Bent Aalbæk-Nielsens hjemmeside

Luftmeldekorpset  /  Flyverhjemmeværnet

                         LMK      FHV



Luftmeldepostens pejleapparat til brug for "Eyeball Mk. One"

Det betød en stor fordel for vore egne jagerpiloter, når vi kunne fortælle dem, at deres "fjendtlige" mål f.eks. var en F-15 Eagle.

Shackleton bombeflyet havde rollen som "bådfly".


Hjemmeværnsskolen i Nymindegab.

Der var også mange andre øvelser end dem med fly.

Eskadrillechef

Midt i 1970'erne ønskede Mogens Fog at trække sig tilbage som sektionsfører/postleder på Foxtrot 3, så efter at have gennemgået de krævede kurser overtog jeg disse funktioner pr. 1. marts 1976, samtidig med at jeg fortsatte med instruktøropgaven.  Men allerede små to år senere - i 1977 - bad chefen for Luftmeldedistrikt Odense, major W. Görnandt, mig om at overtage hvervet som chef for Luftmeldeeskadrille (LME) Svendborg i forbindelse med en omenkadrering af sektioner og eskadriller i distriktet. I den forbindelse skiftede posterne i eskadrillen kendingsbogstav fra Foxtrot til India. Efter endnu et kursus i Nymindegab blev jeg pr. 1. januar 1978 udnævnt til  løjtnant og halveskadrillefører og til fg. chef for LME Svendborg. Så gik turen endnu en gang til Nymindegab, og pr. 1. november 1978 blev jeg udnævnt til kaptajn, og samtidig kunne jeg fjerne betegnelsen "fungerende" i forbindelse med cheftitlen.

     Nu fulgte en række spændende år med mange og ganske store udfordringer.

     LME Svendborg strakte sig geografisk over et ganske stort område, og i samarbejdet med de to andre hjemmeværnsgrene, Hærhjemmeværnet og Marinehjemmeværnet, var der kontakt med flere kompagnier og en flotille, og med dem alle skulle der udarbejdes detaljerede samvirkeaftaler, hvor det blev fastlagt, hvem der skulle tage sig af hvad, og hvor der var kontaktpunkter, og at der hele tiden kunne være klarhed over, hvor de andre befandt sig, så man ikke risikerede, at vi begyndte at skyde på hinanden. Det krævede rigtig meget tid.

     Dertil kom så det interne arbejde i eskadrillen med befalingsmandsmøder, uddannelsesplanlægning, øvelser og meget andet som f.eks. kontakter med de lokale civile myndigheder og blandt dem menighedsrådet i Bregninge på Tåsinge og Stiftsøvrigheden i forbindelse med et ønske fra vores side om at kunne flytte luftmeldeposten på Tåsinge til en ny placering. Jeg blev hurtigt klar over, at det er ikke noget, man bare lige gør.

     På de organisatoriske linjer inden for Hjemmeværnet var 1980'erne præget af en del uro. Dengang som mange gange senere ønskede politikerne at gennemføre betydelige besparelser inden for Forsvaret og dermed også for Hjemmeværnet. Der var sågar forslag fremme om at lave et enhedshjemmeværn - altså at slå de tre hjemmeværnsgrene sammen, og ikke mindst det skabte ved flere lejligheder en ophedet debat - f.eks. på de årlige møder for alle landets eskadrillechefer. Så galt kom det imidlertid ikke til at gå. Hjemmeværnet har stadig sine tre grene; men kampen for det krævede i de år ganske meget tid også for os eskadrillechefer.

     Som chef må man også være indstillet på, at man kan møde kritik af det, man gør, og af måden, man gør det på. Det kom dog noget bag på mig, da jeg i sommeren 1985 fik en opringning fra chefen for Luftmeldedistrikt Odense, major K.F. Thomsen (til daglig blot TOM), som Eskadrille Svendborg hørte under. Han fortalte, at han havde modtaget en skriftlig klage fra en af mine fire postledere over min ledelse af eskadrillen - eller måske snarere manglende ledelse. Jeg fik en kopi af klagen og måtte undre mig over, at den var sendt direkte til distriktschefen, uden at nogen af dens punkter havde været nævnt direkte overfor mig, og i mit svar kunne jeg da også afvise hvert af disse punkter, og på et allerede planlagt befalingsmandsmøde kort tid efter med deltagelse af TOM, blev alle uoverensstemmelser da også bilagt. Men en sag som den måtte naturligvis give anledning til en del selvransagelse og til overvejelser om, hvorvidt en frivillig tjeneste som eskadrillechef med alt det meget arbejde, som det indebar, nu også var det hele værd. Jeg kom dog til det resultat, arbejdet var forbundet med så mange spændende og interessante opgaver, at jeg trods alt gerne ville fortsætte. Medvirkende til det var nu også, at jeg efterhånden blev klar over, at postlederens klager i ret høj grad var inspireret af hans søster, som også var medlem af posten, og som åbenbart mente, at jeg burde afskediges som eskadrillechef, så hendes bror kunne overtage den opgave.


Vanskelige år

Efterhånden blev det imidlertid en stadigt vanskeligere opgave at holde sammen på et tilstrækkelig stort og tilstrækkelig aktivt mandskab i en sådan eskadrille. Først og fremmest kunne det nemlig mærkes, at de øvelser med deltagelse af fly, som var en af de vigtigste motivationer for folk til at medvirke aktivt, blev betydeligt færre end tidligere, og når der endelig var øvelser af den art, var flyenes antal meget begrænset, så det i høj grad kunne føles som tidsspilde for nogen at tilbringe en kortere eller længere tid som observatør pa en luftmeldepost. Dertil kom jo så også - hvad man naturligvis må betragte som en positiv udvikling - at spændingen i verden føltes mindre i 80'erne og 90'erne, end det havde været tilfældet i  tidligere perioder, og en følge af det var en mindre tilskyndelse til at gå med i Hjemmeværnet, og for dem, der allerede var der, til at være helt så aktive, som de før har været.

