Bent Aalbæk-Nielsens hjemmeside

Ældre-bloggen


Som det var tilfældet på den tidligere Ældre-bloggen, kan du meget let give din mening til kende om de emner og synspunkter, der bliver taget op her på siden.


   Brug "blanketten" her til højre; skriv dit navn og din email-adresse og din kommentar i besked-feltet. Klik på SEND, og et øjeblik senere ligger den i sidens indbakke. Snarest derefter vil din kommentar blive bragt her på siden under dit navn, men UDEN angivelse af din email-adresse.


Du må også meget gerne komme med egne indlæg om, hvordan du oplever det at være ældre, eller måske med gode ideer til, hvordan det kan blive endnu bedre at være det.

 
 
 

09-08-18


Nytænkning i ældreplejen


Avisen Danmark kører i denne tid en serie artikler om vilkårene for os ældre. Det er ikke noget rart billede, der bliver tegnet i disse artikler. Og hele vejen igennem bliver der rettet fokus mod dette, at der  er for få af de såkaldte "varme hænder".

     Så vidt jeg har forstået, kommer der flere artikler i denne serie, og jeg kan håbe på, at en eller flere af dem vil beskæftige sig med, hvordan problemet reelt kan løses. Indtil nu er der stort set kun rejst ønsker/krav om flere penge til ældreområdet. Men det løser jo ingen problemer. For selv nok så mange nye bevillinger vil jo ikke kunne tilvejebringe det ønskede antal af "varme hænder". Det kan nu engang ikke lade sig gøre at stampe noget op af jorden, som ikke er der.

     Derfor er det nødvendigt med nytænkning. Det kunne være helt anderledes og betydeligt større plejecentre - så store, at der virkelig kan høstes fordele ved anvendelse af den megen ny teknologi, som allerede er til rådighed, eller som er så langt fremme udviklingsmæssigt, at den vil være til rådighed i løbet af få år. Det vil kunne aflaste personalet for mange af de rutinemæssige opgaver, som i dag tager urimeligt meget af deres tid, og personalet  vil i langt højere grad kunne koncentrere sig om den egentlige "varme" pleje.

     Men det vil kræve, at der sker en radikal ændring i den almindelige holdning til anvendelse af moderne teknologi i ældreplejen. I dag hører og læser man stort set kun om skræmmende eksempler på dårlige oplevelser med robotstøvsugere, selvskyllende toiletter og andet.  Det er der jo nok mere dramatik i for medierne end at fortælle om de gode oplevelser. Men lad dette være en opfordring til medierne til - med de positive beretninger - at medvirke til den helt nødvendige ændring af holdningen til de mange teknologiske muligheder, der allerede i dag findes, og som kan gøre tilværelsen langt bedre både for beboere og ansatte. Og få de forskere, der arbejder med udviklingen af ny teknologi, til at fortælle om alt det positive, der er på vej.

Efter forbillede fra blandt andet Teknologisk Instituts CareLab (på billedet), vælger Odense Kommune nu at etablere et velfærdsteknologisk læringshus kaldet "Knuds Hus".

               Foto: Lars Dalsgaard Adolfsen

31-07-18


Skaf kvalificeret arbejdskraft nu


Det er overskriften på en klumme i det seneste nummer af Ældre Sagens medlemsblad. Og opfordringen kommer fra organisationens adm. direktør Bjarne Hastrup.

     Det får mig til at tænke på bondemanden, der sagde til sin karl: "Jeg ved da godt, at der ikke er flere kartofler i den mark. Men grav dem nu bare op alligevel!"


Der er katastrofal mangel på medarbejdere i ældreplejen. Og det bliver værre endnu. Beregninger har for nylig vist, at i 2024 vil der mangle 40.000. Det er alle enige om. Og alle er enige om, at det må der gøres noget ved, for det er jo helt uacceptabelt, som de siger.  Men jeg har ikke set en eneste, der peger på en brugbar løsning på det problem. Hvad det angår, lusker alle rundt som katten om den varme grød.

     Ikke mindst fra Ældre Sagen bliver der hamret i bordet - og godt for det. Men heller ikke derfra har man tilsyneladende et bud på en løsning af problemet. Og netop derfra burde man vel egentlig have det.

    I det seneste nummer af Ældre Sagens medlemsblad udtaler konsulent Nina Bruun: "Når plejehjemsbeboerne er både ældre og svagere, når bemandingssituationen er i bund, og når det er svært at tiltrække personale med bestemte kompetencer, er det simpelt hen ikke godt nok." Dette er jo blot en konstatering af noget, som vi alle ved i forvejen. Men der mangler helt et forslag til en løsning. "Teknologi må ikke blive en undskyldning for ikke at have kompetent personale eller tilstrækkeligt med varme hænder", siger hun videre. Men hvad vil hun sætte i stedet? Teknologi kan ikke løse bemandingsproblemet på plejehjemmene, hedder det i artiklen, og Nina Bruun fortsætter: "Tværtimod er der behov for en væsentlig større normering. - - - Mit bedste svar på, hvad der er brug for, er derfor, at der naturligvis må være hænder nok til, at plejehjemmene ikke blot kan varetage den basale pleje i form af måltider, toiletbesøg, hjælp til påklædning og den slags. Der skal også være hænder, der kan sikre plejehjemsbeboerne tryghed og nærvær og samvær". Det lyder så rigtigt og så smukt. Men der er ikke den mindste antydning af, hvor Nina Bruun vil finde de manglende hænder.

