Som det var tilfældet på den tidligere Ældre-bloggen, kan du meget let give den mening til kende om de emner og synspunkter, der bliver taget op her på siden.


   Brug "blanketten" her til højre; skriv dit navn og din email-adresse og din kommentar i besked-feltet. Klik på SEND, og et øjeblik senere ligger den i sidens indbakke. Snarest derefter vil din kommentar blive bragt her på siden under dit navn, men UDEN angivelse af din email-adresse.


Du må også meget gerne komme med egne indlæg om, hvordan du oplever det at være ældre, eller måske med gode ideer til, hvordan det kan blive endnu bedre at være det.

 
 
 
 

I min research i forbindelse med Ældre-bloggen kom jeg en del omkring - ikke mindst på internettet. Her stiftede jeg bl.a.  bekendtskab med organisationer, som jeg ikke tidligere havde kendt til eksistensen af, men som har hjemmesider, der kan være af stor interesse for os ældre.

     En af dem er Ældreforum. Det er, som det oplyses på hjemmesiden "aeldreforum.dk":

" -- et statsligt råd under Sundheds- og Ældreministeriet. Rådet blev nedsat i 1996 for at følge og vurdere ældres vilkår i samfundet på alle ældrelivets områder.

    Ældreforum skal samtidig bidrage til at synliggøre ældres ressourcer og nuancere billedet af ældre og aldring".



Blandt udgivelserne fra Ældreforum er bogen, der omtales herunder


18-09-16

     Der er rigtig meget og virkelig interessant information at hente hos Ældreforum. Deriblandt er en publikation med titlen "Kend din krop - når den ældes". Den er tænkt som en opslagsbog og er derfor forsynet med en detaljeret indholdsfortegnelse, et register samt henvisninger til yderligere inspiration om de fleste emner. Den henvender sig først og fremmest til ældre, men også til pårørende til ældre og til social- og sundhedspersonale. Den er på 112 sider, og den kan læses eller downloades ganske gratis fra Ældreforums hjemmeside.

    I publikationens forord er ganske kort ridset op, hvad den indeholder, og det følgende er citeret fra forordet:


"Aldersforandringer kan være synlige og mærkbare – også for omgivelserne – som rynker, funktionsnedsættelser m.m. Publikationen beskriver aldersforandringer i hele kroppen, også ændringer, der ikke tales så meget om, fx vandladningsproblemer og seksualitet.

      Afsnittet At blive og at være gammel indeholder to personlige beretninger om livet som ældre.

     Afsnittet Livets overgange – og at tilpasse sig omhandler de uundgåelige forandringer, som alderen medfører, samt kvinders og mænds lidt forskellige syn på og måder at gribe aldersforandringer an på.

      I afsnittet Når kroppen ældes gennemgås kroppen fra top til tå, fra hjernen over sanser, muskler og knogler, indre organer, seksualitet og inkontinens til kropspleje, bl.a. pleje af hud, tænder og fødder.

     Afsnittet Trivsel, demens og mental sundhed handler om ensomhed, demens og psykiske sygdomme.

      I afsnittet Lægens rolle er der nyttig viden om brug af medikamenter og om, hvilke kropslige signaler man ikke skal slå hen som aldersforandringer, men derimod bør reagere på.

     Publikationen afsluttes med afsnittet Fremtidsperspektiver – Vi lever længere, men er det overhovedet tiltrækkende? Her bliver der set på perspektiverne ved, at vi lever så meget længere end tidligere generationer. Lægger det lange liv bare flere år til livet eller også liv til årene?"


Jeg føler selv, at jeg er blevet en hel del klogere på min situation som ældre, og jeg kan varmt anbefale publikationen til andre.

08-02-17


"Alder"


Af aldersforsker Suresh Rattan

En bog i serien "Tænkepauser" fra Aarhus Universitetsforlag.

60 sider

Fås også som lydbog og e-bog.


Det er helt naturligt, at jo ældre vi bliver, jo større betydning har dette med alder for os

mennesker. Men hvordan vi opfatter spørgsmålet om alder, er ikke mindst udtryk for vores

egen helt personlige, psykologiske fortolkning.