     Men specielt dette med den manglende øvelsesaktivitet fik mig til at tænke over, hvad der kunne gøres. For noget måtte der nødvendigvis gøres, hvis aktiviteterne på luftmeldeposterne skulle opretholdes.

   



Én ting måtte imidlertid erkendes: Der ville ikke blive et større antal øvelser med fly, og der ville ikke komme flere fly under de få øvelser, der trods alt blev afholdt. Der måtte altså suppleres med noget andet, som kunne fastholde interessen for flykending og meldingsafgivelse. Det blev forsøgt med oprettelsen af en flyvende enhed, som med små, enmotorede fly skulle flyve rundt over posterne, som så kunne melde om disse overflyvninger ind til luftmeldecentralen. Og for at give disse øvelser lidt ekstra udfordringer blev det bestemt, at højvingede fly var fjendtlige, og de lavvingede var allierede. Faktisk var min sidste flyvning som privatpilot en sådan tre timers tur rundt over de fynske luftmeldeposter den 26. maj 1977. Men især for de lidt ældre medlemmer var der ikke rigtig nogen udfordringer i sådan nogle øvelser. De huskede kun alt for godt tidligere års øvelser, som kunne være med mere end 100 overflyvninger med typer som britiske Vulcan bombefly, amerikanske F-15 Eagle jagerbombere og tyske Tornado - foruden naturligvis de danske jagere som Hunter, F-100 Super Sabre og F-104 Starfighter. Jo, det var tider med udfordringer. Men nu!?

      Der blev i de følgende år forsøgt meget for at gøre tjenesten i Luftmeldekorpset  interessant, spændende og frem for alt meningsfyldt. Ikke mindst på Hjemmeværnsskolen i Nymindegab blev der produceret en hel del komputer-baseret materiale, og på eskadrillebasis blev der stillet udstyr til rådighed, som kunne udnytte dette materiale.  Men det var alt sammen "kun" billeder og video til brug i undervisningslokaler, og kontakten til de virkelige opgaver manglede stadig.


Elektronisk træning

Lidt bedre blev det i midten af 90'erne, da Forsvaret fik de skulderaffyrede jord-til-luft Stinger missiler til rådighed. Til træning i brugen af dem blev der opført to "dome-trænere" - en på kasernen i Varde og en på Gniben. Det var halvkugleformede bygninger, hvor man ved hjælp af et avanceret projektionssystem kunne simulere overflyvninger på kryds og tværs af alle kendte flytyper. Disse to dome-trænere blev også i et vist omfang stillet til rådighed for Luftmeldekorpset. Og her var der pludselig igen mulighed for at få prøvet sine meldefærdigheder af  og for at få trænet sin flykending  på et stort antal flytyper og under forhold, der var så tæt på det virkelige, som det  kunne komme, når det nu engang var kunstigt i en simulator. Men der var kun de to simulatorer til rådighed her i landet, og for de fleste i Luftmeldekorpset var det en lang vej at køre for nogle få timers træning, og derfor måtte det erkendes, at de slet ikke kunne dække det behov, der var.

     Og så skal det lige nævnes, at da Hærens luftværnskapacitet blev nedlagt som led i forsvarsforliget 2010-2014, blev Stinger-systemet udfaset i 2005, og hovedparten af udstyret blev solgt til Estland.

     I slutningen af 1900-tallet dukkede der så en ny og helt oplagt mulighed op. Det stiftede jeg bekendtskab med på Paris Air Show i 1999. På "nydansk" gik det under betegnelsen virtual reality eller "kunstig virkelighed".

     Det var udviklet i Tyskland  af Dornier, og ligesom dome-systemet var det egentlig tænkt til brug for træning af Stinger-skytter. Men det var meget enklere og langt mere anvendeligt end dome-systemet.  Det var nemlig indrettet, så den, der skulle trænes, bar en hjelm med et display, hvor hele øvelsesforløbet kunne afspilles kombineret med tilhørende lydeffekter. Det hele var nemlig indbygget i en container og derfor mobilt. Det ville gøre det muligt efter en rotationsplan at stille det til rådighed på eskadrilleplan.

      Jeg havde en snak med et par af folkene på Dornier-standen og spurgte, om man kunne forestille sig systemet ændret specielt til brug for træning i Luftmeldekorpset. Svaret var et klar JA. Og det ville være meget enkelt at lægge en funktion ind, så der kunne reageres på det sete med afgivelse af meldinger. Hvad prisen ville blive for sådan et træningssystem, kunne de ikke fortælle mig her og nu, men det ville under alle omstændigheder være absolut begrænset i forhold til, hvad det tidligere kostede at gennemføre de luftmeldeøvelser med fly, som nu var blevet en saga blot.

      Hjemme fra Paris skrev jeg en artikel til PROPEL om de muligheder for Luftmeldekorpset, som lå i den nye virtual reality. Jeg sendte artiklen sammen med noget materiale om systemet fra Dornier til Luftmeldekorpsets ledelse, og fik et absolut positivt svar tilbage: "Den artikel er yderst interessant, og falder 100% inden for de tanker vi i Flyverhjemmeværnet har gjort os. Jeg har straks sendt en kopi videre til sagsbehandling i staben," hed det i svaret.

 

AWACS - dødsstødet for LMK   

Mere blev der så ikke ud af det. Det skyldtes imidlertid ikke manglende interesse eller vilje, men ganske enkelt, at det blev overhalet af andre teknologiske muligheder.

     Luftmeldekorpsets eksistensberettigelse lå i, at de jordbaserede radarstationer ikke havde mulighed for at dække luftrummet i de lave højder. Her måtte man nødvendigvis henholde sig til, hvad det menneskelige øje og øre kunne registrere. Men allerede i slutningen af 1970'erne var man i flere lande i gang med at udvikle radarsystemer, som kunne sendes i luften med fly og registrere alt, hvad der bevægede sig helt ned til jordoverfladen - ja, sågar også på selve jordoverfladen. Den udvikling nåede så langt, at 13 NATO-lande, deriblandt Danmark, i 1982 oprettede en flyvende varslings- og kontrolstyrke, benævnt NAEW, NATO Airborne Early Warning. Denne styrke rådede allerede dengang over 18 fly, og i de følgende år blev de tilhørende faciliteter etableret på jorden fra  Nordkap til Tyrkiet, og med indgangen til de ny årtusind var det så indarbejdet, at det måtte erkendes, at der ikke længere var brug for et luftmeldekorps, og det blev definitivt nedlagt i 2004. Det lever dog videre med andre opgaver i Flyverhjemmeværnet.

