Bent Aalbæk-Nielsens hjemmeside

Tanker om tilværelsen:

 

At være for gammel til det

 

Dårlig samvittighed - ikke her i hvert fald

 

En lægmands trosbekendelse

 

Om reformer i folkeskolen

 

Det går mod enden med fred, frihed og fællesskab

 

Formyndersamfund - Er det det, vi ønsker?

 

Meningen med livet er at have det sjovt!

 

At være for gammel til det! 

(Januar 2008)

 

Jeg er en mand. Jeg har passeret de tres - endda så godt og vel. Men jeg kan se og høre rimelig godt.

Min smagssans fejler absolut intet, og jeg har et følelsesliv, der vist kan betegnes som normalt.

Det betyder bl.a., at jeg kan glæde mig, og jeg kan konstatere, at verden er fuld af ting, som jeg kan

glæde mig over. Og jeg synes, at jeg burde have lov til at gøre det - fuldt ud - uden at det hos

omgivelserne skal give anledning til overbærende smil og somme tider til bemærkninger i stil med

“Åh herregud da - er han da ikke blevet for gammel til det!”

Det er helt i orden at glæde sig over et godt og veltillavet måltid mad eller et godt glas vin

- og giver udtryk for det.

Man må bestemt også gerne gå til koncert og nyde

musikken og/eller lade sig fange af dens rytmer.

Det er også helt fint, at man fortæller om sin gode

oplevelse af musikken. Men det betragtes nok af mange

som lidt komisk, når en halvgammel gut som mig lader

sig rive med af rytmen og lader kroppen følge med, så

godt som en begyndende reumathisme nu tillader det;

eller er det mon bare noget, som jeg

- med min tillærte fornemmelse af, hvad man kan tillade

sig - bilder mig ind - der er jo noget, der hedder

konventioner. Nej, det er nu nok sådan, at den slags

udtryk for livsglæde hører ungdommen til.

 

 

 

Men så er der den glæde over naturen, som f.eks. synet af et smukt landskab byder på. Den hører

nok de modne år til. De unge har ikke rigtig tid til den glæde, og giver de alligevel udtryk for glæde

over den smukke natur, så er det vist ofte for - sådan billedlig talt - at give os ældre et klap på

skulderen - “jamen det ser du da helt rigtigt på, du gamle”.

 

 

 

 

Men der er en form for skønhed, som man som en mand, der er lidt ældre end de yngre, skal holde sig fra at give udtryk for

glæde over. Ingen kan vist være uenig med mig i, at der er ikke nogen oplevelse, der er mere positiv end mødet med eller blot synet af en smuk, sød, naturlig, imødekommende, smilende og venlig pige. I hvert fald ikke, hvis man er en mand.

Og jeg kan kun håbe for kvinderne, at de har tilsvarende positive oplevelser ved mødet med mænd. Og at de i øvrigt også kan glæde sig over synet af en smuk

kvinde, som jeg kan det over synet af en flot mand.

Og der ligger intet seksuelt i dette - kun den sande glæde over noget smukt.

Men er man nået op i alderen, så udløser det næsten uvægerligt en opfattelse af noget med “den gamle gris”.

Mens det beundrende blik fra den yngre mand bliver gengældt med et glad og - i bedste forstand - et tilfreds smil fra den søde teenager og den smukke kvinde, så mødes præcis den samme glæde og beundring fra den noget ældre mand oftest med bevidst ligegyldighed, isnende kulde eller direkte forargelse. Og det på trods af, at hun ganske uanset mandens alder kunne tage hans beundrende blik til indtægt og glæde sig over, at hun med sit udseende og sit væsen giver sine omgivelser en god oplevelse.

I stedet er reaktionen - både fra pigen og fra omgivelserne - ikke sjældent forargelse over "den gamle gris”.

Som mand over de tres må man tage til efterretning, at livets goder er ulige fordelt over livsforløbet.

Glæden ved synet af den smukke natur forbliver stueren gennem hele livet.

Men glæden over synet af en smuk pige bliver med alderen til noget griseri.

Griseri eller ej: Den dag, hvor jeg ikke længere kan føle en varm og oprigtig

glæde ved synet af en smuk, livfuld kvinde, da har tilværelsen mistet den mest

vitale del af sit værd.

 

- - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - -

DÅRLIG SAMVITTIGHED

- ikke her i hvert fald.

Oktober 2006

 

 ”Hvad er det dog for en verden, I giver i arv til den næste generation!”

Dette udbrud - i mange variationer - støder man på tit og i mange sammenhænge. Det

sker i samtaler, og det sker i høj grad i aviser og blade og i radio og tv - og da ikke mindst, når

disse medier henvender sig til de unge og til børnene.

Det er slet ikke så sært, at mange af børnene og af de unge efterhånden er bragt til den

overbevisning, at den verden, de skal til at overtage, er kørt ganske langt ned ad et skråplan.

Og det er gentaget så tit, at også mange ældre efterhånden er ved at tro på, at det er en

rigtig misrøgtet verden, de nu snart skal overlade til de unge. Og måske kan det oven i købet

give en og anden af dem dårlig samvittighed.

Men i virkeligheden er det jo det, der vel i nutidens sprog hedder "en stor, fed løgn".

For det er jo ingenlunde sådan, at den generation, der i det sidste halve århundrede har knoklet på arbejdspladserne og regeret i kommuner, amter og stater, har misrøgtet det, den overtog, ved 2. verdenskrigs slutning.

