Bent Aalbæk-Nielsens hjemmeside

Gymnastikhøjskolen i 1930'erne set fra luften og fra Svendborg-Fåborg-vejen.

 

 

Barn i Ollerup

 

Jeg er født den 27. marts 1934 i højskolebyen Ollerup, hvor min far, der var lærersøn fra Vestjylland, var lærer på Gymnastikhøjskolen. Hans navn var Rask Nielsen. Min mor, Karen Vilna Nielsen, født Aalbæk, var landmandsdatter fra Vejleegnen.

Jeg er den yngste af tre søskende. Min bror - den ædste, der døde i 2007 i en alder af 79 år - var Kai Aalbæk-Nielsen, der gennem mange år var lærer ved Zahles Skole i København og har skrevet en del bøger om historiefilosofiske emner samt det store firebinds værk om ”Kærlighedens Historie”. Min søster er Bodil Aalbæk-Nielsen, gift Arensbak og gennem en årrække boghandler i Odense.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Det var et spændende og i mange henseender givende miljø, vi voksede op i. Mine forældres omgangskreds var naturligt nok for en stor dels vedkommende folk med tilknytning til Gymnastikhøjskolen, Folkehøjskolen eller Håndværkerskolen, og selv om vi børn i 30'erne ikke i så høj grad tog del i de voksnes samvær, oplevede vi alligevel, hvordan det mere var de åndelige end de materielle værdier i menneskelivet, der var emnerne i de samtaler, der blev ført, når mine forældre og deres venner var sammen. Det er klart, at senere - i 40'erne - gjaldt samtalerne meget ofte Danmarks og danskernes vilkår under krigen og besættelsen, som vi fra 1943 med beslaglæggelsen af højskolerne og Højskolehjemmet i Ollerup fik meget tæt ind på livet.

      Men nævnes bør det også, at disse mennesker ved deres sammenkomster ofte gav sig tid til at lege. Mange af de gamle selskabslege - især spørgelege som "Tepotteleg" og "Dyrerige, planterige eller mineralrige" - blev taget op ved disse lejligheder, og det var ofte både vanskelige og fantasifulde opgaver, man satte hinanden på. En af de opgaver, der står meget klart i min erindring om sidstnævnte leg, var, da min far skulle finde frem til "svederemmen i den kasket, som den kaptajn bærer, der fører det første skib, der kommer med bananer til Danmark efter krigen".

 

Villa "Østervang"

I 1928 købte mine forældre et stykke jord fra Gymnastikhøjskolens avlsgård "Sandkrogen", og dér byggede de Villa "Østervang", som blev mit barndomshjem.

Efter at vi flyttede derfra, og en ny ejer var flyttet ind, blev det kendt som "Møllerhuset". I dag har huset ikke længere noget egentligt navn. Det er nu bolig for forstanderen for Ollerup Efterskole, Sang og Musik.

For nogle år siden blev jeg fra denne skole bedt om at skrive en beretning om tiden, da det endnu hed "Østervang".

Den beretning har jeg givet sin egen side under titlen "Fra Østervang til Møllerhuset", og den kan man komme til ved at klikke

her på "Østervang"

 

I øvrigt giver beretningen også et indblik i, hvordan det var under en del af besættelsen at skulle bo midt i en stor tysk militærlejr.

 

Ollerup Friskole

 

April 1940 blev på flere måder en betydningsfuld måned for mig.

     Den 1. april begyndte jeg min skolegang i Ollerup Friskole, og jeg tror, at dette i de nær-

mest følgende måneder var af mere afgørende betydning for mig end begivenhederne den

9. april, selv om de mange flyvemaskiner i luften denne dag og de næste med, sammen med

krisestemningen hos de voksne, endnu står stærkt i min erindring. Men den store indflydelse

på os børns dagligdag fik besættelsen vel egentlig ikke i de første ar. Vi tænkte ikke over, om

den ganske stærkt nationalt prægede påvirkning, som vi fik i skolen, havde en baggrund i de

politiske begivenheder omkring os. Men vi fik mange og stærke påvirkninger i vores skoletil-

værelse.

Vores lærer, Svend Emborg og hans kone, fru Emborg (hun hed Astrid til fornavn, men for

os børn var hun jo aldrig andet end fru Emborg), var begge enestående dygtige fortællere, og

ikke mindst hvad netop den levende fortælling angår, må Ollerup Friskole have været noget af

idealet blandt friskoler. Bibelhistoriens mennesker, de gamle nordiske guder, de islandske saga-

ers kompromisløse kæmper og de danske, men også udenlandske foregangsmænd blev leven-

degjort for os gennem disse to menneskers fortælleevne og -glæde. Men også de mere kontan-

te kundskaber blev formidlet til os i en grad, der gjorde, at når man fra Friskolen kom til en

anden skole, som jeg senere gjorde det, eller fortsatte i præliminærskolen og måske videre

derfra i gymnasiet, så var man godt rustet.