   


Men i 1984 eksisterede Luftmeldekorpset stadig i bedste velgående, og det år kunne korpset jo markere sin 50-årsdag. I den anledning var alle, der var med ved stiftelsen af "Den frivillige Luftmeldetjeneste" i 1934, og som stadig var medlemmer, inviteret med ledsager til en fest i København. En af dem, der havde været med fra første færd, var den tidligere postleder på Foxtrot 3, Mogens Fog. Han spurgte, om jeg ville tage med som hans ledsager, og det sagde jeg naturligvis jatak til, og det gav både ham og mig en virkelig god oplevelse bl.a. med modtagelse på Københavns Rådhus til taler og de berømte rådhus-pandekager, med aftenfest  og medaljeoverrækkelse og med overnatning på SAS-hotellet.




Uden synderlig succes oprettede man en Flyverhjemeværnets Flyvende Enhed med indleje af små, lette fly.


Den Flyvende Enhed, som Flyverhjemmeværnet råder over i dag, er noget helt andet, som ved flere lejligheder har bevist sin store værdi.


Dome-træneren på Varde Kaserne.

Dorniers bud på træning ved hjælp af virtual reality.

I august 1991 fik jeg lejlighed til komme på en flyvning med et af NAEW's AWACS fly.

     To af besætningsmedlem-merne var ved den lejlighed fra det danske flyvevåben.

Mogens Fog ønskes til lykke med jubilæet af chefen for Hjemmeværnet.

    Ved siden af Fog ses Arne Eskelund, der var den anden fynske 50-års veteran.

I 56 år har jeg nu været medlem af Flyverhjemmeværnet - de senere år dog  i korpsets reserve.


I februar 1962 meldte jeg mig til Flyverhjemmeværnets Luftmeldekorps. Og så oplevede jeg, at ting kan gå virkelig stærkt.   

     En søndag formiddag besøgte jeg skovejer Mogens Fog, der var leder af den lokale luftmeldepost og en af de pionerer, der var med til at starte Luftmeldetjenesten i 1934. Under mit besøg hos Mogens Fog havde jeg udfyldt  en begæring om optagelse. Dagen efter blev jeg ringet op major W. Görnandt, der var chef for Luftmeldekorpsets Distrikt Fyn. Han fortalte, at deres varslingsinstruktør - d.v.s. instruktør i flykending og meldelære - ved den lokale luftmeldepost mellem Gudme og Gudbjerg og med kaldenavnet Foxtrot 3 var død nogle måneder tidligere, og der manglede en afløser. Görnandt mente, at som skolelærer måtte det lige være noget for mig at overtage den opgave. Og tilfældigvis skulle der netop i weekenden efter være et instruktørkursus på Slipshavn ved Nyborg Fjord. Det ville han gerne have mig til at deltage i.

     Nu var det imidlertid sådan, at jeg havde det, der hed en "Hvid mødebefaling med rød kant" fra Flyvevåbnet. Det betød, at jeg stadig stod i Flyvevåbnets mobiliseringsstyrke, og jeg mente, at der ville være et problem i at blive så kraftigt involveret i Luftmeldekorpset, hvis min plads stadig var i Flyvevåbnet i tilfælde af en eventuel mobilisering.  "Det klarer vi," sagde Görnandt. "Send din soldaterbog til Flyvevåbnets Personelafdeling med en reference til mig". Det gjorde jeg dagen efter - altså om tirsdagen. Allerede om torsdagen havde jeg den retur - og nu uden mødepligt ved mobilisering.

     Så var der lige det med iklædning - altså udlevering af uniform og udstyr. "Der er åbent på depotet onsdag aften," sagde Görnandt. "Så ligger det hele klar til dig." Og det gjorde det.

     Fredag aften kl. 19.00 mødte jeg på Slipshavn til en weekend med en koncentreret, grundlæggende instruktøruddannelse. Og den følgende tirsdag aften stillede jeg i et lokale i Gudbjerg Forsamlingshus til min første mødeaften i Foxtrot 3. Her blev jeg af Mogens Fog introduceret som luftmeldepostens nye instruktør, og ved det næste møde fjorten dage senere havde jeg  min første egentlige instruktionsaften.

   

Foxtrot 3

havde fast mødeaften hver anden tirsdag. Jeg husker ikke præcist, hvor mange der almindeligvis mødte op; men jeg har et billede i baghovedet af et ganske pænt fremmøde. Der var et godt kammeratskab og et hyggeligt samvær; men der herskede ingen tvivl om, at formålet med fremmødet var at blive bedst muligt i stand til at yde en indsats, hvis krigen skulle komme.

     Da jeg jo havde været soldat, skulle jeg ikke gennemgå Hjemmeværnets grundskole, men efter nogle supplerende kurser blev jeg udnævnt først til  gruppefører (korporal) og senere til delingsfører (sergent)

     Gennem  årene gav mit medlemskab af Luftmeldekorpset mig mange gode, interessante og spændende oplevelser. De første år var der mange overflyvningsøvelser, hvor luftmeldeposterne var bemandede, og disse øvelser stillede ret betydelige krav om flykending. Ikke blot skulle vi i vores meldinger pr. telefon til luftmeldecentralen i Odense  kunne oplyse, om det, vi så, var venlige eller fjendtlige fly, men også gerne hvilken type det var. I forvejen var det blevet oplyst, hvilke typer der optrådte som fjendtlige fly under øvelsen.

