Som det var tilfældet på den tidligere Ældre-bloggen, kan du meget let give den mening til kende om de emner og synspunkter, der bliver taget op her på siden.


   Brug "blanketten" her til højre; skriv dit navn og din email-adresse og din kommentar i besked-feltet. Klik på SEND, og et øjeblik senere ligger den i sidens indbakke. Snarest derefter vil din kommentar blive bragt her på siden under dit navn, men UDEN angivelse af din email-adresse.


Du må også meget gerne komme med egne indlæg om, hvordan du oplever det at være ældre, eller måske med gode ideer til, hvordan det kan blive endnu bedre at være det.


At være ældre


 
 
 
 

05-09-21

Vi bliver ældre med alderen


Vores alder står ikke til diskussion. Det ligger fast, hvad den er, og skulle vi alligevel komme i tvivl om den, så har samfundet jo forsynet os med et CPR-nummer, som de fleste af os stadig kan huske - i mange sammenhænge er det jo vigtigere end vores navn. I det nummer er der to tal, som fortæller, hvilket år vi kom til verden. Så kan det godt være, at vi er nået dertil, hvor vi skal have fat på lommeregneren for at finde ud af, at hvis de to tal f.eks. er 34 (som de er på min), så betyder det, at vi i år kan holde vores 87 års fødselsdag.

Som nævnt: Vores alder kører ganske automatisk derudad. Det kan vi bare ikke gøre noget ved.

Men jeg kan da godt mærke, at jeg ikke er 85 år længere. Jeg kan godt mærke, at jeg er blevet ældre i løbet af de seneste to år. Jeg kan mærke, at der er noget, der hedder aldring. Jeg må erkende, at der er noget, som jeg stadig var rimeligt god til for en halv snes år siden (og som jeg faktisk var rigtig god til for 20 år siden), men som det kniber lidt med nu. Sådan er det bare; men jeg har besluttet mig til, at jeg i hvert fald vil prøve på ikke at begræde, at der er noget, som jeg måske slet ikke er i stand til længere. I stedet vil jeg prøve at glæde mig over, at der jo faktisk er en utrolig masse, som det stadig går rigtig godt med.

Jeg har under bogomtaler her på Ældre-bloggen omtalt Suresh Rattans bog "Alder". Nu har jeg haft tid til at læse noget mere i den, og det har været en god oplevelse. Den har givet mig forståelse af, hvorfor jeg på nogle områder er, som jeg er blevet, og hvorfor jeg nu gør, som jeg gør. Desuden er det helt rart at få bekræftet nogle af de antagelser, som man har gået og gjort sig i forskellige sammenhænge.

For som han blandt andet skriver:

"Vores krop gør dog sit bedste for at leve så længe som muligt, den tilpasser sig hele tiden ved hjælp af tusindvis af forandringer. Det er heller ikke alle aldringens forandringer, der er dårlige for kroppen.

Det er for eksempel ganske fornuftigt, at niveauet af specielt kønshormoner og insulin bliver lavere. På den måde sparer vi energi. Lidt ekstra fedt på balderne beskytter knoglerne mod at brække, hvis vi falder. Et højere blodtryk hjælper blodet til lettere at løbe igennem venerne. Vores muskler og hjerne bliver mindre aktive, således at energien, som spares, kan bruges til andre livsnødvendige funktioner i kroppen som fordøjelse og bekæmpelse af infektioner.

-----------

Det bekræfter adskillige undersøgelser, hvor forskere har spurgt ældre mennesker, hvor gamle de følte sig. Forskerne spurgte både beboere på plejehjem og ældre, som boede hjemme, enten alene, med deres partner eller hos deres familie. Resultaterne er de samme. De fleste af os føler os aldrig ældre end halvtreds, selv når vi er halvfems år eller ældre. Selv en alvorlig sygdom får os sjældent til at føle os gamle.

Vores sind fortsætter åbenbart med at vokse igennem livet, endda selv om vores hjerne bliver langsommere til at se, reagere på og huske nye oplysninger. Vi fortsætter alligevel med at udvikle os i sindet og fantasien. Vi føler, at vi bliver klogere. Vi behøver ikke længere at konkurrere på alle mulige parametre for at opnå berømmelse, rigdom og sex. Vi ønsker bare at opretholde vores fysiske og mentale uafhængighed. Ja, vi føler os næsten befriet med alderen. Med andre ord står vi over for endnu et af livets paradokser: Når aldringen af kroppen begynder, standser aldringen i sindet.

-----------

Alder er altså uden tvivl et fascinerende begreb, og det nærmest inviterer os til at udforske den mening, det har for os. Vores alder og den måde, vi opfatter den på, og som vi lever med og i, har betydning for næsten alt andet. Den erafgørende for vores fysiske, mentale og sociale sundhed. Vores opførsel over for og holdning til andre menneskerafhænger også af, hvordan vi oplever vores egen og ikke mindst deres alder.


-----------

Jeg lever ikke i frygt for at blive gammel. Jeg hader ikke min relativt høje alder eller tanken om, at jeg bliver ældre. Jeg behøver ikke at blive modstander af aldring. Jeg ønsker en sund aldring. Jeg ønsker tilstrækkelig fysisk og mental uafhængighed i mine daglige aktiviteter. Jeg er klar til at omfavne min højere alder. Jeg er klar til at gennemleve alle mine aldre fra nul til … nå ja, det ved jeg jo ikke. Jeg ønsker mig selv og jer en god aldring, i alle aldre".


Det er gode og kloge ord fra en, som længe har forsket i alder og aldring, og som ikke længere selv er blandt de helt unge.

Som vi let kan se på os selv og på vores omgivelser, så er der stor forskel på, hvordan vi aldres. Lægen og filosoffen Esther Møller har udtrykt aldringens individuelle natur på en meget fin måde:

"Vi fødes som kopier, men vi dør som originaler".

13-06-21


I dag er der ikke noget, jeg skal

- - - men der er rigtig meget, jeg kan!


Sådan er der da nogle dage ind imellem. Og nu er der langt flere af dem, end der var for år tilbage. Dage, hvor kalenderen er helt åben.

Nu oplever jeg det som et privilegium forbundet med det at være en ældre pensionist. Men der var engang, hvor jeg virkelig for alvor frygtede for at komme i den situation. For hvad i alverden skulle jeg dog få sådan en dag til at gå med? Jeg ville da meget hurtigt blive træt af at trille tommelfingre. Og jeg gruede da lidt ved tanken om at skulle opleve en situation, hvor der åbenbart ikke rigtigt var brug for mig længere. For dengang kom næsten alle opgaverne udefra.

Men som årene er gået, har jeg mere og mere fået øjnene op for, at sådan en dag rummer en masse muligheder, og problemet kan såmænd snarest være at skulle bestemme sig for, hvad for nogle af dem man så skal vælge - lige her og nu i dag.

Nu har jeg været ude at gå en tur. Det er godt nok noget, jeg prøver at få gjort jævnligt. Det er nu ikke, fordi jeg føler, at det er noget, jeg skal, fordi det jo er en kendt sag, at det er vigtigt at holde sig i gang. Nej, jeg gør det, fordi jeg føler, at det er noget af det, jeg stadig kan, og så er det jo rart at gøre det. Og så føler jeg egentlig også sådan lidt god samvittighed over for mig selv, når jeg nu kan gå ind og sætte mig med avisen og finde ud af, om der er nogen af de få venner, der er tilbage, som er faldet fra. Gennem årene har jeg næsten altid været en af de yngste i de forskellige sammenhænge, og det betyder jo naturligt nok, at man på et tidspunkt bliver blandt de få, der er tilbage.

