Flyvevåbnets Soldaterforening

Som det er nævnt afslutningsvis i afsnittet om min soldatertid, så var det en helt selvfølgelig ting for mig, at jeg umiddelbart efter hjemsendelsen i slutningen af februar 1957 søgte ind i Flyvevåbnets Soldaterforening.

      Jeg var blevet genansat ved Brenderup Realskole fra 1. marts. På det tidspunkt var der ikke nogen afdeling af soldaterforeningen på Fyn, men der var fastsat en dato for en stiftende generalforsamling, nemlig den 27. april 1957. Ved den lejlighed blev jeg valgt ind i afdelingens bestyrelse, og som lærer fandt man det selvfølgeligt at udpege mig som sekretær.

      Vi fik hurtigt den ny afdeling ind i en god gænge med en række forskellige arrangementer. Allere­de i 1958 og 1959 blev jeg valgt som delegeret for afdelingen ved foreningens repræsentantskabsmøder og har vel ved disse lejligheder fået fremsat synspunkter, som er blevet bemærket, således at jeg i 1960, da man stod for at skulle vælge ny landsformand, blev indstillet til denne post og enstemmigt valgt på repræsentantskabsmødet i Aalborg den 19. juni.

     Det var en spændende opgave at få betroet. Flyvevåbnet var blevet etableret som selvstændigt værn på linje med Hæren og Søværnet pr. 1. oktober 1950, og siden havde et stort antal mennesker gjort tjeneste i det nye værn. Dem og den kommende tids tjenstgørende gjaldt det om at få kontakt med og at få dem med i soldaterforeningsarbejdet. Selvfølgelig var der blevet arbejdet i foreningen også i dens hidtidige 20 års eksistens, men der var behov for en omlægning til noget, der i højere grad passede til de nye tider.

     Naturligvis var der delte meninger om, hvordan dette skulle gøres, og også om, hvor langt man i det hele taget skulle gå i en omlægning, men der var virkelyst og entusiasme såvel på hovedbestyrelsesplan som i foreningens afdelinger, der blev flere og flere. Især i begyndelsen af 70'erne oprettedes et stort antal nye afdelinger ud fra ønsket om at kunne sprede foreningsaktiviteterne mere ud. Da jeg trådte til som landsformand, lå medlemstallet på 11-1200. Da det toppede midt i 70-erne, var det lige nået op over de 5.000. En virkelig god hjælp til at komme i kontakt med de gamle flyversoldater fik vi, da Flyvevåbnets Personeltjeneste stillede lister til rådighed med hjemsendelsesadresser på tidligere årgange og desuden i de følgende år med adresserne på de nyhjemsendte.

Ved oprettelsen af FSF i 1940, blev foreningens navn "Flyvertroppernes Soldaterforening", og det var primært folk fra Hærens Flyvertropper, der søgte ind i foreningen, selv om den også stod åben for tjenstgørende fra Marinens Flyvevæsen. Det var derfor naturligt, at foreningen stod tilsluttet Danske Soldaterforeningers Landsråd. Med Flyvevåbnets oprettelse som selvstændigt værn i 1950 blev situatio­nen en anden. Der kom imidlertid til at gå helt til 1962 før en udmeldelse af Landsrådet blev en realitet, men samtidig begyndte jeg at arbejde på at få etableret et samarbejde, der skulle omfatte både Landsrådet og FSF og Danmarks Marineforening. Dette samarbejde blev først en realitet fra 1975. Man havde da fået en ny præsident for Landsrådet, oberst Ulf Jessen, som var mere åben over for et samarbejde, end hans forgængere havde været, og nu kom yderligere også De danske For­svarsbroderselskaber med i FSM - Forsvarsbrødrenes, Soldater- og Marineforeningernes Samråd. Siden er der gennem FSM udført et godt og positivt arbejde på at øge samvirket mellem organisationerne og for at gøre synspunkter gældende i de skiftende tiders forsvarsdebatter.

