Bent Aalbæk-Nielsens hjemmeside


Seminarieårene i Jelling

I august 1950 begyndte jeg i præparandklassen på Jelling Statsseminarium, og det betød indledningen på fem år, som jeg kunne unde enhver at opleve. Jeg var den yngste i klassen og var kun lige gammel nok til at være med. En forudsætning for optagelse var nemlig, at man skulle være fyldt 16 år inden den 1. april i det år, hvor man ville optages. Jeg fyldte 16 fire dage før den frist.

     Det var et barsk år, dette år i præparandklassen. Der var meget, der skulle læres. Skoledagene var lange - syv-otte timer, og det her med lørdags-frihed blev først opfundet mange år senere, og der var altid mange lektier til næste dag. Men vi vidste, at det var med at hænge på, for konkurrencen om at komme ind på selve seminariet

stor.

     Det betød bl.a., at en del af os i præparandklassen et par aftener om ugen cyklede

4-5 km til Mølvang, hvor førstelæreren på den lille landsbyskole dér tilbød et

kursus i regning og matematik. Da kurset var under aftenskoleloven, var det stort

set gratis for os; men der er ingen tvivl om, at disse aftener i Mølvang hjalp flere

af os til at klare optagelsesprøven til seminariet.

     Denne optagelsesprøve foregik over tre dage med både skriftlige og mundtlige

fag, og for de mundtliges vedkommende skulle man op i samtlige fag, og det vil

sige alt fra dansk og matematik, over biologi og geografi til historie og religion.

Det betød flere prøver om dagen, hvor man gik fra den ene til den anden. Og så

kom"dommens dag", hvor det skulle afgøres, om man var optaget. Samtlige præpa-

rander var samlet i seminariets gård. Vi var 32 fra seminariets egen præparandklasse,

og dertil kom folk fra forberedelsesklasser på andre skoler. Alt i alt var vi 72. Og der

kunne optages 30, for der skulle være plads til to, som blev optaget på deres gode

realeksamener, og som derfor ikke skulle til optagelsesprøve. Det var noget nær

tortur. Forstander Futtrup læste dem, som var blevet optaget, op fra en liste, og de

blev nævnt i alfabetisk rækkefølge. Med mit navn, begyndende med Aa, måtte jeg

vente til allersidst, og det var en utrolig befrielse, da Futtrup sagde "Bent Aalbæk-

Nielsen". Jeg var med på holdet og kunne 17 år gammel begynde på den egentlige

læ­reruddannelse.



     Det er svært at afgøre, hvad man skal fremhæve som det mest betydningsfulde: selve den uddannelsesaktivitet, der foregik på seminariet, eller det sociale, kammeratlige samliv med lærerne, de øvrige elever og det lokale samfund i Jelling, som naturligt nok i høj grad var præget af seminariet (nok betydeligt mere dengang end nu).

      Fagligt var der tale om en uddannelse af høj karat, givet af en dygtig og ikke mindst en engageret lærerstab med - de første år - Jens Futtrup i spidsen som for­stander og senere Johannes Brix. Det gjorde indtryk at sidde under den senere Askov-forstander Knud Hansens kateder, og måske især senere har man lært at værdsætte, hvad folk som han formåede at give til deres elever. Foredragsaftenerne med personlig­heder som Martin A. Hansen og Richard Gandrup gav ballast. Kunstnere som Ebbe Rode og Wandy Tworek gav oplevelser for livet.

       En del traditioner blev stadig holdt i hævd endnu i begyndelsen af 50'erne. Så­ledes "højsangen" ved forskellige lejligheder: umiddelbart efter skoleårets begyn­delse, hvor man sagde "goddag igen!" til Jellings beboere ved at gå syngende gen­nem byen. En del beboere sluttede sig til optoget, og alle sluttede på Gorms Høj, hvor et udvalg af vore danske sange blandet med de specielle Jelling-sange (og først blandt dem "Semitten") blev sunget. Også på seminariets fødselsdag, og når afgangsklassen havde afsluttet eksamen samt ved enkelte andre lejligheder blev der sunget "højsang".

