Bent Aalbæk-Nielsens hjemmeside

Danmark og dansk

Ældre-bloggen

Som det var tilfældet på den tidligere Ældre-bloggen, kan du meget let give din mening til kende om de emner og synspunkter, der bliver taget op her på siden.


   Brug "blanketten" her til højre; skriv dit navn og din email-adresse og din kommentar i besked-feltet. Klik på SEND, og et øjeblik senere ligger den i sidens indbakke. Snarest derefter vil din kommentar blive bragt her på siden under dit navn, men UDEN angivelse af din email-adresse.


Du må også meget gerne komme med egne indlæg om, hvordan du oplever det at være ældre, eller måske med gode ideer til, hvordan det kan blive endnu bedre at være det.

 
 
 

12-01-18


Kamp må der til

---- eller hvad?


I Svendborg er der en forening, der hedder Seniorakademiet. Dér mødes et stort antal seniorer om mange forskelligartede aktiviteter. Jeg er selv medlem af en af foreningens debatgrupper, og ved vores seneste møde havde jeg lagt op til en debat om indvandring og integration.

     Mit udgangspunkt for det er en oprigtig frygt for, hvad der over det næste halve århundrede kommer til at ske med Danmark, hvis den udvikling på området, vi ser nu, får lov til at fortsætte. Min frygt skyldes, at jeg forudser et stærkt pres på dansk kultur og demokrati fra den voksende muslimske del af befolkningen. Allerede nu er tilværelsen jo for mange etniske danskere præget af islam og sharia-lovgivning. Og spørgsmålet må være, om det er det, vi vil.

     Nu er vi jo alle i debatgruppen seniorer, og nogen vil hævde, at vi i vores alder ikke behøver at beskæftige os med, hvordan situationen vil være om halvtreds år. Men det synspunkt kan jeg ikke acceptere. For den situation, der i det hele taget kan give anledning til en debat om emnet og til, at i hvert  fald jeg frygter for den videre udvikling, er jo skabt gennem de seneste 10-20 år, og derfor er det jo reelt os, der har ansvaret for, at vi står, hvor vi gør, nemlig med noget, som de allerfleste betragter som et af vore dages allerstørste problemer og en af de allerstørste udfordringer. Derfor vedrører  det efter min mening i allerhøjeste grad også os ældre. Vi kan ikke tillade os bare sådan uden videre at lade det gå videre til vores børn og børnebørn. Hvis vi kan gøre noget, så har vi en forpligtelse til at gøre det. Og jeg mener godt, at vi kan gøre noget.

     

    Forud for mødet i debatgruppen var der til gruppens deltagere rundsendt nogle artikler fra forskellige medier med  synspunkter fra den offentlige debat om indvandring og integration. I en af artiklerne opfordres der til "kamp". I en anden overvejes nødvendigheden af at tage udemokratiske metoder i brug. Her blev der sagt klart NEJ fra deltagerne i debatgruppen. Det ville man ikke være med til.

     Nu er dette med "kamp" jo et meget vidt begreb. Det modsatte må vel være passivitet, ligegyldighed eller måske endda underkastelse. Men imellem disse yderpunkter er der mange muligheder. Kamp behøver ikke at være noget med krudt, kugler og knytnæver. Og ingen behøver vel at gå så langt som at lægge sig fladt ned. Den vigtigste mulighed mellem de to yderpunkter er politik. Og til at forvalte den mulighed var vi vore politikere. Hvad vi - også som seniorer - kan gøre, er at benytte enhver mulighed for at påvirke dem - at gøre det krystalklart for dem, hvad vi forventer af dem.

     Jeg nævnte under mødet i debatgruppen, at jeg ikke er medlem af noget politisk parti, og jeg føjede til, at det er nok i virkeligheden en stor fejl af mig. For kun ved at være aktiv kan man forvente /forlange at blive hørt. Og den kamp, der skal kæmpes for at blive hørt, må være på den politiske front.


Kamp må der til, skal livet gro,

ej kamp blot for dagligt brød,

men kamp for frihed i liv og tro -

thi evig stilstand er død!


Sådan skrev digteren Hans Vilhelm Kaalund for snart halvandet hundrede år siden. Siden da er der mange gange blevet kæmpet her til lands - også for andet end dagligt brød. Og fordi mange af disse kampe er blevet vundet, har vi det Danmark, som vi kender i dag, og som de allerfleste af os holder af.

     Er det ikke en kamp værd at bevare det?


15-01-18


Det er nu, vi skal sige STOP!


Den overskrift vil man også kunne finde over mit indlæg her på bloggen fra den 10. april sidste år.

