Bent Aalbæk-Nielsens hjemmeside

Ældre-bloggen

 
 
 
 


Som det var tilfældet på den tidligere Ældre-bloggen, kan du meget let give den mening til kende om de emner og synspunkter, der bliver taget op her på siden.


   Brug "blanketten" her til højre; skriv dit navn og din email-adresse og din kommentar i besked-feltet. Klik på SEND, og et øjeblik senere ligger den i sidens indbakke. Snarest derefter vil din kommentar blive bragt her på siden under dit navn, men UDEN angivelse af din email-adresse.


Du må også meget gerne komme med egne indlæg om, hvordan du oplever det at være ældre, eller måske med gode ideer til, hvordan det kan blive endnu bedre at være det.


At være ældre




01-10-18

Er der overhovedet råd til alle os gamle!?

Det spørgsmål kan man prøve at besvare på forskellige måder. For få dage blev det i DR2 gjort på en noget speciel måde i en udsendelse med titlen "Torben Chris rydder op i ældrebyrden".
     Her havde Torben Chris valgt at bruge provokationen som middel til at hente svar. Og jeg skal da lige sige, at han forstår at provokere, som det var tilfældet i et nærmest revyagtigt indslag, hvor en kvinde af årgang '36 blev vurderet, som man gør det med en gammel, brugt bil. Konklusionen var, at det kunne ikke betale sig at reparere på hende, og der var ikke noget af hende, der kunne bruges som reservedele. Så hvad der kunne blive tale om, var en skrotpris på 4.000 kroner.
     Og så skældte han ud på et old boys fodboldhold af pensionister, fordi de ikke stadig sørgede for at gøre en indsats på arbejdsmarkedet, som kunne give dem en berettigelse til stadig at være blandt de levendes tal.
Hvad fanden (undskyld!) bilder manden sig ind? Jo, efterhånden blev man klar over, at der var en mening med galskaben, og at meningen netop var at rydde op i ældrebyrden ved at hente kompetente folk ind til at reagere på provokationerne.
En af dem var aldringsforsker ved SDU Bernhard Jeune, som kunne fortælle, at der slet ikke er tale om en byrde, men derimod om en virkelig succeshistorie. Der er jo ganske rigtigt sket det her i Danmark, at folk er blevet ældre, fortalte han. For 50 år siden var den gennemsnitlige restlevetid for en 65-årig på 10 år. I dag er den steget til 20 år. For 20 år siden var der ca. 800.000 personer over 65 år, men i dag er der mere end én million. Og for første gang i historien er der nu flere over 65 år end der er børn og unge under 15.
     I 2016 var gennemsnitslevealderen for danske kvinder 82,8 år, og det var en forøgelse på 3,8 år siden 2000. For mændenes vedkommende var gennemsnitslevealderen i 2016 78,8 år, hvilket var en forøgelse på 4,5 år siden 2000.
Nu kunne Torben Chris jo så på sin provokatoriske facon hævde, at de tal understreger jo netop hans påstand om, at landets ældre er blevet en betragtelig byrde, som der slet ikke er råd til. Men senere i udsendelsen kom så professor i økonomi Jesper Jespersen ind i billedet, og han kunne fortælle, at situationen i disse år er den, at de store årgange fra årene under og lige efter anden verdenskrig nu er på vej ud af arbejdsmarkedet, og det sker altså samtidig med, at levealderen stiger. Men det problem er løst ved, at efterlønnen er barberet voldsomt ned, og pensionsalderen er hævet fra de 60 år, som jo var lav i betragtning af, at det store flertal har et bedre helbred og lever længere. Nu er den så på 65 år, og den vil vel stige til omkring 67-68. Det betyder, at samfundet i virkeligheden bliver rigere og rigere, og i Finansministeriet har man beregnet, at landets bruttonationalprodukt (BNP) i 2050 vil være tæt på en fordobling. På den baggrund mener Jesper Jespersen, at det er meget realistisk at forestille sig, at både den ugentlige arbejdstid og pensionsalderen vil blive sat ned. "For hvad skal vi bruge alle de penge til?" spørger han.
     Jeg skrev indledningsvis, at spørgsmålet om, hvorvidt der er råd til alle os gamle, kan besvares på forskellige måder. Torben Chris svarede i tv-udsendelsen på sin specielle indirekte måde. Man kan diskutere den provokerende form med al dens ironi og sarkasme. Men for mig står hans konklusion klar. Det er et JA!
     Og så vil jeg føje til som min egen opfattelse, at det bliver bare bedre og bedre.

22-09-18

Jeg er kommet i trippealderen

Jeg ved egentlig ikke, hvad det var, der gjorde, at jeg blev opmærksom på, at mine skridt er blevet en hel del kortere, når jeg sådan går omkring her i huset. Ja, faktisk så må jeg nok sige, at jeg er begyndt at trippe.
     Det fik mig til at tænke på en sketch med Lisbet Dahl, som jeg så i tv for flere år siden: "Små bitte skridt" hed den og fortalte om, hvordan det er/var at være på chartertur.
     Nu er jeg altså ikke på chartertur. Jeg går bare stille og roligt rundt her i min lille bolig. Men det har nok et eller andet at gøre med en mere eller mindre ubevidst følelse af, at jeg bedre kan holde balancen, når jeg sådan skal fra det ene sted til det andet. Det er ellers ikke, fordi jeg egentlig føler, at jeg i almindelighed er ved at tabe balancen. Det er nok bare sådan for en sikkerheds skyld. Og det har jeg det egentlig rigtig godt med.
     Det næste bliver jo nok en rollator om et års tid eller tre. Det er jo et fortrinligt hjælpemiddel. En af mine gode venner klarede sig i nogle år med en solid knortekæp til at støtte sig til. Det gik fint sådan med at komme rundt i huset og ud i haven. Men tanken om at komme længere væk, var helt og aldeles opgivet. Så lykkedes det omsider for hans børn at få ham overtalt til at prøve en rollator. Der gik flere dage med en betydelig skepsis. Først bare rundt derhjemme i stuerne; men så vovede han sig udenfor, og hans aktionsradius blev større og større. Til sidst følte han sig så sikker med rollatoren, at han sagde ja til at tage med en af sønnerne på endnu en biltur til hans yndlingsmål for ferieturene, Rom.
Jeg mindes for snart mange år siden, da vi i fjernsynet fik lejlighed til at hilse på den kongelige familie under deres sommerferie i Gråsten. Da så vi den elskelige og afholdte dronning Ingrid komme gående med en rollator og det sædvanlige glade smil.
     Jeg er sikker på, at rollatorproducenterne i tiden derefter fik travlt. Der var vist mange - især kvinder - der sagde til sig selv, at når dronning Ingrid kan bruge rollator, så kan jeg sørme også.
     Det er også snart mange år siden, at man i fjernsynet kunne se prins Henrik på officielt besøg et sted i Østen og med støtte fra en spadserestok. Det fik da mig til at sige til mig selv, at når prins Henrik kan bruge stok, så kan jeg sørme også, og siden har den gode stok, som jeg har arvet fra min far, haft sin faste plads i bilen. Det er ikke altid, jeg bruger den, når jeg skal uden for bilen; men jeg har det rigtig godt med at vide, at den er der.
     Og nu er jeg som nævnt blevet opmærksom på, at jeg tripper omkring herhjemme. Og det har jeg det altså også rigtig godt med. For herregud - jeg er jo altså ikke firs længere, og jeg når såmænd nok det, jeg skal nå, med trippefart de næste 10-15 år. Og apropos min gode ven, så vil jeg da slet ikke udelukke, at en rollator kan være det, der om nogle år hjælper mig til endnu en god tur til Skagen.

