Bent Aalbæk-Nielsens hjemmeside

 

15 år i Vejstrup

Der er allerede i beretningen om Bodils og min ansættelse ved Sct. Michaels Skole i Oure

fortalt om indretningen og de forskellige finurligheder i Den gamle skole i Vejstrup, hvor

vi fik tjenestebolig. (Klik her for at læse om det). Det var en del af betingelserne for vores

ansættelse, at vi ville rykke ind dér. Man ville nemlig gerne have, at den gamle skole stadig

var en del af det samledede skolevæsen - bl.a. fordi der jo stadig var et klasselokale, som

man endnu ikke rigtig vidste, hvad man ville bruge til. Men det betød så også, at vi - i og

med, at det var en tjenestebolig - fik en rimelig lav husleje, og det var jo ikke uden betyd-

ning, når man de første to år var ansat på aspirantløn og derefter på laveste løntrin, der gav

godt 900 kroner om måneden før skat. Og gennem flere år var det så ydermere sådan, at

Bodils løn var mindre end min, fordi hun var den kvindelige part i et samgift tjenestemands-

par. Jeg husker ikke, hvornår dette misforhold blev ændret til ligeløn.

 

Vejstrup sogn

Vi blev egentlig ret hurtigt - og i flere sammenhænge - en del af Vejstrup sogn. Gennem

årene, hvor Tage Hein havde været førstelærer i Vejstrup, havde han også været kirkesanger

ved sognekirken. Det kunne han godt blive ved med at være, selv om han nu var flyttet til

Oure som skoleinspektør. Og det ville han gerne fortsætte med at være, og det passede mig udmærket, for jeg havde ikke rigtig lyst til at være bundet af sådan en opgave praktisk taget hver søn- og helligdag. Hein havde også været det, der dengang hed kirkebylærer, og som sådan havde man til opgave at føre kontraministerialbogen. Det var egentlig blot en kopi af hovedministerialbogen - sognets kirkebog - som præsten førte. Den opgave ville Hein gerne af med, så den overtog jeg. Og den var oven i købet honoreret med et mindre vederlag. Arbejdet blev udført på den måde, at jeg en gang imellem - d.v.s. tre-fire gange om året - lånte kirkebogen hos sognepræsten, Dag Monrad Møller, som boede i Oure og var præst for Oure, Vejstrup og Lundeborg sogne. Så skrev jeg af, hvad der var kommet til siden sidst, og der kunne godt være ganske meget, bl.a. fordi der er en

valgmenighed i Vejstrup, og alle dåb, vielser og begravelser, som foregik dér, skulle også føres ind i "min kirkebog". Det betød, at det som regel ikke kunne klares på en enkelt dag, og der var en bestemmmelse om, at de to kirkbøger aldrig måtte ligge en nat over under samme tag på grund af risikoen for, at de begge kunne gå til ved en eventuel brand, så når jeg

blev træt af at skrive ofte sent om aftenen, tog jeg "præstens bog" med op i kirken og

lagde den helt oppe oven på orglet. Dette hverv som kirkebylærer beholdt jeg gennnem

flere end 25 år - altså også efter at vi var flyttet til Æblevadsvej. Da vi flyttede, solgte

kommunen nemlig den gamle skole, og derefter boede der ikke længere nogen lærere i

Vejstrup, som kunne eller ville overtage hvervet, der i øvrigt ophørte, da alle de

registreringer, som tidligere ført med håndskrift og med noget ganske særligt blæk, i

slutningen af 1970'erne overgik til elektronisk registrering.

Men min tilknytning til sognet og kirken blev yderligere udbygget, da jeg efter nogle

få år blev valgt ind i menighedsrådet og fik opgaven som kirkeværge. Det betød, at jeg

fik opgaven med at føre tilsyn med kirken og med kirkegården, hvor jeg ved dødsfald

skulle anvise gravsted, og desuden skulle jeg føre kirkegårdsprotokollen, hvor alle

dødsfald og begravelser blev noteret. Mit medlemsskab af menighedsrådet varede

gennem fire valgperioder, altså 16 år, mens hvervet som kirkeværge ophørte, da vi i

1973 flyttede fra Vejstrup.

 

En af de meget spændende opgaver gennem disse år var en gennemgribende restaurering af kirken i et nært samarbejde med stiftet og Nationalmuseet. Oprindeligt var kirkens tårn bygget op over fire piller med et åbent rum imellem. Senere var der blevet muret op mellem pillerne, så rummet imellem dem var blevet lukket; men nu ønskede man - bl.a. fra Nationalmuseet - at det skulle åbnes igen, og det blev det så i forbindelse med restaureringen.

