Bent Aalbæk-Nielsens hjemmeside

Ældre-bloggen

I juli 2016 startede jeg Ældre-bloggen som en selvstændig blog. Tanken bag det var at skabe et debatforum for os ældre, hvor vi kunne udveksle tanker og meninger om vores tilværelse som ældre, men også som et sted, hvor man kunne komme med gode ideer til at få mest muligt ud af de næste mange år.

    Nu - tre år senere - må jeg konstatere, at bloggen aldrig blev, hvad jeg stilede imod. Enten er der ikke behov for et sådant debatforum, eller også bliver behovet dækket på anden måde.  Derfor besluttede jeg at lukke bloggen som sådan med udgangen af juni måned sidste år.

     Men en del af de emner, som jeg gennem de to år beskæftigede mig med på den specielle Ældre-bloggen, vil blive videreført her.

     Det betyder altså, at jeg fortsat fra tid til anden vil komme med nye indlæg til bloggen her på denne side, ligesom den vil være åben for indlæg med meninger og kommentarer udefra.




Du er meget velkommen til at give din mening til kende om emner, der bliver behandlet på Ældre-bloggen.


   Brug "blanketten" her til højre; skriv dit navn og din email-adresse og din kommentar i besked-feltet. Klik på SEND, og et øjeblik senere ligger den i Ældre-bloggens indbakke. Snarest derefter vil din kommentar blive bragt her på siden under dit navn, men UDEN angivelse af din email-adresse.


Du må også meget gerne komme med egne indlæg om, hvordan du oplever det at være ældre, eller måske med gode ideer til, hvordan det kan blive endnu bedre at være det.


Senest opdateret
13. oktober
2020


 
 
 
 

Ældre-bloggen har i øvrigt sin egen profil på Facebook.

Dér kan du også komme med kommentarer.

Du kommer til den via dette link:

facebook.com/aeldrebloggen.dk

       
          Se interviewet
           i Radio Diablo
                   om

  "Plejecenter Fremtiden"

Klik her,

hvis du vil læse om udgivelsen af romanen om tilværelsen for beboerne i 
fremtidens plejecentre.

Og så kan bogen i øvrigt købes i boghandelen eller lånes på biblioteket.

13-10-20

Tid til omsorg

For et par uger siden havde DR2 en debat med Clement, hvor emnet var pleje og omsorg af os ældre. Panelet bestod af politikere, fagforeningsfolk og professionelle inden for ældreplejen. Som altid, når Clement byder ind til debat, var der ganske stor uenighed om stort set alt - dog med én klar undtagelse: Mange steder trænger ældreplejen til en mærkbar forbedring. Men også hvad det angår, var der forskellige opfattelser. For nogle drejede det sig om at få skabt en helt anden kultur. For andre var løsningen den helt traditionelle med flere penge til flere varme hænder.
     Ingen kan være i tvivl om, at der mangler veluddannede og dedikerede SOSU-medarbejdere. Derfor må man de fleste steder klare sig med mere eller mindre fast ansatte folk uden nogen egentlig uddannelse. Det gavner naturligvis ikke kulturen og omgangstonen. Spørgsmålet er så, om det problem kan klares med flere penge.
     For mig at se er der ingen tvivl om, at en bedre aflønning af fuldt uddannet personale vil gøre opgaven som plejepersonale - på plejehjemmene såvel som i hjemmeplejen - mere attraktiv, og at det vil kunne animere flere til at gå ind i uddannelsen. Men under Clements debat blev det flere gange slået fast, at der ganske enkelt ikke kan findes mennesker nok til at dække behovet. År for år bliver der flere og flere, der har behov for pleje og pasning, og samtidig bliver der færre og færre i de aldersgrupper, der skal klare den opgave. Og der er også behov for hver og en af dem mange andre steder end i ældreplejen. Det er et faktum, som der helt blev gået udenom i debatten. Og det må jo skyldes, at ingen af deltagerne kunne pege på en løsning af det problem.
     Det kan godt undre mig. Jeg har mere end én gang her på Ældre-bloggen peget på de muligheder, der ligger i den moderne teknologi. Og det er de muligheder, jeg har skrevet om i min bog om "Plejecenter Fremtiden". Ganske vist har jeg i bogen skubbet tiden nogle tiår ud i fremtiden, hvor de mange nye teknologiske muligheder vil være implementeret. Men mange af disse muligheder er jo allerede realiteter og i brug flere steder uden for ældreplejen. Og hvis de virksomheder, der arbejder med udvikling af nye muligheder, får et klart signal om, hvad det er, man kunne ønske sig i ældreplejen, så vil de have grundlag for at gå i gang med en udvikling af netop det. For de har i dag de folk, den viden og den baggrund, der skal til.
     Det er på tide, at der bliver samlet en gruppe af fagfolk, der kan sørge for at få sat gang i udvikling og fremstilling af de teknologiske hjælpemidler, der kan frigøre plejepersonalet fra de mange rutinemæssige opgaver og give dem mulighed for at koncentrere sig om de vigtigste af det hele, nemlig omsorgen for de mennesker, der har behov for omsorg.

24-09-20

Som optakt til Sundheds- og ældreministerens Ældrepolitiske Topmøde om plejeboligområdet 30. september til 1. oktober har Alzheimerforeningen anmodet om, at nedenstående orientering og appel må blive viderebragt til flest muligt.
Det medvirker jeg gerne til her gennem Ældre-bloggen.

”Nok er nok”:
Alzheimerforeningen vil ændre grundlæggende på plejehjem


Den seneste tids skandalesager fra plejehjem udgør kun toppen af isbjerget - Alzheimerforeningen giver derfor politikerne tre bud på indsatser, der sætter mennesket før systemet og kvalitet før effektivitet i plejen.

De chokerende scener fra TV2-dokumentaren om umenneskelige forhold på to plejehjem i Aarhus og Randers – og siden videoen fra et plejehjem i Helsingør, hvor en SOSU-hjælper helt umotiveret sviner en beboer med demens til – har endnu engang sat gang i debatten om plejeboligområdet. Men sagerne er hverken enestående eller udtryk for en ny tendens. Alzheimerforeningen har dokumentation for, at der i løbet af de seneste tre år er sket omsorgssvigt, mishandling, fejlbehandling eller tilsvarende stærkt kritisable forhold på plejehjem i 44 ud af Danmarks 98 kommuner. I otte ud af ti af disse tilfælde har det handlet om mangelfuld sundhedsfaglig behandling og pleje. Og i hver sjette tilfælde er plejehjemsbeboeren afgået ved døden.
- Der er god grund til, at tilliden i befolkningen til de kommunale plejehjem styrtdykker. Der er noget grundlæggende galt med systemet, hvor der efterhånden er skåret så meget ind til benet og effektiviseret i en grad, at det i flere tilfælde har kostet beboerne livet. Det må stoppe nu. Der er behov for et paradigmeskifte i, hvordan vi behandler, plejer og yder omsorg til personer med demens på plejehjem, fortæller direktør i Alzheimerforeningen, Nis Peter Nissen.

Opgør i tre indsatser
Mens der igennem årene er blevet postet milliarder i værdig ældrepleje, er kvaliteten af behandling, pleje og omsorg på plejeboligområdet gået den anden vej. Antallet af uddannet og kvalificeret personale på plejehjem er ikke fulgt med det markant stigende antal stærkt behandlings- og plejekrævende beboere, hvoraf op mod 80 procent lider af demens - især ikke om natten, hvor normeringen er urimeligt lav. Alzheimerforeningen har i årevis gjort opmærksom på de alarmerende forhold og har nu - op til Sundheds- og ældreministerens Ældrepolitiske Topmøde om plejeboligområdet 30. september til 1. oktober - samlet tre konkrete bud på indsatser, der kan vende udviklingen.

Indsatserne er:
1. Samarbejdet med pårørende skal forbedres
2. Alle medarbejdere skal have demensfaglige kompetencer
3. Kvaliteten af den demens- og sundhedsfaglige behandling og pleje skal løftes i hele Danmark


- For at vi kan ændre på plejeboligområdet, er vi nødt til at sætte mennesker med demens og deres familier i centrum. Det skal ikke være hensynstagen til rigide systemer og plejehjemmets bundlinje, der afgør, hvilken behandling man får. Til gengæld er det helt essentielt for både behandlingen og plejen, at vi ser på plejehjemsbeboerne som hele mennesker og inddrager de pårørende. Ellers ender vi med at gøre beboerne til ”ting”, som vi desværre oplevede i de foruroligende scener, hvor en kvinde med demens hænger i en lift og klager over smerter, mens personalet taler sammen over sengen og knap nok ænser hende. Derfor er det afgørende, at den demensfaglige kvalitet bliver sat før effektivitet ude på plejehjemmene, siger Nis Peter Nissen.

Tilliden skal genoprettes
Alzheimerforeningen har i de senere år modtaget 50 procent flere henvendelser fra pårørende, om problemer med den demens- og sundhedsfaglige pleje på plejehjem. Men mange oplever at løbe panden mod en mur, når de lufter deres bekymringer over for personale, ledelse og i sidste ende kommunen. Derfor foreslår Alzheimerforeningen blandt andet, at beboere og pårørende får en uafhængig tillidsmand, der kan tale deres sag direkte overfor plejehjemsledelsen.
Samtidig foreslår Alzheimerforeningen, at der indføres et nationalt demensfagligt efteruddannelsesprogram, hvor alle medarbejdere og ledelsen bliver klædt på med nyeste viden om demens og plejehjemmet bliver blåstemplet med et certifikat. Modellen kendes fra Sverige, hvor Dronning Silvia har sat sig i spidsen for de såkaldte ’Silviahem’:
- Erfaringerne fra Sverige er gode og certificeringen med det royale islæt har været med til at øge prestigen og den faglige stolthed inden for et felt, der ofte – og i øvrigt helt uretmæssigt – bliver talt ned og negligeret, siger Nis Peter Nissen.
Den sidste hjørnesten i at genoprette tilliden til plejehjemmene handler om at sikre, at du får den samme gode behandling, lige meget om du bor på plejehjem i Hirtshals eller Helsingør. For i dag er der desværre helt uacceptable kvalitetsforskelle på plejehjem kommunerne imellem. Det er for eksempel i forhold til normeringer, plejehjemslæger eller indsatsen mod de alvorlige adfærds- og psykologiske problemer (såkaldt BPSD), som mange personer med demens får.
- Hvis vi skal løfte kvaliteten i hele landet, er vi nødt til at have nogle nationale og bindende retningslinjer for behandling, pleje og omsorg på plejehjem. Der er nødt til at være en anstændig bemanding på alle landets plejehjem – det kalder vi en grundnormering. Og så er vi nødt til at anvende nogle af de modeller, som der er blevet brugt millioner af kroner på at gennemteste og som vi ved virker. For eksempel BPSD-modellen, som har en dokumenteret effekt i forhold til at hjælpe beboere med demens, som har adfærdsmæssige og psykiske problemer, fortæller Nis Peter Nissen.
Han ser frem til det Ældrepolitiske Topmøde, men frygter også at politikerne endnu engang taber fokus, når debatten en dag ebber ud:
- Derfor bliver vi ved. I alt for lang tid er systemet kommet før mennesket, men nu siger vi stop. Det er tid til at sætte handling bag ordene og få et paradigmeskifte i plejen af ældre med demens på plejehjem, så mennesker med demens kan få den nødvendige behandling, pleje og omsorg. Det er det løfte, vi giver til mennesker med demens og deres familier.
Læs hele Alzheimerforeningens oplæg her: Mennesket før systemet!

FAKTA OM PLEJEHJEM ANNO 2020
• PT bor der knap 40.000 personer på plejehjem i Danmark
• Det vurderes, at 60-80% af beboerne lider af en demenssygdom
• Halvdelen af alle demenspatienter på plejehjem lider af en eller flere andre alvorlige kroniske sygdomme som kræft, diabetes, KOL etc.
• Hver tredje beboer dør inden for det første år efter de er flyttet på plejehjem.
• Plejehjemsbeboere får dobbelt så meget medicin som andre ældre i samme aldersgruppe.
• Plejehjemsbeboere har 2½ gange flere forebyggelige indlæggelser end ældre, der ikke bor på plejehjem – dvs. indlæggelser, der kunne være undgået ved korrekt behandling, pleje og omsorg.
• Genindlæggelsesprocenten for plejehjemsbeboerne er næsten dobbelt så høj som ældre, der ikke bor på plejehjem.
• Der er stor forskel på gennemsnitsnormeringerne i kommunerne. Særligt om natten, hvor der i nogle kommuner er op til 41 beboere til hver enkelt medarbejder.
• I 49% af alle plejehjem er der ikke fast tilknyttet en plejehjemslæge.
• I 51 % af alle tilsyn på plejehjem i 2018, var der ikke styr på medicinhåndtering.

07-09-20

Lærerne er ikke dummere, men dårligere
Det er deres uddannelse, der er blevet forringet


Lærerne er blevet "dummere" de seneste 25 år, hævdes det i en artikel i avisen Danmark den 27. august.
Det er nok velovervejet, at ordet "dummere" er sat i anførselstegn. For det er egentlig ikke intelligensen, der er blevet ringere. Når de danske skoleelever klarer sig dårligere og dårligere, skyldes det, at deres lærere i dag er alt for dårligt uddannede.
     Da jeg gik på seminariet i begyndelsen af 1950'erne, havde vi godt 30 undervisningstimer om ugen (om lørdagen var der, så vidt jeg husker, lidt færre timer end de andre dage), og i hver eneste af disse godt 30 timer blev undervisningen forestået af en virkelig kompetent underviser. Vi blev overhørt i de lektier, vi havde for, og vi fik løbende vores præstationer vurderet.
     Da jeg for nogle år siden sammen med nogle andre tidligere lærere besøgte et University College (vore dages seminarium - fint skal det være), fik vi oplyst, at man dér var meget tilfredse med, at man netop havde fået forøget antallet af undervisningstimer fra 11 til 13 om ugen. Det rystede os! Men så var der jo noget gruppearbejde på de studerendes egen foranledning og en hel del selvstudie, fik vi at vide. Ærlig talt: betyder det ikke, at de flittige og ambitiøse studerende helt sikkert bliver gode lærere med en masse relevant viden. Men hvad med de dovne og mindre ambitiøse? For dem er der sikkert også nogle af nu som før. Nåh jo blev det nævnt; der var jo også noget med, at frafaldet fra studierne nu om stunder er en hel del større, end man bryder sig om at snakke om. Men man kan da glæde sig over, at de, der falder fra, så aldrig kommer ud i skolerne.
     En vigtig del af tidligere tiders læreruddannelse var praktik. Til hvert seminarium hørte der en såkaldt øvelsesskole. Her blev seminarieelevernes evner til at tilrettelægge og gennemføre en undervisning i praksis prøvet af, og i tredje klasse var eleverne ude som vikarer ("på græs", som det hed) i tre måneder. Samlet set gav det den nødvendige forståelse af, hvad der egentlig var målet med læreruddannelsen og dermed af, hvad der skulle lægges vægt på i det daglige arbejde på seminariet. Det er mit indtryk, at den del af uddannelsen i dag er nedprioriteret i betydelig grad med der resultat, at mange nyuddannede lærere får noget af et realitetschok den dag, da de skal begynde deres gerning som undervisere.
     Det er i de senere år blevet erkendt, at generelt er evnen til at udtrykke sig og til at stave korrekt blevet ringere. Flere universiteter har været nødt til at oprette kurser for de nye studerende for at råde bod på det. Mange af de unge mennesker kan ganske enkelt ikke forstå, hvad de læser, og de har svært ved at udtrykke sig både mundtligt og skriftligt. Jeg kan naturligvis ikke dokumentere, at tilbagegangen har noget at gøre med en dårligere uddannelse af Folkeskolens lærere. Men for mig ligger det ligetil at antage, at der er en sammenhæng. Det har da også ved flere lejligheder været diskuteret, om læreruddannelsen kunne gøres bedre, og et skridt i den retning er det vel, at adgangskravene til uddannelsen er blevet skærpet. Men der må efter min mening mere til. Det kan være betydeligt flere egentlige undervisningstimer som i "gamle" dage. Men det kunne også være, som det f.eks. er tilfældet i Finland, at lægge læreruddannelsen op på et egentligt universitetsniveau og forlænge den med et år eller to.


29-08-20

Palliativ behandling er kun for nogle


Desværre lykkedes det ikke at samle tilstrækkeligt mange underskrifter til at få spørgsmålet om aktiv dødshjælp taget op i Folketinget. Det undrer mig. For det eneste, vi ved med sikkerhed omkring vores liv, det er, at det slutter på et eller andet tidspunkt. Og for mange slutter det på en dårlig måde.
     Det er nu snart to år siden, at læge Svend Lings fik en betinget dom for at yde hjælp til selvmord. Og med god grund har man kunnet håbe på, at den sag dermed var gemt og glemt. Men sådan skulle det ikke få lov til at gå. En emsig sygeplejerske fra Silkeborg har indgivet en konstrueret og dermed falsk anmeldelse til politiet om en ny medvirken til selvmord fra Svend Lings side. Jeg kender ikke hendes motiv for at gøre det; men det kan vel kun være et ønske om at få spørgsmålet om dødshjælp bragt op igen.
Og lad mig da så gøre det også her på Ældre-bloggen. Og min holdning er den samme som for to år siden: Ingen bør straffes for at yde den menneskekærlige handling, som det er at hjælpe et dødssygt og lidende menneske til at få opfyldt dets sidste ønske om at få lov til at dø.
     Hovedargumentet for at nægte lov til at yde en sådan hjælp er, at samfundet stiller en palliativ behandling med smertelindring til rådighed for døende mennesker. Det lyder selvfølgelig positivt, men sandheden er, at en sådan behandling i mange tilfælde ikke kan gives.
     En helt ny rapport fra Rigsrevisionen om samfundets "tilbud om palliativ indsats til alle med livstruende sygdom" og om "lige adgang til palliative tilbud" gør det nemlig klart, at der ikke bliver levet op til et sådant tilbud til alle. Hver femte patient, der bliver henvist og accepteret til at modtage den palliative indsats, når ikke at få den, og dertil kommer så alle dem, der ikke får en henvisning.
     Det er utroligt for mig, at der stadig er mennesker her i landet, der helt bevidst sidder den kendsgerning overhørig, og som altså f.eks. nu som sygeplejersken fra Silkeborg ikke skyer noget middel for at nægte de mennesker, som samfundet ikke kan give en palliativ behandling, en mulighed for at blive fri af ulidelige fysiske og psykiske smerter.
     Naturligvis skal Svend Lings ikke tiltales på baggrund af en falsk anmeldelse. Men det må være rimeligt, at det bliver gjort helt klart for anmelderen at her er det hende, der har begået en grov ulovlighed.