Tværtimod har denne generation på så at sige alle tilværelsens områder bragt det positive et meget stort skridt videre fremad og haft forstand og held til at udrydde meget af det negative eller i hvert fald til at svække det ganske betydeligt.

At der så har været udviklinger, der har rejst nye problemer, som gør, at heller ikke den kommende generation bare kan sætte sig passivt hen i lænestolen og lade fem og syv være lige, er en anden sag, som ikke rokker ved den kendsgerning, at vi har en meget bedre verden i dag end for 50 år siden.

Men lad os da prøve at se på nogle af de områder, hvor vi – den ældre generation - får skudt i skoene, at vi har

misrøgtet verden:

Det er blevet en langt mere usikker verden at leve i, råbes det gang på gang ud både fra og

mod alle verdenshjørner og oftest med et langt mere ildevarslende ordvalg.

Men det er jo noget vrøvl, og den eneste grund til, at man kan få nogen til at tro på det, må

være den, at en af de alvorligste fejltagelser i vor tid er, at det er lykkedes for nogle at få

forkvaklet historieundervisningen i den grad, at de unges kendskab til fortiden er mildt sagt ringe.

Derfor kan sammenligningsgrundlaget, når de skal vurdere vores situation i dag, ikke blive

menneskers tilværelse, som den har formet sig tidligere, men kun deres egen ønskedrøm

om, hvordan verden af i dag burde være.

Og faktisk er det jo sådan, at verden som helhed - og specielt da vor del af verden her i Vesten-

aldrig har været mere fredelig, end den har været det siden 2. verdenskrig - og stadig er det.

Så indvender man, at til gengæld er krig i dag blevet en langt farligere sag end tidligere, og det

er da rigtigt, at man i dag har våben, der er langt mere ødelæggende end dem, man kendte tidligere. Men netop det, at der eksisterer sådanne våben, er blevet en af de vigtigste, ja, måske i virkeligheden den mest stabiliserende faktor i verden.

Hvert år i august mindes man – med god grund - ofrene for de to atombomber, som er blevet brugt i krig, og vi får i tale, på skrift og i billeder et stærkt indtryk af rædslerne ved deres sprængning, ligesom vi gang på gang - men ikke én gang for meget - får oplyst, hvor mange tusinder af menneskeliv, der gik til dengang i 1945. Men jeg mindes ikke én eneste gang i de senere år at have hørt eller set den oplysning blive gentaget, at de to atombomber rent faktisk reddede flere millioner menneskeliv. Man ved, at det forholder sig sådan, men man undlader bevidst at omtale det.

Da den amerikanske præsident Truman skulle træffe afgørelsen om, hvorvidt atombomber skulle tages

i brug mod Japan, var regnestykket jo i virkeligheden såre enkelt: Hans rådgivere med for-

stand på japanske forhold og specielt på japansk mentalitet sagde, at anvendelse af to atom-

bomber ville bringe Japan til kapitulation (og de fik ret). De, der havde forstand på atombom-

bens virkninger, sagde, at de to bomber ville koste 200.000 japanere livet (og de fik ret). De,

der havde forstand på konventionel krigsførelse, sagde, at det ville tage mindst et halvt år

endnu at erobre Japan med konventionelle våben (og dermed bringe krigen til ophør). Det ville

koste mindst en halv million amerikanske og allierede soldater livet, og erfaringerne fra krigens

bombninger af de tyske byer sagde klart, at mindst to millioner, men sandsynligvis langt flere

japanske civile og dertil et milliontal soldater ville blive dræbt.

Selv ikke den mest fredskæmpende pacifist, der blev sat til at agere beslutningstager i et

krigsspil, ville gøre anderledes, end Truman gjorde.

Men hans afgørelse dengang fik langt mere vidtrækkende følger, end både han og hans

rådgivere sandsynligvis har forestillet sig. For kun fordi verden har set atombomberne i brug,

har de den dag i dag den afskrækkende virkning, der holdt Øst og Vest i ave over for hinanden

under Den Kolde Krig, og som sandsynligvis i al fremtid vil afholde andre fra at bruge dem.

Det svarer fuldstændigt til brugen af giftgas. Det er et grufuldt våben, som blev brugt

under Første Verdenskrig med frygtelige følger for dem, der blev ramt. Under Anden Verdens-

krig havde både Tyskland og De Allierede store lagre af giftgas. Men netop fordi man 30 år

tidligere havde oplevet, hvad gassen gjorde ved dem, der blev ramt, afholdt begge parter sig

fra at bruge dette våben i 40’erne. Selv da Hitler var allermest trængt i slutningen af krigen,

vovede han ikke at give ordren om gasangreb. Kun én anden har givet en sådan ordre. Det

var Sadam Husein. Han har fået sin velfortjente straf for bl.a. denne ordre.

De nukleare våben er kommet for at blive. Hvor gerne man end ville, kan ingen gøre dem

uopfundne. Men i stedet for at bruge dem har efterkrigsgenerationerne haft kløgt nok til at

styre udviklingen på dette område sådan, at de nukleare våben er blevet netop den stabilise-

rende faktor, der tidligere manglede.

Der er imidlertid andre forhold end krig og fred, der bliver brugt til at gøre den opvoksende

ungdom rigtig godt utilfreds med tilværelsen. Blandt dem er selvfølgelig de økonomiske forhold,

for det her med fylde eller ikke fylde i tegnebogen er jo noget, der for alvor appellerer til os alle.