       Også "kanindåben" bør nævnes, den ceremoni, hvorved de nyoptagne i l. klasse blev optaget i kammeratskabet og gennem svære prøvelser og under megen halløj fik "afvasket deres lange kaninøren og givet rigtige menneskeøren i stedet" og erklæret for ægte semitter at være.










           







 


 



Festerne var et kapitel for sig. Årets højdepunkt var "Novemberfesten", som der, både hvad udsmykning og underholdning angår, blev arbejdet frem imod i lange tider. Og særligt festlig var jo denne lejlighed, fordi der da var damer til stede på Jel­ling Statsseminarium, den eneste sådanne uddannelsesinstitution i Danmark, der endnu formåede at holde sin sti ren som et rent mandsseminarium - sådan opfattede vi det med en vis stolthed, og samtidig var vi smadder misundelige på de mandlige elever på alle de andre seminarier.

     Dette med et manglende kvindeligt islæt på seminariet kunne godt betyde en vis usikkerhed hos nogle med hensyn til, hvordan man egentlig skulle opføre sig overfor damer. Derfor var der en gammel tradion om at der forud for Novemberfesten blev afholdt et "Træskobal" i de to sammenhængende klasselokaler "M" og "O". Det var semninariets gymnastiklærer, der stod for "undervisningen" ved den lejlighed, hvor vi elever jo måtte danse med hinanden. Efterhånden var "Træskoballet" nok mere en munter tradition, end det var en egentlig undervisning i god opførsel og sikre dansetrin.

    Der var jo mange semitter, der ikke selv havde noget kvindeligt bekendtskab, de kunne invitere med til selve Novemberfesten. Derfor var der endnu en tradion forbundet med festen, nemlig at der blev indbudt damer fra Sygeplejeskolen i Vejle og fra ungpigeholdet i Gymnastikforeningen i Fredericia. Og måske netop derfor var det en ganske god ordning med de forudgående instruktioner ved "Træskoballet". Det betød i øvrigt også, at der altid var et fast sluttidspunkt for festen. For specielt sygeplejeeleverne havde kun fået tilladelse fra forstanderinden til at deltage på betingelse af, at de var hjemme på skolen inden et bestemt klokkeslet.

     Jo, sådan var det dengang. Og det var måske slet ikke så galt endda!

     




































Jeg var blandt de meget få heldige, der kunne bo hjemme, og derved havde jeg naturligvis store økonomiske fordele. For mange af de andre var seminarieårene i sandhed en kummerlig tilværelse, hvor hver eneste øre måtte vendes, før den blev givet ud. Mange af de værelser, man boede på, var små, utætte og kakkelovnsopvar­mede. Meget mad blev fremstillet på primitiv måde over hvæsende og sodende primus­apparater, og noget blev hentet i madspande pa byens pensionater. Et lille stats­tilskud kunne begrænse de kautionslån, som for mange var den eneste mulighed for at gennemføre uddannelsen, og dårlig ernæring sammen med økonomiske problemer hav­de for nogle så alvorlige konsekvenser som mavesår og andre helbredsmæssige ska­vanker, som det tog år at bøde på efter endt uddannelse.


I den sammenhæng kan jeg ikke lade være med at kaste et sammenlignende blik på nutiden, som jeg for et lille års tid siden  beskrev den i et indlæg på Ældre-bloggen:


Der bliver demonstreret i dag (13. okt. 2016) rundt ved landets læreanstalter. Det er de unge, der er under uddannelse, der går på gaden for at protestere mod de bebudede nedskæringer på Statens Uddannelsesstøtte (SU). Det kan jeg for så vidt godt forstå. Det er aldrig rart, når man får begrænsninger i sine udfoldelsesmuligheder. Det er der ingen, der ved bedre end de mange tusinder af ældre, som er afhængige af hjælp fra ældreplejen rundt i landets kommuner, og hvoraf mange stadig må ligge i timer, før de kan få skiftet ble.

     De unge tager sig tiden, og de har kræfterne til at demonstrere. De muligheder har de ældre ikke. De er bare tvungne til at acceptere tingenes sørgelige tilstand og til at se frem til endnu dårligere forhold.