17-08-20

Jeg er nok ved at være gammel

OK - lad mig så moderere det lidt og sige, at jeg kan mærke, at jeg er blevet ældre. Og det kan jeg mærke på forskellige måder: Det er f.eks. blevet sværere at komme i gang om morgenen. Jeg undrer mig over, at der er muskler, der protesterer over at skulle til at præstere noget igen, efter at de har fået mulighed for at hvile godt og dejligt en hel nat igennem. Men i gang kommer de da stadig hver morgen. Så er der bare det ved det, at de bliver hurtigere trætte, end de gjorde for bare fem år siden. Det er nu nok i nogen grad min egen skyld - jeg burde nok træne dem noget mere. Men der er jo så meget andet, der også bør gøres. Og så må man jo prioritere.
     Noget andet, hvor jeg kan mærke, at jeg er blevet ældre, er, at det er blevet sværere at koncentrere sig i længere tid om en eller anden konkret opgave. Det har vist også noget at gøre med det, der hedder korttids-hukommelsen. Hvad pokker var det nu lige, at jeg for sekunder siden tænkte på, at jeg skulle gøre, sige eller skrive? Ærgerligt nok! For intentionerne var vist egentlig gode nok. Nu må jeg så i gang forfra.
     I de seneste måneder har corona-situationen givet mig noget mere tid til at begynde forfra på det ene og det andet. For en del af de mere eller mindre faste arrangementer, som jeg normalt har været optaget af, er jo ganske enkelt lukket ned. Og sandt at sige, så har lysten til at engagere mig i noget andet ikke rigtigt været til stede. Jeg har jo gang på gang fået at vide, at med min alder er jeg i risiko-gruppen, og det bryder jeg mig egentlig slet ikke om at være. For selv om jeg altså nok er gammel / ældre med, hvad det nu indebærer, så er jeg rent faktisk så glad for livet - vel at mærke så længe helbredet endnu er godt - at jeg vil gøre meget og give afkald på en del for at beholde det længst muligt. Når jeg en gang imellem har været tvunget ud i noget, der kunne indebære en risiko for at blive smittet, så har jeg følt det lidt som at spille russisk roulette, og det er et spil, som jeg slet ikke bryder mig om.
     Der er altså flere ting, som jeg i dag må erkende, at jeg ikke længere er i stand til på grund af corona, aldring eller andet. Men der er stadig slet ikke så lidt, som jeg fortsat kan. Og jeg prøver tit og ofte at sige til mig selv, at jeg skal lade være med at blive sur over, at der er noget, som jeg ikke længere kan. I stedet vil jeg nyde og glæde mig over alt det, som jeg stadig kan.
     Jeg holder meget af at lytte til musik, og jeg har for kort tid siden investeret i to supergode højttalere. Så nu har jeg det endnu bedre med at lytte til den musik, som jeg holder af. Og det har jeg det ikke spor svært ved at koncentrere mig om.

31-07-20

Plejehjemmene bag facaden

Der er ingen tvivl om, at rigtig mange så TV2's dokumentar om plejehjemmene bag facaden torsdag aften den 30. juli. Og mange har kommenteret den. Alle er enige om, at forhold som dem, man blev præsenteret for i dokumentaren er uacceptable. Men meget få har realistiske forslag til, hvordan forholdene kan forbedres, så de overalt kan blive ikke bare acceptable, men gode.
     Der er dog én ting, man kan blive enige om: Der er for få ressourcer til rådighed. Det drejer sig om økonomiske ressourcer. Men det drejer sig i endnu højere grad om menneskelige ressourcer - det, der ofte omtales om "varme hænder".
     Hvad de økonomiske ressourcer angår, er det et politisk prioriteringsanliggende. Men som det er blevet nævnt fra flere sider, så hjælper det jo ikke noget, at man står klar med nok så mange penge, hvis det, man gerne vil have for pengene, ikke er til rådighed. Og det må jo ganske enkelt konstateres, at der er ikke det nødvendige antal varme hænder til rådighed, og de er ikke til at finde nogen steder.
     Det er utvivlsomt rigtigt, at meget vil kunne opnås ved at gøre sosu-uddannelsen bedre og ved at gøre arbejdsforholdene for sosu-personellet bedre - blandt andet med en bedre aflønning. Men det ændrer ikke ved det faktum, at der er ikke det tilstrækkelige antal mennesker til at modtage bedre uddannelse og bedre løn. En opnormering af stillinger fra deltid til fuldtid kan kun løse en lille del af problemet.
     Jamen hvad gør vi da så? Accepterer vi, at gamle Anton må sidde et par timer for længe i en fyldt ble?
     NEJ!
     Og derfor undrer det mig, at man ikke i langt højere grad, end det er tilfældet, retter blikket mod de mange muligheder, som den allerede kendte teknologi og den, der er godt på vej, giver for at aflaste plejehjemmenes personel for en lang række af rent praktiske opgaver. Det vil kunne give dem betydeligt mere tid til det vigtigste af det hele, nemlig den nære, menneskelige omsorg.

Jeg prøvede sidste år at pege på en del af disse muligheder med udgivelsen af min sciencefiction-roman om "Plejecenter Fremtiden". Den giver også et billede af det gode og indholdsrige liv, som teknologien giver mulighed for. Noget er allerede taget op med gode erfaringer - men endnu nærmest på forsøgsbasis - på flere plejehjem rundt i landet. Men der er stadig mange mere eller mindre uprøvede muligheder endnu.
     Samme dag som TV2 viste dokumentaren om plejehjemmene bag facaden, kunne vi i tv-nyhedsudsendelserne følge opsendelsen af en raket, som blandt andet med dansk-udviklet udstyr skal til Mars og undersøge forholdene dér. Dét kan vi altså. Og hvis vi vil, kan vi også udvikle udstyr, som kan være med til at give beboerne på vores plejehjem en bedre og langt mere værdig og tryg tilværelse. Og det vil kunne give personalet endnu større arbejdsglæde.

24-07-20

At være gæst

Jeg er ikke medlem af noget politisk parti, og jeg har ikke tanker om at blive det. Men jeg er dansker, og det har jeg nu været i mere end firs år.
     Som dansker betragter jeg Danmark som det hjem, jeg har fælles med alle andre danskere. Men så har jeg jo også mit eget lille private hjem. Og jeg føler, at der er meget til fælles for disse to former for hjem. Her i mit private hjem har jeg den fulde - og vist egentlig også grundlovssikrede - ret til at bestemme, hvad der skal ske. Den samme ret må vi som danskere have i vores fælles hjem.
     Som de fleste andre danskere synes jeg, at det kan være helt rart og hyggeligt at få gæster. Og rigtig mange af os har oven i købet et gæsteværelse. Jeg lukker gerne min dør op for folk, der står udenfor, hvis det buldrer og brager og stormer og regner, så de kan komme ind i ly og læ. Jeg giver dem også gerne noget at spise, hvis de er sultne og ikke har noget selv. Men jeg ser gerne, at de forsvinder igen - og da gerne med et stilfærdigt "tak for husly" - når uvejret er drevet over. Jeg synes ikke, at det kan være rigtigt, hvis de finder sig berettigede til at slå sig ned i gæsteværelset. Og da slet ikke, hvis de begynder at pille de billeder ned, som jeg har hængt op derinde, så der kan blive plads til deres egne.
     Hvis det sker, må jeg være både moralsk og juridisk berettiget til at bede dem om at finde et andet sted at være, og hvis de mod forventning ikke er indstillet på at gøre det, så må jeg kunne bede myndighederne om at hjælpe mig. Og det må de så kunne gøre med gode ord, eventuelt med lidt økonomisk bistand og, om nødvendigt, med den faste hånd, der måtte vise sig nødvendig.
     For tiden synes jeg, at de danske gæsteværelser er ved at blive overbefolkede. Mange føler sig tilsyneladende så berettigede til at blive boende, at de allerede for længst har pillet de danske billeder ned fra væggene og erstattet dem med noget, som slet ikke har noget med danske hjem eller dansk kultur at gøre. Det er, som om de slet ikke forstår, at de er kommet ind i andre menneskers hjem og som noget helt selvfølgeligt bør indrette sig efter, hvordan vi ønsker at have det inden for vore egne vægge.
     Men jeg kan da også se, at der er en del, som synes, at det er en rigtig god måde, vi har indrettet os på her til lands, og derfor gør, hvad de kan for i rimeligt omfang at indrette sig i stil med os og leve, som vi finder det rigtigt at leve. Og jeg kan se, at de bestræber sig på at kunne bidrage til det danske samfund og blive blandt dem, der nu betragter Danmark som deres hjem med, hvad det betyder af pligter og hensyn. Jeg kan se, at de er flyttet ud af gæsteværelserne og har indrettet deres egne private hjem på de præmisser, som det nu indebærer. Det synes jeg er al ære og respekt værd. Og dem byder jeg velkommen her i det fælles hjem.

14-07-20

Ældrepleje
Der er en løsning

Det er måske ikke den bedste; men når den ikke kan opnås, må man ty til den næstbedste.

Selvfølgelig ville det være det ideelle, hvis der var alt det velkvalificerede personel, som der er brug for i ældreplejen. Men det er der ikke, og det kommer der ikke. Det er et problem, som bare bliver større og større, for der bliver i de kommende år flere og flere, som har behov for pleje og omsorg, og der bliver færre og færre til at give den. Så langt kan alle blive enige.
     Der er i den seneste tid sagt utroligt mange fine ord om, hvor nødvendigt det er, at de dårlige forhold, som er blevet afsløret på flere af landets plejecentre, bliver forbedret. Alt andet er helt uacceptabelt, siger alle. Og der er da også rullet hoveder. Og endnu en gang er der fra politisk hold givet tilsagn om flere ressourcer. Men af gode grunde har ingen for alvor kunnet pege på, hvordan de vil skaffe de "varme hænder", der mangles så hårdt. For de er der jo ganske enkelt ikke.
     Hvad så?
     Skal vi acceptere det uacceptable og erkende, at det vil blive ved med at gå den gale vej med stadig ringere pasning?
     Skal vi pålægge familierne, at de skal tage sig af deres plejekrævende pårørende?
     Skal vi oprette korps af yngre og velfungerende ældre, som frivilligt eller udskrevet skal gå ind og klare dele af behovet for pasning af dem, der har brug for det?
     Skal der sideløbende med værnepligten udskrives unge mennesker til et antal måneders plejepligt?
     Eller skal vi indrette ældreplejen på en helt anden måde end i dag med langt større udnyttelse af den velfærdsteknologi, som allerede er til rådighed, eller som ret hurtigt vil kunne udvikles, hvis man vælger at bruge ressourcer til det?

Jeg skrev sidste år bogen om "Plejecenter Fremtiden" for at pege på de muligheder, der ligger i en radikal ændring af vores ældrepleje. Det er ikke utopi, men helt igennem reelle muligheder. Det forudsætter blot, at alle ansvarlige vil stoppe med blot at erklære situationen, som den er nu, for uacceptabel og begynde at gøre noget effektivt ved det.
     Ingen af dem kan fremtrylle den bedst tænkelige løsning. Men så må de altså tage sig sammen og gå i gang med at realisere den næstbedste.

08-07-20

Frygt for plejecentrene

Hvad frygter du mest for i forbindelse med det at blive ældre?
     Det spørgsmål så jeg for snart mange år siden stillet i et avisinterview med et eller andet kendt menneske, der trak sig tilbage fra arbejdsmarkedet. Jeg husker ikke, hvem det var; men jeg husker svaret, fordi det gjorde et dybt indtryk på mig.
     Jeg havde nok forestillet mig, at svaret ville være et eller andet omkring det at dø. For dette med døden føles nok for de fleste af os som noget ukendt, og det er vel helt naturligt, hvis man frygter for noget ukendt, men uafværgeligt.
     Men svaret var et helt andet: "Jeg frygter mest af alt for at blive så dårlig, at jeg må flyttes ind på et plejecenter".
     I interviewet blev det så uddybet, hvorfor den pågældende havde den frygt. Men jeg husker, at den tanke strejfede mig, at sådan noget behøvede man da ikke at frygte for, for sådan er det da ikke på et plejecenter. Tværtimod så kunne vi jo se de danske plejecentre præsenteret som mønsterinstitutioner, der tiltrak delegationer fra så fjerne egne som Kina og Japan, som ønskede at studere, hvad det er, vi her til lands gør, for at vi ældre kan have det så forbilledligt godt.
     Og der er helt sikkert plejehjem flere steder, der fint kan præsenteres som forbilleder. Men her på det seneste er vi så også blevet præsenteret for noget helt andet gennem de videooptagelser, som TV2 har foretaget med skjult kamera, og af de mange beretninger, som nu strømmer ind andre steder fra om forhold, som ganske enkelt ikke burde forekomme.
     Jo, der er grund til at frygte for at blive så dårlig, at man er nødt til at blive flyttet ind på et plejecenter. Og det er simpelthen bare ufatteligt, at det kan være sådan nogle steder - og noget kunne tyde på, at det ikke bare er nogle få steder.
     Jeg har i et tidligere indlæg her på Ældre-bloggen peget på den opfattelse, at det har noget at gøre med hele den kultur, der åbenbart findes nogle steder, og som måske har sin oprindelse tilbage i den uddannelse, som SOSU-medarbejderne og ikke mindst lederne gennemgår. Og så må der finde en udvælgelse sted mellem dem, der søger optagelse på uddannelserne. Deres rent menneskelige egenskaber og kvalifikationer må nødvendigvis tillægges en væsentlig betydning.
     Det er godt, at situationen i vores ældrepleje er blevet blotlagt, ved at medierne nu har taget den op. Og det må give anledning til, at hele systemet - herunder ikke mindst den politiske del af det - bliver gennemgået nøje og rettet til, så vores ældrepleje bliver i overensstemmelse med det billede, som vi ønsker at have af det, og ikke som det åbenbart vitterligt er i dag.

03-07-20

Misrøgt på plejehjem

Det kan ikke være et spørgsmål om økonomi. For der er tilsyneladende penge nok. Senest har regeringen bevilget 200 millioner kroner af skatteydernes penge til ferieaktiviteter for landets børn. Det skal for så vidt være dem vel undt. Begrundelsen er, at de har haft det hårdt, mens Covid-19 har hærget.
     Men det er der sandt for dyden også andre, der har. Det gælder ikke mindst landets plejehjemsbeboere. Og nu er vi gennem medierne blevet bekendt med, hvor dårligt i hvert fald nogle af dem bliver behandlet. Det er simpelthen rystende.
     Nu skal der ikke skæres over én kam. Der er masser af eksempler på glade og tilfredse plejehjemsbeboere. Og godt for det. Men det gør det næsten endnu mere grelt, hvad vi på det seneste har hørt om af misrøgt og mistrivsel flere steder. Og det værste er næsten, at det på forskellige måder søges holdt skjult, og at man derfor kan have tvivl om, hvorvidt der bliver gjort noget effektivt ved det.
     Endnu en gang har vi kunnet høre fra ansvarlige for misrøgten, at den skyldes mangel på ressourcer - økonomiske og personalemæssige. At der skulle mangle økonomi til at give en tilfredsstillende pleje, må ganske enkelt afvises. Det er alene et spørgsmål om at prioritere. Og der er altså steder, hvor man prioriterer meget andet, før man kommer til ældreplejen. Resultatet er, at der mangler de nødvendige personalemæssige ressourcer - det gælder antal, og det gælder kvalitet og i den forbindelse den kultur, der hersker i den enkelte kommune og på det enkelte plejehjem. SOSU-uddannelsen må generelt være for dårlig - ikke mindst, når det drejer sig om faget "menneskelig omsorg". Men frem for alt må det være ledelsen, der svigter - den politiske såvel som på institutionerne. Der må ikke være nogen leder, der mere eller mindre stiltiende accepterer, at gamle Anton bliver nødt til at sidde i egen afføring i timevis, som vi kan forstå, at det er tilfældet nogle steder. Mangler der personale til at ændre ved den situation, er det ledernes ubestridelige pligt at gøre opmærksom på det over for de ansvarlige myndigheder, og det er disse myndigheders forpligtelse at skride ind og gøre, hvad der er nødvendigt, aldeles omgående.
     Coronakrisen har med al ønskelig tydelighed gjort det klart, at der er både ubegrænset økonomi og vilje til at gøre det nødvendige. Men hvad der findes nødvendigt, er et spørgsmål om prioritering. Nu må de ansvarlige i stat, regioner og kommuner prioritere den nødvendige indsats, for at alle landets ældre og handikappede kan få den værdige pasning og pleje, som den enkelte har behov for - og krav på!

26-06-20


"De nye ældre"

For et par år siden bragte jeg et indlæg her på Ældre-bloggen med denne overskrift. Jeg havde hentet den fra en kronik i Kristeligt Dagblad af Steen Hildebrandt, der er professor emeritus, ph.d. og adjungeret professor.
     I kronikken gav han udtryk for, at de fleste af os mennesker har en tilbøjelighed til gerne at ville sætte alt i kasser med tydelige etiketter på. På nogle af kasserne kan der stå "Børn", "Unge", "Midaldrende" eller "Ældre". Men det er udtryk for en urimelig forenkling, mener Steen Hildebrandt. For ligesom børn er meget forskellige, og kassen med "Børn" derfor bør deles op i mange kasser med hver deres etiket, sådan er også vi ældre meget forskellige. Og netop hvad os ældre angår, så er forskellighederne både flere og større, end det gjaldt for vores forældre og bedsteforældre. Derfor taler Steen Hildebrandt om et nyt begreb, som han kalder "nye ældre".
     Det gør han for at understrege, at der er forskel på ældre i gamle dage og ældre nu og i fremtiden. Og så føjer han til, at "Store grupper af nye ældre er raske, socialt modne, bidragende, ressourcestærke, politisk og samfundsmæssigt engagerede, veluddannede, selvbevidste, krævende, nysgerrige og ajourførte, når det for eksempel drejer sig om forebyggelse, sygdomsbehandling, motion, kost og så videre." Senere skriver han, at "Da jeg var ung, talte man om alderdom, den tredje alder, senior og lignende. Det gør man i øvrigt endnu, og jeg tror, at blandt andet disse tre begreber er gode eksempler på begreber, der er slidt så meget ned, at de skal udskiftes med andre begreber".
     Den opfattelse er blevet klart understreget gennem de seneste måneder med coronavirussens hærgen. Den har på flere måder rettet fokus mod os seniorer / ældre / gamle, eller hvad vi nu vil vælge at betegnes os som. Igen og igen har vi og alle andre fået at vide, at vi befinder os i en ganske særlig risikogruppe, og jeg har bemærket, at flere gange, når børn er blevet spurgt på tv om, hvad de især frygter i forbindelse med corona, så har svaret været, at de har været bange for, at deres bedsteforældre skulle blive smittet. "For så kan de jo dø", er der blevet sagt. Og det er jo for så vidt rigtigt. Det kan vi jo. Men netop i forholdet til vores børnebørn havde det måske været godt, hvis det var blevet gjort klart, at langt de fleste af os jo ikke er mere udsatte for at blive smittet end alle andre. Der er forskel på, om man befinder sig på et plejehjem eller færdes på samme måde som alle de yngre ude i en "næsten" dagligdag.
     Men vi mangler nogle ord, der på en god måde kan betegne vores situation i dagligdagen. For det er altså slet ikke sikkert, at vores børnebørn behøver at være helt så bekymrede for os, som nogle af dem giver udtryk for.


17-06-20

"Sommerpakke"

Jo, jeg skal såmænd også nok finde ud af at få brugt den tusse, som regeringen synes, at jeg skal have. Og der er da også dem, for hvem den falder på et tørt sted.
     Men jeg kan ikke lade være med at undre mig. Vi skal såmænd ikke mere end 3-4 måneder tilbage i tiden, før situationen var den, at der skulle spares både det ene og det andet sted. Og for få dage siden kunne man læse i avisen, at prisen for den mad, der bliver leveret til pensionister fra kommunen, flere steder kommer til at stige.
     Men der er altså penge nok til en "sommerpakke". Og det oven i købet efter at der er brugt i hundredvis af milliarder kroner på hjælpepakker til både det ene og det andet. Det er nok rigtigt, at disse enorme summer er kastet på bordet for at hjælpe Danmark gennem coronakrisen. Vi skal bruge en hel masse penge for at holde den nationale butik i gang.
     Så er spørgsmålet bare, hvor alle disse mange penge er kommet fra, der - som ved et trylleslag - pludselig er blevet til rådighed? Svaret er, at det er staten, der betaler. "Staten" - dette dejlige anonyme et eller andet, som vi sjældent tænker over, hvad eller hvem er. Og så ligger svaret ellers så klart og ligefor: Staten er jo dig og mig og alle de andre. Det er os, der holder hånden under Danmark i denne tid. Og for at vi kan gøre det, må vi ud på lånemarkedet. Ja, ikke hver enkelt af os. Det klarer regeringen og Nationalbanken for os. Men når de skal betales tilbage - for det skal de jo - så bliver det over din og min og alle de andres skattebillet. For det er jo altså nu engang os, der er staten! Og der er ikke andre til det.
     Men hjulene skal altså holdes i gang, og det bliver de så bl.a. ved, at vi alle sammen skal bruge en masse penge. Og derfor får vi nu "foræret" større eller mindre beløb af regeringen og Folketinget. For nogle sker det, ved at de nu får lov til at bruge nogle af deres egne feriepenge, som ellers ved en politisk beslutning var blevet "indefrosne". For os pensionister sker det, ved at vi hver især får "foræret" en tusse. Det havde nu været mere ærligt at sige, at vi hver især skal låne pengene af os selv. For også i den her sammenhæng er det jo altså os, der er staten. Og mon ikke vi igen kommer til at opleve, at der skal spares både det ene og det andet sted, når der skal laves finanslov for 2021. For der kan altså ikke blive ved med at være penge nok til det hele. Og faktisk er der da også økonomer og ærlige politikere, der nu så småt er begyndt at forberede os på, at der nok må skæres en smule i den velfærd, som vi efterhånden har vænnet os til.
     Men altså: Til oktober løber der tusinde kroner ekstra ind på min og din konto, hvis du altså er pensionist, studerende på SU, flygtning eller asylansøger fra Langtbortistan eller af anden grund er på overførselsindkomst. Det er ikke penge, der er plukket ned fra et corona-træ et eller andet sted. Det er penge, som staten - altså du og jeg, eller i hvert fald de af os, der betaler skat - skal hente på lånemarkedet. Og dér forventer man, at vi betaler dem tilbage på et eller andet tidspunkt.