    Jeg tror ikke, at det var den almindelige mangelsituation, som blev skabt af krigen, der gjorde, at vi i skolen også lærte at spare på ressourcerne. Det var nok mere en grundlæggende respekt for værdier, der blev indpodet i os. Intet fik lov til at gå til spilde. Intet blev kasseret, før det virkelig var brugt op. Men naturligvis var det også et økonomisk spørgsmål. For friskolen var jo en betalingsskole, og som højskolefolk havde man bestemt ikke noget at rutte med dengang. Sparsommelighed var ikke kun en dyd i mit og mine kammeraters hjem. Den var en nødvendighed.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

    Et udmærket pædagogisk princip lå også i, at rengøringen af skolen efter skole­tid var elevernes sag. Opgaverne blev stykket ud, så alle magtede deres del. Og der blev ydet betaling for arbejdet, selv om den sandt for dyden ikke var stor. Den blev heller ikke udbetalt, men beløbet blev godskrevet os i vores regnskabsbog, hvor vores forbrug af blyanter og viskelæder, penne og trækpapir, grifler, papir og andre af de forbrugsstoffer, som nu engang er en nødvendighed i skolen, blev skrevet ind for månedlig eller kvartalsvis afregning fra hjemmene. Det var så op til forældrene at afgøre, om større eller mindre dele af rengøringspengene skulle være delvis betaling for undervisningsmidlerne, eller om de skulle udbetales som lommepenge. I mange tilfælde blev de i skolen konverteret til sparemærker, som vi kunne købe hos hr. eller fru Emborg og sætte ind i en mappe. Når den var fuld, kunne den i den lokale sparekasse konverteres til en sparekassebog, hvor værdien af sparemærkerne så blev skrevet ind, og en ny mappe blev udleveret til indsætning af flere sparemærker. For mange betød det, at den dag, de var færdige i skolen, kunne der stå et pænt, opsparet beløb til hjælp for, hvad man nu skulle i gang med efter skoletiden.

 

I bogen "Min Friskoletid", som er udgivet af Videns- og Studiecenter for Fri Skole i samarbejde med Dansk Friskoleforening, har min klassekammerat fra dengang, Hans Brohave, og jeg fortalt om årene i Ollerup Friskole. Fra denne beretning vil jeg i det følgende bringe nogle uddrag, som illustrerer, hvad det var for en god skole, vi gik i:

 

En vigtig ting lige ved siden af legepladsen var flagstangen. Her fik vi lært, at der er bestemte dage, hvor man samles og hejser flaget og synger sammen. Det var ikke ved elevfødselsdage, men på nationale fest- og mindedage.

Hver mandag morgen var vi inde i Emborgs private stue og synge morgensang. Det blev gjort særlig festligt, ved at Emborg spillede til sangen på flyglet. De andre morgener blev der sunget morgensang og bedt Fadervor i klasselokalerne.

Vi var dus med lærerne, men tiltalte dem Emborg og fru Emborg. Og det er vel egentlig ikke helt forkert at sige, at vi oplevede skolen som vores andet hjem. Det kom f.eks. til udtryk, når nogle af de mindre elever ikke helt sjældent sagde "Mor" til fru Emborg.

Et vigtigt inventar i forstuen var en stor udslagsvask. Her anbragte vi om morgenen dagens høst af planter til nærmere bestemmelse i dagens botaniktime, og vasken spillede også en rolle, når der ved juletid skulle laves lerting til gaver til forældre og andre. Det skal også nævnes, at der var en stor kasse til brændsel - og det vil væsentligst sige tørv til de store kakkelovne i klasseværelserne og i lærerboligen. Det var et fast job for skiftende elever fra de store klasser at fylde den op, inden de fik fri om eftermiddagen.

Møblerne i skolestuerne var solide og gode og selvfølgelig af træ. Det var løse borde og stole i forskellige størrelser - man skal huske, at den store skolestue husede ikke færre end fire årgange i aldre, hvor der godt kunne være betydelig forskel på elevernes størrelse. På en forhøjning i den ene ende var lærerens faststående, lukkede kateder med skabe og skuffer, og bag det den store, sorte tavle. Ved en af væggene var der et stort skuffeskab, hvor vi elever havde hver vores skuffe til bøger, hæfter og andre ting. Endelig var der reoler og hylder og skabe og kasser med mangeartede spændende undervisningsmaterialer, som for de flestes vedkommen var udviklet og fremstillet af Emborg og fru Emborg selv.

Læsningens svære kunst tilegnede vi os bl.a. ved hjælp af Emborgs læsebilleder. De bestod af brikker af krydsfiner, hvor der var ord på den ene side og en del af et billede på den anden. Når ordene var læst rigtigt, og alle brikkerne var lagt ned på deres rette plads i en ramme, så lagde man låg på og vendte det hele om. Hvis det var læst rigtigt, var billedet på den anden side også rigtigt. Og det var jo en sejr, hver gang man sad med det rigtige billede foran sig.

Også en del af regningens svære kunst blev indøvet ved hjælp af regnebilleder. Her var det brikker med små regnestykker, der blev lagt i æskens bund, hvor facit stod, og når æsken blev vendt, var billedet rigtigt, hvis man havde regnet rigtigt. På den måde blev undervisningen leget ind, og der var hele tiden styr på, hvor langt vi var kommet, og hvad vi kunne. Det blev der ført kontrol med, og først når vi i rimelig grad beherskede det ene trin, måtte vi gå videre til det næste. Det betød jo også, at vi normalt ikke kørte fast i opgaver, der var for svære, og som måske kunne få os til at miste det gå-på-mod, der er så vigtigt for al indlæring.

I det ene hjørne af den store skolestue over katederforhøjningen hang der under loftet en kubikmeter, som vi altid kunne have for øje. Den var sat sammen af lister og altså åben; men vi var aldrig i tvivl om, at en kubikmeter er en ganske stor størrelse. Desuden havde vi klodser - masser af klodser - så vi kunne sætte kubikcentimetre sammen til større enheder og disse til endnu større. På den måde blev forholdet mellem de forskellige størrelser ikke blot til lærdom, men til helt naturlig viden og forståelse. Jeg husker også nogle beholdere af forskellige størrelser, hvor vi med den ene kunne hælde vand i den anden og på den måde ikke bare indlære, men selv erfare, at der skal ti deciliter til en liter. Jeg er sikker på, at det er de erfaringer, der er grunden til, at jeg aldrig har haft problemer med at holde styr på milli, centi, deci og deka og alle de andre måleenheder, og jeg har somme tider undret mig over, at det kan være totalt kaos for andre.