     En sjælden gang imellem strakte disse øvelser sig over tre døgn med bemanding 24 timer i døgnet. Man kan så spørge om, hvad en luftmeldepost kan gøre af gavn om natten, når man jo ikke kunne se flyene. Det er rigtigt, at man ikke kunne se dem, men de kunne høres - vi have også en melding, der hed "fly høres, jet / propel" -, og at det kunne få betydning, oplevede vi en nat, hvor øvelsen omfattede en nedkastning med faldskærm af specialstyrker fra det britiske Special Air Service (SAS). På et tidspunkt kunne vi høre, at et tungt propeldrevet fly nærmede sig nord for posten, og vi afgav straks en "fly høres-melding" til luftmeldecentralen. Øjeblikket efter kunne vi tydeligt høre, at omdrejningstallet på motorerne blev sat ned, og det meldte vi om. Det betød formodentlig, at flyet nu befandt sig dér, hvor folkene ombord skulle springe ud, og området kunne ret nøje udpeges ved hjælp af meldinger, der også kom fra flere andre luftmeldeposter. Også Hærhjemmeværnet var med i øvelsen, og styrker derfra blev omgående sendt af sted mod området, og de var fremme, før SAS-folkene nåede at organisere sig, og hovedparten af dem blev taget til fange. Ved debriefingen efter øvelsen udtalte en repræsentant for SAS sig meget positivt over indsatsen fra Luftmeldekorpsets og Hjemmeværnets side, som var kommet fuldstændig bag på dem.

     Også dette, at det ofte var muligt i forbindelse med meldinger om "fjendtlige" fly at oplyse om flytypen, havde betydning. De fleste flytyper har nogle svage vinkler. Dem kendte vores jagerpiloter, og det kunne være en stor fordel for dem at kunne udnytte disse svagheder under deres indsats mod "fjenderne". Ikke sjældent deltog der bl.a. amerikanske fly fra baser i Tyskland og England som angribere i disse øvelserne. Og flere gange blev der fra de amerikanske piloter givet udtryk for overraskelse og beundring over betydningen af den danske "Eyeball Mk. One-tjeneste", som de somme tider kaldte Luftmeldekorpset.

 

Fjernkendingsskolen

Og netop træningen i  flykending stillede betydelige krav til instruktørerne ved luftmeldeposterne, og under træningen blev der brugt flere forskellige hjælpemidler: lysbilleder, modeller, papiropgaver o.a. Men der var også gode muligheder for uddannelsen af instruktørerne - ikke mindst på Søværnets Fjernkendingsskole på Holmen i København, hvor der hver sommer blev afholdt flere kurser for os instruktører, og hvor jeg var med flere gange. Og det var en virkelig positiv oplevelse hver gang - ikke mindst takket være Poulsen, der var leder af kurserne. Han var helt speciel. Hans "hovedfag" var egentlig skibskending, men efterhånden var han også blevet kendt i det meste af NATO som en af de bedste (måske den bedste) flykendingsinstruktør inden for NATO. Der var dengang en bestemmelse om, at selv nogle af de øverste NATO-officerer med nogle års mellemrum skulle gennemgå et flykendingskursus, og i den forbindelse var Fjernkendingsskolen på Holmen blevet kendt som i hvert fald én af de bedste, og det var utvivlsomt på grund af Poulsen. Oprindeligt var han befalingsmand i en eller anden lavere grad i Søværnet  (vistnok officiant), men en rygskade forhindrede, at han kunne avancere og da slet ikke blive officer. Det blev fortalt, at det så virkede lidt pinligt på nogle, når f.eks. en hollandsk general eller admiral som den øverste af rang på et af disse kurser skulle kommandere klassen ret (som man jo gjorde det dengang)og melde: "Hr. officiant - jeg melder, klassen er samlet med - - - - ". Noget måtte gøres, og resultatet blev, at han blev fyret som officiant og i stedet ansat som civil instruktør. Og ingen havde ondt nogen steder over at skulle melde: "Hr. instruktør - jeg melder - - - -".

     Jeg betragter det som et privilegium at have oplevet Poulsen som instruktør - endda flere gange.

     Der var tradition for  en udflugt under kurserne på Fjernkendingsskolen. Et år blev vi af Marinehjemmeværnet sejlet ud til Flakfortet, hvor der netop var blevet placeret en HAWK-eskadrille. Personellet var lige kommet fra uddannelse i USA, og vi var imponerede over at opleve den stolthed og entusiasme, som disse unge mennesker gav udtryk for m.h.t. deres nye grej.

    En anden gang gik udflugten til Flyvestation Værløse, hvor vi bl.a. fik mulighed for at kigge nærmere på et britisk Shackleton bombefly. Det, der imponerede os mest i den forbindelse, var, at Poulsen kunne forklare formål og virkning med praktisk taget hver eneste del af flyet - lige til vi fik lejlighed til at kigge ind i bomberummet. Dér hang nogle kraftige læderremme, og der måtte Poulsen give op - han anede ikke, hvad pokker de kunne være til, og man kunne godt se på ham, at det ærgrede ham. Næste morgen på kurset var han dårligt kommet ind i klasselokalet, før han udbrød: "Nu ved jeg det!" Han havde brugt sin aften på at finde ud af, hvad de remme skulle bruges til, og nu fik vi forklaringen: I de dage var der en ro-regatta på Bagsværd Sø med deltagelse af bl.a. et par hold fra Royal Air Force, og deres både var blev fløjet til Værløse ophængt i disse remme. Så havde Poulsen det godt igen!


Hjemmeværnsskolen

Adskillige gange har jeg også været på andre kurser i Hjemmeværnet - ikke mindst på Hjemmeværnsskolen i Nymindegab. Og generelt må jeg sige, at det har været nogle fantastisk gode og effektive kurser. Det var jo ens fritid, man brugte på det, og derfor havde det stor betydning, at man virkelig følte, at man fik udbytte af det. Gennem årene har jeg også været på en hel del lærerkurser, bl.a. et par årskurser på Danmarks Lærerhøjskole. Der var da også nogle gode oplevelser blandt dem; men alt for mange gange kom man ud for undervisere, der startede kurserne med at spørge: "Nå, hvad synes I så, at vi skal beskæftige os med?" Så vidste vi, at det nok var så som så med undervisernes forberedelse. Det var helt anderledes på hjemmeværns-kurserne. Dér lå der på forhånd en færdig, gennemarbejdet plan for kurset, og undervisningen var helt igennem præget af en grundig forberedelse og et stort engagement hos underviserne, og mens audiovisuelle hjælpemidler dengang stort set var en by i Rusland på lærerkurserne, så var de fuldt indarbejdede på Hjemmeværnsskolen. Det var i øvrigt noget, som jeg også havde stor gavn af som lærer.

