Bent Aalbæk-Nielsens hjemmeside

Den Jyske Idrætsskole

 

Den 20. juli, 1945 sagde jeg og min familie farvel til Ollerup og flyttede ind

på Nørremarksgården lidt uden for Vejle.

Det var - foruden mig selv - min mor Vilna, min storesøster Bodil og min

storebror Kai, som dog kort tid efter flyttede til København for at begynde

studier ved universitetet dér. Og så var det min morfar, som havde boet hos

os i nogen tid efter min mormors død. Min far, Rask Nielsen, havde allerede

boet der siden slutningen af april, idet han fra den første maj var blevet

ansat som medforstander på Den Jyske Idrætsskole. Far og Idrætsskolens

forstander, Svend Aage Thomsen, kendte hinanden fra Svend Aages

ophold som elev på Gymnastikhøjskolen i Ollerup. Han var siden blevet en

kendt drætsudøver med mange fine resultater og mesterskaber bag sig.

Nu stod Idrætshøjskolen og manglede en medforstander, idet det dengang

var et krav for at få den almindelige statsstøtte til driften af skolen, at der var

en pædagogisk uddannet ledelse, og i modsætning til Svend Aage havde min

far en sådan, idet han var uddannet som lærer fra Jelling Statsseminarium.

Som nævnt havde far boet på Nørremarksgården fra slutningen af april

1945. Det kunne være blevet skæbnesvangert. Jeg har fået fortal om, hvor-

dan det hemmelige tyske politi, Gestapo, en af dagene omkring den 1. maj

gennemførte en razzia på gården. Alt blev gennemgået fra kælder til kvist,

og hvis de ude i laden var gået lidt længere ned i halmdyngen, ville de være

stødt på et større lager af våben og sprængstoffer. Hvad det kunne have

betydet for far og for den karl, der passede gården, og som boede på den,

kan man kun gisne om. Nu fandt de altså intet, og få dage senere oplevede vi så befrielsen.

Men på forskellige måder fik vi hurtigt et kendskab til en bemærkelsesværdig del af Idrætsskolens historie i de sidste år under besættelsen.

Særligt efter at store dele af det danske politikorps blev arresteret i september 1944, var det ikke mange af skolens elever, der opholdt sig der under eget navn. Det var politifolk, der havde undgået arrestation. Nu fungerede de som frihedskæmpere og havde bl.a. til opgave at sabotere hovedjernbanen op gennem Jylland. Der er ikke langt fra skolen og ned gennem Nørreskoven til jernbanelinjen langs Vejle Fjord, og på film, som blev optaget af Svend Aage Thomsen, ses der flere sekvenser, hvor man følger aktioner, fra folkene fjernede bundbrædderne i en af sengene i den fritliggende kursusbygning med navnet "Jomsborg". Videre blev gulvbrædderne under sengen fjernet, og under dem åbenbarede sig et hemmeligt våben- og sprængstofdepot, hvorfra der blev hentet plastisk sprængstof og øvrige ingredienser til at fremstille de bomber, som nogle timer senere gjorde jernbanelinjen ubrugelig og forhindrede de vigtige transporter af tyske tropper og materiel. Også ved selve sprængningerne var Svend Aage Thomsen der med sit filmkamera og forevigede dermed disse aktioner. Det var jo ellers i en tid, da det var umuligt at skaffe film, men Svend Aage Thomsen fik det nødvendige råfilmmateriale til rådighed gennem Frihedsrådet, der var Modstandsbevægelsens øverste ledelse. Sekvenser far disse film har i nyere tid været vist i fjernsynet i en udsendelse om "De Fem Onde År".