Vi lærte også på en praktisk måde - og man kan næsten sige på vores egen krop - hvor meget en kilometer egentlig er. Udstyret med et af de lange målebånd gik turen ad vejen mod Egense, indtil præcist en kilometer var målt op og med stop undervejs ved deka- og hektometer. Også det med at veje stiftede vi praktisk bekendtskab med. Der var nemlig en rigtig skålvægt med lodder, og det var faktisk helt sjovt at konstatere, at når man lagde et kilolod i den ene vægtskål, så skulle der et ganske bestemt antal mindre lodder - eventuelt af forskellige størrelser - i den anden for at skabe balance.

 

En ikke uvæsentlig del af undervisningen foregik ude i naturen. Nogle gange om året tog Emborg sin karakteristiske hat på hovedet og kikkerten om halsen, og så drog vi af sted til fods. Ofte gik turen ned i Åmosen, hvor der blev lyttet til fuglestemmer og set på livet i vandhullerne, og om foråret blev der fisket haletudser, som i medbragte glas blev taget med hjem i akvariet. Her fulgte vi så deres udvikling, indtil de var så langt, at de skulle sættes ud igen. Til tider fortsatte vi op i Nielstrup-skoven. Her var der andre fuglearter at lytte til og lære at kende på deres stemmer. Og der var planter, som enten blev studeret på stedet eller taget med hjem til nærmere bestemmelse. Floraen var et vigtigt hjælpemiddel for os både på disse ture og i hverdagen, hvor det var en sport at kunne komme med planter, som vi ikke havde set før. Flere af eleverne førte bog over, hvad de fandt af planter, med navn og familie, dato og findested. Sjældne arter og særligt fine eksemplarer blev presset til skolens store herbarium eller af særligt interesserede elever til deres egen samling.

Blandt de mere praktiske opgaver på skolen var som tidligere nævnt også rengøring. Vi var delt op i nogle hold, som hvert havde sit at gøre rent, inden vi fik fri. Nogle skulle f.eks. tørre borde og stole af, og så skulle stolene lægges forsigtigt op på bordene, så der kunne fejes gulv. Og der var altså ikke noget med at banke de forreste hjørner af stolesæderne ned i bordpladerne, så der blev mærker i dem - først stolesædernes bagkant og så resten forsigtigt efter. Imens tørrede andre støv af på reoler og skabe; der blev gjort rent i forstuen og vasket på toiletterne. Endelig var der så, som det også tidligere er nævnt, de stærke drenge, som fyldte brændselskassen op med tørv.

Mon ikke der i hele denne rengøringsopgave lå et ønske om at give os en forståelse af, at også den slags arbejde er både nødvendigt og værdifuldt. Og i hvert fald var det ikke populært, hvis nogen på en eller anden måde grisede mere til end nødvendigt, for det gav jo ekstra arbejde til andre.

 

De forskellige materialer som blyanter, hæfter, viskelæder, penne og trækpapir (oftest kaldet klatpapir) købte vi i skolen. Emborg havde en regnskabsbog, hvor vi hver især havde en side. Her blev det skrevet ind, hvad og hvornår vi havde fået noget, og så blev det afregnet sammen med skolepengene. Men netop det, at det blev skrevet ind, hvornår vi havde fået f.eks. en ny blyant, gav mulighed for at påtale det, hvis vi ikke havde passet godt på den. Og det blev påtalt - ikke noget med at bide i den.

 

Som højskolerne ikke mindst dengang uddannede folk til ledere i foreningslivet, sådan fik vi også i friskolen en god forståelse af, hvad foreninger og foreningsliv betyder. Ja, måske blev vi egentlig helt bevidst forberedt til det.

Skolen havde sin egen grænseforening, hvor eleverne kunne være medlemmer, og hvor bestyrelsen bestod af elever. Foreningens navn var Ollerup Friskoles Elevers Grænseforening. Alt blev kørt som i andre foreninger, og en del af arbejdet var f.eks. at varetage korrespondancen med Grænseforeningernes hovedafdeling, og mens det var kommuneskolens elever, der solgte alle andre af året indsamlingsmærker, så var det vores opgave den 18. april at sælge Dybbølmærket. Salget blev omhyggeligt organiseret, så hele området kunne dækkes ind.

 

Vi fulgte også med i dagens begivenheder. Emborg var meget engageret i Sydslesvig-sagen, og derfor holdt han Flensborg Avis. En af skolens naboer holdt den lokale Svendborg Avis, og hvis der ikke om morgenen havde været tid til at bytte avis med naboen, var det ikke sjældent, at en af de store drenge blev sendt over for at gøre det, så vi kunne høre om de seneste begivenheder. Ikke mindst i årene med krig og besættelse kunne de jo nok sætte sindene i kog.

 

Et af årets højdepunkter i skolelivet var den årlige udflugt for hele skolen. Den gik til Tankefuld. En del forældre fulgte med, og nogle af dem stillede hestevogne til rådighed til transporten.