Men hvad enten man opererer med vendinger som eksistensminimum eller sultecirkulære, så

kommer man vanskeligt uden om den kendsgerning, at selv de økonomisk dårligst stillede i

dagens Danmark har det økonomisk bedre end middelstandsdanskeren for 30-40 år siden. At man så måske, hvad angår forholdet mennesker imellem, havde det bedre tidligere, er en anden sag.

Jamen hvad så med fattigdommen ude i den store verden i udviklingslandene! Aldrig før døde så mange mennesker da af sult, som det er tilfældet nu!

Sandsynligheden taler for, at dette nok er rigtigt, for der har jo aldrig været så mange mennesker, som der er nu. Men det er ikke sikkert. For kolossalt mange bliver hjulpet nu, hvor der for år tilbage ikke var anelse af hjælp at hente, når der f.eks. på grund af tørke opstod hungersnød et sted i Afrika. Når vi beskæftiger os mere med det nu, end man gjorde det tidligere, så er det af præcis samme grund som den, der er til, at vi i dag også beskæftiger os langt mere med de trods alt få og relativt små krige, der udkæmpes, end man for 50 eller 100 års siden beskæftigede sig med de krige, der var dengang. I dag bliver vi alle næsten dagligt, og uden at vi skal gøre andet for det end at åbne for fjernsynet, præsenteret for sulten og for krigene helt ind i vore egne stuer.

Dette er gjort muligt gennem nogle af de mange tekniske landvindinger, som efterkrigsgene-

rationen har æren for, og som på utroligt mange områder har gjort tilværelsen rigere og rarere.

Og det er intet andet end et spil for galleriet, når nogle - og specielt en del unge - rynker på

næsen ad disse tekniske frembringelser. Ingen af dem ville jo nemlig i virkeligheden have

undværet dem.

Og efterhånden som den meget store gruppe (det store, oftest tavse flertal) af unge dygtige

mennesker med friske, gode ideer rykker ind på arenaen, vil de finde, at de sidste 30-40 års

tekniske udvikling er et godt og solidt grundlag for den langt mere vidtgående udvikling, som de

vil komme til at stå for i de kommende 30-40 år.

Heldigvis for de næsten professionelle utilfredsheds-magere har de jo så forureningen at ty til. For

den plejer jo at gå direkte i mål hver gang. Enhver kan jo (i fjernsynet) opleve fiskedøden i vore åer og trædøden i vore skove og møde mennesker med forureningsskabt kræft eller hjerneskade.

Rigtigt. Ingen eller intet skal få mig til at forsøge at bagatellisere disse meget alvorlige forhold. Det er en af de absolut negative følgevirkninger af den – i næsten alle andre henseender positive - tekniske udvikling, der har fundet sted. Men ingen skal heller få mig til i opgivende pessimisme at give udtryk for den opfattelse, at så må vi rigtignok have stoppet den tekniske udvikling, som nogle jo gør det - formodentlig fordi de mener, at så har de da gjort noget. For efter at problemet blev erkendt - og det var vel først midt i 70’erne, at det skete for alvor – er der jo allerede sket så meget, at man kan konstatere, at fra en udvikling med voksende forurening går det nu den anden vej. Meget skal og kan endnu gøres - ingen tvivl om det - men vi er så meget på vej, at det burde give diverse "miljø-organisationer" anledning til i det mindste et lille pip af anerkendelse en gang imellem.

Jamen er alt da så såre godt og lyserødt?

Nej, det er det bestemt ikke, og skulle nogen, efter at have læst så langt som hertil, have fået den opfattelse, at det er noget i den retning, jeg har villet give udtryk for, så har man misforstået mig groft og grundigt.

Men på så at sige alle områder er det lykkedes efterkrigsgenerationen at gøre forholdene meget bedre, end de var, da vi overtog ansvaret for vor jord. De eneste i denne generation, der har grund til at føle dårlig samvittighed over det resultat, der skal overdrages til videre forvaltning af den nye generation, er dem, der med forskellige motiver har gjort, hvad de kunne for at spænde ben for udviklingen. Uden dem kunne vi nemlig - både nationalt og på internationalt plan - være nået endnu længere.

 

 

- - - - - - - - - - - - -

 

En lægmands trosbekendelse

Januar 2008

 

Jeg forsager Djævelen og alle hans gerninger og alt hans væsen.

 

Jeg tror på Gud Fader, den almægtige, Himmelens og jordens skaber.

 

Jeg tror på Jesus Kristus, hans enbårne Søn, vor Herre, som er undfanget ved Helligånden, født af Jomfru Maria, pint under Pontius Pilatus, korsfæstet, død og begravet, nedfaret til Dødsriget, på tredje dag opstanden fra de døde, opfaret til Himmels, siddende ved Gud Faders, den almægtiges, højre hånd, hvorfra han skal komme at dømme levende og døde.

 

Jeg tror på Helligånden, en hellig, almindelig kirke, de helliges samfund, syndernes forladelse ----

- - - men jeg tror ikke på kødets opstandelse og et evigt liv.

 

Og der er vendinger i den øvrige del af den danske folkekirkes trosbekendelse, som jeg ikke tager helt bogstaveligt.

Jeg forsager Djævelen helt og fuldt, og jeg tror på Gud Fader, men som begreber og ikke som personligheder.

Jeg tror på Jesus Kristus som menneskehedens betydeligste vejleder, men ikke som undfanget ved Helligånden og ikke som opstanden fra de døde.

