Bent Aalbæk-Nielsens hjemmeside

Hvem er jeg?

 

Den korte udgave af svaret på det spørgsmål følger her:

 

Født 27. marts 1934 i Ollerup på Sydfyn

 

Døbt Bent Aalbæk-Nielsen

 

Elev i Ollerup Friskole 1940-1945, Derefter på Kirstine Seligmanns Skole i Vejle 1945-1948 og endelig mellemskoleeksamen fra Statsskolen i Svendborg 1949.

 

Arbejdsdreng på GUN Kugle- og Fyldepennefabrik i Vejle 1949-1950.

 

Elev i præparandklassen på Jelling Statsseminarium 1950-1951.

 

Optaget på Jelling Statsseminarium 1951 og lærereksamen 1 1955.

 

Aftjent værnepligt i Flyvevåbnet 1955-1957.

 

Ansat som lærer ved Brenderup Private Realskole 1957.

 

Gift med Bodil Vejby Nielsen den 4. juni 1958.

 

Ansat - sammen med Bodil - på den kommunale Sct. Michaels Skole i Oure 1958-1983.

 

Landsformand for Flyvevåbnets Soldaterforening 1960-1986.

 

I 1961 fik vi en søn, Lars.

 

I 1966 fik vi en datter, Nanna.

 

Siden 1962 har jeg været medlem af Flyverhjemmeværnet, og i årene 1978-1990 var jeg chef for Luftmeldeeskadrille Svendborg.

 

Tog afsked fra skolevæsnet i 1983 og startede Luft- og Rumfartsforlaget med udgivelse af bl.a. Luft- og Rumfartsårbogen 1983-2000 og PPROPEL, Tidsskrift for Civil og Militær Flyvning 1983-2003.

 

Udnævnt til Ridder af Dannebrog den 1. oktober 1985.

 

Blev enkemand i 2002.

 

Udnævnt til Hædersmedlem af Foreningen Danske Flyvere i 2003

 

Overgik til at være "pensionist på deltid" i 2003.

 

"Ansat" som frivillig, ulønnet pensionist i Flyvevåbnets Historiske Samling i 2004

 

Tildelt Forsvarets Medalje for Særlig Fortjenstfuld Indsats den 1. oktober 2015

 

Startede som blogger med Ældre-bloggen i 2016

 

 

- og den mere detaljerede

Da jeg i 1985 blev udnævnt til Ridder af Dannebrog, fulgte der en forpligtelse med: jeg skulle indsende en levnedsberetning til Ordenshistoriografen. Det følgende her er fortalt på grundlag af denne levnedsberetning; men det er senere suppleret , så det nu vil være mere korrekt at betegne det som mine erindringer.

 

Det kan være de særeste ting, der bliver af betydning - ja, somme tider afgørende for, hvordan ens tilværelse udvikler sig.

   For mit vedkommende gælder det således, at jeg næppe havde fået anledning til at skrive denne beretning om mit liv og levned, hvis jeg ikke havde været platfodet. Det skal jeg senere vende tilbage til.

 

Men for at se en mere detaljeret beretning om, hvem og hvad jeg er, må jeg bede om at man klikker på et af afsnittene herunder:

 

 

De elleve ovennævnte afsnit er nyredigerede og supplerede, og dem kan man klikke sig direkte frem til.

 

Afsnittene herunder er fra den oprindelige levnedsberetning, men også hvad dem angår, er jeg i gang med en nyredigering og supplering, og de vil i en ny suppleret udgave blive lagt her på siden, efterhånden som de bliver færdige.

 

 

Flyvevåbnets Soldaterforening

I Flyvevabnets Soldaterforening (FSF) fortsatte arbejdet i bestyrelsen. Allere­de i 1958 og 1959 blev jeg valgt som delegeret for Fyns afdeling ved foreningens repræsentantskabsmøder og har vel ved disse lejligheder fået fremsat synspunkter, som er blevet bemærket, således at jeg i 1960, da man stod for at skulle vælge ny landsformand, blev indstillet til denne post og enstemmigt valgt på repræsentantskabsmødet i Aalborg den 19. juni.

Det var en spændende opgave at få betroet. Flyvevåbnet var blevet etableret som selvstændigt værn på linje med Hæren og Søværnet pr. 1. oktober 1950, og siden havde et stort antal mennesker gjort tjeneste i det nye værn. Dem og den kommende tids tjenstgørende gjaldt det om at få kontakt med og få dem med i soldaterforeningsarbejdet. Naturligvis var der blevet arbejdet i foreningen også i dens hidtidige 20 års eksistens, men der var behov for en omlægning til noget, der i højere grad passede til de nye tider.

