Bent Aalbæk-Nielsens hjemmeside
Gotlænderstedet på Æblevadsvej
Det stod hurtigt klart, at der var ikke noget af avlslængen, der kunne bevares, og med god hjælp fra naboen på Egemose, Arne Quist, og hans traktor blev den revet ned. Murstenene havnede i mergelgraven, og træværket blev brændt. Bindingsværket i beboelseslængen var stort set mørnet væk og erstattet af kyllingetråd og cement. Alt måtte fornyes. Efter gode råd fra folk med forstand på de dele blev der købt et egetræ på roden i Præsteskoven, og på savværket i Langå blev det savet op i de rigtige dimensioner. Vores nabo i Vejstrup, postbud og fabrikant Christian Schaumann, havde lige gennemført en gennemgribende restaurering af et gammelt bindingsværkshus i Vejstrup, og han forklarede os, hvordan sådan et nyt bindingsværk kunne sættes op: Man fik smeden i Vejstrup til at lave nogle solide jernvinkler, og med dem og franske skruer samlede Bodil og jeg så de nye egestolper oven på en nystøbt grund. Udfyldningen af en dobbelt mur med mursten og isolering imellem måtte vi dog overlade til mureren at tage sig af. Men så blev den faktisk også rigtig flot. Samtidig blev den tidligere avlslænge erstattet med en spritny bygning med alrum, sauna og et badeværelse samt kombineret bryggers og fyrrum.
Vi fik femten gode år i den gamle skole på Landevejen 13, over for gadekæret i Vejstrup og lige dér, og hvor man drejer af ned mod stranden. Men i de femten år var trafikken på Svendborg-Nyborg-vejen taget meget til, og der var stadige opbremsninger og igangsætninger, når folk skulle om ad Strandvejen. Det var ikke det mest ideelle sted at bo, når der jo også var kommet et par børn til, og selv om vi lod forsatsvinduerne sidde sommeren igennem for at dæmpe trafikstøjen, så hjalp det ikke ret meget.
Vi begyndte også at have lyst til at have noget, der var vores eget. Den gamle skole var jo kommunal ejendom, og selv om man fra kommunens side var ganske large med hensyn til forandringer og vedligeholdelse, så skulle vi jo altså altid bede om forlov til at lave det ene eller det andet.
I forsommeren 1972 begyndte vi derfor at se os om for at finde en anden bolig med den rigtige beliggenhed, og som helt kunne være vores egen. Den fandt vi omsider nede på markerne mellem Oure og Lundeborg - nærmere betegnet på Æblevadsvej nr. 5.
Lidt af et vovestykke
Hvordan tør I dog?!
Det var reaktionen fra familiemedlemmer, venner og bekendte, når de så, hvad det var, vi var gået om bord i.
Stedet var det rigtige: Et lille husmandssted. Seks-syv tdr. land. Grænsende op til et skovareal. Masser af muligheder for pryd- og køkkenhave. Og et markområde, som - i hvert fald i første omgang - kunne forpagtes ud til en nabo.
Men huset! Vinkelbygget med bindingsværk indad i vinklen og det hele bygget op på en grund af kampesten. Beboelseslængen med entré og baggang, køkken og viktualierum, stue og soveværelse. Ingen vand indlagt, men en gammeldags håndpumpe oven på brønden nogle få meter fra huset. Der var dog et afløb fra køkkenet og jeg husker faktisk ikke hvorhen. Intet badeværelse og altså heller intet toilet, men et lokum i et lille træskur hægtet op på gavlen af avlslængen og med direkte "aflevering" ned i møddingen ca. fem meter fra ejendommens brønd. Og så avlslængen med svinesti til seks-otte svin, en stald med plads til to køer og en hest og et rum med plads til foder til dyrene. En halv snes meter fra bygningerne var der en ganske dyb mergelgrav.
