Bent Aalbæk-Nielsens hjemmeside

Soldat i Flyvevåbnet


I sommeren 1955 stod jeg så med en afsluttet læreruddannelse og var naturligt nok ivrig efter at komme i gang med at bruge den. Det var ikke svært i de år, for der var stor mangel på lærere i hele landet. Men forinden skulle jeg fra november dette år aftjene min værnepligt, så der blev kun tid til nogle få måneders vikariat på den private realskole i Brenderup.

     Året før havde jeg været pa session, og resultatet af lægeeftersynet ved den lejlighed er udtrykt i sesionsvedtegningen:   "I Fly ej Fo E5 platf." Jeg var plat­fodet og kunne derfor ikke bruges i nogen fodfolksenhed, men blev placeret i Flyvevåbnet. Det fik afgørende betydning for resten af min tilværelse.

      Den 2. november 1955 mødte jeg ved Rekrutskole Vest i Gedhus ved Flyvestation Karup. Her skiftede jeg identitet og blev Menig 247445, og i de næste to måneder gennemgik jeg en rekrutuddannelse, der var lige præcis så krævende, trættende, nedværdigende, opbyggende og udviklende som den, de tusinder af andre unge mænd blev indkaldt til. Den indeholdt de obligatoriske "røvture", stroppeture og strabadser, som en rekrutuddannelse efter den opfattelse, som jeg stadig har, bør indeholde. Den fjernede efterhånden en del af vores selvmedlidenhed og gav os i stedet en ordenssans, en selvrespekt - og respekt for andre - og ikke mindst et kammeratskab, som i hvert fald jeg har haft gavn og glæde af, og som har givet bærekraft fremover.

     Jeg oplevede faktisk at få en uforbeholden undskyldning fra en befalingsmand. Vi skulle jo lære at skyde, og vi havde fået udleveret helt nye Garand-geværer, som blev taget lige op af kassen fra fabrikken. Jeg fik gevær nr. 3 - det var da til at huske. De var smurt godt ind i feronat - noget djævelskab, som det var næsten umuligt at fjerne ved hjælp af de udleverede pudseklude. En af vores befalingsmænd kom ind på pudsestuen og sagde: "I må ikke fortælle til nogen sjæl på denne jord - ikke engang jeres mor - at jeg har sagt det, som jeg siger nu: Den eneste måde, I kan få det stads fuldstændigt ud af alle kroge på geværet, er ved at holde det ind under den varme bruser". Og så gik han; men samtlige geværer gik flot igennem ved næste våbeneftersyn.

    Efter at vi dernæst havde været igennem alle de indledende øvelser med sigtekasser, indstilling af sigtemidler, ladning og afladning o.a., skulle vi så på skydebanen for første gang. Her blev kommandoen overtaget af en fændrik, som var skydelærer, og efter en masse yderligere instruktioner skulle vi så fra liggende stilling med anlæg affyre det første skud på 100 meters afstand. Det gjorde jeg. Men 50 meter ude røg projektilet i jorden. Jeg var imponeret over det store og helt specielle glosarium, den gode skydelære var i besiddelse af, da han skulle gøre det klart for mig, hvor umulig jeg var som soldat. Næste forsøg: Åbne øjne, roligt aftræk. Samme resultat. Skuddet gik i jorden 50 meter ude. Og så var det, at jeg formastede mig til at sige: "Hr. fændrik. Der må være noget i vejen med geværet". Og så blev fændriksens glosarium udvidet ganske betragteligt, da han skulle fortælle mig, at nu havde han været skydeinstruktør i, jeg ved ikke hvor mange år. Og han havde **!!** aldrig oplevet, at det var geværet og ikke manden, der var noget i vejen med. "Så nu skal jeg vise Dem, soldat, at det er manden." Så tog han geværet, og stående lagde han an til skud - - og 75 meter ude gik skuddet i jorden." Der blev helt stille et øjeblik. Så sagde fændriken i et afdæmpet stemmeleje: "Det må De sgu virkelig undskylde, soldat. Denne gang er det geværet." Efter en tur på våbenværkstedet kunne det ramme plet.

Klar til en eller anden øvelse iført drejlstøj. Det er mig yderst til højre.

General Situation Map (GSM).

    Her blev meldingerne fra radarstationerne plottet ind med en række oplysninger om de pågældende fly.Derved havde man hele tiden et aktuelt billede af situationen i luften over Danmark og nabolandene.