Naturligvis var sådan en tur meget afhængig af vejret, og den blev kun gennemført på den planlagte dag, hvis der var rimelig udsigt til godt vejr. Om udsigten var rimelig, afgjorde Emborg, men det kunne jo nok være et problem at få denne afgørelse kommunikeret ud, for det var de færreste, der havde telefon dengang. Det blev klaret ved, at hvis afgørelsen var et ja til udflugt, så blev Friskolens flag hejst, og det kunne ses langt væk, så man ikke behøvede at bevæge sig hele den lange vej til skolen for at finde ud af, om madkurven skulle gøres klar og badetøjet pakkes.

Før krigen og så endnu så sent som i 1941 var der desuden en årlig flerdagestur med overnatning på vandrerhjem for de store elever. Men under resten af krigen måtte man undvære disse ture.

 

Vi vidste altid, hvad vi skulle foretage os femte juledag klokken fem. Da holdt Friskolen juletræsfest i Forsamlingshuset. Det var en fest, der blev set frem til, og den blev forberedt på forhånd. Alle de mange og især de svære og indviklede sanglege som f.eks. "Stockholmsrejsen" og "Væve vadmel" blev øvet på forhånd, så der ikke skulle bruges tid på instruktion under selve festen. Denne indøvelse foregik som regel i Folkehøjskolens gymnastiksal.

Forældre, stor og små søskende og gamle elever var med, og kl. fem blev der lukket op ind til det store, tændte træ. Mens vi vandrede rundt om det, blev der sunget julesalmer og -sange, og derefter blev der spillet det julespil, som vi huskede fra år til år, og hvor Emborg spillede, læste og sang "Det var så vinterligt og tyst, så stille hist i skoven", og hvor der myldrede nisser frem både hist og her, og helt dramatisk var det, når en af dem kurede ned ad en bænk, som var stillet op med den ene ende på balkonen og den anden nede på gulvet. Så skulle der leges; men forinden blev juletræet slukket og trukket hen i et hjørne af salen, og vi fik strenge instrukser om ikke at røre det med så meget som en finger, for det skulle bruges igen på Hellig Tre Kongers Aften den 5. januar, som var dagen for kommuneskolens traditionelle jule- og nytårsfest.

 

Efter fire gode år i den trygge atmosfære i den lille friskole flyttede jeg med min familie til Vejle. Her foregik de næste års skolegang under helt andre forhold i en stor byskole med flere hundrede elever. Det skal jeg senere komme tilbage til.

 

 

Soldater- og andre lege

Som nævnt prægede besættelsen ikke i særlig høj grad vi børns dagligdag i kri­gens første par år. Om det var krigen ude i verden eller blot den almindelige aldersmæssige udvikling, der var baggrunden for, at vore lege mere og mere blev soldaterlege, tør jeg ikke sige med bestemthed. Børn - og vel især drenge - har jo altid leget kamplege. Men mens soldaterlegene i begyndelsen var uden klart definerede parter, så gjorde påvirkningen fra de voksne, at det efterhånden blev me­re og mere udpræget, at kampene stod mellem tyskere og englændere. I begyndelsen var det imidlertid nogenlunde ligegyldigt, om man skulle være tysker eller englæn­der. En klar opfattelse af "de onde" og "de gode" i krigen havde endnu ikke formet sig hos os børn, men som besættelsesårene gik, blev det sværere og sværere at få nogen til at agere tyskere; men da en krig er uden mening, hvis der ikke er nogen modstandere, måtte de yngste og svageste påbydes at spille rollen som "de grønne", og dermed var udfaldet af kampene i realiteten givet på forhånd, hvad legene dog ikke blev mindre engagerende af.

Jeg havde tre gode kammerater, brødrene Knud, Aksel Aage og Corfitz Ploug. Deres far var el-installatør, og de boede lige på kanten af Aamosen - for mig var det bare lige fem minutter i rask trav ned over markerne, så var jeg hos dem. Aamosen gav muligheder for en fantastisk masse forskellige aktiviteter, og selv om den med sine dybe, vandfyldte tørvegrave, en bred å og den lavvandede Nielstrup Sø rummede mange farer, så havde brødrene Ploug gennem hele deres opvækst fået inpodet den forsigtighed, der var nødvendig for at kunne færdes rundt i mosen uden at komme galt af sted. Og den forsigtighed overførte de til mig, uden at nogen af os vel egentlig gjorde os klart, at det var det, de gjorde. Selv om vi foretog os en hel del, som det nok var godt, at mine forældre ikke kendte til, så mindes jeg aldrig at have været i en eller anden farefuld situation nede i mosen.

Fader Ploug var på flere måder en speciel mand. Han havde selv sørget for at få lagt elektricitet ned i mosen til dem selv og to naboer. Og så vidt jeg husker, var han en af de få, der dengang havde en telefon. For når der nu skulle stilles master op til el-ledningerne, så kunne man jo lige så godt også hænge telefonledninger op på dem. Et motorkøretøj kom først til efter krigen, men han havde en god cykel med en anhænger, der bragte ham rundt til kunderne. Der blev aldrig kasseret noget, som der måske kunne findes en eller anden anvendelse for, og ude i hans værksted i udhuset var der et hjørne med en masse frasorterede materialer og slidt værktøj, som drengene havde fri adgang til, og som resulterede i mange spændende og nyttige konstruktioner til brug i vores legeverden.

Det blev gennem årene til en del huler i denne legeverden - nogle på jorden og en enkelt et godt stykke oppe i et træ. Og i årene, mens tyskerne havde besat højskolerne, delte vi mosen med dem, idet de jævnligt benyttede den som et velegnet øvelsesområde. Vi lærte hurtigt at holde os væk, når de skulle øve sig, og det kom aldrig til nogen egentlige episoder mellem dem og os. Og det på trods af, at vi ikke helt kunne dy os for at drille dem lidt. En gang imellem gravede vi faldgruber på nogle af stierne. Fordi det var mosegrund, skulle vi ikke ret dybt ned, før der var vand, og når vi så dækkede hullerne til med grene, jord og græs, så blev det til veritable faldgruber, som utvivlsomt gav nogle af de tyske soldater en ordentlig gang vand i støvlerne.