Så kan det være, at jeg får lyst til at lukke op for noget god musik. Jeg har efterhånden fået det sådan, at jeg godt kan "nøjes" med at lytte, uden at jeg behøver at foretage mig noget andet imens. Det har gjort, at jeg på en meget mere intens måde end tidligere har fået øre for musik. Og et er jo skønt med al den glæde og alle de positive følelser, som musikken har at byde på. Somme tider kan den også åbne for nogle gode minder.

Man kunne jo også udfordre de "små grå" med en kryds og tværs. Det har jeg nu altid været glad for at gøre; men jeg har tidligere skullet gøre det ligesom sådan lidt i smug med en følelse af, at det var spild af produktiv tid.

Ja, og så kunne man jo egentlig slå ryglænet på hvilestolen tilbage og snuppe sig en lille "morfar". For tænk: der er ikke noget som helst, som jeg forsømmer ved at gøre det.

Og lidt senere kunne jeg slå ryglænet op igen og række ud efter den gode bog, jeg er i gang med, Dan Browns "Oprindelse".


Ærligt talt: Er alt dette ikke udtryk for den totale frihed, som enhver må kunne ønske sig!

17-05-21

"Seniorkompetencer"


Jeg havde her i den forgangne weekend en rigtig god snak med en god bekendt, som havde læst mit indlæg herunder om "Ældre eller senior" (så læs lige det, inden du læser videre her).
     Langt hen ad vejen var hun enig med mig. Men hun lagde meget vægt på mine bemærkninger om, at mange ord ud over deres grundbetydning har nogle andre betydninger, som kan være forskellige fra person til person. Og det gælder i meget høj grad netop ordene ældre og senior, sagde hun. Derfor er der nogle sammenhænge, hvor vi ganske enkelt er nødt til at bruge ordet senior, mente hun, og da jeg havde lyttet til hendes argumenter, måtte jeg give hende ret.
     Det gælder i meget høj grad om vi ældres forhold til arbejdsmarkedet. Min bekendte mener, at der på det område er tale om direkte aldersdiskriminering. Undersøgelser viser klart, at ikke mindst inden for det offentlige er det først og fremmest de ældre der ryger ud, når der skal afskediges. Og det skyldes primært en række fordomme, der er forbundet med dette at være ældre. Hvad enten man kan lide det eller ej, så er der ikke de samme fordomme forbundet med at være senior.
     Mere eller mindre bevidst er der hos mange en opfattelse af, at ældre mennesker er mindre omstillingsparate end de yngre, og det har ikke mindst betydning i erhvervslivet, hvor der med de nye it-systemer tales et sprog, som de ældre aldrig når at lære. Det er lidt anderledes med seniorerne, for de har jo udviklet sig i takt med de nye tider, tænker nogle. Med den opfattelse glemmer man, at hverken som ældre eller som seniorer er der tale om en enkelt, homogen gruppe. For mange af dem er nye tider og nye metoder udtryk for nye udfordringer, som man giver sig i kast med med åbent sind. Og så er der altså helt naturligt forskel på, om det drejer sig om mennesker på 60 med et godt helbred og masser af gå på-mod og med et helt livs erfaringer , eller man har passeret de 80 med en lidt usikker hukommelse og rigtig svært ved at komme i gang om morgenen.
     Jeg må nok give mig og erkende, at der er situationer og sammenhænge, hvor det er bedre at blive betragtet som senior end som ældre. Der er lanceret et nyt ord, der hedder seniorkompetencer. Det dækker bl.a. over sådan noget som "bedre evner til at kontrollere sine følelser, at se tingene i et større perspektiv og at sætte sig mere i andres sted, ligesom graden af empati og ens  diplomatiske evner får et nøk opad," som jeg har set det udtrykt af aldringsforskeren Henning Kirk.
     Jeg har ikke kunnet finde et tilsvarende ord, der jo altså skulle være ældrekompetencer, nogen steder.

Jeg har det stadig godt som ældre. Men jeg har nogle rigtig gode timer som medlem af "Seniorakademiet" i Svendborg.

08-05-21


Ældre eller senior

Vil du helst omtales som ældre, eller foretrækker du at blive kaldt senior?
     Eller burde vi egentlig omtales som gamle, når vi har nået en vis alder?
     Flere og flere foretrækker tilsyneladende at blive omtalt som seniorer. For man er da ikke ældre og slet ikke gammel - vel!.
Lad mig med det samme slå fast, at for mit eget vedkommende foretrækker jeg at blive omtalt som ældre, og jeg føler mig overhovedet ikke stødt på manchetterne, hvis nogen fortæller mig, at jeg er gammel. Og jeg vil holde fast ved at kalde bloggen her for Ældre-bloggen.
     Men det er nu - efter min mening - ikke blot et spørgsmål om, hvilke ord man bruger. For det er med ordene ældre og senior som med så mange andre ord, at de har deres oprindelige grundbetydning, og så har de en eller flere andre betydninger, som man tillægger dem. Og vi tillægger dem ikke alle sammen de samme andre betydninger.
     Lad os se på ordet ældre.
     Den Danske Ordbog siger bl.a., at det egentligt er et tillægsord i anden grad (gammel, ældre, ældst - en ældre dame). Det angiver altså ganske enkelt, at nogen/noget er ældre end andre/andet. Men ofte bruges det også som navneord (de ældre tog godt imod os). Desuden kan det bruges i en masse sammenhænge (ældreboliger).
     Om ordet senior siger Den Danske Ordbog, at det er et navneord, og det bruges i en masse sammenhænge, bl.a. inden for sport, hvor man ved en bestemt alder rykker fra juniorrækken op i seniorrækken, og det gør man jo normalt allerede, mens man endnu er ung. Men "senior" kan også være en far i forhold til hans søn. Det er derimod en betegnelse, som næsten aldrig bruges i forbindelse med kvinder.
     For mig at se er der altså ikke i selve ordene noget, der skulle gøre det mere rigtigt at omtale os som seniorer i stedet for som ældre. Begrundelsen ligger alene i de betydninger, som hver enkelt af os lægger i ordene, og derfor er det, jeg mener, at man søger at skjule de faktiske forhold ved et omtale sig selv som senior i stedet for ganske enkelt at erkende, at nu er man altså blevet ældre. Og ærlig talt, så har jeg lidt svært ved at forbinde mig selv med at være senior. Derimod kan jeg godt føle mig lidt stolt ved nu at være ældre. Og jeg vil ganske enkelt ikke føle mig hverken raskere, sundere eller mere værd ved at blive tiltalt/omtalt som senior. Jeg har det faktisk rigtig godt som ældre.
     Og så er det vel egentlig også lidt tankevækkende, at hvis man googler på ordet "senior", så er det første, man får ind på skærmen, en lang række af mere eller mindre seriøse dating-sites. Ordet "ældre" bringer udelukkende helt andre emner frem.