 

Flytningen fra Villa "Østervang" i Ollerup til Nørremarken i Vejle betød på mange måder en voldsom omvæltning. Fra en ganske stor villa med stort set alle den tids moderne bekvemmeligheder flyttede vi nu ind i stuehuset til den avlsgård, Nørremarksgården, der hørte til Idrætshøjskolen, og som gennem årene har lagt mere og mere af sin jord til bygningerne og til anlæggene omkring skolen. Dels var pladsen mindre her, men det kunne i nogen grad modsvares af, at min brog Kai flyttede til et pensionat i København for at

tage fat på studierne på universitetet. Værre var det, at der ikke fandtes sådan noget som et toilet. Der var et godt gammeldags lokum ude i en af udlængerne ved siden af et vaskerum, der også gjorde det ud for badeværelse, idet der var installeret en bruser, der imidlertid kun kunne levere koldt vand. Den almindelige, daglige renlighed blev klaret i køkkenet med brug af vaskeklude. Men så var der heldigvis i tilknytning til skolen en rigtig sauna, Badstuen, som blev fyret op hver lørdag, og hvor vi lærerfamilier også havde adgang. Særligt om vinteren kunne det være en speciel oplevelse. For uden for Badstuen var der et cirkelrundt plumpbasin, og samtidig med at karlene, der passede Nørremarksgården og skolens omgivelser, fyrede op i saunaen, havde de også den opgave at hugge hul i isen på basinet. Så kunne man skifte mellem 85 grader i saunaen og 0 grader i basinet. Hvor dejligt det var, kan nok dis-

kuteres, men man ville jo ikke være en tøsedreng. Og desuden fik vi at vide, at det var sundt. Det skal også nok passe, for sådan noget som en forkølelse kendte jeg i hvert fald ikke noget til i de år, da jeg boede der.

Dengang lå skolen, som var bygget i 1943, og Nørremarksgården, et godt stykke uden for Vejle by omgivet af marker og skøn natur - i det hele taget et herligt sted at vokse op for et barn. Ligesom i Ollerup spiste lærerfamilierne med ved hovedmåltiderne middag og aften, og det gav lejlighed til - ud over de almindelige elever - at møde mange af den tids bedste sportsfolk, som kom der på kurser og til træning eller virkede som instruktører.

Svend Aage Thomsen havde to børn, Birthe og Bjarne, som blev nogle af mine legekammerater. Når sneen dækkede området, gik turen jævnligt på ski rundt på Nørreskovens stier og hen til den skihopbakke, der var opbygget i skoven få hundrede meter fra skolen. Jeg prøvede den nogle få gange; men skihop blev nu aldrig min foretrukne fritidsbeskæftigelse.

 

Men også om sommeren blev naturen omkring skolen et af mine foretrukne opholdssteder -

oftest sammen med naboens søn, Gunnar, som blev min gode kammerat. Han var et år ældre end

mig. Han var ivrig foto­graf og fremkaldte selv sine billeder, og han skrev noveller og romaner, som ganske vist aldrig blev udgivet, men med en af novellerne vandt han dog en H.C. Andersen-pris. Og både til sine billeder og til historierne hentede han de fleste af motiverne i Nørreskoven, hvor vi strejfe­de om, ikke

mindst tidligt om morgenen, når dyrelivet bedst lader sig iagttage. Også Gunnars lidt yngre søster,

Alice var jævnligt med på disse ture.

Gunnars forældre havde et lille gartneri med grøntsager og frugt, som de afsatte på torvedagene i

Vejle, hvortil varerne blev transporteret med hest og vogn. Familien var vegetarer, og de var meget

optaget af filosoffen Martinus' Åndsvidenskab - ja, man kan vel næsten sige, at det var en religion for

dem. De forsøgte aldrig at påvirke mig i den retning, men jeg hørte dog jævnligt bemærkninger om

Martinus' filosofi, og i efteråreferien 1947 var jeg nogle dage sammen med hele famlien Hansen på

Åndsvidenskabens ferie- og kursuscenter på Sjællands Odde. Her var der virkelig gode

legemuligheder for os børn, mens de voksne var til foredrag og deltog i samtalekredse.