     Plotteopgaven blev varetage af dels af værnepligtige menige og dels af kvindelige flyvere, som vi i øvrigt havde et virkelig fint kammeratskab med.

Netop på den tid var en helt ny tjenestegren inden for Flyvevåbnet ved at blive bygget op. Det var Kontrol- og Varslingstjenesten med et antal radarstationer og operationscentraler, og dér stod man nu og skulle bruge en masse nye folk. Efter kun to måneder på rekrutskolen blev jeg derfor lige efter nytår 1956 sammen 34 andre sendt på kursus i kontrol- og varslingstjeneste. Det foregik i den store Bunker 1137 i Gedhus, hvor også Flyvertaktisk Kommando dengang havde til huse,

og den blev mit tjenestested i de følgende 14 måneder.

    Men først skulle vi altså lære, hvad opgaverne i denne ny tjeneste

gik ud på. Vores leder og instruktør var løjtnant Jørgen Jørgensen, og han havde nok primært fået den opgave, fordi han havde en uddannelse som skolelærer, og for ham var uddannelsen noget lige så nyt, som det var for hans elever. Han måtte altså i gang med at udarbejde en helt ny uddannelsesplan og fremstille nyt undervis-ningsmateriale. Men løjtnant Jørgensen var en dygtig underviser, så han forstod virkelig at engagere sine elever, og der blev gået til opgaverne med alvor og en udpræget positiv holdning. Men allerede efter en måneds forløb blev han med dags varsel forflyttet til en af de ny radarstationer. Dér stod vi så 35 mand med en halvfærdig uddannelse, som egentlig var planlagt til at skulle vare to måneder. Hvad gør man så? En af de andre på holdet , Menig 443 Hess fra København, der også var uddannet som lærer, og jeg blev kaldt ind til chefen for Sector Operation Center (SOC) Vest, oberstløjtnant Walther Lonsdale. Han gjorde problemstillingen klar: Vores uddannelse som kontrol- og varslingsoperatører skulle gøres færdig, men man havde ingen til at gøre et. "I må ganske enkelt gøre det selv," sagde Lonsdale. "Og det bliver jeres opgave som uddannede lærere at sørge for det med udgangspunkt i det materiale, som løjtmand Jørgensen har udarbejdet." Sådan!!

     Vores første handling var at kalde hele holdet sammen og fortælle om den opgave, vi havde fået. Og det blev optaget absolut positivt af alle. Der var enighed om, at der var blevet vist os en høj grad af tillid, og hvis vi kvitterede for den ved at gå helt og fuldt ind i arbejdet og sørge for at strukturere det på en fornuftig måde, så ville vi for så vidt kunne gå og have det rigtig godt.

     Oberstløjtnant Lonsdale havde givet 43 og mig tilsagn om, at vi ville kunne trække på lederne af alle de forskellige afdelinger i bunkeren og bede dem om at gøre rede for, hvad opgaverne gik ud på i hver af deres respektive afdelinger, og vi ville kunne komme ud i afdelingerne og prøve arbejdet i praksis. Det gjaldt i radarstationen, hvor vi skulle lære at aflæse scoperne og omsætte det aflæste til meldinger til den, der med en fedtstift og med spejlskrift førte den såkaldte "high tote", der var en lodretstående glasplade med inddelinger i "georef-systemet". Foran den sad en "teller", der via telefon videregav meldingerne til plotteren ved det store General Situation Map (GSM) i SOC-salen. Det var så en anden af de afdelinger, som vi skulle lære at betjene, nemlig som plottere ved GSM.

     Ind imellem fik vi så lige en ekstra opgave. Der var to adgangsveje til Bunker 1137. Der var den mod syd, som var den, der normalt blev brugt, og som var en forholdsvis snæver sluseadgang, hvor man først blev lukket ind i et slusekammer, hvor man ved hjælp af spejle og gennem en dør med skudsikkert glas kunne ses nøje an, inden man blev lukket videre ind i selve bunkeren. Men når det drejede sig om udstyr af større dimensioner, så skulle det ind på den anden side af bunkeren - gennem det, der blev kaldt Sluse Nord. Dér var der en ganske stpr port, som til daglig var lukket af meget store, tykke og utroligt tunge stålplader. Detvar ikke sådan nogen, som man bare lige lukkede op og i, når man skulle have noget ind. Det var nogen, som det - i hvvert fald dengang - tog flere dage at lukke op og derefter flere dage at lukke igen. Derfor var der et svagt sted i bunkeren i nogle døgn, når noget skulle den vej ind. Og dette sted skulle bevogtes grundigt. Der var naturligvis en vagt på den anden side uden for slusen, men når Sluse Nord var åben, skulle der også en vagt derom, og om natten var det en dobbelt vagt - altså to mand, og det havde man ikke mandskab til i bunkeren dengang. Løsningen på det problem hed kursusholdet. Vi gik jo kun på kursus om dagen, og så kunne vi jo godt holde vagt om natten.

