Bent Aalbæk-Nielsens hjemmeside

Ældre-bloggen

Som det var tilfældet på den tidligere Ældre-bloggen, kan du meget let give den mening til kende om de emner og synspunkter, der bliver taget op her på siden.


   Brug "blanketten" her til højre; skriv dit navn og din email-adresse og din kommentar i besked-feltet. Klik på SEND, og et øjeblik senere ligger den i sidens indbakke. Snarest derefter vil din kommentar blive bragt her på siden under dit navn, men UDEN angivelse af din email-adresse.


Du må også meget gerne komme med egne indlæg om, hvordan du oplever det at være ældre, eller måske med gode ideer til, hvordan det kan blive endnu bedre at være det.

Verden før og nu

 
 
 

16-07-18

Livet, Universet og Alting


For få dage siden kom jeg hjem fra et sommer-ugekursus på Rønde

Højskole. Overskriften herover var kursets emne.

     Det var femte gang, at jeg var på sådan et kursus, og for femte gang

gav det mig en virkelig god oplevelse. De fire første gange var emnerne

mere specifikke; men da jeg i foråret så en annonce for et kursus, hvor

emnet var så bredt, som overskriften giver en anelse om, så slog det mig,

at det måtte lige være det rigtige for mig denne gang.

     Og det var det. Det omfattede nemlig (næsten) alting fra altets

allermindste byggesten, nemlig de milliarder af dele, som alle atomer er

bygget op af, til det uendeligt store univers, hvor tid og afstande er så

ufattelige, at man føler sig taknemlig for, at man for en tid har fået lov

til at blive placeret lige netop her på vores (måske) unikke klode.

     Der var da rigtig meget, som jeg hverken forstod eller fattede. Men

det blev fremlagt på allerbedste måde af nogle af vore fremmeste forskere

på områderne, og det gav mig et fantastisk indblik i og en fascination af

alt det, som disse forskere og deres kolleger rundt i verden gør og kan og ved.

     Det hele blev uddybet under et besøg på Steno-museet i Aarhus og ikke mindst i museets planetarium.

     Men der var mere end det. Meget mere. Ikke mindst blev der givet et enestående indblik i fortidens, nutidens og fremtidens energikilder, dels ved et besøg på Tange-museet, og dels gennem indlæg fra nogle absolutte specialister på hvert deres område.

     Dertil kom så besøg på en udstilling for velfærdsteknologi i DOKK 1 i Aarhus, som gav indblik i nogle af de muligheder, vi har for hjælp, når sygdom eller alder gøre det nødvendigt. Og der var et særdeles aktuelt foredrag om ulven i Danmark, der blev holdt af nok den her i landet, der ved mest om det emne.

     Og så skal der også nævnes noget af det, der er med til at gøre et højskoleophold til noget helt særligt, nemlig morgensamlingerne, hvor man aldrig på forhånd ved, hvad emnet kan være, men som altid er noget vedrørende. Og en aften med Højskolesangbogen som det centrale er noget næsten obligatorisk.

     Noget andet af det virkeligt værdifulde ved sådan en uge på højskole er samværet med alle de andre på holdet. Vi kan måske nok have fælles interesser, men hvor er vi dog alligevel herligt forskellige, og det er inspirerende.

     Endeligt kommer jeg ikke udenom lige at nævne måltiderne. Der bliver virkelig kræset, og for mit vedkommende gav Uge 28 to ekstra kilo på sidebenene. Men jeg påtaget mig gerne besværet med at slippe af med dem igen.

     I øvrigt vil Uge 28 også til næste år - altså i 2019 - byde på en mulighed for på Rønde Højskole at få nærmere indsigt i Livet, Universet og Alting. Jeg kan varmt anbefale det.16-07-18

Livet, Universet og Alting




07-04-18


Et spørgsmål om respekt


Som tidligere skolelærer mindes jeg en tid, da der endnu gene-

relt stod respekt om den danske lærerstand. Det gjorde der

indtil den 23. marts 1973. Dengang havde der i nogen tid væ-

ret forhandlinger mellem daværende finansminister Per

Hækkerup og Danmarks Lærerforening om lærernes løn og

arbejdsvilkår. De sluttede den 23. marts om aftenen, og man

kunne så opleve, at Per Hækkerup stod frem i TV-avisen og

meddelte, at nu var man kommet til et resultat, der betød,

at lærerne omsider skulle til at bestille noget. Der blev nemlig

dengang indført det såkaldte "minutcirkulære", der præcist fastsatte, hvor mange minutters arbejde lærerne skulle præstere for deres løn.  I aftalen lå også, at hver lektion skulle skæres ned fra 50 til 45 minutter, og derved kunne den enkelte lærer tage 30 lektioner om ugen i stedet for de hidtidige 27. Per Hækkerups kommentar for åben skærm til det var: "Ja, jeg havde nær sagt, at det er da et udmærket system, hvis børnene slipper lidt tidligere, og lærerne slipper lidt senere”.

    Dette minutcirkulære - der også blev kaldt mistillidscirkulæret eller misundelsescirkulæret - blev sammen med finansministerens nedsættende bemærkninger skelsættende for den danske folkeskole. Akkurat som skolereformen og de ny arbejdstidsregler for lærerne, der blev dikteret ved lov  i 2013, er blevet det. Og akkurat som udfaldet af de forhandlinger om lærernes løn- og arbejdsvilkår, der er i gang i disse dage, kan risikere at blive det. Der lurer igen noget, der mere er udtryk for en misundelse i forholdet til lærerne end for en fortjent anerkendelse af, at langt de fleste lærere knokler for at kunne præstere den bedst mulige undervisning under nogle vilkår, der er alt andet end misundelsesværdige.

     Det er utroligt, at det endnu i dag i højere grad skal være en totalt ubegrundet misundelse snarere end de rent faktiske vilkår for lærerne, der skal være en del af grundlaget for forhandlingerne. Men sådan virker det i hvert fald. Og det er vel forståeligt nok, at den holdning fra topforhandlerne smitter af på de daglige forhold ude i skolerne. Respekten for lærerne og deres arbejde forsvinder, når de bliver fremstillet som nogen, der bare er ude på økonomisk at presse mest muligt ud af situationen. For faktum er jo, at økonomien kun er en mindre side af sagen. Mindst lige så vigtigt er det, at der nu igen bliver givet nogle arbejdsvilkår, som gør det muligt at yde den bedst mulige undervisning.

     Der er rigtig meget, der står på spil. Set med mine øjne så gambles der i disse dage med vore børns og børnebørns fremtid og dermed i realiteten med Danmarks fremtid.

     Jeg har nogle gange tidligere beskæftiget mig med skoleforhold her på bloggen. Det er ikke kun, fordi jeg er tidligere skolelærer. Det er først og fremmest, fordi jeg betragter uddannelsesforholdene for   vore børn og unge som noget af det vigtigste for udviklingen her til lands og dermed også for os ældre.

     Vil du se de tidligere indlæg om emnet, så

Efteråret 2017


Led ved det hele!