 

Livet på Gymnastikhøjskolen

Megen fritid blev tilbragt på højskolerne, for mit vedkommende naturligvis først og fremmest på Gymnastikhøjskolen. Selv om mit hjem, "Villa Østervang'', lå ca. 5 minutters gang fra skolen, spiste hele familien middag og aftensmad sammen med eleverne i den store spisesal i de perioder af året - 3 måneder om sommeren og 5 måneder om vinteren - hvor der var elever pa skolen. Derved var også vi lærerbørn med i den daglige påvirkning, der foregik fra lærere og først og fremmest fra forstander Niels Bukh over for eleverne, en påvirkning, der gik på holdnin­ger, optræden, opførsel og i virkeligheden på hele indstillingen til tilværelsen. Det skete aldrig på den made, at der blev givet udtryk for, at sådan eller sådan bør du tænke, tro og tale, selv om Niels Bukh ofte kunne være kategorisk og kompromisløs i sin ledelse af skolen. Påvirkningen skete først og fremmest gennem eks­emplets magt.

Det var ikke almindeligt dengang, at eleverne rejste hjem i weekenderne - ja, man kendte vel egentlig slet ikke rigtig begrebet "weekend". Søndag var hviledag, og lørdag aften var en god lejlighed til at more sig. Det skete ofte med lørdags­underholdning pa scenen i spisesalen eller ved særlige festlige lejligheder, hvor scenen blev lukket op ud mod den store gymnastik- og festsal, OD-hallen. Megen amatørtalent er lagt for dagen ved disse underholdningsarrangementer, og ofte blev nogle af landets store sceniske kunstnere hentet til Ollerup med skuespil, oplæsning, sang og musik.

Gymnastikhøjskolen i Ollerup blev kendt ud over hele landet og uden for landets grænser. Folk strømmede til i sommertiden og om søndagen hele året rundt for at se det enestående, der var blevet skabt - hele dette miljø med skolebygninger, idrætsanlæg med noget dengang så sjældent som svømmehal og udendørs svømmebasin, men også med de smukke parkanlæg og den rige kunstneriske udsmykning. Det var Niels Bukhs faste overbevisning, at mennesker præges positivt af smukke, velholdte omgivelser.

   En af min fars opgaver på skolen var at organisere rundvisning af de turister, der kom for at se skolen. Dels kunne man jo nemlig ikke have dem til bare at færdes frit, og dels var det Niels Bukhs ønske, at de, der kom for at se skolen, også skulle have noget at vide om den.

   Selv om jeg endnu kun var barn, fik også jeg del i den opgave at vise rundt på skolen og for­tælle om den. Jeg var blevet hørt grundigt i lektien og kunne den. Det var spændende for en 7-8 årig knægt at være den, der skulle føre an, sige det, der skulle siges og - som det væsentligste - lukke op for alle herlighederne. Det gav nok selvfølelse. Det gav også en lommeskilling. Men vigtigst var det nok, at det gav en stærk oplevelse af de mange menneskers respekt for og anerkendelse af en ind­sats og et værk som det, de blev præsenteret for i Ollerup.

 

 

 

 

Den unge Rask Nielsen

 

Mor Vilna og hendes børn

Astrid og Svend Emborg.

Elevbillede fra 1940

Yderst til venstre står lærer Emborg, og på forreste række helt ude til højre sidder jeg ved siden af min klassekammerat Hans Brohave, som senere er med her i beretningen om Friskolen.

Niels Bukh

Skolerne beslaglægges

I sommeren 1943 begyndte besættelsestidens tunge skyer at trække sammen omkring Ollerup. Tyskerne havde behov for mere plads til kaserner og uddannelseslejre for de væbnede styrker, og det var vel for så vidt ikke kun tyskerne, der kunne se, at de tre skoler samt højskolehjemmet i Ollerup med deres gode pladsforhold, deres beliggenhed nær hinanden og omgivelsernes oplagte muligheder for øvelsesområder og befæstningsanlæg - at alt dette ville være ideelt for den tyske besættelsesmagt.

    Netop under besættelsestidens vanskelige forhold for dansk ungdom betragtede Niels Bukh det som noget nær en katastrofe, ikke blot for ham selv og hans skole, men for hele nationen, hvis skolerne blev beslaglagt, og uddannelsesvirksomheden dermed måtte indstilles. Også mange andre havde den opfattelse. Blandt dem var Håndværkerskolens forstander, Mindedal Rasmussen, som stærkt opfordrede Niels Bukh til at gøre hvad indflydelse, han matte have, gældende for at redde skolerne fri af beslaglæggelse. Før krigen havde Bukh flere gange været i Tyskland og havde dér stiftet bekendtskab med den måde, man gav den tyske ungdom fysisk uddannelse og træning, og han havde i den forbindelse fået kontakt med en del mennesker i den tyske uddannelsesverden. Det var bl.a. disse kontakter, man nu opfordrede Bukh til at prøve at udnytte. Det gjorde han, og han forsøgte på forskellige andre mader at redde skolerne fri, men forgæves. I efteråret 1943 blev der givet ordre til, at skolerne skulle rømmes til brug for besættelsesmagten.