     Fra nogle luftmeldeposter var der fint udsigt over havet, og disse poster havde også til opgave at melde om, hvad de kunne observere derude, og de fik derfor også undervisning i skibskending. Men for alle poster gjaldt det, at de også gennem særmeldinger skulle berette om det, hvis de - under øvelser -  observerede aktivitet af interesse for det jordbaserede forsvar, d.v.s.  Hærhjemmeværnet og i nogle tilfælde Felthæren. Derfor deltog vi i en hel del øvelser med disse grene af Forsvaret, og så var det jo i øvrigt vores eget ansvar at etablere et nærforsvar omkring posterne. Også det gav anledning til mange spændende oplevelser og til et nært samarbejde med det lokale Hærhjemmeværn.




Folketingsmand med dobbeltmoral

(Dette var den overskrift, avisen satte på mit læserbrev).


Jeg har valgt her at anonymisere det pågældende folketingsmedlem ved at nævne ham som XX.


Jeg syntes som tidligere nævnt, at det var en virkelig spændende og givende opgave at være eskadrillechef, og egentlig havde jeg gerne fortsat et stykke tid endnu. Men i løbet af 1989 måtte jeg erkende, at arbejdet med Luft- og Rumfartsforlaget krævede al min tid, hvis jeg skulle gøre mig håb om fortsat at kunne leve af det. Det var ganske enkelt nødvendigt, at jeg trak mig som eskadrillechef. Der var tre måneders opsigelsesfrist fra opgaven, så i slutningen af september sendte jeg min opsigelse pr. 31. december.

    Men disse tre sidste måneder blev unægteligt temmelig turbulente for mig, o gentlig havde jeg gerne været dem foruden.

     Årsagen til det var, at der på en af mine poster var et folketingsmedlem. Han var generelt meget negativt indstillet over for Forsvaret, og man kunne undre sig over, hvorfor han i det hele taget havde meldt sig ind i Flyverhjemmeværnet. Han brugte enhver lejlighed til at kritisere de forsvarsmæssige aktiviteter og blandt dem ikke mindst de dyre og larmende luftmeldeøvelser med fly. Det skabte usikkerhed og utilfredshed blandt eskadrillens øvrige medlemmer og naturligt nok ikke mindst blandt medlemmerne på den post, som han var tilknyttet, og hvor han jo var med på alarmeringsplanen. Kunne man stole på ham, hvis "ballonen gik op"?

     Jeg prøvede at give ham et "vink med en vognstang" gennem det lille kvartalsblad, som jeg sendte ud til alle eskadrillens medlemmer. Men vinket havde ingen virkning. Kritikken af Forsvaret og dermed af det korps, han var medlem af, fortsatte. Det fik mig så til den 29. november 1989 at sende et læserbrev til den lokale avis, hvor jeg fortalte om det pågældende folketingsmedlems dobbeltspil. Ikke uventet gjorde det ham vred, og i et svar på mit læserbrev gjorde han blandt andet opmærksom på, at jeg løj m.h.t. hans medlemskab, idet han for år tilbage havde meldt sig ud af Hjemmeværnet. I en telefonsamtale med ham kunne jeg slå fast, at han ganske rigtigt på et tidspunkt havde givet udtryk for, at han agtede at melde sig ud, men at han jo aldrig havde gjort alvor af det, og derfor modtog han jo stadig post til personellet og herunder eskadrillens kvartalsblad, ligesom han jo var bekendt med, at han stadig stod i eskadrillens alarmeringsplan og som alle øvrige medlemmer modtog et telefonopkald, når der blev afholdt alarmeringsøvelser, og i øvrigt havde han jo aldrig afleveret det uniforms- og andet udstyr, som han havde fået udleveret.

    Men hovedanken i hans svar på mit læserbrev var, at jeg havde begået en ulovlighed ved offentligt at oplyse, at han var medlem af Hjemmeværnet. Og det havde i øvrigt fået ham til at rette henvendelse til Den Kommitterede for Hjemmeværnet med en klage over min optræden. Det førte til, at jeg den 11. december fik en kopi af en skrivelse fra Den Kommitterede til det pågældende folketingsmedlem.

     Heri skriver han bl.a.:

     "Tak for den loyale og forstående henvendelse til mig.

     Når man bruger Hjemmeværnsfolks navne i offentlige tilkendegivelser, er det rigtigt forinden at informere de pågældende, og det er ikke god skik at angribe kolleger i Hjemmeværnet, hvadenten de er medlemmer af Folketinget eller ikke. Det er skik, at man taler sammen. Sådan var det i Luftmeldekorpsets tid, og sådan har det været siden Hjemmeværnets start i 1949.

     Ejheller bør Hjemmeværnsfolks tilhørsforhold til Hjemmeværnet anvendes i politiske debatter. Jeg beklager på Hjemmeværnets vegne, at det er sket i denne sammenhæng.

     I øvrigt kan jeg oplyse, at B. Aalbæk-Jensens funktion som eskadrillechef ophører ved årsskiftet."


Helt ærligt: Jeg blev vred over formuleringerne i dette brev til det pågældende folketingsmedlem. Derfor sendte jeg den 14. december et brev til Den Kommitterede, hvor jeg bl.a. skrev:

     "Det er med stor undren og endnu større skuffelse, at jeg hat læst dette brev.

     Du skriver i brevet, at "Det er skik, at man taler sammen. Sådan var det i Luftmeldekorpsets tid, og sådan har det været siden Hjemmeværnets start i 1949."

     Heri er jeg enig, men jeg mener, at det i endnu længere tid har været god skik, at inden man tager stilling i en sag, og specielt inden man afsiger dom i en sag, hører man begge parter i sagen.