Naturligvis var der delte meninger om, hvordan dette skulle gøres, og også om, hvor langt man i det hele taget skulle gå i en omlægning, men der var virkelyst og entusiasme såvel pa hovedbestyrelsesplan som i foreningens afdelinger, der blev flere og flere. Især i begyndelsen af 70'erne oprettedes et stort antal nye afdelinger ud fra ønsket om at kunne sprede foreningsaktiviteterne mere ud. Da jeg trådte til som landsformand, lå medlemstallet på 11-1200. Da det toppede midt i 70-erne, var det lige nået op over de 5.000.

Fra starten havde jeg lagt stor vægt på foreningens blad PROPEL, og de redaktører, der trådte ind i arbejdet med bladet, gjorde en fremragende indsats. Desværre viste det sig mod slutningen af 60'erne sværere og sværere at få folk ind i dette arbejde, som kunne afse den nødvendige tid, og det gik ud over udgivelsesterminerne. Man kunne ikke med sikkerhed regne med, hvornår bladet var ude, og det var ødelæggende for foreningens aktiviteter i øvrigt, at medlemmer gennem bladet til tider først fik besked om planlagte arrangementer dage eller uger efter, at de skulle have været afholdt.

Det er en formands ansvar, at ting fungerer, og derfor gik jeg i 1970 selv ind i arbejdet med bladet, og fra 1971 stod jeg også officielt som redaktør. Det fik stor betydning for min og min families tilværelse, og derfor har jeg valgt at berette om det og om Luft- og Rumfartsforlaget i et afsnit for sig selv.

Ved oprettelsen af FSF i 1940, blev foreningens navn "Flyvertroppernes Soldaterforening", og det var primært folk fra Hærens Flyvertropper, der søgte ind i foreningen, selv om den også stod åben for tjenstgørende fra Marinens Flyvevæsen. Det var derfor naturligt, at foreningen stod tilsluttet Danske Soldaterforeningers Landsråd. Med Flyvevåbnets oprettelse som selvstændigt værn i 1950 blev situatio­nen en anden. Der kom imidlertid til at gå helt til 1962 før en udmeldelse af Landsrådet blev en realitet, men samtidig begyndte jeg et arbejde på at få etableret et samarbejde, der skulle omfatte både Landsrådet og FSF og Danmarks Marineforening. Dette samarbejde blev først en realitet fra 1975. Man havde da fået en ny præsident for Landsrådet, oberst Ulf Jessen, som var mere åben over for et samarbejde, end hans forgængere havde været, og nu kom yderligere også De danske For­svarsbroderselskaber med i FSM - Forsvarsbrødrenes, Soldater- og Marineforeningernes Samråd. Siden er der gennem FSM udført et godt og positivt arbejde på at øge samvirket mellem organisationerne og for at gøre synspunkter gældende i de skiftende tiders forsvarsdebatter.

 

Luft- og Rumfartsforlaget

Specielt arbejdet med medlemsbladet PROPEL voksede. Fra flere sider blev der udtrykt anerkendelse af bladets indhold og form, og noget sådant forpligter. Da det ikke gerne måtte belaste foreningens økonomi mere end højst nødvendigt, måtte der også gøres en større indsats med annoncetegning. Og efterhånden måtte jeg erkende, at arbejdet med bladet var ved at blive en belastning af et ikke helt ubetydeligt omfang.

Samtidig begyndte en medlemstilbagegang at gøre sig kraftigt gældende. Med kun omkring en tiendedel af antallet af værnepligtige i Flyvevåbnet i forhold til tidligere var rekrutterings­grundlaget for foreningen reduceret kraftigt.

Disse to problemer: blad og tilbagegang blev drøftet i foreningens ledelse, og i 1982 blev der truffet beslutning om en ordning, som man håbede ville kunne løse begge problemer: Jeg skulle tage orlov fra skolen (og senere evt. min afsked) fra august 1983, og samtidig skulle jeg gennem et nystiftet forlag, "Luft- og Rum­fartsforlaget", overtage udgivelsen af PROPEL, der skulle ændres fra det hidtidige lille blad i A5 format til A4, forøges fra 24 til 32 sider og fremstilles i moderne firefarvet tryk. Der skulle satses på, at det gennem FSFs betaling for bladet, en øget annonceindtægt og et større antal abonnenter kunne give mig et rimeligt udkomme. Og det bedre blad skulle gerne kunne øge interessen for et medlemskab af FSF.