indrammede-billeder-illustration-af-tegneserie-gamle-mand-siddende-ban
Rollator

02-09-18

Bedre fordeling

I gamle dage (og det er såmænd slet ikke så længe siden) hed det "fyrre, fed og færdig". Nu hedder det "firs, fit og fornøjet". Men begge udsagn er lige forkerte, fordi de jo anbringer alle i én og samme kasse. Tidligere var det altså alle på 40+, og i dag er det alle på 80+. Og det er helt forkert; for begrebet aldersgrænser er jo - om noget - flydende. Selv om vi generelt bliver ældre og ældre, så er der nu som før både kvinder og mænd, der meget tidligt er færdige - i hvert fald i forhold til arbejdsmarkedet; og det kan der være mange grunde til. Til gengæld bliver der flere og flere, som absolut ikke er færdige, og som har et ønske om at kunne forblive på deres arbejdsplads, mange år efter at de har passeret den officielle pensionsalder. Der er brug for dem, der kan og gerne vil tage nogle år endnu, og det ser også ud til, at man nu på en stor del af arbejdsmarkedet er indstillet på at gøre det muligt - om ikke andet så på deltid. Også lovgivningsmæssigt bliver der bakket op om det - f.eks. ved, at der nu må tjenes en del mere end tidligere, før der sker fradrag i folkepensionen.
     Til gengæld halter det stygt i den anden ende af skalaen - hos dem, der af den ene eller den anden grund er færdige. Det må være muligt, at vi som samfund i højere grad kan og vil respektere, når det er tilfældet. Gang på gang kan man i medierne høre om mennesker, som helt urimeligt trækkes igennem det ene vanvittige afprøvningsforløb efter det andet, før det efter flere års forløb bliver erkendt, at der ikke er mere arbejdskraft at trække på hos dem. Selvfølgelig skal man ikke bare kunne møde op på kommunekontoret og meddele, at nu vil man gerne have førtidspension. Men vi må som samfund kunne have så meget tillid til lægeverdenen, at der kan træffes de nødvendige afgørelser alene på grundlag af attestation fra to læger: den pågældendes egen og en uafhængig lægelig myndighed på kommunal eller regional basis.
     Her i landet vil vi gerne hævde, at vi har et velfærdssamfund. Og det ser da også ud til, at det generelt set går rigtig godt, hvad det angår. Det har gjort det muligt, at flere og flere kan fortsætte deres gode arbejde et godt stykke ind i det, der tidligere blev betegnet som alderdommen - ikke fordi de skal, men fordi de kan og gerne vil. Det er godt for landets økonomi, og så må det være både muligt og rimeligt, at en del af denne gode økonomi i højere grad bliver kanaliseret over til dem, der allerede på et tidligere stadium i deres liv virkelig har brug for hjælp. Efter min mening må det være ikke mindst det, man gør i et velfærdssamfund

21-08-18

Jeg vil have lov til at være gammel

Det har jeg før været inde på her på Ældre-bloggen. Og det holder jeg fast ved.
     For nogle dage siden faldt jeg så over en række udtalelser, som fortæller mig, at jeg ikke er alene om den holdning. Det er antropolog Henrik Hvenegaard Mikkelsen fra Center for Sund Aldring ved Københavns Universitet, der er blevet interviewet af Kristeligt Dagblad.
     "Det forventes i dag," siger han, "at ældre mennesker er både fysisk og socialt aktive, hvis de skal leve op til samfundets forventning om, hvad det vil sige at ældes med ynde. Men det er de færreste, der kan leve op til glansbilledet."
     Det billede, vi oftest bliver præsenteret for i medierne, når det drejer sig om os ældre, viser ildsjæle på et eller andet område, som har en ganske særlig drivkraft. Og det er da også helt fint at lade os hilse på dem. Men det er jo bare ganske langt fra, hvad der er det sande dækkende billede af os i den såkaldte tredje alder. For langt de fleste er virkeligheden en ganske anden, for vi føler jo så at sige alle sammen fysiske tilbageskridt, og mange bliver ensomme, fordi de ikke har overskud til at opsøge det sociale samvær. "Og så sidder de dér og føler sig skamfulde over ikke at kunne leve op til glansbilledet," siger Henrik Hvenegaard Mikkelsen.
     Netop i disse år er det de store årgange, som blev født midt i 1950'erne, der melder sig som pensionister, og fordi det drejer sig om så stort et antal, er det i højere grad end tidligere blevet et anliggende for samfundet at finde ud af, hvad man skal stille op med alle de "nye" gamle. Det er ikke mindst blevet til et spørgsmål om at bekæmpe ensomhed, der iflg. Henrik Hvenegaard Mikkelsen opfattes "som en kernetrussel mod vores velbefindende, fordi tabet af kontakt med slægtninge og venner ses som et personligt nederlag, og kommunerne forsøger med det ene kreative tiltag efter det andet at komme ensomhed blandt ældre til livs. Eneboeren er blevet billedet på alt det, man i alderdommen skal undgå. For hvis man ikke udfolder sig socialt, så anses man næsten for at være selvdestruktiv.”
     Henrik Hvenegaard Mikkelsen fastslår i interviewet i Kristeligt Dagblad, at det bestemt ikke er en opfordring til, at ældre bliver liggende alene på sofaen. Hans pointe er blot, at den overdrevne fokus på at bekæmpe ensomhed kan have konsekvenser for mange ældre.
     ”Det bliver farligt, når et fysisk og socialt liv bliver et moralsk krav," siger han. "Det får ældre til at føle sig som fiaskoer, hvis de ikke kan leve op til succeskriteriet. Det interessante er, at konsekvenserne ikke begrænser sig til særlige grupper af ældre, men rammer over hele linjen. Det er både de ældre mænd, som føler sig fremmedgjorte over for kommunens mange tilbud, men også kvinderne fra den gode del af middelklassen, som bliver stressede af at løbe rundt fra aktivitet til aktivitet.”
     Når ældre i dag risikerer at blive stresset af forventningerne til dem, skyldes det ifølge Henrik Hvenegaard Mikkelsen, at det igen og igen fortælles, at de ældres sundhed og velvære er deres eget ansvar.
     ”De ældre bliver fortalt, at man har stor indflydelse på sin egen sundhed. De skal så selv finde ud af, om det skal være varmtvandsgymnastik eller nogle særlige kostråd, som skal være deres frelse. Virkeligheden er bare, at store dele af vores velvære og sundhed har vi slet ikke kontrol over. Men det bliver pludselig svært at brokke sig over, at man har det dårligt, hvis det er ens eget ansvar, og man betragtes nærmest som social usolidarisk, hvis man er en udgift for samfundet.”
     En moralsk pligt til at være fysisk og socialt aktiv på sine ældre dage har ikke altid været virkeligheden for samfundets ældste, fortæller Henrik Hvenegaard Mikkelsen. Før i tiden blev aldring forbundet med åndelig indsigt og afklarethed. Men i takt med at livskvalitet i højere og højere grad knytter sig til det at være produktiv, bliver aldring nu i stedet opfattet som noget problematisk.
Henrik Hvenegaard Mikkelsens kritik af synet på aldring i Danmark skal iflg. Kristeligt Dagblad ikke forstås på den måde, at alt er godt, hvis de ældre blot læner sig tilbage og slapper af.
     ”Jeg opfordrer ikke til en liberal laissez-faire-ideologi. Jeg er tilhænger af, at ældre bryder tabuer om alderdommen ved at være både fysisk, socialt og seksuelt aktive. Men det skal være muligt at diskutere, om ensomhed først og fremmest er statens ansvar. Ved at tale om ensomhed som et problem, som staten skal hjælpe os med at bekæmpe, bliver det sværere for os at adressere ensomhed som et eksistentielt vilkår, der ikke nødvendigvis skal gøres noget ved,” siger Henrik Hvenegaard Mikkelsen.

