1. januar 2099

På vej i mål

VERDENSBILLEDET.nu bruger nytåret som anledning til at se nærmere på, hvad det er, der gennem de seneste årtier har ført til den situation, som vi har i dag, hvor mængden af drivhusgasser er reduceret, gennemsnitstemperaturen for jordkloden er på vej ned, millioner af klimaflygtninge kan forlade FN-lejrene og igen klare dagen og vejen ved eget arbejde, og hvor det igen er blevet relevant at lægge planer for en lovende fremtid.

Mængden af drivhusgas reduceres
Det er nu cirka tyve år siden, at det sidste elkraftværk, der hentede energi fra fossile brændstoffer, blev endeligt lukket ned. Allerede forinden havde elproduktionen i en årrække været CO2-neutral. Men der var stadig alt for meget drivhusgas i atmosfæren til, at de voldsomme reaktioner i vores klima med tørke nogle steder og oversvømmelser andre steder var bragt til ophør. Dertil krævedes der andre og aktive midler. Men sådanne midler var godt på vej, og i dag er de i funktion rundt over hele kloden.
      Det var en kæmpestor opgave, der blev pålagt forskerne, da man fra FN gjorde det klart, at en sådan aktiv fjernelse af CO2 fra atmosfæren var den højst prioriterede opgave overhovedet, og at de nødvendige økonomiske midler ville blive stillet til rådighed. Det er blevet sammenlignet med den opgave, som præsident Kennedy stillede de amerikanske forskere og ingeniører overfor, da han i foråret 1961gav dem ordre til at bringe en amerikaner til månen og hjem igen inden udløbet af 1960'erne. Også den ordre var fulgt op med et tilsagn om, at de nødvendige økonomiske midler ville være til rådighed. Utroligt meget kan bringes til at ske, når det bliver prioriteret tilstrækkelig højt. Og med hensyn til fjernelse af CO2 skete prioriteringen på baggrund af en erkendelse af, at det var et spørgsmål om liv eller død.
     Og det var som nævnt en uhyre stor opgave, forskerne blev stillet overfor. Da CO2-udledningen var på sit højeste, var den på omkring otte milliarder tons om året. Hvis der virkelig skulle blive tale om en nedbringelse, der kunne holde temperaturstigningen under to grader, skulle den være på mindst et par milliarder tons om året.
      Flere hold af forskere gik i gang med at udvikle metoder til at løse opgaven - hver på sin måde, men med indbyrdes kontakt, så der kunne udveksles erfaringer. Og der blev udviklet flere metoder, som er i drift i dag med gode resultater - dels med fysisk optagelse, og dels med kemisk omdannelse af CO2.
      Fælles for dem alle er, at de kræver meget store mængder af energi; men det er i virkeligheden ikke længere noget problem, for der kan nu produceres al den energi, der er brug for. Det sker ikke helt uden CO2-udledning, men den er kun en lille del af, hvad vor klode nu igen kan opsuge på helt naturlig vis.