Hverken Bodil eller jeg kunne være uenige i, at Æblevadsvej 5 rummede store problemer og en masse udfordringer, før det kunne blive et virkelig hjemsted for både børn og voksne. Men vi kunne også se mange gode muligheder i det, og købsprisen for hele "herligheden" var så tilpas lav, at der kunne live råd til en gennemgribende restaurering. At der så undervejs blev tale om nogle uforudsete bump, er en anden sag.
Så kunne vi for alvor tage fat på det indvendige.
Skillevæggen, som i øvrigt også viste sig at være med
bindingsværk, mellem den gamle stue og svinestien blev
revet ned, så der blev skabt en stor, samlet stue. En solid stolpe mellem gulv og loft til at bære etageadskillenden blev sat op, hvor skillevæggen havde været. Specielt i svinestien var der et større arbejde med at fjerne nogle store sten, så der kunne støbes et sammenhængende gulv.
Så blev det yderste færdigt med helt nyt bindingsværk og med en helt ny erstatning for staldlængen t.h.
Der var bindingsværk i skillevæggen mellem stue og svinesti.
Det var ikke just noget kønt syn, når man så ind i den tidligere svinesti, og der skulle fjernes en hel del store sten fra gulvet, før der kunne støbes nyt gulv, og det hele kunne blive en del af en ny, stor stue.
Men efterhånden kom der skik på det hele, så der i den gamle beboelseslænge, foruden den nu forstørrede stue, blev et fint spisekøkken, et soveværelse og et badeværelse foruden en entré og en baggang.
Over stueetagen blev der støbt en etageadskillelse, så der i loftetagen kunne indrettes værelser til børnene, et kontor til mig, et ekstra badeværelse og et stort loftrum, som nogle år senere blev indrettet til endnu en stue med en brændeovn, som blev koblet til centralvarmenettet.
Første udgave af det færdigbyggede resultat set fra den nyanlagte have.
Den endelige udgave efter en ret omfattende ombygning nogle år senere specielt af overetagen.
Dermed var rammerne skabt for såvel et godt familieliv og et godt arbejdsliv, som dér i 1970'erne for både børn og voksne var nært forbundet med Sct. Michaels Skole i Oure - børnene som elever og Bodil og jeg som lærere.
Men der hørte ca, 6½ tdr. land med til det husmandssted, som det jo i virkeligheden var. Og de skulle naturligvis udnyttes på en god måde. En del af dem blev lagt ud som have - såvel prydhave som køkken- og frugthave. Men langt den største del blev lejet ud til naboen Arne Quist på Egemose. Og så var der den fjerneste, mindre del af den, som skrånede stejlt ned mod et stykke skov, der hørte til Egemose. Det var næsten umuligt at dyrke med vore dages store maskiner. Derfor blev det med støtte fra Dansk Jagtfond plantet til med ca. 500 egetræer omkranset af forskellige hækplanter, som iflg. Jagtfonden egnede sig specielt godt til at skabe et fint lille vidtområde. Dermed blev Bodil og jeg altså også skovejere i lille målestok, men nok til at vi var en lille smule stolte af det.
Husdyr
Der var dog stadig et mindre område tilbage med græs. Noget af det blev udlagt til fodboldbane, og resten blev for et sommerhalvår overladt til Oline. Hun var en sortbroget kalv, spm gik der alene med det formål at ende i fryseren som forråd til vinteren. Især for børnene skulle det lige fra den første dag gøres klart, at det ikke var et kæledyr, men et maddyr.
Men Bodil fik snart andre gode ideer til anvendelse af det samlede græsareal: Der skulle gå får. Efter studier i de diverse fagbøger traf hun beslutning om, at det skulle være gotlandske pelsfår. De har nemlig en uld og et skind, der er god til flere formål, og som kødleverandør er racen uovertruffen. Området blev indhegnet, og Bodil fandt frem til en avler med de helt rigtige får, og derfra hentede hun i vores Citroen 2CV varevogn en dejlig forårsdag to gimmere og en vædder.
De skulle jo nu bo på Æblevadsvej, og derfor var det naturligt, at fårene fik navne efter æblesorter, mens vædderne nu og de følgende år fik pærenavne.