     Men der skal jo spares, får vi at vide. Nogle steder mere end andre steder. Og når det nu er sådan, så er det vel ikke helt urimeligt, at også de unge, der bliver tilbudt en gratis uddannelse og oven i købet penge til at leve for, mens den står på - at de også må påtage sig en del af besparelserne.

     Dengang da vi gamle skulle tage en uddannelse, var der ikke noget, der hed SU. Min storebror og jeg var heldige at have forældre, der ud af en indtægt, der bestemt ikke var stor, kunne og ville finansiere hans ophold i studietiden på et pensionat i hovedstaden og dette, at jeg kunne bo og spise derhjemme, mens jeg gik på seminariet. Men hvad vi skulle bruge af penge ud over til kost og logi, måtte vi arbejde eller låne os til. Og de lånte penge skulle naturligvis betales tilbage, da vi var færdige med studierne. Jeg tror, at det gav os en anden indstilling til, hvad vi brugte penge til, end mange unge har i dag. Og jeg tror også, at det gav os en anden holdning til den uddannelse, vi var i gang med, end vi ser hos mange unge i dag. Den blev nok mere målrettet, og vi var mere bevidste om betydningen af den for os selv og for samfundet.

     Her, som i mange andre sammenhænge, er det vigtigt ikke at skære alle over én kam. Der er rigtig mange unge, der er helt bevidste om betydningen af et godt resultat af studie- eller læretiden, og der er rigtig mange, der bestræber sig på at holde udgifterne på et rimeligt niveau, mens den står på. Og det er holdninger, som de skal roses for og støttes i.

     Men vi ser desværre også mange eksempler på det modsatte. Jeg skal nævne et enkelt: På tv kunne vi igen sidste sommer se tusinder og atter tusinder af unge mennesker komme slæbende med øl i spandevis og med telte og liggeunderlag og meget andet, som skulle gøre dagene på Roskilde-festivalen så sjove, rare og vilde som muligt. Det var, hvad det var. Det var der altså råd til. Men da festivalen var slut, så vi med al beklagelig tydelighed, hvor stor den manglende ligegyldighed, der råder hos mange, er over for værdier: Ikke blot gad man ikke at rydde op efter sig (det har man vel folk til!); men man gad heller ikke at tage telte og læssevis af andet udstyr med sig hjem. Tilbage efter dem lå for millioner af ting og sager. Så er det, at i hvert fald mange af os ældre tænker som så, at der må være nogen, der bare får for meget foræret. Meget var formodentlig finansieret ved regulært lønarbejde. Men for mange havde denne ødselhed givetvis ikke været mulig uden SU. Og så er det, at tankerne går til de gamle, der ligger rundt omkring i timevis med fyldte bleer.

     Jeg mener ikke, at vi skal tilbage til tider som i vores ungdom. Noget af det, som vi har slidt og stridt og betalt for gennem årene, er jo netop, at vi gerne ville skabe nogle bedre tider. Og det er virkelig lykkedes. Men spørgsmålet er, om ikke tiderne for mange er blevet for gode - og det gælder bl.a. for nogle af vore dages unge under uddannelse. Set med mine øjne må de slås for lidt for at nå nogle resultater, og derfor skønner de for lidt på dem, de når, og stiller for store forventninger til, at samfundet fortsat på alle måder sørger for dem, også den dag, da de forlader en eller anden læreanstalt.

     Det er utrolig vigtigt, at vore unge kan få den bedst mulige uddannelse. Det koster penge - mange penge, og det må der ikke skæres ned på. Men er det helt urimeligt, at også de unge skal yde deres bidrag til,  at kvaliteten i læreanstalternes uddannelsestilbud kan opretholdes på et højt niveau?


"På græs"

Et betydningsfuldt islæt i seminarietiden var de tre måneder i tredje klasse, hvor vi var "på græs". D.v.s. at vi var ude som vikarer på forskellige skoler rundt i landet og på den måde fik prøvet i praksis, hvad det vil sige at være lærer. For nogle betød det en barsk opvågnen. De havde nok haft en lidt mere romantisk opfattelse af, hvad det var, de var i gang med at uddanne sig til.

