Som det var tilfældet på den tidligere Ældre-bloggen, kan du meget let give den mening til kende om de emner og synspunkter, der bliver taget op her på siden.


   Brug "blanketten" her til højre; skriv dit navn og din email-adresse og din kommentar i besked-feltet. Klik på SEND, og et øjeblik senere ligger den i sidens indbakke. Snarest derefter vil din kommentar blive bragt her på siden under dit navn, men UDEN angivelse af din email-adresse.


Du må også meget gerne komme med egne indlæg om, hvordan du oplever det at være ældre, eller måske med gode ideer til, hvordan det kan blive endnu bedre at være det.

Aktiv dødshjælp  Assisteret selvmord

 
 
 
 

29-08-20

Palliativ behandling er kun for nogle


Desværre lykkedes det ikke at samle tilstrækkeligt mange underskrifter til at få spørgsmålet om aktiv dødshjælp taget op i Folketinget. Det undrer mig. For det eneste, vi ved med sikkerhed omkring vores liv, det er, at det slutter på et eller andet tidspunkt. Og for mange slutter det på en dårlig måde.
     Det er nu snart to år siden, at læge Svend Lings fik en betinget dom for at yde hjælp til selvmord. Og med god grund har man kunnet håbe på, at den sag dermed var gemt og glemt. Men sådan skulle det ikke få lov til at gå. En emsig sygeplejerske fra Silkeborg har indgivet en konstrueret og dermed falsk anmeldelse til politiet om en ny medvirken til selvmord fra Svend Lings side. Jeg kender ikke hendes motiv for at gøre det; men det kan vel kun være et ønske om at få spørgsmålet om dødshjælp bragt op igen.
Og lad mig da så gøre det også her på Ældre-bloggen. Og min holdning er den samme som for to år siden: Ingen bør straffes for at yde den menneskekærlige handling, som det er at hjælpe et dødssygt og lidende menneske til at få opfyldt dets sidste ønske om at få lov til at dø.
     Hovedargumentet for at nægte lov til at yde en sådan hjælp er, at samfundet stiller en palliativ behandling med smertelindring til rådighed for døende mennesker. Det lyder selvfølgelig positivt, men sandheden er, at en sådan behandling i mange tilfælde ikke kan gives.
     En helt ny rapport fra Rigsrevisionen om samfundets "tilbud om palliativ indsats til alle med livstruende sygdom" og om "lige adgang til palliative tilbud" gør det nemlig klart, at der ikke bliver levet op til et sådant tilbud til alle. Hver femte patient, der bliver henvist og accepteret til at modtage den palliative indsats, når ikke at få den, og dertil kommer så alle dem, der ikke får en henvisning.
     Det er utroligt for mig, at der stadig er mennesker her i landet, der helt bevidst sidder den kendsgerning overhørig, og som altså f.eks. nu som sygeplejersken fra Silkeborg ikke skyer noget middel for at nægte de mennesker, som samfundet ikke kan give en palliativ behandling, en mulighed for at blive fri af ulidelige fysiske og psykiske smerter.
     Naturligvis skal Svend Lings ikke tiltales på baggrund af en falsk anmeldelse. Men det må være rimeligt, at det bliver gjort helt klart for anmelderen at her er det hende, der har begået en grov ulovlighed.