     Hun anerkender, at der på det seneste er givet flere bevillinger til ældreområdet - 2,7 mia. over de næste fire år. "Det gode ved de bevillinger er, at det er en anerkendelse af de uacceptable bemandingsmæssige forhold. Men der altså bare ikke nok. - - - Det betyder ikke, at vi bare skal kræve og kræve; men der er meget langt til grænsen. Det er slet ikke dér, vi er. Gennemsnitslevetiden på plejehjem er 32 måneder, og det betyder, at det er beboernes sidste stop i livet. Hvis man ikke her fortjener en værdig tid, hvornår så?" spørger Nina Bruun.

    Hvor er det dog noget, vi har hørt før. Masser af gange. Men hvor kunne det have været dejligt, hvis Nina Bruun nu på Ældre Sagens vegne kunne føje til: "Men nu er en løsning på vej." Men det gør hun ikke, og det kan hun ikke, for hun ved jo udmærket godt, at selv med nok så store bevillinger kan man ikke stampe en hel masse "varme hænder" op af jorden, fordi de jo ganske enkelt ikke er der.

     Senere i samme nummer af medlemsbladet kommer Ældre Sagens adm. direktør Bjarne Hastrup med et opråb: "Skaf kvalificeret arbejdskraft nu!" Og efter at have påpeget, hvor alvorligt og akut problemet med den manglende arbejdskraft i plejesektoren er, skriver han: "Ældre Sagen har foreslået en national handleplan for rekruttering af arbejdskraft til ældreplejen. Det er vigtigt, at vi tager problemet endog meget alvorligt. Det er det, fordi rekruttering af SOSU-personale bliver vores allerstørste udfordring fremover. Det skønnes, at vi frem mod 2040 vil få 259.000 flere ældre over 80 år. Vi er allerede bagud i forhold til at sikre, at de mennesker kan få den værdige ældrepleje, som de har krav på. Så lad os få nogle løsninger på bordet!"

     Fint, hr. direktør! Det eneste, man kan bidrage med fra Danmarks største organisation for os ældre, er altså en opfordring til, at andre skal komme med de helt nødvendige løsninger. Der er ikke skyggen af en idé til, i hvad retning det kan være.  Det havde været fint, hvis Bjarne Hastrup havde kunnet fortælle, at Ældre Sagen nu har taget initiativ til at få nedsat en hurtigt arbejdende gruppe af forskere inden for det område, der hedder Velfærdsteknologi. For vore dages teknologi rummer allerede masser af muligheder for at løse en lang række opgaver i pasningen af os ældre, og med den rigtigt sammensatte forskergruppe vil der hurtigt kunne føjes mange til. Det vil i højere grad gøre det muligt for de "varme hænder", som der trods alt endnu er en hel del af, at tage sig af den egentlige omsorg.

     Men det ser ud, som om teknologi er blevet et uartigt ord inden for ældreplejen. Og helt galt er det da, hvis man kommer til at bruge ordet "robot". Dette kunne være en oplagt opgave for Ældre Sagen at tage fat på. Få medarbejderne på medlemsbladet til at lukke øjnene op for de utallige eksempler på velfærdsteknologi, der allerede er godt i gang, og få dem til at skrive de gode historier om det. Og bed nogle af de forskere, som er godt i gang med at udvikle nye hjælpemidler, om at fortælle om alt det positive, der er godt på vej.

     Som det er nu, bliver teknologi af nogle på det nærmeste brugt til at skabe skræk blandt folk for en mulig fremtid på et plejehjem. Den er det kolde, upersonlige i modsætning til de "varme hænder". Men faktisk byder teknologien på mange muligheder for at skabe en rigtig positiv tilværelse.


Er man i tvivl, behøver man såmænd bare at google på "velfærdsteknologi for ældre".


10-02-18


Godt nyt!

Tænketank lancerer samlet bud på fremtidens gode seniorliv


Det er ikke så sært, at der i disse år bliver brugt mange gode

kræfter på og tænkt mange gode tanker om, hvordan fremtiden

bedst kan indrettes for den ældre generation. Vi bliver jo flere

og flere.

      For mere end et år siden tog pensionsselskabet PFA initiativ

til at samle disse gode kræfter og tanker i en fælles tænketank

med det formål at komme med et bud på, hvordan man sikrer

det gode seniorliv frem mod 2024.