          Om dette og om de mange andre forhold omkring dette at blive ældre har Suresh Rattan

skrevet en rigtig interessant bog med titlen "Alder".

          Suresh Rattan er gerontolog, og som sådan studerer han i alder og aldring. Han forklarer

selv sin titel ved at fortælle, at geron er det græske ord for olding, og logi betyder lære. Men

han er gået et skridt videre til at være biogerontolog, og det betyder, at han forsker i de

biologiske forklaringer og mekanismer i alder og aldring.

         Det har den 63-årige indiskfødte forsker nu gjort i en årrække på Aarhus Universitet, og

han regnes i dag for ay være en af de største kapaciteter på området.

     Om sin forskning skriver han selv i bogen:

          "Som forsker vil jeg gerne finde ud af, om vi begynder at ældes på et bestemt stadium af livet. Derfor

spekulerer jeg over en række spørgsmål, hvis ikke hele tiden, så i hvert fald flere gange om dagen: Hvad er det overhovedet,

der får os til at ældes? Bestemmer vores alder, hvor lang tid vi lever? Kan vi leve evigt? Ønsker vi at vi leve evigt? Kan vi sætte os uden for tidens påvirkning?"

     Han giver i sin bog en række svar på disse spørgsmål. Bl.a.:

     "En art kan kun overleve i millioner af år, hvis den er god til at reproducere sig selv generation efter generation. De arter, som er uddøde, gjorde det til gengæld, fordi de enten ikke kunne reproducere sig i tilstrækkelige mængder, eller fordi de blev udryddet meget hurtigt af naturkatastrofer. Masseudryddelsen af dinosaurer for cirka 65 millioner år siden var for eksempel resultatet af meteorsværme fra det ydre rum.

     Du og jeg er altså i live i dag, fordi vores forældre var i stand til at producere af kom. Det var deres forældre også, og deres forældre og sådan hele vejen tilbage til …, ja, det ved vi desværre ikke helt præcist. Men vi ved, at en vellykket reproduktion generation efter generation er det ’biologiske formål’ med livet. Det er det for en bakterie, et insekt, en rotte og for dig og mig.

     Det lyder måske deprimerende. Fordi vi er mennesker, vil vi gerne tro, at vores formål med livet er et andet og mere ædelt end bare reproduktion. Og at vi under kulturens tynde fernis ikke blot nærer de samme simple ambitioner som en rotte eller en bakterie.

     Vi kan lide det eller lade være, men som biologiske væsener med det videnskabelige navn Homo sapiens er vores formål med at leve præcis det samme som andre biologiske væseners. Men at blive ’menneske’ fra Homo sapiens synes at være enestående for os. Det involverer sprog, kunst, kultur og samfund".

     Alder er ikke det samme som aldring, skriver Suresh Rattan. 

     "For det meste regner vi aldring – altså den proces, hvor vi bliver ældre – for noget negativt. Det går ned ad bakke; vi mister kontrollen over krop og sind. Vi nærmer os kort sagt afslutningen på livet.

     Omvendt forbinder vi også aldring med en del positive sider. Vi bliver – ofte – mere tolerante, hensynsfulde og erfarne. De karaktertræk er bestemt eftertragtede. Alligevel har vi ikke lyst til at se gamle ud. Hvis jeg vover at sige til min gode veninde, at hun ser ud til at være halvfjerds år, og hun kun lige har rundet de tres, vil jeg næppe få et venligt smil fra hende."

     Aldersforskere betragter livet som et ubrudt forløb, men de inddeler det dog i en første, anden, tredje og fjerde alder:

     "Den første strækker sig fra spædbarnet til det uddannelsesklare unge menneske. I den anden alder får man job og familie. Den tredje alder begynder, når børnene starter på deres anden alder, og forældrene kan vælge at trække sig tilbage fra deres professionelle liv. Den fjerde alder indtræffer, når fysiske og mentale begrænsninger tvinger os til gradvist at trække os tilbage fra samfundet.