    Beskæmmende var det at opleve, hvordan en del af de mennesker inden for de dan­ske ungdomsbevægelser, som i 1943 var forrest blandt dem, der opfordrede Bukh til at arbejde for skolernes friholdelse, efter besættelsen faldt ham i ryggen og vendte de bestræbelser, han havde udøvet, imod ham selv og fremstillede dem som udtryk for en unational indstilling Dette sammen med det faktum, at Niels Bukh - på et senere erkendt helt fejlagtigt grundlag - blev udsat for en forsmædelig arresta­tion umiddelbart efter befrielsen, gav ham et psykisk og et deraf følgende fysisk knæk, som han aldrig forvandt.

   Da ordren om rømningen kom, var der allerede indmeldt adskillige elever til vinterskolen, og med kort varsel lykkedes det for Niels Bukh at få et arrangement med Ladelund Landbrugsskole, så man kunne rykke hele Gymnastikhøjskolen derover - med alle de praktiske vanskeligheder, som det gav. I 1944 købte Niels Bukh godset Løgismose imellem Fåborg og Assens og rykkede skolen dertil.

   For os betød det, at min far måtte flytte først til Ladelund og senere til Løgismose, og dels fordi der var brug for ham på skolen også i en del weekends, og dels fordi samfærdselsmulighederne var meget dårlige dengang, var der kun for­holdsvis sjældent mulighed for ham for at komme hjem, og det betød, at mor meget af tiden stod alene med os tre børn i en tid og på et sted, hvor vilkårene var meget vanskelige og utrygge.

Vores nærmeste nabo var Håndværkerskolen små 200 m fra vores hus og med en belægning på omkring 1.000 ty­ske soldater. Den tyske vagt, som man skulle passere for at komme til og fra sko­len, var placeret umiddelbart uden for vores hus, og ikke sjældent på de mørke ef­terårs- og vinteraftener og -nætter skete det, at vagten i nervøsitet skød mod mål, der i hvert fald i de fleste tilfælde var indbildte.

   En af mine opgaver var at hente mælk på nabogården, "Sandkrogen", efter malkningen sidst på eftermiddagen. Om sommeren var det ingen sag; men anderledes var det i vintertiden når det allerede var mørkt ved den tid. Jeg blev god til at fløj­te dengang, for når lille 9-10 årige jeg kom med mælkespanden og skulle gå mellem tætte hække og under høje træer det sidste stykke fra landevejen op mod vores hus og den tyske vagt, fløjtede jeg i vilden sky i forvisning om, at så ville vagt­posterne ikke blive overraskede over en pludselig tilsynekomst og begynde at skyde i ren og skær nervøsitet. Begrundet eller ej - jeg ved det ikke. Men sådan føltes vilkårene.

   Den tyske forlægning på skolerne havde egen flyvarslingssirene med en infer­nalsk, entonet hylen, som lød meget ofte, og som tiden gik oftere og oftere og i kri­gens sidste halve år adskillige gange i døgnet.

   Når sirenen lød, rykkede tyske soldater ud i forskellige luftværnsstillinger, hvorfra der ofte blev skudt mod de allierede fly, og de soldater, der ikke havde tjeneste ved luftværnet, begav sig i løb og under råben og hujen fra befalingsmæn­dene til nogle store beton-beskyttelsesrum, som var gravet ned omkring skolerne.

   I de fleste tilfælde fortsatte vi selv vores almindelige dont, når der blev blæst luftalarm, og var det om natten, forsøgte vi efter bedste evne at sove videre, hvor svært det end kunne være. Men slet ikke så sjældent kom flyene så tæt på og så lavt, at trangen og lysten til at blive under den lune dyne ikke kunne opveje ang­sten for, hvad der kunne ske, og så styrtede vi ud af sengene og greb tøjet, der var lagt parat netop med tanke på en sådan situation, og desuden blev tasken, der var pakket med bankbøger, forsikringspolicer, personlige papirer, penge og ratione­ringskort, taget med i kælderen, hvor etageadskillelsen var blevet kraftigt forstærket med adskillige tykke træstolper fra kældergulv til -loft.

  Det var ikke sært, at denne tilværelse betød en kraftig nervemæssig belastning for min mor, som gennem mange år efter krigen måtte behandles for dårlige nerver. Der var mange barske oplevelser undervejs: nedskydninger af fly, tilløb til mytteri blandt de tyske soldater med standret og henrettelse, når afdelinger efter afsluttet uddannelse skulle sendes til fronten, mishandling af rekrutter, som ef­terhånden kun var store drenge pa 14-15 år eller gamle mænd, som ikke kunne klare de strabadser, der blev budt dem, og jævnligt en buldren på vores vinduer ved aften­stide, hvis mørklægningen ikke var 100 procent effektiv.

   Men hvad der maske står stærkest i erindringen fra det sidste krigsår, er frygtreaktionerne hos de mange tyske flygtninge, som fra slutningen af 1944 holdt deres indtog pa skolerne. Adskillige er de gange, hvor jeg er kommet gående på landevejen til eller fra skole eller besøg hos legekammerater, og hvor jeg har været omgivet af disse flygtninge, som pludselig ved lyden af en flyvemaskine rystende og grædende kastede sig ind i hegn og hække, ned i grøfter og om bag jordvolde, mens jeg og andre, der ikke havde deres frygtelige oplevelser fra de foregående måneders flugtveje, uforstående vandrede videre og højst med interesse kiggede efter, hvad det nu var for et fly, der havde forårsaget denne voldsomme reaktion.

