Bent Aalbæk-Nielsens hjemmeside

Hvem er jeg?

 

Den korte udgave af svaret på det spørgsmål følger her:

 

Født 27. marts 1934 i Ollerup på Sydfyn

 

Døbt Bent Aalbæk-Nielsen

 

Elev i Ollerup Friskole 1940-1945, Derefter på Kirstine Seligmanns Skole i Vejle 1945-1948 og endelig mellemskoleeksamen fra Statsskolen i Svendborg 1949.

 

Arbejdsdreng på GUN Kugle- og Fyldepennefabrik i Vejle 1949-1950.

 

Elev i præparandklassen på Jelling Statsseminarium 1950-1951.

 

Optaget på Jelling Statsseminarium 1951 og lærereksamen 1 1955.

 

Aftjent værnepligt i Flyvevåbnet 1955-1957.

 

Ansat som lærer ved Brenderup Private Realskole 1957.

 

Gift med Bodil Vejby Nielsen den 4. juni 1958.

 

Ansat - sammen med Bodil - på den kommunale Sct. Michaels Skole i Oure 1958-1983.

 

Landsformand for Flyvevåbnets Soldaterforening 1960-1986.

 

I 1961 fik vi en søn, Lars.

 

I 1966 fik vi en datter, Nanna.

 

Siden 1962 har jeg været medlem af Flyverhjemmeværnet, og i årene 1978-1990 var jeg chef for Luftmeldeeskadrille Svendborg.

 

Tog afsked fra skolevæsnet i 1983 og startede Luft- og Rumfartsforlaget med udgivelse af bl.a. Luft- og Rumfartsårbogen 1983-2000 og PPROPEL, Tidsskrift for Civil og Militær Flyvning 1983-2003.

 

Udnævnt til Ridder af Dannebrog den 1. oktober 1985.

 

Blev enkemand i 2002.

 

Udnævnt til Hædersmedlem af Foreningen Danske Flyvere i 2003

 

Overgik til at være "pensionist på deltid" i 2003.

 

"Ansat" som frivillig, ulønnet pensionist i Flyvevåbnets Historiske Samling i 2004

 

Tildelt Forsvarets Medalje for Særlig Fortjenstfuld Indsats den 1. oktober 2015

 

Startede som blogger med Ældre-bloggen i 2016

 

 

- og den mere detaljerede

Da jeg i 1985 blev udnævnt til Ridder af Dannebrog, fulgte der en forpligtelse med: jeg skulle indsende en levnedsberetning til Ordenshistoriografen. Det følgende her er fortalt på grundlag af denne levnedsberetning; men det er senere suppleret , så det nu vil være mere korrekt at betegne det som mine erindringer.

 

Det kan være de særeste ting, der bliver af betydning - ja, somme tider afgørende for, hvordan ens tilværelse udvikler sig.

   For mit vedkommende gælder det således, at jeg næppe havde fået anledning til at skrive denne beretning om mit liv og levned, hvis jeg ikke havde været platfodet. Det skal jeg senere vende tilbage til.

 

Men for at se en mere detaljeret beretning om, hvem og hvad jeg er, må jeg bede om at man klikker på et af afsnittene herunder:

 

 

Afsnittene, der er nævnt herover, er nyredigerede og supplerede, og dem kan man klikke sig direkte frem til.

 

Afsnittene herunder er fra den oprindelige levnedsberetning, men også hvad dem angår, er jeg i gang med en nyredigering og supplering, og de vil i en ny suppleret udgave blive lagt her på siden, efterhånden som de bliver færdige.

 

 

 

 

 

Luft- og Rumfartsforlaget

Specielt arbejdet med medlemsbladet PROPEL voksede. Fra flere sider blev der udtrykt anerkendelse af bladets indhold og form, og noget sådant forpligter. Da det ikke gerne måtte belaste foreningens økonomi mere end højst nødvendigt, måtte der også gøres en større indsats med annoncetegning. Og efterhånden måtte jeg erkende, at arbejdet med bladet var ved at blive en belastning af et ikke helt ubetydeligt omfang.