Gunnar blev journalistelev på Vejle Amts Folkeblad, og en af hans pligter det første år som

yngste elev var at passe redaktionens telefon om søndagen. Det var nemlig sådan, at som en service

til læserne den dag kunne de ringe ind og få oplyst de seneste resultater til tipskuponen. Der var

sjældent ret meget at lave, og jævnligt holdt jeg ham med selskab, og sammen klarede vi så en

anden af yngste elevs pligter, nemlig at udarbejde horoskopet for den kommende uge, som skulle i

avisen om mandagen. Det havde vi faktisk meget morskab ud af.

 

 

Flytningen til Vejle måtte naturligvis også føre til skoleskift, og jeg kom ind på den private Kirstine Seligmanns Skole, som nok egentlig var Vejles skole for bedrestillede folks børn, og også blandt dem fik jeg en del gode kammerater, f.eks. Eiler Rantzau, der boede hos sine bedsteforældre på godset Tirsbæk, et par virkelig aristokratiske, lidt ældre mennesker, som jeg hurtigt kom til at respektere i vældig høj grad for deres fine menneskelige egenskaber og en egentlig for­bavsende stor forståelse for os store drenge.

Der var mange fantastiske legemuligheder på det gamle slot og på den tilhørende avlsgård. Og det skete, at man blev godt snavset. Men om søndagen var der en fast forpligtelse til at sørge for at være pæne og renvaskede inden kl. 15.00, for da mødtes godsejerparret med, hvad der måtte være af gæster på slottet - og herunder altså også Eiler og hans kammerater - til eftermiddagste i en af salonerne. Det var med til at give en ubevidst oplæring i god opførsel.

Af andre skolekammerater kan nævnes Ole Hess, hvis far var ejer af Vejle Jernstøberi. Det gav en jævnlig adgang til at opleve de mange spændende processer på sådan en fabrik, og det gav respekt for de utroligt dygtige og professionelle folk, der arbejdede dér og jonglerede rundt med de hvidglødende beholdere med smeltet jern.

Ude i Grejsdalen boede Ole Wittrup, hvis far ejede Wittrups Klædefabrik. Den fik tidligere kraft til driften fra en vandmølle ved en opdæmning af Vejle Å. Nu var man gået over til elektricitet, men opdæmningen var der stadig. Det betød spærring for de laks, der gerne ville længere op i åen, men også for et betydeligt antal ål. Men ålene var ikke til at stoppe. Det oplevede jeg en tidlig morgen, da roemarken langs åens ene bred drev af fugt. Sammen med Ole trawlede jeg marken igennem, og når vi løftede de store, våde roeblade, var der fangst, for dér snoede ålene sig af sted for at komme unden om opdæmningen. Det tog ikke lang tid for at få den medbragte kurv fyldt op. Siden har jeg mange gange tænkt over det helt fantastiske og imponerende i, at disse ål på deres vej fra det fjerne Sargassohav og op mod søerne langs Vejle Å via et utroligt instinkt ved, at de skal en tur ud i denne roemark for et komme videre. Så vidt jeg ved, er opdæmningen siden fjernet, eller også er den blevet forsynet med en lakse- åletrappe.

Et stykke ude langs Vejle Fjord ligger den lille bebyggelse Bybæk. Dér havde familien Wittrup deres sommerbolig helt ned til vandet, og ved bådebroen dér lå midlet til sommerens bedste fritidsbeskæftigelse: en Junior sejlbåd. Der var en hel del, der skulle nyde godt af den båd; men det skete jævnligt, at jeg fik en invitation til at komme med. Siden har jeg stadig haft stor lyst til at sejle, men bortset fra overfarter med forskellige færger har jeg yderst sjældens haft lejlighed til det.

