Bent Aalbæk-Nielsens hjemmeside
Skolekomedie på og bag scenen.
Sct. Michaels Skole i Oure
I sommeren 1958 blev Bodil færdig på seminariet i Kolding.
Vi blev gift den 4. juni og søgte begge stilling pa Sct. Michaels Skole i Oure mellem Svendborg og Nyborg. Og vi fik stillingerne.
Denne skole var en af de mange centralskoler, der blev etableret i 50'erne, og som samtidig blev udvidet til også at omfatte en realafdeling. I begge forhold: de større skoler, hvor lærere fra de sammenlagte små skoler - ofte første- eller enelærere - skulle i gang med et samarbejde, og dette med de nye realafdelinger betød store udfordringer. Men de lokale brydninger i forbindelse med omlægningen af en gammel, fast skolestruktur skabte også interesse for, hvad der foregik i de nye skoler, og sammenlagt betød alt dette oftest et godt arbejdsklima både for lærere og for elever. Det var de tidligere skoler i Oure, Lundeborg og Vejstrup, der i 1957 var lagt sammen i én stor, nybygget skole i Oure. Der havde været en del diskussion om, hvad denne sammenlagte skole skulle hedde. I Lundeborg og Oure så man jo gerne, at også deres bynavne indgik i navnet - men hvordan skulle rækkefølgen være? Så enedes man om et forslag fra sognepræsten Dag Monrad Møller: Skolen var bygget på jord, der tidligere havde tilhørt sognekirken, og som var indviet til ærkeengelen Sct. Michael. Derfor foreslog Monrad Møller, at skolen skulle hedde Sct. Michaels Skole. Og det var et kompromisforslag, som alle kunne enes om. I forbindelse med indvielsen af den ny skole skænkede Monrad Møller et stort og smukt relief, der forestiller Sct. Michael i kamp med dragen, og det fik sin plads i skolen aula, ligesom det indgik i skolens segl.
Karakteristisk for Sct. Michaels Skole var et ualmindelig godt kollegialt forhold. Der blev trukket på samme hammel, alle trak hårdt, og alle kunne lide at trække. Også her afspejlede det sig i, at eleverne vidste, hvor de havde deres lærere, de vidste, hvad der forventedes af dem, og hvad de skulle holde sig fra. Og denne bevidsthed gav dem den tryghed, som er det første og vigtigste grundlag for, at arbejdet i en skole skal lykkes.
Endnu dengang var sognets lærere respekterede folk, som tog del i sognets liv og betragtede denne deltagelse som en naturlig side af lærergerningen. Der var endnu ingen, der var begyndt at tale om en lærers arbejdstid - man var lærer, og det var man i alle døgnets 24 timer, men en del af dem brugte man desuden i kirkens tjeneste som kirkesanger eller organist, i menighedsråd og sogneråd, i foredragsforeningens eller gymnastikforeningens bestyrelse, man ledede gymnastik eller trænede med børn og unge i idræt og boldspil, man instruerede dilettantkomedie i forsamlingshuset, og man sang for ved konfirmations- og bryllupsfester og ved mindehøjtideligheden efter begravelserne.
Sådan oplevede i hvert fald Bodil og jeg tilværelsen som lærere på landet i de første mange år i Oure.
Med stillingerne fulgte en tjenestebolig i den gamle og nu nedlagte skole i Vejstrup. Der var dog nogle år endnu en forskole lige ved siden af, hvor børnene gik i første og anden klasse.
Det var en helt ny tilværelse, der begyndte for os som ungt,
nygift ægtepar, da vi i løbet af sommerferien flyttede ind i
boligen i den gamle skole i Vejstrup. Faktisk var Bodil begyndt
som vikar på Sct Michaels Skole i et par uger inden ferien,
mens jeg stadig afviklede min ansættelse i Brenderup. Og vi
stod i en helt speciel og meget positiv situation, da vi skulle til
at anskaffe møbler til vores nye hjem. Vores ansættelse i Oure
gjaldt fra den 1. august, og selvom det i første omgang kun var
som aspiranter til to tjenestemandsstillinger (så vidt jeg husker
kunne man først blive fast ansat efter to år som aspiranter), så
var stillingerne aflønnet forud. Som lærer på en privat skole var
jeg lønnet bagud, og Bodils løn som vikar blev også betalt bagud.
Det betød med andre ord, at vi den 1. august stod med næsten
fire månedslønninger i hånden (dengang blev lærerlønninger ikke
bare sat ind på en konto i banken, men de blev udbetalt kontant
af postbudet). Aldrig hverken før eller siden har vi på én gang haft
så mange penge til rådighed - nåh ja, en begyndelses-månedløn
før skat for den mandlige part i et lærerægtepar var på godt
900 kr. For den kvindelige part var den noget mindre. Men små
fire af disse månedslønninger var alligevel rigtig mange penge
dengang.