Og jeg tror på Helligånden som den følelse af samhørighed, der holder sammen på kirke og samfund, og som er grundlaget for vore synders forladelse

Jeg er alt andet end nogen flittig kirkegænger. Alligevel betragter jeg mig selv som det, man kalder en god kristen, og som sådan ser jeg med glæde tilbage på seksten positive år som medlem af et menighedsråd.

Jeg er ikke teolog, og jeg er ikke "skriftklog". Derfor udelukker jeg absolut ikke muligheden for, at der kan være meget i den hellige lære, som jeg har overset og aldrig har vidst. Men gennem det meste af mit 77 år lange liv har jeg tænkt ganske meget over tilværelsen lige fra dens begyndelse, og til den på et eller andet tidspunkt slutter definitivt for mit vedkommende med min død. Og der er ingen tvivl i mit sind, når jeg knytter døden og den definitive slutning sammen. Men jeg har det i enhver henseende godt med at gøre det.

Jeg kan ikke, og jeg ønsker ikke at kunne se mig selv i en åndeverden et eller andet sted i universet, der af nogle omtales som "Himlen". Og jeg kan ikke forestille mig en sådan himmel befolket med myriader af ånder med oprindelse i de skiftende årtusinder.

 

Himlens og jordens skaber

Som nævnt ser jeg ikke Gud Fader som en personlighed. For mig er der tale om en skabende guddommelig kraft. Jeg kan ikke se den verden, vi lever i, som resultatet af en mere eller mindre tilfældig udvikling. Den orden og sammenhæng, som kan spores i næsten alt, må være resultat af en overordnet styring. Når vi fra tid til anden synes at kunne se undtagelser fra den regel, kan det meget vel være, fordi vi mennesker nu engang ikke har set og forstået alt. Det er erkendelsen hos mange af tidernes fremmeste tænkere og videnskabsmænd - blandt dem Niels Bohr, som engang skal have givet udtryk for, at al videnskabelig forskning fra tid til anden når til et punkt, hvor den ikke kan komme længere, og hvor forklaringen på yderligere sammenhænge må samles i ét ord: Gud. Og så må man stoppe dér.

Den erkendelse ser jeg ikke som et opgør med Darwins lære om arternes udvikling, for der er plads til både den guddommelige skabelse og den darwinistiske udvikling. For enhver skabning fra såvel dyre- som planteriget og fra, hvad der måtte være af andre "riger", er begyndt som et kim, et frø eller en eller anden form for celle, som hver for sig rummer guddommeligt nedlagte muligheder. Hvordan den enkelte skabning udvikler sig fra denne spæde begyndelse, er afhængigt af mange forhold, og her er det vel, at Darwin kommer ind i billedet, når han taler om, at de stærkeste sejrer. I mange tilfælde er det nok også de heldigste, der sejrer. Men uanset om det nu skyldes styrke eller held, så er det for alle arters vedkommende et eller andet antal "udvalgte", der bringer de guddommelige muligheder videre. Derfor står vi i dag, hvor vi gør - på godt og ondt.

 

Jesus Kristus

I alle tilværelsens sammenhænge er der regler og love.

Fysikken og kemien har deres, og når man nøje følger disse regler, så opstår der f.eks. elektrisk strøm, metaller legeres til værdifulde materialer, og der frembringes stoffer med ufattelig sprængkraft.

Dyreverdenen har sine regler. Det er dem, der bl.a. ligger til grund for det, vi mennesker så nøgternt omtaler som "fødekæder".

Og for os mennesker gælder der et utal af love. Jo mere kompliceret en verden er, jo flere love er der brug for. Og menneskenes verden har altid været utrolig kompliceret.

Derfor de mange love og regler, som er vedtaget af mere eller mindre demokratiske forsamlinger, eller som er påbudt af enevældige herskere. Fælles for dem er, at de lægger rammer for, hvad vi må og ikke må i forholdet til vores omgivende samfund - det nære såvel som det globale.

Men der er også nogle andre love, som ikke er fastlagt af et flertal eller af en diktator. Det er de love, der ligger til grund for det enkelte menneskes tilværelse, og som i virkeligheden er skabt af det enkelte menneske selv. Dem kan vi ikke slå op i nogen lovbog, men vi kan finde hjælp til at skabe dem. Det gør vi først og fremmest hos vore nærmeste omgivelser: familien, vennerne, i skolen og gennem religionen. Jo bedre denne hjælp er, og jo mere den enkelte er indstillet på at opsøge den og bruge den, jo større en chancerne for at få hold på tilværelsen og opnå et godt, meningsfyldt og indholdsrigt liv.

En af de vigtigste kilder til denne hjælp er religionen - kristendommen, islam, buddhismen, hinduismen, åndetroen el.a. For mig er det helt naturligt kristendommen. Det betyder, at Jesus Kristus måske er det menneske uden for min nærmeste kreds, der har givet mig den største hjælp, når det gennem årene har drejet sig om at have hold på min tilværelse. Det betyder ikke, at jeg i dagligdagen har gået og tænkt på, hvad Jesus har sagt og ment om dette eller hint. Men jeg har lært om Jesus i skolen. Jeg har gået til præst og er blevet konfirmeret. Under min uddannelse har jeg læst væsentlige afsnit af Bibelen. Jeg har lejlighedsvis gået i kirke. Og ikke mindst, så lever jeg i et samfund, der i stort set alle dets sammenhænge lever og virker på grundlag af, hvad Jesus i sin tid lærte sine disciple. Alt i alt har det medvirket til, at jeg selv kan se tilbage på et liv, som jeg kun kan være tilfreds med og taknemlig for, og som jeg har kunnet leve i et samfund, der kan takke kristendommen og dens lære om livet for de utroligt gode vilkår, som vi har her i landet.