     Selv kom jeg den første måned til Ulbølle på Sydfyn. Det var en typisk landsbyskole med en første- og en andenlærer, og jeg fungerede som andenlærer. Der var rigtig gode forhold, både for elever og lærere, og der var ikke se store udfordringer for mig. Jeg havde et værelse i andenlærer-lejligheden på førstesalen i den ene ende af skole, mens førstelærer Christian Winther og hans famlie bode i stueetagen i den anden ende. Der var sørget for, at jeg - naturligvis mod en absolut rimelig betaling - kunne få et måltid varm mad hver dag hos smeden, der boede et par kilometer fra skolen. Hans husbesstyrerinde (oftest kaldt "Moster")var et unikum til at lave mad, og den hårdtarbejdende smed forlangte et solidt måltid på bordet - et måltid med "reælt kød" og ikke bare sådan noget hakkemad. Så jeg levede utroligt godt. Efter spisningen skete det, at kortene kom frem, og jeg fik lært at spille 66. Dertil hørte der en "bette svåt" - altså en kop kaffe med en god snaps i. Det fik jeg med uden ekstra betaling. Det var streng vinter det år, og en søndag formiddag var jeg med smeden på sundet for at stange ål fra isen, hvor der blev savet huller. Der var mange ål dengang, og vi kom hjem til Moster med en rigtig god fangst. De største blev til en fantastisk middag med rigeligt med stegte ål med dertil hørende øl og snaps. De mindre blev der næste dag kogt ålesuppe på, og også i den forbindelse kom Mosters evner udi madlavningens kunst til gavn. Jeg havde frygtet lidt for dette med ålesuppe, men den frygt forsvandt helt og aldeles allerede ved første mundfuld.

     De næste to måneder var jeg i Gudme på Sydøstfyn. Også dér var det en landsbyskole, men lidt større end i Ulbølle, og så havde man fra skoleårets begyndelse oprettet et præliminær-kursus, der var en slags forgænger for de senere realafdelinger. Men præliminær-kurserne var mere krævende end de treårige realafdelinger. De var nemlig kun to-årige, og til den afsluttende prøve skulle eleverne op i samtlige fag, hvor der til realeksamen hvert år gled nogle fag ud. Som de fleste andre landsbyskoler havde Gudme skole kun to klasselokaler, og kursusafdelingen var derfor placeret i et lokale i forsamlingshuset et lille stykke fra skolen. Og   Det blev i det lokale, at jeg havde en stor del af mine timer, fordi jeg kom til at undervise i dansk og geografi. Og her kom jeg på arbejde. Faget dansk omfattede nemlig flere discipliner som diktat- og stilskrivning, litteratur, grammatik, svensk og skrivning. Men også geografiundervisningen krævede meget forberedelse. Jeg kom til Gudme den 1. marts, og allerede i begyndelsen af marts begyndte årsprøverne, som bl.a. foregik med fremmede censorer. Så efter en måneds forløb skulle jeg være klar til at føre op i dansk, og i geografi gjaldt det hele årets pensum, som jeg altså også skulle være rigtig godt inde i. Det blev en travl men lærerig marts måned.

     Den første ugestid i Gudme boede jeg i præstegården, i pastor Bachmann-Christensens gæsteværelse. Derefter flyttede jeg over i et værelse i førstelærerlejligheden på skolen, som da var blevet ledigt. Det var førstelæreren, jeg vikarierede for, efter at han havde fået nyt embede som skoleinspektør i Haderslev. Brændsel til værelsets kakkelovn kunne jeg hente i skolens brændselsrum ude i et udhus. Middagsmad fik jeg hos andenlæreren, som også havde til huse i skolebygningen, mens morgenmad og frokost var noget, jeg selv kunne sørge for.

     Jeg tror, at de fleste af mine klassekammerater havde det ligesom mig. Vi følte det rigtig rart at komme tilbage til Jelling og hverdagene på seminariet - også selv om en eksamen stod for døren.