Samtidig begyndte en medlemstilbagegang at gøre sig kraftigt gældende. Med kun omkring en tiendedel af antallet af værnepligtige i Flyvevåbnet i forhold til tidligere var rekrutterings­grundlaget for foreningen reduceret kraftigt.

Disse to problemer: blad og tilbagegang blev drøftet i foreningens ledelse, og i 1982 blev der truffet beslutning om en ordning, som man håbede ville kunne løse begge problemer: Jeg skulle tage orlov fra skolen (og senere evt. min afsked) fra august 1983, og samtidig skulle jeg gennem et nystiftet forlag, "Luft- og Rum­fartsforlaget", overtage udgivelsen af PROPEL, der skulle ændres fra det hidtidige lille blad i A5 format til A4, forøges fra 24 til 32 sider og fremstilles i moderne firefarvet tryk. Der skulle satses på, at det gennem FSFs betaling for bladet, en øget annonceindtægt og et større antal abonnenter kunne give mig et rimeligt udkomme. Og det bedre blad skulle gerne kunne øge interessen for et medlemskab af FSF.

Denne beslutning fulgte jeg i 1982 op med udgivelsen af den første årgang af "Luft- og Rumfartsårbogen". En sådan bogudgivelse var et helt nyt og ukendt område for mig at begive mig ind på, og jeg må erkende, at jeg de første år stærkt overvurderede afsætningsmulighederne for en sådan bog, så oplagene blev alt for store, og det samme blev underskuddene.

Fra begyndelsen af skoleåret 1983-84 fik jeg så bevilget orlov i to år fra skolen. Senere blev den ved stor velvilje fra kommunalbestyrelsen forlænget med et år.

Det var ikke med større vemod, at jeg tog afsked med skolen - nok med det daglige samvær med en del gode kolleger, men ikke med skolen som institution. Dertil var der sket for mange forandringer i en retning, som jeg opfatter som negativ, siden jeg begyndte 25 år tidligere. (Jeg nåede lige at have 25 års jubilæum ved Sct. Michaels Skole i Oure).

Også på den baggrund var udfordringen i dette at forsøge at skabe et godt "Tidsskrift for flyvning og rumfart" (hvilket var PROPELs undertitel) meget tillokkende, og fra den 15. september 1983 - på PROPELs 40 års dag - blev det nye blad en realitet.

Det var et slid, og det blev det for så vidt ved med at være, selv om en del af arbejdet efterhånden i nogen grad blev rutine. Men det var gennem alle årene et udpræget "one man show". Der var kun én til at samle stoffet, hvoraf jeg selv måtte skrive en stor del. Der var også kun én til at prøve at tegne så mange annoncer, at det hele kunne hænge sammen økonomisk, hvilket kun lykkedes til en vis grad med et ikke helt ubetydeligt underskud til følge i de første mange år – et underskud, som der også kun var én til at dække. Det var den samme, der skulle læse korrektur og lave layout, og der var ingen andre til at pakke og fordele bladene til abonnenter, annoncører, og de fabrikker og firmaer, som via deres pressemeddelelser havde leveret nyheder til bladet. Der skulle afregnes med dem, der havde leveret artikler og billedmateriale, og der skulle føres regnskab. Men det gav de udfordringer, man har brug for for at holde sig i gang, og det gav den tilfredsstil­lelse, som fulgte af de mange udtryk for, at resultatet - de ni blade om året - gav læserne noget, de var glade for.

Præcis det samme gjaldt i forbindelse med udarbejdelsen og udgivelsen af den årlige udgave af "Luft- og Rumfartsårbogen". Efter nogle år fik jeg et nært samarbejde med Nyboder Boghandel, der havde specialiseret sig i litteratur om flyvning og rumfart. De overtog alt det praktiske med fremstilling, salg og distribution, og det betød bl.a. at det underskud på udgivelsen, som var oparbejdet gennem de første år, nu kunne vendes til overskud; men nogen guldgrube blev det bestemt aldrig, og efter 18 årgange kom den sidste i 2000.