02-03-21

Behandlingstestamente

Livet er dejligt - så længe det er det. Og jeg kan glæde mig over, at det er det stadigvæk for mig. I alt væsentligt kan jeg klare mig selv, og det betyder meget for mig, at jeg kan blive ved med at gøre det så længe som muligt.
     Men ingen kan fortælle mig, hvor længe det kan blive ved med at være sådan. For hver dag, der går, rykker jeg et lille skridt nærmere på en situation, hvor det nok ikke længere er tilfældet. Og så er det da klart, at jeg kan glæde mig over at bo i et land, hvor jeg kan få hjælp til det mest nødvendige for fortsat at kunne leve og have det så godt, som forholdene til den tid tillader det.
Men der er en grænse. Skrækscenariet for mig er at komme i en situation, hvor det blot drejer sig om at holde liv i mig. Så vil jeg hellere slet ikke være i live længere. Jeg har tidligere skrevet om min holdning til aktiv dødshjælp og til assisteret selvmord (se i Ældre-bloggens arkiv herover t.v.). Intet af dette er muligt (i hvert fald ikke lovligt) her i Danmark. Derfor har jeg nu benyttet mig af den næstbedste mulighed, og det er den, der hedder et "Behandlingstestamente". Med det har jeg sikret mig mod at komme i en situation, hvor jeg blot ligger hjælpeløs hen på grund af sygdom eller ulykke, men hvor behandlingssystemet er forpligtet til at gøre alt for bare at holde mig i live.
     Med behandlingstestamentet har jeg nemlig nu fået registreret, at jeg ikke ønsker livsforlængende behandling, herunder genoplivningsforsøg ved hjertestop, hvis jeg kommer i en situation, hvor jeg ikke er i stand til selv at give udtryk for mine ønsker, og hvor det liv, jeg i givet fald vil blive genoplivet til, sandsynligvis ikke vil være et menneskeværdigt liv.
     Jeg har også fået registreret, at jeg ikke ønsker at modtage behandling med brug af tvang i tilfælde af, at jeg bliver varigt inhabil (f.eks. hvis jeg bliver dement).
     Det er nemt at oprette et behandlingstestamente. Det kan gøres på internetadressen www.sundhed.dk, og det eneste, der kræves her, er, at man er fyldt 18 år, og at man har et NemID.
     Jeg har tidligere fået oprettet en såkaldt fremtidsfuldmagt, hvor jeg giver en slægtning fuldmagt til at handle på mine vegne, hvis jeg af en eller anden grund ikke længere er i stand til selv at gøre det. Disse to ting - fremtidsfuldmagten og behandlingstestamentet - gør - sammen med en redegørelse for, hvordan jeg ønsker alle forhold omkring min død afviklet - at det er ikke noget, jeg længere behøver at tænke over. Og jeg føler, at det for mine pårørende må være rart at vide, hvordan jeg gerne vil have ting gjort, når jeg ikke længere er i stand til selv at træffe bestemmelse om det.
     Derfor kan jeg nu koncentrere mig om at leve og nyde det dejlige liv, lige så længe det endnu er dejligt. Og det må da godt vare længe endnu!

17-08-20

Jeg er nok ved at være gammel

OK - lad mig så moderere det lidt og sige, at jeg kan mærke, at jeg er blevet ældre. Og det kan jeg mærke på forskellige måder: Det er f.eks. blevet sværere at komme i gang om morgenen. Jeg undrer mig over, at der er muskler, der protesterer over at skulle til at præstere noget igen, efter at de har fået mulighed for at hvile godt og dejligt en hel nat igennem. Men i gang kommer de da stadig hver morgen. Så er der bare det ved det, at de bliver hurtigere trætte, end de gjorde for bare fem år siden. Det er nu nok i nogen grad min egen skyld - jeg burde nok træne dem noget mere. Men der er jo så meget andet, der også bør gøres. Og så må man jo prioritere.
     Noget andet, hvor jeg kan mærke, at jeg er blevet ældre, er, at det er blevet sværere at koncentrere sig i længere tid om en eller anden konkret opgave. Det har vist også noget at gøre med det, der hedder korttids-hukommelsen. Hvad pokker var det nu lige, at jeg for sekunder siden tænkte på, at jeg skulle gøre, sige eller skrive? Ærgerligt nok! For intentionerne var vist egentlig gode nok. Nu må jeg så i gang forfra.
     I de seneste måneder har corona-situationen givet mig noget mere tid til at begynde forfra på det ene og det andet. For en del af de mere eller mindre faste arrangementer, som jeg normalt har været optaget af, er jo ganske enkelt lukket ned. Og sandt at sige, så har lysten til at engagere mig i noget andet ikke rigtigt været til stede. Jeg har jo gang på gang fået at vide, at med min alder er jeg i risiko-gruppen, og det bryder jeg mig egentlig slet ikke om at være. For selv om jeg altså nok er gammel / ældre med, hvad det nu indebærer, så er jeg rent faktisk så glad for livet - vel at mærke så længe helbredet endnu er godt - at jeg vil gøre meget og give afkald på en del for at beholde det længst muligt. Når jeg en gang imellem har været tvunget ud i noget, der kunne indebære en risiko for at blive smittet, så har jeg følt det lidt som at spille russisk roulette, og det er et spil, som jeg slet ikke bryder mig om.
     Der er altså flere ting, som jeg i dag må erkende, at jeg ikke længere er i stand til på grund af corona, aldring eller andet. Men der er stadig slet ikke så lidt, som jeg fortsat kan. Og jeg prøver tit og ofte at sige til mig selv, at jeg skal lade være med at blive sur over, at der er noget, som jeg ikke længere kan. I stedet vil jeg nyde og glæde mig over alt det, som jeg stadig kan.
     Jeg holder meget af at lytte til musik, og jeg har for kort tid siden investeret i to supergode højttalere. Så nu har jeg det endnu bedre med at lytte til den musik, som jeg holder af. Og det har jeg det ikke spor svært ved at koncentrere mig om.

26-06-20


"De nye ældre"