     Når du finder anledning til uden forbehold at fremkomme med en beklagelse over for XX af min handlemåde, må jeg opfatte det som Den Kommitteredes dom i sagen.

     Derfor skal jeg venligst bede dig om følgende:

1.  At få tilstillet en kopi af XX's henvendelse med bilag til dig ang. mit læserbrev i Fyns Amts Avis.

     Som part i noget, som jeg ikke havde regnet med ville blive en "sag", mener jeg, at det er rimeligt at anmode om dette under henvisning til loven om aktindsigt.

2.   At måtte få uddybet, hvad du mener med, at jeg skulle have anvendt XX's tilhørsforhold til Hjemmeværnet i en politisk debat."

    (Jeg uddyber herefter, hvorfor jeg ikke ser det som en politisk debat).

3.   Endelig, at jeg på anden måde end gennem et brev til efterretning må blive gjort bekendt med, at jeg er sat fra funktionen som eskadrillechef med næsten omgående virkning.

     Anden konklusion kan jeg ikke drage af din afsluttende oplysning i brevet, og jeg er sikker på, at det også må være XX's konklusion.

     Skulle det imidlertid ikke være meningen med oplysningen at fortælle, at jeg p.gr.a. læserbrevene er sat fra funktionen som eskadrillechef, men at oplysningen er baseret på det forhold, at jeg nu for to og en halv måned siden og med virkning fra udgangen af december i år har opsagt mit hverv som eskadrillechef af årsager, som intet har med XX og/eller læserbrevene at gøre, så skal jeg for det første tillade mig at udtrykke den opfattelse, at denne oplysning forekommer absolut urelevant i sammenhængen, og for det andet skal jeg meget indtrængende anmode om, at XX straks og skriftligt må blive orienteret om, at der ikke er den sammenhæng, som dit brev til ham lader forstå, og jeg skal anmode om at måtte modtage en kopi af denne orientering.

- - - - - - - -

Som du altså er bekendt med, har jeg opsagt mit hverv som eskadrillechef med udgangen af denne måned, og jeg har netop fået bekræftet fra LMD Odense, at jeg fra 1. januar 1990 er til tjeneste som menig observatør ved LMP I.1.

     Og dette havde jeg faktisk glædet mig over, så jeg på en mindre tidkrævende måde fortsat kunne gøre en indsats i LMK."


Den 24. januar 1990 fik jeg svar fra Den Kommitterede, hvor han bl.a. skriver:

     "Først skal jeg gøre opmærksom på, at der ikke foreligger noget skriftligt fra folketingsmedlem XX til mig. XX opsøgte mig den pågældende dag i december i Folketinget, hvor han på en i øvrigt pæn og ordentlige måde beklagede sig over at være blevet hængt ud som politiker og hjemmeværnsmand, og jeg lovede ham ved den lejlighed at se på sagen, hvilket jeg gjorde samme dag. Brevet af 11. december 1989 er således den første akt, der eksisterer, hvorfor jeg ikke er i stand til at opfylde dit ønske under pkt. 1 i dit brev yderligere.

    Hvad angår pkt. 2 i samme brev skal jeg henlede din opmærksomhed på, at jeg ikke har taget stilling til den konkrete strid mellem XX og dig, thi dette er ikke min opgave.

     Derimod vil jeg meget gerne uddybe den holdning, som jeg gav udtryk for i mit brev af 11. december 1989."


Den Kommitterede giver derefter en længere redegørelse for denne holdning, hvor han igen understreger betydningen af at få talt sammen, når der opstår konflikter, "da det vistnok hører til sjældenhederne, at avispolemikker fører til løsning af konflikter." Specielt mener han, at man skal afholde sig fra at blande hjemmeværn og politik sammen, og han konkluderer ved at skrive: "Det er muligt, at et folketingsmedlem, der også er medlem af Hjemmeværnet, lejlighedsvis "udnytter" - det er dit eget velvalgte ord - sit hverv som medlem af Folketinget, og at det giver anledning til irritation blandt kollegerne, men dette er den pågældendes ret, og vi hverken kan eller skal anfægte den.

     Hvad angår sidste afsnit i mit meget korte og knappe brev (af 11. december 1989), som jeg i det foregående har prøvet at uddybe, skal jeg nu, da jeg ser det igen, beklage det ganske uforbeholdent. Det var min hensigt at fastslå en kendsgerning, men det kunne tage sig ud, som om der er en årsagssammenhæng. Jeg er selvsagt villig til at berigtige, men vil kun gøre det i en form, der tilfredsstiller dig, hvorfor jeg skal spørge, om du ønsker, at jeg skal skrive et passende brev til adressaten.

     Det ville glæde mig, om du efter de mange år som ansvarlig for LME i dit område på trods af denne krusning måtte få nogle gode år som menig og støtte for medlemmerne i LME og LMK i det hele taget."


Jeg fandt det nødvendigt med en reaktion på dette brev, og den 20. februar skrev jeg derfor bl.a. således:

     "Jeg har været - og er stadig en del i tvivl om, hvad min reaktion på dette brev bør være. Det virker nemlig, som om vi ikke rigtigt taler samme sprog i denne sammenhæng.

     Det gælder f.eks., når du skriver, at du "ikke har taget stilling til den konkrete strid mellem XX og dig, thi dette er ikke min opgave"

     Jeg mener, at du netop med den beklagelse på Hjemmeværnets vegne, som du skriftligt har givet udtryk for over for XX i anledning af mit (første) læserbrev, har taget helt klar stilling. Derfor forstår jeg ganske enkelt ikke, når du skriver, at du ikke har taget stilling, og at det ikke er din opgave.

      Dernæst gør du meget ud af at understrege, at "vi hverken skal eller kan anfægte" et folketingsmedlems ret til at udnytte sit hverv som medlem af Folketinget.