Det er langt hen ad vejen de samme tanker om det at blive ældre, der er lagt frem i interviewet i Kristeligt Dagblad, som allerede for nogle år siden fik mig til at skrive her på Ældre-bloggen, at jeg vil have lov til at være gammel.
     Jeg mener, at det er helt fint og absolut prisværdigt med alle de tilbud om aktiviteter for os ældre, der bliver lagt frem fra kommunerne og fra forskellige organisationer. Og de er bestemt til stor glæde og gavn for mange. Men tilbuddene må aldrig blive lagt frem med en eller anden grad af pres. Det må aldrig blive med et "Det her må du altså ikke sige nej til. Og hvis du gør det, så er det altså også din egen skyld!" Jeg vil ikke skulle føle en eller anden form for dårlig samvittighed ved at sige nejtak - hverken over for de gode mennesker, der lægger så stort et arbejde og engagement i at ville gøre noget for mig - - eller over for mig selv.
For jeg vil have lov til at være gammel - - på min måde.

14-08-18


Generation XC+


Halvfjerdsindstyve er støvets år,
de stolteste strid og møje;
om firsindstyve en kæmpe når,
des mere han har at døje.


Således skrev Grundtvig i en af sine salmer midt i 1800-tallet.
     Dengang var det stort at nå de halvfjerds. Og det var egentlig slet ikke misundelsesværdigt at blive firs.
Det ændrede sig i løbet af 1900-tallet, så det at blive firs hverken længere var nogen sjældenhed eller noget, der med Grundtvigs ord var ensbetydende med "des mere at måtte døje". Og nu går det stærkt. Det ventes, at gruppen af 80-årige i løbet af de næste ti år vil vokse med 150.000 personer, og det vil sige 58 pct. flere end i dag.
     Og nu bemærker man så for alvor endnu yderligere en gruppe, som oven i købet har fået helt sin egen betegnelse: "Generation XC+", hvor de to bogstaver udgør romertallene for 90.
     Frem til 1950 var der ret konstant omkring 5000 danskere på 90 år og derover. Men så begyndte det at gå hurtigt, og i dag er der en stor, vigtig gruppe af mennesker, som vi må forholde os til såvel sundhedsmæssigt som samfundsmæssigt, pensionsmæssigt og arbejdsmarkedsmæssigt siger professor Kaare Christensen, der er leder af Center for Aldersforskning på Syddansk Universitet.
I et nyt projekt rettes fokus netop på denne aldersgruppe med henblik på at skaffe mere viden om disse menneskers sundhed og trivsel og om den behandling de modtager hos deres praktiserende læger. For - som Kaare Christensen siger - vi kan ikke længere have den attitude, at det bare er sådan en eller anden eksotisk ting at være højt oppe i årene. Vi er nødt til at skaffe os viden om, hvem de er, og hvad vi kan gøre, for at de får det bedst muligt.
     Det må virkelig hilses med glæde og tilfredshed, hvis der nu for alvor bliver taget fat på at gøre noget ved den kendsgerning, at vi bliver flere og flere ældre, og at vi bliver ældre og ældre. For det er klart, at hvis det stadig skal kunne være meningsfyldt med de flere år for den enkelte, så vil det kræve helt andre holdninger og initiativer fra samfundets side - fra myndighederne og politikerne - end dem, vi ser i dag, hvor man tilsyneladende ikke kan finde på andet end blot at fortsætte den hidtidige praksis - hvilket vil sige længst muligt i eget hjem og derefter opbevaring på et plejecenter de sidste måneder eller år og vel at mærke i en blind tiltro til, at der stadig vil være tilstrækkeligt mange yngre mennesker til at klare den mest basale pasning. Men alle beregninger viser jo, at det vil der ikke. Derfor kan håbet være, at den nye forskning vil resultere i en erkendelse af, at det er nødvendigt med nytænkning med hensyn til de leve- og livsvilkår, der fremover skal være til rådighed for Generation XC+.

30-01-18


"Fagforening"


For nogen tid siden fik jeg en lidt spøjs opringning.

     En ung mand sagde: "Hej Bent, jeg hedder Rasmus (eller også var det noget andet). Jeg ringer fra (og her nævnede han så navnet på en af de såkaldte "frie fagforeninger"). Jeg skal lige høre, om du er medlem af en fagforening?"

    Det spørgsmål måtte jeg jo af gode grunde svare nej til.

    "Jamen, vil det så ikke være en god idé at blive det?" spurgte den gode Rasmus.

    "Og hvorfor er det så lige, at du synes, at jeg skulle det?" var mit svar.

    "Jo da, det er der jo mange fordele ved," påstod Rasmus.

    "Kunne du ikke lige nævne dem, for jeg er ikke sikker på, at jeg rigtigt kender dem."

    Der gik lidt tid, hvor jeg havde på fornemmelsen, at Rasmus søgte rundt på sin computer for at finde ud af, hvad han skulle sige til det. Men endelig kom det da: "Jo, for så er du jo også medlem af en arbejdsløshedskasse, og dér kan man jo få understøttelse, hvis man bliver arbejdsløs."

     "Javel," svarede jeg. "Det er noget nyt for mig. Nu har jeg stået uden for arbejdsmarkedet i godt femten år, og der er aldrig før nogen, der har fortalt mig, at jeg kan få arbejdsløshedsunderstøttelse ved siden af min folkepension."