I en artikel i Avisen Danmark i sensommeren 2017 spørger daværende chefredaktør Troels Mylenberg: "Hvad skal vi med al den lede?

     Vi er tilsyneladende blevet et folk, der definerer os selv mere i kraft af det, vi er lede ved, end i kraft af det, vi omfavner og er glade for," skriver han. "Eller i hvert fald er de højst talende stemmer i det offentlige rum i vid udstrækning blevet bærere af lede. Og det smitter."

   

Jeg tror desværre, at Mylenberg har ret. For selv om der da er en del  i vores lille land, som vi med god grund kan være utilfredse og lede ved (vi kan jo bare tænke på SKATs skalten og valten med dine og mine penge -  og ja,  så selvfølgelig "sommervejret" i 2017, som mange nok endnu kan huske), så synes jeg ærlig talt, at der er meget mere, som vi med mindst lige så god grund kan være glade og tilfredse ved.

     Jeg nævnte SKAT. Det er jo egentlig lidt imponerende, at vi bor i et land, der er så rigt, at selv om vores skattevæsen sender 100 milliarder kroner ud til nogle internationale svindlere, så kan vi blive ved med at  have det så godt, som langt de fleste af os jo vitterligt har det. Og jeg synes egentlig, at det er positivt, at der, trods alt, det sidste års tid har været råd til at købe flere biler end nogen sinde før.

     Og så dette med sommervejret. Jamen, det er da mildest talt elendigt. Men hvad så? Så rejser næsten halvdelen af landets befolkning da bare en tur til de varme lande og tager 8-14 dage med all included. Aldrig har rejseselskaberne og lufthavnene haft så travlt som i 2017. Ærlig talt: Hvem har grund til at være lede ved, at vi har det så godt, at det kan lade sig gøre?

     Mylenberg beskæftiger sig i sin artikel meget med begrebet politikerlede - at politikere i manges øjne "ikke der den jord værd, som de betræder. Sådan kunne man i hvert fald nemt opfatte den offentlige debat om dem. - - Kun de færreste (af debattørerne) evner - eller har lyst til - blot at forsøge at se på eventuelle positive sider af forslag og forandringer fra politikernes side."

     Jeg nægter at tro på, at der er politikere, der har til hensigt at skade mig. Men for de fleste af dem gælder det, at de har et ønske om at gavne andre grupper i samfundet end måske lige den, jeg hører til. Og det er det, de føler, at de er blevet valgt til. Og det er vel netop det, at man har lov til at have sine egne meninger og synspunkter, og at man har lov til at arbejde for dem, der er demokratiets vigtigste grundpille. I et demokrati som det danske tæller mine meninger lige så meget som andres. Og andres lige så meget som mine!

     Derfor er det jo helt afgørende, at der stadig er mennesker, der vil påtage sig den opgave at være politikere på et eller andet niveau - nogle for ét parti og andre for et andet. Man kunne jo prøve at forestille sig den situation, hvor slet ingen længere ville påtage sig den opgave, hvor de bl.a. må affinde sig med at kunne blive svinet til på den ene eller den anden måde - i vore dage ikke mindst på de sociale medier. Nej, vi kan ikke undvære vore politikere. Vi kan være uenige med dem; men vi har vores demokratiske ret (og pligt) til at stemme på nogle andre ved næste valg, og den ret skal vi være rigtig glade for - det er ikke alle steder, at man har den.

     Der kunne nævnes mange andre områder, hvor man også selv kan vælge at fokusere på det positive og lade andre om at formørke deres tilværelse ved at lade den overskygge af lede ved det ene eller det andet eller alt muligt.

     Er det blåøjet og naivt at se sådan på det?

     OK, så lad mig bare være både blåøjet og naiv. Men jeg har det nu bedst ved at fokusere på alt det positive, som mit liv byder mig på. Så det vil jeg gerne blive ved med.



29-09-16

Verdens udvikling


"Vi vidste bedre, men gjorde ikke meget ved det".

     Sådan skrev afdelingschef på Social- og sundhedsskolen Fyn i Svendborg, Claus Brandstrup, i et læserindlæg  i min lokale avis, Fyns Amts Avis, d. 23. september 2016. Og sågav han vores, altså den ældre generation skylden for alverdens ulykker.

     Det er da virkelig synd for manden, at han skal leve med en så dårlig samvittighed, at han føler trang til at lægge sig fladt ned og sige undskyld til kommende generationer for en - efter hans mening - totalt misligholdt verden, som vi giver videre.

     Men jeg kan trøste Claus Brandstrup. Han behøver absolut ikke at have dårlig samvittighed - hverken i forhold til de yngre danskere eller til verdenssamfundet. Med nøjagtig den samme helt fejlagtige begrundelse kunne Brandstrup have bebrejdet 1800-tallets generationer for den verden, de gav videre til deres efterfølgere. Men faktum er, at vi afleverer en verden, der på langt de fleste områder er meget bedre end den, vi overtog.  Vel er der stadig noget, der kan gøres bedre; men det er vi i dag helt klar over, og der arbejdes målbevidst på at rette op også på det, som endnu ikke er godt nok.

     Det er altid let at kritisere, især når man ikke føler sig forpligtet til at fortælle, hvordan noget kunne eller burde have været gjort anderledes. Men det vil nok være for svær en opgave for Brandstrup at pege på, hvad der skulle have været gjort anderledes - fordi formodentlig hverken han selv eller ret mange andre i virkeligheden ville have ønsket det anderledes. For hvad er det for nogen af vore dages mange nyskabte goder, som han hellere ville have undværet?

     Brandstrup nævner, at han er barn af tresserne. Det var dengang, da generationen før hans havde slidt og slæbt i en snes år efter anden verdenskrig for at bygge verden op igen. Og det var egentlig lykkedes ganske godt for dem. Vi kan jo prøve at se på forholdene herhjemme, som de var blevet dengang. Velstanden var bredt ud til store dele af befolkningen. De unge kunne tilbydes mange former for uddannelse, for de nødvendige institutioner var skabt, og stort set alle blev tilbudt uddannelsesstøtte fra staten - alt sammen betalt af den ældre generation. Og rent faktisk er mulighederne bare blevet bedr og bedre op til vor tid med et lille dyk under den økonomiske krise for nogle år siden.

     Og ser vi på situationen ude i verden, så kan der også dér registreres betydelige fremskridt.

     Ifølge en nylig rapport fra Verdensbanken (altså i 2016) havde op mod to tredjedele af alle u-lande halveret deres fattigdom i forhold til 1990, og andelen af ekstremt fattige er halveret. Samme rapport fortæller, at 84 procent af alle mennesker i u-landene nu har adgang til rent vand. Det er 1,8 milliarder flere mennesker end i 1990.

