Bent Aalbæk-Nielsens hjemmeside

I forgrunden ses "Møllerhuset" et års tid efter, at vi var flyttet derfra.

I baggrunden er det Håndværker-skolen, og tæt på "Møllerhuset" er der opført nogle flygtningebarakker.

De store træer langs vejen forbi "Møllerhuset" og videre op til Håndværkerskolen er ryddet, og det samme er den høje hæk, som adskilte haven fra landevejen.

Fra “Østervang” til “Møllerhuset”

 

 

 

“Østervang” hed mit barndomshjem.

Hvad andet kunne det egentlig hedde dengang. Det var nemlig bygget på “Sandkrogens” østre vang. De nærmeste marker til den anden side tilhørte herregården “Nielstrup”.

Min far blev i 1922 ansat som lærer på Gymnastikhøjskolen, og dér fik mine forældre en lille lejlighed. Den var stor nok, så længe de kun var sig selv, og den kunne til nøds gå an, selv efter at min storebror var kommet til. Men da også min søster meldte sin ankomst, var der behov for noget mere. Dengang som nu hørte “Sandkrogen” til Gymnastikhøjskolen, og derfor var det naturligt, at det blev et stykke af marken derfra, at mine forældre købte som byggegrund.

Blandt de gode venner i den store højskolekreds omkring Folkehøjskolen, Håndvær¬kerskolen og Gymnastikhøjskolen var Ejnar Mindedal. Det var helt selvfølgeligt for mine forældre at bede ham om at tegne deres kommende hjem, og i alle årene, mens vi boede der, kunne vi glæde os over, at han gjorde det med særdeles heldig hånd.

Den 11. oktober 1928 flyttede de ind.

 

Selv ankom jeg i 1934, så mine første erindringer om livet i “Østervang” daterer sig jo nok til slutningen af 30'erne.

Oprindelig var første-salen indrettet med et gæsteværelse i den østre ende og pigeværelse mod vest med indgang fra tørreloftet hen over baggang og bryggers. Resten var ét stort rum med et enkelt vindue i en rundbuet karnap ud til haven mod syd. Da mine søskende blev større (og fars løn måske også) blev det besluttet at indrette to værelser til dem ovenpå, og samtidig blev den rundbuede karnap bygget om, så den blev en del bredere og fik den spids op mod taget, som er karakteristisk for huset den dag i dag.

Haven mellem huset og landevejen var anlagt med stor symmetri. Lige foran huset var der en halvcirkelformet græsplæne med en havegang omkring, som gik op på begge sider af huset. Midt for græsplænen gik der en gang ned til landevejen, og her endte den ved en havelåge, hvor der på begge sider i hele grundens bredde var en høj nøddehæk, der stort set dækkede for udsynet fra landevejen op mod huset. Midtergangen delte altså den nederste del af haven i to lige store dele, hvor der var plantet frugttræer, og hvor der var god plads til en stor køkkenhave. I havens udkant mod øst ud til vores og Håndværkerskolens fælles vej var der plantet nogle træer, som jeg husker som meget høje og vistnok asketræer. Og på et bredt stykke mellem dem var der om foråret gult og hvidt af myriader af erantis og vintergækker.

Vest for huset bag garagen havde vi en pragtfuld legeplads. Det alt dominerende legeredskab var et gyngestativ, som var grundlaget for nogle drabelige konkurrencer i længdespring fra gynge - og til tider også i mere eller (oftest) mindre alvorlige hudafskrabninger og andre skader, som dog aldrig førte til forbud mod den aktivitet i erkendelse af, at så fandt vi såmænd bare på noget, der kunne være endnu farligere.

 

På det tidspunkt havde Håndværkerskolen holdt flyttedag og var blevet vores nærmeste nabo, med hvem vi delte tilkørselsvej fra landevejen. Den sled vi unger ganske meget på, fordi Mindedals børn naturligt nok blev nogle af vores bedste legekammerater. Men naboskabet med skolen kom også på mange andre måder til at præge vores tilværelse. Det var jo helt uundgåeligt i betragtning af de mange unge mennesker, der på kortere og længere kurser frekventerede Håndværkerskolen, og blandt de klareste erindringer fra mine første år er de festlige og fantasifyldte fastelavns-optog, som eleverne gennemførte hvert år.