     Der blev helt stille ovre hos Rasmus. Så sagde han: "Folkepension! Får du folkepension?"

     "Ja, det gør jeg da. Og jeg skal lige høre: Er du sat til at ringe rundt til alle landets folkepensionister for at få os med ind i din fagforening?"

    "Det må være en fejl," lød det fra Rasmus.

    "Det tror jeg sørme, at du har ret i," svarede jeg.

    "Det må du undskylde. Kan du have en rigtig god dag."

    Jeg kvitterede med et "Tak og i lige måde". Og så var den samtale slut.


Men den satte nogle tanker i gang hos mig. Fagforening? Der er vel ikke nogen egentlig fagforening, der henvender sig til os ældre. Både ja og nej. En egentlig fagforening er der ikke. Men vi har noget andet, som nok er endnu bedre for os, end en fagforening kunne være, nemlig organisationen Ældre Sagen.

     Jeg er sikker på, at når jeg nævner det, så kommer jeg ikke med nogen nyhed. For ældre Sagen har i dag mere end 815.000 medlemmer, som er organiseret i 215 lokalafdelinger rundt i hele landet. Så der må være ganske langt mellem de ældre medborgere, som ikke er medlemmer. Det er der mange gode grunde til, og jeg vil slet ikke her begynde at remse nogle af dem op. Men jeg har en god idé, som jeg gerne vil give videre:  Gå ind på hjemmesiden www.aeldresagen.dk, hvis du ikke lige har været der for nylig. Så vil du kunne få en oversigt over de utroligt mange fordele, vi har som medlemmer. Og det kan du jo gøre, hvad enten du er medlem eller ej. Det er ingen fagforening, og den kan ikke hjælpe os med arbejdsløshedsunderstøttelse. Men den kan virkelig meget andet.

    Og så kan jeg da lige nævne, at det er forbavsende billigt at være medlem: 125 kr. hvert halve år. Der er spilleme ikke ret mange andre steder, hvor vi kan få så meget for pengene, hvis vi kan og vil gøre brug af det.

17-11-17


I dag er der ikke noget, jeg skal

- - - men der er rigtig meget, jeg kan!


Sådan er der da nogle dage ind imellem. Og nu er der langt flere af dem, end der var for år tilbage. Dage, hvor kalenderen er helt åben.

     Nu oplever jeg det som et privilegium forbundet med det at være en ældre pensionist. Men der var engang, hvor jeg virkelig for alvor frygtede for at komme i den situation. For hvad i alverden skulle jeg dog få sådan en dag til at gå med? Jeg ville da meget hurtigt blive træt af at trille tommelfingre. Og jeg gruede da lidt ved tanken om at skulle opleve en situation, hvor der åbenbart ikke rigtigt var brug for mig længere. For dengang kom næsten alle opgaverne udefra.

     Men som årene er gået, har jeg mere og mere fået øjnene op for, at sådan en dag rummer en masse muligheder, og problemet kan såmænd snarest være, at skulle bestemme sig for, hvad for nogle af dem man så skal vælge - lige her og nu i dag.

     Nu har jeg været ude at gå en tur. Det er godt nok noget, jeg prøver at få gjort hver dag. Det er nu ikke, fordi jeg føler, at det er noget, jeg skal, fordi det jo er en kendt sag, at det er vigtigt at holde sig i gang. Nej, jeg gør det, fordi jeg føler, at det er noget af det, jeg stadig kan, og så er det jo rart at gøre det. Og så føler jeg egentlig også sådan lidt god samvittighed over for mig selv, når jeg nu kan gå ind og sætte mig med avisen og finde ud af, om der er nogen af de få venner, der er tilbage, som er faldet fra. Gennem årene har jeg næsten altid været en af de yngste i de forskellige sammenhænge, og det betyder jo naturligt nok, at man på et tidspunkt bliver blandt de få, der er tilbage.

     Så kan det være, at jeg får lyst til at lukke op for noget god musik. Jeg har efterhånden fået det sådan, at jeg godt kan "nøjes" med at lytte, uden at jeg behøver at foretage mig noget andet imens. Det har gjort, at jeg på en meget mere intens måde end tidligere har fået øre for musik. Og et er jo skønt med al den glæde og alle de positive følelser, som musikken har at byde på. Somme tider kan den også åbne for nogle gode minder.

     Man kunne jo også udfordre de "små grå" med en kryds og tværs. Det har jeg nu altid været glad for at gøre; men jeg har tidligere skullet gøre det ligesom sådan lidt i smug med en følelse af, at det var spild af produktiv tid.

     Ja, og så kunne man jo egentlig slå ryglænet på hvilestolen tilbage og snuppe sig en lille "morfar". For  tænk: der er ikke noget som helst, som jeg forsømmer ved at gøre det.

     Og lidt senere kunne jeg slå ryglænet op igen og række ud efter den gode bog, jeg er i gang med, Dan Browns "Oprindelse".

Ærligt talt: Er alt dette ikke udtryk for den totale frihed, som enhver må kunne ønske sig!

08-11-17


"Fik du set det, du ville....?


Det var overskriften på en klumme for kort tid siden i Avisen Danmark. De fleste vil vide, at det er en linje fra Kim Larsens sang "Om lidt bli'r her stille".

    Spørgsmålet om, hvorvidt jeg fik set det, jeg ville, dukker for mit vedkommende op fra tid til anden nu, hvor jeg har nået en alder, hvor muligheden for, at jeg måske snart har set det sidste, er reel. Men lad mig slå fast med det samme: Det kan ikke på nogen måde skabe panik hos mig. Og det er der flere grunde til.

     For det første er jeg i den heldige situation, at jeg har set, oplevet og prøvet så meget indtil nu, at jeg kan betragte, hvad der måtte følge herefter, som ren bonus. For det andet føler jeg, at selv om mit helbred og mine kræfter ikke er som for 40 år siden, så er der stadig en god mulighed for, at der endnu kan løbe en hel del bonus ind på kontoen.


For klummeskriveren har spørgsmålet fået ham til at se nærmere på det, han kalder sin "bucket list". Det er et amerikansk ord for en liste over, som han udtrykker det: "de mål, du ønsker at opnå, de drømme, du ønsker at opfylde, og de erfaringer, du ønsker at få i livet".

     "Pointen med at lave sin egen bucket list er at maksimere hvert øjeblik af ens eksistens og leve livet fuldt ud", skriver han og fortsætter: "Listen er en påmindelse om, at vi selv har ansvaret for at få meningsfulde oplevelser i vores liv og at skabe det liv, vi gerne vil have. Vi har ikke for evigt til at fuldbyrde drømme".

     Langt hen ad vejen kan jeg følge klummeskriveren i hans begrundelse for at lave en bucket list. Når jeg alligevel ikke vil gøre det, er der to grunde til det. For det første er jeg nok en hel del ældre end ham. Og for det andet vil jeg hellere om føje år kunne sidde i min stol og mindes og glæde mig over alt det, jeg fik set, end jeg vil skulle sidde og ærgre mig over, at der var noget på min bucket list, som jeg ikke nåede.