    Et stort fremskridt i bestræbelserne på at løse de største af de mange problemer, der endnu står tilbage for vores klode, blev gjort i 2015, da ledere fra alle verdens lande blev enige om en plan, som har fået betegnelsen "Verdensmålene". Heri er der opregnet 17 store mål for, hvad man vil arbejde for at få gennemført inden 2030. Det er store og ambitiøse mål, men på flere områder er man allerede godt i gang. Det gælder f.eks. på undervisningsområdet, hvor antallet af børn og teenagere, der ikke går i skole, er næsten halveret siden år 2000. Det betyder, at i dag går ni ud af ti af verdens børn i skole, og hvad der er ikke mindre bemærkelsesværdigt er, at der nu gennemsnitligt sidder lige så mange piger som drenge i klasseværelserne. Mens det i 1990 var 76% af verdens befolkning, der var i stand til at læse og skrive, var dette tal ifølge FN i 2010 steget til 85%.

   

Der kunne gives mange flere eksempler til belysning af det faktum, at der i vore dages ældre generation s tid er gjort endog meget store fremskridt i retning af en bedre verden. Det er da også på grundlag af bl.a. det, at jeg  i hvert fald ikke føler at have grund tilnogen dårlig samvittighed på min generations vegne ved at give verden videre til de yngre.


Derfor til Claus Brandstrup: Heller ikke du behøver at have dårlig samvittighed, og du skylder ikke nogen en undskyldning.

     Desværre er der flere steder i verden en alvorlig hindring for at bringe den gode udvikling ud til alle lande og områder. Den hindring hedder krig. Og trods gentagne forsøg med fredsskabende initiativer flere steder og fra flere sider, så må det erkendes, at mod vanvittige herskere og fanatiske folkeslag kæmper selv FN oftest forgæves. Men for dem hverken kan eller skal Brandstrup eller andre fra vores generation tage ansvaret.


11-10-16


Frygtens pris

"Vi vidste bedre, men gjorde ikke meget ved det".


     Sådan var det, at Claus Brandstrup skrev i det læserbrev til Fyns Amts Avis, som jeg kommenterede i mit indlæg herover, og hvor han sagde undskyld til kommende generationer, fordi han følte, at hans - altså den nuværende generation ikke havde passet godt nok på vores klode.

     Jeg havde egentlig håbet, at Brandstrup ville være vendt tilbage og uddybet, hvordan han mener, at vi har svigtet, og hvad vi kunne/skulle have gjort i stedet. Men måske er det for svært et spørgsmål at svare på.

     For bortset fra nogle ganske få er der vist ingen, der ville have undværet nogen af de teknologiske fremskridt, som er gjort gennem det sidste halve århundrede. Men jeg vil ikke benægte, at nogle af disse fremskridt har bivirkninger, som vi gerne havde været foruden. Blandt dem er den globale opvarmning, som utvivlsomt i nogen grad skyldes udledning af de såkaldte drivhusgasser. Og netop hvad det angår, kan Brandstrup have ret. Her blev der svigtet, fordi ideologi blev vægtet højere end faktuel viden.

     Meget af den CO2-udledning, som vi slås med i dag, kunne jo være undgået, hvis der ikke i 1960'erne var gået ideologisk hysteri i energidebatten - et hysteri, der - bl.a. her i landet - førte til bandlysning af alt, hvad der havde med kerneenergi at gøre. Det blev et totalt tabubelagt emne, og i 1985 pålagde Folketinget  regeringen definitivt at skrinlægge alle planer om kerneenergi. Siden da har ingen dansk politiker turdet tænke, endsige tale om energi på basis af kernekraft.

     Årsagen til det er, at det lykkedes for en kreds af drevne, venstreorienterede opinionsdannere at få sat lighedstegn mellem atomvåben og kernekraft i bevidstheden hos et flertal af danskerne. Og alle kendte jo dengang til de frygtelige følger af atomangrebene på Hiroshima og Nagasaki i Japan i august 1945. Man behøvede blot at nævne ordet "atomkraft" for at få danskerne til at se en paddehatsky for sig.

     Tjernobyl-ulykken den 26. april 1986 gav naturligvis i høj grad næring til frygten for atomkraft, selvom ulykken jo ikke havde noget at gøre med våben. Når ulykken skete, var det jo alene, fordi kvaliteten af værket var langt under den sikkerhedsmæssige standard for kernekraftværker i størstedelen af den øvrige verden. Og bortset fra nogle enkelte værker i tidligere sovjet-stater er der i dag sat helt andre sikkerhedsmæssige standarder for byggeri, drift og vedligeholdelse. Og Fukushima-katastrofen i Japan den 11. marts 2011 gav nogle dyrekøbte erfaringer, som nu er en del af grundlaget for de mange planer om nye værker flere steder i verden. De bliver mindst lige så sikre som konventionelle kraftværker, hvor der jo også fra tid til anden sker uheld.

     Jeg ønsker ikke på nogen måde at nedtone alvoren i de uheld og ulykker, der er sket i forbindelse med kernekraft. Men jeg synes, at det vil være berettiget i den forbindelse at nævne, at også arbejdet med andre energikilder er forbundet med alvorlige ulykker. En opgørelse viser, at alene i de kinesiske kulminer koster ulykker i gennemsnit 13 menneskeliv om dagen. Det bliver efter de kinesiske myndigheders opgørelse til mere end 4700 dræbte hvert år; men ifølge uafhængige fagforeningsgrupper er tallet nærmere 20.000. Det hører man ikke meget om.

     

84 procent af alle mennesker i u-landene har i dag adgang til rent vand.

      Det er 1,8 milliarder flere mennesker end i 1990.

Vi ved, at det forholder sig sådan. Men for nu at citere Brandstrup: Vi gør ikke meget ved det.

     Og efter min mening er det mindste, vi kan gøre, atter at sætte fuld gang i forskningen omkring og i udviklingen af kernekraften. Vi ved, at der kan hentes uanede mængder af forureningsfri energi til gavn for os i den industrialiserede verden, men i endnu højere grad for de milliarder af mennesker, som lever i ulandene, og som i de kommende år helt naturligt vil gøre krav på at få en bedre tilværelse.

     Dette er et område, hvor jeg må give Brandstrup ret, når han siger, at vores generation har svigtet. Og det er prisen for den frygt, der blev skabt på ideologisk grundlag tilbage i 1960'erne.

     Lad os nu lægge denne umotiverede frygt på hylden, og lad os komme i gang med den udvikling, som kan gøre, at fremtidens udledning af de farlige gasarter stort set kun kommer fra køernes bøvser og prutter.

23-10-16

"Frygtens overpris"


Sådan kalder

Sørens Nielsen, Troense

en kommentar til ovenstående indlæg:


Man er allerede godt i gang med denne ønskede udvikling (i indlægget herover, red.), for uanset at danske politikere har bestemt ved en folketingsbeslutning for mange år siden (1985), at der hverken skal forskes i kerneenergi i Danmark eller gives støtte hertil, så forskes der i andre lande intenst for at udvikle en kerneenergi baseret på grundstoffet thorium i stedet for uran.

     I både Canada og USA er kerneforskere meget tæt på at færdiggøre såkaldte "molten salt"-reaktorer med thorium som brændstof og regner med at have kommercielt fremstillede reaktorer på markedet i løbet af få år.