Men det gør ikke Jesus til en gud for mig. Heller ikke til "Guds søn". Selve begrebet "Guds søn" siger mig ikke i sig selv noget. Men jeg forstår, at der har været - og måske stadig er brug for at anvende billeder i forbindelse med det, som vi mennesker ikke umiddelbart forstår. Og jeg opfatter betegnelsen "Guds søn" som et billede på det meget nære forhold og den indgående og enestående forståelse, som Jesus må have haft af det guddommelige i den oprindelige skabelsesproces og til de muligheder, den rummer for os mennesker.

 

Helligånden

Så er der det med Helligånden. Hvad i alverden er det for en størrelse? Og hvad kan vi mennesker bruge den til?

Jo, jeg opfatter som nævnt Helligånden som det, der holder sammen på det hele, og som skaber den følelse af samhørighed, der trods alt er mellem alle os, der betragter os som kristne - uanset hvilken gren af kristendommen, vi føler os knyttet til. For mig er Helligånden det, der bl.a. skaber en eller anden grad af forståelse af tilværelsen og en følelse hos den enkelte kristne af, hvad der er rigtigt, og hvad der er forkert. Man kunne måske også tale om, at det er det, der giver os en samvittighed. Og netop samvittigheden tror jeg kan være en utroligt stærk og styrende faktor i vores liv. Uden samvittighed har vi ingen hæmninger, og vi kan udvikle os i den mest negativt tænkelige retning. Med en stærk samvittighed bliver vores mål med livet at virke for en bedre tilværelse, ikke blot for os selv og vore nærmeste, men for alle dem, vi har mulighed for at nå ud til. Helligånden er altså grundlaget for en rig og frugtbar tilværelse. Derfor kan jeg også være med i trosbekendelsens

tilslutning til en tro på Helligånden.

 

Men . . . .

... så hører det op.

Kødets opstandelse og et evigt liv!

Nej, der kan jeg ikke længere være med.

Jeg erkender fuldt ud det rigtige i, at enhver må blive salig i sin tro. Og jeg finder det helt fint for de mange, der har en tro på et liv efter døden under en eller anden form. Den tro vil jeg på ingen måde prøve at tage fra dem.

Men den er ikke min. Og det har jeg det helt fint med. Opfattelsen af døden som et definitivt punktum er på ingen måde noget, der gør mig bange for døden. Jeg kan være bekymret for, hvad der kan gå forud af sygdom og smerter. Men selve døden bekymrer mig ikke. For når jeg er død, så er jeg ganske enkelt ikke mere; så er der ikke længere nogen form for bevidsthed, og så kan jeg ikke længere reflektere over min tilstand.

Et gammelt kinesisk ordsprog siger, at «søvnen er den lille død, og døden er den store søvn». Jeg er lige så lidt bekymret for «den store søvn», som jeg er for «den lille død».

Men at man ikke er bange for døden, betyder jo ikke på nogen måde, at man ser frem til den. Jeg har haft og har stadig et utrolig godt liv, og så længe det kan fortsætte på den måde, og så længe jeg - som nu - kan glæde mig til hver eneste ny dag - så længe vil jeg da være ked af at skulle forlade denne dejlige jord.

Nej, jeg er ikke bange for døden. Men jeg kan være ked af, at jeg på et eller andet tidspunkt ikke skal opleve mere.

 

- - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - -

 

 

 

Om reformer i folkeskolen

(Februar 2015)

 

Kun én enkelt gang i mine 26 år som folkeskolelærer (fra 1958) har jeg været tæt på at nedlægge arbejdet. Det var den 23. marts 1973. Men som tjenestemænd måtte vi jo ikke strejke, og det gjorde vi så heller ikke.

Men vi var vrede – meget vrede.

Aftenen før havde vi i tv-avisen oplevet, at den daværende økonomiminister, Per Hækkerup, kom ud fra det lokale, hvor der dagen igennem havde været forhandlinger om lærernes arbejdsforhold. Og nu kunne han meddele, at ”nu skulle lærerne i gang med at bestille noget!” Resultatet af forhandlingerne blev bl.a. det såkaldte ”minutcirkulære”, der fastsatte hvor mange minutters arbejde de danske lærere fremover skulle præstere for deres løn. I aftalen lå også, at hver lektion skulle skæres ned fra 50 til 45 minutter, og derved kunne den enkelte lærer tage 30 lektioner om ugen i stedet for de hidtidige 27.

Det blev dengang skelsættende for den danske folkeskole. Akkurat som skolereformen og de ny arbejdstidsregler for lærerne, der trådte i kraft med indeværende skoleår, er blevet det.

Der var engang, da dette at være lærer var, hvad man kalder ”et kald” for rigtig mange.  Og når man blev fast ansat som tjenestemand, fik man et kaldsbrev fra de ansættende myndigheder. Heri hed det bl.a., at ”en tjenestemand (skal) samvittighedsfuldt overholde de regler, der gælder for hans stilling, og såvel i som uden for tjeneste vise sig værdig til den agtelse og tillid, som stillingen kræver”.