Men tak for lån!

01-06-20

På coronaens præmisser

Det er stadigvæk lidt svært for os ældre / gamle helt at finde ud af, hvad vi må, og hvad vi ikke må - hvad vi skal, og hvad vi ikke skal i disse corona-tider. Sådan oplever jeg det i hvert fald.
     Det er tilsyneladende helt afgørende, hvor og hvordan man bor. Og det er vel i og for sig forståeligt nok. Bor man på plejehjem, er der andre og flere hensyn at tage, end hvis man bor for sig selv. På plejehjemmet er der hensynet til de andre beboere og til de ansatte. Dér må det være rigtigt at gøre alt, hvad der kan gøres, for at der ikke bliver ført smitte ind udefra. For det er nu engang en kendsgerning, at vi ældre er mere sårbare over for smitten end de yngre. Det fortæller tallene for smittede og døde med stor tydelighed. Derfor er der stadig de meget stramme regler omkring dette at få besøg, hvis det er på et plejehjem. Og derfor bestemmer de enkelte beboer stort set intet selv omkring dette at få besøg.
     Helt anderledes forholder det sig for os, der bor alene. Her bestemmer vi jo i realiteten selv alt - også omkring det at få besøg eller selv at gå på besøg. Vi bestemmer selv, i hvor høj grad vi vil følge sundhedsmyndighedernes anvisninger. Det er vores eget ansvar - også hvor længe og i hvor høj grad vi skal gøre det.
     Og her ligger så mit dilemma.
     Lige fra statsministeren i begyndelsen af marts lukkede landet ned, har jeg været meget omhyggelig med at overholde hver eneste regel og hvert eneste påbud. Det har jeg været af hensyn til mig selv; for jeg synes stadig, at jeg må kunne få en masse ud af tilværelsen. Men jeg har også været det af hensyn til andre; for jeg ville ikke kunne bære, hvis jeg uforvarende kom til at bringe smitte videre fra én person til én eller flere andre.
     Men nu er der så åbnet for en række af de aktiviteter i samfundet, som hidtil har været lukket ned.
     Hvad betyder det egentlig for mig?
     Risikoen for at blive smittet er nu minimal - men den er der. Myndighederne siger håndvask, sprit og afstand. Det er egentlig ikke særlig svært at blive ved med at overholde de påbud. Så det gør jeg i det omfang, det overhovedet er muligt, og så må jeg på en eller anden måde have lov til at mene, at myndighederne dermed har overtaget det ansvar, som også jeg havde tidligere for ikke at bringe en eventuel smitte videre. Og så stoler jeg faktisk på, at jeg også selv slipper fri.
     Jeg tror ikke, at vores liv nogen sinde bliver helt det samme som før coronaen. Vi har med den fået en oplevelse, som meget tydeligt har gjort det klart for os, hvor små vi mennesker i virkeligheden er, hvis naturen omkring os finder på for alvor at vise sine kræfter.
     Har den oplevelse mon gjort, at vi fremover vil skønne mere på det, når vi engang igen får en tilværelse mere på vore egne præmisser end på coronaens?

03-05-20

Vi lever længere

Fra dag ét i korona-krisen har mange af os fulgt tallene for udviklingen af epidemien - hvor mange er blevet syge, hvor mange har måttet indlægges, og hvor mange er af døde af Covid-19, og egentlig har det jo på samme tid været både lidt dystre tal og så også lidt opmuntrende tal. Det er jo indtil nu ikke gået nær så galt, som mange havde frygtet. Men når jeg skriver "indtil nu", så er det, fordi vi jo slet ikke er nået til enden på krisen endnu. Om der bliver ved med at være opmuntrende toner i udviklingen, afhænger ikke mindst af, om vi ældre fortsat passer godt på os selv.
     Men der er noget meget bemærkelsesværdigt ved tallene. Status for corona-krisen pr. dato her til lands fortæller, at 475 er døde. Det er mange; men lægger man dette antal sammen med tallet for døde af andre årsager i samme periode, så kommer vi samlet ikke op på så stort et tal som tidligere år. Faktisk er den samlede dødelighed her til lands i årets første fire måneder den laveste i fem år. I flere andre lande er der i år en markant overdødelighed især blandt borgere over 65 år.
     Årsagen til den lave dødelighed her til lands er ganske enkelt den, at vi har passet godt på os selv og hinanden - ikke mindst vi ældre. Vi er blevet hjemme. Vi har holdt afstand. Og vi har vasket hænder og sprittet af. Det er ikke blot noget, der har holdt Covid-19 af vejen. Det har også holdt os fri for en række andre sygdomme - og blandt dem ikke mindst den almindelige influenza, som hvert år plejer at være årsag til 1-2.000 dødsfald. Endnu en gang kan vi altså med rette sige, at der er ikke noget, der er så galt, at det ikke er godt for noget.
     Nu er spørgsmålet jo så, om vi vil opleve en stigning i dødstallet, når corona-smitten engang er udryddet, og mange af os blæser de mange restriktioner, som vi i dag lever under, en lang march og dermed igen giver de andre sygdomme bedre muligheder for at få tag i os. Eller vil vi se, at vi har lært noget under corona-krisen og f.eks. bliver ved med at spritte hænderne af, hver gang der kan være en grund til det. Det er jo i virkeligheden en meget lille ulejlighed, som ser ud til at kunne have en ikke ubetydelig virkning. Og jeg vil i hvert fald gerne igen kunne give hånd til folk, som jeg synes fortjener et godt håndtryk. Til gengæld kan jeg godt undvære en krammer fra andre end mine nærmeste.

26-04-20

Noget af et dilemma

Det er da godt nok noget af et dilemma, vi ældre står i.
     Det er naturligvis helt afgørende, at den økonomiske udvikling her til lands hurtigst muligt bliver sparket i gang igen, efterhånden som grebet kan løsnes mere og mere omkring den sundhedsmæssige situation i vort corona-hærgede land. Og nu får vi så at vide, at i den forbindelse spiller netop vi ældre en væsentlig rolle. Danske seniorer - altså alle over 65 - står nemlig normalt for
en tredjedel af det samlede forbrug her til lands - - hvis altså vi bruger vores penge. Og det har hidtil drejet sig om rigtig mange penge, nemlig hele 289 milliarder kroner om året. Det er penge, der kommer til at mangle i samfundsregnskabet, hvis vi følger sundhedsmyndighedernes anvisninger og holder os hjemme hos os selv. Og det gør vi naturligvis. I hvert fald langt de fleste af os. For vi vil da gerne have en hel del gode år endnu, og tallene fortæller jo klart, at det er korrekt, at vi tilhører en udsat gruppe. Cirka en tredjedel af de corona-relaterede dødsfald her lands drejer sig om beboere på plejehjem. Og selv om det næppe er repræsentativt for hele gruppen af seniorer, så siger det dog tydeligt, at vi skal passe på os selv.
     Og det gør vi så. Det er slut med rejser og restaurantbesøg. Teater, biograf, koncerter og meget andet er noget, vi må nøjes med at se frem til i en eller anden fremtid, og statsministeren har uden omsvøb gjort det klart, at vi seniorer må regne med, den fremtid for os ligger længere ude end for andre af landets forskellige befolkningsgrupper. For vi er altså udsatte. Vores immunforsvar er nu engang ikke så stærkt som de yngres.
     Men det er skidt for landets økonomi. For vi ældres forbrug udgør normalt ca. 13 pct. af det samlede danske bruttonationalprodukt, og det holder gang i mere end 200.000 arbejdspladser. Eller rettere: Det gjorde det tidligere.
Nu er det jo ikke sådan, at vi slet ikke bruger penge. Det koster os at bo, og vi skal jo også stadigvæk have noget at spise. Men alt det andet - alt det, der foregår uden for hjemmet, og er med til at skabe oplevelser i hverdagen - det er der skåret kraftigt ned på. Og vi er jo nok heller ikke dem, der handler mest på nettet. Men netop alt det er omfattet af en rigtig stor del af vores normale forbrug, og så længe det mangler i samfundshusholdningen, skaber det meget reelle problemer for at få rigtig gang igen i økonomien.
     Men det er et dilemma, som der ikke rigtigt er noget at gøre ved. Covid-19 er en realitet, som man ikke bare kan se bort fra.
Og det skal altså ikke give os dårlig samvittighed, når vi støder på overskrifter, som den jeg så i et netmedie for kort tid siden:
"Seniorer bremser opsvinget, hvis de dropper at nyde livet".
     Det er hverken dig eller mig, der har hentet corona-virussen til Danmark. Og vi dropper ikke at nyde livet. Covid-19 tvinger os til det. Den tvang kan vi kun bekæmpe på én måde, nemlig ved fortsat at stå sammen - hver for sig.

21-04-20

Så sprang bøgen ud i min nabos have.


Corona eller ej:

"Forår endnu  en gang"!


20-04.20


Det bliver godt igen
- men meget bliver helt anderledes.

Jeg har tidligere her på Ældre-bloggen givet udtryk for den overbevisning, at om kortere eller længere tid, så vil corona-virussen være bekæmpet - om ikke før, så når der om et års tid eller to vil være udviklet en vaccine. Så vil verden igen finde tilbage til en normal situation.
     Den overbevisning har jeg stadig. Men nu må jeg føje til, at det på mange områder vil blive en væsentligt anden "normal" end den, vi kendte, indtil coronaen blev en særdeles væsentlig faktor i vores tilværelse.
     For med corona-virussen har vi gjort et utrolig dyrt bekendtskab. Begrebet "hjælpepakke" er naturligvis i sig selv noget absolut positivt, og jeg er ikke et øjeblik i tvivl om, at de pakker, som staten i de seneste måneder har sendt ud til virksomheder, institutioner og organisationer har været og er en helt nødvendig hjælp til, at mangt og meget vil overleve krisen. Og vi kan da kun være glade for, at staten har været i stand til at præstere de milliard-store hjælpepakker.
     Men vi skal lige gøre os klart, at staten jo i virkeligheden er dig og mig. Og ingen af os har et pengetræ i haven, hvor vi kan gå ud og plukke adskillige tusinde kroner her i de kommende år. Hver især af os skal fremskaffe og aflevere vores del af dem på en eller anden måde. Hvordan det skal ske, er noget, som politikerne må i gang med at finde ud af i den kommende tid. Der kan blive tale om lavere lønninger og / eller højere skatter og afgifter. Nogle antydninger af, hvordan det kan ske, er allerede begyndt at blive meldt ud fra kommuner og regioner. Og her er også forholdene for landet ældre endnu en gang blevet bragt i spil. Og vi må nok være realistiske og erkende, at heller ikke vi kan forvente at gå ram forbi - vi har også på den ene eller den anden måde nydt godt af en hjælpepakke eller to.
     Og når nu hullerne efter hjælpepakkerne skal til at fyldes op, bliver det spændende, om det samfundssind og den solidaritet, som vi i så høj grad oplever i denne svære krisetid, kan vare ved. Det har jeg en stor forhåbning og tro på, at den kan - i hvert fald hos mange og til en vis grad. Jeg tror, at krisetiden - hvor kort eller lang den måtte blive - endnu en gang har bragt noget frem til overfladen i den danske folkekarakter, som også kan være med til at bære igennem i den kommende tid, når vi skal til at betale for hjælpepakkerne.
    Vi er blevet vante til at holde afstand. Men der kommer en tid, hvor vi for alvor igen skal stå sammen.

05-04-20

Ældre i corona-tiden

For et halvt års tid siden fik jeg min årlige vaccination mod influenza. Det gjorde jeg, fordi jeg hvert år har kunnet læse om, hvor mange - og især ældre - der bliver ramt af denne sygdom, og hvor mange der dør. I 2018 førte den (i h.t. tal fra Seruminstituttet) således til mere end 7.000 indlæggelser, og den kostede over 1.600 danskere livet.
     Trods det, at disse tal var kendte, så gav de ikke anledning til nogen større opstandelse. Og selv om man altså kunne blive vaccineret - og blandt andre vi ældre endda helt gratis, så var der rigtig mange, der valgte ikke at blive det. Hvorfor skulle man dog det? Det er jo nu engang livets lov, at nogle skal dø, og hvorfor skulle det dog lige blive mig denne gang? Og helt rigtigt: Langt de fleste af os overlevede jo i fin form.
     I år hedder influenzaen så Covid19. Den er en helt ny af slagsen, og der findes (endnu) ingen vaccine imod den. Og den giver uhyggeligt meget arbejde til manden med leen. Derfor skal den tages ekstremt alvorligt. Og det bliver den da også. Men inden vi her til lands går mere eller mindre i panik, kunne vi da lige sammenligne influenza- tallene fra 2018 med Covid19-tallene fra i dag, den 5. april: 504 personer er indlagt (mere end 7.000 i 2018), og 179 er døde (mere end 1.600 i 2018).
     Covid19 er ikke bekæmpet endnu, og der er steder i udlandet, hvor sygdoms- og dødstal er rystende katastrofale. Derfor gør jeg, ligesom næsten alle andre, fortsat alt, hvad vores myndigheder pålægger os for at undgå at blive smittet. Og det agter jeg at blive ved med, for det er min oplevelse, at myndighederne har gjort det rigtig godt hidtil. Det føles da godt nok allerede barsk sådan mere eller mindre at have været spærret inde i ugevis, og statsministeren har jo forberedt os ældre og andre udsatte på, at sådan vil det blive ved med at være for os endnu et stykke tid efter, at der er blevet åbnet for andre grupper i samfundet.
Er det uretfærdigt? Nej, det er efter min mening nødvendigt.
     Sammenlignet med andre lande er vi indtil nu sluppet nådigt. Det er vi - i hvert fald blandt andet - fordi vi er blevet pålagt at reagere klogt. Og det skal vi blive ved med at gøre!
     Det kan da godt være, at der går nogle gamle mennesker rundt hist og her, som ikke mener, at det liv, de bliver pålagt at føre nu, er værd at leve, og at de derfor vælger at blæse på alle sikkerhedsforanstaltninger. Jeg har det nu lidt anderledes. Jeg vil godt gøre, hvad jeg kan, for at hænge på nogle år endnu. Og om ikke andet så synes jeg faktisk, at jeg bør være så solidarisk, at jeg i det mindste gør, hvad jeg kan, for ikke at bære smitte rundt til andre.

Hvad mener I andre om situationen for os ældre i disse corona-tider?
Brug blanketten øverst her på siden, og fortæl os andre om din holdning.

30-03-20


Vi, de heldige

Tredive år strækker en generation sig i den almindelige opfattelse over. Det betyder, at vi er to generationer, som med rette kan betegnes som "de heldige".
     Generationen i begyndelsen af 1900-tallet oplevede Den Første Verdenskrig, som kostede mere end ni millioner menneskeliv. Den var dårligt slut, før Den Spanske Syge brød ud og kostede mere end 50 millioner mennesker livet. Og endelig måtte de ældste i denne generation se sig kastet ind i Den Anden Verdenskrig, som menes at have kostet 62 millioner menneskeliv. Dertil skal så lægges de hundreder af millioner mennesker, som på den ene eller anden måde blev berørte af krige og sygdom.
Der fulgte en halv snes barske år efter Anden Verdenskrig. Men det gik egentlig hurtigt fremad, specielt i USA og i Europa og da ikke mindst her i Danmark - blandt andet takket være den amerikanske Marshall-hjælp. Og efterkrigs-generationen og ikke mindst dens børn oplevede en tid, hvor velstand og velfærd øgedes år for år. Utallige mennesker - og her retter jeg specielt blikket mod Danmark - kunne bygge og indrette deres egne hjem, mange af dem efterhånden med dobbelt carport. Sommerhuse i hundred tusind-tal ploppede op langs landets kyster, og hvert år drog millioner af danskere på charterferie til nære og fjerne mål. Jo, det var generelt gode tider.
     Der kom så lige et tilbageslag med finanskrisen fra 2008 og nogle år frem. Men så var den overvundet, og fremgangen fortsatte. Det meste af Danmark levede på 1. klasse. Den ældre generation kunne se på den yngre og konstatere med stolthed, at de havde godt nok fået sat de yngre godt i vej.
     Og nu er så en tredje generation på vej. Men den var godt nok ikke nået særlig langt hen ad vejen, før den så sig nødtvunget til at bruge mere og mere tid og flere og flere kræfter på at demonstrere og protestere imod den udvikling, der nu tegner sig klarere og klarere hen imod et klima, som på sigt er en trussel mod den verden, der er resultatet af den livsførelse, som vi især i den industrialiserede del af den har vænnet os til.
     Klimaudviklingen er blevet et problem, som størstedelen af verden efterhånden har erkendt alvoren af og forstået, at det i årene fremover vil kræve meget store ressourcer at bekæmpe, hvis der overhovedet skal være rimelige muligheder for et liv for kommende generationer.
     Og så kom koronavirussen. Alle mærker, at den er her og nu har skabt en kamp på liv og død. Og intet skal spares for at vinde den kamp med færrest mulige døde. Alle ressourcer stilles til rådighed. Men det er som en uhyre stor kassekredit, som bliver trukket stort set helt til bunds. Og som i alle andre sammenhænge skal en kassekredit betales tilbage, så snart der er mulighed for det. Sådan er det nu engang. Det vil ikke være til at komme udenom. Det bliver opgaven for kommende generationer. Og det skal gøres samtidig med, at de næsten uoverskuelige klimaproblemer skal bekæmpes.
Vi var et par heldige generationer, som fik mulighed for at opleve noget andet!


Jeg er blandt de mange, som for en halv snes dage siden meldte mig i gruppen på Facebook, som mener, at "Det bliver godt igen".
     Det mener jeg faktisk stadig, og det vil jeg blive ved med at tro på.
Det bliver godt igen. Men jeg tror, at det bliver det på en anden måde end den, vi nu har været vante til gennem mere end et halvt århundrede.
     Hidtil har vi i meget høj grad målt det at have det godt med den materielle målestok. Men der er altså også en anden målestok for det at have det godt. Det er den sociale målestok. Den ser vi for alvor i brug i denne coronatid. Nok holder vi afstand, som vi bliver opfordret til at gøre det; men det er helt klart på en måde, der viser, at vi er begyndt at komme hinanden mere og mere ved. Og jeg tror på, at inden coronaen engang er et overstået fænomen, så vil vi alle have været presset så hårdt, at dette med at komme hinanden ved, og dette med at tage hensyn til hinanden vil være indgået i vores dagligdag på en langt mere naturlig og positiv måde, end vi kendte det indtil for blot få uger siden. Det vil blive godt igen, men på en anden måde.
     Og jeg vil gå så langt som til ikke blot at håbe på, men også at tro på, at dette vil have bredt sig over grænserne og medvirke til en fredeligere verden - en verden, hvor man i højere grad vil være indstillet på at hjælpe hinanden.
     Og det har verden brug for!


23-03.20


En ulykke kommer sjældent alene,
siges det. Og der er da vist noget om snakken.