     Når jeg nu gentager både overskriften og store dele af selve indlægget, så er det, fordi jeg ikke ser nævneværdige fremskridt på integrationsområdet siden da. Antallet af nye migranter er måske nok faldet en smule, men problemerne med mange af dem, som allerede er her i landet, bliver stadig større og større. Specielt viser de tørre tal jo, at antallet af forbrydelser begået af folk med anden etnisk baggrund end dansk er af en helt uacceptabel størrelse.

     I mit indlæg herover fra den 12. januar giver jeg udtryk for den frygt, jeg nærer for, hvad den udvikling, vi ser med de stadigt voksende muslimske befolkningsgrupper her i landet, kan føre til på lidt længere sigt - ultimativt en magtovertagelse med gennemførelse af den religionsdikterede sharia-lovgivning. En sådan

magtovertagelse vil formodentlig først kunne være en realitet

om et halvt hundrede år. Derfor vil mange nok mene, at det jo

da ikke er noget, som vi ældre behøver at bekymre os om.

Til den tid er vi jo for længst blandt de afdøde.

     Men det er forkert. For det er NU - i disse år - at grundlaget

bliver lagt for den fremtid, som fuldstændigt vil kunne ændre

dansk kultur og det traditionelle danske livsmønster og den

velfærd, som vi (næsten) alle sætter så højt. Derfor er det vores ansvar - dit og mit, uanset hvor unge eller gamle vi er - at udviklingen mod denne fremtid bliver stoppet.

     Derfor finder jeg det i allerhøjeste grad relevant at tage dagens udvikling på dette område op her på Ældre-bloggen. Også vi må - her og nu - tage del i bestræbelserne på at få denne farlige udvikling stoppet. Ikke så meget for vores egen skyld, men vi må gøre det, hvis vi er os et ansvar bevidst over for vore børnebørn og deres børn.

     Det er ikke de muhamedanske indvandrere i almindelighed, der er årsagen til min frygt for fremtiden. Mange af dem er udmærkede mennesker, som helt klart vil kunne berige det danske samfund - så længe de vil beholde deres religion for sig selv og kun udøve den inden for deres egne fire vægge. I alle andre sammenhænge må de indadtil og udadtil gøre sig klart, at de er kommet til Danmark, og derfor må de blive danske borgere med ALT, hvad det indebærer. Og sådan er der da også et stort antal muslimer, der for længst har indrettet sig, og som gør en prisværdig indsat for Danmark.

     Men det virker unægteligt, som om det er helt andre præmisser, der ligger til grund for mange andre af dem, der gennem de seneste 10-20 år er søgt til Danmark, eller som nu søger ind over vore grænser som migranter eller asylansøgere. De ønsker ikke på nogen måde at blive danske, og de giver klart udtryk for, at de forventer af os, at vi indretter os på deres præmisser. Bl.a. når det gælder Islam og islamisk lovgivning. Det er dem, der giver mig min frygt for fremtiden.

     Men kan det overhovedet undgås? Er der en løsning?

     Først og fremmest er det nødvendigt, at vi VIL undgå den fremtid, og det vil sige, at vi er villige til at tage de nødvendige politiske beslutninger og til konsekvent at føre dem ud i livet. Det er bl.a. det, vi som borgere i et demokratisk samfund skal bruge vores stemmeret til.

     Og hvad kunne så være løsningen?

     Den kunne ligge i udarbejdelsen af en række skriftligt formulerede betingelser for fortsat / kommende ophold på danske grund. Enhver herboende med anden etnisk baggrund end dansk, som blot på mindste måde kommer i konflikt med dansk lovgivning, må med sin underskrift erklære sig villig til fremover at overholde disse betingelser. Nægter man at skrive under, eller overtræder man senere disse betingelser, så er konsekvensen en omgående udvisning. Det samme skal gælde for nyankommende, hvad enten de kommer fra f.eks. Syrien eller Canada: De skal skrive under på, at de er bekendt med betingelserne for at opholde sig her i landet. Overtrædes de, er det ud!

     Jeg ved godt, at det ikke vil være nogen enkel sag at få udarbejdet sådanne betingelser for ophold. Men de er nødvendige, og vi må bruge vores demokratiske ret til med vores stemmer at tvinge politikerne til at gøre det nødvendige - og til at gøre det på en måde, så jeg og ingen andre danskere længere behøver af frygte fremtiden.




25-09-17


Tal / skriv dansk


"Fra identitetspolitisk hold vil man i dag pege fingre ad Radioavisens

besindige, moderate og kølige objektivitet. Er postulatet om at være

”nøgtern”  måske ikke typisk for den hvide mands eurocentriske

sexisme? Man vil tværtimod slå til lyd for en parcelleret virkeligheds-

gengivelse, hvor kampen om ”definitionsretten” baner vej for den

bundløse relativisme".