     Altså måtte vi fra kursusholdet skiftes til at møde til standvagt fra kl. 1800 til kl. 0888 næste morgen. Vi fik udleveret skarp ammunition, selv om vi kun havde været på skydebanen en enkelt gang. Det var i februar måned, og det var koldt - rigtig koldt, så hver vagttørn blev skåret ned fra de sædvanlige to timer til 30 minutter. Og foruden det normale tøj blev vi forsynet med en kæmpemæssig, rød vagtkappe, der nåede helt ned til jorden, og føddeerne med støvler på stak vi ned i et par gamle engelske pilotstøvler fra krigens tid, da der ikke var nogen form for varme i bombeflyene. Alligevel frøs vi som meget små hunde i meget tynde snore. Når vi kom ind fra en vagttørn og satte vores gevær i i stativet i vagtstuen, så gik der kun et øjeblik, før der havde dannet sig et tykt lag is eller rim på det.

     Jo, det var i sandhed barskt. Og nu var vi jo kommet fra rekrutskolen ind i det virkelige militære liv, hvor man - i hvert fald i Flyvevåbnet - ikke gjorde sådan noget, hvis det ikke var, fordi man vurderede, at det var nødvendigt. Det faktum fik nogle af os på holdet til at tænke og faktisk også til at snakke om, at når man fandt sådan noget nødvendigt, så måtte der nok vær en vis alvor i hele situationen omkring os. Jeg husker ikke, om begrebet "Den kolde Krig" sådan rigtigt var blevet lanceret på det tidspunkt. Men i februar 1956 var der i hvert fald ingen af os på kursusholdet, der var i tvivl om, at vi havde gjort voret entré i en særdeles kold krig - i en meget bogstavelig forstand.

     Men med udgangen af februar var vores kursustid slut, og vi blev fordelt rundt til forskellige tjenestesteder inden for Kontrol- og Varslingstjenesten. Nogle kom til radarstationerne i Skagen og Skrydstrup, og jeg var blandt dem, der blev i Bunker 1137 som tjenstgørende i Sector Operation Center (SOC). Det vil jeg betegne som et stort held for mig. Det var nemlig i de dage utvivlsomt et af de mest spændende og interessante , hvor man dengang kunne komme til at gøre tjeneste som værnepligtig. Man kan nemlig roligt sige, at det var det sted i Forsvaret, hvor man først ville registrere det, hvis der blev umiddelbart optræk til, at den kolde krig var ved at blive varm. Her samledes alle trådene fra radarstationerne, som lå spredt ud over landet, så man fik et samlet billede af luftsituationen over og omkring Danmark, ja, langt ind over Warszawapagt-landenes områder, og blev der optræk til noget usædvanligt, ville SOC'en være det første sted, hvor det blev registreret.

     Det prægede hele arbejdet i SOC'en og den alvor, der blev lagt i det fra alle sider.


  For mit vedkommende omfattede tjenesten tre hovedopgaver: Jeg var journal­fører i "Fighter Marshall", plotter ved General Situation Map, og hver 10. dag havde min gruppe standvagten og slusevagten ved Bunker 1137, dvs. adgangskontrol og patruljering i området omkring bunkeren.

     Den ubetinget mest spændende af disse opgaver var den i Fighter Marshal. Her kunne vagthavde officer være i radiokontakt med piloterne, når de var ude på deres missioner. Herfra kunne de få tildelt opgaver, de kunne indhente forskellige informationer, og først og fremmest kunne de via en pejletjeneste, der var spredt ud til små pejlestationer rundt i landet, få opgivet deres øjeblikkelige position, og de kunne få opgivet, hvilken kurs de skulle flyve for at komme til et bestemt punkt - oftest tilbage til basen. Alle opkald - der foregik på engelsk - blev noteret i journalen, og det var min opgave, når tjenesten var i Fighter Marshall.