 

Men 30'erne gik til ende, og vi kom ind i 40'erne og dermed i krigens år.

Det blev at mærke på flere måder. Noget af det første, jeg husker i den retning, er, at det ikke længere kunne lade sig gøre at købe benzin til den Opel Olympia, som mine forældre havde købt i 1939. Selv om min far brugte den meget, når han drog land og rige rundt og holdt foredrag, så var det ikke en aktivitet, der gav lov til at købe benzin. Altså måtte bilen klodses op, og dér stod den og fyldte op i garagen i mere end fem år på nogle solide træklodser, så dækkene var fri af betongulvet. Og den stod solidt nok til, at jeg sammen med Lars Mindedal eller andre af mine kammerater kunne krybe ind i den og i fantasien drage ud på lange køreture med spændende oplevelser, som vi beskrev for hinanden med en utrolig indlevelsesevne. Opelen i garagen på “Østervang” har været transportmidlet under besøg både hos buskmændene i Kalahari-ørkenen og på køreture ad Fifth Avenue i New York City.

 

Det mærkedes mere og mere, at krigen og dens følger strammede til.

Hidtil havde det ikke været noget problem, hvordan vi skulle holde godt fyr på centralvarmekedlen nede i kælderen. Far bestilte blot så og så mange hektoliter koks i Brugsen. Et par dage efter kom lastbilen. Jernlågerne til brænderummet i kælderen blev lukket op, og brændselet kunne hældes direkte ned - en af de praktiske detaljer, som Mindedal havde udtænkt, da han tegnede huset. Det skrå gulv i brænderummet sørgede for, at der aldrig var langt at gå med den fyldte kulskovl til det tilstødende rum, hvor centralfyret stod.

Men nu skete det, at brugsuddeleren måtte sige, at han desværre ikke kunne skaffe koks.

Hvad gør man så?

Man køber et sankekort i Kirkebyskoven. Og så går man i gang - nej, man løber. For det, man har købt, er nemlig et antal timer, hvor man har lov til at samle alle de tykke og tynde grene fra underskoven, som man kan nå at slæbe sammen i den tilmålte tid. Det blev til meget - i hvert fald når man sådan så på dyngen. Anders Riget - den lokale vognmand - fik arbejdet med at køre det hjem til os på sin hestevogn. Kvashuggeren blev lejet. Og bunken blev reduceret til en lille dynge optændingspinde, som sagtens kunne få plads i det samme rum i kælderen, hvor fyret stod. Det var altså ikke noget, der rigtig gav varme, og der måtte spares mere og mere. Varmt vand til bad blev der kun til om lørdagen - eller var det mon egentlig kun hver anden lørdag?

Lidt bedre blev det, da de gik i gang med at grave tørv nede i Åmosen. En stor del af den hørte til “Sandkrogen” og altså dermed til Gymnastikhøjskolen, hvor man naturligvis også i høj grad manglede brændsel. Far fik en aftale om, at vi kunne købe en del af de tørv, der blev gravet dér i mosen. Jeg er ikke sikker på, at det indgik i aftalen, at vi selv skulle hjælpe med i arbejdet med at fremstille tørvene. Men vi brugte i hvert fald meget tid på at vende tørv og med at stable tørv, så de kunne tørre så nogenlunde, inden de blev kørt i hus på skolen, på “Sandkrogen” eller hos os. Men de var imidlertid netop kun så nogenlunde tørre. Derfor blev der indrettet et system, så der inde fra brændekælderen kunne hentes en vis mængde tørv og lægges til tørre på en hylde med trådbund over selve fyrkedlen. Somme tider var de så våde, at vandet dryppede ned på kedlen, hvor det fordampede med det resultat, at der lugtede mildt sagt ad Pommern til, og det var nødvendigt altid at have et vindue åben, så vanddampen kunne slippe ud. Men almindeligvis var resultatet da, at de til sidst kunne brænde i kedlen og give lidt varme til radiatorerne oppe i huset - vel at mærke kun til nogle af dem, for de fleste måtte holdes lukkede.