I dag er der ikke længere noget kaldsbrev; men der er utvivlsomt stadig slet ikke så få, der betragter det at være lærer som et kald. Men der er en forskel. Tidligere var det sådan, at når man var færdig med sin seminarieuddannelse, så blev man lærer – ikke i en vis del af døgnet, men i alle døgnets 24 timer. At være lærer var et hverv, som man påtog sig, og der blev ikke sat tal på de timer, der skulle bruges på det. Det gør der godt nok nu.

Som nævnt var der ingen på min skole, der strejkede; men det var der mange andre steder. Per Hækkerups slutbemærkning i tv-avisen var dråben, der fik bægeret til at flyde over: ”Ja, jeg havde nær sagt, at det er da et udmærket system, hvis børnene slipper lidt tidligere, og lærerne slipper lidt senere”.

Men mange steder fik det en helt anden virkning. For i virkeligheden var der mange lærere, der ”slap” lidt tidligere – eller rettere: de skar en hel del af det arbejde væk, som de hidtil havde betragtet som en selvfølgelig del af deres lærergerning. For nu kunne de jo se i tørre tal, hvor stor en indsats samfundet ventede af dem, og det var for manges vedkommende betydeligt mindre, hvad de hidtil havde præsteret.

Der har altid været dårlige lærere, og der har altid været dovne lærere. Og sådan vil det formodentlig blive ved med at være. Men det store flertal havde dengang brugt masser af tid f.eks. på lejrskoler, på forberedelser af skolefester med instruktion af skolekomedier og fremstilling af kulisser o.a. til scenen, på møder med mange forskellige formål og på kurser, som ikke gav timereduktioner. Intet af dette blev dengang betragtet som overtid, men som en helt naturlig del af det at være lærer.

Men de færreste mennesker bryder sig om billedligt talt at have stående IDIOT på ryggen. Og nu havde landets økonomiminister skåret ud i pap med minutters nøjagtighed, hvor stor en indsats det forventedes, at landets lærere skulle præstere for deres løn. Og det måtte så blive, hvad man gjorde! Men for de fleste var det værste var nok det udtryk for mistillid til lærerstanden, som minutcirkulæret var udtryk for.

Mange kan nok stadig huske, hvordan skoleåret mange steder blev mindre spændende.

På mange måder er sidste års diktat om lærernes arbejdsforhold en gentagelse af situationen i 1973. Denne gang blot langt værre. Sjældent har man vel set påbud, der i den grad er udtryk for mistillid til en stor gruppe af ansatte. Nu ville man også kunne kontrollere, at lærerne virkelig brugte den tid til forberedelse m.v., som – igen med minutters nøjagtighed – var sat af til det. Derfor skal den nu foregå på skolen og mange steder med ind- og udstempling. Og dermed er det slået fast, at efter kl. 16.00 er lærerne ikke længere lærere. Og så er der altså igen dette med at have stående IDIOT på ryggen.

Enhver med blot et overfladisk kendskab til dette at skulle undervise – vel at mærke på forsvarlig vis – ved, at det ikke kan lade sig gøre på tilfredsstillende måde under de vilkår. Og resultaterne kan nu aflæses med beklagelig tydelighed rundt i hele landet. Det har givet  problemer, som rækker langt ud over, hvad der findes løsninger på.

Men ikke nok med, at den forberedelsestid, der i dag stilles til rådighed for lærerne, og som er mindre end den, som langt de fleste brugte tidligere. Det er også sådan, at den ny skolereform med inklusion og mange andre ændringer for de fleste kræver endnu mere tid til forberedelse, end de brugte tidligere. Ikke mindst, fordi de mange ændringer har været alt for dårligt forberedte.

Det er helt forståeligt, at mange forældre nu begynder at gøre oprør, og at de frie og de private skoler har en tilgang af elever, som vist ikke er set tidligere. For hvad gør de ansvarlige for den situation, de har bragt den danske folkeskole i? Hvad gør undervisningsministeren? Og hvad gør KL’s forhandler? De siger begge, at der jo er tale om så store forandringer i skoleverdenen, at man må acceptere nogle få år med indkøringsvanskeligheder og problemer, som ganske rigtigt vil gå ud over undervisningen af de pågældende årgange af skoleelever. Men det vil snart blive bedre, føjer de til. Det virker imidlertid mere som et prestigeprojekt, der med vold og magt skulle gennemføres her og nu.

Det er muligt, at den danske folkeskole på en del områder trængte til fornyelser. Men det er helt uacceptabelt, at de mange og store ændringer er blevet presset igennem på så kort tid, at der slet ikke har været tid nok til de helt nødvendige forberedelser. Og det er helt uacceptabelt, at der skal være nogle årgange af skoleelever (og deres forældre), som derfor skal finde sig i, at deres undervisning er blevet forringet.

 

 

 

 

 

 

Det går mod enden med fred, frihed og fællesskab

Juni 2016

 

Kun få husker i dag, hvad der egentlig skete i den første halvdel af 1900-tallet. Og det er stadig færre af dem, som ikke selv oplevede den tid, der gennem undervisning og reel oplysning har fået en egentlig viden om, hvad det var, der skete dengang. Historieundervisning i folkeskolen blev stort set afskaffet i 1960'erne og 70'erne.