     På et enkelt område fortsatte et samarbejde dog uændret gennenm årene, nemlig i forbindelse med de Nordiske Soldaterstævner. Gennem en lang årrække mødtes medlemmer fra de nordiske landes soldaterforeninger hvert tredje år på skift i Sverige, Norge og Danmark og senere kom også Finland med.
     Der blev afholdt parader, våbendemonstrationer, udflugter, kammeratligt

samvær og lederkonferencer, og det skabte et godt grundlag for samarbejde

landene imellem. Stævnerne foregik på forskellige militære etablissementer

- her i landet bla. på Vordingborg Kaserne og på Flyvestation Aalborg, og det

kunne lade sig gøre på grund af meget stor velvilje fra de militære myndig-

heder. Desværre blev det med årene sværere og sværere for disse myndig-

heder at yde den nødvendige assistance til stævnerne, og til sidst måtte de

ophøre

Som medlem af Landsrådet havde FSF været med under en samlet protektion af Hans Majestæt Kong Frederik IX. Med udmeldelsen stod FSF derfor uden protektion, men kort tid efter havde vi den glæde, at Tronfølgeren Kronprinsesse Margrethe sagde ja til at overtaget protektionen. Det havde været helt naturligt at bede netop Tronfølgeren om at blive protektor, idet hun på det tidspunkt allerede gennem nogle år havde været medlem af organisationen Kvindeligt Flyverkorps.

Fra starten havde jeg lagt stor vægt på foreningens blad PROPEL, og de redaktører, der gennem årene havde arbejdet med bladet, gjorde en fremragende indsats. Desværre viste det sig mod slutningen af 60'erne sværere og sværere at finde folk, som kunne afse den nødvendige tid, og det gik ud over udgivelsesterminerne. Man kunne ikke længere med sikkerhed regne med, hvornår bladet var ude, og det var ødelæggende for foreningens aktiviteter i øvrigt, at medlemmer gennem bladet til tider først fik besked om planlagte arrangementer dage eller uger efter, at de skulle have været afholdt.

      Det er en formands ansvar, at ting fungerer, og derfor gik jeg i 1970 selv ind i arbejdet med bladet, og fra 1971 stod jeg også officielt som redaktør. Det fik stor betydning for min og min families tilværelse, og derfor har jeg valgt at berette om det og om Luft- og Rumfartsforlaget i et afsnit for sig selv.

Et årligt tilbagevendende arrangement, som der blev brugt rigtig meget tid på, var soldaterjubilæerne eller årgangsjubilæerne, som vi også kaldte dem. Disse arrangementer havde tidligere været afholdt på flyvestationerne i Værløse og Karup, og de fortsatte med at være de helt store trækplastre med flere hundrede deltagere. Senere kom så også Skrydstrup og Aalborg til og til sidst Skalstrup specielt for de tidligere tjenstgørende ved Raketforsvarets enheder. Der lå et meget stort forarbejde forud for disse arrangementer. Gennem Flyvevåbnets Personeltjeneste havde vi som tidligere nævnt fået lister over de hjemsendte værnepligtige, og ud fra dem og forskellige andre kilder blev der nogle år udsendt mere end 10.000 indbydelser, og så blev lejligheden selvfølgelig brugt til at lægge en indmeldelsesfolder ved. Alene det var et kæmpearbejde, for dengang lå sådanne lister ikke elektronisk, men på papir, hvorfra der på en god gammeldags skrivemaskine skulle skrives adresselabels ud, og det fik vi hjælp til af bl.a. min gamle, pensionerede far og forretningsfører Frank Jeppesens svigermor. Mange indbydelser kom retur med "Adressaten ubekendt", og de skulle så slettes af listerne. Men det var en indsats, som i høj grad var medvirkende til, at foreningens medlemstal voksede hurtigt og støt.