Denne beslutning fulgte jeg i 1982 op med udgivelsen af den første årgang af "Luft- og Rumfartsårbogen". En sådan bogudgivelse var et helt nyt og ukendt område for mig at begive mig ind på, og jeg må erkende, at jeg de første år stærkt overvurderede afsætningsmulighederne for en sådan bog, så oplagene blev alt for store, og det samme blev underskuddene.

Fra begyndelsen af skoleåret 1983-84 fik jeg så bevilget orlov i to år fra skolen. Senere blev den ved stor velvilje fra kommunalbestyrelsen forlænget med et år.

Det var ikke med større vemod, at jeg tog afsked med skolen - nok med det daglige samvær med en del gode kolleger, men ikke med skolen som institution. Dertil var der sket for mange forandringer i en retning, som jeg opfatter som negativ, siden jeg begyndte 25 år tidligere. (Jeg nåede lige at have 25 års jubilæum ved Sct. Michaels Skole i Oure).

Også på den baggrund var udfordringen i dette at forsøge at skabe et godt "Tidsskrift for flyvning og rumfart" (hvilket var PROPELs undertitel) meget tillokkende, og fra den 15. september 1983 - på PROPELs 40 års dag - blev det nye blad en realitet.

Det var et slid, og det blev det for så vidt ved med at være, selv om en del af arbejdet efterhånden i nogen grad blev rutine. Men det var gennem alle årene et udpræget "one man show". Der var kun én til at samle stoffet, hvoraf jeg selv måtte skrive en stor del. Der var også kun én til at prøve at tegne så mange annoncer, at det hele kunne hænge sammen økonomisk, hvilket kun lykkedes til en vis grad med et ikke helt ubetydeligt underskud til følge i de første mange år – et underskud, som der også kun var én til at dække. Det var den samme, der skulle læse korrektur og lave layout, og der var ingen andre til at pakke og fordele bladene til abonnenter, annoncører, og de fabrikker og firmaer, som via deres pressemeddelelser havde leveret nyheder til bladet. Der skulle afregnes med dem, der havde leveret artikler og billedmateriale, og der skulle føres regnskab. Men det gav de udfordringer, man har brug for for at holde sig i gang, og det gav den tilfredsstil­lelse, som fulgte af de mange udtryk for, at resultatet - de ni blade om året - gav læserne noget, de var glade for.

Præcis det samme gjaldt i forbindelse med udarbejdelsen og udgivelsen af den årlige udgave af "Luft- og Rumfartsårbogen". Efter nogle år fik jeg et nært samarbejde med Nyboder Boghandel, der havde specialiseret sig i litteratur om flyvning og rumfart. De overtog alt det praktiske med fremstilling, salg og distribution, og det betød bl.a. at det underskud på udgivelsen, som var oparbejdet gennem de første år, nu kunne vendes til overskud; men nogen guldgrube blev det bestemt aldrig, og efter 18 årgange kom den sidste i 2000.

Jeg skal ikke lægge skjul på, at de første 10-15 år som redaktør og udgiver af Propel var hårde år. Det var de bl.a., fordi det grundlag for udgivelsen, som var aftalt med Flyvevåbnets Soldaterforening aldrig blev skabt. Der var lovet en betydelig indsats fra foreningens side for at øge medlemstallet og dermed det antal eksemplarer af bladet, som foreningen skulle aftage. Men den indsats kom aldrig i gang, og det oplag, der var nødvendigt for en rentabel udgivelse, blev ikke nået.

 

Luftmeldekorpset

Og så er der jo også andre opgaver og forhold, der stiller krav til en, og som er med til at gøre tilværelsen rig og spændende.

I februar 1962 meldte jeg mig til Flyverhjemmeværnets Luftmeldekorps. 14 dage senere havde jeg en uddannelse som varslingsinstruktor - d.v.s. instruktør i flykending og meldelære - og blev sat til tjeneste ved en lokal luftmeldepost, hvis leder, skovejer Mogens Fog, var en af pionererne, som var med til at starte Luftmeldetjenesten i 1934.

Arbejdet i Luftmeldekorpset (LMK) har budt på mange spændende udfordringer under skiftende ledere på lokalt og på landsplan. I 1978 bad chefen for Luftmeldedistrikt Odense, major W. Görnandt, mig om at overtage hvervet som chef for Luftmeldeeskadrille Svendborg i forbindelse med en omenkadrering af sektioner og eskadriller i distriktet, og efter de nødvendige kurser på Hjemmeværnsskolen i Nymindegab - et af de bedste og mest effektive uddannelsessteder i landet - blev jeg udnævnt til kaptajn i Hjemmeværnet og eskadrillechef den 1. november 1978.