     Også dygtige kinesiske og indiske kerneforskere er langt fremme med at fremstille thoriumreaktorer, da deres energibehov er enormt, og forureningen fra kulfyrede kraftværker er et uhyggeligt problem.

     Thorium findes udbredt over hele kloden, og man regner med, at der er tilstrækkeligt til flere tusinde års forbrug til at dække det stigende behov for billig energi.

     Større mængder findes i Norge og i Grønlands Kvanefjeld, men det findes også i mange andre lande.

     Sikkerheden er i top, da thorium har en meget kort halveringstid i sammenligning med uran, så deponering af affald er ikke et stort problem.

     Thorium kan ikke anvendes til at fremstille kernevåben, da det er lavradioaktivt. Dette var årsagen til, at USA mistede interessen og satsede på uran.

     Thoriumreaktorer er ikke interessante terroristmål, da de er lette at sikre herimod. Thoriumreaktorer kan ikke nedsmelte eller eksplodere.

     I tidsskriftet Ingeniøren er der en alarmerende oplysning: "Kulprisen er fordoblet siden nytår,

og det vil give højere elpriser - og en lavere offentlig støtte til de vedvarende energikilder, vurderer

brancheforeningen Dansk Energi".

     Mon ikke det er på tide, at politikere i Niels Bohrs fædreland tager skeen i den anden hånd og

får sat gang i forskningen i kerneenergi baseret på thorium, så vi kan være med i kapløbet.

     En gruppe unge kemiforskere ved Niels Bohr Instituttet, Seaborg Technologies, forsøger at

konstruere en såkaldt 'Waste Burner", der er en overgangsløsning, som bruger thorium som

brændsel og kan samtidig bruge affald fra uranreaktorer. Deres arbejde støttes ikke af staten.

     En anden gruppe forskere, Copenhagen Atomics, er også aktive, men også uden statsstøtte.

     For et år siden var der i Landstingssalen på Christiansborg en høring om "Thorium - den nære

fremtids energikilde".

     Bortset fra folketingsmedlem Villum Christensen fra Liberal Alliance, der indledte høringen,

viste ingen politikere på tværs af det politiske spektrum nogen interesse for denne energiform og

fastholder folketingsbeslutningen fra 1985 om ikke at støtte forskning i kerneenergi.


     Niels Bohr må rotere i sin grav.

     Det skal nok gå altsammen.

En thorium-kugle på størrelse med en golfkugle rummer al den energi, et enkelt menneske skal bruge gennem hele sit liv

16-09-17


Skjulte dagsordener


Som nævnt i mit forrige indlæg kan man med god grund undre sig over, at man ikke overalt i verden har taget den mulighed til sig, som kernekraften - og specielt den, der er baseret på thorium - tilbyder. Færdigudviklet tyder alt på, at den kan give hele klodens befolkning al den energi, som der er behov for til at understøtte en fortsat udvikling for den stadigt voksende befolkning. Den vil kunne gøre det uden de katastrofale følgevirkninger, som vi ser i dag, og som er foranledigede af  vores brug af kul, olie og naturgas. Og den vil kunne gøre det i de næste tusinde år.

     Der er nok flere grunde til, at det er sådan. Jeg har tidligere nævnt den frygt, som stadig næres af mange for alt, hvad der har med kernekraft at gøre, fordi de uvilkårligt forbinder selve begrebet med atombomber. Og der er kredse - også her i landet - som gør, hvad de kan, for at give næring til den frygt - prøv blot at kigge på internettet. Dertil kommer så, at navne som Tjernobyl og Fukushima har markeret sig kraftigt i manges bevidsthed og huskes som eksempler på, hvor galt det kan gå. Men når man vurderer, hvor galt det gik de to steder, så må det være rimeligt at sammenholde det med vore dages naturkatastrofer, som forekommer langt værre, og som ifølge den overvejende del af verdens videnskab skyldes udslippet af drivhusgasser. Og man kan se på, hvad udvindingen af f.eks. kul hvert år koster af menneskeliv. Som tidligere nævnt kunne aviserne for nogen tid siden berette om, at 40 kinesiske kulminearbejdere blev dræbt og 74 andre blev fanget under jorden og er sandsynligvis døde efter en gaseksplosion. De kinesiske miner er de farligste i verden, og ulykker i minerne koster i gennemsnit 13 menneskeliv om dagen. Det bliver efter myndighedernes opgørelse til mere end 4.700 dræbte hvert år, men ifølge uafhængige fagforeningsgrupper er tallet nærmere 20.000. Dertil kommer så, at der også er farlige miner andre steder end i Kina.

     Men der er også en anden væsentlig grund til, at der sættes hindringer i vejen for en forskning og udvikling af  kernekraft. Den er af økonomisk art. Der er jo stadig utallige milliarder at tjene på udvinding af kul, olie og gas. Men den dag, da verden for alvor kan tilbydes forureningsfri energi fra kernekraft, vil værdien af disse fossile energikilder blive reduceret i meget væsentlig grad. Det samme gælder formodentlig også værdien af den vedvarende energi, som er afhængig af sol, vind og vand. Og naturligt nok er der nogen, som gerne vil udskyde den dag til engang langt ude i fremtiden. Der er som nævnt økonomi i det, og der er politik i det. Vi kan jo blot se på den amerikanske præsident Trumps planer om at genåbne et større antal kulminer.

     Men hvis den altødelæggende syndflod skal undgås på kortere eller længere sigt, så er det tvingende nødvendigt, at der bliver gjort noget effektivt. Og det vil i første omgang sige en effektivisering af forskningen og udviklingen omkring kernekraft. Det er muligt, at der på sigt kan komme andre muligheder ind i billedet som f.eks. brintenergi  eller fusionsenergi. Men det mest nærliggende i dag er kerneenergi baseret på thorium. Men som nævnt flere gange mangler der den nødvendige økonomi, for at der for alvor kan komme gang i denne forskning.

     Og hvad det angår, bør vi også være med her i Danmark. Og der er faktisk åbnet et par døre på klem til, at det kan ske: Allerede i 1985, da Folketinget besluttede, at der ikke mere skulle forskes i kernekraft  her i landet, blev der føjet en bisætning til, hvor der står noget i retning af, at det må ikke ske på grundlag af den kendte teknologi. I dag er der altså anden kendt teknologi. Og i regeringsgrundlaget for den nuværende regering står en ikke særligt bemærket sætning: "»Regeringen vil fjerne eventuelle barrierer for forskning i thoriumbaserede teknologier.«

     Hvad med at komme i gang!

02-10-16

De "gode" gamle dage

- var i virkeligheden slet ikke så gode


Det sker stadig en gang imellem, at nogen bruger udtrykket: "Næh, det er ikke som i gamle dage". Og så mener de, at det var meget bedre for nogle årtier siden, end det er i dag.

     Som jeg i andre indlæg har givet udtryk for, så kan jeg blive både bedrøvet og vred, når nogen beskylder de ældre generationer - altså os og vore forgængere - for at give en ringere verden videre til de kommende slægter end den, vi selv overtog.