     Men så er der dette med "bonus-kontoen". Om den er afsluttet med to streger under en slut-saldo, eller om den stadig skal være åben for nye plusser, er først og fremmest op til mig selv. Det er et spørgsmål om at være åben (og - erkender jeg -  at kunne være åben) for nye muligheder. Og mange kan, som jeg, glæde sig over, at der også er andre end dem selv - venner, familie o.a. - der kan og vil "indbetale" på kontoen. Men det er alene mit eget ansvar at holde den åben så længe som overhovedet muligt, så jeg fortsat kan se ikke bare det "jeg ville", men alt det "jeg kunne".





12.07.17


Ældre end hvad (eller hvem)?


Det er egentlig en mærkelig måde, vi bruger ordet/begrebet “ældre” på. For vi burde jo hver gang spørge: “Ældre end hvem?” eller “Ældre end hvad?” Men det gør vi ikke. Vi er bare ældre.     


   Men hvem er vi da ældre end?     


   Jo, i skolens første klasse var vi f.eks. ældre end dem i børnehaveklassen – det, der vist nu hedder 0. klasse. Og som “basser” i den militære verden var vi ældre end “mølkuglerne”. Nu, i pensionisternes verden, burde vi være ældre end dem, der er gamle. Men det er vi ikke. I den her sammenhæng er ordets oprindelige gradbøjning – gammel, ældre, ældst – sat helt ud af betydning.   


   De, der er gamle, er ældre end dem, der endnu bare er ældre.     


   Det er vel så egentlig et relevant spørgsmål at stille, hvornår vi går fra at være ældre og til at være gamle. Svaret må vist være, at det er en meget flydende overgang. Og i virkeligheden er det nok slet ikke noget, der kun bestemmes af alder, men i langt højere grad af helbred, nemlig hvis vi på grund af et alderssvækket helbred ikke længere kan klare os selv.     


   Og så er det vist også i høj grad et spørgsmål om, hvem der ser på os og skal danne sig sin egen mening om, hvem der er ældre, og hvem der er gamle. Jeg husker min morfar på 75 tilbage i 1940’erne – hvor var han gammel! Selv er jeg 84 – men jeg synes da egentlig ikke selv, at jeg er gammel. Men det var jeg vist nok allerede for mange år siden set med mine børnebørns øjne.

15.08-16

Det er svært at være gammel

- jeg har prøvet det selv

(en lille omskrivning af en kendt strofe)

 

Det er svært at være barn

- for de voksne skal bestemme det hele

- eller der er ingen, der rigtigt tør fortælle mig, hvad der rigtigt, og hvad der er forkert.

 

Det er svært at være ung

- for det er helt umuligt at få min SU (cafépengene) til at slå til. Og hvad skal jeg i øvrigt vælge at få dem for?

 

Det er svært at være i den erhvervsaktive alder

- for både min arbejdsplads og min familie river i mig, og det giver stress.

 

Og det er altså også svært at være gammel

- og et af de største problemer er, at jeg ikke ved, hvor længe jeg er det.

 

Med andre ord: Hvor er hele forløbet fra vugge til grav dog besværligt - - med mindre man lige tænker på alternativet. For så bliver hele livet faktisk for de fleste af os med ét slag dejligt.


Men nu, hvor jeg er blevet gammel, så er et af de store spørgsmål altså,

hvor længe jeg er det. Og jeg ved godt, hvad der er det næste trin.

   Hvor længe skal jeg strække den økonomi, jeg har til rådighed? Skal

jeg skynde mig at omsætte alle mine mursten til rødvin og nyde den i

fulde drag her og nu. Og kan det lige så godt være af den dyre slags,

eller skal jeg strække den over lidt længere tid med en noget ringere

kvalitet? Eller skal jeg sørge for, at der også kan blive noget til at fejre

min 110 års fødselsdag med?

   Det er naturligvis ikke så stort et problem for ham/hende, der har mursten nok derhjemme og bunker af papir i boksen, for så kan man jo med sindsro se frem til omtalte runde fødselsdag. Men for langt de fleste af os - for alle os, der har en tidsbegrænset kapital- eller ratepension, er sagen en anden. For slet ikke at tale om de andre mange, for hvem alene folkepensionen skal skabe indhold i resten af tilværelsen. Selvfølgelig vil vi da gerne alle sammen leve livet her og nu for al den udblæsning, som vores alder og helbred tillader; men vi vil da bestemt også gerne kunne blive ved med at leve, så længe vi gør det.

   Som allerede nævnt: det er svært!

 


Og hvad har en dinosauer så at gøre her på siden?


     Jo, den levede i gamle dag, og den blev temmelig gammel. Men nu er vi altså ældre.


     Forvirret?


     Det er du ikke ene om!

Hvordan pokker indretter man sin tilværelse som gammel, så man hele vejen igennem kan have det godt med sin dagligdag og se fremtiden i møde med sindsro, glæde og tilfredshed? Når man altså også er nødt til at tage sin økonomiske situation med i billedet?

     Egentlig ligger der et svar snublende ligefor. Og det er måske egentlig derfor, at det til tider og for nogle kan være svært at få øje på.

     Der er noget, der hedder de gratis glæder. Og de kan rent faktisk godt erstatte både ét og flere af de gode og dyre glas rødvin - hvis det er nødvendigt. Det er da selvfølgelig individuelt, hvad den enkelte har mulighed for at høste af disse gratis glæder. Men jeg vil gerne prøve at pege på nogle af dem:

 

Blandt de største og bedste må være dem, som stadig står åbne for mange, alene i kraft af dette at de endnu er to om tilværelsen. Muligheden for at kunne dele livets mange lyse sider og gode oplevelser med et andet menneske, som står en nær, er så utroligt meget værd, at man først rigtigt forstår værdien, når man ikke længere har denne mulighed. Men man behøver ikke at være den store psykolog for at kunne se, at mange betragter dette at være to som noget, der i den grad er en selvfølgelighed, at de slet ikke skønner på, hvad det egentlig betyder for dem.

     Men hvad så for alle os, der aldrig har haft eller ikke længere har denne mulighed? Er vi for resten af vores tilværelse dømt til forstemthed og tungsind.

     Nej, det behøver vi bestemt ikke at være - med mindre vi altså selv ønsker det, og det er der faktisk tilsyneladende nogle, der gør.

     For mange giver det sociale samvær med andre en masse glæde og indhold i tilværelsen. Men nogle søger dette samvær for at kunne komme til at læsse egne sorger, besvær og frustrationer af på andre, og det duer altså ikke, for de andre kan jo sagtens have nok i deres egne vanskeligheder. Hvis man derimod beslutter sig for at tage de positive sider af ens egen tilværelse med til samværet med andre (men det kan da være noget, man helt bevidst skal beslutte sig for at gøre, og vi har alle sammen nogle positive sider, som vi kan tage med), så skaber det oftest i sig selv endnu en god oplevelse.