Men tilbage til Kirstine Seligmanns Skole, som var noget ganske andet, end jeg havde været vant til i Friskolen i Ollerup. Den var større med flere hundrede elever, og der herskede en helt anden form for pædagogik. Vi havde skoleinspektøren, hr. Spanner, til matematik, og var der noget, man ikke rigtigt havde forstået, så var hans yndlingsudtryk, at man kunne tage den og den, som heller ikke havde fået helt fat på dagens lektie, i hånden og gå ud og grave sig ned i Nørreskoven. I skolens sløjdlokale herskede hr. Petersen. Han var en rigtig lille hidsigprop, og der skulle ikke vældig meget til for at hidse ham op. Så kunne han finde på at gribe fat i et stykke træ og banke den formastelige med det. Jo, det var i sandhed andre forhold for mig. Noget nyt var også meddelelses- og karakterbogen. Indtil da havde jeg aldrig hørt om noget med karakterer som ug og mg.

Jeg havde ca. tre kilometer hjemmefra til skolen, og de blev tilbagelagt på en cykel, som jeg havde arvet efter min søster. Men i det herrens år 1945, lige efter krigen, var bare det at have en cykel at komme frem og tilbage på lidt af et privillegium. Det var ikke nogen behagelig kørsel, for nok var der nogle slidte dæk både på for- og baghjul. Men der var ingen slange indeni. Sådan en var umulig at skaffe dengang. I stedet var dækkene stoppet ud med gamle klude og tvist. Men at selv det var noget eftertragtelsesværdigt, oplevede jeg julenat 1945. Jeg havde glemt at sætte cyklen ind, og næste morgen var den væk. Den blev fundet nogle hundrede meter hjemmefra - men uden hjul. Dengang hed det, at den var blevet skrællet, og selv de dæk med det indhold, som der var på min, havde altså tilstrækkelig værdi til, at den blev skrællet. Uden hjul, ingen cykel, og i de følgende vintermåneder måtte jeg derfor gå frem og tilbage fra skolen, indtil en af fars kolleger på Idrætsskolen fik fat på en til mig et eller andet sted fra.

Men der var da heldigvis også mange gode oplevelser i disse å, hvor vi boede på Nørremarken i Vejle. En del af dem fandt jeg i Frivilligt Drenge Forbund, FDF, i de mange spændende møder og øvelser, som vi havde i lokalet i KFUM i Vejle og i den herlige natur omkring byen. Men mest af alt var det en fantastisk oplevelse at deltage i FDF's landslejr ved Marselisborg i sommeren 1946, hvor vi var omkring 10.000 deltagere.

En anden organisation, som jeg havde megen glæde af, var Ungdommens Røde Kors. Her lærte jeg meget om første-hjælp, og det var en lærdom, som jeg har haft gavn og glæde af hele livet igennem, selvom det er mange år siden, at man gik væk fra den gamle Holger Nielsen-metode til kunstigt åndedræt, som vi trænede meget med dengang. Vi havde en del meget realistiske øvelser som en aften, da vi var samlet til møde. Pludselig gik døren op, og en af vores voksne ledere kom ind og fortalte med ophidselse i stemmen, at der var sket en alvorlig togulykke på jernbanen et sted mellem Vejle og Fredericia, og vi var blevet bedt om at assistere. Vi fik hurtigt samlet forbindingssager og andet sammen og kom ud i en bus, der stod klar. Kort tid efter var vi ude ved ulykkesstedet, hvor en togvogn var væltet ned ad en skråning, og en hel del tilskadekomne lå stadig i i den ødelagte vogn. Naturligvis blev vi hurtigt klar over, at det var en arrangeret øvelse med sminkede ofre. Nu var det ikke sådan, at det hele var arrangeret til "ære" for os unge; men man benyttede sig af, at den "forulykkede" togvogn i dagens løb havde været i brug ved en øvelse for Civilforsvaret. En anden aften blev vi hentet ud til en eftersøgning af en ung pige, som var forsvundet i skovene omkring Grejsdalen. Det var mørkt, og der måtte bruges lygter og projektører. Vi fik ikke at vide, at der var tale om en arrangeret øvelse, før det omsider lykkedes at finde "den bortkomne" i god behold. Men helt skarpt var det, at en del af os 13-14 årige som frivillige fik til opgave i sommermånedernes weekender at være på samariter-vagt ved badestrandene ved Albuen og Tirsbæk. Det var med til at opbygge ansvarsfølelse hos os store børn. Vi var ikke noget i retning af vore dages livreddere; men der var altid forskellige småskader, som skulles forbindes eller behandles på anden måde.