For et par år siden bragte jeg et indlæg her på Ældre-bloggen med denne overskrift. Jeg havde hentet den fra en kronik i Kristeligt Dagblad af Steen Hildebrandt, der er professor emeritus, ph.d. og adjungeret professor.
     I kronikken gav han udtryk for, at de fleste af os mennesker har en tilbøjelighed til gerne at ville sætte alt i kasser med tydelige etiketter på. På nogle af kasserne kan der stå "Børn", "Unge", "Midaldrende" eller "Ældre". Men det er udtryk for en urimelig forenkling, mener Steen Hildebrandt. For ligesom børn er meget forskellige, og kassen med "Børn" derfor bør deles op i mange kasser med hver deres etiket, sådan er også vi ældre meget forskellige. Og netop hvad os ældre angår, så er forskellighederne både flere og større, end det gjaldt for vores forældre og bedsteforældre. Derfor taler Steen Hildebrandt om et nyt begreb, som han kalder "nye ældre".
     Det gør han for at understrege, at der er forskel på ældre i gamle dage og ældre nu og i fremtiden. Og så føjer han til, at "Store grupper af nye ældre er raske, socialt modne, bidragende, ressourcestærke, politisk og samfundsmæssigt engagerede, veluddannede, selvbevidste, krævende, nysgerrige og ajourførte, når det for eksempel drejer sig om forebyggelse, sygdomsbehandling, motion, kost og så videre." Senere skriver han, at "Da jeg var ung, talte man om alderdom, den tredje alder, senior og lignende. Det gør man i øvrigt endnu, og jeg tror, at blandt andet disse tre begreber er gode eksempler på begreber, der er slidt så meget ned, at de skal udskiftes med andre begreber".
     Den opfattelse er blevet klart understreget gennem de seneste måneder med coronavirussens hærgen. Den har på flere måder rettet fokus mod os seniorer / ældre / gamle, eller hvad vi nu vil vælge at betegnes os som. Igen og igen har vi og alle andre fået at vide, at vi befinder os i en ganske særlig risikogruppe, og jeg har bemærket, at flere gange, når børn er blevet spurgt på tv om, hvad de især frygter i forbindelse med corona, så har svaret været, at de har været bange for, at deres bedsteforældre skulle blive smittet. "For så kan de jo dø", er der blevet sagt. Og det er jo for så vidt rigtigt. Det kan vi jo. Men netop i forholdet til vores børnebørn havde det måske været godt, hvis det var blevet gjort klart, at langt de fleste af os jo ikke er mere udsatte for at blive smittet end alle andre. Der er forskel på, om man befinder sig på et plejehjem eller færdes på samme måde som alle de yngre ude i en "næsten" dagligdag.
     Men vi mangler nogle ord, der på en god måde kan betegne vores situation i dagligdagen. For det er altså slet ikke sikkert, at vores børnebørn behøver at være helt så bekymrede for os, som nogle af dem giver udtryk for.


12-09-19

Det bliver ikke bedre

Vi, der er ældre - eller måske endda gamle - i dag, skal nok være glade for, at det er i vore dage, at vi er det. For alt tyder på, at det bliver ikke bedre for fremtidens ældre. Ja, for at være helt realistiske, så må vi se i øjnene, at det bliver ringere.
     Det fremgår uden omsvøb af en rapport, som lige er lagt frem, og som er udarbejdet i et samarbejde mellem den uafhængige tænketank Kraka og konsulentfirmaet Deloitte. Rapporten hedder "Mission Possible? Velfærdsstaten mod 2040".
      Begrebet "velfærd" er et af de vigtigste i dansk politik. Det så vi blandt andet under valgkampen forud for det seneste valg til Folketinget. Og forventningerne til en øget velfærd er store. Men samtidig har en undersøgelse vist, at der ikke er særlig stor tillid blandt danskerne til, at samfundet kan / vil tage vare om den enkelte borger, hvis / når vi får brug for det. Faktisk er tilliden til det markant lavere end for ti år siden, og næsten to tredjedele af deltagerne i undersøgelsen har svaret, at de forventer, at velfærdsstaten vil være dårligere omti år.
     Det står i skarp modstrid med, at når danskerne bliver spurgt, om de vil acceptere en nedskæring på den offentligt finansierede kernevelfærd (sundhedssektor, sociale udgifter og herunder ældrepleje, uddannelse, fritid og kultur), så er det mindre en én procent, der synes, at det vil være en god idé.
      I dag går 48 procent af de offentlige udgifter til det, der under ét kan betegnes som offentlig service. De vigtigste udgiftposter i den forbindelse er:
Sociale udgifter:                      439 mia. kr.
Sundhed:                               187 mia. kr.
Uddannelse, fritid, kultur:         181 mia. kr.
     I fordelingen af de offentlige midler har andelen til offentlig service været stort set uændret gennem de seneste 30 år. Men i takt med, at den generelle indtægt i samfundet er steget gennem årene, forventes det også, at den offentlige service vil stige, og det er beregnet, at hvis der skulle være den samme stigningstakt, så ville det være nødvendigt at hæve bundskatterne med ca. fem procent. Det vil betyde en ekstra skatteudskrivning på 45 mia. kr. i 2020-priser, og det vil næppe være realistisk.
     Det kan altså ikke forventes, at det bliver hverken nemmere eller sjovere at være ældre i årene fremover. Og ønsket om at kunne klare sig selv længst muligt vil blive stadig mere udtalt. Spørgsmålet er så, hvordan det vil kunne lade sig gøre, og det er noget af det, som jeg har prøvet at give svar på i min bog om "Plejecenter Fremtiden", som blev udgivet i foråret. For jeg tror selv på, at trods nedskæringer og færre "varme hænder" i ældreplejen, så vil den moderne teknologi, som allerede er til rådighed, eller som er under udvikling og vil være klar om få år, kunne medvirke til at gøre tilværelsen både nemmere og mere indholdsrig for rigtig mange ældre. �

01-10-18

Er der overhovedet råd til alle os gamle!?

Det spørgsmål kan man prøve at besvare på forskellige måder. For få dage siden blev det i DR2 gjort på en noget speciel måde i en udsendelse med titlen "Torben Chris rydder op i ældrebyrden".
     Her havde Torben Chris valgt at bruge provokationen som middel til at hente svar. Og jeg skal da lige sige, at han forstår at provokere, som det var tilfældet i et nærmest revyagtigt indslag, hvor en kvinde af årgang '36 blev vurderet, som man gør det med en gammel, brugt bil. Konklusionen var, at det kunne ikke betale sig at reparere på hende, og der var ikke noget af hende, der kunne bruges som reservedele. Så hvad der kunne blive tale om, var en skrotpris på 4.000 kroner.
     Og så skældte han ud på et old boys fodboldhold af pensionister, fordi de ikke stadig sørgede for at gøre en indsats på arbejdsmarkedet, som kunne give dem en berettigelse til stadig at være blandt de levendes tal.
     Hvad fanden (undskyld!) bilder manden sig ind? Jo, efterhånden blev man klar over, at der var en mening med galskaben, og at meningen netop var at rydde op i ældrebyrden ved at hente kompetente folk ind til at reagere på provokationerne.
     En af dem var aldringsforsker ved SDU Bernhard Jeune, som kunne fortælle, at der slet ikke er tale om en byrde, men derimod om en virkelig succeshistorie. Der er jo ganske rigtigt sket det her i Danmark, at folk er blevet ældre, fortalte han. For 50 år siden var den gennemsnitlige restlevetid for en 65-årig på 10 år. I dag er den steget til 20 år. For 20 år siden var der ca. 800.000 personer over 65 år, men i dag er der mere end én million. Og for første gang i historien er der nu flere over 65 år end der er børn og unge under 15.
     I 2016 var gennemsnitslevealderen for danske kvinder 82,8 år, og det var en forøgelse på 3,8 år siden 2000. For mændenes vedkommende var gennemsnitslevealderen i 2016 78,8 år, hvilket var en forøgelse på 4,5 år siden 2000.
     Nu kunne Torben Chris jo så på sin provokatoriske facon hævde, at de tal understreger jo netop hans påstand om, at landets ældre er blevet en betragtelig byrde, som der slet ikke er råd til. Men senere i udsendelsen kom så professor i økonomi Jesper Jespersen ind i billedet, og han kunne fortælle, at situationen i disse år er den, at de store årgange fra årene under og lige efter anden verdenskrig nu er på vej ud af arbejdsmarkedet, og det sker altså samtidig med, at levealderen stiger. Men det problem er løst ved, at efterlønnen er barberet voldsomt ned, og pensionsalderen er hævet fra de 60 år, som jo var lav i betragtning af, at det store flertal har et bedre helbred og lever længere. Nu er den så på 65 år, og den vil vel stige til omkring 67-68. Det betyder, at samfundet i virkeligheden bliver rigere og rigere, og i Finansministeriet har man beregnet, at landets bruttonationalprodukt (BNP) i 2050 vil være tæt på en fordobling. På den baggrund mener Jesper Jespersen, at det er meget realistisk at forestille sig, at både den ugentlige arbejdstid og pensionsalderen vil blive sat ned. "For hvad skal vi bruge alle de penge til?" spørger han.
     Jeg skrev indledningsvis, at spørgsmålet om, hvorvidt der er råd til alle os gamle, kan besvares på forskellige måder. Torben Chris svarede i tv-udsendelsen på sin specielle indirekte måde. Man kan diskutere den provokerende form med al dens ironi og sarkasme. Men for mig står hans konklusion klar. Det er et JA!
     Og så vil jeg føje til som min egen opfattelse, at det bliver bare bedre og bedre.