     Det kunne til tider være vanskeligt at forstå, hvad piloterne sagde over radioen - især hvis de befandt sig i lav højde. Og jeg oplevede en gang, at bagthavende officer måtte bede en pilot om at gentage flere gange. Vi kunne simpelthen ikke forstå, hvad han sagde. Vi var jo helt indstillede på at lytte til noget på engelsk, og først da det gik op for os, at han denne gang talte dansk, kunne vi begynde at forstå det. Det var da heller ikke nogen standard-melding, han kom med. Han lå med sit fly over Haderslev fjord og havde observeret en lystbåd, der kæntrede. Meldingen blev straks videregivet til politi og Falck i Haderslev, og nogen tid efter kom der besked om, at folkene i båden var blevet reddet i god behold.

     Ind imellem blev der lavet lidt sjov ud af positionsmeldingerne. Det var især under navigationsflyvninger i mørketimerne. Dem var der ikke meget dramatik i, og så kunne der godt være brug for lidt humor. Så skete det, at en melding fra Fighter Marshal kunne lyde således: "You are overhead Newcastle". Eller det kunne være på den anden side af Fyn: "Your position is five nautical miles north of Middlespeed". Der var da heller ingen af piloterne, der var i tvivl om, hvor de var, hvis meldingen lød: "You are two nautical miles south of Beergood". Det var dog ikke de positionsangivelser, jeg førte ind i journalen.

     En tidlig sommermorgen, hvor jeg havde nattevagt i Fighter Marshal, blev jeg kaldt ind fra de køje ude på gangen, hvor jeg havde tilbragt et par timer. Jeg kunne straks mærke, at noget var helt galt. Oppe fra Fighter Marshals kabine havde vi oversigt over SOC-salen med GSM, og et kig netop på GSM fortalte klart, hvad der var årsagen til alarmen: Hele vejen rundt om Bornholm blev der vist det ene spor ved siden af det andet. Var der mon gjort klar til en invasion? Solen var endnu ikke stået op, og de lå morgendis over hele området, så det havde ikke været muligt at opservere noget visuelt fra radarstationen på Rytterknægten. Hele Forsvaret blev alarmeret, og fra Flyvestation Aalborg blev afvisningsberedskabets to F-84'ere sendt af sted. De blev fulgt med spænding fra alle SOC'ens kabiner, mens de susede af sted mod morgenens brændpunkt. Hvad var det for et syn, der ville møde dem? Set med vore dages øjne var F-84 Thunderjet ikke nogen hurtigløber, og spændingen var nærmest ulidelig. Var det her starten på trejde verdenskrig?

     Endelig nåede de frem, og så kunne enhver form for alarm afblæses. På grund af nogle helt specielle atmosfæriske forhold var de bornholmske fiskerbåde på vej ud til deres fangstpladser blevet indfanget af radaren. Noget tilsvarende var aldrig sket før. Men samtidig med at alle kunne ånde lettet op, kunne det konstateres med tilfredshed, at der overalt var levet op til de krav, som fulgte med sådan en alarm.


Almindeligvis var det ikke helt så spændende at være plotter ved GSM. Somme tider kunne det være et virkeligt problem at få tiden til at gå, når der var ingen eller meget lidt aktivitet. For mit vedkommende kunne det som regel klares med en god bog. Men for en del andre måtte der andre midler til. For de kvindelige flyvere (KF'erne) kom strikketøjet eller andet håndarbejde som regel frem. Og det smittede faktisk af på en del af mandfolkene. Det skyldtes ikke mindst, at der inde i Herning var en broderiforretning med en indhaver, som var helt fantastisk til at hjælpe i gang med forskellige former for broderi, og derfor kunne man slet ikke så sjældent rundt ved GSM se store og kraftige mænd bevæbnet med en synål, som skabte de fineste korsstings-mesterværker.

     Der kunne dog en gang imellem opstå en vis dramatik. Det skete især, når IO (Identification Officer) måtte dømme et spor "ukendt", så afvisningsberedskabet måtte alarmeres. Så bled det ukendte spor og de danske jagere fulgt med meget stor opmærksomhed. Oftest udløstes spændingen dog i konstateringen af, at der var tale om fly, som var kommet ud af kurs, eller som der af en eller anden grund ikke var indgivet en korrekt flyveplan på. Af en eller anden grund blev de  sidstnævnte omtalt som "Grønthandlere".