Efterhånden blev det imidlertid en stadigt vanskeligere opgave at holde sammen på et tilstrækkelig stort og tilstrækkelig aktivt mandskab i en sådan eskadrille. Først og fremmest kunne det nemlig mærkes, at de øvelser med deltagelse af fly, som var den vigtigste motivation for folk til at medvirke aktivt, blev betydeligt færre end tidligere, og når der endelig var øvelser af den art, var flyenes antal meget begrænset, så det i høj grad kunne føles som tidsspilde for nogen at tilbringe en kortere eller længere tid som observatør pa en luftmeldepost. Dertil kom jo så også - hvad man naturligvis må betragte som en positiv udvikling - at spændingen i verden føltes mindre i 80'erne og 90'erne, end det havde været tilfældet i en del tidligere perioder, og en følge af det var en mindre tilskyndelse til at gå med i Hjemmeværnet, og for dem, der allerede var der, til at være helt så aktive, som de før har været. Det var dog et stadigt voksende arbejdspres på andre områder, der fik mig til i 1990 at træde tilbage som eskadrillechef og blive menig i Flyverhjemmeværnet.

Allerede under drøftelserne i Flyvevåbnets Soldaterforenings hovedbestyrelse i 1982 og 83 lå det klart, at det ikke ville være nogen heldig kombination at være landsformand for foreningen og samtidig den udgiver af PROPEL, som foreningen skulle forhandle priser på bladet med. To forhold gjorde imidlertid, at der var enighed om alligevel at fortsætte med denne kombination indtil foreningens repræsentantskabsmøde i 1986, da jeg ville være pa valg: det ville give tid for en ny mand til at forberede sig på arbejdet som landsformand med henblik på at tage endeligt over ved den lejlighed, og det ville give mig mulighed for at runde de 25 år som landsformand. Rent praktisk blev det derfor besluttet at lade næstformanden varetage foreningens interesser i forholdet til PROPEL.

Derfor kunne jeg den 19. juni 1985 fejre 25-årsdagen som landsformand, hvilket skete under private former og med en markering fra foreningens side, som jeg naturligvis var glad og taknemlig for.

Men den helt overraskende og overvældende markering af jubilæet kom den 1. oktober samme år.

Fra Flyvevåbnets inspektør, generalmajor B.V. Larsen, havde jeg modtaget en invitation til at komme til stede i Forsvarskommandoen i Vedbæk ved Flyverstabens fejring af Flyvevåbnets 35 års fødselsdag. Invitationen blev fulgt op af et tilbud om at afhente mig på flyvepladsen pa Tåsinge med et T-17 træningsfly, hvilket dog p.gr.a. vejrforholdene matte ændres til en afhentning på Beldringe ved Odense. Først ved en sammenkomst på Inspektørens kontor kl. 11.00 denne formiddag blev det klart for mig, at den egentlige baggrund for indbydelsen var tildelingen af Ridderkorset af Dannebrogordenen.

Inderlig glæde, stolthed og dyb taknemlighed var dengang som nu de følelser, der fyldte mig i den anledning.

Men en særlig stor glæde er det for mig, at overrækkelsen skete i Flyvevåben­regi. Gennem de 25 år er den positive fornemmelse af et virkeligt tilhørsforhold til Flyvevåbnet, som jeg fik allerede under min værnepligtstid, blevet styrket i betydelig grad. Fra alle niveauer, men ikke mindst fra cheferne for Flyvevåbnet, har jeg som formand for soldaterforeningen og som redaktør af PROPEL altid oplevet en meget stor imødekommenhed.

Det var en ganske speciel oplevelse for mig som tidligere menig i SOC'en i Bunker 1137, hvor daværende generalmajor K. Ramberg var chef for Flyvertaktisk Kommando, da jeg ved en parade i forbindelse med årets soldaterjubilæum pa Flyvestation Værløse i september 1960 som en af mine første officielle handlinger som forholdsvis nyvalgt landsformand skulle udnævne den nye flyvevåbenchef, generalløjtnant K. Ramberg til ærespræsident for soldaterforeningen og fæste foreningens ærespræsidentemblem på Generalens uniform. Men det var en støtte for mig i den følgende tid at møde den hjælpsomhed og interesse for foreningens og for mit arbejde i den forbindelse, som Generalen ved flere lejligheder gav udtryk for. Og præcis den samme positive indstilling har jeg mødt og nydt godt af hos de følgende chefer: H.J. Pagh, N. Holst-Sørensen, P. Thorsen og nu senest B.V. Larsen.