22-09-18

Jeg er kommet i trippealderen

Jeg ved egentlig ikke, hvad det var, der gjorde, at jeg blev opmærksom på, at mine skridt er blevet en hel del kortere, når jeg sådan går omkring her i huset. Ja, faktisk så må jeg nok sige, at jeg er begyndt at trippe.
     Det fik mig til at tænke på en sketch med Lisbet Dahl, som jeg så i tv for flere år siden: "Små bitte skridt" hed den og fortalte om, hvordan det er/var at være på chartertur.
     Nu er jeg altså ikke på chartertur. Jeg går bare stille og roligt rundt her i min lille bolig. Men det har nok et eller andet at gøre med en mere eller mindre ubevidst følelse af, at jeg bedre kan holde balancen, når jeg sådan skal fra det ene sted til det andet. Det er ellers ikke, fordi jeg egentlig føler, at jeg i almindelighed er ved at tabe balancen. Det er nok bare sådan for en sikkerheds skyld. Og det har jeg det egentlig rigtig godt med.
     Det næste bliver jo nok en rollator om et års tid eller tre. Det er jo et fortrinligt hjælpemiddel. En af mine gode venner klarede sig i nogle år med en solid knortekæp til at støtte sig til. Det gik fint sådan med at komme rundt i huset og ud i haven. Men tanken om at komme længere væk, var helt og aldeles opgivet. Så lykkedes det omsider for hans børn at få ham overtalt til at prøve en rollator. Der gik flere dage med en betydelig skepsis. Først bare rundt derhjemme i stuerne; men så vovede han sig udenfor, og hans aktionsradius blev større og større. Til sidst følte han sig så sikker med rollatoren, at han sagde ja til at tage med en af sønnerne på endnu en biltur til hans yndlingsmål for ferieturene, Rom.

Jeg mindes for snart mange år siden, da vi i fjernsynet fik lejlighed til at hilse på den kongelige familie under deres sommerferie i Gråsten. Da så vi den elskelige og afholdte dronning Ingrid komme gående med en rollator og det sædvanlige glade smil.
     Jeg er sikker på, at rollatorproducenterne i tiden derefter fik travlt. Der var vist mange - især kvinder - der sagde til sig selv, at når dronning Ingrid kan bruge rollator, så kan jeg sørme også.
     Det er også snart mange år siden, at man i fjernsynet kunne se prins Henrik på officielt besøg et sted i Østen og med støtte fra en spadserestok. Det fik da mig til at sige til mig selv, at når prins Henrik kan bruge stok, så kan jeg sørme også, og siden har den gode stok, som jeg har arvet fra min far, haft sin faste plads i bilen. Det er ikke altid, jeg bruger den, når jeg skal uden for bilen; men jeg har det rigtig godt med at vide, at den er der.
     Og nu er jeg som nævnt blevet opmærksom på, at jeg tripper omkring herhjemme. Og det har jeg det altså også rigtig godt med. For herregud - jeg er jo altså ikke firs længere, og jeg når såmænd nok det, jeg skal nå, med trippefart de næste 10-15 år. Og apropos min gode ven, så vil jeg da slet ikke udelukke, at en rollator kan være det, der om nogle år hjælper mig til endnu en god tur til Skagen.

indrammede-billeder-illustration-af-tegneserie-gamle-mand-siddende-ban
Rollator


14-08-18


Generation XC+


Halvfjerdsindstyve er støvets år,
de stolteste strid og møje;
om firsindstyve en kæmpe når,
des mere han har at døje.


Således skrev Grundtvig i en af sine salmer midt i 1800-tallet.
     Dengang var det stort at nå de halvfjerds. Og det var egentlig slet ikke misundelsesværdigt at blive firs.
Det ændrede sig i løbet af 1900-tallet, så det at blive firs hverken længere var nogen sjældenhed eller noget, der med Grundtvigs ord var ensbetydende med "des mere at måtte døje". Og nu går det stærkt. Det ventes, at gruppen af 80-årige i løbet af de næste ti år vil vokse med 150.000 personer, og det vil sige 58 pct. flere end i dag.
     Og nu bemærker man så for alvor endnu yderligere en gruppe, som oven i købet har fået helt sin egen betegnelse: "Generation XC+", hvor de to bogstaver udgør romertallene for 90.
     Frem til 1950 var der ret konstant omkring 5000 danskere på 90 år og derover. Men så begyndte det at gå hurtigt, og i dag er der en stor, vigtig gruppe af mennesker, som vi må forholde os til såvel sundhedsmæssigt som samfundsmæssigt, pensionsmæssigt og arbejdsmarkedsmæssigt siger professor Kaare Christensen, der er leder af Center for Aldersforskning på Syddansk Universitet.
I et nyt projekt rettes fokus netop på denne aldersgruppe med henblik på at skaffe mere viden om disse menneskers sundhed og trivsel og om den behandling de modtager hos deres praktiserende læger. For - som Kaare Christensen siger - vi kan ikke længere have den attitude, at det bare er sådan en eller anden eksotisk ting at være højt oppe i årene. Vi er nødt til at skaffe os viden om, hvem de er, og hvad vi kan gøre, for at de får det bedst muligt.
     Det må virkelig hilses med glæde og tilfredshed, hvis der nu for alvor bliver taget fat på at gøre noget ved den kendsgerning, at vi bliver flere og flere ældre, og at vi bliver ældre og ældre. For det er klart, at hvis det stadig skal kunne være meningsfyldt med de flere år for den enkelte, så vil det kræve helt andre holdninger og initiativer fra samfundets side - fra myndighederne og politikerne - end dem, vi ser i dag, hvor man tilsyneladende ikke kan finde på andet end blot at fortsætte den hidtidige praksis - hvilket vil sige længst muligt i eget hjem og derefter opbevaring på et plejecenter de sidste måneder eller år og vel at mærke i en blind tiltro til, at der stadig vil være tilstrækkeligt mange yngre mennesker til at klare den mest basale pasning. Men alle beregninger viser jo, at det vil der ikke. Derfor kan håbet være, at den nye forskning vil resultere i en erkendelse af, at det er nødvendigt med nytænkning med hensyn til de leve- og livsvilkår, der fremover skal være til rådighed for Generation XC+.