Og så skal det lige huskes, at de første krigsvintre var nogle af de hårdeste, som vi overhovedet har oplevet i det 20. århundrede. Temperaturer på tyve grader under frysepunktet var ingen sjældenheder, og vi oplevede faktisk at se termometret vise 32 frostgrader.

 

Bortset fra den slags problemer, som naturligvis nok har gjort dagligdagen besværlig for de voksne, så mærkede vi børn egentlig ikke så meget til krigen i de første krigsår.

Det kom vi imidlertid i sandhed til senere.

 

En ting mere vil jeg dog nævne: Det blev også sværere at skaffe mad. Ikke sådan at forstå, at vi på noget tidspunkt oplevede at sulte. Men de voksne skulle tænke mere og mere på, hvordan der skulle skaffes mad til næste uge, næste måned og næste år. Derfor blev græsplænen i haven gravet op, og den blev plantet og sået til som et ikke helt lille supplement til den køkkenhave, vi havde i forvejen.

Nu var der også det, at min storebror fik sukkersyge, og det betød bl.a., at han skulle have en masse grøntsager - og han skulle kunne få dem året rundt.

Dengang var der ikke noget med, at man kunne fryse grøntsager og andre madvarer ned. Alt skulle henkoges eller saltes. Og her kom den store viktualiekælder til gavn. Hylderne blev fyldt op med utallige glas med henkogt kål fra haven. Store krukker stod side ved side med snittede bønner i salt. Selv æbler blev henkogt, og pærer blev syltet. Gulerødder og kartofler blev i større portioner hentet ind fra kulen i haven og lagt i sand i kælderen. Og i den tid, hvor hønsene på “Sandkrogen” lagde godt med æg, blev der købt til lager, og de blev lagt i store krukker med vandglas. Så kunne de holde sig længe. Jeg vil ikke just påstå, at de smagte godt som blødkogte æg; men de havde den fulde næringsværdi i flere slags retter, og det var nu engang det, der talte i de dage.

 

Det var først, da krigen og besættelsen for alvor begyndte at stramme til i sensommeren og efteråret 1943, at vi for alvor fik problemerne helt ind på livet.

I september blev det meddelt, at alle tre skoler og Højskolehjemmet ville blive beslaglagt af tyskerne. Allerede et par måneder efter rykkede de ind. Pludselig havde vi på en måde fået krigen som allernærmeste nabo.

Så vidt jeg husker, kom de første tyskere pr. bil. Men det store rykind ankom med Sydfynske Jernbaneselskab til stationen i Ollerup, og på vanlig tysk facon kom de marcherende med sang ad landevejen og drejede op ad vores vej. Og netop dér, hvor de drejede op fra landevejen, blev der placeret et par mand som vagtposter. Et par dage efter fik de et sort-, rødt- og hvidstribet skilderhus.

Det betød, at vi både for at komme ud og hjem skulle passere en tysk vagtpost. Det samme gjaldt for postbudet, brødmanden, vores venner og alle andre, der skulle på besøg hos os. Det varede dog ikke så længe. Min far fik en samtale med den tyske kommandant, som viste sig meget imødekommende, og snart efter blev vagtposten med skilderhus og det hele trukket tilbage og placeret nogle få meter fra indkørslen til vore hus og op mod Håndværkerskolen. Dér var der så tysk vagt under resten af besættelsen.

Skolerne i Ollerup var vel nærmest at betragte som en slags rekrutskole. Mange af de soldater, der kom der, var enten store drenge eller halvgamle mænd. Hele vejen forbi os fra landevejen til Håndværkerskolen blev brugt til eksercits, og der blev råbt og skreget og herset og regeret. Omegnen blev brugt til feltøvelser, og ovre i bakkerne ved Egense Kirke blev der anlagt en skydebane. Efter nogle måneders ophold i Ollerup regnedes soldaterne for tilstrækkeligt uddannede til, at de kunne sendes til fronten. Ikke helt sjældent oplevede vi skyderier aftenen og natten, før et hold skulle af sted. Præcis hvad det skyldtes, fik vi jo aldrig at vide; men vi gættede på, at der i nogle tilfælde var nogle af soldaterne, der forsøgte at desertere. Et par dage efter kunne det ske, at der kom vogne deroppefra med en eller flere kister.

