Bent Aalbæk-Nielsens hjemmeside

Ældre-bloggen

Som det var tilfældet på den tidligere Ældre-bloggen, kan du meget let give den mening til kende om de emner og synspunkter, der bliver taget op her på siden.


   Brug "blanketten" her til højre; skriv dit navn og din email-adresse og din kommentar i besked-feltet. Klik på SEND, og et øjeblik senere ligger den i sidens indbakke. Snarest derefter vil din kommentar blive bragt her på siden under dit navn, men UDEN angivelse af din email-adresse.


Du må også meget gerne komme med egne indlæg om, hvordan du oplever det at være ældre, eller måske med gode ideer til, hvordan det kan blive endnu bedre at være det.

 
 
 
 



Der er mange, der er langt bedre begavede, end jeg er. Og der er mange, der har en meget længere og meget bedre uddannelse, end jeg har. Der er også en del, der har betydeligt mere energi, end jeg har. Og som følge af disse tre forhold, kan de gøre væsentligt mere for hele samfundet, end jeg kan elller gør, hvilket der faktisk er rigtig mange, der gør.

     Deres motiver til at gøre en eller anden indsats til gavn ikke blot for dem selv, men for hele samfundet, er forskellige. Mange drives af det fascinerende, der ligger i at tage vanskelige og spændende udfordringer op. Andre har en dyb tilfredsstillelse i dette at skabe - at få ting til at gro og udvikle sig positivt. Så er der dem, der arbejder mere for sig selv end for samfundet som helhed - og for at skabe en god, tryg og måske også spændende tilværelse for familie og venner. Som nævnt: motiverne for at gøre en indsats er mangeartede. Men blandt de væsentlige er altså også at blive i stand til at skabe en tilværelse for sig og sine, som økonomisk er bedre end den, vi andre kan få med vores gennemsnitskunnen og gennemsnitsindsats. Og det er der jo ikke noget forkert i.


Sådan er det; men i Jantelovens hjemland er det bestemt ikke velset, at det er sådan. Her er det en almindelig indstilling, at det, som ikke alle kan gøre, det må ingen kunne gøre. Gennem det seneste halve århundrede og indtil for få år siden førte denne indstilling endda til, at det gennem lovgivning og skolernes undervisningsplaner blev tilstræbt at nå dertil, hvor det, som ikke alle kunne lære, det måtte ingen lære. Det har ført til en dårligere undervisning, hvilket man med al tydelighed har set udtryk for i de seneste år blandt andet gennem resultaterne af de meget omtalte PISA-undersøgelser. Alt for mange har ikke fået tilstrækkeligt grundlag for at klare en videregående uddannelse og vil gennem hele deres videre tilværelse i bedste fald være henvist til de dårligst betalte og mindst tilfredsstillende jobs eller - mere sandsynligt - til en hverdag på offentlig bistand.

     Der tales i denne tid meget om, hvad der skal gøres for i det mindste at opretholde den nuværende velfærd i Danmark, og uenigheden er stor. Der er dog én ting, som næsten alle kan blive enige om: Der er ikke råd til at sende så mange unge mennesker ud til arbejdsløshed og et liv på bistand.

     Det er da også på regeringsplan lagt fast, at skolernes grundlæggende undervisning skal effektiviseres. Men det er ikke nok, at den bliver det for dem, der har sværest ved at tilegne sig de mange kundskaber, der fremover vil være nødvendige for at kunne bidrage til egen og til samfundets velfærd. Der må også gives bedre mulighed for, at dem med de bedste evner kan få udfordringer i skolen, som svarer til deres niveau, hvad intelligens og lyst til at tilegne sig viden angår. Enhver, der kender til skoleverdenen, har set eksempler på velbegavede børn, der slet ikke får udnyttet deres muligheder, og som keder sig gudsjammerligt med det resultat, at de heller ikke bliver i stand til at tage en videregående uddannelse - i hvert fald gør de det ikke.

     Det er nødvendigt, at alle - fra børnehaveklasse til sidste år på universitetet - bliver motiveret til at gøre deres bedste. Det er sjovt for de små og tilfredsstillende for de store at se positive resultater af deres indsats - resultater, der står i forhold til evner, kunnen og indsats. Og resultaterne kan komme til udtryk gennem gode karakterer, stipendier til endnu et skridt fremad eller slet og ret til et anerkendende klap på skulderen. Dette er vigtigt; for de fleste af os har brug for en anerkendende kvittering, når vi gør en god indsats. Den kan komme fra forældre, lærere, kammerater, kolleger og chefer eller fra samfundet.

     Men igen gør Janteloven sig desværre gældende, og misundelsen stikker sit sure og ødelæggende fjæs frem. Middelmådigheden har stadig kronede dage.