30-01-18


"Fagforening"


For nogen tid siden fik jeg en lidt spøjs opringning.

     En ung mand sagde: "Hej Bent, jeg hedder Rasmus (eller også var det noget andet). Jeg ringer fra (og her nævnede han så navnet på en af de såkaldte "frie fagforeninger"). Jeg skal lige høre, om du er medlem af en fagforening?"

    Det spørgsmål måtte jeg jo af gode grunde svare nej til.

    "Jamen, vil det så ikke være en god idé at blive det?" spurgte den gode Rasmus.

    "Og hvorfor er det så lige, at du synes, at jeg skulle det?" var mit svar.

    "Jo da, det er der jo mange fordele ved," påstod Rasmus.

    "Kunne du ikke lige nævne dem, for jeg er ikke sikker på, at jeg rigtigt kender dem."

    Der gik lidt tid, hvor jeg havde på fornemmelsen, at Rasmus søgte rundt på sin computer for at finde ud af, hvad han skulle sige til det. Men endelig kom det da: "Jo, for så er du jo også medlem af en arbejdsløshedskasse, og dér kan man jo få understøttelse, hvis man bliver arbejdsløs."

     "Javel," svarede jeg. "Det er noget nyt for mig. Nu har jeg stået uden for arbejdsmarkedet i godt femten år, og der er aldrig før nogen, der har fortalt mig, at jeg kan få arbejdsløshedsunderstøttelse ved siden af min folkepension."

     Der blev helt stille ovre hos Rasmus. Så sagde han: "Folkepension! Får du folkepension?"

     "Ja, det gør jeg da. Og jeg skal lige høre: Er du sat til at ringe rundt til alle landets folkepensionister for at få os med ind i din fagforening?"

    "Det må være en fejl," lød det fra Rasmus.

    "Det tror jeg sørme, at du har ret i," svarede jeg.

    "Det må du undskylde. Kan du have en rigtig god dag."

    Jeg kvitterede med et "Tak og i lige måde". Og så var den samtale slut.


Men den satte nogle tanker i gang hos mig. Fagforening? Der er vel ikke nogen egentlig fagforening, der henvender sig til os ældre. Både ja og nej. En egentlig fagforening er der ikke. Men vi har noget andet, som nok er endnu bedre for os, end en fagforening kunne være, nemlig organisationen Ældre Sagen.

     Jeg er sikker på, at når jeg nævner det, så kommer jeg ikke med nogen nyhed. For ældre Sagen har i dag mere end 815.000 medlemmer, som er organiseret i 215 lokalafdelinger rundt i hele landet. Så der må være ganske langt mellem de ældre medborgere, som ikke er medlemmer. Det er der mange gode grunde til, og jeg vil slet ikke her begynde at remse nogle af dem op. Men jeg har en god idé, som jeg gerne vil give videre:  Gå ind på hjemmesiden www.aeldresagen.dk, hvis du ikke lige har været der for nylig. Så vil du kunne få en oversigt over de utroligt mange fordele, vi har som medlemmer. Og det kan du jo gøre, hvad enten du er medlem eller ej. Det er ingen fagforening, og den kan ikke hjælpe os med arbejdsløshedsunderstøttelse. Men den kan virkelig meget andet.

    Og så kan jeg da lige nævne, at det er forbavsende billigt at være medlem: 125 kr. hvert halve år. Der er spilleme ikke ret mange andre steder, hvor vi kan få så meget for pengene, hvis vi kan og vil gøre brug af det.

08-11-17


"Fik du set det, du ville....?


Det var overskriften på en klumme for kort tid siden i Avisen Danmark. De fleste vil vide, at det er en linje fra Kim Larsens sang "Om lidt bli'r her stille".

    Spørgsmålet om, hvorvidt jeg fik set det, jeg ville, dukker for mit vedkommende op fra tid til anden nu, hvor jeg har nået en alder, hvor muligheden for, at jeg måske snart har set det sidste, er reel. Men lad mig slå fast med det samme: Det kan ikke på nogen måde skabe panik hos mig. Og det er der flere grunde til.

     For det første er jeg i den heldige situation, at jeg har set, oplevet og prøvet så meget indtil nu, at jeg kan betragte, hvad der måtte følge herefter, som ren bonus. For det andet føler jeg, at selv om mit helbred og mine kræfter ikke er som for 40 år siden, så er der stadig en god mulighed for, at der endnu kan løbe en hel del bonus ind på kontoen.


For klummeskriveren har spørgsmålet fået ham til at se nærmere på det, han kalder sin "bucket list". Det er et amerikansk ord for en liste over, som han udtrykker det: "de mål, du ønsker at opnå, de drømme, du ønsker at opfylde, og de erfaringer, du ønsker at få i livet".

     "Pointen med at lave sin egen bucket list er at maksimere hvert øjeblik af ens eksistens og leve livet fuldt ud", skriver han og fortsætter: "Listen er en påmindelse om, at vi selv har ansvaret for at få meningsfulde oplevelser i vores liv og at skabe det liv, vi gerne vil have. Vi har ikke for evigt til at fuldbyrde drømme".

     Langt hen ad vejen kan jeg følge klummeskriveren i hans begrundelse for at lave en bucket list. Når jeg alligevel ikke vil gøre det, er der to grunde til det. For det første er jeg nok en hel del ældre end ham. Og for det andet vil jeg hellere om føje år kunne sidde i min stol og mindes og glæde mig over alt det, jeg fik set, end jeg vil skulle sidde og ærgre mig over, at der var noget på min bucket list, som jeg ikke nåede.

     Men så er der dette med "bonus-kontoen". Om den er afsluttet med to streger under en slut-saldo, eller om den stadig skal være åben for nye plusser, er først og fremmest op til mig selv. Det er et spørgsmål om at være åben (og - erkender jeg -  at kunne være åben) for nye muligheder. Og mange kan, som jeg, glæde sig over, at der også er andre end dem selv - venner, familie o.a. - der kan og vil "indbetale" på kontoen. Men det er alene mit eget ansvar at holde den åben så længe som overhovedet muligt, så jeg fortsat kan se ikke bare det "jeg ville", men alt det "jeg kunne".






12.07.17


Ældre end hvad (eller hvem)?


Det er egentlig en mærkelig måde, vi bruger ordet/begrebet “ældre” på. For vi burde jo hver gang spørge: “Ældre end hvem?” eller “Ældre end hvad?” Men det gør vi ikke. Vi er bare ældre.     


   Men hvem er vi da ældre end?     


   Jo, i skolens første klasse var vi f.eks. ældre end dem i børnehaveklassen – det, der vist nu hedder 0. klasse. Og som “basser” i den militære verden var vi ældre end “mølkuglerne”. Nu, i pensionisternes verden, burde vi være ældre end dem, der er gamle. Men det er vi ikke. I den her sammenhæng er ordets oprindelige gradbøjning – gammel, ældre, ældst – sat helt ud af betydning.   


   De, der er gamle, er ældre end dem, der endnu bare er ældre.     


   Det er vel så egentlig et relevant spørgsmål at stille, hvornår vi går fra at være ældre og til at være gamle. Svaret må vist være, at det er en meget flydende overgang. Og i virkeligheden er det nok slet ikke noget, der kun bestemmes af alder, men i langt højere grad af helbred, nemlig hvis vi på grund af et alderssvækket helbred ikke længere kan klare os selv.     