     Men specielt i sommeren 1956 skete det jævnligt, når det var godt og klart vejr, at der i meget stor højde kom et fly ind fra syd. Det var aldrig noget specielt hurtigt fly, og efterhånden blev de næsten rutine, at man kunne følge det op til Korsør, hvor det kredsede rundt en del gange, inden det atter vendte næsen mod syd. Det var helt klart, at det drejede sig om et rekognosceringsfly fra et af WAPA-landene, og når netop Korsør havde særlig interesse, skyldtes det, at man på den tid var i gang med at bygge og indrette den ny NATO-flådehavn. Ved løbende at følge byggeriet kunne man skaffe sig en masse viden om indretning og opgaver. Det var naturligvis et kraftigt irritationsmoment for det danske forsvar, at man på den måde blev kigget i kortene. Og selvfølgelig blev afvisningsberedskabet sendt af sted, men det tog lang tid, før de to F-84'ere kunne nå op på højde med den ubudne gæst, og så snart de nåede op i en højde, hvor de kunne ses af de østtyske radarstationer, så luntede gæsten hjemad. Men på et tidspunkt var der en eller anden, der fik en god idé: I stedet for straks at søge mod højden styrede afvisningsflyene ud over Østersøen i ganske lav højde, indtil de var tæt på den østtyske grænse, og først dér begyndte de den egentlige opstigning, og lå så klar til at møde WAPA-flyet, når det var på vej hjemover. På den måde blev det konstateret, at det ganske rigtigt var et rekognosceringsfly spækket med kameraudstyr, og man fik gjort klart, at sådan nogle overflyvninger af dansk territorium ville man ikke lade gå upåtalt hen. Næste akt har så formodentlig været en besked ad de diplomatiske kanaler om, at i gentagelsestilfælde ville der blive skudt med skarpt.

     Det hændte også en gang imellem ved nattetide, at radarstationerne opfangede et spor, der kom ind fra vest i meget stor højde og bevægede sig i internationalt luftrum hen over Østersøen og et stykke op i Den botniske Bugt, inden det vendte om og tog samme vej tilbage og forsvandt med retning mod England. Der var aldrig nogen flyveplan på disse spor, der på GSM blev plottet som ukendte. Men der herskede ikke nogen tvivl om, at det var amerikanske fly med den opgave at registrere de elektroniske aktiviteter så langt mod øst som muligt.

     

De fleste aktiviteter i Bunker 1137 foregik siddende, og i lang tid var begrebet FUT (fysisk uddannelse og træning) et næsten ukendt begreb. Men på et tidspunkt fik man et eller andet sted i systemet den tanke, at det burde der gøres noget ved, og en kaptajn (jeg husker ikke hans navn) blev indkommanderet bl.a. til at gøre noget ved det. Det var absolut ikke populært hverken hos os menige eller hos hovedparten af vores befalingsmænd. For de fysiske aktiviteter måtte ikke gå ud over tjenesten og skulle altså finde sted i det, der ellers ville være vores fritid.

     Der blev dekreteret marchture i omegnen af Karup; men vi nåede sjældent ret langt uden for synsvidde fra Bunker 1137, før der på et passende sted med grønne grøftekanter blev beordret "flyverskjul til højre". Og der kom mange fly, før vi igen kunne træde an på vejen, og så var det som regel tiden at komme tilbage til Gedhus.

     En voldsom udfordring for os alle var det, da der kom ordre om, at vi skulle på terrænløb i Dollerup Bakker, som er noget af det mest bakkede og vilde terræn i Jylland - elsket af alle professionelle terrænløbere og frygtet af mange andre. Vi blev læsset på nogle lastvogne og kørt ud i terrænet, hvor vi i grupper på fire-fem mand blev udrustet med kort og kompas og fik oplyst, at vi skulle passere otte poster for at nå frem til målet ved Niels Bugges Kro. Og så blev vi sendt af sted.

