Bent Aalbæk-Nielsens hjemmeside



Billedet herover er af nyere dato, men det viser den store hovedbygning til skolen, som den også var i 1950'erne.       

     Siden er der udvidet med flere tilbygninger, og i dag fungerer den fortsat som den store og moderne "Brenderup og Omegns Realskole"

Der var tradition på skolen, for at eleverne i afgangsklassen tog på en udlandstur efter afsluttet realeksamen og med klasselæreren som ledsager. Og det var altså mig, der skulle af sted med de unge mennesker i juni 1955. Men der var et problem: der skulle naturligvis også en kvindelig ledsager med, og der var ingen af lærerinderne på skolen, der kunne tage med. Men kort tid før der var afgang, ville Bodil blive færdig på seminariet i Kolding. Og løsningen på problemet om kvindelig ledsager blev, at hun jo da så kunne tage med. Men nogen syntes, at det måske ikke var helt moralsk at sende sådan et ungt kærestepar af sted med en flok børn, selvom det jo da ellers var ganske store børn.  Bodil og jeg havde forinden bestemt os for, at vi ville giftes, for vi skulle jo ud og søge embede sammen. Så løsningen på det hele blev, at vi den 3. juni var til afslutning på seminariet i Kolding. Den 4. juni holdt vi bryllup, og ugen efter tog vi på "bryllupsrejse" med 28 "børn" til Rüdesheim ved Rhinen.


Teknisk skole

I vinteren 1957-58 fik jeg den opgave at undervise i dansk i Brenderup Tekniske Skole. Det var en forholdsvis lille bygning med et enkelt klasselokale, som var bygget af Brenderup Maskinfabrik (senere Brenderup Trailers) på fabrikkens grund. Den gjorde det muligt, at egnens håndværkerlærlinge kunne få deres teoretiske undervisning uden at skulle af sted til Middelfart eller Odense. Og det havde stor betydning, for underdervisningen i de tekniske skoler - og i øvrigt også i handelsskolerne - fandt dengang sted på ugens første fire aftener kl. 18.30 til 21.00. Det var hårdt efter en lang dag på arbejdspladsen. Det var også hårdt for underviserne, for man skulle give alt, hvad man havde i sig, for at holde de unge mennesker vågne. Og så skal det lige med, at efter kl. 21.00 var der ofte nogle lektier, der skulle klares til næste aften.

     Jeg kan ikke lade være med at tænke på, hvordan det ville gå i dag, hvis man bød vore unge mennesker at uddanne sig under de vilkår. Det var jo også, før nogen begyndte at tale om en "Statens Uddannelssesstøtte".


Brenderup Realskole


Tiden på Brenderup Realskole fra marts 1957 til juli 1958 var en god start for mig i min gerning som lærer. Det var som nævnt en privatejet skole, og ejeren var Kaptajn V. von Staffeldt, der havde bevaret officerens klare holdning til orden og disciplin, men vel at mærke en orden og disciplin, som altid havde børnenes tarv som formål. Derfor var det også en skole, som nød stor respekt pa egnen. Man kunne regne med forældrenes positive interesse for, hvad der skete på skolen. Det stiller på den ene side store krav til en lærer, men det gør det også lettere for ham at koncentrere sig om den egentlige opgave: at undervise.

    Jeg har ofte med glæde tænkt tilbage på tiden i Brenderup, hvor vi havde op til 42 elever i klassen. I dag ville sundhedsmyndig-hederne næppe have godkendt de to lokaler i den tidligere kulkælder, som nu var indrettet til undervisning, og hvor man skulle igennem det ene for at komme ind i det andet, og hvor fysiksam-lingen kunne rummes i et klædeskab. Jeg behøvede ikke at klatre op på noget for at kunne lægge en flad hånd på loftet, og bordene med de faste bænke stod så tæt, at de elever, der sad inderst, måtte op og kravle på bænkene bag kammeraterne, når de skulle op til tavlen for f.eks. at vise, hvor på blindkortet de danske byer ligger.  Men det gav yderst sjældent problemer. Forholdene var accepteret af eleverne. De vidste, hvad de skulle, hvad de måtte, og hvad de ikke måtte, og det var de trygge ved - det var ikke nødvendigt at prøve grænser af. 

     Det var også i høj grad med til at give arbejdsglæde blandt lærerne. Flere af dem havde været der i en lang årrække, og de var med deres holdninger og erfaringer en virkelig god støtte for os unge nyankomne.

     Medvirkende til de gode forhold på skolen var også, at skolens ejer, kaptajn Victor von Steffeldt, og hans hustru Betty lagde stor vægt på en rimelig grad af orden og disciplin som det nødvendige grundlag for at drive en god skole.

     Jeg fik et møbleret værelse på førstesalen i en villa, der tilhørte en ældre enke. Vi deltes om toilet og badeværelse. Køkken havde jeg ikke noget af; men jeg var så heldig, at en af mine ligeledes nyankomne kolleger (han gik faktisk en klasse under mig på seminariet, men var en del ældre) havde en hel lejlighed i en nabovilla. Dér var der et køkken, og vi fandt hurtigt ud af, at vi kunne lave mad og spise sammen. Vi havde et fælles madbudget og skiftedes til at lave mad en uge ad gangen. Det fungerede fint.

     










Charleys Tante

For mit vedkommende bød vinteren 1957-58 også på en anden stor udfordring: Min egentlige debut på de skrå brædder.

     Der var tradition i Brenderups foreningsliv for at spille dilettant, og årets komedie skulle være Charleys Tante. Jeg skulle være tanten. Vi havde nogle pragtfulde aftener med at øve, og jeg har sjældent grinet så meget, som da alle vi optrædende var i en udlejningsbutik i Odense for at prøve kostymer.

     Men vi fik en forestilling stablet på benene, og der blev sat dato på opførelserne. Premieren skulle være en søndag aften kl. 20.00.

     Så indtraf katastrofen: Fjernsynet var så småt begyndt at vinde frem, og netop den søndag aften skulle den tids mest populære program rulle over skærmen fra kl. 20.00: "Kvit eller dobbelt" med den populære tv-vært Svend Petersen.

     Det var klart, at det kunne vi ikke konkurrere med. Vi ville næppe kunne fylde den første række i den store sal på Brenderup Gæstgivergård.

     Gode råd var dyre, og jeg husker ikke, hvem der kom med den helt rigtige idé: Vi startede forestillingen kl. 17.00. Kl. ca. 19.00 var den færdig, og så var der truffet aftale med Ejby Radioforretning, som stillede TV-apparater op flere steder i Gæstgivergårdens forskellige lokaler, hvor publikum kunne købe noget at spise, eller man var velkommen til selv at tage det med, inden alle - også dem, der endnu ikke havde tv derhjemme - kunne følge spændingen i "Kvit og dobbelt".

    Det blev sagt, at der aldrig tidligere havde været så mange mennesker i Brenderup Gæstgivergård.