    Det er vigtigt at nævne, at disse arrangementer ikke ville have kunnet gennemføres uden en meget stor indsats specielt fra bestyrelsesmedlemmerne i de forskellige afdelinger, men i høj grad også fra ledelse og personel på flyvestationerne, som altid gik aktivt ind med festlig og højtidelig modtagelse, udstillinger, rundvisninger og våbendemonstrationer. Også Kvindeligt Flyverkorps var med til at gøre dagen særdeles festlig, når korpsets Tamburkorps førte an under indmarchen gennem Nordre Vagt på Flyvestation Værløse og medvirkede ved paraden foran hovedbygningen og mindestenen for de flyvere, der blev dræbt ved det tyske angreb på Værløse Flyveplads den 9. april 1040.

Det var en ganske speciel oplevelse for mig som tidligere menig i SOC'en i

Bunker 1137, hvor daværende generalmajor K. Ramberg var chef for Flyvertaktisk

Kommando, da jeg ved en parade i forbindelse med årets soldaterjubilæum på

Flyvestation Værløse i september 1960 som en af mine første officielle handlinger

som forholdsvis nyvalgt landsformand skulle udnævne min gamle chef til æres-

præsident for Flyvevåbnets Soldaterforening. I vedtægterne for soldaterforeningen

er anført, at chefen for Flyvevåbnet skal anmodes om at være ærespræsident for

foreningen, men af en eller anden grund var det ikke sket ved general Rambergs

tiltræden som chef for Flyvevåbnet året før, og det blev derfor nu min opgave under

paraden ved jubilæet at udnævne generalen til ærespræsident og fæste foreningens

ærespræsidentemblem på Generalens uniform. At det var en noget speciel opgave for

mig som tidligere menig at skulle foretage denne udnævnelse af generalen, skyldtes

ikke mindst, at det var i en tid, hvor man ved en officiel henvendelse til en

værnschef tiltalte denne med Deres Excellence. Men det var en meget stor støtte for
mig i de følgende år at møde den hjælpsomhed og interesse for foreningens og for mit

arbejde i den forbindelse, som Generalen ved flere lejligheder gav udtryk for. Og

præcis den samme positive indstilling mødte jeg og nød godt af hos de følgende

chefer: H.J. Pagh, N. Holst-Sørensen, P. Thorsen og - til sidst i min formandstid -

B.V. Larsen.

Men det har samtidig været interessant at opleve den ændring, der er sket med
omgangsformerne og i forholdet til cheferne. Det var som nævnt naturligt at tiltale
GL K. Ramberg med "Deres Excellence" og "Hr. General". Men det var lige så naturligt
at tiltale GM B.V. Larsen med "du" og "BAV", der var hans pilotnavn. Men i modsætning til det, jeg opfatter som et forfald i Folkeskolen, er denne ændrede tiltaleform (som blot var et blandt flere udtryk for ændrede omgangsformer) ikke et udtryk for forfald i Forsvaret i almindelighed eller i Flyvevåbnet i særdeleshed. For jeg fornemmede klart, at der var præcis den samme respekt i ordets allerbedste betydning for chefen og det, han stod for, i 1985 (og for den sags skyld den dag i dag), som der var i 1960. Det er jo nemlig ikke blot de flere og bredere striber på ærmerne, der gør dem til chefer. Det er deres evner, deres personlighed, deres inspirationsevne, deres lederegenskaber og deres respekt og hengivenhed for systemet og for de mennesker, der er i det, der gør dem til chefer. Men det stiller nok større krav til dem, og det gør det nok i virkeligheden sværere for dem i dag, at vi med vores "du" og "BAV" kommer tættere pa dem.

     Så meget desto større grund er der til at nære beundring for, hvad mennesker som dem præsterer og betyder for vort land.