     Men vi kan ikke leve af middelmådigheden. I hvert fald giver den ikke spillerum til, at vi kan opretholde det velfærdsniveau, som vi kender i dag, og som ingen ønsker begrænset. Både i uddannelsessystemet og i erhvervslivet må vi give både muligheder og anerkendelse til dem, der qua deres evner, kunnen og stor energi gør en indsats, der ligger ud over gennemsnittet. For det er nu engang dem, der trækker vores samfund fremad/opad. Det er dem, der skal gøre det muligt - også for os andre - at opretholde det generelle velfærdsniveau, som vi ønsker. Men det må være rimeligt også at tale om et velstandsniveau, og at man i den forbindelse - som noget helt naturligt og selvfølgeligt - accepterer muligheden for en differentiering, der afspejler den enkeltes indsats for fællesskabet og for sig selv.

     Der kan stilles ændringsforslag til stort set alle love. Det burde også være muligt at gøre det til Janteloven - og for så vidt er det vel allerede gjort med “Den positive Jantelov”, som har cirkuleret i årevis. Et af punkterne i den lyder: “Du skal tro, at dit eget liv og vort samfunds beståen er meget afhængig af din indsats”.

     Sagt på en anden måde: ”Din gode indsats gør det ret og rimeligt, at du og dine har det (økonomisk) godt. Men den er også en del af grundlaget for, at jeg kan have det godt. Det er flot gjort. Tak for det!”


For en halv snes år siden aflagde det, der hed Velfærdskommissionen, sin rapport. Den fortæller noget af det samme om vores baggrund, som den også er i dag, og som er fremført ovenfor. Noget af det virkeligt spændende var, om kommissionens medlemmer turde lægge frem i et klart sprog, som vi alle kan forstå, hvad der skal til, for at vi kan blive ved med at have det lige så godt, som vi har det i dag. Eller om de helt ville overlade til politikerne selv at drage konklusionerne, inden de træffer beslutningerne. For det med beslutningerne er der nu engang ikke andre end politikerne til at tage sig af.

     Ikke mindst derfor var det skuffende for mange, at den daværende statsminister Anders Fogh Rasmussen næppe havde fået rapporten i hånden, før han skød store dele af den i sænk. Vi havde allerede dengang brug for, at der blev truffet beslutninger, og at det ville ske hurtigt. Men statsministerens reaktion skabte begrundet frygt for, at det endnu kunne have lange udsigter, før det ville ske. Og som nævnt pågår diskussionen stadig. Man kan med god grund stille spørgsmålet, hvorfor det åbenbart skal være sådan. Er det, fordi der ganske enkelt her i Jantelovens fædreland skal for meget politisk mod til for at træffe de nødvendige beslutninger, når det nu engang er sådan,

at vi simpelt hen ikke kommer udenom, at disse beslutninger skal rumme

muligheder for, at man kan få et klart udbytte af at “give den en ekstra skalle”

i en eller anden sammenhæng.

17-07-18

"Den positive Jantelov"


I indlægget herover nævner jeg "Den positive Jantelov". Siden jeg skrev det,

er jeg blevet klar over, at det ikke er ret mange, der kender den. Den er

naturligvis formuleret  som modtræk mod forfatteren Aksel Sandemoses "Janteloven", som han introducerede i sin bog "En flygtning krydser sit spor" fra 1933, og som på en sørgelig sand måde beskriver holdninger, som desværre er fremherskende hos mange, og som derfor gennem årene har været bremsende for meget initiativ og mange aktiviteter  her til lands.

     Oprindelsen til "Den positive Jantelov" er lidt usikker; men den blev offentliggjort i januar 1978 af lærer  og forfatter Poul A. Jørgensen, Hårby,  i en udsendelsesserie i DR under fællestitlen "Ved dagen begyndelse".


Og her er den så:


1. Du skal vide, at vi andre regner med dig.

2. Du må indse, at mindst 4-5 mennesker - dine nærmeste - er helt afhængige af dig

3. Du skal vide, at vi ved, at der er noget godt og værdifuldt i dig, som vi har brug for

4. Du skal vide, at du har nogle menneskelige egenskaber, som vi holder af

5. Du skal vide, at vi andre også kender til at føle sig betydningsløs, værdiløs, ensom og mislykket

6. Du skal vide, at du hører sammen med os

7. Du skal vide, at vi vil gøre meget for dig

8. Du skal tro, at dit eget liv og vort samfunds beståen er meget afhængig af din indsats

9. vi - du og jeg - kan løse problemerne i fællesskab


22-08-16

Hvis jeg vil have det godt


- og det vil jeg da gerne,


så er der nogle andre,

der skal have det bedre


- og her taler jeg alene om at have det økonomisk bedre.