   Og socialt samvær kan man finde på et utal af forskellige måder og i mange forskellige sammenhænge. Selvfølgelig er mulighederne ikke de samme for alle, og derfor vil jeg ikke begynde at remse mulighederne op her - blot konstatere, at de er der, og at det helt er op til en selv, hvilke af dem man vil benytte sig af.

   Et meget stort privilegium har de af os, der har nogle gode familiemæssige relationer. Det er noget, der ganske enkelt ikke kan vurderes højt nok. Men desværre ser man ikke helt sjældent, at sådanne relationer slet ikke bliver udnyttet, fordi nogle af lutter misforstået tilbageholdenhed undlader at “trække på” deres familie.  Eller - hvad der er endnu værre - så ser man også, at de familiemæssige relationer bliver misbrugt, oftest ved at man i tide og især i utide trænger sig på og forventer at kunne nyde i kraft af sin alder og glemmer, at et tosidigt forhold stadig forudsætter, at begge parter yder.

 

Jeg har ikke glemt, at der er endnu en helt afgørende faktor, når man skal vurdere sine muligheder og vilkår som gammel.

   Det er helbredet.

   Det er let nok at være optimistisk og positiv, så længe dagligdagen ikke er præget af svigtende helbred. Men mon ikke de fleste af os kender eksempler på mennesker, der må leve med smerter og svækkelse, men som i deres omgang med andre mennesker alligevel lægger et ukueligt humør for dagen sammen med en aldrig svigtende interesse for deres omgivelser. Og samtidig kender vi måske andre, som egentlig har det godt både økonomisk og helbredsmæssigt, men som alligevel aldrig er til at lokke hverken et smil eller en positiv bemærkning ud af.

 

Jo, mon ikke vi selv i ganske høj grad kan beslutte, om de år, vi har tilbage, skal være på lys- eller skyggesiden.

24-09-16

Jeg vil have lov til at være gammel


Det er rigtig positivt at høre og læse om alt det spændende og udfordrende, som mange pensionister foretager sig: rejser til fjerne lande, fitness, 18 huller på golfbanen, nye universitetsstudier osv.

     Det er fint at holde sig i form både fysisk og mentalt; men jeg vil ikke prøve at gøre det for stadig at kunne måle mig med de unge. For jeg er ikke ung længere, og nu i alderdommen er det for mig helt andre kriterier, der gælder, for at jeg kan synes, at jeg har grund til at være tilfreds med mig selv. For alderdommen er en helt ny livsfase, som har helt sit eget indhold.

     Jeg er enig med forfatteren Arne Herløv Petersen, når han skriver: "Alderdommen er ikke det samme som ungdommen, bare i en lidt afbleget og afskallet udgave".

     Det er sagt, at hver ny dag er den første i resten af dit liv. Og det kan der da være noget rigtigt i. Men jeg har indtryk af, at nogle opfatter dette som udtryk for, at det ku' da også træffe at blive den sidste, og så kan det jo egentlig ikke betale sig starte op på noget som helst - for du er jo altså heller ikke ung længere.

     Jeg har set Prins Henrik citeret for følgende: "Jeg er ikke bange for at dø. Jeg har kendt mange personer, der har tænkt så meget på døden, at de har glemt at leve".

     For mig er dette netop det centrale i tanken om, at dagen i dag er den første i resten af mit liv. Og jeg skal huske at leve. Men det skal ikke være et liv, hvor det primære er at forsøge at videreføre ungdommens glade dage. Jeg erkender klart, at der er meget, som jeg ikke kan klare længere. Men det vil jeg ikke begræde, for så ville tilværelsen dog blive så inderligt trist. Jeg vil derimod have lov til at være gammel med glæden over alt det, som jeg stadig kan - eller det,  jeg ikke kunne tidligere, men som jeg kan nu i kraft af et langt livs erfaringer.

     Jeg erkender, at dette nok kan være lidt let og billigt sagt, når man hører til blandt dem, der ikke har de store helbredsmæssige eller andre problemer, som mange ældre jo har. Men igen: Jeg vil have lov til at være gammel på de præmisser, som tilværelsen nu engang har givet mig.

27-03-17

Vi bliver ældre med alderen


Vores alder står ikke til diskussion. Det ligger fast, hvad den er, og skulle vi alligevel komme i tvivl om den, så har samfundet jo forsynet os med et CPR-nummer, som de fleste af os stadig kan huske - i mange sammenhænge er det jo vigtigere end vores navn. I det nummer er der to tal, som fortæller, hvilket år vi kom til verden. Så kan det godt være, at vi er nået dertil, hvor vi skal have fat på lommeregneren for at finde ud af, at hvis de to tal f.eks. er 34, så betyder det, at vi i år kan holde vores 84 års fødselsdag.

     Som nævnt: Vores alder kører ganske automatisk derudad. Det kan vi bare ikke gøre noget ved.

     Men jeg kan da godt mærke, at jeg ikke er 80 år længere. Jeg kan godt mærke, at jeg er blevet ældre i løbet af de fire år. Jeg kan mærke, at der er noget, der hedder aldring. Jeg må erkende, at der er noget, som jeg stadig var rimeligt god til for fire år siden (og som jeg faktisk var rigtig god til for 20 år siden), men som det kniber lidt med nu. Sådan er det bare; men jeg har besluttet mig til, at jeg i hvert fald vil prøve på ikke at begræde, at der er noget, som jeg måske slet ikke er i stand til længere. I stedet vil jeg prøve at glæde mig over, at der jo faktisk er en utrolig masse, som det stadig går rigtig godt med.

     Jeg har under bogomtaler på Ældre-bloggen omtalt Suresh Rattans bog "Alder". Nu har jeg haft tid til at læse noget mere i den, og det har været en god oplevelse. Den har givet mig forståelse af, hvorfor jeg på nogle områder er, som jeg er blevet, og hvorfor jeg nu gør, som jeg gør. Desuden er det helt rart at få bekræftet nogle af de antagelser, som man har gået og gjort sig i forskellige sammenhænge.

     For som han blandt andet skriver:

     "Vores krop gør dog sit bedste for at leve så længe som muligt, den tilpasser sig hele tiden ved hjælp af tusindvis af forandringer. Det er heller ikke alle aldringens forandringer, der er dårlige for kroppen.

     Det er for eksempel ganske fornuftigt, at niveauet af specielt kønshormoner og insulin bliver lavere. På den måde sparer vi energi. Lidt ekstra fedt på balderne beskytter knoglerne mod at brække, hvis vi falder. Et højere blodtryk hjælper blodet til lettere at løbe igennem venerne. Vores muskler og hjerne bliver mindre aktive, således at energien, som spares, kan bruges til andre livsnødvendige funktioner i kroppen som fordøjelse og bekæmpelse af infektioner.