Det skete også ved andre lejligheder, at der blev skudt med skarpt. Det kunne være vagtposten uden for vores hus, som om aftenen eller om natten hørte noget pusle og blev nervøs. Det kunne jeg ikke lide. Jeg havde nemlig den faste opgave hver eftermiddag ved 17.30 tiden, at jeg skulle gå over på “Sandkrogen” efter mælk, når de var i gang med at malke. Det var ingen sag om sommeren. Men om vinteren, når der var bælgravende mørkt - og det var der jo, for der var ingen gadelygter, og husene var omhyggeligt mørkelagte - så var det ikke så lige en sag for en bette knægt som mig at skulle komme gående op mod den svært bevæbnede vagtpost for at komme hjem med mælkespanden. Sæt han nu blev nervøs og gav sig til at skyde! De ture i aftenmørket gjorde mig god til at fløjte. Jeg havde en forestilling om, at vagtposten jo da ikke ville blive nervøs for en, der kom gående og fløjtede i vilden sky. Men det er slet ikke så let at fløjte på en vinteraften, når det er pivende koldt!

 

Sammen med tyskerne kom også en sirene. Den var anbragt midt på den fløj af Gymnastikhøjskolen, der vender ud mod landevejen, og det var en infernalsk sirene.

Når vinden var i øst, kunne det ske, at vi kunne høre luftværnssirenen i Svendborg. Den havde en dyb, flertonig lyd. Tyskernes sirene, derimod, den havde kun én høj og utrolig gennemtrængende hylen. Til at begynde med kunne der godt være dage, hvor vi kun hørte den én enkelt gang, nemlig klokken 12, når den blev afprøvet. Men efterhånden som månederne gik, blev der oftere og oftere blæst luftalarm - til tider flere gange i løbet af en nat.

I samme øjeblik, sirenen satte i gang, blev der heftig aktivitet blandt tyskerne - og det var uanset, om det var ved dag eller ved nat. Nogle styrtede af sted med antiluftskyts-maskingeværer til nogle faste stillinger rundt om skolerne. Andre drog ud med skovle, spader og hakker og hoppede ned i nogle beskyttelsesgrave, der var anlagt forskellige steder. Og resten styrtede af sted til de beskyttelsesrum, der efterhånden blev indrettet, og som ligger der den dag i dag.

Selv tog vi det almindeligvis temmelig roligt. Vi havde jo heller ikke de samme oplevelser som tyskerne fra luftangrebene mod de tyske byer. Men vi kunne ikke helt se bort fra, at skolerne i Ollerup var blevet et ikke helt ubetydeligt militært mål, og at vi selv boede næsten i centrum af det. Når sirenen hylede med luftalarm, og overflyvningerne om natten kom tæt på - og det gjorde de efterhånden ikke så sjældent - så stod vi op og skyndte os i det tøj, der var lagt parat. Tasken med penge og værdipapirer og ikke mindst rationeringskort og købekort blev taget med, og vi gik nedenunder (vi sov ellers allesammen ovenpå), og hvis flyene kom helt tæt på, og hvis tyskerne oven i købet - som det skete en gang imellem - begyndte at skyde efter dem med deres maskingeværer, så sporprojektilerne sprøjtede op i luften - ja, så fortsatte vi ned i kælderen. Rummet lige neden for trappen, der egentlig var beregnet som tørrerum, var blevet indrettet til beskyttelsesrum. Med ret små mellemrum, var der sat stolper op mellem gulv og loft for at sikre mod sammenstyrtning. Og her sad vi så, egentlig temmelig bange, indtil der igen var blevet ro udefra, eller til tyskernes sirene havde givet afvarslingssignal.

Apropos sammenstyrtning. Jeg nævnte, at når der blev blæst alarm, rykkede der nogle grupper af tyskere ud med skovle, spader og hakker. En af disse grupper gik i stilling ude på marken nogle hundrede meter fra vores hus. En aften, hvor der var blæst alarm, men hvor der alligevel var roligt, gik min far og bror ud for at spørge, hvad deres opgave egentlig var. Det viste sig, at de havde én ganske bestemt opgave: at grave os ud af ruinerne, hvis “Østervang” skulle blive ramt af bomber! Den indstilling fandtes altså også blandt vore tyske naboer.