     Tænketanken - Den nye 3. alder, som den er blevet navn-

givet, har nu fremlagt resultatet af det første års arbejde, og

det er blevet til en af de største kortlægninger af seniorlivet

herhjemme og af, hvad der skal gøres fremover. Det munder

ud i en endelig rapport med 33 anbefalinger, som den 2. februar

blev forelagt i Folketinget for et udvalg af tingets medlemmer

med ældreminister Thyra Frank og beskæftigelsesminister Troels

Lund Poulsen i spidsen.

     Konklusionen på tænketankens anbefalinger er, at udviklingen

kræver gentænkning af samfundet inden for arbejdsliv, sundhed og boliger.

     ”Først og fremmest skal vi glæde os over, at vi lever længere. Det er indlysende en meget positiv udvikling. Men hvis vi også i fremtiden skal have et godt liv i den tredje alder, kræver det, at vi gentænker den måde, vi arbejder på, bor på og holder os sunde på. Med tænketankens anbefalinger har vi nu et samlet bud på, hvordan det kan lade sig gøre, og hvilke muligheder ny viden og teknologi giver os. Dem skal vi gribe, for potentialet er enormt. Men vi skal i gang nu,” siger Allan Polack, Group CEO i PFA og næstformand i tænketanken.


Jeg vil undlade her at komme med citater fra den virkelig interessante rapport eller fra de 33 anbefalinger. Den bør læses i dens helhed, og det kan man gøre på dette link til tænketanken.



Tænketanken - Den nye 3. alder præsenteres under dette fine logo, som jeg vil tillade mig at bringe videre.

22-02-18


Ikke mig i hvert fald


Jeg har i en del indlæg her på bloggen beskæftiget mig med den kendsgerning, at der om om ganske få år ikke længere vil være tilstrækkeligt mange sosu-ansatte til at klare pasningen af alle plejekrævende ældre. Og jeg har rejst spørgsmålet: Hvad så?

     Det kunne være rart at få et svar fra de ansvarlige politikere og embedsmænd. Men indtil nu virker det nærmest, som om de har foldet hænderne, vendt øjnene mod himlen og bedt for, at en løsning vil dale ned fra det høje.

     Det gør der ikke. Altså må andre komme med forslag til mulige løsninger.

     Det gjorde jeg i mit indlæg den 18. januar, og det går ud på, at vi ældre må hjælpe hinanden. Der er masser af ældre i 70'erne, som sagtens ville kunne klare at stå til rådighed for en eller anden form for hjælpetjeneste i nogle timer om ugen. Og som jeg skrev dengang: Det vil naturligvis være det bedste, hvis der på frivillig basis kan oprettes en eller anden form for hjælpekorps, og med de traditioner, vi har her til lands, tror jeg egentlig på, at det vil være muligt. Men det må nødvendigvis organiseres på samme måde, som vi i dag har et velorganiseret hjemmeværn og beredskab.

     Men hvad nu, hvis mine forventninger ikke holder stik? Hvis der ikke melder sig tilstrækkeligt mange til en frivillig ordning? Så må der oprettes en hjælpepligt for raske og rørige ældre på samme måde, som vi i dag har en værnepligt for de unge. For vi kan og vil jo ikke bare lade de gamle og syge ligge alene uden pleje!

     Det er ikke for tidligt at tage debatten op omkring en eventuel oprettelse af et sådant hjælpekorps, eller om nogen ser andre muligheder for at løse de kommende års problemer omkring hjælpen til dem, der har behov for hjælp. De problemer må ikke få lov til at komme bag på os. Og i flere kommuner kender man jo i øvrigt kun alt for godt til problemerne allerede.

     For kort tid siden havde jeg lejlighed til at drøfte forslaget om et eventuelt hjælpekorps med en kreds af ældre. Jeg må indrømme, at jeg blev noget forundret - ja, vel egentlig lidt rystet - da jeg mødte en total afvisning.

     Blandt argumenter for det blev det nævnt, at vi allerede i Ældre Sagens og Røde Kors' besøgstjenester har nogle fint fungerende hjælpetjenester. Og det er da helt rigtigt. Men det blev erkendt, at det eneste, besøgsvennerne kunne og måtte, var at holde i hånd og at samtale. Egentlig fysisk hjælp af nogen art kan der slet ikke komme på tale i den forbindelse.

     Så er det, jeg spørger: Hvad skal der så gøres, når en besøgsven kan konstatere, at gamle Anton sidder med en nærmest overfyldt ble. Der er ingen til at skifte den!

    Reaktionen på det fra de ældre i kredsen - eller måske snarere den manglende reaktion fik mig til at tænke på Niels Hausgaards vise om atomkraft. I følge den skal vi da selvfølgelig have et atomkraftværk; men det skal altså ligge så langt væk fra min baghave som muligt.

     Jo, selvfølgelig skal gamle Anton da have skiftet sin ble. Men det er altså ikke lige mig, der skal gøre det!

     Skal vi acceptere den situation, hvor vi må sige, at det er da god nok synd for gamle Anton, at han skal sidde i sin fyldte ble til næste dag klokken 11.10, når en sosu-hjælper efter planen skal dukke op næste gang?