     Det er naturligvis rigtigt. Men et medlemskab af Folketinget freder på den anden side ingen, når det netop er dette medlemskab, der udnyttes. Havde toldkontrolløren - for nu at holde mig til et af de erhverv, som du selv bruges som eksempel -  udnyttet netop sin stilling som sådan på en måde, der skadede HJV og virkede ødelæggende på moral og sammenhold i

den HJV-underafdeling, som han var medlem af, måtte jeg naturligvis som chef også have reageret på det.

     

Men det, der er hele grundlaget for mit brev til dig af 14. december 1989, kommer du overhovedet ikke ind på.

     Når jeg skrev brevet, var det, fordi du med din beklagelse over for XX havde afsagt Den Kommitteredes dom i sagen, og at det var gjort på et tilsyneladende meget spinkelt grundlag, og uden at du - som det dog ellers er den demokratiske skik og brug her i landet - havde ønsket at høre den anden part i sagen.

     Med dit brev nu har jeg fået bekræftet, at grundlaget for domsafsigelsen var netop så spinkelt, som jeg havde haft en formodning om, men dog havde vægret mig ved helt at tro på: En mundtlig henvendelse i Folketinget, tilsyneladende uden nogen dokumentation til belysning af hele sagens sammenhæng og forløb.

     Det skuffer mig og understreger min opfattelse af, at vi åbenbart taler forskellige sprog og har opfattelser, der nok ikke lader sig forene, med hensyn til, hvordan de demokratiske spilleregler almindeligvis er - og også bør være i en organisation som HJV.

     I den forbindelse kunne jeg f.eks. godt have tænkt mig at vide, om XX har gjort dig bekendt med hans indlæg i Fyns Amts Avis  (efter mit første læserbrev), hvor han benægtede at være medlem af LMK, og med min læserbrevsreaktion herpå.

     Og så til dit spørgsmål om, hvorvidt jeg ønsker, at du skal skrive et passende brev til XX med oplysning om, at der ikke er nogen sammenhæng - således som det kunne opfattes af dit brev til ham af 11. DEC - mellem hans klage til dig og min afgang som eskadrillechef.

     Nej, det ønsker jeg ikke. Ikke på nuværende tidspunkt. Men jeg havde rigtig nok betragtet det som en selvfølge, at der var gået et sådant brev af sted omgående efter mit brev til dig af 14. DEC, hvor "jeg meget indtrængende anmoder om, at XX straks og skriftligt må blive orienteret om, at der ikke er den sammenhæng, som dit brev til ham lader forstå, og jeg skal anmode om at måtte modtage en kopi af denne orientering".

     Jeg har svært ved at forstå, at dette har kunnet misforstås, og det bestyrker mig endnu mere i den opfattelse, at vi desværre ikke rigtig taler samme sprog, og så tjener det vel næppe noget rimelig formål at fortsætte med en udveksling af synspunkter."


Og med dette brev sluttede så min udveksling af synspunkter med Den Kommitterede. Man kan synes, at den fylder - og fyldte - meget. Men jeg har gerne villet have det med,  fordi det fortæller om den holdning, som jeg har prøvet at arbejdet ud fra i mit virke i Hjemmeværnet og i andre sammenhænge: Ret skal være ret!


Fratrædelse

Den 8. januar 1990 blev der afholdt et eskadrillearrangement for at markere min fratræden som eskadrillechef. I en tale, som jeg holdt ved den lejlighed, sagde jeg bl.a.:

     "Det var lidt med blandede følelser, da jeg forleden med hjælp fra Bodil fik sprættet EC-striberne af min uniform.

     Det var både med lettelse og med vemod.

     Af flere grunde var der tale om lettelse. For det første er det altid rart at kunne lægge et ansvar fra sig, som man til tider nok har kunnet føle tyngende - det er jo i HJV som så mange andre steder, at på den ene side har man som chef ansvaret i den sidste ende for alt, hvad der foregår i eskadrillen; men på den anden side er man nødt til at uddelegere en vis del af dette ansvar til andre, og det er så en vurderingssag, som man hele tiden må have i gang, om det nu også er det rigtige omfang af ansvar og på de rigtige områder, at man har uddelegeret. Disse stadige overvejelser kan det være ganske rart at slippe af med.

     Der var også tale om en lettelse, fordi det naturligvis er en arbejdsbyrde af et vist omfang, man slipper af med. Jeg vil i hvert fald anbefale, at når man skal se sig om efter EC-emner til eskadrillen her såvel som andre steder, at man så vægter dette ganske meget, at det er en person, som ikke har stort mere fast arbejde end arbejdsmarkedets normale 38 timer, og at vedkommende ikke har en hel masse andre interesser, der også skal dyrkes. Jeg er helt klar over, at der er nogen, der kan klare mere end andre, og at man har normalt også mere energi-overskud i de yngre år. Men har man et job, der oftest kræver en indsats i 50-60 timer eller flere 52 uger om året, så er man i den situation, at man nødvendigvis må prioritere sin tid, og alene det er faktisk ganske frustrerende, fordi det betyder, at man ofte helt bevidst må vurdere, at dette eller hint kan du ikke tage dig af - det må andre klare, og man kan ikke vente, at disse andre altid skal have forståelse for, at sådan er situationen".

- - - - - -

Senere i min tale gav jeg udtryk for bekymring over den udvikling, der var i gang inden for Forsvaret i det hele taget og specielt inden for Hjemmeværnet, hvor en forsvarskommission  bl.a. havde fremlagt forslag om et værnsfælles "områdehjemmeværn" og en yderligere rationalisering af ledelsen på regions- og distriktplan. Det var noget, som ikke mindst Flyverhjemmeværnets eskadrillechefer landet over på forskellige måder havde kæmpet hårdt imod - en kamp, som lå mig stærkt på sinde. Og jeg fortsatte med at sige:

     "Jeg håber meget, at det vil være muligt her på Fyn at finde en afløser for mig i den EC-gruppe, der arbejder med disse problemer - en, der kan og vil være med til at gøre det krystalklart for Hjemmeværnskommandoen, at hvis det er nedlæggelsen - opløsningen, om man vil - af Luftmeldekorpset, der er målet, så skal man bare blive ved, som man nu er i gang.