Ovenstående er et citat fra Netavisen Altinget, og forfatteren hedder

Jens Christian Grøndahl.

     Jeg har læst det igennem en hel del gange; men jeg forstår stadig

ikke et muk af, hvad det er, den gode hr. Grøndahl vil fortælle mig.

Men måske er det slet ikke mig, han vil fortælle noget, men kun en

meget lille, indforstået kreds af  belæste mennesker, som lige skal

præsenteres for en evne til at udtrykke sig på det meget høje niveau,

hvor de svæver rundt.

     Desværre er den tendens til at udtrykke sig, så kun de få indfor-

ståede forstår, hvad der bliver sagt eller skrevet, ved at blive mere

og mere udbredt. Specielt ser man det med ord fra andre sprog, der

bliver anvendt, selv om vi har gode danske ord, som fuldt ud dækker,

hvad man gerne vil sige. F.eks. hørte jeg forleden i radioen gode

danskere som Poul Krebs, Tina Dichow og Mads Langer omtalt som

"singer and songwriters". Hvorfor dog ikke præsentere dem som sangere og sangskrivere!

     Det er måske slet ikke så sært, at fremmede sprog er ved at fortrænge det danske. En undersøgelse har vist, at 85% af alle de publikationer, der skrives på de danske universiteter, bliver skrevet på engelsk. Og mere og mere af den daglige undervisning på de højere læreanstalter foregår på engelsk - og det på trods af, at mange af underviserne giver udtryk for, at deres undervisning bliver meget dårligere, end hvis de havde kunnet få lov til at give den på dansk, ligesom en stor del af de studerende beklager sig over, at de ikke får det fulde udbytte af undervisningen, fordi den foregår på et fremmed sprog.

   Det ser ud til, at vi nu er dér, hvor man også var for 300 år siden, da Danmark var præget af så mange udefra kommende kulturer, at der rundt i landet blev talt mindst en håndfuld forskellige sprog, og hvor man som borger måtte beherske i hvert fald tysk og fransk for at kunne tilegne sig nyheder fra den store verden og gøre sig forståelig blandt mennesker med dannelse og indflydelse (citat fra Kalliope.org).

     Som dengang har vi i dag for alvor brug for en Ludvig Holberg, der har både mod og indflydelse nok til at sætte tingene på plads ved selv at skrive på dansk og ved at håne andre, som er for "fine" til at gøre det.

     Hundrede år efter Holbergs død skrev digteren Christian Wilster et hyldestdigt til den gamle sprogrøgter, hvori han beskrev situationen på Holbergs tid således:


"Hver mand, som med kløgt gik i lærdom til bund, / latin på papiret kun malte, / med fruerne fransk, / og tysk med sin hund,/ og dansk med sin tjener han talte."


Men nu kom så Holberg, og


"Han lærte de danske, at dansken er født / at tale med fædrenes tunge, / thi hjemmebrygt var jo den herlige mjød, / som styrkede hjerte og lunge."


"Vel føres fra fremmede lande herhid / ret meget, hvorved vi oplives, / men latter, så sund som ved Holbergs vid, / kan ikke med posten forskrives."


Vi har et godt og stærkt sprog. Men det er under pres. Og ingen gør rigtigt noget ved det. Det kunne synes helt selvfølgeligt, at institutionen Dansk Sprognævn fik pligt og myndighed til at sætte ind over for den fremmedgørelse og forfladigelse af vores sprog, som klart kan konstateres, uden at man behøver at være sprogforsker. I stedet indskrænker Sprognævnets virksomhed sig til at konstatere, at nu siger man altså også sådan og sådan "på dansk"!

13-08-16


Det er bare fedt det hele


For nogen tid siden var der i min lokale avis et lørdagsbrev skrevet af Iben Friis Jensen, hvor hun peger på, hvor dårlige vi er til at passe på vores sprog med bl.a. det resultat, at det er blevet så utroligt svært at lære for udlændinge.

     Iben Friis Jensen nævner bl.a. det forhold, at "uanset hvor dårligt sprog, der præsenteres, er der altid argumenter for, at det er godkendt. Af Dansk Sprognævn" - og af andre.

     Og det er jo rigtigt, at det i hvert fald af mange opfattes som en godkendelse af ord og udtryk, når Dansk Sprognævn optager dem i Retskrivningsordbogen.  Jeg behøver vel bare at nævne et ord som "fuck". Og nu er ordet "fed" også med i betydningen "en fed fest".