Det gik fint sommeren igennem. Dyrene havde mulighed for at komme i skygge, og andet og mere var der ikke brug for den første tid. Men da vinteren nærmede sig, måtte der skabes en eller anden mulighed for, at de kunne komme i læ og ly og under tag, og den første stald blev opført af halmballer og plastic.
Men allerede næste år kom der lam. Flokken blev altså større og krævede mere plads. Derfor blev der bygget en ny og langt pænere stald med Bodil som opgavestiller og Lars og hans klassekammerat Torkil som bygmestre.
Oline
Grev Moltke
Som ventet leverede fårene mere og mere uld af høj kvalitet, og lidt efter lidt blev det ikke blot en hobby for Bodil at fremstille et utal af forskelligartede uldne produkter. Det blev også en levevej - dog stadig i erndnu nogle år med skolearbejdet sog væsentligste indtægtskilde. Men på et eller andet tidspunkt skulle der prioriteres, og valget faldt på uldarbejdet under firmanavnet "Uldværkstedet", og hver lørdag formiddag kunne man finde Bodil og hendes mange håndgjorte produkter på torvet i Svendborg.
Men dertil krævedes der en væsentlig større produktion af råstoffer, og fåreholdet måtte øges til rundt regnet 25 moderfår og hvert år et halvt hundrede lam.
Dobbeltklik her for at tilføje din egen tekst.
Nu var fåreholdet på plads med op til 25 moderfår, og de producerede al den uld, som Bodil skulle bruge i produktionen til "Gotlænderstedet", som på billedet herunder er rykket ud til julemesse i Fyns Forum. Senere blev hendes butik bedre kendt under navnet "Uldværkstedet", og som sådan var den at finde hver lørdag gennnem flere år på torvet i Svendborg.
Vi havde meget glæde at årene på Gotlænderstedet. Men det var desværre forbundet med en tikkende bombe. Netop som vi skulle i gang med det store ombygningsarbejde og havde alle planer og budgetter på plads, så brød 70'ernes energikrise ud. En af dens følger var kraftigt stigende priser på byggematerialer, og det gav os mange og store uforudsete udgifter, som blev dækket ind gennem øgede lån i bank og kreditforening - men dog ikke mere, end at det var til at klare.
I 1982 var det så, at jeg startede Luft- og Rumfartsforlaget, og det kunne jeg ikke gøre uden en kassekredit i banken. Men i 1986 brød vores økonomiske grundlag i nogen grad sammen.
Det krævede naturlogt nok endnu mere staldplads, og vi gik i gang med at
opføre en stor stålhal, hvor der også blev en del plads til vinterfoder og
desuden til et frostfrrit rum, som jeg tog i brug som lagerplads til Luft-
og Rumfartsforlaget. Også i forbindelse med dette byggeri var langt det
meste med egen arbejdskraft - specielt al indmaden med båse og
foderhække.
Hele den danske økonomi var dengang under hårdt pres, og regeringen så sig nødsaget til at gennemføre, hvad der blev kaldt "Kartoffelkuren". Den indebar bl.a., at min kassekredit skulle konverteres til et privat lån med en rente på op til 22%, og der blev indført en form for renteafgift på visse kreditforeningslån - blandt dem på vores. Det gjorde det simpelthen umuligt for os at klare de stærkt forøgede boligudgifter. Den samme skæbne lad mange andre.
Det var ikke det bedste tidspunkt at sælge en ejendom på; men der var ikke andre muligheder, og det lykkedes. I Gudme fandt vi et tidligere bageri, som kunne købes billigt. Det krævede, at vi igen måtte i gang med en hel del renovering; men det blev rigtig godt, og der var den nødvendige plads både til mit forlag og til Bodils Uldværksted. Vi kunne ikke længere selv have får; men der var rigeligt med god uld på markedet til købs til produktionen på værkstedet. I 1988 kunne vi så flytte fra Æblevadsvej til Kastanievej i Gudme.