    Eller skal vi tage fat på at finde en anden løsning?

    Jeg spørger bare.

    Er der nogen, der vil give et svar, så er man meget velkommen til at bruge "blanketten" øverst på siden her. Skriv navn og mailadresse og jeres svar i besked-feltet  og klik på knappen SEND. Svarene vil blive bragt her på bloggen, men naturligvis uden oplysning om mailadresse.



13-02-18


40.000 SOSU-ansatte


Det er det antal, der efter den seneste beregning vil komme til at mangle på landsplan frem til 2026. Og efter den tid kan man frygte, at det kun vil blive endnu værre.

     Det er ikke noget, der burde kunne bag på nogen. Det har længe været en kendt sag, at det går den vej. Men indtil nu har det virket, som om de ansvarlige har været handlingslammede.

     Nu ser det så ud til, at der er ved at blive råbt vagt i gevær. Men det er ikke nok at råbe. Der må handles - og hellere i dag end i morgen. Det er jo nemlig allerede helt galt mange steder, og uanset nogle lappeløsninger med ældremilliard og værdighedsmilliard, så bliver det jo kun værre og værre dag for dag.

     Men som nævnt: Nu bliver der råbt.

     I indlægget herover fra den 10. februar berettes der om den rapport, der for få dage siden er udsendt fra "Tænketanken - den nye 3. alder". Her bliver der virkelig taget fat om nælden, og der bliver givet en række anvisninger på, hvad det er nødvendigt at få sat i gang. (Det var råbet - Nu venter vi på handlingen).

    I dagens radioaviser kunne man høre, at Kommunernes Landsforening (KL) og Forbundet af Offentligt Ansatte (FOA) har oprettet en pulje på 522 millioner kroner, som skal bruges til at vende udviklingen (Det er endnu et råb, men denne gang er der da fulgt noget med). Man kunne så ønske, at KL og FOA og ovennævnte tænketank hurtigt kan finde sammen, så de mange penge ikke bare bliver drysset ud uden den store virkning.

    For selv med en halv milliard i hånden er det en vanskelig opgave. Man kan jo ikke bare stampe 40.000 unge mennesker op af jorden, hvis de ikke er der. Og meget tyder på, at det er de ikke. Derfor er der virkelig god grund til det, når det af Trygfondens "Tryghedsmåling 2017" fremgår, at 54 procent af alle danskere over 40 år er utrygge ved tanken om en alderdom, hvor de ikke vil kunne få den nødvendige pleje.

     Det betyder, at der skal tænkes i helt nye baner, som det er foreslået i indlægget længere nede fra den 18. januar: Vi ældre må nødvendigvis hjælpe hinanden. For om føje år er der ganske enkelt ikke andre til det. Der er ganske meget af den nødvendige pleje, som udmærket kan udføres af andre ældre. Og det må vi så gøre. De færre uddannede SOSU-assistenter og -hjælpere må så koncentrere deres indsats hos dem, der har de virkelig alvorlige plejebehov - og det vil ikke mindst sige hos de demente.

     Og så må man bl.a. fra politisk hold i gang med for alvor at støtte op om udviklingen af de mange teknologiske hjælpemidler, som allerede er på trapperne, men som mange endnu har en sand robot-forskrækkelse overfor. Dér kan der virkelig hentes muligheder for at gøre vores tilværelse som ældre både bedre, rarere og sjovere.

     Det er fint med KL / FOA-puljen. Men der må noget andet og mere til.


22.01.18


Om pasning og pleje

- - -  endnu en gang


Indlægget herunder fra den 18. januar handler om den voksende mangel på hjælp i ældreplejen. Der vil ikke gå mange år, før der med god grund vil kunne tales om en katastrofal mangel. Det er velkendt, at det er sådan, og alligevel virker det, som om det er ved at komme bag på vore politikere både i stat, regioner og kommuner. For nogle måneder siden viste en analyse fra Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering, at der på Sjælland mangler 223 sosu-assistenter. I Aarhus kommune slog man for nogen tid siden 33 sosu-stillinger op, men det er kun lykkedes at få lidt mere end halvdelen besat. Kommunernes Landsforening har foretaget en undersøgelse, der viser, at man i mere end 70 procent af kommunerne oplever, at det nu er sværere at rekruttere personale til ældreområdet, end det var for tre år siden.

     Det tvinger kommunerne til at ty til en alt for dyr og alt for dårlig "løsning", nemlig at hyre vikarer. Den er dårlig, fordi langt de fleste af vikarerne er uden relevant uddannelse, og de ældre oplever, at det næsten hver gang, de får hjælp, er af nye folk, som de ikke kender. Og den er dyr ganske enkelt, fordi det nu engang er sådan, at det næsten altid er dyrere at skulle bruge vikarer end at have fast ansat personale.