-----------

Det bekræfter adskillige undersøgelser, hvor forskere har spurgt ældre mennesker, hvor gamle de følte sig. Forskerne spurgte både beboere på plejehjem og ældre, som boede hjemme, enten alene, med deres partner eller hos deres familie. Resultaterne er de samme. De fleste af os føler os aldrig ældre end halvtreds, selv når vi er halvfems år eller ældre. Selv en alvorlig sygdom får os sjældent til at føle os gamle.

     Vores sind fortsætter åbenbart med at vokse igennem livet, endda selv om vores hjerne bliver langsommere til at se, reagere på og huske nye oplysninger. Vi fortsætter alligevel med at udvikle os i sindet og fantasien. Vi føler, at vi bliver klogere. Vi behøver ikke længere at konkurrere på alle mulige parametre for at opnå berømmelse, rigdom og sex. Vi ønsker bare at opretholde vores fysiske og mentale uafhængighed. Ja, vi føler os næsten befriet med alderen. Med andre ord står vi over for endnu et af livets paradokser: Når aldringen af kroppen begynder, standser aldringen i sindet.

-----------

Alder er altså uden tvivl et fascinerende begreb, og det nærmest inviterer os til at udforske den mening, det har for os. Vores alder og den måde, vi opfatter den på, og som vi lever med og i den, har betydning for næsten alt andet. Den er

afgørende for vores fysiske, mentale og sociale sundhed. Vores opførsel over for og holdning til andre mennesker

af hænger også af, hvordan vi oplever vores egen og ikke mindst deres alder.


-----------

Jeg lever ikke i frygt for at blive gammel. Jeg hader ikke, at jeg bliver ældre eller min relativt høje alder. Jeg behøver ikke at blive modstander af aldring. Jeg ønsker en sund aldring. Jeg ønsker tilstrækkelig fysisk og mental uafhængighed i mine daglige aktiviteter. Jeg er klar til at omfavne min højere alder. Jeg er klar til at gennemleve alle mine aldre fra nul til … nå ja, det ved jeg jo ikke. Jeg ønsker mig selv og jer en god aldring, i alle aldre".


Det er gode og kloge ord fra en, som længe har forsket i alder og aldring, og som ikke længere selv er blandt de helt unge.

     Som vi let kan se på os selv og på vores omgivelser, så er der stor forskel på, hvordan vi aldres. Lægen og filosoffen Esther Møller har udtrykt aldringens individuelle natur på en meget fin måde:

     "Vi fødes som kopier, men vi dør som originaler".


31-03-18


Jeg er gammel


Det synes i hvert fald et flertal af danskerne.

     BTMX har fået lavet en undersøgelse af, hvornår man mener, at folk er gamle. Svaret på det spørgsmål afhænger i nogen grad af, hvor gamle de er, dem der er blevet spurgt. Blandt de yngre mener én ud af tre, at man er gammel, allerede inden man fylder 70. Men blandt de ældre er det den almindelige opfattelse, at man skal have passeret de 80, før man kan kalde sig gammel - eller før man bliver betragtet som gammel.

     Altså er jeg efter de flestes opfattelse gammel. Men jeg har det som de fleste andre i min alder. Vi føler os faktisk ikke gamle. Men dette med alder er da også et relativt begreb. I forbindelse med BTMX's undersøgelse fortæller tidligere jægersoldat B.S. Christiansen, at "jeg har mødt mennesker, der virker gamle, når de er 40 år, fordi de er gået i stå og sidder fast i forstokkede holdninger, fordomme og meninger."

     93-årige Bent Fabricius Bjerre siger i samme forbindelse, at han følte sig ikke gammel, da han rundede de 80. "Men efter de 90 begyndte jeg at være opmærksom på, at fysikken haltede bagefter. Jeg begyndte at blive forsigtig med, hvad jeg foretog mig med den tanke i baghovedet, at en langvarig helbredelse efter et fald eller et sygdomsforløb kunne tappe mig for energi. Men ud over det føler jeg mig ikke gammel. Jeg taler på lige fod med andre og skænker ikke deres kronologiske alder en tanke".

     100-årige Lise Nørgaard fortæller, at hun er aldrig standset op og tænkt, at "nu er du gammel. Men jeg vil sige, at man da hele tiden føler, at man bliver ældre. Jeg springer jo ikke længere rundt som et hjortekid. Man får skavanker hen ad vejen, som man må indrette sig efter. F.eks. måtte jeg stoppe med ballet, da jeg blev 50 år, stoppe med at spille tennis, da jeg blev 80 år, og stoppe med at stå på ski, da jeg blev 90 år. Hver gang man må stoppe med noget, føler man sig jo kedeligt ældre."

     Og det er vel netop det afgørende ved det at blive gammel: At man bliver for gammel til noget.

     Jeg føler mig ikke egentlig gammel. Men jeg erkender, at jeg nu er blevet for gammel til at bestige Himmelbjerget til fods. (Jeg gjorde det for nogle få år siden).

     Jeg har nogle gange taget mig selv i at sige i en eller anden forbindelse: "Nej, det er jeg blevet for gammel til." Og så har jeg erkendt for mig selv, at det sagde jeg vist for at slippe for at skulle gøre et eller andet, som jeg egentlig slet ikke havde lyst til. Det er nok noget,

man som gammel skal undgå. For bruger man den (dårlige)

undskyldning for tit, så er det vel helt forståeligt, at man ret

hurtigt af sine omgivelser netop bliver betragtet som (for)

gammel.

     Desværre er der én sammenhæng, hvor man allerede som

blot lidt ældre mand bliver betragtet som for gammel og måske

også som det, der er værre. Det har jeg tidligere skrevet et

indlæg om her på bloggen. Det kan du se ved at klikke HER.

Så kommer du til den mappe, hvor indlægget ligger.


   Jeg mener, at Bodil Jørgensen har ret. Men jeg respekterer, at for nogen er døden et tabu. 

      For et par år siden var jeg selv mindre end fem sekunder fra døden. Det var på motorvejen syd for Hobro. Der gik et par timer, før det helt stod klart for mig, hvor tæt det havde været på. Og der gik flere dage, før jeg helt forstod, at oplevelsen ville få betydning for resten af mit liv. Øjeblikket på motorvejen blev som en dag ét for mig. Og dagen blev den første i resten af mit liv.

    Jeg håber og tror da på, at jeg har mange gode år endnu. Men jeg ved det jo ikke. Og jeg har det bedst med at være forberedt - også på døden, som jeg ikke frygter, eller på et forudgående sygdomsforløb, som jeg godt kan frygte. Derfor har mine børn fået et udfyldt elektronisk eksemplar af pjecen "Min sidste vilje", hvor jeg  har prøvet at give svar på mest muligt af det, som de kunne ønske at spørge om i forbindelse med min afsked med dette liv den dag, da jeg ikke længere kan give svar. Og jeg har afleveret en såkaldt "Fremtidsfuldmagt", som giver mulighed for at gå ind og træffe afgørelser på mine vegne, hvis jeg en dag ikke længere er i stand til selv at gøre det. Det har jeg det rigtig godt med. For jeg føler, at nu behøver jeg egentlig slet ikke at tænke på døden mere. I stedet kan jeg koncentrere mig om livet.