I mit hjem var det i disse år sådan, at min far havde forrygende travlt med fo­redragsvirksomheden. I 1950 skrev han "Bogen om Niels Bukh". Året efter fulgte en lille bog om "Frihedens farligste fjender", der var en analyse af de store kartel­lers og trusters virksomhed på internationalt plan. I Europa blev der i de år taget skridt til samarbejde på flere og flere områder, noget, som far var stor tilhænger af, og han skrev i 1953 bogen om "Det europæiske Samarbejde”, som opnåede stor anerkendelse, men kun blev solgt i forholdsvis få eksemplarer. Ind imellem skrev han kronikker og avisartikler, så det er vel ikke fra nogen fremmed, at jeg har lysten til at skrive.

     Desværre fulgte de helbredsmæssige problemer med i perioder - utvvivlsomt fordi far var arejdsnarkoman. Det betød f.eks., at vi en aften blev ringet op fra en forening i Sønderjylland, hvor fra skulle holde foredrag, men han var ikke kommet. Jeg kunne jo kun svare, at han var taget af sted, men det siger sig selv, at det skabte stor frygt, ikke mindst hos min mor, som i forvejen led af dårlige nerver. Et stykke tid senere kom der så en opringning fra Politiet i Kolding. Dér havde man fået en anmeldelse om en mand, som var stoppet op med sin bil, og som tydeligt nok var i store vanskelighedervar. Det var altså far, og det viste sig, at han havde fået et totalt blackout. Han vidste ikke selv, hvem han var, hvor han kom fra, eller hvor han skulle hen. Det så ikke ud til, at der fysisk var noget i vejen med ham, og et par venlige betjente kørte ham og fars bil hjem. Men der fulgte en længere sygeperiode, inden han kunne genoptage sit arbejde.

     Som nævnt var mor stadig præget af det store nervepres, som hun havde levet under, mens vi boede i Ollerup omgivet af de tyske soldater. Det betød behandlinger af forskellig art og i perioder indlæggelse på nervesanatorium. Men det skal tilføjes, at de begge fik det betydeligt bedre efter nogle års forløb, og far nåede bl.a. at få nogle virkelig gode år som lærer på Nørgaards Højskole i Hadsten. I de år boede de i Hadsten, men efter fars pensionering flyttede de tilbage til Jelling.



Men noget helt andet må bestemt også med, nemlig at i 1955 - mit sidste år på seminariet - skete det bedste,

der nogen sinde er hændt for mig: Jeg traf Bodil Vejby Nielsen.

    Der er bestemt noget om det, man siger om, at der er ikke noget, der er så galt, at det ikke er godt for noget.

Havde Hitler aldrig eksisteret, havde jeg sandsynligvis aldrig truffet Bodil. Uden Hitler, ingen krig og ingen

besættelse af Danmark. Uden besættelsen, ingen befrielse og dermed heller ingen festligholdelse på seminariet

den 4. maj 1955 af ti-året for befrielsen. Det var ved den lejlighed, at jeg traf Bodil. Hun gik på det tidspunkt på

seminariet i Kolding, men var på familiebesøg i Jelling.

     Vi blev ringforlovet den 22. oktober 1955, lige inden jeg den 2. november skulle møde ved Flyvevåbnet for

at aftjene min værnepligt.


Året i præparandklassen bød på en påsketur pr. cykel til Djursland under ledelse af to af vores lærere, Arne Rishøj og Jannik Laursen.

   Her er vi på vej tilbage til vandrerhjemme fra en aftentur til Kalø Slotsruin.

Kanindåben foregik normalt i anlægget ved Munkebjerg Badehotel. Det var en "dåbskomité" fra 4. klasse, der stod for arrangementet, og her er den fire mand store komité fra vores klasse på vej op ad den rullende trappe i 1954.

Alle måtte naturligvis igennem dåben - også de ny lærere, og her står den senere rektor for seminariet, Marius Nørregaard, for tur.

Her er det Skjoldborg-Kristensen, der som ny lærer måtte igennem dåbens prøvelser. Men alle tog det altid uden at kny og med godt humør.

Musikken blev altid leveret af Elmo P. og hans danseorkester fra Vejle.

Alle var i deres pæneste tøj og damerne naturligvis i lange kjoler.

    Her tager lærerne sig et hvil med forstander Johannes Brix i midten.

Fra Novemberfesten i 1952.

    Denne årlige fest var i øvrigt også åben for gamle elever.

Og så var der naturligvis underholdning fra scenen.