Det var faktisk store forhold at flytte ind i for sådan et par
unge mennesker. Man skal tænke på, at Bodil kom fra et lille
værelse hjemme hos Mor og Far i Bramdrupdam, og jeg havde
tilbragt de seneste halvandet år i et lille, møbleret værelse hos
fru Hindsesen i Brenderup.
Nu stod vi i en lejlighed, som i stueetagen rummede entré,
tre stuer, en glasdækket, men temmelig utæt udestue og et
køkken med flaskegas og tre separate gasblus og en gasovn.
På førstesalen var der soveværelse og børneværelse, et badeværelse og et stort loftrum, hvor der i den fjerneste ende var bygget et pigeværelse op af celotex-plader. Desuden var der et udhus med garage, vaskerum og brændselsrum, og så var der et stort loftrum, hvor ca. halvdelen var delt af til dueloft med et stort antal duer. Og så skal det med, at der var en dejlig stor have. Men der er nok ikke nogen - og da slet ikke i dag - som vil betegne lejligheden som moderne. Der var seks kakkelovne, og den i den store stue var lidt speciel. Min forgænger som beboer af lejligheden, skoleinspektør Hein, som nu var flyttet til en ny bolig ved skolen i Oure, forklarede mig, hvordan man skulle fyre i denne kakkelovn. Når der skulle fyres op, sagde han, så skulle man begynde med at lægge kul - altså rigtige, sorte kul - i bunden. Over dem skulle lægges et lag pindebrænde, og øverst noget papir. Jeg må indrømme, at for mig lød det helt bagvendt - man begynder da med papir i bunden. Så det gjorde jeg da også den første gang, jeg skulle tænde op. Og papiret brændte da også god nok, men ikke andet. Og efter et par forsøg mere, prøvede jeg så Heins metode. Og den virkede, for - som jeg efterhånden fant ud af - det var en såkaldt "rundtræks-kakkelovn", og den gav en fortrinlig varme. Endnu sjovere var det i badeværelset. Dér var der en stor varmvandsbeholder af kobber med et fyr forneden, hvor det bedste, man kunne fyre med, var kulbriketter. Og rørene med det varme vand til hhv. badekar, bruser og vaskekumme var sat sammen som forbundne kar, og hvis man ville have varmt vand i vaskekummen, så skulle man også åbne for hanen til bruseren. Hvis man lukkede for hanen i vaskekummen, så kunne man få et dejligt varmt brusebad. Når man lige kendte systemet, så fungerede det ganske glimrende.
Efter at vi havde boet der i to-tre år blev der dog lagt centralvarme ind fra et moderne oliefyr i udhuset, der også leverede varme til forskolen. Det var en forbedring af de helt store.
Vi var da også gennem alle årene rigtig glade for at bo i Vejstrup, som dengang var en landsby med to købmænd og en brugsforening, en bager, en slagter og en gartner samt en fedevareforretning, og hver dag kom mælkemanden rundt til alle husstande i sin hestetrukne vogn og med udgangspunkt i mejeriet midt i byen. Fru Rosenørn drev en fremragende butik med al slags beklædning og masser af daglige fornødenheder. Af håndværkere var der to smede, blikkenslageren og karetmageren og så naturligvis murer, tømrer og snedker foruden skomageren og skrædderen. Og så var der jo bryggeriet, der forsynede by og omegn med øl og sodavand. Endelig havde Vejstrup sin egen telefoncentral, hvorfra der også kunne sendes telegrammer. Og skulle man lidt længere ud i verden, ja, så var der jo jernbanestationen ved Svendborg-Nyborg-banen. I dag er der kun blikkenslageren tilbage.
Sct. Michaels Skole i Oure var blevet indviet i 1957 - altså året før end Bodil og jeg kom
dertil. Fra at have været de tre skoler, hvor børnene gik i syv år, var der nu også
til den ny, fælles skole føjet det første af tre år i en treårig realafdeling. Fra skoleåret
1958-59 var der så yderligere en årgang i realafdelingen, og det var det, der gjorde det
nødvendigt at ansætte to nye lærere. Bodil og jeg var de første, der kom til udefra. De
øvrige lærere på skolen var kommet fra de tre sammenlagte skoler.
Der var ligesom noget pionéragtigt over de første år på Sct. Michaels Skole. Det var jo
en helt ny skole i ny bygninger og med realafdelingen som en skoleform, man ikke havde
haft tidligere. Der var altså virkelig noget nyt, som man skulle vise, at man kunne få til at
fungere. Og med Tage Hein som skoleinspektør kom det virkelig til at fungere, så i løbet af
nogle få år havde Sct. Michaels Skole fået et ry som en virkelig god skole. Efter
kommunesammenlægningen i 1970 måtte den udvides, da hele overbygningen på
Hesselager skole blev flyttet til Oure, og desuden kom der en børnehaveklasse til.