     OK - Der er helt givet noget, som var bedre i gamle dage, end det er i dag. Men det er ikke ret meget. På langt de fleste områder er der helt sikkert ingen, der i virkeligheden ville ønske sig tilbage til de forhold, som min generation levede under i vores tidlige år. Fjernsynet var ikke opfundet, og computere og alt, hvad dermed følger, var noget, som endnu kun eksisterede som tankefostre i hjernerne på nogle få forskere. Telefoner fandtes kun i de større virksomheder og hos nogle få velhavende familier. At eje en bil var ikke noget, vi drømte om. Og flyvemaskinen var stort set endnu ikke til civilt brug - i hvert fald kun for de meget rige.

    I den første halve snes år efter besættelsen boede jeg med mine forældre først i Vejle og senere i Jelling. Mine ældre søskende var fløjet af reden - min storebror til universitetet i København. Det var dyrt at skulle bo på pensionat, mens man studerede. Og hver måned kom der derfor en pakke med vasketøj fra det københavnske, og så skulle der holdes storvask - et begreb, som nok de færreste kender i dag. Der blev tændt op under gruekedlen, og det snavsede tøj blev kogt godt og grundigt igennem, inden det kom over i den store vaskebalje og gnubbet og  skrubbet på vaskebrættet og derefter skyllet i flere hold vand - det sidste hold med tilsat "blåelse", der fik det hvide tøj til at fremstå ekstra hvidt. Så skulle det igennem vridemaskinen, der blev drejet med håndkraft, og endelig kunne det så hænges til tørre. Alt det var oftest min opgave, og det var en selvfølge, at jeg tog min del af opgaverne til gengæld for kost og logi. Det var slet ikke noget, der sorterede under faderen. Han skulle jo tjene alle pengene, og det krævede noget mere end 37 timers arbejde om ugen. Og min mor var tit syg og havde slet ikke kræfter til at klare en storvask.

    Mange år senere, da jeg var blevet gift, var processen stadig den samme: gruekedel, vaskebalje  og -bræt og endelig skylning. Nu var vi fremme i begyndelsen af tresserne. Men så var der en landmand nede på marken, som havde en god portion handelstalent. Han anskaffede en elektrisk drevet (men set med vore dages øjne meget primitiv) vaskemaskine, og han lod vide fra mund til mund, at den kunne man leje for et beskedent beløb. Den stod på en tohjulet vogn, og adskillige gange var jeg af sted og fik vognen med vaskemaskinen bundet bag efter cyklen. Det var vild luksus. Tøjet skulle godt nok stadig koges og skylles; men man slap for det hårde arbejde ved vaskebrættet. Senere var der så en hvidevareforhandler i storbyen, der fandt på at oprette "vaskekredse". Her gik man sammen en 8-10 stykker om at købe en vaskemaskine, og så gik den på omgang i kredsen.

     Så er det, jeg spørger vore dages yngre mennesker: Ville I undvære jeres fuldautomatiske vaskemaskine og jeres tørretumbler?

     Og jeg har kun nævnt lige dette med vaskemaskinen som et enkelt eksempel blandt rigtig mange som noget af det, der i dag gør tilværelsen så utroligt meget behageligere, og som skaber overskud af tid og kræfter til, at vi kan dyrke vore fritidsinteresser - eller arbejde endnu mere og tjene endnu flere penge.

23-11-16

Den er helt gal med folkeskolen


Der var engang, da vi i hvert fald mente, at vi havde verdens bedste folkeskole her i Danmark. Og måske havde vi det. Men i dag står det klart for enhver, at det har vi i hvert fald ikke mere. Starten på den kraftige tilbagegang er imidlertid ikke af helt ny dato. Vi skal faktisk godt 40 år tilbage i tiden.

     Kun én enkelt gang i mine 26 år som folkeskolelærer (fra 1958) har jeg været tæt på at nedlægge arbejdet. Det var den 23. marts 1973. Men som tjenestemænd måtte vi jo ikke strejke, og det gjorde vi så heller ikke.

     Men vi var vrede – meget vrede.

     Aftenen før havde vi i tv-avisen oplevet, at den daværende økonomiminister, Per Hækkerup, kom ud fra det lokale, hvor der dagen igennem havde været forhandlinger om lærernes arbejdsforhold. Og nu kunne han meddele, at ”nu skulle lærerne i gang med at bestille noget!” Resultatet af forhandlingerne blev bl.a. det såkaldte ”minutcirkulære”, der fastsatte hvor mange minutters arbejde de danske lærere fremover skulle præstere for deres løn. I aftalen lå også, at hver lektion skulle skæres ned fra 50 til 45 minutter, og derved kunne den enkelte lærer tage 30 lektioner om ugen i stedet for de hidtidige 27.

     Det blev dengang skelsættende for den danske folkeskole. Akkurat som skolereformen og de ny arbejdstidsregler for lærerne, der trådte i kraft for et par år siden, er blevet det.

     Der var engang, da dette at være lærer var, hvad man kalder ”et kald” for rigtig mange.  Og når man blev fast ansat som tjenestemand, fik man et kaldsbrev fra de ansættende myndigheder. Heri hed det bl.a., at ”en tjenestemand (skal) samvittighedsfuldt overholde de regler, der gælder for hans stilling, og såvel i som uden for tjeneste vise sig værdig til den agtelse og tillid, som stillingen kræver”.

     I dag er der ikke længere noget kaldsbrev; men der er utvivlsomt stadig slet ikke så få, der betragter det at være lærer som et kald. Men der er en forskel. Tidligere var det sådan, at når man var færdig med sin seminarieuddannelse, så blev man lærer – ikke i en vis del af døgnet, men i alle døgnets 24 timer. At være lærer var et hverv, som man påtog sig, og der blev ikke sat tal på de timer, der skulle bruges på det. Det gør der godt nok nu.

     Som nævnt var der ingen på min skole, der strejkede; men det var der mange andre steder. Per Hækkerups slutbemærkning i tv-avisen var dråben, der fik bægeret til at flyde over: ”Ja, jeg havde nær sagt, at det er da et udmærket system, hvis børnene slipper lidt tidligere, og lærerne slipper lidt senere”.

     Men mange steder fik det en helt anden virkning. For i virkeligheden var der mange lærere, der ”slap” lidt tidligere – eller rettere: de skar en hel del af det arbejde væk, som de hidtil havde betragtet som en selvfølgelig del af deres lærergerning. For nu kunne de jo se i tørre tal, hvor stor en indsats samfundet ventede af dem, og det var for manges vedkommende betydeligt mindre, end hvad de hidtil havde præsteret.

     Der har altid været dårlige lærere, og der har altid været dovne lærere. Og sådan vil det formodentlig blive ved med at være. Men det store flertal havde dengang brugt masser af tid f.eks. på lejrskoler, på forberedelser af skolefester med instruktion af skolekomedier og fremstilling af kulisser o.a. til scenen, på møder med mange forskellige formål og på kurser, som ikke gav timereduktioner. Intet af dette blev dengang betragtet som overtid, men som en helt naturlig del af det at være lærer.