12-11-19


Lad mig dog få lov til at dø, når jeg dør

Det er lige blevet fortalt i radioavisen, at der er kommet nye regler for, hvornår man skal genoplive gamle mennesker efter et hjertestop. Så vidt jeg har forstået det, er alle nu forpligtede til at gøre det, hvis de har muligheden for det. Og vi gamle kan derfor ikke længere på forhånd frabede os at blive forsøgt genoplivet, hvis hjertet går i stå.
     Jeg kan ikke lade være med at tænke på, hvad det dog er for nogle mennesker, der laver sådan nogle regler. Og hvad får dem til at gøre det.
     Det fylder mig med glæde, når jeg hører om, at børn, unge og midaldrende er blevet genoplivet efter at være faldet om med et hjertestop. Og jeg er fyldt med beundring for de mange mennesker, der melder sig som hjerteløbere eller i andre organisationer med samme formål. Det er fantastisk, at det kan lade sig gøre, og der er ingen tvivl om, at mange af de genoplivede - eventuelt med medicinsk eller kirurgisk hjælp - får mange gode år, efter at de er kommet på benene igen. Al respekt for det!
     Men som 85-årig må jeg helt naturligt betragte mig selv som gammel. Jeg synes selv, at jeg har det rigtig godt - alderen taget i betragtning. Og min læge kan fortælle, at alle systemer fungerer tilfredsstillende - alderen taget i betragtning. Alligevel må jeg konstatere, at der ikke længere er de kræfter, som jeg havde tidligere. Og min kondition er heller ikke, hvad den har været. Det er nu engang, som det kan og skal være. Men det betyder på den anden side, at hvis mit hjerte en skønne dag af en eller anden grund skulle gå i stå, og hvis der tilfældigvis er en eller anden i nærheden, som får det i gang igen, så har jeg sandsynligvis ikke de kræfter, der skal til for igen at få en tilfredsstillende tilværelse. Det er derfor, jeg ønsker at få lov til at dø, når jeg dør. Og det er derfor jeg er utilfreds med, at jeg ikke kan få lov til at gøre det.
     Jeg er ikke bange for at dø, for i virkeligheden er det jo noget helt naturligt ved det at være menneske. Men jeg kan være bange for, hvad der eventuelt kan gå forud. Jeg synes egentlig ikke, at jeg har mere til gode. Fremover betragter jeg alt som en velkommen bonus, og det mener jeg da slet ikke, at jeg kan få for meget af.
     Men jeg synes bestemt, at de ansvarlige skal se hurtigst muligt at få ændret de nye regler, der siger, at jeg under alle omstændigheder skal bringes tilbage til en tilværelse, som måske kan træffe at blive alt andet en attraktiv.

05-09-18

Ikke en dom, men en tak

Sagen om hjælp til selvmord er nu bragt for retten. I den anledning bragte avisen Danmark den 3. september et interview med Anette Hygum, der er specialeansvarlig for det palliative team ved Vejle Sygehus og formand for Dansk Selskab for Palliativ Medicin. Hun taler altså med stor vægt, og i interviewet giver hun udtryk for den opfattelse, at læger aldrig skal hjælpe alvorligt og lidende mennesker med at begå selvmord, sådan som pensioneret overlæge Svend Lings og hans kollega Frits Schjøtt nu står tiltalt for at have gjort det.
     Men hun leverer selv i det samme interview et helt afgørende argument for, at vi alle bør være de to overlæger dybt taknemlige for, hvad de har gjort. Hun siger nemlig, at alt for mange lidende mennesker dør, inden de får mulighed for palliativ pleje og lindring. For alt for få læger arbejder med at pleje døende mennesker, og de er for dårligt uddannede. Og hun føjer til, at faktisk er det hver femte, der dør, inden den palliative indsats når frem.
     Netop muligheden for en palliativ indsats har gang på gang været brugt som argument for, at der ikke under nogen omstændigheder bør ydes dødshjælp. Men nu får vi fra en virkelig kpmpetent kilde at vide - og jeg citerer fra interviewet: "at svaret på lidelser og desperation er en specialiseret palliativ indsats. Og at der er et stort udækket behov for netop den hjælp, pleje og lindring i den allersidste fase af livet. Konsekvensen er, at for mange dør uden at få den sidste varme hånd fra velfærdssamfundet, inden livet slutter".
     At bruge muligheden for palliativ indsats som argument for forbud mod dødshjælp under nogen som helt form er helt urimeligt, når det må erkendes, at denne mulighed kun eksisterer i begrænset omfang. For - som Anette Hygum oplyser - "Der er ledige stillinger, som ikke kan besættes. Cirka 100 læger arbejder med specialiseret palliativ medicin, men der er behov for 150."
     I stedet for en dom bør de to pensionerede overlæger derfor den 26. september kunne forlade retsbygningen i Svendborg med en stor og varm tak fra samfundet for deres menneskekærlige indsats.
     Men desværre kan ingen dommer dømme ud fra en selv nok så klar holdning i befolkningen. Dommeren må og skal alene holde sig til, hvad loven siger, og iflg. den kan de to overlæger se frem til en dom på op til tre års fængsel. Derfor er det så vigtigt, at den lov blive lavet om hurtigst muligt, så den bliver i overensstemmelse med, hvad langt det overvejende flertal af den danske befolkning ønsker. Jeg skal derfor opfordre til, at alle tilslutter sig det borgerforslag , der er fremsat vedr. aktiv dødshjælp, og som kræver 50.000 tilsluttede for at blive taget op til behandling i Folketinget.