Det var altså ikke altid, at vi gik i kælderen, og til tider blev vi også ovenpå, når de store formationer af allierede bombemaskiner ikke var alt for tæt på. Fra min søsters og brors værelser var der en fortrinlig udsigt mod syd over Østersøen og ned mod Nordtyskland. Mange nætter har vi stået der og overværet angreb mod byer som Kiel og Lübeck. Ganske tydeligt så vi søgelysenes strålebundter feje hen over himlen i deres søgen efter fly. Antiluftskytsets sporprojektiler kunne følges med det blotte øje, og granaternes eksplosioner mindede om fyrværkeribombers lynglimt i højden. Og det skete, at et flammende “noget” kunne følges på vej mod jorden, når et fly var blevet ramt. Til tider kunne bombernes detonationer høres som en fjern torden, og rystelserne kunne mærkes gennem jorden og ind i huset.

 

Som nævnt var min far lærer på Gymnastikhøjskolen. Vinteren efter at skolerne var blevet beslaglagt - altså vinteren 1943-44 - var undervisningen aflyst. Selv om far havde meget at gøre med at holde foredrag, var han altså hjemme en stor del af tiden. Men allerede det næste års sommerskole fra marts 1944 blev gennemført på Ladelund landbrugsskole i Midtjylland, og så måtte far jo rejse med derover. Derfor var min mor alene hjemme med os tre børn det meste af tiden, og det var bestemt ikke nogen rar situation hverken for hende eller for nogen af os andre. I en hel del tilfælde blev det min storebror, der på den tid gik på gymnasiet i Svendborg, der måtte tage affære - bl.a. også fordi han kunne noget tysk.

Det gjorde han også en dag, da en tysk officer kom og bankede på. Vandforsyningen på Håndværkerskolen var brudt sammen, og nu bad han om lov til, at de måtte hente vand i nogle store mælkejunger ved en hane, som vi havde udenfor i gården. Det kunne der naturligvis ikke siges nej til. Vi havde vores egen brønd med en pumpe, der var anbragt i rummet lige neden for kældertrappen. Den blev startet og stoppet af en hydrofor med et lod på toppen, som sank ned, når trykket i hydroforen mindskedes. Hvis man lagde et stykke træ under det lod, kunne det ikke synke ned, og så startede pumpen ikke. Da tyskerne havde hentet en hel masse vand i deres junger, listede min bror ned ad trappen og lagde træstykket under loddet. Et øjeblik efter kom der ikke mere vand ud af hanen, og min bror gik ud og sagde, at nu var vores brønd desværre også løbet tør! Det var hans lille måde at demonstrere på; men jeg husker, at min mor var meget bange for, at tyskerne skulle finde på at gå ned i kælderen og kigge på pumpen.

 

I efteråret - eller måske var det i løbet af vinteren 1944 begyndte det at dale i antallet af tyske soldater på skolerne. Vi snakkede om, at der var nok ikke flere at tage af, og vi havde da også kunnet konstatere, at de, der kom, enten var yngre og yngre (14-15 år) eller ældre og ældre (omkring de 60).

Men nu blev de så efterhånden afløst af andre beboere, nemlig tyske flygtninge - kvinder, børn og gamle mænd. Nogle kom med toget, andre i lastbiler, og nogle kom gående med deres få ejendele i bylter, i en barnevogn eller i en trækvogn. Det var et sørgeligt syn. Men noget af det, der gjorde størst indtryk på mig, var den frygt, der lyste ud af dem allesammen.