Arbejdet for soldaterforeningen har gennem årene bragt mig i forbindelse også med adskillige

andre store personligheder i Flyvevåbnet. En enkelt blandt dem vil jeg gerne nævne: Oberst

H.L.V. Bjarkov, som døde i en alder af 97 år som den sidste af de virkelige danske pionerer på

flyvningens område. Gennem mange ar deltog Oberst Bjarkov i de årlige soldaterjubilæer på

Flyvestation Værløse, og han var en af de officerer, som jubilarerne - de gamle soldater fra

årene før krigen - satte mest pris på at gense ved disse lejligheder. Men det var karakteristisk,

at når Oberst Bjarkov tog ordet ved spisningen, hvor stemningen ofte var blevet ganske høj,

så tav alle og lyttede intenst - også de yngste årgange blandt jubilarerne. Obersten talte oftest

om respekt for og kærlighed til vort fædreland, betydningen af sammenhold og kammeratskab

og nødvendigheden af at stå fast og værne om vor frihed. Jeg har ikke hørt nogen, der som

Oberst Bjarkov kan vinde lydhørhed for sådanne emner selv hos de yngste og mest festbegej-

strede af de "gamle" soldater, og talerne er altid blevet besvaret med et bragende bifald fra en

forsamling, der sponant rejste sig op og hyldede den gamle, afholdte hædersmand for hans

gode og appellerende ord til dem.

     Det har også været spændende oplevelser for mig, når jeg har besøgt Oberst Bjarkov i hans

hjem i Gentofte, og han så har fortalt om sine tidlige år i flyvningen. Det var en imponerende

hukommelse og en inciterende fortællerevne, denne mand havde endnu i hans høje alder - en

fortællerevne, som også er kommet til udtryk gennem hans bog om "Kløvermarkens lykkelige

flyvere med deres skrabede fly".

      Og lad mig så føje til, at det er helt bevidst, at jeg i det foregående har begået en mindre stavefejl. Oberst Bjarkov var en personlighed i den grad, at det er helt naturligt og selvfølgeligt, at man både i tiltale og i omtale anvendte titulaturen "Oberst Bjarkov" med stort "0".

En anden vigtig aktivitet gennem årene var de årlige landsskyttestævner, som var en god mulighed for at skabe kontakt mellem foreningens afdelinger. Gennem mange år blev de afholdt på skydebanerne på Flyvestation Karup og med god støtte fra flyvestationen - bl.a. med udlån af geværer - de gode og velkendte Garand-geværer. Men stævnerne var også et godt grundlag for de lokale træninger i afdelingerne - de gav noget at træne til. Senere, da afdelingerne blev samlet i kredse, blev der også afholdt kredskonkurrencer i nogle af dem, og i den forbindelse kunne vi glæde os over et godt samarbejde med Luftmeldekorpset, som i flere tilfælde stillede baner og våben til rådighed.

     Efterhånden blev de lovgivningsmæssige regler for disse skydninger desværre strammere og strammere, så det blev vanskeligt at gennemføre dem, og til sidst måtte de stort set opgives og lægges ind i helt andre rammer.

Det har altid været vigtigt i stort set alle former for foreningsliv at kunne yde en eller anden form for anerkendelse til folk, der gør eller har gjort en ganske særlig indsats. I Flyvevåbnets Soldaterforening har der altid været mulighed for at yde en sådan anerkendelse gennem tildeling af et hæderstegn eller ved udnævnelse til æresmedlem.

     I forbindelse med foreningens 30-års jubilæum i 1970 var der imidlertid et ønske om

at skabe endnu en mulighed for at sige tak og ved den lejlighed specielt til den tidligere

landsformand gennem mange år, Anker Mader, som jeg afløste på posten i 1960.
     Netop i 1970 blev en ny flytype taget i brug i Flyvevåbnet, nemlig F-35 Draken fra den
svenske SAAB-fabrik. Jeg rettede derfor henvendelse til SAAB med en forespørgsel, om man
ville donere en model af Draken til brug som en vandrende anerkendelse for en ganske særlig

indsats. Svaret var et ja, og ganske naturligt var Anker Mader den første modtager af det,

der da også fik betegnelsen Mader-trofæet. I de følgende ti år skiftede trofæet indehaver

for et år ad gangen. Jeg fik det selv tildelt i 1975 efter 15 år på posten som landsformand.