Jeg skal ikke lægge skjul på, at de første 10-15 år som redaktør og udgiver af Propel var hårde år. Det var de bl.a., fordi det grundlag for udgivelsen, som var aftalt med Flyvevåbnets Soldaterforening aldrig blev skabt. Der var lovet en betydelig indsats fra foreningens side for at øge medlemstallet og dermed det antal eksemplarer af bladet, som foreningen skulle aftage. Men den indsats kom aldrig i gang, og det oplag, der var nødvendigt for en rentabel udgivelse, blev ikke nået.

 

Luftmeldekorpset

Og så er der jo også andre opgaver og forhold, der stiller krav til en, og som er med til at gøre tilværelsen rig og spændende.

I februar 1962 meldte jeg mig til Flyverhjemmeværnets Luftmeldekorps. 14 dage senere havde jeg en uddannelse som varslingsinstruktor - d.v.s. instruktør i flykending og meldelære - og blev sat til tjeneste ved en lokal luftmeldepost, hvis leder, skovejer Mogens Fog, var en af pionererne, som var med til at starte Luftmeldetjenesten i 1934.

Arbejdet i Luftmeldekorpset (LMK) har budt på mange spændende udfordringer under skiftende ledere på lokalt og på landsplan. I 1978 bad chefen for Luftmeldedistrikt Odense, major W. Görnandt, mig om at overtage hvervet som chef for Luftmeldeeskadrille Svendborg i forbindelse med en omenkadrering af sektioner og eskadriller i distriktet, og efter de nødvendige kurser på Hjemmeværnsskolen i Nymindegab - et af de bedste og mest effektive uddannelsessteder i landet - blev jeg udnævnt til kaptajn i Hjemmeværnet og eskadrillechef den 1. november 1978.

Efterhånden blev det imidlertid en stadigt vanskeligere opgave at holde sammen på et tilstrækkelig stort og tilstrækkelig aktivt mandskab i en sådan eskadrille. Først og fremmest kunne det nemlig mærkes, at de øvelser med deltagelse af fly, som var den vigtigste motivation for folk til at medvirke aktivt, blev betydeligt færre end tidligere, og når der endelig var øvelser af den art, var flyenes antal meget begrænset, så det i høj grad kunne føles som tidsspilde for nogen at tilbringe en kortere eller længere tid som observatør pa en luftmeldepost. Dertil kom jo så også - hvad man naturligvis må betragte som en positiv udvikling - at spændingen i verden føltes mindre i 80'erne og 90'erne, end det havde været tilfældet i en del tidligere perioder, og en følge af det var en mindre tilskyndelse til at gå med i Hjemmeværnet, og for dem, der allerede var der, til at være helt så aktive, som de før har været. Det var dog et stadigt voksende arbejdspres på andre områder, der fik mig til i 1990 at træde tilbage som eskadrillechef og blive menig i Flyverhjemmeværnet.

 

 

Samarbejdet med Flyvevåbnet har også givet anledning til spændende og interessante oplevelser. Således fik jeg i april 1982 lejlighed til at komme med på en flyvning med et F-16 jagerfly. Dette er en af mine største flyveoplevelser, som vel næsten overgår min første solo-flyvning, da jeg i 1974 tog privatflyvercerti­fikat. I 1985 fik jeg igen lejlighed til at flyve jet, denne gang med, hvad der på det tidspunkt var Flyvevåbnets ældste kampflytype, F-104 Starfighter, som året efter blev udfaset af Flyvevåbnet. Ind imellem har der været lejlighed til at deltage i fiskeriinspektions-flyvning med Gulfstream III omkring Færøerne, den sidste flyvning med de gamle, veltjente C-47 Dakota transportfly, med de nye C-130 Hercules og med Flyvevåbnets S-61 helikoptere såvel som med Hærens Cayuse.

Også adskillige flyveoplevelser med civile flytyper har især arbejdet med PROPEL givet anledning til.

 

 

Der er også en begivenhedsrig tid efter 1985. Den vil der senere blive fortalt om.