     Der var ingen i min gruppe, der havde nogen erfaring med terrænløb, og der gik ikke lang tid, før vi følte os totalt lost. Så mødte vi en af de andre grupper, der havde det på helt samme måde. Vi blev enige om at slå os sammen og begav os af sted ad en asfalteret landevej, som jo formodentlig ville føre os et eller andet sted hen. Det her med poster glemte vi alt om, for hvordan pokker skulle man bære sig ad med at finde dem. Efter nogle få kilometer til fods kom vi til et hus med et skilt, hvor der stod noget med "Lillebil". Det var dengang en slags taxa. Vi så på hinanden, nikkede og talte vores småskillinger sammen. Lillebil-vognmanden var hjemme, og han ville godt køre og til Niels Bugges Kro for det beløb, vi kunne tilbyde. Og kort tid efter kunne vi tage plads i krostuen. Dér sad vi så, da befalingsmændene nåede frem efter at have stillet poster ud og læsset "terrænløbere" ud. Vi havde jo nok forestillet os noget med en indberetning af en slags, men rent faktisk så endte det hele i en god og befriende latter.


Anderledes alvorligt oplevede vi efteråret 1956. I ugerne omkring 1. november satte først Ungarns-krisen ind, og få dage efter satte krisen omkring Suez-kanalen ind. Ingen vidste, hvad disse kriser kunne føre til, og SOC'en blev sat i højeste alarmberedskab. Det betød, at alle vagter blev lagt om, så vi havde 24 timers tjeneste, hvor vi ikke måtte forlade bunkeren undtagen til måltiderne. Under frivagterne sov vi på de køjer, der var der til det samme i bunkeren, og vi havde al vor udrustning, incl. våben med. Derefter var der 24 timers hårdt beredskab, hvor vi ikke måtte forlade vore kvarterer, og endelig var der 24 timers såkaldt blødt beredskab, hvor vi skulle kunne kaldes til tjeneste inden for en time. Denne tjenesteordning gav os en klar fornemmelse af alvoren i situationen. Det blev ikke mindre af, at vi blev kaldt på våbenkammeret og fik tilpasset gasmasker. Maskingeværer og store mængder skarp ammunition blev båret ind i bunkeren, og vi bemærkede, at også chefen for Flyvertaktisk Kommando, generalmajor K. Ramberg, tog permanent ophold i bunkeren og medbragte stålhjelm og øvrige feltmæssige udstyr. Ikke sært, at stemningen var trykket, og udviklingen blev fulgt med spænding time for time, først og fremmest gennem radioavisens udsendelser, som kunne høres i bunkerens diminutive marketenderi, "Tutten".


I februar 1957 var så de 16 måneder "i trøjen" ved at være slut. Vi, der stod foran hjemsendelse, kom til at snakke om, at det var egentlig for dårligt, at vi havde været i Flyvevåbnet i 16 måneder, men vi havde aldrig fået en flyvetur. Det måtte der gøres noget ved, og som talsmand blev det min opgave at forelægge sagen for chefen, oberstløjtmand Lonsdale. Han kunne godt se, at der var noget forkert i det, og i løbet af nogle dage var det arrangeret, at vi på skift kunne få en tur i bagsædet på en Harvard. Jeg husker ikke, hvor mange vi var, der på den måde skulle prøve at få luft under vingerne. Men jeg husker, at da vi var to tilbage, drev der nogle voldsomme snebyger ind over flyvestationen, og al flyvning måtte indstilles. Vi var to virkelig skuffede soldater, som altså aldrig fik prøvet af flyve Harvard.


Forberedelserne til vores afslutningsfest på en restauration i Viborg tog nu en hel del af vores tid, og det blev en god fest, som understregede det gode forhold til de andre personelgrupper i bunkeren. Vi var ikke dus med dem, men i mange andre henseender kunne forholdet minde om det, man kender i Forsvaret i dag, og det har måske også været medvirkende til, at jeg tror, at næsten alle efter endt militærtjeneste i Bunker 1137 forlod Flyvevåbnet med en udpræget positiv indstilling. I hvert fald var det en selvfølge for mig, at jeg umiddelbart efter hjemsendelsen søgte ind i Flyvevåbnets Soldaterforening.

     

Bunker 1137 blev bygget af tyskerne under krigen, og sammen med to tilsvarende (en i Tyskland og en i Holland) skulle det efter sigende være de største bunkeranlæ over jorden, som blev opført i Europa. Tyskerne brugte den som kontrolcentral for luftkrigsførelsen over Danmark og Nordtyskland og i den vigtige korridor til Norge. Den var fyldt med den tids mest moderne udstyr, men efter krigen blev alt fjernet, så der praktisk taget kun stod de bare betonvægge tilbage.