- - - -

Vores personlige syn på den tredje og fjerde alder kan variere meget – alt afhængigt af om jeg taler om mig selv eller om min jævnaldrende kollega, som ser ud til at være ti år ældre end mig. Utallige interviews med beboere på plejehjem har bekræftet netop denne tendens: De fleste 85-årige mænd og kvinder opfattede ikke sig selv som særlig gamle, men udpegede andre 85-årige som rigtig gamle".

     Suresh Rattan belyser i sin bog flere andre sider af dette at blive ældre. Og han er en af de forskere, der kan lægge sine tanker og resultater frem i et sprog, så alle virkelig kan forstå, hvad han mener.

     Han slutter således:

     Jeg lever ikke i frygt for at blive gammel. Jeg hader ikke, at jeg bliver ældre eller min relativt høje alder. Jeg behøver ikke at blive modstander af aldring. Jeg ønsker en sund aldring. Jeg ønsker tilstrækkelig fysisk og mental uafhængighed i mine daglige aktiviteter. Jeg er klar til at omfavne min højere alder. Jeg er klar til at gennemleve alle mine aldre fra nul til … nå ja, det ved jeg jo ikke.

     Jeg ønsker mig selv og jer en god aldring, i alle aldre".



Surush Rattan

20-02-17


"Kunsten at blive ældre"

er skrevet af Rudi Westendorp, der er professor i aldring ved Center for Sund Aldring på Københavns Unisversitet. Han beskriver det, han kalder den nye aldringsrevolution, som vil ændre hele vores samfund. Westendorp mener, at vores emotionelle og sociale tilpasning til aldersomvæltningen sakker voldsomt bagud.

     ”Når vi forestiller os vores egen alderdom, tager vi ofte udgangspunkt i vores forældres eller bedsteforældres liv. Men livsvilkårene er markant forandret siden de generationer voksede op. I dag prøver forældre at gøre deres børn parate til livet i løbet af tyve år, men i stedet burde de opdrage dem til, at man aldrig bliver færdig med at lære. Børnene, der bliver født i det 21. århundrede, kan forvente at blive 100 år, og i deres levetid vil verden omkring dem også forandres”, fortæller Rudi Westendorp.

     ”Selv om du som ældre vil opleve fysiske begrænsninger, så vil jeg gerne vise læserne, at alderdommen er en fantastisk periode, så  længe du forbereder dig og griber mulighederne for at få det bedste ud af livet – hele livet”, siger han.


20-02-17


"Skarpe Hjørner & Runde Dage"

er skrevet af Kaare Christensen, der er læge og professor ved Syddansk Universitet i Odense


I denne bog kan du læse om nogle af de ubarmhjertige aspekter ved at blive ældre, som vi hverken kan eller skal prøve at snakke os fra, og som vi kender fra os selv.     

     Der forekommer ”stærke scener” for midaldrende og ældre om, hvordan chancerne for at klare endnu 10 år falder, hvordan musklerne og hukommelsen svækkes, og flere skavanker støder til. Men også om, hvordan vi på forunderlig vis tilpasser os og generelt formår at spille vores kort klogere og stadig forblive lige så tilfredse med tilværelsen.

     Bogen kommer med nogle bud på, hvorfor danskere er så meget mere tilfredse end jævnaldrende i de fleste andre lande, og der er også tip til, hvordan man øger chancerne for en god flyvehøjde fysisk og intellektuelt til fødselsdage efter de 50.     

     Bogen indeholder kapitler for hvert af de skarpe hjørner fra 50 til 100 år, igen med både surt og sødt og med billeder af kendisser på samme alder som dig, som kan være en kilde til både trøst og misundelse. Du får eksempler på bedrifter udført af jævnaldrende, og på hvordan overlevelse, helbred, fysik og hukommelse i gennemsnit er i din alder. Sidst, men ikke mindst, får du eksempler på den store variation, der er mellem mennesker på samme alder.