     Vores sprog ændrer sig løbende. Ældre ord går i glemmebogen og forsvinder. Nye kommer til. Sådan har det altid været, og sådan vil det blive ved med at være. Og sådan skal det være. Men spørgsmålet bør hele tiden være, om forandringerne betyder en berigelse af vores sprog, eller om de gør det fattigere.

     I disse år er vi sprogligt inde i en trist, negativ udvikling. Mange gode, beskrivende ord, som det har været helt naturligt for os ældre at bruge både mundtligt og skriftligt, er nu fuldstændig ukendte for de yngre. Lad mig nævne nogle få eksempler:

"Han var en stor, trivelig mand".

"Gæsterne blev trakteret på bedste måde."

"Hun følte sig både gammel og mødig".

 

Og en sætning som:

"Det var virkelig berigende, smukt og spændende at være med ved den lejlighed"

er for mange i dag blevet til:

"Det var sgu fedt mand".

 

Eller:

"Hun er en både blændende dygtig og meget smuk kvinde"

er blevet til:

"Fuck mand, hvor er hun fed".

 

Rigtig mange - og blandt dem både mediefolk, skuespillere og politikere - sjusker i den grad med deres sprog, at det er blevet uden de mange præcise nuancer, som det danske sprog rummer, og til, at det er bare "blevet noget så fedt!" 

     For nogle år siden var alt bare "bred ymer". Det udtryk er heldigvis i dag både gemt og glemt. Forhåbentlig går det også meget snart sådan med "fedt".

     Vi mangler i meget høj grad en afløser for Dansk Sprognævn - et sprogrøgt-institut (eller hvad det nu skal kaldes). Det skal være en institution, der har lovmæssigt kompetence til at udnævne noget som anvendeligt og andet som uanvendeligt sprogbrug. Og så skal det pålægges skolerne at undervise i, hvad der er anvendeligt sprog, og det skal pålægges alle offentlige institutioner og medier at følge instituttets afgørelser.

     Hvad med at gennemføre en sådan ændring, når Sprognævnet nu skal flyttes til Bogense!


12-12-17


Hvad mon de egentlig laver?


For mange år siden, mens jeg endnu var skolelærer, blev der gjort en hel masse ud af erhvervsvejledning for eleverne i afgangsklasserne. Det bliver der formodentlig stadig; men det må være uligt sværere i dag, end det var i de gode gamle dage. For skolens erhvervskartotek må være kommet til at fylde en hel del mere.

     Forleden dag så jeg en annonce i avisen, hvor en virksomhed søgte en "International  Location Researcher og Customer Knowledge Specialist".  Jeg blev lidt nysgerrig og tænkte, hvad pokker mon sådan en m/k laver. Hen - for nu at tale lidt svensk - stod i hvert fald, så vidt jeg husker, ikke i det erhvervskartotek, som jeg i sin tid kendte til. Men med adgang til Internettet har man jo i vore dage altid en god hjælper ved hånden, så jeg spurgte Google, hvad man dér kunne fortælle mig om denne flotte titel, der jo - om ikke andet - ser imponerende ud på CV'et. Nu kan Google aldrig rigtig lide at give op, når man spørger om noget, og jeg fik en række udsvævende svar, som jeg ganske enkelt ikke kunne bruge til noget. Men undervejs blev jeg ført ind på forskellige hjemmesider, som kan fortælle noget om andre bemærkelsesværdige titler. F.eks. ved jeg nu, at jeg ikke skal spørge efter hotellets receptionist, for nu er vedkommende "Front Desk Officer". Jeg skal heller ikke bede om at tale med chefens sekretær, for i dag er hun "Administrative Back-up".  Jeg blev også

belært om, at der er virksomheder, som har en person til at arkivere alt,

hvad der kommer til virksomheden af ris eller ros, og det er naturligvis en

"International Response Analyst". I dag er det ikke længere særlig fint at

være piccoline. Det er i hvert fald ikke noget, man skrive på sit CV. Næh,

nu er man "Meeting and Event Consultant" eller simpelthen "Happiness

Manager".

     Helt ærligt: der var nu altså noget, der var nemmere at forstå i gamle

dage. På den anden side, så er dette med, at der kan gå inflation i titler slet

ikke af ny dato. Det er f.eks. mange år siden, at malkepigerne forlangte at

blive tituleret "Kopatte-malke-suge-trykke-assistenter". Og kort tid efter

meldte ledvogterne sig med krav om blive "Overkørselsinspektører".

     I dag er spørgsmålene nok: Hvad i alverden lavede en malkepige og en

ledvogter?

     Og jeg ved stadig ikke, om jeg kan søge jobbet som "International  Location Researcher og  Customer Knowledge Specialist".