     Da Flyvevåbnet blev oprettet i 1950, blev det bestemt, at Bunker 1137 igen skulle være etcenter for luftkrigs-førelsen og senere, at den skulle være hovedkvarter for Flyvertaktisk Kommando. Derfor begyndte man igen at fyklde den op med avanceret teknik, og det var man endnu ikke færdig med, da jeg sammen med de andre blev sendt på kursus derovre fra den 3. januar 1956.

     Den del af anlægget med de mange vinduer var en tilbygning til selve bunkeren, hvor Flyvertaktisk Kommando have til huse.

T.v.: På standvagt ved gitterporten ind til Bunker 1137. Om natten var det med skarpladt gevær.

T.h.: Slusevagten inde i bunkeren.

Et hjørne af SOC-salen, der strakte sig i flere etager op gennem bunkeren. Nederst i billedet ses nogle af plotterne ved GSM. På "balkonerne" over dem ses længst t.v. "floor supervisor", som almindeligvis var en sergent eller oversergent, der var den ansvarlige for plotningen. Midtfor er det officerer med forskellige funktioner som f.eks. "identification officer", der - med brug af forskellige hjælpemidler - afgjorde, om et spor på GSM var fjendtligt, allieret eller ukendt. I kabinerne bag glasruderne og i to etager over dem havde forskellige funktioner til huse - blandt dem "Fighter Marshal".

Bag denne tavle i Fighter Marshal sad fire værnepligtige, som hver havde direkte telefonkontakt med to af de otte pejlestation, der var placeret rundt i den vestlige del af landet. En tilsvarende tjeneste var placeret i Østdanmark. Når der blev kaldt op fra et fly, kunne man fra disse stationer pejle sig ind på retningen til flyet, og pejlingen blev meddelt til operatørerne i Flighter Marshal, som med en drejeknap og et sindrigt snoresystem kunne indstille en lyskegle på tavlen, og hvor lyskeglerne krydsede, havde man flyets position.

    Selve dette sindrige system var udtænkt og konstrueret af folk i bunkerens egen tekniske tjeneste, men det blev hurtigt kopieret rundt i andre NATO-lande.

"Flyverskjul".

     De menige på den ene side af vejen, og befalings-mændene på den anden side.

     Vi havde faktisk altid et rigtig godt forhold til vores befalingsmænd.

Hjemsendelsesfest, som foruden os, der nu kunne bære hæders-titlen "bunkerbisser" også havde deltagelse af officerer, befalings-mænd og kvindelige flyvere.





"Bunkerbisser"

I den lille grå pagode med sit blik mod pilen blå

sider der en plottepige og kun eet hun tænker på!

Hvisker floorsuppevisken ikke, stønner SOO og IO ej.

Kom igen novemberbasse, kom igen ad Gedhus vej!

Kom igen ad Gedhus vej!

Til rekruttens krumspring - Nej!

Vor rekruttid fik jo ende om end kun med stort besvær.

Husker du dengang vi svømmed i Øst for Gedhus' sump og kær

mens sergenten rød som torden brølt' fald ned dit lange rær!


Forside og bagside på den publikation, der blev lavet som optakt til hjemsendelsen (desværre - efter de mange år - i lidt miserabel forfatning), samt nogle sentenser fra indholdet:



Advarsel!

Det må på det kraftigske tilrådes folk i Vanløsekvarteret at forsyne sig med ekstra stålhjelm og pansring af døre, vinduer og lignende efter den 28. februar, da 247435 løslades fra Gedhusområdet på denne dato.

     247435 har under den militære skydeuddannelse vist udprægede tilbøjeligheder i retning af en meget personlig opfattelse skudangivelsesteknikken.

Da vi alle har næret stor ængstelse for det tab, SOC'en uvægerligt må lide ved novemberholdets hjemsendelse, glæder det os uendeligt meget at kunne meddele, at det efter kæmpemæssige anstrengelser er lykkedes at overtale et par sømænd, som er kendt for deres store kærlighed til "CIRKUS SOC" til at blive i det mindste 3 uger ekstra.


(Der var et par tidligere sømænd på holdet, som p.gr.a. diverse forseelser blev idømt tre ugers ekstra tjeneste).