Palle alene i verden

– For mange opleves pensionen som en genudsendelse af ”Palle alene i verden”. Det, man kigger på, er alt det, man får. Man får ligesom Palle lov til at gøre, lige hvad man vil. Han kan gå ind i en isbutik, køre med sporvogn – han kan alt muligt. Det går så fra drøm til mareridt, for han finder ud af, at han har mistet noget. Nogen at være sammen med, siger Poul-Erik Tindbæk. Jeg tror, at det er, hvad folk oplever efter en periode, og efter at euforien har lagt sig. Så begynder man måske at indse, at man har mistet nogle værdier i tilværelsen. Det at være sammen med nogle andre om en opgave. At have værdi i sig selv og betydning. At få lov til at gøre noget, man er god til. Det oplever man måske ikke, når man ikke længere har sit job og kan udøve sine kompetencer og vise, at man kan noget. Denne vigtige værdi er ikke lige til at finde, for dørene står ikke åbne, og man er meget alene, når man er færdig på jobbet.

     Når vi mister jobbet, fordi vi mere eller mindre frivilligt går på pension, så er det samtidig en stor del af identiteten og alt det, vi er, at vi mister. Det er klart, at når man de første 20 år af livet forbereder sig på sit jobliv, og så har været i det de næste to gange 20 år, og så pludselig skal give slip på det, så er det ikke alle, der kan skabe et meningsfyldt liv for sig selv. Og ser man på det fra en samfundsmæssigt perspektiv, så kan man undre sig over, hvad det er for et samfund, der har råd til, at så mange kompetente mennesker - på toppen af deres ydeevne som 60-70-årige - skal gå rundt og spilde deres evner. Det er et kæmpe ressourcespild. Hvem skal ændre på det? spørger Poul-Erik Tindbæk.


     Et muligt svar på det kunne vel netop være, at man afskaffer den faste pensionsalder, og jeg kan da foreslå, at man ser nærmere på de indlæg, der bringes om den sag andet sted her på Ældre-bloggen.

20-03-17


Jeg har ovenfor omtalt nogle få bøger om dette at blive ældre. Men der er mange fle-

re end dem. En af dem er Poul-Erik Tindbæks  håndbog om "En tredje karriere".

     Poul-Erik Tindbæk er 72 år gammel og giver selv udtryk for, at han er i sin tredje karriere. I den beskæftiger han sig på forskellige måder - gennem bøger, artikler og workshops - med at rådgive om overgangen fra arbejdslivet til pensionisttilværelsen.

     "Hvad skal du være, når du bliver gammel?" spørger han og forklarer, at overgangen fra et langt arbejdsliv er en radikal livsforandring og måske den vanskeligste i voksenlivet. Hvordan finder man en meningsfuld rolle uden en stillingsbetegnelse? Hvordan genvinder man de vigtige elementer, som arbejdslivet rummer? Og hvordan opbygger man sin tredje karriere, så den er præget af aktiviteter, som man brænder for?

     Umiddelbart vil mange føle, at friheden kalder, når man har passeret grænsen til pensionisttilværelsen, og livet stadig ligger foran én og lokker med muligheder og tid til rejser og hobbies. I almindelighed formodes man som kommende pensionist at glæde dig til én lang ferie - eller?

     Men helt så sort/hvidt er det ikke, siger Poul-Erik Tindbæk. For som jeg også tidligere har været ganske meget inde på her på bloggen, så viser det sig, at det er langt fra alle seniorer, der ønsker sig en "naturlig" afgang fra arbejdsmarkedet, når de nærmer sig den pensionsalder, som er fastsat ovenfra, eller når de har rundet de 60+. Stadig flere seniorer vil ikke bare nøjes med at se til fra sidelinjen og "nyde deres otium", som det hedder i de gamle fortællinger  om livet efter arbejdslivet. Nej, siger Poul-Erik Tindbæk; de vil sideløbende - i mere private gøremål - fortsætte med at yde og bruge løs af deres talenter til gavn både for sig selv og for andre.



Vintertid er læsetid

- og det bliver vinter igen


Og det ser ud til at udbuddet af nye bøger fortsætter med at blive større år for år.

    I november sidste år afholdtes den årlige store Bogmesse i Bella Centret i København, og her kunne man få det bedst tænkelige bevis på, at den trykte bog virkelig lever og har det godt. Vi skal såmænd ellers ikke så mange år tilbage, før den almindelige opfattelse var, at skulle man i fremtiden læse bøger, så ville det blive på et eller andet elektronisk medie. Vel kan man stadig hente flere og flere bøger ad elektronisk vej; men det betyder ikke, at de elektroniske bøger er ved at give de trykte baghjul.