 

Allerede under krigen var min far begyndt at tage ud som foredragsholder ved utallige foreningsarrangementer i forsamlingshusene, på skoler, og hvor mennesker ellers mødtes dengang. Før krigen havde han rejst en del i Sydeuropa og på Balkan, og han havde fra disse ture en meget stor samling af lysbilleder. Med krigen og be­sættelsen og de lukkede grænser var der opstået et vældigt behov for at høre om, hvad det egentlig var, der skete ude i verden, baggrunden for det og en vurdering af det. Det kunne far give i en grad, så han hurtigt blev meget efterspurgt som foredragsholder. Og ud over den politiske orientering kunne han så efter "kaffe"­bordet, hvor man drak krigstidens surrogat med et stykke franskbrød med ost og en småkage til, vise sine lysbilleder, eller han læste en historie af en af de gode og gerne humoristiske forfattere.

På et tidspunkt blev tyskerne opmærksom på hans oplysningsvirksomhed, som ikke var decideret positiv over for den tyske krigsindsats. Der blev sendt folk / stikkere ud for at høre på, hvad han havde at sige. Men far havde som regel en aftale med mødearrangørerne om, at de skulle holde øje med, hvad det var for folk, der mødte op, og var der nogen, som virkede lidt mistænkeligt, så fik far et praj. Så tog han fat på et foredrag om en kendt kvindelig forfatter, og derefter varede det sjældent længe, før de mindre velkomne listede af, og så var det andre emner, der kom på dagsordenen.

      Denne foredragsvirksomhed fortsatte han med også efter krigen, og der blev sta­dig oftere sendt bud efter ham. Til sidst blev det for meget for ham at klare ved siden af skolearbejdet. Dagen efter min konfirmation i foråret 1948, da jeg kom hjem fra en "blå mandag"-udflugt sammen med de andre konfirmander og vores præst, pastor Jørgen Hansen, fik jeg at vide, at far var blevet indlagt på det private Maria Hospital i Vejle. Efterhånden blev jeg klar over, at årsagen var et overforbrug af de såkaldte ferietabletter, der for en tid havde gjort det muligt for ham at undervise på Idrætsskolen om dagen og tage ud og holde foredrag om aftenen. Ofte kom han først hjem et stykke hen på natten, og klokken syv om morgenen skulle han så igen stille på skolen til morgenmad sammen med eleverne. Det kunne han ikke blive ved med at klare, og nu måtte han vælge. Det blev i første omgang en mere begrænset foredragsvirksomhed og der­med en afsked med Idrætsskolen.

Egentlig havde det allerede forinden været bestemt, at far skulle stoppe på Idrætsskolen, når sommerskolen sluttede til august 1948. Dels var der nemlig kommet nye reglker for statstilskud til højskoler, som nu gjorde det muligt, at Svend Aage Thomsen kunne være eneforstander, og dels var Gymnastikhøjskolen i Ollerup på et tidspunkt færdigrestaureret efter årene med tyske soldater og flygtninge, og Niels Buhk havde opfordret far til at vende tilbage, når et nyt hold elever skulle begynde til oktober. Sådan kom det imidlertid ikke til at gå, for i løbet af sommeren og efteråret blev det klart, at fars helbredstilstand ikke gjorde det muligt med et fast job som underviser. Og da min morfar døde i efteråret 1948, besluttede mine forældre at flytte ind i et hus, som han ejede i Jelling, men som hidtil havde været udlejet.

 

 

 

Den Jyske Idrætsskole i 1940'erne. I skovhjørnet ude til højre ses saunaen, og neden for den, i skovkanten, er det kursusbygningen "Jomsborg". Rundt om det hele breder Nørreskoven sig.

Jeg selv yderst til venstre sammen med Alice og Gunnar lige uden for skoven