      Som nævnt er der tale om et voksende problem. Vi ved, at antallet af personer over 80 vil være næsten fordoblet om 20 år. Vi ved også, at et betydeligt antal af de nuværende sosu-assistenter og -hjælpere vil være gået på pension, uden at der er fundet udvej for at finde tilstrækkeligt mange afløsere for dem. Alligevel ser det stadig ud, som om alle går rundt som katten omkring den varme grød i håb om, at den bliver lidt køligere med tiden.

     Men det gør den ikke. Den bliver tværtimod varmere og varmere. Det betyder stadig dårligere vilkår for de ældre, der har brug for hjælp, og at flere og flere af dem ganske enkelt ingen hjælp kan få, fordi der ikke er nogen til at give den.

     Problemet løser ikke sig selv. Der ligger ikke nogen traditionelle løsningsmuligheder. Det bliver nødvendigt at gå helt nye veje. I indlægget herunder peger jeg på en mulighed. Den bliver næppe populær. Men den kan vise sig at være den eneste.




26-01-18


Tænker du på alderdommen?


I en klumme i Kristeligt Dagblad stillede Eva Secher Mathiasen for nylig spørgsmålet: "Tænker du på alderdommen?"

     Det spørgsmål er jo nok ikke rettet så meget til de af os, som allerede er nået et godt stykke ind i alderdommen. For os er alderdom og hverdag jo allerede to sider af den samme sag. Nej, spørgsmålet har vel egentlig kun rigtig interesse for dem, der er på vej mod alderdommen. For dem er det jo helt naturligt og helt legalt at stille spørgsmålet: "Hvordan vil jeg gerne kunne leve, når alderdommen også for mig er en realitet i hverdagen?"

     Men hvordan er det da, at vi gerne vil kunne leve som ældre mennesker?

     Eva Secher Mathiasens svar på det er, at "de fleste håber sikkert på at ende som et sundt, rask, solbrunt og smilende menneske, der jævnligt sidder på en smuk strand og kigger ud mod horisonten med en kølig limonade i hånden, ægtefællen ved sin side og i ny og næ med masser af børnebørn og venner omkring sig."

    Det har hun sikkert ret i, og faktum er da også, at det er en rimeligt god beskrivelse af tilværelsen for mange ældre. Men ikke for alle. Og det erkender Eva Secher Mathiasen da også, når hun skriver: "For mange ældre mennesker er alderdommen en livsfase, som præges af eksistentielle kriser, tab af kære, fravær af pårørende og nærvær af praktiske problemer og et skrantende helbred."

     Hendes ærinde med klummen er da også, at sige, at "Ældre mennesker fortjener bedre. Som samfund må vi gøre os umage for at skabe rammerne for et værdigt ældreliv, hvor vi tør tale om alderdommens sociale, eksistentielle og fysiske udfordringer."

     Og når jeg her refererer til Eva Secher Mathiasens klumme, så er det, fordi jeg mener, at samfundet forsømmer i tilstrækkelig grad at gøre sig umage. Jeg har i de seneste to indslag herunder på bloggen beskæftiget mig med det faktum, at det bliver sværere og sværere at skaffe tilstrækkelig mulighed for den helt basale pleje og omsorg for de svageste ældre. Det undlader man fra politisk hold at se i øjnene og forsøger at klare det lige her og nu med en ældremilliard og en værdighedsmilliard, eller hvad man nu kan finde på at kalde det. Men det er jo netop her og nu kun lappeløsninger, som man tyr til i et forsøg på at dække over, at man ikke ved, hvad man skal stille op på længere sigt, og helst slet ikke vil tænke på det, fordi det vitterligt er en umådelig svær opgave.

     Men det kan ikke nytte noget at blive ved med at udskyde de nødvendige overvejelser over, hvordan man skal løse problemet, inden det om føje år vil være akut i en grad, så der må tys til andre og utilstrækkelige nødløsninger. Det er på høje tid, at vi for alvor kommer i gang med at finde acceptable løsninger på de åbne spørgsmål om, hvordan samfundet giver kommende generationer af ældre den værdige alderdom, som de fortjener.

     Det må vel være en naturlig forpligtelse for landets ældreminister at tage initiativ til det!


18-01.17


Pasning og pleje

--- vi ældre må hjælpe hinanden


Vi bliver flere og flere ældre. Ifølge Danmarks Statistik er

vi i dag omkring en million danskere over 65. Men i 2060

ventes det tal at være steget til ca. 1,6 millioner. Men

som jeg tidligere har været inde på her på Ældre-bloggen,

så er det lige så sikkert, at de, der skal tage sig af os, når

vi ikke selv magter det længere, bliver færre og færre.

     De to kendsgerninger er jo som ild og vand i forhold til

hinanden. Og vi må se i øjnene, at stadig flere ældre må klare

sig så godt, som de nu kan uden anden hjælp og omsorg end

den, de kan få, hvis de er så heldige, at de har nogle pårørende,

der både kan og vil tage sig af dem i et eller andet omfang.