Udledningen skal fortsat mindskes
Det er alt for tidligt at læne sig tilbage og tænke, at nu har vi så fået klaret problemet med den for store udledning af drivhusgasser. Der er stadig et stykke vej igen. For selv om klimakatastroferne gennem det seneste århundrede har betydet en kraftig reduktion af Jordens befolkning, så er der stadig rigtig mange munde, der skal mættes. Det betyder, at Jordens landbrugsarealer fortsat skal presses til det yderste, for at der kan produceres tilstrækkeligt med fødevarer.
      Man er nået et stykke på vejen mod at udvikle afgrøder, der giver stort udbytte, samtidig med at de henter mest mulig CO2 fra den omgivende luft. Men på bundlinjen står stadig, at verdens landbrug netto er den største udleder af drivhusgasser, selv om der gennem årene er sket en betydelig reduktion. Som kompensation for, at der stadig er tale om en betydelig CO2-udledning fra landbruget, er der rundt i verden foretaget en enorm skovplantning, og det begynder nu for alvor at kunne mærkes i det samlede regnskab. Men nu er man nok nået til grænsen for, hvor store arealer, der kan afsættes til ny skov, når der stadig skal være landbrugsarealer nok til at brødføde hele Jordens voksende befolkning.
     Forskellige vellykkede projekter er nu i drift ud over Jorden, som hjælper med til at løse problemet med at brødføde folkeslagene. Den omfattende opdyrkning af tidligere tiders ørkenområder er et af dem. Frank Utsolas "Sahara Forest Project" er et andet. Men det mest revolutionerende og samtidig det mest lovende er utvivlsomt den omfattende produktion af fødevarer, som nu er i gang over det meste af verden med brug af bioreaktorer og altså helt uden for det traditionelle landbrug.    
      Levevilkårene for os mennesker har ændret sig meget i løbet af dette århundrede. Mange vil nok - med rette - kunne sige, at de er blevet væsentligt forringede. Andre vil med en forsigtig grad af tilfredshed kunne konstatere, at de igen i dag er blevet mætte. Men desværre er der fortsat millioner af mennesker, som ikke med sikkerhed ved, om der vil kunne blive mad til dem i morgen. Det har gennem alle årene været et udtalt mål for FN at skabe så lige vilkår som muligt for alle mennesker. Nogle vil mene, at det er en utopi. Men flere og flere ser i øjnene, at det er en nødvendighed. For man kan ikke forvente, at nogle vil blive ved med at sidde i den dybeste fattigdom og nød og se på, at andre lever under helt anderledes gode vilkår. Selvom der altså er tydelige fremskridt at spore, vil der derfor stadig være et stort pres fra klimaflygtninge. Skal det problem løses på langt sigt, skal menneskenes kamp mod klimaet fortsætte - først og fremmest ved, at vi alle bestræber os på at leve så klimaneutralt som muligt og helst medvirker til, at udledningen af drivhusgasser formindskes yderligere.
      Men det vil også være nødvendigt at fortsætte den høje intensitet i den forskning, som er blevet opbygget gennem dette århundrede. En af opgaverne fremover vil være at nedbringe den kraftigt øgede syredannelse i havet, som er forårsaget af det høje CO2-indhold i luften. Det er ikke mindst af betydning for fiskebestanden, som er reduceret betydeligt; men det har også på forskellige måder betydning for de havnære landområder.
      Fisk har altid været en vigtig del af menneskers føde. Men mængden af fisk - og af fiskearter - er reduceret betydeligt især gennem de seneste 50 år. Det skyldes først og fremmest netop det forøgede syreindhold i havene og ikke, som det har været hævdet fra flere sider, en overfiskning. Og med de færre fisk er også levevilkårene for mange af de pattedyr, der lever i havene, blevet forringet i så høj grad, at flere arter er helt forsvundet.
      Men den øgede syreholdighed har som nævnt også en negativ betydning for mange havnære landområder. Den gør det nemlig sammen med aflejret salt vanskeligt - og for flere plantearters vedkommende umuligt - at dyrke landbrugsprodukter i de store områder, der hyppigt oversvømmes i forbindelse med flodbølger. Og det er stadig vigtigt at tænke på, at hver hektar, hvor der kan dyrkes fødevarer, fortsat er vigtig for at mindske den mangel på fødevarer, der stadig præger store dele af verden.
      Laboratorieforsøg tyder på, at en reduktion af atmosfærens indhold af drivhusgasser vil have en positiv effekt på at reducere havenes syreindhold. Så også af den grund er det af afgørende betydning, at der fortsat forskes intenst i midler, der ikke blot aktivt kan minimere den udledning af CO2, som altid vil finde sted i forbindelse med mange af de menneskelige aktiviteter, men som også effektivt kan medvirke til at fjerne CO2 fra atmosfæren. Der er som nævnt allerede flere forskellige tiltag i drift; men der er et stykke vej endnu, før det virkelig for alvor batter noget. Det er da også derfor, at der hvert år ydes voksende bidrag fra FN's forskningspulje til yderligere udvikling af midler til at fjerne drivhusgasser fra Jordens atmosfære.
     Vi er på vej i mål; men der er lang vej endnu.