 

(Mere om disse år er beskrevet i afsnittet om "Østervang")

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Flystyrt

 

I løbet af 1944 lød sirenen på taget af Gymnastikhøjskolen tiere og tiere - om dagen og om natten:

Også tirsdag den 4. januar 1944 var der blæst luftalarm sidst på formiddagen. Det var en af mine fridagen fra skolen (vi gik jo kun hveranden dag), og jeg stod ude i gården foran vores hus. Der havde allerede været nogle få overflyvningen, men det havde været i stor højde. Pludselig fik jeg imidlertid øje på et stort bombefly i ganske lav højde hen over Håndværkerskolen. Det var helt unormalt med et fly i den højde, og den tyske vagtpost, der stod ti meter fra mig lige uden for indkørslen til huset, gav et højt råb fra sig. Øjeblikket efter så vi begge en lille sort genstand,der faldt ned fra flyet. Vi troede nok begge, at det var en bombe rettet mod Håndværkskerskole, og vagtposten smed sig ned på jorden og klemte sig ind mod stengærdet. Selv var jeg vel nærmest paralyseret og ude af stand til at foretage mig noget. Men så så jeg, at der hen over den lille genstand bredte sig en hvid skærm, og jeg forstod med det samme, at det var en af flyverne, der havde forladt flyet, som var på vej til at styrte ned.

En tysk officer kom løbende og rev vagtpostens gevær fra ham, rettede det mod flyveren i faldskærmen og skød. Jeg ved ikke, om han ramte, og jeg kender ikke flyverens videre skæbne.

Et øjeblik efter ramte flyet ind i skovkanten på den anden side af Hvidkildeskoven, hvor den pløjede sig et stykke ind og væltede en del af træerne. En stor, sort røgsøjle steg til vejrs.

Min mor lå på sygehuset i Svendborg, og derinde fra kunne de se røgskyen, og Mor blev chokeret ved tanken om, at nu var skolerne i Ollerup blevet bombet - og hvad så med os.

Også den øvrige del af flyets besætning havde forladt det med faldskærm - nogle af dem så tidligt, at de endte i vandet mellem Fyn og Ærø. Et par af dem blev hentet ind af nogle fiskere og hjulpet til læge; men de blev senere taget til fange af tyskerne.

Jeg ved ikke, hvordan det rygtedes helt ud til os; men på et tidspunkt blev det klart ikke mindst for os drenge, at der foregik noget, som skulle opleves. Og så var det bare med at komme af sted. Nede i byen ved foden af Sognefogedbakken kom et par små tyske soldater bærende på deres alt for store geværer, og imellem sig havde de en høj allieret flyver, som var taget til fange. Det var jo vinter, og det var spejlglat, og flyveren morede sig med at løbe lidt frem og så at glide på sine store flyverstøvler. Tyskerne halsede efter og havde besvær med at holde sig på benene i det glatte føre. Så kom byens vognmand, Anders Riget, kørende med sin hestevogn, og netop dér ved foden af Sognefogedbakken gled hesten og faldt om på siden. Det så flyveren, og det virkede, som om han var navt til at omgås heste, for han gik hen, tog fat i dens hovedhøj, sagde nogle beroligende ord, og hjalp den på benene igen. Der var kommet en del danske tilskuere til, og vel næste pr. refleks gav vi os til at klappe over flyverens hjælp til hesten. De to små tyskere ville vist helst have fundet et eller andet, de kunne gemme sig bagved.

Nu gik turen videre op mod skolerne, og da de nåede frem til vagtposten ved Folkehøjskolen, bankede flyveren en af de små tyskere på stålhjelmen og gjorde tegn til, om det var dér, de skulle ind. Men nej, tyskeren rystede på hovedet, og så gik turen videre, med en flok unger og enkelte voksne efter sig, indtil vi nåede opkørslen til Gymnastikhøjskolen. Her gentog scenen sig, og denne gang fik flyveren et nik som svar, og så forsvandt trekløveret - for flyverens vedkommende formodentlig til fangenskab for resten af krigen.

 

Et par dage efter var vi nogle drenge ovre ved nedstyrtningsstedet. Da havde tyskerne allerede

hentet alt, hvad der havde en smule værdi - ikke mindst alle metaldele, for metal af enhver art

ver på det tidspunkt blevet en mangelvare.

En smule souvenir fik vi da med - for mit vedkommende en lille del af en skudsikker vest med

5 x 5 cm store metalplader syet ind over hinanden i noget stof.

Men det, der gjorde størst indtryk på os, var nok at se de væltede træer, som fortalte os om

den enorme kraft, som flyet havde pløjet sig ind i skovkanten med.

 

 

 

 

I Svendborg Lokalarkiv har man

bl.a. dette billede fra nedstyrtnings-

stedet.

 

Tre uger senere var det galt igen. Om natten den 23. januar havde alarmen atter lydt, men det virkede ikke, som om faren var særlig stor. De fly, man kunne høre, var i stor højde.

Men pludselig - lige før midnat - blev hele området omkring vores hus lyst op. Min bror kom ud på gangen , hvor vores værelsen lå, og råbte, at vi skulle skynde os at komme ned i kælderen, for det så ud til, at der har kastet lysbomber, og så ville de nok til at bombe skolerne. Hurtigt blev tøjet grebet, og så gik det ned ad trapperne til kælderen. Mor havde også den gamle jordmodertaske med, hvor penge, bankbøger, værdipapirer og rationeringskort o.a. var samlet. Den stod altid pakket og klar.

Oplysningen af området varede imidlertid ikke ret længe. Så blev det bælgravende mørkt igen. Vi anede ikke, hvad der var sket. Men det varede ikke ret længe, før alt igen forekom roligt og ufarligt, og vi kunne komme op fra den kolde kælder til de lune senge.

