kan blive endnu bedre at være det.

"Ældrebyrden"

 
 
 

03-09-16


Ikke tale om,

at jeg vil snige mig rundt om hushjørnerne som en anden ugleset samfundsnasser. Jeg vil kunne gå frit og frejdigt hvor som helst uden at skulle føle, at jeg burde have en dårlig samvittighed over at hæve min folkepension - halvdelen af mindstebeløbet - hver måned.

     Men når jeg læser aviser, hører radio og ser fjernsyn, så bliver jeg gang på gang konfronteret med udtryk som ældrebyrde, ældrebombe, belastning for den yngre generation og trussel mod den økonomiske stabilitet i dronningeriget Danmark. Og det skulle altså bl.a. være mig, det drejer sig om.

     Det er nu en del år siden, at jeg som nybagt folkepensionist skulle være blevet en del af den belastning for de unge, som iflg. aviser og andre kilder vil få dem til at indstille eller i bedste fald neddrosle slæbet som erhvervsaktive.


Ærlig talt: Hvad er det dog for noget vås! Så sløje og slappe er nutidens ungdom da vel for pokker ikke.

     Da min generation efter syv eller flere år i folkeskolen gik i gang med den uddannelse, der skulle give os en plads i erhvervslivet, var der ikke noget, der hed Statens Uddannelsesstøtte. Den er kommet til senere, og hvem er det, der har betalt den nu gennem årtier? Det er bl.a. mig.

     Da vi var klar til at gå i gang, var det til en begyndelsesløn, som ville få mange unge i dag til at knække sammen af grin - også selv om man tager den tids skatteniveau og købekraft i betragtning. Der gik ganske mange år, før de første alderstillæg viste sig på lønsedlen. I dag har man dog forlængst fundet ud af, at det er, mens man er ung og skal stifte hjem og opfostre børn, at man har brug for en god løn. Derfor er begyndelseslønnen rimeligt nok steget ganske betydeligt, mens slutlønnen for vores - de ældres - vedkommende er steget forholdvis meget mindre.

     Fra den første dag med en fast ansættelse som tjenestemænd begyndte vi at betale fire procent af vores løn til pension. Ganske vist forsvandt dette pensionsbidrag senere - der var for meget bøvl med at administrere det, blev der sagt som begrundelse. Men samtidig blev lønnen reduceret med de fire procent, så slutlinjen på lønsedlen var uforandret, og i realiteten var der altså stadig et uændret fradrag til pensionering. Hvis nogen inde på Christiansborg eller andre steder i årene siden da har glemt at sætte de penge til side til vores pension, så er det i hvert fald ikke vores skyld. Vi har faktisk år efter år betalt til den, og i dag burde der et eller andet sted stå det utal af milliarder, som vi skal nyde godt af i vores alderdom.

     På et tidspunkt fik nogen en god idé, der hedder ATP. Milliarder og atter milliarder er gennem årene rullet ind på den konto, og den vokser stadig. Nu får jeg så også udbetalt ATP; men selv om pengene var fradragsberettiget på selvangivelsen, da de blev indbetalt, så kan det altså ikke komme til at belaste vore dages  unge skatteydere, at jeg nu skal have mine indbetalte penge tilbage - efter behørigt fradrag af skat.

     Præcis det samme gælder for de mange andre obligatoriske eller frivillige pensionsordninger, som vi gennem årene har betalt til for at kunne få en tryg og rimeligt behagelig alderdom. Vi får udbetalt vores egne penge, som vi engang selv har indbetalt.

 

Nu ved jeg godt, at de penge - og det drejer sig altså om hundreder af milliarder, som vi gennem årene har sparet op - at de står mere eller mindre bundne i aktier og obligationer. Det betyder altså, at masser af danske virksomheder nyder godt af, at vi har skabt disse kæmpemæssige kapitaler, som har kunnet investeres i erhvervslivet. Jeg ved også godt, at det vil give ganske store problemer, hvis man skal til at realisere større mængder af aktierne, for at jeg og mine jævnaldrende kan få vores penge igen. De penge, vi skal have udbetalt, skal altså gerne komme andre steder fra; men strengt taget, så er det vel egentlig ikke vores problem.