02-03-17


Jeg er ikke bange for at skulle dø.

Men jeg kan være rigtig bange for, hvad der eventuelt kan komme til at gå forud.


Indtil nu har jeg altid haft et godt helbred. Og det har jeg stadig. Men ingen kan garantere mig for, at det bliver ved lige til min dødsdag. Det hævdes hårdnakket fra modstanderne af aktiv dødshjælp, at hvis der bliver brug for det, så kan man blive hjulpet med forskellige former for medicinsk behandling, så man kan blive ved med at have en smertefri og værdig tilværelse. Men hver og en af dem må inderst inde vide, at det ikke er sandt. Også de har i hvert fald haft mulighed for personligt eller gennem medierne at få kendskab til tilfælde, hvor virkeligheden er eller har været en helt anden - hvor uger, måneder og måske endda år har været levet i en ulidelig smerte. Og kan nogen virkelig mene, at en tilværelse, hvor man holdes mere eller mindre smertefri ved hjælp af medicin, der holder en på grænsen til bevidstløshed, og hvor alle ens livsfunktioner holdes mere eller mindre kunstigt i gang - at det er en tilværelse, som man skal tvinges til fortsætte med på ubestemt tid?

     Jeg kan godt forstå, at der er mennesker, som med udsigten til at skulle tilbringe deres sidste tid på den måde prøver at finde metoder til at afslutte det, mens de endnu er i stand til det. Jeg tror, at jeg selv ville gøre det. Desværre kan man se, at det i nogle tilfælde sker på tragiske måder, hvor andre mennesker måske skades fysisk eller psykisk - man kan jo f.eks. spørge en del lokoførere.

     Dansk lov tillader ikke aktiv dødshjælp. Men denne lov bliver fra tid til anden overtrådt. Og så at sige hver gang sker det, fordi der er et menneske, som befinder sig i en helt fortvivlende helbredsmæssig situation. Og hver gang burde man efter min mening sige tak til dem, der overtræder loven, for deres menneskekærlige handling.

     Og denne umenneskelige lov skal laves om. Det kan ikke ske hurtigt nok. Og i hvert fald er det mit stærke håb, at det er sket, inden jeg måske en dag har brug for at få den nødvendige hjælp til selv at tage mit liv på en god og forsvarlig måde. For tanken om, at den mulighed ikke på lovlig vis eksisterer i dag, kan som nævnt godt gøre mig bange for en fremtid, som jeg ikke ved hvad bringer. En ændring vil skabe tryghed for mig.

     Det er politikernes ansvar, at loven bliver lavet om. Man kan undre sig over, at de vægrer sig ved at gøre det, for flere undersøgelser har klart vist, at den helt overvejende del af den danske befolkning ønsker, at det sker. Men politikerne bruger den undskyldning for slet ikke at ville tage sagen op, at Etisk Råd er imod aktiv dødshjælp. Med andre ord støtter politikerne et formynderi i det danske samfund, som ikke blot er styrende for, hvordan vi skal leve, men altså også for, hvordan vi skal dø. Og det er ganske enkelt urimeligt. I hvert fald hvad døden angår, må vi selv have indflydelse - den skal ikke helt og holdent overdrages til Etisk Råd.

    Så vidt jeg har forstået, har man i Rådet flere begrundelser for at sige nej til aktiv dødshjælp. En af dem er af religiøs art. Det forstår jeg ikke. Det er min faste tro, at hvis et håbløst sygt og stærkt lidende menneske i sin tid var kommet til Jesus for at bede om hjælp, så havde Jesus enten sagt: "Stå op. Tag din seng og gå", eller han ville have sagt: "Dø i fred, og drag hjem til Min Fader i Himlen". For mig at se sætter den kristne religion nemlig det enkelte menneske i centrum, når det gælder liv og død.