     Men de færreste mennesker bryder sig om billedligt talt at have stående IDIOT på ryggen. Og nu havde landets økonomiminister skåret ud i pap med minutters nøjagtighed, hvor stor en indsats det forventedes, at landets lærere skulle præstere for deres løn. Og det måtte så blive, hvad man gjorde! Men for de fleste var det værste var nok det udtryk for mistillid til lærerstanden, som minutcirkulæret var udtryk for.

     Mange kan nok stadig huske, hvordan skoleåret mange steder blev mindre spændende.

     På mange måder er diktatet fra 2014 om lærernes arbejdsforhold en gentagelse af situationen i 1973. Denne gang blot langt værre. Sjældent har man vel set påbud, der i den grad er udtryk for mistillid til en stor gruppe af ansatte. Nu ville man også kunne kontrollere, at lærerne virkelig brugte den tid til forberedelse m.v., som – igen med minutters nøjagtighed – var sat af til det. Derfor skulle den nu foregå på skolen og mange steder med ind- og udstempling. Og dermed var det slået fast, at efter kl. 16.00 er lærerne ikke længere lærere. Og så er der altså igen dette med at have stående IDIOT på ryggen.

     Enhver med blot et overfladisk kendskab til dette at skulle undervise – vel at mærke på forsvarlig vis – ved, at det ikke kan lade sig gøre på tilfredsstillende måde under de vilkår. Og resultaterne kan nu aflæses med beklagelig tydelighed rundt i hele landet. Det har givet  problemer, som rækker langt ud over, hvad der findes løsninger på.

     Men ikke nok med, at den forberedelsestid, der i dag stilles til rådighed for lærerne, er mindre end den, som langt de fleste brugte tidligere. Det er også sådan, at den ny skolereform med inklusion og mange andre ændringer for de fleste kræver endnu mere tid til forberedelse, end de brugte tidligere. Ikke mindst, fordi de mange ændringer var alt for dårligt forberedte.

     Det er helt forståeligt, at mange forældre nu begynder at gøre oprør, og at de frie og de private skoler har en tilgang af elever, som vist ikke er set tidligere. For hvad gør de ansvarlige for den situation, de har bragt den danske folkeskole i? Hvad gør undervisningsministeren? Og hvad gør KL’s forhandler? De siger begge, at der jo er tale om så store forandringer i skoleverdenen, at man må acceptere nogle få år med indkøringsvanskeligheder og problemer, som ganske rigtigt vil gå ud over undervisningen af de pågældende årgange af skoleelever. Men det vil snart blive bedre, føjer de til. Det virker imidlertid mere som et prestigeprojekt, der med vold og magt skulle gennemføres her og nu.

     Det er muligt, at den danske folkeskole på en del områder trængte til fornyelser. Men det er helt uacceptabelt, at de mange og store ændringer blev presset igennem på så kort tid, at der slet ikke havde været tid nok til de helt nødvendige forberedelser. Og det er helt uacceptabelt, at der skal være nogle årgange af skoleelever (og deres forældre), som derfor skal finde sig i, at deres undervisning er blevet forringet.

25-11-16

For dårligt uddannede lærere



Som jeg giver udtryk for i indlægget herover, så bærer de skiftende tiders politikere efter min mening et meget stort ansvar for den forringelse af vores folkeskole, som har fundet sted over det seneste halve århundrede. Det gælder som omtalt de vilkår, som politikerne har givet skolens lærere at arbejde under. Men det gælder i høj grad også den uddannelse, som de vordende lærere er blevet budt.

     I "gamle" dage foregik læreruddannelsen på seminarierne. Mens man gik der, var man seminarieelev eller slet og ret seminarist. Nu foregår uddannelsen på et University College, og mens man går der, er man lærerstuderende.

     Lad det nu være, hvad det er. Men da jeg gik på seminariet i begyndelsen af 1950'erne, havde vi godt 30 undervisningstimer om ugen (om lørdagen var der vistnok lidt færre timer end de andre dage), og i hver eneste af disse godt 30 timer blev undervisningen forestået af en virkelig kompetent underviser.

     Da jeg for fire år siden sammen med nogle andre tidligere lærere besøgte et University College, fik vi oplyst, at man dér var meget tilfreds med, at man netop havde fået forøget antallet af undervisningstimer fra 11 til 13 om ugen. Det rystede os! Men så var der jo noget gruppearbejde på de studerendes egen foranledning og en hel del selvstudie, fik vi at vide. Ærlig talt: betyder det ikke, at de flittige om ambitiøse studerende helt sikkert bliver gode lærere med en masse relevant viden. Men hvad med de dovne og mindre ambitiøse? For dem er der sikkert også nogle af nu som før. Nåh jo, der var jo også noget med, at frafaldet fra studierne er lidt større, end man bryder sig om at snakke om. Men man kan da glæde sig over, at de, der falder fra, så aldrig kommer ud i skolerne.

     Da jeg i en årrække tilbage i 1970'erne var beskikket censor i dansk først ved realeksamen og senere ved Folkeskolens afgangsprøver, oplevede jeg en udvikling, som man fra undervisningsmyndighedernes side prøvede at skjule. Præstationerne ved de skriftlige eksamener blev gennemgående dårligere og dårligere. Bedst kunne det registreres i prøverne i retstavning (diktat). Fra Undervisningsinspektionen fik vi efter hvert års prøve en tabel, hvor man kunne aflæse, at så og så mange fejl gav den og den karakter. Og nogle måneder efter prøvernes afslutning kunne man så i en statistik fra Inspektionen læse, at samlet set var årets karaktergennemsnit lige så godt som de foregående års. Hvad man undlod at fortælle var, at i den tabel, som lærere og censorer fik ud, skulle man acceptere flere fejl til en given karakter end tidligere år. Så kan man jo gøre op med sig selv, hvad man vil kalde det!

     Dengang og senere har der været en vis erkendelse af, at evnen til at udtrykke sig og til at stave korrekt er blevet ringere i befolkningen set som helhed. Flere universiteter har været nødt til at oprette kurser for de nye studerende for at råde bod på det. Og det har så i flere sammenhænge været diskuteret, hvad det kan skyldes, og om det egentlig betyder så meget - det gælder jo bare om at kunne blive forstået. Jeg kan naturligvis ikke dokumentere, at tilbagegangen har noget at gøre med en dårligere uddannelse af Folkeskolens lærere. Men for mig ligger det ligetil at antage, at der er en sammenhæng. Det har da også ved flere lejligheder været diskuteret, om læreruddannelsen kunne gøres bedre, og et skridt i den retning er det vel, at adgangskravene til uddannelsen er blevet skærpet. Men der må efter min mening mere til. Det kan være betydeligt flere egentlige undervisningstimer som i "gamle" dage. Men det kunne også være, som det f.eks. er tilfældet i Finland, at lægge læreruddannelsen op på et egentligt universitetsniveau og forlænge den med et år eller to.