     En del af pensionsindbetalingerne var altså skattefri, da vi afleverede dem. Men nu, da vi får dem udbetalt, skal de naturligvis beskattes. Jeg skal f.eks. aflevere 40% af hver eneste pensionskrone, som jeg nu får tilbagebetalt. Måske kan nogle mene, at disse skattekroner manglede i statshusholdningen, da vi tjente dem. Men det kan da i hvert fald ikke komme vore dages yngre skattebetalere til skade, at vi afleverer dem nu.

     Men så er der jo altså dette her med folkepensionen - halvdelen af mindstebeløbet for mit vedkommende. Det er vel rigtigt nok, at det er et antal kroner og øre, som vore dages skatteydere må give afkald på og via statskassen overføre til vores konti. Jo vel så - men blandt vore dages skatteydere er altså også mig og mine medpensionister. Hvad jeg betaler i skat af de andre mere eller mindre frivillige pensionsordninger, overstiger så godt og vel - ja, i virkeligheden ganske betydeligt - den folkepension, jeg får udbetalt – og vel at mærke, når også skatten af den er trukket fra. Tilbage er derfor, at jeg og mange, mange andre pensionister, når alt er lagt sammen og trukket fra, fortsat yder et ganske pænt nettobeløb til den fælles danske husholdning. Læg det bare sammen, og gem det nogle år endnu, og så vil det vise sig, at det nok også fuldt ud dækker de ekstra udgifter, der kan komme, når/hvis jeg skal have en plejehjemsplads, eller min alderdomssvækkelse lægger lidt ekstra beslag på vores sygehusvæsen.

     Er der stadig nogen, der taler om ældrebombe og samfundsbelastning? Glem alt om det, og få også de positive elementer af statistikkerne med i beregningerne.


Vi ældre behøver ikke at slå øjnene ned og have dårlig samvittighed over for de yngre generationer. For hvad med f.eks. “uddannelsesbomben” og dens belastning? Hvem klarede den i stiv arm? År efter år og uden at kny har vi betalt for, at de unge har kunnet få uddannelsesstøtte. Dertil kommer, at det nu engang hverken er nutidens eller de kommende års erhvervsaktive, der skal bygge det uddannelsessystem op, som er skabt gennem det seneste halve århundrede. Men det er ikke mindst det system, man kan takke for, at vi i dag har en generation af veluddannede mennesker, som er i stand til år efter år at øge landets nationalprodukt og deres egen velstand, så begge dele allerede nu er på et niveau, som ingen drømte om, da vi andre knoklede for at få den uddannelse, som der var mulighed for dengang.

     Jeg er ikke misundelig. For det er yderst få af dem, der i dag bærer samfundet - produktionsmæssigt og økonomisk - der er kommet sovende til den position, de har nået. Det er afgjort også de færreste af dem, der i deres dagligdag yder mindre, end vi gamle har gjort, mens vi var yngre. Jeg under dem fuldt ud deres gode boliger og behagelige biler, deres hverdag, som byder på store oplevelsesmæssige muligheder af såvel kulturelle som mere materialistiske arter, og ikke mindre de helt utrolige muligheder, de i dag har for at tage på ferie ved Vestkysten eller i New Zealand. Nej, jeg misunder dem det ikke - jeg glæder mig over, at jeg og mine jævnaldrende gennem mange års indsats har skabt disse muligheder. Men jeg bliver både vred og forarget - og egentlig også lidt ked af det - når jeg fra tid til anden skal høre på og læse om, at nogle af dem (når det kommer til stykket, er det dog nok slet ikke så mange) beklager sig over, at de ikke kan komme til at udnytte alle de mange muligheder fuldt ud, fordi de bliver pålagt at afgive en lille del af deres indkomst og derigennem være med til at betale for, at vi gamle kan få en rimelig tilværelse i vores alderdom.

     Hvis disse yngre, når alt kommer til alt, i det hele taget skal afgive noget til det formål, så er det formodentlig ikke ret meget. Der skal nok være nogle samfundsøkonomer, der mere præcist kan regne ud, hvor meget eller hvor lidt det i virkeligheden er. Men i de beregninger skal de huske at kompensere for, at det ikke er os gamle, der hverken direkte eller indirekte får det fulde afkast af de svimlende beløb, som vi gennem årene har sparet op, og som i dag er investeret i erhvervslivet.