     I 1980 var der igen en ny flytype på vej ind i Flyvevåbnet, nemlig F-16, og da man

ønskede et nyt anerkendelses-trofæ i forbindelse med foreningens 40 års jubilæum,

rettede jeg henvendelse til den amerikanske fabrik General Dynamics, der dengang var

producent af F-16. Også derfra sagde man ja til at donere en model, som fabrikkens

repræsentant i Danmark overrakte i forbindelse med 40 års jubilæet, og i de følgende ti

år var det derefter den, der som foreningens "40 års jubilæums-trofæ" blev brugt som

tak for en helt særlig indsats. I 1990 blev den afløst af en model af C-130 Hercules, som

jeg selv modtog i 1995 som anerkendelse for 25 års redaktion af PROPEL. I 2000 blev

den afløst af en Challenger-model.

I den første halve snes år af min tid som landsformand var der rigtig gode muligheder for at hverve medlemmer. Dels blev der hvert år indkaldt flere tusinde værnepligtige til Flyvevåbnet, og dels betød den forholdsvis lange indkaldelsestid (jeg var selv indkaldt i 16 måneder), at der opstod et godt kammeratskab, som rigtig mange ønskede at kunne bevare også efter hjemsendelsen. Disse gode muligheder blev udnyttet i et tæt samarbejde specielt mellem Leif Sørensen som forretningsfører, Frank Jeppesen som sekretær og mig som formand, men naturligvis også en stor indsats fra de fleste af afdelingsbestyrelserne. Resultatet var, at medlemstallet, som tidligere nævnt, voksede fra ca. 1.100 i 1960 og til lige godt 5.000. Men det bør også i den forbindelse nævnes, at foreningen som helhed dengang som også senere nød en meget stor opbakning fra Flyvevåbnet, og det gjaldt alle fra den øverste ledelse til flyvestationernes personel.

Helt personligt mærkede jeg den store velvilje fra Flyvevåbnets side den 1. oktober 1985. Jeg var blevet inviteret til Flyverkommandoens hovedkvarter i Vedbæk i anledning af Flyvevåbnets 35 års fødselsdag, og invitationen omfattede et tilsagn om, at jeg ville blive hentet med en T-17 i Odense Lufthavn i Beldringe og senere bragt tilbage dertil igen. Piloterne på disse flyvninger var stabsofficerer, som skulle have en vis flyvetid for at opretholde deres flyvestatus. For en god ordens skyld blev jeg anmodet om at tage min uniform på som eskadrillechef i Luftmeldekorpset. Det ville på en måde understrege mit tilhørsforhold til Flyvevåbnet, selv om jeg jo var der som landsformand og dermed reelt som civilist.

     Det var naturligvis en invitation, som jeg med stor glæde tog imod. Men jeg havde ingen anelse om, at der var tale om andet og mere end en invitation til landsformanden for Flyvevåbnets Soldaterforening til at deltage i fødselsdagsarrangementet.

     Klokken 11.00 blev jeg ført hen til inspektøren for Flyvevåbnets

kontor. Det var generalmajor B.V.Larsen - måske bedre kendt som

BAV - der tog imod, og til stede var bl.a også to officerer fra Flyve-

våbnet. De blev begge udnævnt til riddere af Dannebrog og fik

overrakt Dannebrogkorset. Til min store overraskelse blev jeg

derefter kaldt frem, og det viste sig, at BAV også havde et Danne-

brogkors til mig, og mens han hæftede det på mit bryst, fortalte han,

at det var første og eneste gang, at en civilist på foranledning af

Flyvevåbnet blev udnævnt til ridder af Dannebrog, og at det skete

som anerkendelse for mine 25 år som landsformand for Flyvevåbnets

Soldaterforening. Man vil sikkert kunne forstå, at jeg var både rørt,

taknemlig og stolt. Det var følelser, der igen meldte sig hos mig, da

jeg en måneds tid senere var i audiens hos Hendes Majestæt

Dronningen for at takke for udnævnelsen.

    I øvrigt kan det nævnes, at BAV tidligere på formiddagen selv

havde fået overrakt Dannebrogkorset af forsvarschefen.