Først næste dag, da vi kom i skole, fik vi at vide, hvad det var, der var foregået. En engelsk Stirlig bombemaskine var blevet skudt i brand, og brændende kom den lavt hen over vores hus, inden den styrtede ned ved vejen fra Ollerup mod Øster Skerninge - kun få hundrede meter fra Friskolen, hvor vi gik. Men skolen var lukket, og vi blev sendt hjem, for det var konstateret, at der lå ueksploderede miner i vraget.

Vi var dog nogle drenge, som lige skulle prøve, om vi kunne komme noget tættere på for at se, hordan sådan noget så ud. Der lå vragdele på markerne på begge sider af vejen; men jeg glemmer aldrig det syn, der mødte mig og en af kammeraterne, da vi kom om på den anden side af det levende hegn langs vejen. Der lå en afrevet arm.

Alle seks ombordværende var dræbt ved nedstyrtningen. De blev af tyskerne

begravet et tilfældigt sted i Svendborg, men efter krigen, blev deres lig flyttet til

Assistentkirkegården i Svendborg sammen med tre andre allierede flyvere, som blev

dræbt ved nedstyrtninger i området. Her mindes man dem hvert år ved en kranse-

nedlægning på Kristi himmelfartsdag.

 

Billedet her er fra en af mindehøjtidelighederne

ved de allierede flyveres grave på kirkegården

i Svendborg.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Befrielsen

Maj 1945. Spændingen steg. Alle - tyskere såvel som danskere - forstod, at af­slutningen var nær. Men ingen vidste, hvordan afslutningen ville forløbe.

  Min far havde fået tilbudt og sagt ja til stillingen som medforstander ved Den Jyske Idrætsskole i Vejle og var rejst derover for at være med til at modtage sommerens elevhold. Vi andre skulle så følge efter, nar skoleåret var slut, og min bror var færdig med sin studentereksamen.

   Vi fulgte spændt udviklingen via BBC's sender til Danmark, og den 3. maj følte vi, at afslutningen var så nær, at det måtte være tiden at sætte den papir-flagline i flagstangen, som det var lykkedes at få fat i, men som på det nærmeste kun kunne betragtes som en én-gangs line. Der blev skulet fra adskillige tyskeres side, da vi med hjælp fra et par af karlene ovre fra "Sandkrogen" lagde flagstangen ned og satte linen i. Tyskerne forstod nok baggrunden; men helt klart så de fleste af dem hen til det øjeblik, hvor vi kunne hejse flaget og fejre befrielsen, med lige så stor forventning som os. For dem var det jo både et spørgsmål om liv og død og om, hvornår de ville få mulighed for at vende tilbage og forhåbentlig blive genforenet med deres kære.

   Min erindring om selve befrielsesaftenen og dagen derefter er usikker. Jeg kan mindes den ubeskrivelige glæde, som fra de voksne forplantede sig til os børn, men de konkrete begivenheder, og hvad vi foretog os, står sløret for mig. Der skete så meget, og jeg kan i dag være i tvivl om, hvad jeg selv oplevede, og hvad jeg senere har hørt om.

   For begivenhedsrige var dagene: De første allierede soldaters ankomst til Svendborg, hvor alt, hvad der kunne krybe og gå fra by og opland, var på benene for at byde dem velkommen. Skiftet fra tyske vagtposter til danske CB'ere (civilbetjente) uden for vores hus. De skulle passe på flygtningene og blev udstyret med tyske geværer og am­munition, og med denne bevæbning forekommer de mig i dag at have været mindst lige så farlige som de tyske vagtposter. Deres kendskab til våben var yderst ringe, og sikkerhedsbestemmelser i den forbindelse var tilsyneladende et helt ukendt begreb for dem, hvilket adskillige skudhuller i telefonpælene deromkring i mange år efter talte deres tydelige sprog om.

   Min egen første praktiske oplevelse af at affyre et våben stammer da også fra de dage: En stor, tung tysk karabin hjulpet til skulderen af to CB'ere, som fandt megen spas i den affære. Mundingen godt i vejret, vægten langt bagover og bum! jeg gik lige på bagdelen og slog mig eftertrykkeligt - men jeg kunne prale i skolen med, at jeg havde skudt med et rigtigt gevær.

   Et udbredt tidsfordriv for CB’erne på de kedelige vagter var at brække projektilerne ud af et antal patroner, drysse det firkantpladede krudt ud af hylstrene i kunstfærdige mønstre på jorden og sætte en tændstik til. Det gav en ganske dramatisk effekt.

   I løbet af juni måned blev de tyske flygtninge på Håndværkerskolen skiftet ud med folk, som tyskerne havde deporteret fra deres hjemegne i de baltiske stater og fra Polen, Ungarn og andre østeuropæiske stater, og for dem havde den 4, maj jo i endnu højere grad end for os betydet en befrielse. Der var en del børn imellem, og på den forunderlige måde, som børn uanset sprogbarrierer kan kommunikere med hinanden, kom vi i forbindelse med nogle af dem, men også med en del af de voksne, og gennem deres beretninger fik vi kendskab til sider af krigen, som i gru og rædsel langt overgik, hvad vi indtil da havde forestillet os, at krig kunne byde på, og det er nok bl.a det, som vi derigennem fik forståelse for m.h.t. krig, ufrihed og undertrykkelse, der har været med til at forme min holdning til tilværelsen, som den er kommet til udtryk gennem en del af det, jeg har involveret mig i gennem årene.

 

 

 

 

 

 

 

Strækmarch i Idrætshallen