Vi har lige oplevet en vinter, som hvad oversvømmelser angår, var den værste nogen sinde. Den slog bunden ud af mange landmænds økonomi, og den har været usædvanligt dyr for landet som helhed.
Og endnu mens vandet stadig dækker store dele af de marker, hvis afgrøder skulle råde bod på de klimatiske udfordringer, væltede nye og langt alvorligere ulykker ind over os: corona-virussen.
Oversvømmelserne var alvorlige; men de berørte dog i det væsentlige "kun" materielle forhold. Helt anderledes er det med coronaen. Den har bragt helbred og liv på spil. Og den påvirker vores dagligdag i en grad og på en måde, som ingen har oplevet tidligere.
Vi ved ikke, hvad vi har i vente. Men det er min opfattelse, at vores myndigheder i enhver henseende har været sig deres ansvar bevidst og har handlet derefter. Derfor føler jeg mig ret så tryg - også selv om jeg er helt på det rene med, at jeg i min alder er i en af risikogrupperne. Med de anvisninger, vi har fået, vil det imidlertid i væsentlig grad være mit eget ansvar ikke at udsætte mig for smitten. Men samtidig vil jeg sige, at jeg føler mig fuldt ud berettiget til at være både vred og forarget, når jeg hører om nogle, der mere eller mindre blæser på hensynet til mig og til de mange andre, for hvem en smitte vil kunne få alvorlige konsekvenser. For at citere vores dronning: "Det kan de ikke være bekendt!"

16-03-20


Det bliver godt igen


Det er da bestemt ikke rart. Og det er svært at overhøre de påmindelser, som ikke mindst vi ældre får
gang på gang om, at: "Du er i risikozonen"!
     Ja, det er rigtigt: Vi er i risikozonen, og det skal vi da indrette os efter. Alt andet ville være forkert.
Og der er da en hel del, vi kan gøre - - selv om guderne skal vide, at det ikke vil være for fornøjelsens
skyld.
     Først og fremmest kan vi følge de anvisninger, vi får fra sundhedsmyndighederne og fra vores ledere
med statsministeren i spidsen. Det er i hvert fald min oplevelse, at de har påtaget sig ledelsen på en overbevisende og tillidsskabende måde. Jeg føler, at de med deres beslutninger og handlinger har bragt hele det danske samfund en anelse foran udviklingen og udbredelsen af cCorona-virusset.
     Det er barske vilkår, vi lever under i disse måneder. Og det vil tage meget lang tid, før alt igen vil være helt tilbage ved det normale. Men hvis jeg selv gør, hvad jeg kan for at hjælpe til med bekæmpelsen af coronaen - og i hvert fald ikke gør noget, der måske kan medvirke til dens udbredelse -  og når jeg kan se, at stort set alle andre også gør det, så kan jeg bevare troen på og forhåbningen om, at vi vil nå til den hurtigst mulige slutning på de prøvelser, vi er udsat for i denne tid. Vi kan ikke få nogen præcis dato for, hvornår det vil ske. Men bevidstheden om, at det VIL ske, gør det muligt med et lille sarkastisk smil at sige til os selv og hinanden: "Det bliver godt igen!"
      Den største udfordring hedder måske i virkeligheden "tålmodighed".

14-03-20

Alt har sin tid - også coronaen

Vi kommer ikke uden om det. I dag er Danmark noget helt andet end for bare en halv snes dage siden. Og der er ingen af os, som ikke er berørt af det.
     Faktisk har vi prøvet det før. I dag hedder det corona-angrebet. For snart mange år siden hed det Besættelsen, og vi er stadig mange, som husker den tid.
    Heller ikke dengang var noget normalt. Vi mærkede alle sammen følgerne hver eneste dag. Og hvor var de fem onde år dog besværlige og udfordrende på mange måder.
    Men der var også positive følger af Besættelsens trængsler. Blandt dem var vel først og fremmest, at vi lærte at stå sammen - at holde sammen - og at hjælpe hinanden med at finde løsninger på dagligdagens mange store og små problemer.

     Noget tilsvarende har vi allerede set mange eksempler på nu igen. Vi indretter os, og vi hjælper hinanden.
     Nåh ja - vi så da også eksempler under Besættelsen på, at der blev hamstret, når der en gang imellem var specielle varer på hylderne. Ellers var det jo i det store hele reguleret ved hjælp af rationering. Det var til tider lidt af en opgave at holde styr på alle rationeringsmærkerne. Dertil er vi da heldigvis ikke kommet nu i disse dage.
     Dengang levede vi i troen og håbet på, at tilværelsen ville blive normal igen. Og det blev den. Og netop det, vi havde oplevet sammen i de foregående fem år, gjorde den 4. maj 1945 til en helt speciel glædens dag.
     Corona-tidens dage vil også nå en afslutning, og vi vil opleve en glæde og en lettelse den dag, da statsministeren vil kunne stå frem på TV og sige: "Corona-virussen er nu endeligt nedkæmpet".
     Vi lærte noget under Besættelsen, som var med til at give årene derefter en større værdi. Først og fremmest lærte vi værdien af sammenhold.
     Ingen ved, hvor længe coronaen endnu vil hærge vores land. Men en dag vil den være nedkæmpet. Og så gælder det om at huske på, hvad det sammenhold, som vi oplever i dag, kan betyde. Og at vi holder fast på det.
     Så har coronaens trængsler trods alt ikke været forgæves.

08-03-20

Tilbage på bloggen

Jeg ved det godt. Og jeg erkender det klart: Gennem snart lang tid har jeg i nogen grad forsømt Ældre-bloggen. Det er der flere årsager til. Den vigtigste af dem er, at jeg har valgt at prioritere en anden opgave højere. Og i den forbindelse har jeg så også måttet erkende, at jeg nu har nået en alder, hvor det er svært at koncentrere sig om flere opgaver på samme tid.
Nu vil jeg prøve fremover igen at være tilbage på bloggen.
Det er ellers ikke, fordi der ikke har været noget at blogge om. Tvært imod! Faktisk har der været rigtig meget, som har relation til os ældre. Tænk for eksempel bare på de problemfyldte forhandlinger om en udligningsreform, der har som mål at skabe mere ensartede vilkår kommunerne imellem. Indtil nu har det virket, som om det for politikerne mere er et spørgsmål om at genere hinanden end at nå til et resultat. Men det lader dog til, at der stort set er enighed om, at der som en del af resultatet skal skabes bedre vilkår for de rigtig mange ældre rundt i landet, som i dag har en kummerlig tilværelse - i hvert fald, når man sammenligner med de forhold, man kan tilbyde de ældre i visse andre kommuner ikke mindst omkring hovedstaden og i Nordsjælland.
Det er noget, som enhver kan se. Sådan har det faktisk været længe, og det må være et helt selvfølgeligt krav til politikerne, at de nu for alvor kommer i gang med at gøre noget effektivt ved denne urimelige ulighed. Mange ældre har nu ventet længe nok. Nu må der skiftes fra snak og til handling.

27-01-20

Familiepleje til ældre

"Ansvaret skal tilbage til familien, frivillige og naboer"

Dette var midt i december meldingen fra borgmesteren i Rudersdal kommune, Jens Ive (V).
Det, jeg først og fremmest hæfter mig ved, er, at borgmesteren vil have "ansvaret tilbage til familien". Han ønsker altså det offentlige (kommunerne, regionerne og staten) fritaget for det ansvar, som det gradvis har fået pålagt i takt med, at samfundet i meget høj grad har ændret sig.

Vi skal såmænd ikke så mange år tilbage for at se et samfund, der var opbygget på en helt anden måde end det, vi har i dag. Det gjaldt ikke mindst på den måde, man i familierne i langt højere grad boede nærmere på hinanden og havde langt lettere ved at have mere eller mindre daglig kontakt. Men for et halvt hundrede år siden blev det mere og mere almindeligt, at man flyttede længere væk fra hinanden. Det kunne bl.a. være på grund af uddannelse, og når den var overstået, var det naturligt for mange at slå sig ned nær uddannelsesinstitutionen, eller de blev nødt til at flytte til helt andre dele af landet, fordi det var dér, der var arbejde at få. Udviklingen gjorde altså, at det var helt normalt, at der blev længere og længere mellem familiemedlemmerne. Dertil kommer, at i dag er antallet af dem, der har behov for pleje, vokset ganske betydeligt, og der kan ikke længere skaffes det nødvendige personale til at dække det behov. Og så er det, at de ansvarlige myndigheder begynder at se sig om for at finde muligheder for, at de kan slippe af med noget af ansvaret - og altså at finde nogle andre, som de kan lægge det over på.
Og det er så det, borgmesteren i Rudersdal Kommune mener at have fundet. Det må være familiernes ansvar, mener han.
Men af flere grunde kan det altså bare ikke lade sig gøre.
     Det er da helt fint, hvor der er familiemedlemmer, der har mulighed for at træde til, og som gerne gør det. Men det må ikke blive en forventning fra kommunens eller fra anden side, at man gør det, for med den samfundsstruktur, vi har i dag, har mange ganske enkelt ikke mulighed for at gøre det.
     Og så står de dér med en dårlig samvittighed, fordi der er myndighedspersoner, der siger, at det bør de gøre, for det er skam deres ansvar. Det er ikke rimeligt, for via deres skat betaler de for, at det offentlige
fortsat tager sig af den pleje og pasning, som er nødvendig.
     Direkte adspurgt svarede borgmester Jens Ive nej til, om der ikke i
virkeligheden er tale om en spareøvelse. Ingen havde vel egentlig ventet
noget andet svar. Og intet er mere forkert. Selvfølgelig er det for at kunne
bruge pengene på noget andet, som også koster en masse penge. Og selv-
følgelig spares der da en masse penge på at have færre ansatte i gang i pleje-
sektoren, end der egentlig burde være. Så trækker man kortet med manglende
arbejdskraft. Men det kort duer ikke i det her spil, for der er rigtig mange
områder, hvor nye teknologiske hjælpemidler fint kan afløse de såkaldte
"varme hænder", som så kan koncentrere sig om de allervigtigste opgaver i
plejesektoren, nemlig dem, der har med den egentlige omsorg at gøre.

I min roman om "Plejecenter Fremtiden" peger jeg på en række af de opgaver,
som fint kan klares af teknologiske hjælpemidler - i nogle tilfælde endda bedre,
end mennesker kan gøre det.

Så til borgmesteren i Rudersdal kommune og alle hans kolleger: Glem alt om
at lægge ansvaret for pleje og pasning over på familierne, og kom så i gang
med at bruge de mange, gode hjælpemidler. Og husk så på, at I siger selv, at
I ikke er i gang med en spareøvelse!

Lad dog vor tids moderne teknologi klare en masse rutineopgaver, og brug så de "varme hænder" til de opgaver, der har med det allervigtigste at gøre, nemlig den egentlige pleje og omsorg.

31-12-19


Nyt år - nyt tiår
- og det kan blive et af de mest afgørende tiår i menneskehedens historie


I oktober 2006 skrev jeg et indlæg her på min hjemmeside med overskriften "Dårlig samvittighed - ikke her i hvert fald!". Det handlede om den verden, som vi i den ældre generation giver videre til ungdommen. Og jeg havde faktisk ikke dengang en dårlig samvittighed i den forbindelse. Som verden så ud dengang, havde den aldrig været bedre.
I dag er situationen en helt anden. En ny faktor er kommet til, nemlig vores klima, der forværres dag for dag. Og det kan hverken jeg eller milliarder af andre mennesker rundt på kloden fraskrive os ansvaret for. I dag burde ingen kunne sige sig uvidende om, at vi er på vej mod en verden, som vil byde menneskene nogle livsbetingelser, som ingen kan ønske sig - ja, spørgsmålet er vel i virkeligheden, hvor længe der endnu vil være betingelser for et ønskværdigt liv for os mennesker her på Jorden. Og skylden for det er vores egen.
     Vi har for kort tid siden oplevet en FN's klimakonference COP25i Madrid med deltagelse af mere end 26.700 mennesker. De 13.600 af dem var delegerede fra næsten samtlige verdens lande. De var kommet til Madrid med ét eneste formål for øje: At ændre den klimaudvikling, som vi oplever i disse år, fra katastrofe til acceptable livsvilkår. De snakkede og snakkede og snakkede i ugevis, inden de omsider opgav at blive enige om noget som helst. Det blev overværet af næsten 10.000 observatører og over 3.000 medlemmer af medierne. Alle måtte de tage hjem med uforrettet sag. Den negative udvikling får lov til at fortsætte.
     Men er det da noget, som du og jeg har medansvar for?
     Kan vi overhovedet gøre noget ved situationen, så længe de politiske ledere i lande som USA, Kina, Indien, Brasilien og Australien ikke agter at gøre noget for at skifte kurs? Og efter COP25 ved vi alle, at det gør de ikke.
     Det er beregnet, at for at nå et udtalt mål om at holde temperaturstigningen på højst 1,5 grader vil det være nødvendigt, at CO2-udslippet hvert år reduceres med 7,6 procent. Lige nu vokser det med 1,5 procent årligt. Og efter COP25 får den stigning altså bare lov til at fortsætte. Det vil den gøre verden over - lige nu er gennemsnitstemperaturen i sommermånederne i Australien over 40 grader. Naturbrandene vil brede sig, også andre steder i verden. De tørkeramte områder, hvor intet kan gro, vil blive flere og større. Det samme vil de områder, der er ramt af oversvømmelse. I Mekong-deltaet i Vietnam står mere end 215.000 hjem nu under vand, og flere hundrede tusinde mennesker har måttet flygte. Nye beregninger siger, at i løbet af de næste tre årtier vil 300 millioner mennesker rundt i verden være flygtet for vandmasserne. Det er langt flere, end man anslog for en halv snes år siden. Og isen ved polerne og i gletsjere rundt i verden smelter hurtigere og hurtigere og medvirker til øget vandstand i havene.
     Og politikerne mødes og rejser hjem igen, uden at de kan blive enige om at gøre noget ved det.
     Jamen, hvad kan da så vi almindelige mennesker stille op?
     Det eneste, man kan sige med sikkerhed er, at det i hvert fald ikke hjælper noget, hvis vi bare giver op. Og det mindste, vi kan gøre, er at slutte os til de efterhånden millioner af mennesker rundt over hele kloden, der rejser krav til politikerne om at komme i gang med at gøre noget ved klimaet, for politikerne er vel de eneste, der kan gøre det. Men det ser ud til, at for de fleste af dem er det, der virkelig tæller noget, hvor mange stemmer de kan få ved næste valg, eller - for diktatorernes vedkommende - hvor meget magt de kan skrabe til sig. Færre stemmer og magt, der mindskes, er tilsyneladende det eneste, der for alvor kan få politikerne til at handle.
     Verdens børn og unge var de første til at stille krav om effektiv handling her og nu. Det er jo først og fremmest deres fremtid, det drejer sig om. Nu må det være tiden til, at vi ældre erkender, at det mere er vores, end det er de unges ansvar, at en klimakatastrofe er på vej, og at vi tager konsekvensen og bakker 100 procent op bag de unge.
     Der er et begreb, der hedder "point of no return". Og vi taler om et "tipping points". Dér er vi ikke endnu. Men meget tyder desværre på, at vi er godt på vej.
     Lad os håbe og tro på, at kursen meget snart kan vendes, så vi igen og uden sarkasme kan ønske hinanden et godt nytår.

14-12-19

Jul igen

Tidligere betragtede jeg det som en selvfølge, at jeg også skulle opleve en juletid
til næste år. Det gør jeg ikke længere. Med den alder, jeg har nu, siger statistikken
klart og tydeligt, at sandsynligheden for også at opleve næste års jul, er meget
mindre for mig nu, end den var det for år tilbage.
      Ikke mindst derfor betyder juletiden i år rigtig meget for mig. Jeg føler mig
faktisk taknemlig, fordi jeg også får den med. Og så er jeg optimistisk med
hensyn til næste år.
     Derfor føler jeg, at jeg har en helt særlig grund til også at ønske alle andre
- og da ikke mindst alle besøgende her på Ældre-bloggen - en rigtig glædelig jul.



                                                                          Men jeg kan ikke lade være
                                                                          med at tænke på, at der rundt

                                                                          i verden er millioner af

                                                                          mennesker, som har svært

                                                                          ved at finde noget som helst

                                                                          glædeligt ved december og for den sags skyld ved nogen af alle de

                                                                          andre måneder. Krige, terror, forfølgelse og nu også følgerne af vores

                                                                          ødelæggelse af klimaet er i dag årsager til, at mange har en

                                                                          umenneskelig tilværelse. Så meget mere må alle vi i vort lille danske "smør                                                                  "smørhul" skønne på, hvor godt vi stadig kan have det.

                                                                          
                                                                          Forhåbentlig kan et ønske om et godt nytår gå i opfyldelse.

12-11-19


Lad mig dog få lov til at dø, når jeg dør

Det er lige blevet fortalt i radioavisen, at der er kommet nye regler for, hvornår man skal genoplive gamle mennesker efter et hjertestop. Så vidt jeg har forstået det, er alle nu forpligtede til at gøre det, hvis de har muligheden for det. Og vi gamle kan derfor ikke længere på forhånd frabede os at blive forsøgt genoplivet, hvis hjertet går i stå.
     Jeg kan ikke lade være med at tænke på, hvad det dog er for nogle mennesker, der laver sådan nogle regler. Og hvad får dem til at gøre det.
     Det fylder mig med glæde, når jeg hører om, at børn, unge og midaldrende er blevet genoplivet efter at være faldet om med et hjertestop. Og jeg er fyldt med beundring for de mange mennesker, der melder sig som hjerteløbere eller i andre organisationer med samme formål. Det er fantastisk, at det kan lade sig gøre, og der er ingen tvivl om, at mange af de genoplivede - eventuelt med medicinsk eller kirurgisk hjælp - får mange gode år, efter at de er kommet på benene igen. Al respekt for det!
Men som 85-årig må jeg helt naturligt betragte mig selv som gammel. Jeg synes selv, at jeg har det rigtig godt - alderen taget i betragtning. Og min læge kan fortælle, at alle systemer fungerer tilfredsstillende - alderen taget i betragtning. Alligevel må jeg konstatere, at der ikke længere er de kræfter, som jeg havde tidligere. Og min kondition er heller ikke, hvad den har været. Det er nu engang, som det kan og skal være. Men det betyder på den anden side, at hvis mit hjerte en skønne dag af en eller anden grund skulle gå i stå, og hvis der tilfældigvis er en eller anden i nærheden, som får det i gang igen, så har jeg sandsynligvis ikke de kræfter, der skal til for igen at få en tilfredsstillende tilværelse. Det er derfor, jeg ønsker at få lov til at dø, når jeg dør. Og det er derfor jeg er utilfreds med, at jeg ikke kan få lov til at gøre det.
     Jeg er ikke bange for at dø, for i virkeligheden er det jo noget helt naturligt ved det at være menneske. Men jeg kan være bange for, hvad der eventuelt kan gå forud. Jeg synes egentlig ikke, at jeg har mere til gode. Fremover betragter jeg alt som en velkommen bonus, og det mener jeg da slet ikke, at jeg kan få for meget af.
     Men jeg synes bestemt, at de ansvarlige skal se hurtigst muligt at få ændret de nye regler, der siger, at jeg under alle omstændigheder skal bringes tilbage til en tilværelse, som måske kan træffe at blive alt andet en attraktiv.


24-10-19

Stort er ikke (altid) godt!

Og det var (meget) bedre i gamle dage.