   Og så er det vist også i høj grad et spørgsmål om, hvem der ser på os og skal danne sig sin egen mening om, hvem der er ældre, og hvem der er gamle. Jeg husker min morfar på 75 tilbage i 1940’erne – hvor var han gammel! Selv er jeg 84 – men jeg synes da egentlig ikke selv, at jeg er gammel. Men det var jeg vist nok allerede for mange år siden set med mine børnebørns øjne.

Og hvad har en dinosauer så at gøre her på siden?


     Jo, den levede i gamle dag, og den blev temmelig gammel. Men nu er vi altså ældre.


     Forvirret?


     Det er du ikke ene om!

31-03-18


Jeg er gammel


Det synes i hvert fald et flertal af danskerne.

     BTMX har fået lavet en undersøgelse af, hvornår man mener, at folk er gamle. Svaret på det spørgsmål afhænger i nogen grad af, hvor gamle de er, dem der er blevet spurgt. Blandt de yngre mener én ud af tre, at man er gammel, allerede inden man fylder 70. Men blandt de ældre er det den almindelige opfattelse, at man skal have passeret de 80, før man kan kalde sig gammel - eller før man bliver betragtet som gammel.

     Altså er jeg efter de flestes opfattelse gammel. Men jeg har det som de fleste andre i min alder. Vi føler os faktisk ikke gamle. Men dette med alder er da også et relativt begreb. I forbindelse med BTMX's undersøgelse fortæller tidligere jægersoldat B.S. Christiansen, at "jeg har mødt mennesker, der virker gamle, når de er 40 år, fordi de er gået i stå og sidder fast i forstokkede holdninger, fordomme og meninger."

     93-årige Bent Fabricius Bjerre siger i samme forbindelse, at han følte sig ikke gammel, da han rundede de 80. "Men efter de 90 begyndte jeg at være opmærksom på, at fysikken haltede bagefter. Jeg begyndte at blive forsigtig med, hvad jeg foretog mig med den tanke i baghovedet, at en langvarig helbredelse efter et fald eller et sygdomsforløb kunne tappe mig for energi. Men ud over det føler jeg mig ikke gammel. Jeg taler på lige fod med andre og skænker ikke deres kronologiske alder en tanke".

     100-årige Lise Nørgaard fortæller, at hun er aldrig standset op og tænkt, at "nu er du gammel. Men jeg vil sige, at man da hele tiden føler, at man bliver ældre. Jeg springer jo ikke længere rundt som et hjortekid. Man får skavanker hen ad vejen, som man må indrette sig efter. F.eks. måtte jeg stoppe med ballet, da jeg blev 50 år, stoppe med at spille tennis, da jeg blev 80 år, og stoppe med at stå på ski, da jeg blev 90 år. Hver gang man må stoppe med noget, føler man sig jo kedeligt ældre."

     Og det er vel netop det afgørende ved det at blive gammel: At man bliver for gammel til noget.

     Jeg føler mig ikke egentlig gammel. Men jeg erkender, at jeg nu er blevet for gammel til at bestige Himmelbjerget til fods. (Jeg gjorde det for nogle få år siden).

     Jeg har nogle gange taget mig selv i at sige i en eller anden forbindelse: "Nej, det er jeg blevet for gammel til." Og så har jeg erkendt for mig selv, at det sagde jeg vist for at slippe for at skulle gøre et eller andet, som jeg egentlig slet ikke havde lyst til. Det er nok noget, man som gammel skal undgå. For bruger man den (dårlige)

undskyldning for tit, så er det vel helt forståeligt, at man ret

hurtigt af sine omgivelser netop bliver betragtet som (for)

gammel.

     Desværre er der én sammenhæng, hvor man allerede som

blot lidt ældre mand bliver betragtet som for gammel og måske

også som det, der er værre. Det har jeg tidligere skrevet et

indlæg om her på bloggen. Det kan du se ved at klikke HER.

Så kommer du til den mappe, hvor indlægget ligger.


24-09-16

Jeg vil have lov til at være gammel


Det er rigtig positivt at høre og læse om alt det spændende og udfordrende, som mange pensionister foretager sig: rejser til fjerne lande, fitness, 18 huller på golfbanen, nye universitetsstudier osv.

     Det er fint at holde sig i form både fysisk og mentalt; men jeg vil ikke prøve at gøre det for stadig at kunne måle mig med de unge. For jeg er ikke ung længere, og nu i alderdommen er det for mig helt andre kriterier, der gælder, for at jeg kan synes, at jeg har grund til at være tilfreds med mig selv. For alderdommen er en helt ny livsfase, som har helt sit eget indhold.

     Jeg er enig med forfatteren Arne Herløv Petersen, når han for år tilbage skrev: "Alderdommen er ikke det samme som ungdommen, bare i en lidt afbleget og afskallet udgave".

     Det er sagt, at hver ny dag er den første i resten af dit liv. Og det kan der da være noget rigtigt i. Men jeg har indtryk af, at nogle opfatter dette som udtryk for, at det ku' da også træffe at blive den sidste, og så kan det jo egentlig ikke betale sig starte op på noget som helst - for du er jo altså heller ikke ung længere.

     Jeg har set Prins Henrik citeret for følgende: "Jeg er ikke bange for at dø. Jeg har kendt mange personer, der har tænkt så meget på døden, at de har glemt at leve".

     For mig er dette netop det centrale i tanken om, at dagen i dag er den første i resten af mit liv. At jeg skal huske at leve. Men det skal ikke være et liv, hvor det primære er at forsøge at videreføre ungdommens glade dage. Jeg erkender klart, at der er meget, som jeg ikke kan klare længere. Men det vil jeg ikke begræde, for så ville tilværelsen dog blive så inderligt trist. Jeg vil derimod have lov til at være gammel med glæden over alt det, som jeg stadig kan - eller det,  jeg ikke kunne tidligere, men som jeg kan nu i kraft af et langt livs erfaringer.

     Jeg erkender, at dette nok kan være lidt let og billigt sagt, når man hører til blandt dem, der ikke har de store helbredsmæssige eller andre problemer, som mange ældre jo har. Men igen: Jeg vil have lov til at være gammel på de præmisser, som tilværelsen nu engang har givet mig.

12-03-18


Vi skal jo dø en dag

- - - men nogen vil helst ikke tale om det


For kort tid siden var der et stort tillæg til min daglige avis. Det henvendte sig specielt til os ældre, og det beskæftigede sig med flere forskellige emner. Blandt dem var døden.

     Skuespilleren Bodil Jørgensen fortæller i et interview, at hun tre gange har været meget tæt på at dø. Det har gjort, at hendes forhold til døden er langt mere afklaret end tidligere. "Ja," siger hun, "det er faktisk helt afklaret. Og det er jeg rigtigt glad for. At være afklaret og ikke at frygte døden. Det er jo, når alt kommer til alt, det eneste, vi alle - uanset race, religion, social status, om vi er rige eller fattige, bor i en sammentømret hytte eller i det største og fineste slot, om vi hedder Trump eller Pedersen - er fælles om."

     Derfor er Bodil Jørgensen ikke et øjeblik i tvivl om, at vi skal tale om døden. Før det er for sent.