    Men måske er det i virkeligheden slet ikke religionen som sådan, der begrunder et nej til aktiv dødshjælp. Måske er det derimod det lidt ubestemmelige begreb "Kirken". Og gennem årene har Kirken stået for mange overgreb mod mennesker. Tænk f.eks. på middelalderens afbrænding af kættere og hekse. I dag beordrer Kirken ikke længere død over mennesker. Nu nægter - i hvert fald dele af den - at mennesker skal have ret til at bestemme over deres eget liv og over deres egen død.

     Derfor må det NU være et krav til politikerne, at de selv tager ansvaret for deres lovgivning og følger det ønske, der er i den danske befolkning om en lovændring, så der gives mulighed for en aktiv dødshjælp, hvor forholdene virkelig taler for det.

     Der er jo ikke tale om, at nogen skal gå ud og slå ihjel. Enhver skal kunne bestemme frit. Og ønsker man ikke hjælp til at dø, så kan man jo bare lade  være med at benytte sig af muligheden.

07-02-17


At begå selvmord, mens man endnu kan


Hvert fjerde selvmord i Danmark begås af mennesker, der er over 65 år gamle. Og det er især ældre mænd, der begår selvmord.

     Det er der udarbejdet klare tal for i Danmarks Statistik.

     Men af gode grunde kan der ikke fremlægges lige så klare tal for, hvad der er årsagerne til, at så mange gamle mennesker beslutter sig for at tage deres eget liv. Én ting kan dog siges med sikkerhed: Det er ikke af frygt for døden. For nogle er det helt sikkert, fordi de af en eller anden grund ikke længere finder, at livet er værd at leve. For andre kan det være af frygt for, hvordan tilværelsen kan udvikle sig, indtil Døden selv møder op med sin le.

     Hvad det første angår, så afviser modstanderne af aktiv dødshjælp / assisteret selvmord kategorisk, at dette at finde sin tilværelse uværdig og uden værdi kan være en acceptabel grund til at ville dø. Helt ærligt, så finder jeg den argumentation som udtryk for hovmod: Hvem er det, der mener, at de bedre end den enkelte person selv kan vurdere værdien af vedkommendes liv? Og hvem er det, der mener om sig selv, at de har kompetence til at bestemme, at et andet menneske skal fortsætte med at leve et liv, som det af den ene eller den anden grund ikke selv finder værd at leve.

     Og hvad det andet angår, så kender jeg udmærket godt følelsen fra mig selv, og i indlægget ovenfor skriver jeg, at jeg er ikke bange for at skulle dø; men jeg kan være rigtig bange for, hvad der kan træffe at skulle gå forud for døden i dage, uger, måneder eller år. Jeg kan ikke føre noget statistisk belæg for en tanke om, at der er gamle mennesker, for hvem der ikke er en ønskværdig tilværelse at se frem til, som beslutter sig for at tage deres eget liv, mens de endnu kan gøre det selv. For senere kan fysisk og psykisk svækkelse måske gøre det umuligt for dem. Hvis de derimod havde en vished for, at de senere, hvis tilværelsen bliver helt ulidelig, vil kunne få den nødvendige hjælp til at komme herfra på en god måde - og hvis de oven i købet har lov til at gøre det - så behøver de ikke nu at spekulere dag ud og dag ind og nat efter nat på, om og hvordan de nu skal gøre det. Det vil give en værdifuld tryghed og ro i nogle menneskers alderdom. Jeg ved det, for jeg kender det fra mig selv.

     Fra modstandere af assisteret selvmord lyder det fordømmende: "Sådan kan du da ikke tillade dig at tænke. Om ikke andet så har du jo et hensyn at tage over for din familie og dine omgivelser". Jeg føler mig overbevist om, at min familie vil have fuld forståelse for det, hvis jeg en dag selv vælger at tage afsked med dem, fordi jeg i den grad føler mig trængt op i en krog, at jeg selv vurderer, at det uimodsigeligt vil være det bedste for mig. Så meget ved jeg, at de holder af mig.