Man må undres. Nu skal der gå yderligere tre-fire år, før der er en mulighed for, at vi danskere kan komme til at betale den korrekte skat af vores boliger. Om det så lykkes til den tid, må vi have til gode at se. Og i mellemtiden vil der så blive opkrævet yderligere tre-fire milliarder for meget. Samtidig stiger danske borgeres skatte- og anden gæld til staten (dvs. til alle os andre) til et svimlende beløb på omkring 117 milliarder
     Det sker i en tid, da der er en masse edb-udstyr til rådighed - udstyr, der burde kunne klare sådan nogle opgaver på ganske kort tid. Se blot på, hvad edb-udstyr kan klare af uhyre komplicerede opgaver inden for rumfarten.
     Jamen, hvad er da årsagen? Det må være den, at hele vores skattevæsen er blevet samlet under én hat. Det er blevet for stort til, at Danmarks edb-"specialister" kan overskue det og udarbejde de rigtige programmer. De er dygtige, men de er bare ikke dygtige nok.
     Jeg kan ikke lade være med at tænke på, hvor meget lettere det ville være for vores politikere at holde deres løfter, når der er valgkamp, hvis de havde alle de penge at råde over, som vi allesammen har til gode på den ene og den anden måde. Og specielt med den alder, som jeg nu har, kan jeg ikke lade være med at tænke på, hvor meget bedre de kunne have det, som virkelig har behov for hjælp.
     Det hele må simpelthen være blevet alt for stort til, at det kan rummes under én hat. Ingen kan benægte, at meget gik bedre, da opgaverne var stykket ud. Tidligere tiders sogne klarede noget. Kommunerne noget andet. Amterne havde deres at tage sig af, og staten klarede resten. Jeg mindes de dage, da et par vurderingsmænd fra kommunen kom omkring og fandt ud af, hvor meget vores boliger virkelig var værd, og dermed hvor meget vi skulle betale i skat af dem. Så fik vi tilsendt et girokort, og blev det ikke betalt til tiden, så mødte fogeden op og fik klaret den sag. Og jeg mindes, da man fra den lokale købmands butik gik tre trin op, og så var vi på sygekassekontoret, hvor vi kunne få betalt vores kontingent og få refunderet udlæg for medicinkøb og andet. Ja, og så var der jo også engang, da landbetjenten lige kiggede indenfor, når der var bal i forsamlingshuset, og gav de kendte lokale uromagere et vink med en vognstang om at opføre sig ordentligt.
     Læg lige mærke til, at jeg har ikke skrevet noget om, at alt var bedre i gamle dage. Jeg har heller ikke skrevet, at alt går skævt i vore dage, for der er da absolut ting, der er helt styr på. I sidste måned fik jeg således efterbetalt kr. 216,-, som jeg havde fået for lidt i folkepension i 2018.

05-10-19

Den enes død, den andens brød

Vi er så dygtige her til lands. Og det skal vi blive rige på.
     Vi er rigtig gode til at lave vindmøller. Vi kan sælge en masse af dem til udlandet.
     Vi er nogle af de bedste i verden til at lave elektroniske styringssystemer. Verden står i kø for at købe dem.
    Ingen steder laver de så gode og effektive pumper som her til lands. Og aldrig har der været så god brug for dem, som nu.
    Også på mange andre områder er vi på forkant. Det fortæller de os blandt andet fra organisationen Dansk Industri. Hovedparten af vores politikere siger det samme. Og faktisk er det jo fuldkommen sandt.
    Og det både kan og skal vi blive rige på, siger de. For aldrig har der været mere brug for rigtig meget af det, som vi er gode til, og som der er stort behov for rundt i den ganske verden.
    Så det bliver fede tider for os danskere. Netop fordi behovet er så stort i dag på grund af de voldsomme klimaforandringer, kan vi sælge næsten alt det, vi kan nå at producere, til den store, klimaramte verden omkring os. Velstand og velfærd i hidtil uset omfang vil blive os danskere til del. Det kan vi både læse og høre om i medierne.
     For det er vel rigtigt, at Danmark er sådan en fredelig og tryg lille plet på verdenskortet? Nok har vi da haft lidt stormvejr. Og nok er der da steder rundt i landet, hvor de har måttet slås med alt for meget vand. Men det bliver da nok ikke værre end som så her i Dannevang. Vi kan bygge lidt flere og lidt højere diger, og så kan vi sidde inde bag dem og hygge os for alle de penge, som lande ude omkring i verden vil sende til os for at få midler til at bekæmpe de virkelig katastrofale følger af klimaudviklingen, som de har at kæmpe imod.
      "Du pusling-land, som hygger sig i smug, mens hele Verden brænder om din vugge"  
     Sådan skrev Jeppe Aakjær for lidt mere end hundrede år siden. Men hans ord har fået gyldighed nu igen. Og mere end nogen sinde mangler vi folk - politikere, organisationsledere og andre - som har mod til at fortælle danskerne sandheden: Nej! Danmark er ikke sådan en lille afskærmet enklave, hvor intet ondt kan ramme os. Danmark er en del af verden. Og store dele af denne verden er enten i brand, svedet af af solen eller oversvømmet. Det er galt - rigtig galt i dag; men det eneste, klimaforskerne kan sige med sikkerhed, er, at det bliver værre - meget værre.
      Allerede nu dør mennesker i tusindtal hver dag som følge af klimaændringerne. Millioner har måttet flygte fra det, der har været deres hjemegne gennem generationer. De forsøger nu at hutle sig igennem i overfyldte lejre, hvor den eneste mulighed for at få en smule at spise bliver skaffet til veje gennem FN og forskellige hjælpeorganisationer og betalt gennem private bidrag og via statslige skattefinansierede indbetalinger til FN.
      Det er de færreste af de lande, der for alvor rammes af klimaændringerne, der har økonomi til at købe vindmøller og andet fra Danmark. Nogle af dem kan ikke engang længere brødføde deres egne befolkninger.  Presset fra klimaflygtninge, som ikke kan finde plads i nogen lejre, retter sig stærkere og stærkere mod lande som Danmark. For i en verden med internet spredes oplysningerne hurtigt om, at der stadig er steder, hvor det er muligt at skaffe sig lidt mad og lidt vand til at overleve på. Og vi har før set flygtninge fra Afrika og Asien på de danske motorveje.
     Derfor må der folk til, som med vægt kan og vil sige til danskerne: Glem alt om øget velstand og velfærd. Bered jer på, at vi også her til lands må gøre meget mere for at modstå storme og stormfloder. Bered jer på, at de danske producenter af midler til at bekæmpe klimaudviklingen ikke kan sælge deres produkter med fortjeneste. Bered jer på, at vi også må tage imod vores andel af de mange klimaflygtninge. Og bered jer på, at det bliver nødvendigt med en kraftigt forøget beskatning, og at dagligdagen på mange måder vil blive ændret.
     Sortseer! vil mange utvivlsomt mene om mig. Og så vil de ryste på hovedet og tænke: Så galt går det da helt sikkert ikke.
      Til dem vil jeg sige: Se på, hvad den højere temperatur omkring os fører til allerede i dag. Se lige igen billederne fra Bahama for jer - eller fra de mange katastrofer andre steder. Og se så i øjnene, at temperaturen vil stige yderligere i de kommende år, for det er først i 2050 at nogle har et håb om, at i hvert fald dele af verden vil være CO2-neutral.
      Og hvad vil det hele så føre til? Svaret på det spørgsmål må alene afhænge af tro og tillid. Og jeg har både tro på og tillid til, at vores forskere og udviklere på sigt vil kunne skabe de midler, der er nødvendige for at vende den klimaudvikling, som vi oplever i dag. På flere områder er de jo allerede godt på vej, og der er absolut troværdige løfter om, at meget mere vil følge efter i de kommende år. Og jeg tror på, at katastroferne omkring os vil få verdens politikere til at indse, at det er ikke noget, der kan klares, mens de samtidig strides om magten på Jorden. Det er noget, som vi alle - på tværs af grænser og skel - må gå sammen om at redde os ud af.
     Man siger, at nød lærer nøgen kvinde at spinde. Jeg tror også på, at nød vil lære menneskeheden, hvordan vi kan overleve.  Og så kan man jo håbe på, at erfaringerne fra klimakampen vil give grundlag for, at der kan skabes en bedre og mere solidarisk verden for kommende generationer end den, vi kender i dag.

12-09-19

Det bliver ikke bedre

Vi, der er ældre - eller måske endda gamle - i dag, skal nok være glade for, at det er i vore dage, at vi er det. For alt tyder på, at det bliver ikke bedre for fremtidens ældre. Ja, for at være helt realistiske, så må vi se i øjnene, at det bliver ringere.
     Det fremgår uden omsvøb af en rapport, som lige er lagt frem, og som er udarbejdet i et samarbejde mellem den uafhængige tænketank Kraka og konsulentfirmaet Deloitte. Rapporten hedder "Mission Possible? Velfærdsstaten mod 2040".
      Begrebet "velfærd" er et af de vigtigste i dansk politik. Det så vi blandt andet under valgkampen forud for det seneste valg til Folketinget. Og forventningerne til en øget velfærd er store. Men samtidig har en undersøgelse vist, at der ikke er særlig stor tillid blandt danskerne til, at samfundet kan / vil tage vare om den enkelte borger, hvis / når vi får brug for det. Faktisk er tilliden til det markant lavere end for ti år siden, og næsten to tredjedele af deltagerne i undersøgelsen har svaret, at de forventer, at velfærdsstaten vil være dårligere omti år.
     Det står i skarp modstrid med, at når danskerne bliver spurgt, om de vil acceptere en nedskæring på den offentligt finansierede kernevelfærd (sundhedssektor, sociale udgifter og herunder ældrepleje, uddannelse, fritid og kultur), så er det mindre en én procent, der synes, at det vil være en god idé.
      I dag går 48 procent af de offentlige udgifter til det, der under ét kan betegnes som offentlig service. De vigtigste udgiftposter i den forbindelse er:
Sociale udgifter:                      439 mia. kr.
Sundhed:                               187 mia. kr.
Uddannelse, fritid, kultur:         181 mia. kr.
     I fordelingen af de offentlige midler har andelen til offentlig service været stort set uændret gennem de seneste 30 år. Men i takt med, at den generelle indtægt i samfundet er steget gennem årene, forventes det også, at den offentlige service vil stige, og det er beregnet, at hvis der skulle være den samme stigningstakt, så ville det være nødvendigt at hæve bundskatterne med ca. fem procent. Det vil betyde en ekstra skatteudskrivning på 45 mia. kr. i 2020-priser, og det vil næppe være realistisk.
     Det kan altså ikke forventes, at det bliver hverken nemmere eller sjovere at være ældre i årene fremover. Og ønsket om at kunne klare sig selv længst muligt vil blive stadig mere udtalt. Spørgsmålet er så, hvordan det vil kunne lade sig gøre, og det er noget af det, som jeg har prøvet at give svar på i min bog om "Plejecenter Fremtiden", som blev udgivet i foråret. For jeg tror selv på, at trods nedskæringer og færre "varme hænder" i ældreplejen, så vil den moderne teknologi, som allerede er til rådighed, eller som er under udvikling og vil være klar om få år, kunne medvirke til at gøre tilværelsen både nemmere og mere indholdsrig for rigtig mange ældre. �

01-09-19

Jeg har del i ansvaret

Det er nu tretten år siden, at jeg på min hjemmeside fralagde mig selv og min generation alt ansvar for, hvad man i yngre generationer opfattede som en dårlig arv for dem, når det drejer sig om tilstanden i verden. Hvad er det dog for en verden, at I ældre giver videre til os yngre, blev der sagt igen og igen (også) dengang. Og jeg svarede og argumenterede for, at det på næsten alle områder er en langt bedre verden. Og den opfattelse står jeg stadig ved. Generelt er verden blevet langt rigere end dengang. Der er færre, der sulter. Mange flere har adgang til rent drikkevand. Der er ikke nær så mange analfabeter. Der er blevet mindre terror (men via medierne hører vi meget mere om den terror, der endnu er). Og hvis vi alene fokuserer på danskernes tilværelse, så er der vist ikke mange, der ville bytte med det, der var vores liv for et halvt århundrede siden.
      Men der er en undtagelse.
      For tretten år siden var der ikke mange, er talte om klimaet. Jo, vi talte om vejret, som danskere har gjort det til alle tider. Men vi talte ikke ret meget om klimaet.
      Det gør vi nu. For hvad det angår, er rigtig meget ændret gennem de seneste ti år. Og i dag ligger det klart for de fleste, at hvis ikke vi i meget høj grad og hellere i dag end i morgen ændrer adfærd, så ser det virkelig alvorligt ud for kommende generationer. Og med rette kan disse kommende generationer anklage os - den nuværende generation - for at videregive en misligholdt planet.
     Og ansvaret for det, vil jeg ikke prøve på at frasige mig. Vi kan have en masse "gode" undskyldninger for, at det er gået, som det er, og for at det bliver langt værre i de kommende årtier. Vi kan f.eks. hævde, at vi ikke vidste, at det står så galt til. Men den går ikke. Vi må erkende, at vi undlod at lytte til dem, der ellers meget klart advarede om, hvad vi havde gang i. For det var nu engang mere bekvemt at lukke ørerne og vende det blinde øje til. Fokus var rettet imod mere og bedre velfærd.
     Det er mit indtryk, at heldigvis er vi nu på vej mod en ændret indstilling - ikke af lyst, men ganske enkelt fordi vi er ved at indse, at vi er tvunget til det. Og jeg tror på, at vi endnu kan nå at rette op på den alvorlige udvikling. Det bliver hverken en nemmere eller en sjovere tilværelse fremover. Men det må vi ganske enkelt lære at leve med.
     

Jeg tør ikke rigtigt tænke på alternativet!

 

12-08-19

En verden under pres


For en måneds tid siden var vi mennensker færdige for i år med at bruge alt det, som vores gode, gamle Jord kan producere til os mennesker i løbet af et helt år. Hvad vi bruger nu og resten af året, er noget, vi "trækker på kassekreditten". Det kan vi jo ikke blive ved med at gøre år efter år. På et eller andet tidspunkt siger "banken"stop. Og vi kan jo allerede nu mærke, at den har sat "renten" ganske betydeligt op: Temperaturstigning, voldsomme orkaner, tørke, oversvømmelser, skovbrande. Og selv om vi har svært ved helt at erkende det, så ved vi jo næsten alle sammen godt, at det går kun én vej i de kommende år: det bliver værre og værre.
     Og hvad gør vi så ved dét?
     Jo, vi snakker om det. År for år snakker vi mere og mere om det. Og jo, vi gør da også noget. Her i Danmark sætter vi vindmøller op - til lands og til vands, og vi haler energi ind fra solen med den ene hektar efter den anden dækket med solceller. Og godt for det. Men inderst inde ved de fleste af os, at det jo blot hjælper som den berømte skrædder i helvede. Der skal meget mere til, hvis det virkelig skal batte. OK da, så spiser vi lidt færre røde bøffer og betaler en energiafgift, når vi flyver til Rhodos. Og så har vi det i øvrigt rigtig godt med, at vores politikere jo har erklæret det som et "bindende mål", at det samlede danske udslip af CO2 skal være reduceret med 70 procent i 2030. Sådan skal det være, ja! Godt gået, politikere! Der bliver sørme da gjort noget ved sagen.
     Men endnu har de kære politikere ikke med ét eneste ord fortalt os helt konkret, hvordan det her "bindende mål" skal nås. Endnu har de ikke rigtigt haft mod til at gøre det klart, at det vil betyde ganske betydelige afsavn for hver enkelt af os almindelige borgere. Det vil blive dyrt for os - meget dyrt. Alene den nødvendige og bebudede udbygning af det danske elnet vil koste milliarder. Og der er altså ikke andre end os skatteydere til at betale for det - eventuelt i form af højere elpriser. Vi kommer heller ikke uden om en omfattende omlægning af vores fødevareproduktion. Og der er vel ingen, der forestiller sig, at det vil kunne ske uden højere priser på vores madvarer.
     Nu er der vel nok stadig superoptimister, der tror på, at det her "bindende mål" med de 70 procent nok skal kunne nås inden 2030. Men alene det,  at der er sådan et mål, betyder forhåbentlig - og formodentlig - at vi kommer i gang. Og vi har før vist, at når vi bliver presset hårdt, så kan vi stå sammen. Det gjorde vi for ekempel under den tyske besættelse. Og når vi står sammen, kan vi få ting til at ske.
     Verden går ikke under i 2030. Men noget tyder på, at der inden da vil være sat så meget i gang - også på verdensplan - at verden slet ikke vil komme til at gå under i denne omgang. Men det vil være en noget anderledes verden, vores efterkommere vil komme til at leve i om hundrede år.
     Spørgsmålet er så, om den vil være bedre. Jeg tror på det. Jeg tror på, at menneskeheden på verdensplan vil blive presset så hårdt, at den vil finde sammen om de nødvendige løsninger.  Det vil måske ikke blive med øget velfærd i forhold til i dag. Men muligheden er der for, at det vil blive med større forståelse og et bedre samliv racerne, nationerne og menneskene imellem.
     For hvad er alternativet?


24-07-19

"Det økonomiske råderum"

Det bliver rigtig spændende at følge sensommerens og efterårets oplæg til finansloven for 2020. Det bliver prøven på, i hvor høj grad vore politikere vil kan og vil leve op til de mange gyldne løfter, der blev givet under forsommerens valgkamp.
En af de helt store knaster i de kommende måneders forhandlinger bliver os ældre. Efter valgkampen kan vi med god grund forvente, at vi kommer til at opleve forbedringer på flere områder. Men det helt store problem i den sammenhæng er det faktum, at der bliver flere og flere af os.
     Vi må til at vænne os til en ny betegnelse, nemlig "det demografiske træk". Dette "træk" fortæller om den statistiske udvikling omkring os ældre, og det, man her først og fremmest kan hæfte sig ved, er som allerede nævnt, at vi bliver flere og flere, og det betyder, at om bare seks år - i 2025 - vil der være 75.000 flere danskere over 80 år. Men ikke nok med det. Den gruppe, der vokser allermest, er de allerældste, og det betyder dem, der har allermest behov for pleje og pasning.
Et andet begreb, som vi nok kommer til at høre rigtig meget om, er "det økonomiske råderum". Det er de midler, der er til overs i statskassen, når der er disponeret over alle de mere eller mindre faste udgifter. Det er beregnet, at dette "råderum" frem mod 2025 vil være på 24,5 mia. kroner. Og det er i høj grad dem, politikerne regnede med at kunne bruge af, når de f.eks. i valgkampen gav løfter om øget velfærd for stort set alle i samfundet.
     Der er bare det ved det, at hvis det niveau for ældreplejen, som vi kender i dag, skal fastholdes, når der altså bliver flere og flere, der skal passes og plejes, så vil det kræve, at stort set hele det økonomiske råderum skal bruges til det formål. Det må betyde, at enten må niveauet for ældreplejen sættes ned, eller også må politikerne erkende, at de har været alt for villige til at give gyldne løfter på en lang række andre områder. Eller: Det økonomiske råderum må gøres væsentligt større ved at sætte skatter og afgifter op.
     Noget kan altså tyde på, at vi går et virkelig spændende politisk efterår i møde. Der er nogle hårde nødder, der skal knækkes. Hvordan vil det blive gjort?

13-07-19


Tilbage igen


Vel tilbage efter et længere familiebesøg i USA er jeg nu i gang med at finde ud af, hvad der egentlig er sket her til lands, mens jeg har været væk.
     Det er klart, at det, der umiddelbart falder i øjnene, er, at landet har fået en ny regering og dermed også en ny ældreminister, nemlig Magnus Heunicke. Og mens Thyra Frank nu kan nyde en nydelig ministerpension oven på sin "indsats", så ser det ud til, at Heunicke får mere at se til, end hun havde, idet ældreministeriet altså er lagt sammen med sundhedsministeriet. Det betyder vel så, at der næppe kommer til at ske mere omkring os ældre / gamle, end Frank fik udrettet. Det skortede jo ellers ikke på løfter under valgkampen om, hvor meget der fremover skal gøres på ældreområdet. Men belært af erfaringerne skal vi nok ikke vente os de store forbedringer. Dels ser det ud til, at der bliver brug for en masse penge på andre områder, og dels har jeg fortsat ikke kunnet finde noget bud på, hvor man vil finde alle de nye "varme hænder", som der vil blive brug for i de kommende år. 
     Positivt er det dog, at der nu er flere af vores politikere - ikke bare på Christiansborg, men også i regionerne og i kommunerne - som har fået øjnene op for de store muligheder, der ligger i en udnyttelse af den moderne teknologi - også til hjælp på ældreområdet. Mere og mere er allerede på vej for at overtage de mange rutinemæssige opgaver, som ligger i ældreplejen, og jeg må erkende, at på mange områder har udviklingen allerede overhalet, hvad jeg har søgt at beskrive i min bog om "Plejecenter Fremtiden", som udkom i marts. Hos min familie i USA oplevede jeg blandt andet, hvor meget selskabet Amazones "assistent" Alexa allerede i dag kan klare i dagligdagen for os mennesker. Og hun påtager sig næsten hver dag nye opgaver. Og faktisk er Amazone jo ved at gøre sig klar til et indtog her i Danmark, så det varer næppe så længe, før vi også her kan bede Alexa om hjælp.