Selv ikke det næste halve århundrede efter anden verdenskrigs slutning har man i de senere år interesseret sig synderligt for. Mange opfatter det i dag som en storslået tid, hvor Jerntæppet gennem Europa blev rullet sammen, og den kolde krig blev afsluttet. Men hvad jerntæppe og kold krig egentlig betød dengang, har man ikke nogen forestilling om.

Man ved ganske enkelt ikke, hvad det rent faktisk var, at man kæmpede sig ud af efter et halvt århundrede med to verdenskrige, og man har ikke længere nogen fornemmelse af den frygt og usikkerhed, der prægede det meste af verden under den kolde krig.

Derfor forstår mange slet ikke, at når vi nu i mere end 60 år har kunnet leve i et mere fredeligt Europa, end man havde kunnet det i århundrederne forud, så skyldes det, at man efter anden verdenskrig fandt sammen i NATO og i det EF, der senere blev til EU. Og når en række lande i Østeuropa er sluppet ud af det sovjetiske diktatur, så skyldes det også det europæiske fællesskab. Dertil kommer, at de muligheder, der blev skabt for fri handel og frit samkvem landene imellem, er grundlaget for en økonomisk fremgang for befolkningerne, som aldrig tidligere har været set.

Alt dette - freden, friheden og fællesskabet - er der nu stærke kræfter i flere lande, som gør, hvad de kan, for at bringe til ophør ved at bryde ud af samarbejdet. Og man kan med rette spørge, hvad der dog får dem til at gøre det. Der er nok flere svar på det. Men blandt de vigtigste er, for det første,  uvidenhed om, hvad det i virkeligheden er, at de siger nej til. Og for det andet skyldes det, at de gennem dette nej ser vejen til den politiske magt, som for nogle er det vigtigste af alt.

Vi ser det herhjemme, hvor der er politikere, for hvem spillet om magten går frem for alt andet, og hvor freden, friheden og fællesskabet er, hvad de er villige til at bruge som indsats.

Men vi  ser det også i et - om muligt - endnu større og farligere perspektiv. Risikoen er stor for, at Donald Trump bliver USAs næste præsident. Det vil formodentlig bl.a. betyde opløsning af NATO. I Frankrig har Marine le Pen meldt sig som kandidat til præsidentposten dér. Hun vil opløse EU. Nogle vil indvende mod disse muligheder, at det er udelukket, at de nogen sinde vil blive realiteter. Dertil er vel blot at sige, at indtil for kort tid siden blev det af de fleste betragtet som en helt urealistisk tanke, at England ville melde sig ud af EU.

Uden NATO og uden EU vil Vesten som før verdenskrigene være splittet , og de enkelte nationalstater vil være lette bytter for en genoplivelse af tidligere tiders kommunisme eller et Putinsk magtbegær og i endnu højere grad for de stadigt større og stærkere islamistiske kræfter, der har som erklæret mål at underlægge sig hele den vantro verden og indføre shariah-lovgivningen.

I den situation kan man jo så kaste blikket til USA med en Donald Trump som manden, der har rådighed over den knap, der udløser atomkrigen. Og man kan vel med god grund frygte for, at netop en mand som ham vil gøre det med ordene:" Så ka' de sgu lære det, ka' de!"

 

28-06-2017

 

Meningen med livet er at have det sjovt!

 

Er du ikke lige til en omgang "lommefilosofi", så vil jeg nok foreslå, at du springer dette indlæg over.

 

Og inden nogen nu stryger helt op i en spids over denne påstand med at have det sjovt, så vil jeg lige slå fast, at ordet "sjovt" skal opfattes i den bredest mulige betydning. Og jeg er helt på det rene med, at noget af det, der er sjovt for mig, ikke behøver at være det for alle andre, og at der er nogen, der synes, at de har det sjovt med noget, som generelt må betragtes som helt uacceptabelt - f.eks. alt det, der kan komme ind under begrebet kriminalitet. Men når det er sagt, så vil jeg holde fast i den opfattelse, at meningen med livet er at have det sjovt.

Det modsatte af "sjovt" kan vel være "trist", og jeg kan slet ikke forestille mig, at vi skulle være sat her i verden for at have det trist. Hvilken mening skulle der dog være i det?

Nu er der jo forskellige meninger om, hvad eller hvem der har sat os i verden. Mange vil sige, at det er Gud, og jeg vil bestemt ikke benægte, at de kan have ret. Men jeg kan slet ikke forestille mig, at en Gud skulle have andet formål med at sætte os i verden end det ene, at vi mennesker skal være glade - og vi mennesker er glade, når vi har det sjovt (altså i den brede betydning). Jeg ved godt, at der er mennesker, som ikke rigtigt har grund til at være glade, og det er en af grundene til, at jeg har så svært ved at forestille mig, at det er en gud, der har skabt menneskene - oven i købet i sit eget billede. Derimod kan jeg godt forestille mig, at der ligger noget guddommeligt bag dette, at vi mennesker i dag er, som vi er. Men jeg er ikke i stand til at definere eller forklare dette guddommelige nærmere. Hvis jeg kunne det, var det måske ikke guddommeligt mere. Men nogen eller noget må vel have sat det hele i gang engang. Og hvis vi mennesker er resultatet af en udvikling over millioner og atter millioner af år, så kan der måske nok netop i det ligge en årsag til, at vi er rigtig mange, der synes, at vi har det sjovt - og at vi har lov til at have det sjovt og til at være glade.