     Det er urimeligt, når vore politikere fortsat holder sig i dækning bag nogle få mennesker i Etisk Råd og ikke tør tage selvstændigt ansvar for at indføre de ordninger, som langt den største del af den danske befolkning ønsker. Det gør vi, fordi ingen af os kender til de vilkår, vi kan komme til at leve under i den sidste del af vores liv.

08-03-17


Gode, dårlige, værdige og uværdige liv.


Man kan ikke lovgive om gode, dårlige, værdige og uværdige liv, mener Jan Vagn Jakobsen, der er handikapaktivist og medstifter af græsrodsbevægelsen "Ikke Død Endnu". Det er en bevægelse, der er stærk modstander af at gøre aktiv dødshjælp og assisteret selvmord lovligt i Danmark.

     Jeg er helt enig med Jan Vagn Jakobsen.

     Men det er heller ikke det, som vi, der er tilhængere, ønsker.

     Jeg kan ikke tale for alle tilhængere af at give mulighed for aktiv dødshjælp og assisteret selvmord. Jeg må naturligvis nøjes med at tale for mig selv. Og det, jeg ønsker, er, at vi mennesker i højere grad, end det er tilfældet nu, selv kan få lov til at bestemme over såvel vores liv som over vores død.

     Ingen andre kan afgøre, om mit liv i en given situation er godt, dårligt, værdigt eller uværdigt. Og ingen andre bør kunne sætte sig til dommere over, om eller hvordan det i givet fald skal fortsætte. Det vil være helt selvfølgeligt at give tilbud om al mulig hjælp til enhver, der ikke længere finder sit liv værd at leve. Men i den sidste ende kan den endelige afgørelse kun ligge hos det enkelte menneske selv.

     Sådan er det jo også på en måde allerede i dag. Enhver, som måtte ønske det, og som har det nødvendige fysiske og psykiske overskud til det, kan jo tage sit eget liv - vel at mærke, hvis de også kan finde muligheden for at gøre det. Og her er det, at modstanderne af assisteret selvmord tilsyneladende mere eller mindre bevidst lukker øjne og ører. De lytter ikke til de lokoførere, der har været direkte indblandede i voldsomme selvmord. De lytter ikke til de pårørende, der har måttet skære deres kære ned efter en hængning. De ser bort fra, at der er mennesker, der styrter sig ned fra vore høje broer. De vil ikke høre om - og slet ikke tage stilling til - de mange triste tilfælde, hvor et mislykket selvmordsforsøg gør livet endnu sværere for fortvivlede mennesker.

     Jan Vagn Jakobsen fra "Ikke Død Endnu" er vred over, at der i debatten om aktiv dødshjælp ikke tages afstand fra, at dødshjælpen også vil kunne omfatte handikappede.

    Han skriver bl.a. om denne debat, at den "bærer præg af en traditionel, rationel, lægelig tankegang, der fokuserer på "lidelser, som hverken læger eller andre kan gøre noget ved." - " Jeg er bekymret over, at alt, hvad læger ikke kan reparere, anses for uværdigt og bør kasseres".

     Jeg forstår ikke den opfattelse hos Jan Vagn Jakobsen. Jeg ved ikke, hvor han har hentet det synspunkt fra," at alt, hvad læger ikke kan reparere, anses for uværdigt og bør kasseres". Jeg har ikke fundet det nævnt nogen andre steder, og jeg kender ingen, der går ind for det. Men det er ikke mindst det, der  som han skriver: "- - - bringer mig frem til den vigtigste konklusion: at det netop er derfor, vi ikke skal have en lov. Det bliver alt for nemt at lovgive om gode, dårlige, værdige og uværdige liv".