     I 2016 blev der her i landet udgivet 3.689 skønlitterære og 6.839 faglitterære bøger, og alt tyder på, at de tal stadig vil blive større og større.

     Og alsidigheden er stor; men der er dog ét område, som gjorde sig særligt bemærket på sidste års bogmesse, nemlig biografier - selvbiografier og biografier skrevet af andre. Det er naturligt nok især kendte personer, man kan læse om: politikere, skuespillere, erhvervsfolk og andre. Men når det gælder selvbiografier, er der også en del mindre kendte eller helt ukendte personer, der fortæller om deres liv, og skal man tro anmelderne, så er der også blandt dem en række fængslende beretninger.

     En nyskabelse på årets Bogmesse var en afdeling for selvudgivelser. Stadigt flere beslutter sig for at udgive deres bog eller bøger på eget forlag, og også blandt dem skulle der være en hel del interessante ting.



Skriv selv

Men det er langtfra alle selvbiografier, der lægges offentligt ud. Efterhånden er der rigtig mange - især ældre mennesker - der sætter sig til tasterne og beretter om deres ofte lange liv, og hvor målgruppen indskrænker sig til at være deres børn og efterfølgende slægtled. Og det har stor betydning i mange familier, at minder - de gode som de mindre gode - ikke går tabt, når forældre eller bedsteforældre dør.

     Slægtsforskning har længe været en populær beskæftigelse. Mange vil gerne vide mest muligt om deres ophav - gerne så langt tilbage som muligt. Men i mange tilfælde kan man kun finde frem til nogle navne på forfædrene. Rigtigt spændende og interessant bliver det først, når man kan føje en nedskrevet livshistorie til navnene.

     Der er sikkert mange, der vil mene, at de er desværre slet ikke i stand til at sætte deres livshistorie på papir. Men så kan man få hjælp. Der er en del professionelle såkaldte "ghostwritere", der tilbyder at skabe en mundtlig fortælling om til en skriftlig beretning.

     I Kristeligt Dagblad har en af dem, Elisabeth Bager,  fortalt om, at hun har benyttet sig af denne mulighed med en ghostwriter.  Oprindeligt begyndte hun selv at skrive sin livshistorie, men efter et par forsøg gav hun fortabt. Hun syntes ikke, at teksten lød godt, og hun havde svært ved at strukturere fortællingen. Derfor blev hendes løsning at få en professionel skribent til at hjælpe. Dog var det en smule grænseoverskridende for hende i begyndelsen, siger hun:

     ”Jeg har aldrig været en lukket bog, men i starten var det alligevel meget underligt at sidde og fortælle om sit privatliv til en fremmed, samtidig med at det blev optaget, men det blev et rygstød for mig. Og pludselig kunne jeg skrive en hel masse. Jeg sad med et lommetørklæde og genoplevede en masse minder undervejs, og det kostede da både blod, sved og tårer. Men i dag har det hjulpet mig til at forene mig med fortiden,” siger hun til Kristeligt Dagblad.


Jeg er selv i gang med at skrive om, hvad jeg har set og oplevet, og hvem jeg har mødt gennem mine snart mange år. Og jeg kan sige, at selve arbejdet med at hente erindringerne ud fra hukommelses-lageret og fra de kilder af forskellig art, som jeg har til rådighed, og få det sat på papir, er en fantastisk givende proces. Meget dukker op, som jeg ikke har skænket en tanke i mange år, og begivenheder og oplevelser ser nu i bakspejlet i nogle tilfælde anderledes og mere forståelige ud.

     I vore dage er der også en anden mulighed end papiret for at gemme sine erindinger. Det er komputeren. Og vil man åbne for sine erindringer, så også andre kan læse dem, så er der internettet. Selv har jeg jo åbnet en hjemmeside til det formål.

     Ud fra de gode erfaringer, jeg indtil nu har gjort mig med hensyn til at dykke ned i min egen fortid, kan jeg kun anbefale andre at gøre noget tilsvarende. For husk, at for hver især af os gælder det, at netop dine/mine erindringer er unike.


Ældre-bloggen