    "Vi bør en gang imellem sætte os ned og tage lidt tid til at tale om det uafvendelige," siger hun. "Om det at dø. Om hvad vi ønsker. Om hvad vi tænker om døden. Hvordan vi gerne vil dø. Og om, hvad der trøster os, når vi skal dø."

     

   


   Jeg mener, at Bodil Jørgensen har ret. Men jeg respekterer, at for nogen er døden et tabu. 

      For et par år siden var jeg selv mindre end fem sekunder fra døden. Det var på motorvejen syd for Hobro. Der gik et par timer, før det helt stod klart for mig, hvor tæt det havde været på. Og der gik flere dage, før jeg helt forstod, at oplevelsen ville få betydning for resten af mit liv. Øjeblikket på motorvejen blev som en dag ét for mig. Og dagen blev den første i resten af mit liv.

    Jeg håber og tror da på, at jeg har mange gode år endnu. Men jeg ved det jo ikke. Og jeg har det bedst med at være forberedt - også på døden, som jeg ikke frygter, eller på et forudgående sygdomsforløb, som jeg godt kan frygte. Derfor har mine børn fået et udfyldt elektronisk eksemplar af pjecen "Min sidste vilje", hvor jeg  har prøvet at give svar på mest muligt af det, som de kunne ønske at spørge om i forbindelse med min afsked med dette liv den dag, da jeg ikke længere kan give svar. Og jeg har afleveret en såkaldt "Fremtidsfuldmagt", som giver mulighed for at gå ind og træffe afgørelser på mine vegne, hvis jeg en dag ikke længere er i stand til selv at gøre det. Senere har jeg suppæeret det med et såkaldt behandlingstestamente. Det har jeg det alt i alt rigtig godt med. For jeg føler, at nu behøver jeg egentlig slet ikke at tænke på døden mere. I stedet kan jeg koncentrere mig om livet.

       Jeg har tidligere her på bloggen citeret Prins Henrik, der i et interview sagde: "Jeg er ikke bange for at dø. Jeg har kendt mange personer, der har tænkt så meget på døden, at de har glemt at leve."

         Og som Bodil Jørgensen siger: "Det vil jo være ubærligt, hvis vi konstant skulle gå rundt og tænke på døden. Så vi skal hver dag kigge på livet og glæde os over det, vi har, over det, vi har nået, og over, hvad vi kan se frem til, og hvad vi kan og vil gøre resten af den tid, vi er her."

16-12-17


At være to


Der er tider på året, hvor det at være ene er værre end på

andre tider. En af dem er tiden nu op til jul.

     Jeg har set eksempler på folk, der rent faktisk er blomstret

op, efter at de er blevet alene. Nu kan de realisere noget af

det, som de af en eller anden grund ikke har kunnet, mens de

var den ene del af et par. Og det må da også erkendes, at der

er ægteskaber, hvor det betyder en befrielse, når den anden

part falder fra.

     Men det er undtagelsen, der bekræfter reglen. Og reglen er,

at det er utrolig trist at miste sin ægtefælle, som man måske

har haft et langt og nok også et godt liv sammen med.

    Man siger, at tiden læger alle sår. Men det er ikke rigtigt.

I hvert fald gælder det ikke for alle mennesker, og slet ikke for

alle slags sår. Tiden kan måske mildne et savn. Men min erfaring

siger mig, at for de fleste vil savnet blive liggende i baghovedet,

og derfra vil det dukke op fra tid til anden. Og det gælder ikke

mindst her i juletiden, som for mange af os rummer gode

minder fra dengang, da vi var to. Og måske netop, fordi vi

dengang  var to.

     Heldigvis er det sådan, at mange af os enker og enkemænd

har nogle gode børn og måske også både børnebørn og oldebørn,

som betyder utroligt meget for os. Det kan i høj grad mildne

savnet af den, vi har mistet. Men det kan aldrig helt erstatte

dette at være to om glæder og sorger og om fælles oplevelser i dagligdagen og ved højtider.

     Derfor en stille opfordring til alle jer, som stadig er to: Skøn på det! Glæd jer over det hver eneste dag! Og husk at fortælle hinanden igen og igen, hvor meget I betyder for hinanden. Det er for sent at gøre det på kirkegården.


09-12-17


"De nye ældre"


I en kronik i Kristeligt Dagblad den 1. december nævner Steen Hildebrandt, der er professor emeritus, ph.d. og adjungeret professor, det forhold, at de fleste af os mennesker har en tilbøjelighed til gerne at ville sætte alt i kasser med tydelige etiketter på.  På nogle af kasserne kan der stå "Børn", "Unge", "Midaldrende" eller "Ældre". Men det er udtryk for en urimelig forenkling, mener Steen Hildebrandt. For ligesom børn er meget forskellige, og kassen med "Børn" derfor bør deles op i mange kasser med hver deres etiket, sådan er også vi ældre meget forskellige. Og netop hvad os ældre angår, så er forskellighederne både flere og større, end det gjaldt for vores forældre og bedsteforældre. Derfor taler Steen Hildebrandt om et nyt begreb, som han kalder "nye ældre".

     Det gør han "for at understrege, at der er forskel på ældre i gamle dage og ældre nu og i fremtiden". Og så føjer han til, at "Store grupper af nye ældre er raske, socialt modne, bidragende, ressourcestærke, politisk og samfundsmæssigt engagerede, veluddannede, selvbevidste, krævende, nysgerrige og ajourførte, når det for eksempel drejer sig om forebyggelse, sygdomsbehandling, motion, kost og så videre." Senere skriver han, at "Da jeg var ung, talte man om alderdom, den tredje alder, senior og lignende. Det gør man i øvrigt endnu, og jeg tror, at blandt andet disse tre begreber er gode eksempler på begreber, der er slidt så meget ned, at de skal udskiftes med andre begreber".

     Jeg vil give Steen Hildebrandt ret. I mange sammenhænge er man i dag tilbøjelige til at skære alle ældre over én kam. Der er netop blevet enighed i Folketinget om en finansplan for det kommende år, og heri er der sat et pænt beløb af til Ældreområdet. Det betyder formodentlig, at der bliver lidt mere at gøre godt med på en del af landets plejehjem, og ingen er vist uenige om, at det da også i høj grad er tiltrængt. Men jeg mener, at man på lidt længere sigt skal differentiere begrebet Ældreområdet i en eller anden grad. Det vil på flere måder have en gavnlig effekt, hvis man i væsentlig højere grad, end det er tilfældet nu, vil gå ind og støtte oprettelse og drift af foreninger og organisationer, der specielt har sigte på "de nye ældres" behov for at kunne dyrke interesser og aktiviteter, akkurat som man gør det i forhold til de yngre aldersklasser. Det vil give øget livsindhold og mod på og glæde ved tilværelsen for mange, og det vil afspejle sig i en yderligere bevarelse af kræfter og helbred.

     Der er gode eksempler på virksomhed af den slags, som er godt i gang rundt om i landet. Men mange af dem har brug for en håndsrækning fra stat, regioner og kommuner til bedre fysiske rammer og til øgede aktivitetsmuligheder. Og der er alt for mange "hvide pletter" på kortet, hvor de fysisk og psykisk aktive ældre stadig står uden reelle muligheder for at kunne dyrke interesser sammen med andre.



Ældre-bloggen