     I virkeligheden ser det ud til, at Jan Vagn Jakobsen selv tilslutter sig tanken om et selvmord (assisteret eller ej) som den sidste mulighed for at få en ende på et ulideligt liv, når han skriver:

     "Måske bliver smerten ved livet også for ubærlig for mig en dag. Det kan jeg jo ikke vide. Men så er jeg i samme gruppe som de mennesker, Svend Lings (fra Læger for Aktiv Dødshjælp - red.) ifølge ham selv taler om: dem, der alligevel snart dør, og for hvem smerten ikke længere giver mening. I den situation vil jeg bede om at få slukket for min respirator og takke ja til den palliative behandling, jeg kan og skal tilbydes. Eller jeg vil selv tage ansvar for mit selvmord – uden at blande staten ind i det".

08-09-17


En værdig død

Nye bestemmelser er et skridt mod målet


For en gangs skyld ser det ud til, at "folkets røst" er blevet hørt. Folketinget har nu fastsat nye regler for, hvad man som alvorligt syg selv kan bestemme vedrørende dette at få lov til at dø.

     ”Vi har lavet en aftale, som tager udgangspunkt i patienternes ret til at bestemme over deres eget liv, også når det nærmer sig sin afslutning. Vi hjælper de mennesker, som er afklarede med, at de ikke ønsker at være i livet længere,” siger Ellen Trane Nørby i en pressemeddelelse fra Sundheds- og Ældreministeriet.

     Den nye aftale handler hovedsageligt om, at patienter får flere rettigheder til at fravælge behandling, der kan forhindre døden – også selvom patienten ikke er dødeligt syg.

     Generelt vil patienter og især ældre dermed have bedre muligheder for på forhånd at fravælge behandlinger, selvom de vil dø af det. Men det betyder også, at flere uhelbredeligt, døende patienter bliver tilbudt muligheden for at blive smertedækket massivt - også selv om det fremskynder døden. I praksis betyder det ofte, at patienterne sover ind i døden.

     Den mulighed har der for så vidt også været tidligere. Men vejledningen til de sundhedsansatte sagde, at patienterne først kunne få denne passive dødshjælp, når patienten alligevel vurderedes kun at have timer eller få dage at leve i. Fremover skal patienter, der vurderes til kun have få uger eller dage tilbage at leve i, kunne vælge den udgang.

     Hvad der endnu mangler, er regler, som i visse situationer giver mulighed for en egentlig aktiv dødshjælp.


Fremtidsfuldmagt

Samtidig med de nye bestemmelser med mulighederne for en mere værdig død er der også trådt nye bestemmelser i kraft, som giver bedre mulighed for selv at bestemme over ens fremtidige personlige og økonomiske forhold. Det sker med en ny ordning om såkaldte fremtidsfuldmagter. Den giver nu mulighed for, at man selv kan udpege en person til engang i fremtiden at tage over, hvis man på et tidspunkt mister evnen til selv at tage sig af sine personlige og økonomiske forhold. På baggrund af fuldmagten får repræsentanten mulighed for at træffe beslutninger om for eksempel bankforretninger eller personlige beslutninger vedrørende pleje og omsorg.

     Det kan blive relevant, hvis man for eksempel på grund af sygdom, svækket mental funktion eller lignende ikke længere selv er i stand til at varetage disse forhold.

     En fremtidsfuldmagt skal oprettes i et nyt register gennem en digital selvbetjeningsløsning

på  Tinglysningsrettens internetportal. For at sikre at man som fuldmagtsgiver er i stand til at oprette fuldmagten og ikke er under pres eller tvang fra andre, skal man bagefter vedkende sig fuldmagten over for en notar. Derefter er fremtidsfuldmagten gyldig, men inaktiv, indtil der kan blive behov for at sætte den i kraft.


Man kan læs mere i vejledningen til borgerne om fremtidsfuldmagter, på Borger.dk eller på Statsforvaltningens hjemmeside.

     Fremtidsfuldmagterne kan oprettes i Fremtidsfuldmagtsregistret. Man kan finde den digitale selvbetjeningsløsning på www.tinglysning.dk


Direktør for Alzheimerforeningen, Nis Peter Nissen, er glad for den nye lov. Han mener, at det er en rigtig stor fordel, at man, inden en eventuel demenssygdom tager over, kan vælge en person, man har tillid til.