     Nåh jo, vil nogen måske mene: hvis man ellers har råd til det,

så kan man vel købe sig til den nødvendige hjælp. Men det kan man jo ikke, hvis de mennesker, man i givet fald skulle købe hjælp hos, ganske enkelt ikke er der. Nu er der jo en ældgammel lov, der drejer sig om udbud og efterspørgsel. Hvis efterspørgslen vokser, så stiger prisen på udbuddet - især da, hvis det oven i købet bliver mindre. Og det vil formodentlig kun være de ganske få, der vil være i stand til at betale den pris. Derfor er der et spørgsmål, som der nødvendigvis i de nærmeste år må findes et svar på: Hvad med alle de andre?

     For mig at se må svaret blive, at vi må hjælpe hinanden. Uanset om man er 70 eller 90 - hvis man stadig har lidt kræfter til overs, så må man gå ind og hjælpe dem, der ikke længere kan klare sig selv. Det vil naturligvis være det bedste, hvis der på frivillig basis kan oprettes en eller anden form for hjælpekorps, og med de traditioner, vi har her til lands, tror jeg egentlig på, at det vil være muligt. Men det må nødvendigvis organiseres på samme måde, som vi i dag har et velorganiseret hjemmeværn og beredskab.

     Men hvad nu, hvis mine forventninger ikke holder stik? Hvis der ikke melder sig tilstrækkeligt mange til en frivillig ordning? Så må der oprettes en hjælpepligt på samme måde, som vi i dag har en værnepligt. For vi kan og vil jo ikke bare lade de gamle og syge ligge alene uden pleje!

     Det er ikke for tidligt at tage debatten op omkring en eventuel oprettelse af et sådant hjælpekorps, eller om nogen ser andre muligheder for at løse de kommende års problemer omkring hjælpen til dem, der har behov for hjælp. De problemer må ikke få lov til at komme bag på os. Og i flere kommuner kender man jo i øvrigt kun alt for godt til problemerne allerede.




28-05-17


Store forskelle


Det er bestemt ikke lige meget, hvor man som ældre borger bor her i landet. Man får meget bedre service i hovedstaden end i resten af landet. Det faktum, er der på det seneste sat fokus på i flere forskellige sammenhænge.

     Blandt årsagerne til, at det er sådan, er det forhold, at borgerne i hovedstadskommunerne gennemsnitligt tjener en hel del mere end borgerne i  provinskommunerne. I gennemsnit har de ca. 40.000 kroner mere om året. Det giver et højere beskatningsgrundlag i hovedstadsområdet og dermed den højere skatteindtægt, som giver mulighed for en bedre service - i øvrigt ikke blot på ældreområdet, men også f.eks. til daginstitutionerne og til folkeskolerne. Alene på ældreområdet har man 12 procent mere til rådighed, og for kort tid siden kunne man i TV se det dokumenteret, at det bl.a. betyder, at mens ældre i Gentofte kommune kan få gjort rent hver uge, så må de ældre i Middelfart nøjes med hjælp til rengøringen hver tredje uge.

     Men det er ikke sådan, at skatteprocenten er højere i hovedstadsområdet end i resten af landet. Tværtimod, så opkræves der i gennemsnit godt en procent mere af indkomsterne i provinskommunerne.

     Det er specielt denne ulighed, der nu er ved at blive sat mere og mere fokus på. En udjævning kan ske ved ændringer i de såkaldte udligningssystemer, og det kan blive interessant i den kommende tid at se de forskellige partiers holdninger til det.

     I den forbindelse kan det blive af stor betydning, at i og med, at vi er et voksende antal ældre, så får vi også voksende indflydelse, når der skal vælges politikere til Folketinget. Hvis vi vil have en mere fair fordeling af goderne, må vi være meget opmærksomme på, hvem af vores politikere der vil være med til det.

15-06-17


Urimelig ulighed


Det sker en gang imellem, at jeg lægger vejen ned gennem min lokale Meny-butik til

delikatesseafdelingen i den fjerneste ende. Dér er der mange fristelser, og blandt dem

er der det, som jeg altså en gang imellem går efter, nemlig de færdige middagsretter.

Det kan være, fordi jeg er ramt af et akut tilfælde af regulær dovenskab, eller fordi

tiden af en eller anden grund er blevet knap for mig. Men det kan også være, fordi

der er retter, som er med på min favoritliste, men som jeg ikke selv magter at lave.

Og de skal have stor ros, dernede i "Delikatessen". Deres mad smager rigtig godt i

betragtning af, at der skal laves ganske store mængder, som så skal stykkes ud i portionsanretninger og køles ned så hurtigt som muligt. Og det er slet ikke dyrt - 39,95 kr. for en portion, hvor jeg har mad nok til to dage.

     Alligevel er det ikke så tit, at jeg tyr til færdigretterne, selv om de smager godt, er rimelige i pris og bare lige skal have to minutter i mikro'en. Allerhelst vil jeg nemlig lave min mad selv - sådan helt fra bunden og over komfurets gasblus. Måltidet med den varme mad er et af dagens absolutte højdepunkter, og i den forbindelse har det stor betydning selv at have haft de enkelte ingredienser i hænderne, at man har kunnet kæle lidt for dem, og så - - - at man undervejs under tilberedningen har haft duften i næsen. Og selv om jeg ikke gør det store nummer ud af en servering for mig selv på fade og i skåle, men øser direkte op fra pande og gryder, så er det altså noget helt andet at få sin mad på den måde end i en plastic-portionsbakke.