Der er vist noget om, at glade mennesker har mere livsmod end dem, der går rundt og er triste. Og livsmod giver styrke og gåpå-mod. Så er der vel ikke så langt til Darwins udviklingsteori om, at de stærke er vinderne her i tilværelsen og dem, der bringer udviklingen videre. Hvis man kan gå ind for den tankegang, så har man vel egentlig en god grund til, at vi skal have det sjovt.

Men det er klart, at det at have det sjovt er ikke bare sådan noget, der kommer af sig selv ovenfra. Vi må selv gøre en indsats for det. Man kan måske også sige, at vi skal selv gøre os fortjente til det. Det gælder den måde, hvorpå vi forbereder os til det gennem uddannelse og indsamling af erfaring. Det gælder i høj grad den måde, hvorpå vi forholder os til andre mennesker. Og det gælder da ikke mindst den måde, hvorpå vi giver livet videre gennem vores børn.

 

Men hvad er det så, der kan få os til som mennesker at føle, at vi har det sjovt? Jo, det er der da heldigvis rigtig meget, der kan. Men vi kommer ikke udenom, at der forskel - stor forskel - på, hvad vi mennesker finder sjovt, og som derfor gør os glade. Det vil være håbløs gerning at prøve at remse bare noget af det op, for der er så meget. Men prøv blot at tænke på, hvad du selv finder sjovt. Og så er der jo altså som nævnt forskel, og det kan være utrolig svært - ja vel næsten umuligt at forstå, at nogen kan finde glæde eller tilfredsstillelse i at gøre andre ondt. Jo, nøgleordene her er vel magt og rigdom. Derfor oplever vi krig og anden ondskab, som gør verden til et helvede for så mange mennesker. Og det kan aldrig være meningen med livet.

Sygdom gør det også ulideligt svært for mange mennesker, og man kan undre sig over, om der kan være nogen mening med, at de skal have det sådan. Jeg har oplevet udsagn - mundtlige og skriftlige - som går på noget om "en prøvelse fra Gud". Jeg har set det fulgt op af "løfter" om en belønning med et bedre liv efter døden. Men sådan noget kan jeg slet ikke finde nogen mening bag. Hvad skulle være en guds mening med på den måde at straffe uskyldige mennesker?

 

Det er nok de færreste - hvis der overhovedet er nogen - der oplever hver eneste dag, uge, måned som sjov. Der er for os alle triste perioder ind imellem. Og det er nok i virkeligheden godt, at det er sådan, for det skaber på en måde perspektiv i tilværelsen, og vi lærer at skønne på det, når vi - forhåbentlig det meste af tiden - har det sjovt. Og når vi, der er kommet op i årene, ser tilbage på vores liv, er det vel netop dette, at der har været både sjove og triste perioder, der indtil nu har givet det værdi. Og som giver os grundlag for at disponere, så vi fortsat kan have det sjovt og dermed fortsat kan have en meningsfuldt liv.

 

Er det for fladt og overfladisk at udnævne dette at have det sjovt som meningen med livet?

Jamen, hvad i alverden skulle meningen med livet ellers være?

Jeg lader mig gerne belære!

 

 

Formyndersamfund

Er det dét, vi ønsker?

 

Vi må være realistiske og erkende, at i et samfund som det danske er der mennesker, som ikke i alle henseender kan klare sig selv. Og det må være en af samfundets vigtigste opgaver og pligter at hjælpe disse mennesker i det omfang, som det er nødvendigt for, at de kan få det bedst mulige liv.

Men der er områder, hvor samfundets forskellige myndigheder går ind og træffer bestemmelser, som den enkelte borger langt bedre kunne træffe selv.

Et af disse områder er pensioneringen - hvornår vil man pensioneres, og på hvilket niveau vil man pensioneres.

Diskussionen går om, hvorvidt pensionsalderen skal sættes op eller forblive, som den er nu. Men efter min mening skal der overhovedet ikke være nogen fast pensionsalder. Den er på mange måder alt for styrende for, hvordan vi kan og skal tilbringe vores såkaldte tredje alder.

Jeg er overbevist om, at Jens Jensen i Rubstrup - eller hvor han nu bor -vil være meget bedre til at afgøre, hvornår og hvordan han vil pensioneres, end et fornemt nedsat udvalg inde på Christiansborg kan gøre det. Spørgsmålet er bare, om politikerne vil give slip på, at det er dem, der skal bestemme en forfærdelig masse om, hvordan vi borgere skal leve vores liv og dø vores død.

Og netop dette med døden er jo blevet højaktuelt igen, efter at en gruppe læger har fortalt, at de ikke bare er villige til at hjælpe håbløst syge og smertemartrede mennesker til at dø, men at de rent faktisk også har gjort det. Det er et spørgsmål, som politikerne helt smyger sig udenom at tage stilling til. De er gået i skjul bag et Etisk Råd, som er helt ude af takt med, hvad den langt overvejende del af den danske befolkning ønsker og beder om.

Alene behandlingen af disse to vigtige emner i menneskelivet er udtryk for, at vi borgere her i Danmark er underlagt et helt urimeligt formynderskab fra politikernes side. Vi kan, og vi skal i langt højere grad have lov til selv at bestemme over vores egen tilværelse, men naturligvis i forståelse af, at vi lever i et samfund, hvor vi ikke bare kan se bort fra, at der er en række helt selvfølgelige hensyn, der skal tags til vores medborgere.

 

På Ældre-bloggen (www.aeldrebloggen.dk) har jeg samlet synspunkter omkring disse to emner - foruden en hel masse andre.