     Én ting er i hvert fald givet: Generelt bør uddannelsesniveauet fra første klasse og helt til top her i Danmark højnes. Og et godt sted at begynde kunne være at give landets lærere en bedre uddannelse.

29-11-16

Folkeskolen

Der mangler ro og lydhørhed


I mine to foregående indlæg  peger jeg på, at en væsentlig del af ansvaret for de store problemer, der er i dine og mine børns og børnebørns folkeskole, ligger hos politikerne. Men de er ikke alene om det. Lærerne må påtage sig en del af det.

     Forleden aften var der i fjernsynet et indslag om de muslimske friskoler her i landet. Dem bliver der flere og flere af, og det er bemærkelsesværdigt, at deres elever får ret betydeligt bedre karakterer ved de afsluttende prøver end deres jævnaldrende i folkeskolen, og der er flere af dem, der fortsætter i en videregående uddannelse. Men der var faktisk et par af de muslimske elever, der gav svaret på, hvorfor det er sådan: Der er mere disciplin i friskolerne. Derfor får eleverne mere ud af undervisningen.

    For få år siden var der en serie udsendelser i fjernsynet, hvor man sammenlignede en niende klasse i en dansk folkeskole med en tilsvarende klasse i Kina. Resultatet af denne sammenligning var sørgeligt nedslående. Danskerne klarede sig meget dårligere på alle områder. Og der var ingen tvivl om hovedårsagen til det: Der var næsten total mangel på disciplin og koncentration i den danske klasse.

     For tretten år siden vakte det stor forargelse hos mange, da den daværende statsminister Anders Fogh Rasmussen i sin tale ved folketingsårets begyndelse den 7. oktober 2003 bl.a. sagde følgende:


I skolerne er de faglige krav blevet slækket. Måske af frygt for, at kontante faglige krav ville være til ugunst for de svageste. Men skadevirkningen er alvorlig. De svageste elever er blevet ladt i stikken. Og danske skoleelever klarer sig dårligere end elever i andre lande på en række afgørende punkter.

     Der er kun én vej fremad. Vi skal til at oppe os. Vi skal simpelt hen være endnu dygtigere. Vi skal højne de faglige krav overalt i uddannelsessystemet.

     Vi skal indse, at en vis portion paratviden er nødvendig. I tre årtier er der kastet vrag på paratviden. Den er blevet opfattet som sort skole, udenadslære og terperi.

     Det er som om, at indlæring af faglige færdigheder er blevet nedprioriteret til fordel for at sidde i rundkreds og spørge: ”Hvad synes du selv?”

     Det kan være udmærket at sidde i rundkreds og diskutere og føre en samtale med hinanden. Men den første forudsætning for at føre en meningsfyldt samtale er altså, at man ved, hvad man snakker om. Hvis ukvalificerede meninger bliver lige så gangbare som kvalificeret viden, så ender det alt sammen i tomhed og dumhed. Og hvis man er nødt til at slå op i et leksikon eller på Internettet, hver gang man nærmer sig noget konkret, så bliver det altså en noget tung samtale.

     Vi skal ikke have sort skole. Vi skal tværtimod have en levende skole med børn og unge, der kan tænke selv, danne sig holdninger og kommunikere. Men som også ved, hvad de snakker om.

     Derfor har vi gennemført reformer af folkeskolen, gymnasiet, erhvervsskolerne og universiteterne. Derfor vil vi gennemføre løbende vurderinger af, om der læres det, der skal.


Der er gennemført løbende vurderinger af, om der læres det, der skal. Og resultatet fortæller helt klart, at det gør der ikke. Der er gode undtagelser, men som gennemsnit står det ringere til i dag end for tretten år siden.

     Mens jeg var ansat som lærer i en folkeskole i 1960-70'erne, fungerede den skole, jeg var på, i en periode som supplerende øvelsesskole for Skårup Statsseminarium. Jeg var i de forbindelse vejleder i danskundervisning for nogle af seminarieeleverne, indtil jeg en dag kritiserede en af dem for at komme ind i en - for ham - ny klasse med ordene: "Dav! Jeg hedder Petter". Det må du ikke gøre, sagde jeg, for så har du tabt med det samme. Dagen efter kom der besked fra seminariet til min skoleinspektør om, at man ikke længere ønskede mig brugt som vejleder. Den holdning, jeg havde givet udtryk for i min kritik, hørte en forældet, sort skole til. Nu dyrkede man en anden pædagogik.

     Hvad jeg havde prøvet at påpege, var nødvendigheden af, at man som lærer opretholder en vis autoritet. Men netop "autoritet" var dengang som nu et fyord. Der er lærere, der qua deres væsen har en helt naturlig autoritet, som bliver respekteret af eleverne. De opnår gode resultater i deres klasser. Og det er dem, der bliver husket og nævnt som de gode lærere, når gamle elever mødes årtier efter deres afgang fra skolen.

     Da jeg gik på seminariet i begyndelsen af 1950'erne havde vi under faget psykologi et emne, er hed "klassestyring" med øvelsesskolens leder som underviser. Her fik vi understreget nødvendigheden af autoritet og disciplin som to af de helt afgørende forudsætninger for at kunne give en god undervisning. Det var en gavnlig lærdom - ikke mindst for dem af os, der måske ikke fra naturens hånd var begavede med en naturlig autoritet. Vi fik nogle gode redskaber med os ud i folkeskolen.

     I dag er det, som om de redskaber er hængt ud i skuret til andre kasserede redskaber og under betegnelsen "forældet autoritet". Det er ikke mindst det, folkeskolen lider under nu.

30-07-17


Med eller uden uddannelse


Den 28. juli var en afgørende dato for omkring 85.000 unge danskere.  På den dag (eller vel snarere nat) fik de svar på, om de kunne komme i gang med den ønskede uddannelse. For 65.165 var svaret et ja, og det er der al mulig grund til at ønske dem til lykke med. Men for 21.395 var der afslag, og naturligt nok var skuffelsen stor for dem. Men de fortjener absolut anerkendelse, fordi de gjorde forsøget og dermed viste initiativ til at komme videre, og for langt de fleste af dem skal det nok lykkes på den ene eller den anden måde.

     Langt værre er den kendsgerning, at en fjerdedel af de 25-årige mænd og en femtedel af de 25-årige kvinder i dag står uden nogen anden uddannelse end folkeskolen. Og andelen af uuddannede unge har været stigende gennem de sidste ti år. Det er først og fremmest alvorligt for dem selv; men det er det i høj grad også for hele det danske samfund - altså for dig og mig. En beregning fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd (AE) viser nemlig, at hver person, der ikke får en uddannelse, kan koste op til 10 millioner kroner i tabt velstand.

     Men det er altså ikke bare samfundet, der taber på, at så mange ikke får nogen uddannelse. Også de personlige omkostninger ved at stå tilbage som ufaglært kan være store.

     ”Der er ret stor sandsynlighed for, at de personer får et liv på kanten af arbejdsmarkedet. Mange havner på kontanthjælp eller førtidspension, og de, der får job, får ret lav løn og en løs tilknytning til arbejdsmarkedet,” siger Mie Dalskov, der er chefanalytiker i AE og har hovedansvar inden for uddannelsesanalyser.