     Og nu kommer jeg så til sagens kerne: Det er langtfra alle, der kan bestemme selv, hvordan de vil have deres mad tilberedt og serveret. Mange er simpelthen ikke længere selv i stand til at gøre det, og derfor får de maden bragt ud i forskellige former og med forskellig hyppighed (dybfrosne til flere dage eller hver dag i varmeboks) fra kommunale fælleskøkkener. Og det er bestemt godt, at den mulighed findes. Men der er meget stor forskel på, hvordan det foregår rundt på landets plejehjem og -centre. Nogle steder får man maden i en eller anden form fra fælleskøkkenerne, og andre steder laver man selv det hele i plejehjemmets eller -centrets eget køkken med hjælp fra de beboere, der kan og vil hjælpe, og med en appetitskabende duft af madlavning, som breder sig ud fra køkkenet.

     Den forskel er ganske simpelt urimelig, og ingen er vist i tvivl om, hvor og hvordan vi helst vil have vores mad tilberedt.Hvert år, når der skal lægges budgetter, giver den ulighed, der er, stof til megen debat i kommunalbestyrelser og andre politiske fora og ikke mindst i medierne. Fra statens side er der nemlig givet tilsagn om at yde tilskud til etablering eller genetablering af køkkener i alle kommunale plejecentre. Men fra flere kommunalbestyrelser lægges der tal frem, som viser, at selv med det statslige tilskud vil de umuligt kunne finde midler til at gennemføre lokal madlavning.

     Jeg har ikke tilstrækkeligt grundlag for at vurdere denne debat om forskellige økonomiske muligheder; men jeg kan konstatere, at der er store forskelle. Og jeg kan sammen med mange andre mene, at det er helt urimeligt, at god eller dårlig behandling af os ældre skal være afhængig af, hvor vi er så heldige eller uheldige at bo. Det kan ikke være noget urimeligt krav til vores politikere, at de sørger for, at der i alt væsentligt blive skabt lige muligheder for os alle - i hvert fald, når det angår den del af vores tilværelse, som mere eller mindre finansieres gennem det offentlige.

o8-01-18


Voksende behov for teknologiske hjælpemidler


I en leder i Avisen Danmark den 19. december indleder chefredaktør Peter Rasmussen med at skrive:

"Flere varme hænder i ældreplejen lyder som en god ting og som noget, vores gamle automatisk fortjener - ja, næsten har krav på. Men hvis jeg tænker 20-30 ud i fremtiden til de år, hvor jeg selv skal til at lukke butikken, så vil jeg - i hvert fald lige nu - foretrække at få hjælp til at klare mig selv. Hellere en spiserobot, så jeg med en eller anden grad af værdighed

selv kan tage næring til mig end at blive made af en ung

sosu-assistent. Og hellere et vasketoilet, så jeg selv har styr

på den del af den personlige hygiejne end at overlade det til

andre mennesker. Ingen varme hænder til mig i den anled-

ning, tak."

     Sådan tænker Peter Rasmussen nu, hvor han formodentlig

endnu har 20-30 år, inden han selv er i den situation, at han

kan have brug for hjælp.

     Disse 20-30 år er gået for mit vedkommende. Jeg er dog

endnu blandt de heldige, der kan klare sig uden hjælp. Men

jeg er helt klar på, at det meget snart kan ændre sig. Måske

allerede fra i morgen - det ved man aldrig i min alder. Og hvad så?

     Jo, jeg har da bestemt også gjort mig mine tanker, og de

ligger helt på linje med, hvad Peter Rasmussen giver udtryk for i sin leder: Jeg vil helst have hjælp til at kunne klare mig selv længst muligt. Og som jeg har været inde på i flere tidligere indlæg her på bloggen, så er der allerede mange gode hjælpemidler, som jeg vil kunne bruge, og jeg glæder mig over, at der jævnligt bliver fortalt om ny, som jeg også vil kunne have gavn af.

     Der er nogen, der udtrykker frygt for, at sådan avanceret teknologi vil blive alt for kostbar til, at almindelige folk som mig vil kunne få gavn og glæde af den. Men det er forkert. Peter Rasmussen nævner således, at en undersøgelse fra Kommunernes Landsforenings Center for Velfærdsteknologi viser, at siden 2004 har spise- og vaskerobotter sparet kommunerne for 434 millioner kroner.