Men det har samtidig været morsomt at opleve den ændring, der er sket med omgangsformerne og i forholdet til cheferne. Det var naturligt at tiltale GL K. Ramberg med "Deres Excellence" og "Hr. General". Det er lige så naturligt at tiltale GM B.V. Larsen med "du" og "BAV", der er hans pilotnavn. Men i modsætning til det, jeg opfatter som et forfald i skolen, er denne ændrede tiltaleform (som blot er et blandt flere udtryk for ændrede omgangsformer) ikke et udtryk for forfald i Forsvaret i almindelighed eller i Flyvevåbnet i særdeleshed. For jeg fornemmer klart, ar der er præcis den samme respekt i ordets allerbedste betydning for chefen og det, han står for, i dag, som der var i 1960. Det er jo nemlig ikke blot de flere og bredere striber på ærmerne, der gør dem til chefer. Det er deres evner, deres personlighed, deres inspirationsevne, deres lederegenskaber og deres respekt og hengivenhed for systemet og for de mennesker, der er i det, der gør dem til chefer. Men det stiller nok større krav til dem, og det gør det nok i virkeligheden sværere for dem, at vi med vores "du" og "BAV" kommer tættere pa dem.

Så meget desto større grund er der til at nære beundring for, hvad mennesker som dem præsterer og betyder for vort land.

Arbejdet for soldaterforeningen har gennem årene bragt mig i forbindelse også med adskillige andre store personligheder i Flyvevåbnet. En enkelt blandt dem vil jeg gerne nævne: Oberst H.L.V. Bjarkov, som døde i en alder af 95 år som den sidste af de virkelige danske pionerer på flyvningens område. Gennem mange ar deltog Oberst Bjarkov i de årlige soldaterjubilæer på Flyvestation Værløse, og han var en af de officerer, som jubilarerne - de gamle soldater fra årene før krigen - satte mest pris på at gense ved disse lejligheder. Men det var karakteristisk, at når Oberst Bjarkov tog ordet ved spisningen, hvor stemningen ofte var blevet ganske høj, så tav alle og lyttede intenst - også de yngste årgange blandt jubilarerne. Obersten talte oftest om respekt for og kærlighed til vort fædreland, betydningen af sammenhold og kammeratskab og nødvendigheden af at stå fast og værne om vor frihed. Jeg har ikke hørt nogen, der som Oberst Bjarkov kan vinde lydhørhed for sådanne emner selv hos de yngste og mest festbegejstrede af de "gamle" soldater, og talerne er altid blevet besvaret med et bragende bifald fra en forsamling, der spontant rejste sig op og hyldede den gamle, afholdte hædersmand for hans gode og appellerende ord til dem.

Det har også været spændende oplevelser for mig, når jeg har besøgt Oberst Bjarkov i hans hjem i Gentofte, og han så har fortalt om sine tidlige år i flyvningen. Det var en imponerende hukommelse og en inciterende fortællerevne, denne mand havde endnu i hans høje alder, en fortællerevne, som også er kommet til udtryk gennem hans bog om "Kløvermarkens lykkelige flyvere med deres skrabede fly".

Og lad mig så føje til, at det er helt bevidst, at jeg i det foregående har begået en mindre stavefejl. Oberst Bjarkov var en personlighed i den grad, at det er helt naturligt og selvfølgeligt, at man både i tiltale og i omtale anvendte titulaturen "Oberst Bjarkov" med stort "0".

Samarbejdet med Flyvevåbnet har også givet anledning til spændende og interessante oplevelser. Således fik jeg i april 1982 lejlighed til at komme med på en flyvning med et F-16 jagerfly. Dette er en af mine største flyveoplevelser, som vel næsten overgår min første solo-flyvning, da jeg i 1974 tog privatflyvercerti­fikat. I 1985 fik jeg igen lejlighed til at flyve jet, denne gang med, hvad der på det tidspunkt var Flyvevåbnets ældste kampflytype, F-104 Starfighter, som året efter blev udfaset af Flyvevåbnet. Ind imellem har der været lejlighed til at deltage i fiskeriinspektions-flyvning med Gulfstream III omkring Færøerne, den sidste flyvning med de gamle, veltjente C-47 Dakota transportfly, med de nye C-130 Hercules og med Flyvevåbnets S-61 helikoptere såvel som med Hærens Cayuse.

Også adskillige flyveoplevelser med civile flytyper har især arbejdet med PROPEL givet anledning til.

 

 

Der er også en begivenhedsrig tid efter 1985. Den vil der senere blive fortalt om.