17-06-19


Det hænger slet ikke sammen

Noget kunne tyde på, at det nu omsider er ved at gå op for landets politikere, organisationsfolk og andre, at problemerne nu og fremover med at med at få passet det stigende antal ældre ikke kun er et spørgsmål om øgede bevillinger.
Det er det også. For det siger jo sig selv, at når der bliver flere, der skal passes, så skal der også flere penge til. Men som jeg flere gange tidligere har været inde på her på Ældre-bloggen, så hjælper det ikke noget med nok så mange penge, hvis der ikke er nogen at give dem til.
Og det er det, man tilsyneladende er ved at forstå.
I en artikel i avisen Danmark den 16. juni hedder det blandt andet:
Det går ikke op. Der er ikke nok danskere til at holde velfærdsstaten kørende, og både Ældresagen og Danske Patienter opfordrer nu politikerne til at gå på jagt efter arbejdskraft i udlandet. - - - Allerede nu mangler det danske sundhedsvæsen personale. Det samme gør ældreplejen. Ifølge FOA skal hver femte 16-årige blive sosu-assistent for at imødekomme fremtidens behov for 40.000 sosuer om10 år. - - - Dansk Sygeplejeråd mener, at der kommer til at mangle minimum 6600 sygeplejersker i 2025.
Og så nævnes det, at SF og Enhedslisten vil have op mod 10.000 pædagoger, hvortil kommer, at der i den offentlige sektor mangler lærere, politibetjente og et stigende antal djøffer til at holde styr på udgifterne.
Pengene til det hele kan kun komme ét sted fra, nemlig fra den private sektor. Men her vil der ifølge DTU mangle10.000 ingeniører og et stort antal it-specialister i 2025. Og Ledernes Hovedorganisation har regnet sig frem til, at der i 2025 vil mangle 85.000 faglærte.
Det er kun en meget lille del af dette kæmpeproblem, der kan løses ved at hente arbejdskraft fra udlandet. Dér begynder man jo også nu at kunne mærke en mangel på arbejdskraft. Og så er der jo hele spørgsmålet om uddannelse. Det er altså ikke alle arbejdsløse udlændinge, der kan gå direkte ind og gøre sig nyttige i en dansk virksomhed med de ofte meget specialiserede opgaver, som man arbejder med dér. Og så er der jo sproget, som allerede i dag lægger store hindringer i vejen for en effektiv arbejdsmæssig integration.
Men det ser ud til, at der nu for alvor er ved at komme stærke kræfter i gang for at gå andre veje. Sammen med Dansk Industri retter en del danske erhvervsvirksomheder henvendelse til politikerne for at gøre opmærksom på de muligheder, som den moderne teknologi byder på både produktionsmæssigt og i servicesektoren. Men det kræver politisk opbakning og øgede bevillinger, hvis der for alvor skal komme gang i udnyttelsen af disse muligheder.
Det ligger lidt i venteposition i øjeblikket, hvor fokus er rettet mod regeringsforhandlingerne. Men det burde indgå som en selvfølgelig del af disse forhandlinger, at der for alvor skal sættes gang i forskning omkring og produktion af ny teknologi med henblik på at erstatte den menneskelige arbejdskraft.
For det vil nu engang være bedre for gamle Anton, hvis han kan få en eller anden form for elektronisk hjælp, end at han slet ikke kan få nogen hjælp.

10-06-19

Gode muligheder

Der bliver forhandlet på højtryk på Christiansborg i disse dage, for landet skal jo have en ny regering. Det er sivet ud, at der er en masse, som man sagtens kan blive enige mellem partierne om at gennemføre. Men det lader til, at man ikke kan finde ud af, hvor man skal finde pengene til at gøre det for.
     Der er ingen tvivl om, at forholdene for os ældre bliver en af de helt store hurdler i forhandlingerne. Som jeg er inde på i mit tidligere indlæg herunder, så skortede det ikke under valgkampen på løfter om at sikre en bedre tilværelse for os - og specielt for de af os, der har behov for hjælp og pleje. Problemet er bare, at den pose penge, der skal til for at indfri de mange fine løfter, er så stor, at der kun bliver meget små pengeposer til alt det andet, man også har lovet at gennemføre.
Kendsgerningerne er jo nemlig, at i løbet af de næste seks år frem til 2025 vil antallet af danskere over 80 år stige med 75.000. Aldrig tidligere har vi her til lands oplevet en tilsvarende demografisk udvikling. Og det er nu engang sådan, at i takt med at der bliver flere gamle, så stiger udgifterne til at tage sig af dem, og som det ser ud nu, vil disse stigende udgifter lægge beslag på næsten hele det såkaldte økonomiske råderum i de næste seks år. Det er der vist ikke mange, der tror på, at de får lov til at gøre.
     Og så åbner sig igen det rædselskabinet for politikerne, der hedder løftebrud. Det er tidligere set med stor tydelighed, at er der noget, der for alvor kan give bagslag, så er det netop løftebrud. Så det må for alt i verden undgås!
Og hvordan gør man så det?
     Der vil altså ikke kunne findes penge nok til bare at opretholde det nuværende niveau i ældreplejen. Og selv om man eventuelt skulle kunne finde lidt håndøre, så er der ikke nogen at give dem til. Man ved, at i de nærmeste år trækker et større antal SOSU-assistenter sig tilbage på grund af alder. Og man ved også, at det vil være utrolig svært at hente tilstrækkeligt mange nye ind på uddannelserne - de er der jo ganske enkelt ikke.
     Skal man som politiker virkelig undgå at blive anklaget for løftebrud, så er det nødvendigt, at man kan påvise, at man er godt i gang med at udnytte andre og - som man sikkert vil sige - lovende muligheder.
     Men hvad er det så for andre muligheder, man vil kunne pege på?
     Jo, da jeg for et par år siden begyndte på forarbejdet til min bog om "Plejecenter Fremtiden", var det ikke bare med det formål at få skrevet og udgivet en roman. Formålet var primært - i romanform - at pege på en række af de muligheder, der tegnede sig allerede dengang, for - med nye midler - at skabe en attraktiv og værdig tilværelse for kommende
årgange af ældre.
     Som arbejdet med bogen skred frem, blev jeg mere og mere overbevist om, at mulighederne for
at skabe en sådan tilværelse allerede eksisterer eller er tæt på at kunne realiseres. Og nu er spørgs-
målet så bare, om der er politikere, der er fremsynede og modige nok til at tage de nye og gode
muligheder op. Man behøver ikke at lede længe på nettet for at finde forskere, designere og virksom-
heder, der bare venter på grønt lys for gå i gang med at realisere de mange muligheder. Ja, man kan
også få et godt indtryk af, hvordan man en del steder er gået godt i gang med den moderne teknologi
til gavn og glæde for de plejehjemsbeboere, der allerede i dag nyder godt af det.
     Der er al mulig grund til at opfordre de politikere, der i disse dage sidder i krævende forhandlinger
på Christiansborg, til at være helt opmærksomme på de muligheder, som ny teknologi kan give dem
for at løse de store problemer i ældreplejen. Mangler de ideer, kan de eventuelt hente dem i bogen
om "Plejecenter Fremtiden".
     Er der politikere nok med tilstrækkeligt fremsyn, så kan man egentlig godt misunde kommende
tiders gamle med den tilværelse, der vil kunne blive dem til del.

08-06-19


Smukke ord og valgflæsk


Hvor blev der dog sagt mange smukke og lovende ord under valgkampen om og til os gamle. Jeg er næsten helt rørt.
     Der blev i høj grad udtrykt respekt for den indsats, vi har ydet gennem vores lange liv, og som jo er grundlaget for, at de yngre generationer i dag kan have det så godt, som de jo nu engang har det. Og det skal vi naturligvis belønnes for fremover især gennem bedre forhold for dem af os, som har behov for hjælp og pleje. Bedre økonomiske vilkår og mange flere "varme hænder". Ret til enhver af os til at få en plejehjemsplads, hvis vi ønsker det, når vi er flydt 80. Og bedre behandlingsmuligheder, hvis vi bliver syge.
     Jamen, hvor lød det da godt! Og hvert af de gode løfter blev efterfulgt af en forsikring om, at det skam var "fuldt finansieret". Det magiske ord i den forbindelse var i næsten alle tilfælde "råderummet" - altså statskassens økonomiske råderum. Det er jo egentlig en fantastisk konto. Før et valg kan pengene på den konto tilsyneladende bruges adskillige gange. Men i den realistiske verden efter valget kan det altså kun bruges én gang. Og det er den verden, vi nu er i igen. 
     Ét er, at der nu skal foretages en benhård prioritering, hvor man nok må regne med, at vi ældre ikke står øverst på prioriteringslisten. Noget andet er, at selv med nok så mange "råderumspenge" til rådighed, så ændrer det ikke ved det faktum, at der allerede i dag er alt for få "varme hænder" til rådighed, og alle erkender, at den mangel bliver kun langt værre i de kommende år. For det er jo ikke kun på SOSU-området, at der i dag er rift om hver eneste ledig hånd. Og der bliver i de kommende år flere og flere, der får behov for dem.
     Den bedst mulige løsning på det problem ligger i at begynde at tænke i nye baner, og det er, hvad jeg har peget på i min bog om "Plejecenter Fremtiden". Det er bare med at komme i gang - heller i dag end i morgen - med at komme ind på disse nye baner.

30-05-19


Ord og handling


Ikke mindst her under valgkampen har vi gang på gang set store børn og unge mennesker, som appellerer til politikerne og til danskerne som helhed om at gøre noget aktivt ved forureningen og den katastrofale klimaudvikling. 
     "Det er jo vores fremtid, det drejer sig om", siger de, og i tusindvis tager de fri fra skoler og uddannelsesinstitutioner for at demonstrere, hvor meget det betyder for dem.
     Det kan man kun respektere, for det er jo virkelig alvor.
     Men i hvert fald tiidligere år har det været, som om det med alvoren blegner lidt, når det ikke længere bare er ord, det gælder, men derimod handling. F.eks. i forbindelse med de mange festivaller rundt omkring i landet, og som jo først og fremmest er besøgt af unge mennesker. Det er jo simpelthen utroligt at se, hvad de tillader sig at efterlade ikke blot af egentligt affald, men også af værdifuldt udstyr, som de bare ikke gider at slæbe med sig hjem. 
     Lad os nu se, at det ikke længere blot er store, fine ord og varm luft. For hvis vi igen i år skal se de samme billeder af efterladenskaber i dyngevis efter festivallerne, så svinder agtelsen for de unges appeller. 
     Vis nu, at I virkelig mener noget med det!

22-05-19


"Ældrebyrden"
- så er den der igen.

"Ældre-bølge udfordrer velfærden". Det var overskriften til en stor artikel i avisen Danmark den 12. maj. Og i selve artiklen kunne man læse, at "Ældrebyrden" er et fortærsket udtryk, der er på vej til at gå i opfyldelse. Og som begrundelse for det kunne man læse, at udviklingen i antallet af ældre og gamle borgere landet over står ikke til at stoppe. Frem mod år 2025 vil der være over 80.000 flere borgere på 80 år og derover, bliver det oplyst, og så tilføjes det, at netop den gruppe af borgere er storforbrugere af offentlige ydelser, samtidig med at der kommer meget få skattekroner den anden vej. Det er kendsgerninger, der kan skræmme livet af mange af de kommunalpolitikere, der i de allerede trange økonomiaftaler, som de hvert år indgår med regeringen, skal finde pengene til mere omsorg, pleje og nær behandling af de stadigt flere ældre, hedder der i artiklen, og der føjes til, at "Derfor er det en politisk udfordring, der er højaktuel i den igangværende valgkamp".

Ja, det er i sandhed en højaktuel udfordring for vore politikere. Men som jeg har været inde på i et tidligere indlæg her på bloggen, så prøver de over én kam at klare sig med noget nær et standardsvar: "Større bevillinger til nogle flere ansatte". Og det lyder jo helt fint. Problemet, som de næsten alle undlader at tage stilling til, er imidlertid det faktum, at det er umuligt at skaffe tilstrækkeligt med flere ansatte. Rigtig mange af de nuværende ansatte har nået en alder, hvor de selv skal pensioneres og måske kan få behov for en eller anden grad af hjælp. Samtidig er der tendens til, at stadig færre søger ind på SOSU-uddannelserne. "Jamen så må der jo gøres noget for at gøre både uddannelsen og arbejdet som SOSU-medarbejdere mere attraktivt", siger politikerne og ser bort fra, at præcis det samme dilemma med manglende tilgang står man med ved de fleste andre uddannelser og inden for mange andre fag. Det enkelte unge menneske kan kun være ét sted!

Sådan er det. Der er masser af arbejde, der skal udføres. Men der er ikke hænder nok til at gøre det.

Hvad så? Skal vi gamle affinde os med, at det er der jo ligesom ikke rigtigt noget at gøre ved? Skal vi bare acceptere, at vi bliver nødt til at sidde i timevis i vores fyldte bleer?
     NEJ, naturligvis skal vi ikke det. Vi har fortjent bedre! For det er nu engang os, der under vores uddannelse og gennem vores arbejdsår har måttet affinde os med meget dårligere vilkår end dem, som det er lykkedes os at skabe for de yngre generationer. Nu kan det ikke være hverken ret eller rimeligt, at vi igen skal bydes på dårlige vilkår.
     Men hvordan skal det da kunne undgås?
     Jo, jeg vil hævde, at det KAN undgås. Og det har jeg prøvet at pege på gennem min nyligt udkomne roman med titlen "Plejecenter Fremtiden". Dér har jeg beskrevet, hvordan tilværelsen vil kunne forme sig for beboerne på fremtidens plejecentre, hvor man har brugt de penge, som man altså ikke kan komme af med til "varme hænder", på at indrette centrene med brug af alle de moderne, teknologiske hjælpemidler, som man enten allerede råder over i dag, eller som er tæt på at kunne tages i brug.
     Det er altså et spørgsmål om at prioritere. Og vi gamle må have ret til at forvente, at der nu bliver set mere på vores behov, end vi er vante til.


                                                  - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - 

PS.
Som et apropos til ovenstående har jeg lyst til at bringe et citat fra netavisen Altingets valgblog:

Det, vi kan bruge det sunde princip til (d.v.s. et kritisk eftersyn af regnestykkerne - min tilføjelse), er at se på den retning, som finansieringsforslagene til de skønne løfter tager. Skal finansieringen skaffes ved højere skatter, omprioriteringer eller afskaffelse af nuværende regler? Så kan man jo lige overveje, om man selv bliver ramt af de initiativer.

Måske skal vi til at stille et andet relevant spørgsmål i valgkampen, som ikke bare handler om, hvor pengene skal komme fra.       Hvor skal alle de mennesker til alle de offentlige job komme fra?
    I forvejen skriger dele af erhvervslivet på arbejdskraft. Der bliver flere ældre og flere børn, men hvad med alle dem i midten af livet, som skal bruges til alle de her velfærdsløfter? Løber vi ikke snart tør for varme hænder, hvis der også er nogen, der skal lave andre ting end velfærd? Selv om politikerne så afsætter flere penge til alle velfærdsløfterne og får regnestykkerne til at gå op.


15-05-19

Inspiration for politikerne


Det fyger med store tal og store løfter i valgkampen op til folketingsvalget. Det gælder både fra højre og fra venstre. Og ingen burde nu kunne være i tvivl om, at i løbet af de næste fire år bliver det meget bedre at være ældre her i Danmark. Men det er vi nok alligevel mange, der er - altså er i tvivl. For hvis man prøver at summere alt det op, som man vil gøre for os, så lægger det op til to spørgsmål, som der savnes reelle svar på: Hvor skal alle de mange penge tages fra, som det vil koste? Og hvor vil man finde de mange flere mennesker, som der vil blive brug for i den forbedrede ældrepleje?
     Jo, der er nogle enkelte af politikerne, som kunne se ud til at have læst min nyligt udkomme bog om "Plejecenter Fremtiden", og som derved er blevet klar over, at midlerne til at kunne realisere deres løfter om en ældrepleje, der i hvert fald ikke må blive ringere, vil være at finde i en udstrakt udvikling og udnyttelse af den moderne teknologi. 
     Og til de politikere, der endnu ikke har fået læst bogen, fristes jeg til at sige: Skynd jer at få det gjort! For den rummer faktisk en hel del inspiration til, hvordan I på et realistisk grundlag kan love de kommende års ældre en bedre, mere indholdsrig og værdig alderdom.
    Senest i valgkampen er der stillet forslag om, at alle skal have en ret til at komme på plejehjem, når de er fyldt 80. Det vil gøre det nødvendigt med en helt anden form for plejehjem end den, vi kender i dag, hvis de virkeligt skal kunne give alle +80 årige en attraktiv tilværelse. Men med "Plejecenter Fremtiden" som inspirationskilde vil det kunne realiseres - både m.h.t. økonomi og personale. 

13-05-19


Det er dit og mit ansvar!


Hvis du kun har tanker for din egen tilværelse og dit eget liv og altså er hundrede procent egoist,
så er du formodentlig flintrende lige glad med, hvad der sker med verden omkring dig. Den skal
såmænd nok holde sig rimeligt i gang i den tid, du har tilbage, og de ændringer, du vil komme
til at opleve, vil du nok sagtens kunne leve med. Og du vil såmænd nok også blive ved med at føle
dig rimeligt godt tilpas.
     Anderledes forholder det sig, hvis du også har tanker for verden omkring dig, for dine med-
mennesker, for dine børn og børnebørn og for kommende generationer. For så kan du formodent-

lig ikke have undgået at bemærke, at der er en udvikling i gang, som - hvis den får lov til at
fortsætte - vil føre til levevilkår for mennesker, dyr og planter, som ingen kan ønske - ja, som
ultimativt kan umuliggøre enhver form for liv på store dele af vores endnu så dejlige Jord.
     Men allerede nu er det jo sådan, at du næppe vil kunne nævne en eneste plet på Jorden, som
ikke er mere eller mindre ramt af udviklingen mod et ændret og langt barskere klima.
     Det er ikke KUN alle de andre skyld og ansvar, at det er gået sådan. Jeg må også påtage mig
min del af det, og derfor må jeg prøve at finde ud af, hvad jeg kan gøre - og hvad jeg kan gøre
anderledes i min dagligdag i bestræbelserne på at få ændret den, i virkeligheden. katastrofale
udvikling, som er i gang.
     Først og fremmest må jeg nok gøre mig klart, at det dur ikke med den meget brugte undskyldning om, at lille jeg jo alligevel ikke kan gøre noget, der virkelig batter. Men det gamle ordsprog taler jo sandt, når det siger, at "mange bække små gør en stor år". Og hvis alle vi mange "små bække" hver især gør, hvad vi kan, så bliver det til den"store å", som på sigt kan være med til at sikre en tilværelse også for kommende slægter.
     Og det er ikke for sent endnu. Ifølge forskerne er det stadig muligt at ændre udviklingen. Nøglerne til de ændringer, der virkelig vil batte, ligger imiddlertid først og fremmest hos politikerne på alle niveauer. Netop nu er der kamp mellem politikerne på to af de meget vigtige niveauer: EU-parlamentet og Folketinget. Det giver os mulighed for at stille krav til og at lægge pres på politikerne for at få dem til at lægge ægte kræfter og ikke bare snak i bestræbelserne på at sikre tilværelsen for vore efterkommere.
     Vi ser i disse dage, hvordan de ungen mennesker virkelig involverer sig i disse bestræbelser. Det er jo ikke mindst deres tilværelse, der står på spil. Men det er jo os ældre, der gennem vores livsform har gjort det så tvingende nødvendigt, at der nu bliver taget effektivt fat. Det ansvar kan vi ikke løbe fra. Derfor er det ikke blot de unge, men også os ældre, der hver især må gå ind i klimakampen.
     