Jeg havde en del spændende opgaver,
mens jeg var på skolen. En af de første var
som teaterkontaktlærer. Her var opgaven i
første omgang at varetage skolens kontakt
til den organisation, der arrangerede særlige skole-teaterforestillinger, og at stå for
det praktiske i forbindelse med skolens ture til disse forestillinger, der for vores vedkom-
mende oftest foregik på teatret i Svendborg. Senere kom der også en kontakt i stand
med Odense Teater, som især satte forestillinger op, som henvendte sig til de ældre
årgange.
Senere fik jeg også en helt anden kontaktopgave, nemlig til kommune og politi med
henbilk på at sikre elevernes skolevej, ligesom jeg skulle sørge for, at der var det
nødvendige materiel til stede til brug i skolens færdselsundervisning for de forskellige
årgange. I den forbindelse fik vi som en af de første skoler i amtet etableret en skole-
patrulje,der specielt skulle hjælpe de yngre elever sikkert over Svendborg-Nyborg
vejen, hvor der i øvrigt blev opsat blinklys til at gøre trafikanterne opmærksomme på,
at der her arbejdede en skolepatrulje. Der blev desuden med hjælp fra den lokale
landbetjent arrangeret cyklistprøver og cykeleftersyn.
Nogle ganske særlige og meget krævende opgaver fik jeg fra begyndelsen af 1970'erne som beskikket censor i mundtlig og skriftlig dansk først ved realeksamen og senere ved folkeskolens afgangsprøver. Ikke mindst opgaverne som censor i mundtlig dansk var spændende og interessante, fordi de førte mig rundt til skoler i hele landet - store og små, offentlige og private samt såvel børneskoler som kurser for voksne elever. Jeg husker fra et af disse kurser en ulykkelig mor, der mødte op til realeksamen med en lille pige på tre-fire år. Hendes børnehave havde pludselig valgt at lukke den dag, og det havde ikke været muligt at finde nogen anden pasningsmulighed. Men så snart jeg havde fået den lille på skødet, hvor hun tilsyneladende følte sig godt tilpas, så slappede mor af, og så vidt jeg husker, klarede hun sig ganske godt. Men i det hele taget gav de mange besøg på skoler rundt omkring nogle spændende muligheder for at lære andre forhold og metoder at kende. Hvad angår det skriftlige, hvor der blev skiftet mellem diktater og stile - som regel flere hundrede hvert år - så var det et regulært "knokkelarbejde", der krævede mange timers indsats over en forholdsvis kort periode. Og efterfølgende var der en del diskussioner med faglærere, som ikke var tilfredse med de karakterer, jeg havde givet. I enkelte tilfælde forstod jeg godt elevernes mindre gode resultater, når jeg så lærernes argumentation, som kunne være præget af både stave- og tegnfejl og af dårligt sprog.
En af de rigtig sjove, men også krævende opgaver på skolen var i forbindelse med de årlige skolefester. Her skulle der opføres komedie, og det gik lidt på skift mellem nogle af os lærere at stå for det. Som regel var det eleverne i syvende klasse, der optrådte på de skrå brædder på den fine lille scene i gymnastiksalen. Det krævede mange timer dels med instruktion og dels med at få opbygget og malet kulisser. Det var naturligvis ikke noget, der kunne foregå i selve undervisningstiden; men eleverne mødte troligt op og øvede efter skoletid, og arbejdet med kulisser stod ofte på til langt hen på aftenen - ja, et par gange sluttede det faktisk af med en midnatsbajer sammen med skoleinspektør Hein på hans kontor. Vi tænkte eller talte aldrig om, at det måske egentlig var noget, der lå uden for den arbejdstid, somvi fik løn for. Det var ganske enkelt dengang noget af det, der helt selvfølgeligt hørte med til det at være lærer på samme måde, som når vi var af sted på lejrskole med syvende klasse på Bornholm eller med anden real i Norge. Begreber som overtid og diæter var ikke opfundet endnu.
Den gamle skole i Vejstrup. Mellem skolen og gadekæret løber Svendborg-Nyborgvejen. Bygningen med gavlen ud mod vejen er forskolen.
Til højre for indgangsdøren var det vores lejlighed. De tre vinduer til venstre er ind til klasselokalet (der var kun det ene).
Den første klasse, som jeg var klasselærer for på Sct. Michaels Skole.
Lærerkollegiet i 1980
I slutningen af 70'erne besluttede Tage og Gudrun Hein at gå på pension, og der blev ansat en ny skoleinspektør.
Derefter måtte jeg nok erkende, at jeg var blevet for gammeldags, og jeg trivedes ikke under de nye og meget løsere regler. Så efter at jeg med velvilje fra kommunalbestyrelsen havde haft orlov fra skolen i to år, besluttede jeg mig derfor til at søge min afsked ved skoleårets afslutning i 1983.
Da var vi en halv snes år tidligere flyttet fra den gamle skole i Vejstrup til et lille husmandssted på Æblevadsvej mellem Oure og Lundborg. Det vil der senere blive fortalt meget mere om.
Der kan læses mere om de mange forskellige aktiviteter uden for skolen, som Bodil og jeg blev engagerede i gennem årene i Vejstrup. Klik her på