Ved kommunesammenlægningen i 1970 blev de fire gamle kommuner, Oure-Vejstrup, Gudme, Gudbjerg og Hesselager, slået samme til én under navnet Gudme Kommune. Det betød bl.a., at også sognene inden for den ny, store kommune på flere måder skulle finde ind i et samarbejde, og der blev oprettet et 12-mands udvalg til at stå for dette samarbejde. Jeg fik den - viste det sig - ret vanskelige, men også virkelig spændende opgave at blive udvalgets første formand. For de i alt syv sogne, som det drejede sig om, viste sig at være ret forskellige. F.eks. skulle der ved begravelser betales for gravkastning i Gudme og Brudager, men ikke i Oure, Vejstrup og Lundeborg. Det gav anledning til en del ganske voldsomme diskussioner.

En anden af de større opgaver, som jeg fik lejlighed til at tage del i, opstod, da pastor Møller gik af p.gr.a. alder, så der skulle findes en afløser. Det gav anledning til mange møder, dels indbyrdes mellem pastoratets tre meninghedråd (Oure, Vejstrup og Lundeborg), dels med stiftet med rådgivning fra biskoppen og endelig med de ansøgere, som blev indbudt til samtale og til prøveprædikener. Men omsider tegnede der sig et flertal for at ansætte Yrsa Ludvigsen. Det var ikke alle, der syntes, at det var det rigtige at ansætte en kvindelig præst, og for pastor Møller var det en vederstyggelighed. Han var af den gamle, højkirkelige retning, og han nægtede konsekvent at hilse på sin afløser.

 

Volleyball

I tredje klasse på seminariet fik vi en ny gymnastiklærer, nemlig Marius Nørregaard, som i øvrigt senere blev rektor for Jelling Seminarium. Han kom til Jelling direkte fra en uddannenlse på Statens Institut for Legemsøvelser, og dér var han blevet præsenteret for et nyt boldspil, volleyball. Det indførte han nu på seminariet som et af de første steder i landet, og det i så høj grad at det blev eksamensfag. Så jeg er faktisk eksamineret volleyball-spiller. Jeg har aldrig været særlig meget hverken til fodbold eller håndbold, men her var et spil, som jeg virkelig gik op i.

I Vejstrup var der en gymnastikforening, hvis aktiviteter foregik i forsamlingshuset, som ligger næsten lige over for den gamle skole. Aktiviteterne var nu ret begrænsede: gymnastik for et par børnehold, hvoraf Bodil hurtigt kom til at lede det ene, og så et hold damer. Der manglede noget for de unge, og her kunne volleyball måske bruges. Derfor meldte Bodil og jeg os til et lederkursus i volleyball på Den Jyske Idrætsskole i Vejle i sommerferien 1959, og i efteråret gik vi så i gang i forsamlingshuset med en lille flok unge. Der blev spillet over gymnastikforeningen badminton-net. Men det viste sig hurtigt, at der var et problem: beslysningen i salen var med uafskærmede lysstofrør, og der gik ikke lang tid, før det første af dem blev offer for en høj bold. Altså måtte der konstrueres noget afskærmning, og det klarede et af bestyrelsesmedlemmerne, som var karetmager af profession, men desuden en uundværlig altmulig-mand.

Det gik for så vidt meget godt med volley i et par vintre; men da vi ikke rigtigt kunne finde andre end os selv at dyste med, så blev det snart mindre interessant, og da tilslutningen svandt ind, måtte vi stoppe.

 

Dilettant

Der var en ret gammmel tradition for, at der hvert år blev spillet dilettant i gymnastikforeningen, og det blev vist næsten betragtet som lidt af en selvfølge, at byens skolelærer tog sig af instruktionen. Det var noget nyt for mig, men det var egentlig en rigtig spændende udfordring.

Der var ikke nogen scene i forsamlingshuset; men det havde Jørgen Karetmager klaret for flere år siden med nogle solide træbukke nederst og derover nogle gode bordplader og så et scenerum bygget op med en kasseformet ramme af lægter. Siderne i den ramme blev så fyldt ud med kulisser alt efter, hvilken komedie der skulle spilles. Rammen blev i nogle år udnyttet i forbindelse med, at vi øvede. Den kunne jo nemlig skilles ad og sættes sammen igen inde i det gamle klasselokale, som stadig stod tomt, og her foregik så de mange fornøjelige øveaftener med efterfølgende kaffe, snak og megen latter inde i stuen hos os.

I øvrigt var det svært i de år at holde liv i forsamlingshuset. I en periode gik det rigtig godt med en månedlig aften med præmiewhist. Der kom ret mange mennesker; men det var et meget stort arbejde for bestyrelsen, og det gav for lille et udbytte. I nogle år var jeg formand for bestyrelsen, og på den sidste generalforsamling som sådan havde jeg et forslag med om ganske enkelt at nedlægge forsamlingshuset. Det ville man dog ikke være med til, så for en gangs skyld kom der mange af medlemmerne til generalforsamling, og blandt dem var der flertal for at fortsætte. Og godt for det. Det eksisterer jo stadig den dag i dag.

 

 

 

Vejstrup gamle skole

Vejstrup kirke efter rerstaureringen og åbningen af tårnrummet.