01-05-19


Valgets tale om ældrepleje


Vi skal snart til folketingsvalg. Det kommer næppe til at betyde noget særligt for os ældre.
     Nåh ja, vi skal jo også til valg til EU.parlamentet. Det kan da godt komme til at betyde en hel del for Danmarks som helhed; men så vidt jeg kan se, vil det ikke få nogen speciel betydning for os ældre her i lander.
     Og når jeg mener, at folketingsvalget ikke vil komme til at betyde noget særligt for os ældre, så skyldes det, at alle partierne - røde som blå - stort set vil det samme, hvad os angår. De vil alle samme give en hel masse penge til bedre pasning og pleje. I hvert fald er det, hvad de siger nu. Men lur mig, om det også kommer til at gælde efter valget. For der skal jo spares, har de nu sagt i lang tid (i hvert fald de fleste af dem). Og jeg vil blive meget forbavset, hvis det ikke også er det, de siger efter valget. De siger det nok ikke rent ud, for løftebrud er jo et uartigt ord i dannsk politik (såvel som andre steder), så det bliver jo nok pakket pænt ind i fine ord som f.eks. "omfordelingsbidrag" eller "effektiviseringstiltag". For skal vi bevare den nuværende velfærdsstatus specielt på ældreområdet, så kan enhver jo se, at det bliver nødvendigt med en større effektivitet - - selv om velfærd og effektivitet godt kan synes at være to ord med modsat betydning.
     Men faktum er jo, at der bliver flere og flere ældre, som har behov for pleje og pasning, samtidig med at der bliver færre og færre "varme hænder" til at tage sig af dem / os.
     Det nytter altså ikke, at politikerne her i valgkampen lover flere penge til flere "varme hænder", for dem vil der jo ganske enkelt være for få af. Formanden for FOA, Mona Striib, kunne her for kort tid siden oplyse, at der om en halv snes år vil mangle 40.000 SOSU-medarbejdere.
     Men efter valget skal vi holde politikerne fast på deres løfter om flere penge til ældreplejen, og de skal så bruges til en målrettet udvikling og produktion af hjælpemidler af enhver art, som kan gøre os alle sammen mere selvhjulpne i længere tid op gennem vores alderdom.
    Lyder det mindre rart?
    Ja, det gør det vel. Men det er bare det, der bliver en tvingende nødvedighed.
    Og i virkeligheden har de fleste af os det nok sådan, at vi helst vil kunne klare os selv bedst muligt og længst muligt.


31-03-19


Forår endnu en gang


Hvert år ved denne tid er der især to sange, hvorfra nogle linjer gentager sig igen og igen for mit indre øre.

Den ene er Johannes V. Jensens digt "Stæren" fra 1925, hvor det første vers lyder således:


Som mange varme liflige kys

smelter din morgensang!

De mørke dage er ladt tilbage.

Forår — endnu en gang!


Det er den sidste linje: "Forår - endnu en gang", jeg hæfter mig ved, og som understreger min glæde og taknemlighed over tilværelsen: Jeg er lige fyldt 85, og alt tyder på, at jeg får lov til at opleve endnu et forår - altså endnu en gang den tid, hvor livet bekræfter sig selv, og hvor så meget begynder på en frisk. I min alder er det jo ikke nogen selvfølge, at man stadig er med på vognen og ikke mindst, at man har helbred og kræfter til endnu en gang at opleve alt det gode og positive, som foråret er udtryk for.




Den anden sang er Kaj Munks digt om "Den blå anemone".

Her lyder det første vers således:


Hvad var det dog, der skete?

Mit vinterfrosne hjertes kvarts

må smelte ved at se det

den første dag i marts.

Hvad gennembrød den sorte jord

og gav den med sit søblå flor

et stænk af himlens tone?

Den lille anemone,

jeg planted dér i fjor


Og lad mig så lige runde af med nogle strofer

af Benny Andersen:


Mit hår falder af

min knæskal er løs

og nyrerne rasler af sten.

Mit hjerte er skævt

min mave nervøs

det jager så sært i mit ben

jeg mærker det hvorend jeg går .....

og dog er det vår.

- - - - - -

Så:


Livet er ikke det værste man har

og om lidt er kaffen klar

10-02-19


Pensionstidspunkt


Hvor gammel skal man være for at have ret til at gå på pension? Det diskuteres der voldsomt om i disse dage, hvor der ikke længere er så lang tid til en valgdag.

     Men i virkeligheden burde det jo slet ikke være et spørgsmål om alder. Kriteriet må ene og alene være et spørgsmål om behov.

     Man prøver at fastsætte en pensionsalder, der bliver højere og højere, jo længere gennemsnitslevealderen bliver for os danskere. Det er der rimelig enighed om. Der er også enighed om, at der er mennesker, som ganske enkelt ikke kan klare at skulle arbejde lige til den fastsatte pensionsalder. Og dér hører enigheden så op.

     Socialdemokraterne siger, at alle skal have lov til at melde sig ud af arbejdsmarkedet, når de har været der i et opslidende job i 40 år. Men hvad er "et opslidende job"? Jah! siger de - det må man jo prøve at forhandle sig til rette om.

     Andre siger, at der skal ikke være dette faste åremål på 40 år. I stedet skal der være ordninger, som gør det muligt at få tilkendt folkepension nogle år før den generelle pensionsalder, hvis man kan dokumentere, at man virkelig er nedslidt eller syg. Men så er spørgsmålet: Hvor mange år før skal det være muligt? Og hvad skal være kriteriet for at være nedslidt? Dertil svarer de, at sådan nogle ordninger er der jo allerede, og dem skal vi holde fast ved; men kan de blive bedre, så vil vi da gerne forhandle om det.

     Det er da rigtigt, at der allerede er ordninger, som giver mulighed for træde ud af arbejdsmarkedet før den egentlige pensionsalder. Men gang på gang bliver vi gennem medierne eller på anden måde præsenteret for nogle helt horrible eksempler på personer, der har måttet igennem det ene helt tåbelige og nedværdigende forløb efter det andet. Det kan vare år efter år, og resultatet - førtidspension eller ej -  kan være ret så forskelligt fra kommune til kommune. Denne helt urimelige situation har efterhånden varet længe. Og det kan vi ganske enkelt ikke være bekendt!

     Der SKAL altså ændringer til vedrørende pensioneringen af gamle og / eller udslidte mennesker.

     Men hvilke? Den diskussion vil utvivlsomt arbejde sig højere og højere op i gear, efterhånden som valget nærmer sig. Og når det så er overstået, vil man på Christiansborg meget snart erkende, at det er yderst lidt, der i virkeligheden kan gøres. For så skal man jo nemlig også til realistisk at forholde sig til økonomien. Og den virker temmelig glemt for tiden.


Da jeg for snart rigtig mange år siden var på session, blev jeg - ligesom alle andre unge mænd - præsenteret for en kommission, der egenmægtigt og dér på stedet skulle afgøre, om jeg var tjenlig til at blive udskrevet til militærtjeneste. Man kunne eventuelt møde med lægeerklæringer, som dokumenterede, at det var man ikke, og man kunne selv argumentere for eller imod. Men den endelige afgørelse lå i alt væsentligt her og nu hos udskrivnings-kommissionen. Og retningslinjerne var de samme over hele landet og for rig som for fattig.

     Hvad om man lidt på samme måde etablerede en statslig pensions-kommission, som helt uden vore dages utallige lægeundersøgelser, umenneskelige arbejdsprøvninger, og hvad totalt udslidte eller alvorligt syge mennesker i øvrigt udsættes for, kan træffe en endelig afgørelse her og nu efter en indstilling fra enkelte udslidte eller syge borgers egen læge eller fra en kommunal socialrådgiver.

     Når jeg ved forskellige lejligheder har foreslået en sådan ordning, så er jeg nogle gange blevet mødt med den indvendig, at det vil en enkelt pensions-kommission ikke kunne overkomme. Og hertil må jeg erkende, at jeg ved ikke, hvor mange borgeres situation, der skal tages stilling til. Men om nødvendigt kunne man nedsætte en kommission i hver region, og for at sikre ensartede afgørelser i alle regioner, kunne man lægge et fælles møde for dem alle ind i kalenderen f.eks. en gang i kvartalet. Her kunne ens retningslinjer og regler fastlægges.

     Jeg er også blevet mødt med den indvending, at det vil blive svært at sammensætte en sådan kommission - eller sådanne kommissioner, hvis der skal være flere af dem. De vil jo skulle have meget store beføjelser.

     Det kan måske godt være, at det kan blive svært, men bestemt ikke umuligt. Der findes faktisk rigtig mange fornuftige mennesker i Danmark med stor indsigt i forståelse for mange af livets forhold og vilkår. Og jeg føler mig overbevist om, at der vil være rigtig mange af dem, som gerne vil påtage sig den vigtige og ansvarsfulde opgave at træffe afgørelser om, hvem der er så udslidte og / eller syge, at de bør tilkendes en førtidspension. Det kan i hvert fald gøres med langt større saglighed, forståelse, retfærdighed og nænsomhed over for den enkelte borger end de horrible beretninger, som vi nu gang på gang bliver præsenteret for i medierne.



28-01-19


Opfordring til myndighederne:

Find helt præcist ud af, hvad der fremover vil være brug for af teknologiske hjælpemidler i ældreplejen for at opretholde og helst forbedre kvaliteten af plejen. Meld det så ud til de virksomheder og institutioner, der står for forskning og udvikling. Så har de noget konkret at tage fat på, og det vil bringe yderligere fart i udviklingen.

     Det haster.


For her gik vi (næsten) alle sammen og troede, at gruppen af ældre danskere blev sundere og sundere. Det fik vi jo fortalt fra flere sider. Men nu viser det sig så, at det er helt forkert. Det kan ses af en undersøgelsesrapport, som Sundhedsstyrelsen lige har offentliggjort. I perioden fra 2010 til 2017 har der overhovedet ikke været nogen fremgang at spore, fortæller rapporten, og det kommer bag på chefen for Sundhedsstyrelsens Forebyggelsesenhed Niels Sandø, der har stået for undersøgelsen sammen med chefen for Sundhedsstyrelsens Ældre- og Demensenhed Mads Biering la Cour.

     "Vi havde forventet en forbedring af de ældres helbredstilstand", udtaler Niels Sandø. Og når man tænker på, hvor tit politikere har været fremme i medierne og fortalt om, hvor mange, mange penge de havde sat af til forebyggelse, så har vi alle sammen grund til at være skuffede. Og det er da virkelig alvorligt, at alle disse mange penge ikke har haft nogen virkning. For netop en forbedring af ældregruppens helbredstilstand har jo været brugt som politikernes argument for, at det ikke har den store betydning for det nødvendige omfang af ældreplejen. For nok bliver der mange flere ældre, men i og med, at de bliver sundere, så vil det ikke øge presset på ældreplejen, blev det sagt. Men nu ved vi altså, at presset vil blive øget ganske betydeligt. Og det vil ske nu i en tid, hvor det bliver stadigt vanskeligere at skaffe folk til at gøre arbejdet.

     Det er ellers ikke, fordi der fra politisk side mangler tilsagn om øgede bevillinger. Vi er jo inde i et valgår. Men det virker stadig, som når de blinde slås. Øgede bevillinger hjælper jo ikke, når der reelt ikke en nogen at give bevillingerne til.

     Dér, hvor en placering af øgede bevillinger kan gøre en forskel, er i forskningen og udviklingen af teknologiske hjælpemidler. Dér er der et utroligt stort potentiale. Men det er jo ikke rimeligt at forvente, at forskere og producenter for alvor skal gå i gang  med en udvikling, så længe der fra myndighedernes side ikke er givet helt klare meldinger om, at man i det hele taget vil bruge resultaterne.

     Derfor må en opfordring til myndighederne være:  Find helt præcist ud af, hvad der fremover vil være brug for, og meld det så ud til virksomhederne. Så har de noget konkret at tage fat på. Og det er de klar til.


23.01.2019


Plejehjems-dilemma

 

For 50-60 år siden blev centralskolerne et udbredt begreb. Og i takt med, at de blev oprettet, blev et utal af små skoler lukket - et fænomen, som man ikke er helt færdig med i dag. Som så meget andet havde det både positive og negative sider. Blandt de positive var, at man på de nye, store skoler kunne ansætte lærere med hver deres speciale, og der kunne indrettes faglokaler, som gav muligheder for en mere effektiv undervisning. Dertil kom så også, at der var en bedre økonomi i at have én stor skole i stedet for flere små. Men der var også negative sider ved centraliseringen: Lukningen af de små skoler betød et hårdt slag for mange landsbysamfund, for hvem skolen havde været et samlingspunkt. Mange elever fik betydeligt længere til skole - mange steder ad nogle stadigt mere trafikerede og farlige veje. Og for slet ikke så få af eleverne betød dette at komme fra noget overskueligt i den lille skole i de hjemlige omgivelser til et virvar af måske flere hundrede andre elever, at de kom til at føle sig usikre og oversete med psykiske problemer til følge.

Jeg tror, at følgerne af dette skifte fra landsbyskoler til centralskoler er noget, som de fleste af os ældre har set eksempler på eller måske selv oplevet - positive eller negative.

 

I disse år finder der så igen en kraftig centralisering sted. Denne gang fra plejehjem til plejecentre.

I mange kommuner er der i de senere år blevet bygget store, moderne plejecentre, og flere kommer til i årene fremover. Og mange gamle mennesker bliver med eller mod deres vilje flyttet fra kendte og trygge omgivelser i de plejehjem, som skal nedlægges, til de nye centre, som kan stille bedre plads og moderne faciliteter til rådighed. For nogle af dem giver det måske mindelser om dengang, da de blev flyttet fra den lille landsbyskole til den store centralskole.

 












 



Men naturligvis er der flere store fordele ved de nye plejecentre: De byder på er en større, tidssvarende og handicapvenlig bolig, hvor man har helt moderne hjælpemidler til rådighed. Det giver mulighed for i højere grad at kunne klare sig selv, og det er noget, som har stor betydning for mange. Men netop de moderne hjælpemidler har naturligvis også stor betydning for personalet, som i kraft af dem føler, at de kan yde en bedre hjælp, og det er naturligvis motiverende for dem i dagligdagen. Endelig har det også betydning for plejecentrenes beboere, at der er flere muligheder for forskellige aktiviteter og for nye venskaber. Og så er der økonomien: Man behøver vist ikke at have den store regnemaskine frem for at kunne se, at hvis der fremover skal kunne ydes den tidssvarende hjælp, som moderne omgivelser og hjælpemidler giver mulighed for, og som både vore dages og fremtidige ældre må være berettigede til at nyde godt af, så kommer vi ikke uden om de større plejecentre.

På den negative side tæller det, at flytningen til et plejecenter kan betyde større afstande til familie og gamle venner. Og ikke mindst for de mere eller mindre demente har det stor betydning at kunne være i trygge og velkendte omgivelser. For nogle er det afgørende at kunne få lov til at blive gammel og at dø dér, hvor de har levet måske gennem et helt liv.

Endelig må man ikke være blind for, at det kan have stor betydning for de mindre lokalsamfund, hvis de mister plejehjemmet. Måske kan det være det, der giver stødet til, at den lille, lokale købmandsbutik må lukke, når salget til plejehjemmets beboere stopper.

 
















 

Der arbejdes på mange fronter for at skabe størst mulig sikkerhed og tryghed på de moderne plejecentre.

 

















Således har en gruppe unge iværksættere fra Aarhus opfundet en faldalarm, som vil kunne bruges både i private hjem og på plejecentre. Hvis den ældre falder, vil der blive sendt en alarm til enten pårørende eller personalet.


Netop i denne tid skaber dette at skulle træffe valg mellem at bevare de gamle, små plejehjem eller at bygge nye, store plejecentre et dilemma, som kræver politiske afgørelser rundt i de kommuner, hvor man ikke allerede har gjort plejecentret til det eneste tilbud til os ældre, hvis vi ikke længere har mulighed for at klare os i eget hjem.

Mit bud er, at man langt de fleste steder vil se det som en nødvendighed i nogle år endnu at tvangsflytte en del gamle mennesker. Og der vil jo ikke gå mange år, før der ikke længere er noget dilemma, fordi der ganske enkelt ikke længere er noget andet tilbud end det moderne, velindrettede plejecenter.



Dette indlæg blev bragt tidligere her på Ældre-bloggen for et par siden. Men udviklingen i  det sidste halve års tid har gjort det endnu mere aktuelt end dengang. Derfor har jeg valgt at bringe det igen.




Tandsbjerg Plejecenter i Sønderborg kommune er et eksempel på et moderne plejecenter.


Bolig i Ørestad plejecenter i KøbenhavnBolig i Ørestad plejecenter i København

12-01-19


Triste udsigter for alderdommen


Da jeg for nogle år siden fyldte firs, kunne jeg med tilfredshed konstatere, at jeg jo egentlig havde det rigtig godt - både fysisk og psykisk. Det samme kan jeg konstatere i dag. Men jeg må være ærlig og erkende, at jeg da godt kan mærke, at jeg ikke er firs længere.

     Da jeg vendte det skarpe 80'er-hjørne, syntes jeg, at det var et passende tidspunkt at begynde at se tilbage på årene, der er gået, og det jeg så - og ser -  skriver jeg om på min hjemmeside.

     Men samtidig meldte min medfødte nysgerrighed sig på banen, og den rejste spørgsmålet: Hvad har de kommende år mon at byde på? Og det valgte jeg at skrive om her på Ældre-bloggen, der jo i dag er en del af min hjemmeside.

     Det var egentlig ikke nogen rigtig rar fremtid, der tegnede sig.

     Ganske vist kunne statistikken fortælle i klart sprog, at flere og flere af os gamle kunne forvente at blive ved med at hænge ved livet, til vi blev over de hundrede. Men forskellige meldinger rundt omkring fra rejste i al deres barskhed spørgsmålet, om det overhovedet ville blive værd at nå den høje alder. For selv om jeg altså for mit eget vedkommende stadig kan klare mig selv i enhver henseende, så må det jo realistisk erkendes, at sådan bliver det nok ikke ved, hvis jeg skulle være blandt de uheldige, der når til de hundrede år. På et eller andet tidspunkt får jeg helt sikkert også brug for hjælp i dagligdagen.

     Problemet er bare, at det ikke er sikkert, at der er nogen til at give den hjælp.

     Da min nysgerrighed lokkede mig til at kigge ind i fremtiden, kunne jeg blandt andet konstatere, at allerede dengang manglede mere en halvdelen af landets kommuner folk i ældreplejen, og en arbejdsmarkedsundersøgelse kunne fortælle, at der i 2024-26 ville mange 40.000 sosu-medarbejdere. I dag er der vendt lidt rundt på tallene. Nu fortæller en undersøgelse fra KL, at to ud af tre kommuner mangler folk i ældreplejen, og om få år vil det tal være oppe på 12.000. Ingen ved, hvilken af de to undersøgelser der rammer rigtigt. Men jeg må bare konstatere, at om nogle forholdsvis få år må jeg nok regne med kun at kunne få leveret mad en gang om ugen, og jeg må acceptere, at der kommer til at gå timer, før jeg kan få skiftet min for længst fyldte ble.






















     Ærlig talt - det var ikke en fejl, når jeg længere oppe gave udtryk for ar være blandt de uheldige, der skal leve under de vilkår.

     De ansvarlige - og det vil først og fremmest sige politikerne i stat, regioner og kommuner - har ikke kunnet pege på nogen løsninger på det problem. Nogle har prøvet det med at tale om større bevillinger til ældreplejen. Men lad os nu være realistiske: Hvad vil det hjælp at vifte med nok så mange 500-kronerssedler, når der nu engang ikke er nogen til at tage imod dem. På det allerseneste er der så omsider politikere, der har været ærlige nok til at erkende, at det bliver ikke muligt at opretholde det samme niveau i ældreplejen, som vi kender i dag. Nedskæringer blive ganske enkelt nødvendige.

     Jeg må altså bare erkende, at jeg hører til den generation, der endnu en gang har trukket det korte strå. Men hvis man vil det, er der et godt håb for dem, der er yngre. Og det kan undre mig, at der endnu ikke er nogen, der for alvor har peget på de soleklare muligheder, der ligger i den moderne teknologi, vi allerede kender i dag, og i endnu højere grad i den, der allerede er godt på vej.