     Den samme oplevelse har Louise Hare, der er beskæftigelseskonsulent hos Jobcenter for unge i København: ”Noget af det, jeg selv har bidt meget mærke i, er dårligere helbred og trivsel hos mennesker, som ikke har en uddannelse i forhold til dem, der har en uddannelse.”


Med god grund kan man spørge, hvorfor situationen på uddannelsesområdet er så alvorlig her i 2017. Der er ikke enighed om svaret på det spørgsmål, og der er utvivlsomt flere årsager. Men for mig er der ingen tvivl om, at en af de væsentligste af årsagerne ligger i folkeskolen, og at den er skabt af politikere, der ikke har mod nok til at gribe om nældens rod. Og den rod ligger helt nede ved de grundliggende betingelser for en god og effektiv undervisning.

     I et indlæg i Avisen Danmark skriver professor ved Københavns Universitet Peter Nedergaard bl.a.:

     "En del kunne tyde på, at løsningen ligger i en større eller mindre tilbagevenden til dengang, før den danske folkeskole blev ramt af den såkaldte reformpædagogiske bacille i bred forstand. Lad os for forenklingens skyld tale om en tilbagevenden til en tid i folkeskolen med kæft, respekt og retning.

    KÆFT dækker over, at der igen skal være ro i folkeskolens undervisningslokaler. Er der evindelig uro, når der undervises, er det ganske enkelt svært at lære noget som helst.

     RESPEKT indebærer, at underviseren i folkeskolen igen skal respekteres som autoritet. At kalde læreren ved ukvemsord endsige lægge den mindste hånd på dem må stoppe.

     RETNING betyder i den folkeskole, som vi må indføre, at indlæringen af konkrete færdigheder i ikke mindst dansk, matematik og naturfag må have første prioritet."

     Peter Nedergaard uddyber i sit indlæg betydningen af disse tre forudsætninger for det, som jeg ovenfor har betegnet som en god og effektiv undervisning. Men jeg tror, at man vil kunne komme endnu længere ved at genindføre en tidssvarende form for tidligere tiders mellemskole, hvor eleverne efter sjette klasse kunne vælge mellem fire år i en boglig eller en praktisk linje. Den boglige gav adgang til gymnasiet og dermed senere til videregående uddannelser. Den praktiske skabte et godt grundlag for de erhvervsfaglige uddannelser.

     Baggrunden for tidligere tiders mellemskole lå i erkendelsen af, at der nu engang er forskel på os mennesker - på vores evner og på vores interesser. Men i 1950'erne bredte der sig en ideologi om, at vi alle skulle være ens, og at vi alle skulle have de samme muligheder. Lidt groft sagt betød det, at hvad ikke alle kunne lære, skulle ingen lære. Den ideologi er - set med mine øjne - en af de væsentligste årsager til folkeskolens kuldsejling. I dag sidder der elever i en af den almindelige skoleklasses grupper, som ganske enkelt ikke kan følge med i meget af det, der foregår. Derfor giver de op, larmer eller tyr til deres smartphone. I en anden gruppe sidder der elever, som keder sig gudsjammerligt, fordi de ikke får udfordringer, som kan være spændende og interessante for dem. Derfor giver de op, larmer eller tyr til deres smartphone. Og underviseren har ikke en levende chance for virkelig at være noget for begge grupper.

     Lad hver af disse grupper få deres eget skoleforløb i de ældste klasser, så ingen fristes til at give op, og så alle udfordres i forhold til deres evner og interesser. Så føler jeg mig overbevist om, at vi igen kan få den gode folkeskole, som der er så stort behov for - ikke blot for elevernes skyld, men også for samfundet og dermed for dig og mig.


07-04-18


Et spørgsmål om respekt


Som tidligere skolelærer mindes jeg en tid, da der endnu gene-

relt stod respekt om den danske lærerstand. Det gjorde der

indtil den 23. marts 1973. Dengang havde der i nogen tid væ-

ret forhandlinger mellem daværende finansminister Per

Hækkerup og Danmarks Lærerforening om lærernes løn og

arbejdsvilkår. De sluttede den 23. marts om aftenen, og man

kunne så opleve, at Per Hækkerup stod frem i TV-avisen og

meddelte, at nu var man kommet til et resultat, der betød,

at lærerne omsider skulle til at bestille noget. Der blev nemlig

dengang indført det såkaldte "minutcirkulære", der præcist fastsatte, hvor mange minutters arbejde lærerne skulle præstere for deres løn.  I aftalen lå også, at hver lektion skulle skæres ned fra 50 til 45 minutter, og derved kunne den enkelte lærer tage 30 lektioner om ugen i stedet for de hidtidige 27. Per Hækkerups kommentar for åben skærm til det var: "Ja, jeg havde nær sagt, at det er da et udmærket system, hvis børnene slipper lidt tidligere, og lærerne slipper lidt senere”.

    Dette minutcirkulære - der også blev kaldt mistillidscirkulæret eller misundelsescirkulæret - blev sammen med finansministerens nedsættende bemærkninger skelsættende for den danske folkeskole. Akkurat som skolereformen og de ny arbejdstidsregler for lærerne, der blev dikteret ved lov  i 2013, er blevet det. Og akkurat som udfaldet af de forhandlinger om lærernes løn- og arbejdsvilkår, der er i gang i disse dage, kan risikere at blive det. Der lurer igen noget, der mere er udtryk for en misundelse i forholdet til lærerne end for en fortjent anerkendelse af, at langt de fleste lærere knokler for at kunne præstere den bedst mulige undervisning under nogle vilkår, der er alt andet end misundelsesværdige.

     Det er utroligt, at det endnu i dag i højere grad skal være en totalt ubegrundet misundelse snarere end de rent faktiske vilkår for lærerne, der skal være en del af grundlaget for forhandlingerne. Men sådan virker det i hvert fald. Og det er vel forståeligt nok, at den holdning fra topforhandlerne smitter af på de daglige forhold ude i skolerne. Respekten for lærerne og deres arbejde forsvinder, når de bliver fremstillet som nogen, der bare er ude på økonomisk at presse mest muligt ud af situationen. For faktum er jo, at økonomien kun er en mindre side af sagen. Mindst lige så vigtigt er det, at der nu igen bliver givet nogle arbejdsvilkår, som gør det muligt at yde den bedst mulige undervisning.

     Der er rigtig meget, der står på spil. Set med mine øjne så gambles der i disse dage med vore børns og børnebørns fremtid og dermed i realiteten med Danmarks fremtid.

     Jeg har nogle gange tidligere beskæftiget mig med skoleforhold her på bloggen. Det er ikke kun, fordi jeg er tidligere skolelærer. Det er først og fremmest, fordi jeg betragter uddannelsesforholdene for   vore børn og unge som noget af det vigtigste for udviklingen her til lands og dermed også for os ældre.

     Vil du se de tidligere indlæg om emnet, så