       Jeg har tidligere her på bloggen citeret Prins Henrik, der i et interview sagde: "Jeg er ikke bange for at dø. Jeg har kendt mange personer, der har tænkt så meget på døden, at de har glemt at leve."

         Og som Bodil Jørgensen siger: "Det vil jo være ubærligt, hvis vi konstant skulle gå rundt og tænke på døden. Så vi skal hver dag kigge på livet og glæde os over det, vi har, over det, vi har nået, og over, hvad vi kan se frem til, og hvad vi kan og vil gøre resten af den tid, vi er her."

12-03-18


Vi skal jo dø en dag

- - - men nogen vil helst ikke tale om det


For kort tid siden var der et stort tillæg til min daglige avis. Det henvendte sig specielt til os ældre, og det beskæftigede sig med flere forskellige emner. Blandt dem var døden.

     Skuespilleren Bodil Jørgensen fortæller i et interview, at hun tre gange har været meget tæt på at dø. Det har gjort, at hendes forhold til døden er langt mere afklaret end tidligere. "Ja," siger hun, "det er faktisk helt afklaret. Og det er jeg rigtigt glad for. At være afklaret og ikke at frygte døden. Det er jo, når alt kommer til alt, det eneste, vi alle - uanset race, religion, social status, om vi er rige eller fattige, bor i en sammentømret hytte eller i det største og fineste slot, om vi hedder Trump eller Pedersen - er fælles om."

     Derfor er Bodil Jørgensen ikke et øjeblik i tvivl om, at vi skal tale om døden. Før det er for sent.

    "Vi bør en gang imellem sætte os ned og tage lidt tid til at tale om det uafvendelige," siger hun. "Om det at dø. Om hvad vi ønsker. Om hvad vi tænker om døden. Hvordan vi gerne vil dø. Og om, hvad der trøster os, når vi skal dø."

     

   


16-12-17


At være to


Der er tider på året, hvor det at være ene er værre end på

andre tider. En af dem er tiden nu op til jul.

     Jeg har set eksempler på folk, der rent faktisk er blomstret

op, efter at de er blevet alene. Nu kan de realisere noget af

det, som de af en eller anden grund ikke har kunnet, mens de

var den ene del af et par. Og det må da også erkendes, at der

er ægteskaber, hvor det betyder en befrielse, når den anden

part falder fra.

     Men det er undtagelsen, der bekræfter reglen. Og reglen er,

at det er utrolig trist at miste sin ægtefælle, som man måske

har haft et langt og nok også et godt liv sammen med.

    Man siger, at tiden læger alle sår. Men det er ikke rigtigt.

I hvert fald gælder det ikke for alle mennesker, og slet ikke for

alle slags sår. Tiden kan måske mildne et savn. Men min erfaring

siger mig, at for de fleste vil savnet blive liggende i baghovedet,

og derfra vil det dukke op fra tid til anden. Og det gælder ikke

mindst her i juletiden, som for mange af os rummer gode

minder fra dengang, da vi var to. Og måske netop, fordi vi

dengang  var to.

     Heldigvis er det sådan, at mange af os enker og enkemænd

har nogle gode børn og måske også både børnebørn og oldebørn,

som betyder utroligt meget for os. Det kan i høj grad mildne

savnet af den, vi har mistet. Men det kan aldrig helt erstatte

dette at være to om glæder og sorger og om fælles oplevelser i dagligdagen og ved højtider.

     Derfor en stille opfordring til alle jer, som stadig er to: Skøn på det! Glæd jer over det hver eneste dag! Og husk at fortælle hinanden igen og igen, hvor meget I betyder for hinanden. Det er for sent at gøre det på kirkegården.


09-12-17


"De nye ældre"


I en kronik i Kristeligt Dagblad den 1. december nævner Steen Hildebrandt, der er professor emeritus, ph.d. og adjungeret professor, det forhold, at de fleste af os mennesker har en tilbøjelighed til gerne at ville sætte alt i kasser med tydelige etiketter på.  På nogle af kasserne kan der stå "Børn", "Unge", "Midaldrende" eller "Ældre". Men det er udtryk for en urimelig forenkling, mener Steen Hildebrandt. For ligesom børn er meget forskellige, og kassen med "Børn" derfor bør deles op i mange kasser med hver deres etiket, sådan er også vi ældre meget forskellige. Og netop hvad os ældre angår, så er forskellighederne både flere og større, end det gjaldt for vores forældre og bedsteforældre. Derfor taler Steen Hildebrandt om et nyt begreb, som han kalder "nye ældre".

     Det gør han "for at understrege, at der er forskel på ældre i gamle dage og ældre nu og i fremtiden". Og så føjer han til, at "Store grupper af nye ældre er raske, socialt modne, bidragende, ressourcestærke, politisk og samfundsmæssigt engagerede, veluddannede, selvbevidste, krævende, nysgerrige og ajourførte, når det for eksempel drejer sig om forebyggelse, sygdomsbehandling, motion, kost og så videre." Senere skriver han, at "Da jeg var ung, talte man om alderdom, den tredje alder, senior og lignende. Det gør man i øvrigt endnu, og jeg tror, at blandt andet disse tre begreber er gode eksempler på begreber, der er slidt så meget ned, at de skal udskiftes med andre begreber".

     Jeg vil give Steen Hildebrandt ret. I mange sammenhænge er man i dag tilbøjelige til at skære alle ældre over én kam. Der er netop blevet enighed i Folketinget om en finansplan for det kommende år, og heri er der sat et pænt beløb af til Ældreområdet. Det betyder formodentlig, at der bliver lidt mere at gøre godt med på en del af landets plejehjem, og ingen er vist uenige om, at det da også i høj grad er tiltrængt. Men jeg mener, at man på lidt længere sigt skal differentiere begrebet Ældreområdet i en eller anden grad. Det vil på flere måder have en gavnlig effekt, hvis man i væsentlig højere grad, end det er tilfældet nu, vil gå ind og støtte oprettelse og drift af foreninger og organisationer, der specielt har sigte på "de nye ældres" behov for at kunne dyrke interesser og aktiviteter, akkurat som man gør det i forhold til de yngre aldersklasser. Det vil give øget livsindhold og mod på og glæde ved tilværelsen for mange, og det vil afspejle sig i en yderligere bevarelse af kræfter og helbred.

     Der er gode eksempler på virksomhed af den slags, som er godt i gang rundt om i landet. Men mange af dem har brug for en håndsrækning fra stat, regioner og kommuner til bedre fysiske rammer og til øgede aktivitetsmuligheder. Og der er alt for mange "hvide pletter" på kortet, hvor de fysisk og psykisk aktive ældre stadig står uden reelle muligheder for at kunne dyrke interesser sammen med andre.