Jeg husker tydeligt en eftermiddag, da jeg kom gående på vej hjem fra skole. Jeg gik på Friskolen i Ollerup, og havde altså passeret først Folkehøjskolen, så Højskolehjemmet og endelig Gymnastikhøjskolen - alle tre steder spækkede med tyske soldater og flygtninge - og nu var jeg på det sidste stykke vej hjem, hvor der netop kom gående en større gruppe af nyankomne flygtninge. Pludselig var det, som om der var blevet givet et signal, og alle styrtede ind i hække og buskadser på begge sider af vejen, hvor de trykkede sig mellem torne og tidsler og brændenælder så tæt til jorden, som de overhovedet kunne, og gemte deres ansigter i hænder og pakkenelliker. Jeg forstod det ikke rigtig, før jeg blev opmærksom på lyden fra et enligt fly langt ude. Det var en underlig fornemmelse at vandre af sted frit og forholdsvis frejdigt ude midt på vejen (det var jo ikke hver dag, der var kørende trafik), mens et hundrede mennesker lå på begge sider af mig i hegnene, dirrende af angst og forsøgte at skjule sig.

 

I begyndelsen af 1945 var det tydeligt, at en vis panik var begyndt at brede sig i den tyske værnemagt. Der blev kortere og kortere tid mellem luftalarmerne. Der blev skudt mere og mere fra antiluftskytset, når der var overflyvninger. Og vi oplevede tiere og tiere, at der blev banket på vores vinduer og råbt “Licht aufmachen!” hvis der var blevet en ganske lille sprække i vores mørkelægning. Det kunne godt give noget af et chok, når det skete, mens vi sad med hovedet næsten inde i radioen for at lytte til de seneste nyheder fra BBC.

Men de skulle høres disse nyheder. Efterhånden lod de forstå, at krigen ikke kunne vare ret meget længere.

I haven havde vi en flagstang; men det var længe siden, at der havde været flaget fra den. Ikke fordi der ikke havde været noget at flage for, men ganske enkelt fordi det var næsten umuligt at få en flagsnor. Men også kun næsten. På en eller anden måde var det lykkedes at få fat i en, men som praktisk taget al anden snor på den tid var den snoet af papir. Sådan noget holder ikke ret længe og da slet ikke i regnvejr. Det kunne altså ikke nytte noget, at den blev sat for tidligt i. Men en af de første dage i maj var det klart, at nu var det ikke længere for tidligt. Der blev hentet assistance fra karlene på “Sandkrogen”, og en lys og lun majaften blev flagstangen lagt ned og den nye snor sat i. Nogle timer før var der igen blevet blæst luftalarm, og de tyske grupper var rykket ud i deres sædvanlige stillinger rundt omkring os. Jeg tror godt, de forstod, hvorfor der netop nu skulle ny flagsnor i flagstangen, og vi var da også en smule spændte på og vel også lidt nervøse for, om de skulle finde på at reagere på en eller anden måde. Men der skete intet.

Og så kom endelig den 4. maj om aftenen. Som sædvanligt sad min mor og mine søskende ved radioen. Far var i Vejle, hvor han havde fået stilling på Den Jyske Idrætsskole, og dér skulle man netop i de dage tage imod sommerholdet.

Så kom frihedsbudskabet. Det varede nok lidt, før det helt gik op for os, hvad det var, der var blevet sagt. Men det gik op for os, og så skulle vi ud - ud og dele glæden med andre. Den nærmeste var vagten udenfor. Det viste sig, at det den aften ikke var en tysk vagt, for den halvgamle mand, der stod der, var østriger, og han blev mindst lige så glad, som vi var. D.v.s. først var han lidt skeptisk, men da min søster havde været inde og skrue så højt op for radioen, at man tydeligt kunne høre “Kong Christian” langt ud gennem gården, så var han ikke længere i tvivl, og han græd af glæde og viste os billeder af den familie derhjemme, som han nu kunne håbe på at gense. Men han viste os også, at han havde ingen ammunition til det gevær, han stod med. Det havde man ikke turdet give ham!

 

Som nævnt havde far fået stilling i Vejle, og det var allerede besluttet, at vi skulle flytte, når min bror i juni havde afsluttet sin studentereksamen.

Den 20. juli kørte flyttelæsset ud af gården ved “Østervang”, som det trods den - dengang - lidt specielle beliggenhed var lykkedes at få solgt for 45.000 kroner til Frederiksen, Urtemølleren fra Nielstrup.

Og det er jo nok derfor, at huset efter den dag blev kendt som “Møllerhuset”. I dag er det forstanderbolig for Ollerup Efterskole, Sang og Musik.