     Jo, der er fortsat nok at slås for, og det er faktisk en af årsagerne til, at det foruden lettelse også er en smule vemod, jeg føler ved nu at stoppe som EC.

     Jeg kan nemlig godt "li å slås". Vel at mærke, når jeg synes, at der er noget, der er værd at slås for, og det synes jeg i meget høj grad, at Luftmeldekorpset er.

     Det gør jeg, fordi jeg mener, at korpset fortsat er en betydningsfuld del af vores forsvar, og selv efter den udvikling, som vi har oplevet i Østeuropa i de seneste måneder, vil der også i de næste 10-15-20 år (hvad ved jeg) være brug for et dansk forsvar.

     Men jeg synes også, at korpset er værd at gøre en betydelig indsats for på grundlag af de mange gode oplevelser, jeg har haft i mine indtil nu 27 år i korpset. Det har været 27 år med en masse virkelig spændende opgaver og i et dejligt samarbejde med en mængde mennesker, og jeg føler mig meget taknemlig, fordi jeg har fået mulighed for at opleve det.

     Derfor er dette her heller ikke for mig nogen afsked med LMK. Jeg glæder mig til forhåbentlig mange år endnu som medlem."


Informationsofficer

Jeg fortsatte altså nu som menig observatør; men efter nogen tids forløb blev jeg opfordret til at fungere som eskadrillens informationsofficer (IO), og efter nogle kurser med henblik på det blev jeg udnævnt til løjtnant. Opgaven var primært at forberede og deltage i udstillinger og andre informationsarrangementer, men også fra tid til anden at medvirke ved møder internt i eskadrillen.

     Men i november 2008 fik jeg et brev om, at det var blevet indskærpet, at Hjemmeværnets bestemmelser vedrørende alderskriterier i forbindelse med tillagt grad skulle følges. I praksis betyder det, at man ikke kan have tillagt grad som officer eller befalingsmand fra det fyldte 65. år. Jeg var jo da fyldt 74 år, og det blev derfor meddelt mig, at min grad fra 1. november 2008 var ændret til menig. Det blev så fulgt op med, at jeg et år senere - efter ansøgning - fik meddelelse om, at jeg var blevet overført til Hjemmeværnets reserve.

     Og dér har jeg det godt med stadig at være.


En kær kollega

Jeg vil lige føje til, at gennem nogle år havde jeg en specielt god og kær kollega i Luftmeldekorpset.

     I 1976 fik Bodil beviset for, at hun havde gennemgået Hjemmeværnets grundskole med alt, hvad det indebar af uddannelse og herunder skydning, og hun blev derefter tilknyttet LMP F.3 som observatør. I februar 1977 opnåede hun i øvrigt bronzemærke på maskinpistol.

     I slutningen af 80'erne - jeg husker ikke præcist året - besluttede hun sig for af arbejdsmæssige årsager at træde ud af korpset.




Mærkedage

25. januar 1962

Indgik kontrakt med Hjemmeværnet


1. december 1965

Opnået skyttemærket i guld på maskinpistol.


1. marts 1976

Udnævnelse til sekondløjtnant og sektionsfører.


1. januar 1978

Udnævnelse til premierløjtnant og halveskadrillefører.


1. november 1978

Udnævnelse til kaptajn og eskadrillechef.


22. november 1982

Opnået flykendingsmærket i sølv.


1. januar 1987

Tildelt Hjemmeværnets 25-års tegn.


4. maj 1987

Tildelt Hjemmeværnets fortjensttegn.


31. december 1989

Fratrådte som eskadrillechef.


28. oktober 2009

Overført til Hjemmeværnets reserve.


4. maj 2012

Tildelt Hjemmeværnets 50-års tegn.

Ved et festligt arrangement den 4. maj 2012 på KFUM's soldaterhjem i Fredericia blev jeg tildelt Hjemmeværnets 50-års tegn.






Inspirationen til Luftmeldekorpsets våbenskjold er hentet fra den norske digter Per Sivles digt "Varde", der er det norske ord for bavn.

    Den brændende bavn var fra gammel tid her i Norden det signal, der kaldte "mand af hus" for at fosvare landets frihed, når fjender nærmede sig.

     Pilen med den omviklede melding er valgt som symbol på korpsets opgave: at observere og afgive hurtig melding. Pilens rolle som formidler af et budskab er kendt fra gammel tid. En "budstikke" kunne således bestå af en pil med afbrækket od og flækket skaft, hvori en melding var fastkilet. Pilen med od (den "flyvende" pil) er imidlertid her valgt for at indikere, at Luftmeldekorpsets personel i en given situstion kunne forsvare sig.


Devisen NOTATA DEFERIMUS betyder "vi observerer og melder".

1.

Der hørtes ved nat

en dundren på dør -

og husbonden vågner,

springer op og spø'r:

"Hvem er det, som bilar?" (x)

Ja, nu må du op -

for bavnen brænder

på højens top!"

Og hver mand vidste

i samme stund,

at ufreden nu

til landet kom.


2.

Og mændene hærdragt

på sig tog,

og skjold og økse

de løfted' fra krog,

de hægted' ved bæltet

det gode sværd

greb spyd og bue

og hasted' på færd.

Thi kom der en fjende

for Norden at hærge,

så fandtes og dem,

der ville det værge.

3.

Og alt som bavn

efter bavn lyste op,

så gav de møde

i skare og trop.

Og fylket voksed'

og vej man fandt,

thi forrest gik høvding

og mærkesmand. (xx)

Og ufredsskaren

fik føle til gavn,

hvad det fører med sig

at brænde bavn.


4.

Så gid det aldrig

må blive sagt,

at landet er nu

uden bavne-vagt.

Og flammer ej bavn

fra top og tinde,

den luer i hjertet

hos mand og kvinde.

Ja, brænd du bavn,

du signede, klare

nu skinnende højt

i hver fylkinge-skare!



(x)  bile = økse  -  "Hvem banker med økse?"

(xx) mærkesmand, d.v.s. bærer af samlingsmærke.



Per Sivles digt "VARDE"

(Frit oversat efter norsk landsmål)