"Vi kender i dag alt for mange eksempler på, at det har skabt problemer, hvis man ikke i tide har forberedt sig på de her forhold", siger han til Ritzau.

     "Det er også vigtigt for de pårørende. Hvis man eksempelvis bor i et hus, som er fælleseje, kan det være meget vanskeligt at træffe økonomiske beslutninger om, hvorvidt man skal sælge huset, når den anden person bliver meget syg".

18-10-17


Og så blussede diskussionen op igen


Jeg forstår det simpelthen ikke. Der er noget, som for mig slet ikke hænger sammen: Hvis man undlader at lade et sygt eller såret dyr aflive, så kan man straffes for det. Men hvis man hjælper et dødssygt menneske til at dø, så kan man også straffes for det.

     Debatten om aktiv dødshjælp og assisteret selvmord er blusset op igen efter TV 2's udsendelse om Jørgen, der ønskede at dø. Og det er den med god grund. For endnu en gang må det store flertal af danskere, som ønsker disse muligheder lovliggjort, forlange at blive hørt, så den danske lovgivning bliver ændret.

     Det er alene vore politikere, der  kan ændre lovgivningen. Men det er mit klare indtryk, at en del af dem undlader at tage stilling og dækker sig ind bag holdningen i Etisk Råd, hvor et flertal er imod enhver form for  dødshjælp. Men det kan ikke være rigtigt, at dette råd skal have så stor indflydelse, at det får politikerne til at se bort fra det faktum, at 86 procent af den danske befolkning ved en undersøgelse i 2006 gav deres tilslutning til en mulighed for aktiv dødshjælp.

     Jeg har stor agtelse for Etisk Råd. Det er utvivlsomt kompetente mennesker. Men når det drejer sig om dødshjælp er de på helt gal vej. Af en redegørelse fra rådet fremgår det, at man har valgt helt at se bort fra den generelle holdning i den danske befolkning. De baserer altså deres indstilling til politikerne alene på deres egne holdninger (men det skal bemærkes, at der er et flertal i rådet for denne holdning - ikke enighed). En gennemgang af rådets medlemmer giver indtryk af, at de alle er sunde og raske mennesker i deres bedste alder og i stillinger, hvor de absolut ikke behøver at lide nød af nogen art. Jeg vil ikke udelukke, at nogle af dem personligt kan have haft problematikken om dødshjælp nært inde på livet. Men det gælder helt sikkert ikke for rådet som helhed, og det svækker efter min mening i meget høj grad værdien af deres indstilling. Deres holdning er baseret på andet end et hensyn til mennesker, som føler, at de har brug for at dø. Og det må være det afgørende.

     Den tidligere formand for Etisk Råd, Ole Hartling, har udtalt, at en ændring af lovgivningen omkring dødshjælp "vil ændre vores kultur og vores menneskesyn". Han vil altså ikke acceptere en lovændring af hensyn til en kultur og et menneskesyn, som ellers op gennem historien har ændret sig ganske betydeligt fra tider, hvor værdien af det enkelte almindelige menneskes liv var yderst ringe, og til vore dage, hvor netop det enkelte menneskes liv sættes meget højt og dermed også det enkelte menneskes værdighed og ret til at bestemme over eget liv. Men af hensyn til "vores kultur og menneskesyn" vil man altså i Etisk Råd ikke give det enkelte menneske ret til også at bestemme over sin egen død.

     Helt ærligt, hvis det er rigtigt, at det er sådan nogle akademiske filosofier, der skal bestemme over vores liv og vores død, så trænger vi virkelig til en ændring af vores kultur og menneskesyn.

     Derfor denne opfordring til vores politikere:  Gør jer nu fri af de akademiske overvejelser i Etisk Råd, og gør, hvad I er blevet valgt til, nemlig som lovgiverne at gennemføre det, som det store flertal af jeres vælgere ønsker. Lad mig gentage: i 2006 var det 86 procent af dem. Jeg er overbevist om, at det i dag er endnu flere.


NB

Etisk Råd har en virkelig god hjemmeside, hvor der gøres rede for meninger både for og imod dødshjælp.

KLIK  HER for at komme til denne side.



Ældre-bloggen