     Jeg er ikke i tvivl om, at dette sparede beløb vil vokse i takt med, at man kan tage mere og mere ny teknologi i brug. Vi behøver jo ikke at tale om det som "robotter", for ikke mindst blandt ældre er der stadig en indgroet antipati mod sådan noget "robotteri". Men jeg er sikker på, at den antipati vil svinde, efterhånden som kendskabet breder sig til, hvad det i virkeligheden er, at man får til rådighed. Og allerede nu har undersøgelser iflg. Peter Rasmussen vist, at 78 procent af landets gamle ser robotterne som en positiv forskel i deres tilværelse. Og når det drejer sig om ældre i egen lejlighed, så er der 82 procent, der mener, at robotterne forbedrer deres tilværelse.

     Der er ingen tvivl om - som jeg tidligere har skrevet - at robotterne er kommet for at blive, og de vil få flere og flere "kolleger" i fremtiden.

     Men hvad så med "de varme hænder"? Vil de blive gjort overflødige. NEJ! Bestemt ikke. Men der vil blive færre af dem, og selv for nok så mange penge kan man ikke købe "varme hænder", som ikke findes. Og især for en voksende gruppe af ældre, nemlig de demente, vil der være voksende behov for netop de varme hænder. For det er de færreste demente, som vil være i stand til at benytte sig af teknologiske hjælpemidler. Derfor vil det blive mere og mere påkrævet, at sosu-assistenternes hjælp først og fremmest forbeholdes de demente.



06-12-17


Ældrepleje i fremtidsperspektiv


Det er nødvendigt at sætte et længere perspektiv på overvejelserne om, hvordan man skal klare fremtidens krav til ældrepleje. I dag er fokus næsten udelukkende på, hvordan man skal klare de problemer, vi står overfor her og nu.  Og det er vel egentlig forståeligt nok, for der er næppe nogen, der vil benægte, at de er alvorlige nok og kræver, at der bliver reageret hellere i dag end i morgen.

     Men prøver man at kaste et blik ud i fremtiden ved hjælp at de fremskrivninger af udviklingen, som bliver udarbejdet både af statistikere og forskere, så vil man kunne se, at de problemer, vi slås med i dag omkring ældrepleje, kan vise sig at være i småtingsafdelingen i forhold til, hvad man risikerer at stå med om bare 10-20 år. For mens problemerne i dag i alt væsentligt skyldes krav om besparelser - krav, der gør det nødvendigt år for år at skære længere og længere ned på antallet af "varme hænder", så vil man i fremtiden komme til at stå i den situation, at selv om der eventuelt til den tid måtte være økonomi nok til rådighed, så er der ganske enkelt ikke tilstrækkeligt med "varme hænder" at tage af.

     Problemet er jo dels, at der bliver flere og flere ældre, og flere og flere af dem bliver så gamle, at de virkelig får behov for hjælp og pleje, og dels, at der bliver færre og færre i den arbejdsduelige alder. Og af de færre, der vil være der af de yngre årgange, bliver der behov for en langt større procentdel end nu til at skabe den produktion, der skal give grundlag for den velfærd, som vi alle ønsker at kunne opretholde.

     Desværre er der noget, der tyder på, at antallet af virkelig plejekrævende demens-ramte er voksende. Det betyder, at de forholdsvis få mennesker, der fremover vil være til rådighed i plejesektoren, må koncentrere sig i endnu højere grad end nu om pasning og pleje af de demente. Tilbage vil der kun være meget få til at tage sig af de mange andre ældre, som også i en eller anden grad har brug for hjælp. Den hjælp må altså nødvendigvis kunne gives på anden måde end ved brug af "varme hænder".

     Det er derfor, at det allerede i dag er nødvendigt at sætte effektivt ind med en forskning omkring og en udvikling af de tekniske hjælpemidler, der bliver brug for. Der må gøres op med den uvilje, som hersker i mange kredse ved tanken om, at teknik, robotter og kunstig intelligens skal overtage mere og mere af den pleje og omsorg, som der er behov for i ældreplejen. Man må se i øjnene, at på et tidspunkt er det enten forskellige former for teknisk assistance,

der skal give de ældre plejekrævende en god og værdig

tilværelse, eller også vil der ganske enkelt ikke kunne være

en god og værdig tilværelse for dem. For der er ikke nogen

eller noget andet til at gøre det.

     Jeg kan godt se for mig, at ved udsigten til den fremtid,

der er skitseret ovenfor, er der mange, der  vil føle sig

rystede. Kolde metalgribetænger i stedet for ægte varme

hænder. Computer-genereret tale i stedet for rigtige

menneskestemmer. Men allerede i dag byder den moderne

teknologi på anderledes sympatiske muligheder, og gennem

den forskning, der er i gang, og som bør styrkes betydeligt,

vil disse muligheder blive forbedret i betydelig grad, og mange

andre vil komme til.

     Nu forestiller jeg mig ikke, at jeg selv vil være med på banen om en snes år. Men til mine yngre fæller vil jeg sige, at hvis jeg var på deres alder, så ville jeg med stor fortrøstning og en ganske god portion nysgerrighed se fremtiden som ældre i møde. Jeg ville måske ikke ligefrem glæde mig til den; men jeg ville føle mig ganske tryg ved tanken om den.