    En lidt speciel oplevelse fra flyvningen hjem fra Vedbæk skal nævnes.
    Der var den dag en luftforsvarsøvelse i gang med deltagelse af bl.a. udenlandske fly, og alle Luftmeldekorpsets poster var bemandede. "Brown Falcon" hed øvelsen; men da det den dag var meget diset, var der kun meget lidt flyvning. Men min hjemtur blev lagt omkring mine fire luftmeldeposter i Eskadrille Svendborg med en kredsning omkring hver af dem. Folkene på posterne havde kedet sig bravt, men nu kunne eskadrillechefen så sørge for, at de i hvert fald fik lidt at melde om. Først senere fik de at vide, at jeg havde siddet med i flyet deroppe.

Allerede det år - altså i1985 - havde jeg på foreningens ordinære repræsentantskabsmøde meddelt, at jeg ønskede året efter at trække mig som landsformand. Dels fandt jeg det uheldigt med min dobbeltrolle som formand og så dette, at jeg som udgiver af PROPEL havde en rent forretningsmæssig forbindelse til foreningen, og dels mente jeg også, at det måtte være på tide, at der kom ny kræfter til. Dette blev godtaget af de delegerede på mødet, og det blev besluttet, at min efterfølger skulle være Flemming Raalund, som så i det næste års tid skulle følge mine opgaver som landsformand på nært hold, så han kunne være rustet bedst muligt til at overtage posten. Og det skete så på repræsentantskabsmødet det følgende år.

     Jeg var dog ikke dermed helt uden en vis beskeden ledelsesfunktion i foreningen, idet jeg fortsatte som formand for dens Lokalafdeling Sydfyn. Den post havde jeg, indtil det ved nytåret 2020/21 blev nødvendigt at nedlægge denne lokalafdeling. Gennem en årrække var det forsøgt at få nye kræfter i bestyrelsen til afløsning for de tre, som til sidst udgjorde den faste stok, nemlig Jørgen Fredeløkke som kasserer, Hans Henningsen somsekretær og fanebærer samt undertegnede som formand. I august 2020 døde Jørgen, og i december samme år blev Hans ramt af en hjerneblødning, er gjorde ham lam i den ene side. Tilbage var så kun undertegnede, og pr. 31. december 2020 måtte jeg meddele foreningens hovedbestyrelse, at lokalafdelingen måtte lukke, og den resterende lille kassebeholdning blev overført til Skrydstrup afd. 
      Mandag den 14. juni 2021 blev lokalafdelingens arkivalier og dens fane afleveret til Svendborgs Byhistoriske Arkiv.

Gennem årene har samarbejdet med Flyvevåbnet givet anledning til adskillige spændende og interessante oplevelser. Således fik jeg i april 1982 lejlighed til at komme med på en flyvning med et F-16 jagerfly. Dette er en af mine største flyveoplevelser, som vel næsten overgår min første solo-flyvning, da jeg i 1974 tog privatflyvercerti­fikat. I 1985 fik jeg igen lejlighed til at flyve jet, denne gang med, hvad der på det tidspunkt var Flyvevåbnets ældste kampflytype, F-104 Starfighter, som året efter blev udfaset af Flyvevåbnet. Ind imellem har der været lejlighed til at deltage i fiskeriinspektions-flyvning med Gulfstream III omkring Færøerne og med en afstikker til Island. Det var også G-III, der bragte mig med til Grønland til åbning af Flyvevåbnets museum i Sdr. Strømfjord og på presseture til øvelsesmæssige eskadrilleforlægninger til Polen og Syditalien. Jeg fik lov til at være med på den sidste flyvning med de gamle, veltjente C-47 Dakota transportfly, og jeg har været i luften med såvel de gamle som de nye C-130 Hercules og med Flyvevåbnets S-61 helikoptere og senere med EH-101 såvel som med Hærens Cayuse og Fennec helikoptere.

        Også adskillige flyveoplevelser med civile flytyper har især arbejdet med PROPEL givet anledning til.