     Kravet i ældreplejen går i dag stadig på det, der omtales som "varme hænder". Over for dem står så de tekniske "kolde hænder", og her er holdningerne stadig påvirket af den modvilje, der for et par år siden blev skabt blandt andet omkring de virkelig praktiske robotstøvsugere.

     Ny teknologi kan overtage virkelig meget rutinemæssigt arbejde i ældreplejen. Og det vil betyde, at de forholdsvis få rigtige "varme hænder", der er til rådighed, kan koncentrere sig om det, der virkelig har betydning, nemlig den egentlige omsorg.

     Men inden det kan ske, må der en holdningsændring til i synet på den moderne teknologi. Og en holdningsændring er ikke noget, der kan gennemføres fra dag til dag. Men alle gode kræfter må i gang nu, så de, der er yngre end mig, kan få en bedre alderdom end den, jeg har udsigt til.


19-12-18


Fattige Danmark


Det er da rigtigt, at der bor fattige mennesker i Danmark. Men fattigdom er et relativt begreb. Og det er mere et politisk, end det er et reelt begreb. Det er ikke mindst et begreb, som nogle politikere (og andre) bruger til at slå hinanden i hovedet med.

     At det forholder sig sådan, fremgår med al tydelighed af den måde, der bliver talt om fattigdom på. Det er meget sjældent, at der bliver talt om fattigdom i almindelighed. Nej, der tales om børnefattigdom. Og det fortælles ikke, hvor mange fattige, der er i Danmark. Nej, det oplyses, at der er 64.500 børn, der lever under fattigdomsgrænsen. Det taler jo mere til følelserne, når det drejer sig om børn. At der formodentlig er endnu flere ældre, der reelt er fattige, nævnes ikke. For herregud, det er jo til at overse, hvor længe de er her endnu!

     Hvad det egentlig vil sige at være fattig, er alene et spørgsmål om definition. I 2010 havde man en beregningsmåde, der fortalte, at der var 42.200 økonomisk fattige danskere, og heraf var de 10.700 børn, og 3.500 var over 65 år. Men med en anden opgørelsesmetode, som blev anvendt af Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, kom man frem til, at der 242.000 fattige danskere, når studerende ikke blev regnet med.

     Jamen hvad vil det så egentlig sige at være fattig?

     Danmarks Statistik har fået den opgave at give svar på det spørgsmål. Det var en svær opgave, og løsningen kan da stort set også kun bruges med propagandamæssige formål. Hjælp til at finde en løsning fandt man i et "Bæredygtighedsmål", som er udarbejdet af FN. Men det kan kun give en rettesnor for, hvordan det forholder sig her i Danmark. Her kan en familie nemlig være ludfattig, selv om den har dobbelt så meget i indkomst som en familie i f.eks. Grækenland, Ungarn og Spanien.

     Udgangspunktet for beregningen af, om man her i landet er fattig eller ej, er iflg. Danmarks Statistik medianindkomsten. Det vil sige det indkomstniveau, hvor halvdelen af befolkningen har en højere og den anden halvdel en lavere indkomst. Det niveau ligger her til lands på ca. 234.000 kroner om året efter skat for en enlig person uden børn. Hvis man ligger 50% eller mere under denne medianindkomst, er man kommet under fattigdomsgrænsen. Denne grænse er altså på ca. 117.000 kroner, og den betød i 2016, at 227.000 personer her i landet blev betragtet som fattige.

     Det bør tilføjes, at hvis en enlig voksen har et barn, så stiger grænsen til 157.500 kroner om året efter skat, og er der tale om to voksne og to børn, så ligger grænsen for, om man er fattige, på 254.304 kroner.

     Men hele den måde at afgøre på, om folk er fattige eller ej, virker i sig selv temmelig urimelig, for i realiteten betyder den jo, at folk kan blive erklæret fattige fra den ene dag til den anden, uden af deres indkomstforhold har ændret sig så meget som én krone. Det er jo kendt, at indtægterne i disse år stiger ret betydeligt for dem, der i forvejen har ganske meget. Og det får medianindkomsten og dermed fattigdomsgrænsen til at stige, uden at nogen reelt er blevet fattigere.

     Som nævnt indledningsvis er der da folk her i Danmark, som virkelig er fattige, men selv om omtalen i medierne - og fra visse politikeres side - godt kunne få det til at lyde, som om det først og fremmest er børn, der lider under det, så er der al mulig grund til at være opmærksomme på, at der er også rigtig mange i den anden ende af aldersforløbet, som virkelig har svært ved at få økonomien til at hænge sammen. I erkendelse af, at det kan vi ganske enkelt ikke være bekendt i et velfærdssamfund, besluttede politikerne for nogle år siden at indføre Ældrechecken som et plaster på såret. Men andet og mere er det heller ikke, og når der tales om fattigdom i Danmark, så skal det med i billedet, at tre ud af ti pensionister er så trængte økonomisk, at de er berettigede til at modtage en ældrecheck. Dem tales der ikke så meget om. Vi hører meget mere om dem i den anden ende af skalaen, som bruger meget tid på at planlægge, hvor i verden den næste rejse skal gå hen.


12-12-18


Den åh så kedelige folkeskole


Rigtig mange af folkeskolens elever keder sig i timerne. Det viser helt nye

undersøgelser. Men det er nu for så vidt ikke noget nyt. Det var der også en del

af mine elever, der gjorde, mens jeg var aktiv skolelærer. Det snakkede vi en

gang imellem om dengang - eleverne og jeg. Jeg forklarede dem, at det er ikke

alt det, der er nødvendigt her i tilværelsen, der er lige sjovt og spændende. Og

jeg forklarede dem, at jeg var ansat til at undervise dem og ikke til at underholde

dem.

     I dag er der et problem, som vi ikke kendte dengang. Det hedder smartphones.

Og når de unge mennesker keder sig, så tyr de bare til den, for den er altid ved

hånden. Og så rager det dem bare en papand, hvad læreren forklarer om, hvordan

et vanskeligt matematisk problem skal løses. Og når de støder på problemet næste gang, er de blanke, giver op med det samme og tyr til telefonen. Det er den situation, vi hører om gang på gang, og det er, hvad vi jævnligt bliver vidner til via tv's besøg i klasselokalerne.

     Derfor burde det ikke komme bag på nogen, at de seneste udmeldinger om de unge menneskers parathed med hensyn til en videregående uddannelse er så alarmerende lav. Men nu vil undervisningsministeren sandelig til at gøre noget ved det. Det skal være slut med, at eleverne keder sig, mener hun. Altså: lærerne skal være mere underholdende.

     Nu er det altså ikke al nødvendig indlæring, der kan gøres underholdende. En del af den kan kun tilegnes ved regulært hårdt arbejde. Og selv om det muligvis kan føles kedeligt af nogle, så er der ikke andet at gøre end at tage telefonerne fra dem i timerne, så de kan koncentrere sig om det, det drejer sig om. Og så må man stille krav til dem om at være aktivt med i undervisningen. For det nu engang sådan, at dette med undervisning er en tosidet sag. Der er en, der giver undervisning, og der er en, der modtager undervisning. Hvis de ikke begge to er aktive deltagere i det projekt, så kommer der ikke noget positivt ud af det.

     Jeg oplevede i min tid som lærer, at for en del elever var det sådan, at jo mere de fik at vide, og jo mere de forstod, jo sjovere og jo mere interessant var det for dem at få noget mere at vide. Så fortog kedsomheden sig hos dem, og da afgørelsens dag kom, så var de helt parate til at gå videre med netop den uddannelse, de fandt mest relevant for dem.


05-12-18


Advent

 

 

I søndags var det første søndag i advent. Det betyder, at den højtid, som af mange

betragtes som den kristne kirkes største, nemlig julen, nærmer sig. Nogle mener, at

påsken er den største. Men for mig er det julen.

     Jeg betragter mig selv som kristen - ja, jeg synes endda, at jeg tør sige som en god kristen, selv om der faktisk kan være år imellem, at jeg går i kirke - altså til gudstjeneste. Men jeg har det bare rigtig godt med, at kirken som begreb og som institution er en del af Danmark som nation, og jeg glæder mig, når jeg færdes gennem det danske landskab, over de mange smukke kirkebygninger, som hver især danner ramme om noget af det vigtigste i vores danske kultur. Jeg har tidligere haft 16 gode og værdifulde år som medlem af et menighedsråd, og i mange år var jeg kirkeværge ved en landsbykirke. I mere end 25 år var jeg kirkebylærer - d.v.s. den, der med pen og godkendt blæk førte den såkaldte kontraministerialbog for sognet - altså sognets andet eksemplar af dets kirkebog, hvor præsten førte hovedbogen. I dag foregår dette elektronisk.

     Jeg har altså i en stor del af mit liv haft en aktiv tilknytning til kirken. Men selv ikke dengang var jeg nogen flittig kirkegænger, og siden da er det altså blevet endnu sjældnere, at jeg deltager i en gudstjeneste.

     Man kan vel med god grund spørge mig, hvorfor der er dette skel mellem min uforbeholdne tilslutning til Folkekirken og min efterhånden manglende deltagelse i dens grundlæggende aktiviteter, gudstjenesterne. Det er også et spørgsmål, jeg af og til stiller mig selv. Og jeg har svært ved at formulere et klart svar.

     For nogle år siden prøvede jeg at gøre det i, hvad jeg kaldte "En lægmands trosbekendelse". I den kan jeg følge det meste af den danske folkekirkes trosbekendelse; men jeg må sige fra, når den taler om "kødets opstandelse og et evigt liv". Og der er vendinger i den øvrige del af Folkekirkens trosbekendelse, som jeg ikke tager helt bogstaveligt.

     Jeg forsager Djævelen helt og fuldt, og jeg tror på Gud Fader, men som begreber og ikke som personligheder.

     Jeg tror på Jesus Kristus som menneskehedens betydeligste vejleder, men ikke som undfanget ved Helligånden og ikke som opstanden fra de døde.

     Og jeg tror på Helligånden som den følelse af samhørighed, der holder sammen på kirke og samfund, og som er grundlaget for vore synders forladelse.

     Jeg er ikke teolog, og jeg er ikke "skriftklog". Derfor udelukker jeg absolut ikke muligheden for, at der kan være meget i den hellige lære, som jeg har overset og aldrig har vidst. Men gennem det meste af mit 84 år lange liv har jeg tænkt ganske meget over tilværelsen lige fra dens begyndelse, og til den på et eller andet tidspunkt slutter definitivt for mit vedkommende med min død. Og der er ingen tvivl i mit sind, når jeg knytter døden og den definitive slutning sammen. Men jeg har det i enhver henseende godt med at gøre det.

     Jeg kan ikke, og jeg ønsker ikke at kunne se mig selv i en åndeverden et eller andet sted i universet, der af nogle omtales som "Himlen". Og jeg kan ikke forestille mig en sådan himmel befolket med myriader af ånder med oprindelse i de skiftende årtusinder.

Jeg er ikke misundelig på de mange, der er stærke i en tro på et liv efter døden, og som har det godt med denne tro. Og jeg mener det virkelig, når jeg ønsker, at enhver må blive salig i sin tro. Men denne med et liv efter døden er altså ikke min. Og derfor er der en del i den danske form for gudstjeneste, som for mig virker som nogle forældede klicheer. Men jeg erkender også, at jeg nok selv har gjort for lidt for at finde ud af, om der i de senere år er sket fornyelser i gudstjenesterne - fornyelser, som virkelig kunne tale til mig i den tid og i den virkelighed, som vi lever i i dag. Måske skulle jeg lade det være et nytårsforsæt for 2019 at prøve at finde ud af, om det eventuelt er mig, der lever i en overstået fortid. Men det er ikke noget, jeg har et stort behov for at finde ud af, for jeg har det fint med den indstilling både til livet og til døden, som jeg har i dag.

     Men jeg må jo erkende, at der som nævnt er mange i den danske folkekirke, der har det godt med et liv som religiøse og med en stærk tro på et liv efter døden. Jeg har stor agtelse og respekt for vore bisper og vore præster, som jo er alt andet end enfoldige mennesker, der lever i en indbildt verden. Og jeg har stor agtelse for vores dronning, som har fortalt om, hvor meget troen og kirkegangen betyder for hende.

     Selv om jeg altså ikke kan tilslutte mig alle punkter i Folkekirkens trosbekendelse, så bakker jeg hundrede procent op om den danske folkekirke som det vigtigste kulturskabende og -bærende element i den dagligdag, som langt de fleste danskere ønsker sig. Men jeg kan se, at Folkekirken i dag er under pres. Den er det fra andre religioner, som efterhånden på flere områder har haft held til at skubbe ellers hævdvundne, kristne traditioner ud - godt hjulpet af såkaldte "politisk korrekte" danskere, der finder det "åh så attraktivt med et multikulturelt samfund". Og den er det også fra organisationer som Ateistisk Selskab, som kraftigt agiterer for, at man skal melde sig ud af Folkekirken, men uden at de selv har noget som helst at byde på, og som lokkemiddel bruger, at man kan spare sin kirkeskat.

     Jeg ser det som utrolig vigtigt, at vi i dag står sammen om den danske folkekirke som et af de vigtigste midler til at opretholde et samfund, der hviler på et kristent grundlag.


18-11-18


"Networked Society"

-  det er en af overskrifterne i forbindelse med fremtidens samfund.

    På dansk kunne man måske tale om "Et samfundsdækkende IT-net".


For kort tid siden blev der offentliggjort en rapport fra Ericsson ConsumerLab, fortæller Jyllandsposten. Af den fremgår det, at ældre, der bruger moderne kommunikationsteknologi, har et rigere liv, er bedre informerede, føler sig yngre og er i bedre kontakt med omverdenen. Det bekræfter, hvad jeg tidligere har skrevet om her på Ældre-bloggen.

     Det måtte jo på et eller andet tidspunkt "vippe over" i takt med, at de yngre generationer, for hvem brugen af it er blevet en daglig selvfølgelighed, bliver ældre. Det er det, der er ved at ske nu, og fremover vil det også for det store flertal af ældre være noget helt naturligt at bruge smartphone, tablet eller computer til den daglige kontakt  med omverdenen. Det vil på flere måder give dem en rigere og sjovere tilværelse, end deres forældre og generationerne før dem havde mulighed for. Det kan ingen vist have noget imod.

     Men vi lever altså i en overgangstid, når det drejer sig om IT. Der er stadig mennesker, for hvem det vil være fuldstændig utænkeligt at skulle bruge en E-boks eller at sende en SMS til deres børn eller børnebørn. Og det kan altså ikke nytte noget, at vi andre siger: "Sikken da noget pjat. De ville da også bare kunne lære det. Det er vel bare et spørgsmål om at ville eller ikke at ville!"

     Men jeg har i min omgangskreds erfaret, at det er andet og mere end et spørgsmål om vilje. I hvert fald for nogle skyldes det nok en slags fobi på samme måde, som man kan have fobier - mental modvilje - mod slanger, lukkede rum eller så meget andet. Lige meget hvad det er, så er det meget svært - og i nogle tilfælde umuligt - at fjerne en sådan fobi fra mennesker. De har den; de må leve med den; og det må vi andre prøve at forstå eller i det mindste at acceptere. Men jeg tror ikke, at  IT-fobi'en, er noget, man kender blandt de yngre årgange, så det er nok et problem, der helt løser sig selv i løbet af nogle forholdsvis få år.

     Men af den ny undersøgelse fra Ericsson ConsumerLab fremgår det, at den danske befolkning - også hovedparten af de ældre -  er teknologisk parate til at bruge selv avancerede IT-løsninger, f.eks. inden for sundhedsområdet. Når vi taler om informations- og kommunikationsteknologi, taler vi ofte om erhvervslivet og privatforbrugerne på arbejdsmarkedet, hedder det iflg. Jyllandsposten. Men på mange områder arbejdes der hen imod at få etableret, hvad man omtaler som et “Networked Society”, og i den forbindelse er det afgørende, at der også bliver skabt tjenester, der specielt har til formål at hjælpe de ældre i hverdagen. Det kan være lige fra video-konsultationer med lægen, til administration af medicin.



09-11-18


"Byrden", der aldrig var der


Normalt skal der meget til for at bringe mig helt op i "arrigskabens røde felt". Men der er ét ord, som altid har kunnet det: ÆLDREBYRDEN.

     Nye beregninger, som blev offentliggjort i dag, fortæller da også, at betegnelsen ikke har noget på sig. Og jeg vil føje til, at den har aldrig haft det. En del af grundlaget for de nye beregninger er, at et meget stort antal af ældre fortsætter på arbejdsmarkedet, efter at de egentlig er berettigede til pension som 65-årige. Det er helt fint, for når de gør det, så er det ikke, fordi de føler sig nødt til det af økonomiske grunde. De gør det, fordi det er det, de helst vil. Men derved bidrager de også til at mindske problemet med manglende arbejdskraft. Og skatten af deres arbejdsindtægt bidrager til, at vi stadig her i landet kan bevare en meget højt grad af velfærd. Derfor er gruppen af os ældre - set som en helhed - ikke en byrde for samfundet.

     Og når jeg så føjer til, at den aldrig har været det, så er det blandt andet ud fra den betragtning, at hvis vi ældre skal betegnes som en byrde, så er der mange andre af samfundets grupperinger, der med mindst lige så gode grunde må finde sig i at bære den betegnelse.

     Det gælder for eksempel, hvad man kunne kalde "Uddannelsesbyrden", og den omfatter alle på de videregående uddannelser. Hvornår det vippede over, så der kunne tales om en byrde, ved jeg ikke. Men jeg ved, at da jeg i 1950'erne gik på seminariet, da var der ikke noget, der hed SU. Ville man uddannes, måtte de fleste tage et lån. Dengang var der et universitet i København og et i Aarhus. Siden er der kommet flere til, og en stribe af andre højere læreanstalter er etableret. Det er sket for vores - altså de ældre generationers skattepenge. Og det er de unge uddannelsessøgende vel undt.

     Man kunne måske også tale om "Kræftbyrden". Fra samfundets side ydes der via skattebetaling store summer til helbredelse af de syge, til forebyggelse og til forskning. Men ingen ville drømme om at tale om byrde i den forbindelse, og der er kun al mulig grund til at være stolte af, at vi i årtier har været i stand til at sætte så store midler ind i kampen mode den og mange andre alvorlige sygdomme. Og at vi har gjort det som en selvfølge.

     Jeg tænker over noget andet, som måske også med god ret kunne betegnes som en byrde; men jeg ved ikke rigtig, hvad jeg skal kalde den. Kunne det være "Opbygningsbyrden"? Det er ufattelige summer, der gennem det seneste halve århundrede er brugt på at bygge vores samfund op ved hjælp af vores skattekroner. Det er ikke mindst sådan noget som store dele af vores infrastruktur. Men samtidig med, at danskerne har været kendt som måske det mest skatteplagede folk på jorden, så har vi sparet op, og resultatet er, at der i dag ligger værdier for utallige milliarder i statslige og private pensionsfonde. Det er jo ikke penge, der får lov til at ligge og samle støv. De er blevet investeret i det danske erhvervsliv og har været en afgørende faktor i landets udvikling. Men på en måde er det jo altså stadig vores penge og altså dem, der gør det muligt, at vi kan få udbetalt vores pension i dag, og til, at vi kan betale vores del af den skat, der er med til at holde vores gode, lille land kørende.


29-10-18


Stop nu klynkeriet


Jeg troede faktisk, at de ældre danskere var ved at have accepteret, at ny teknologi er blevet en del af vores dagligdag - blandt andet med en digitalisering af kommunikationen mellem det offentlige og borgerne. Alle, der kan bruge en elektronisk postboks, har fået sådan en, for det har politikerne nemlig bestemt, at vi skal. Og godt for det.

     Men i sidste uge kom jeg tilfældigvis ind på et ret nyt program i TV2 News, der hedder Danmarkspanelet med Troels Mylenberg som en fremragende studievært. I programmet møder fire meget forskellige borgere et par politikere, som de så kan skyde løs på. Den pågældende aften var et af emnerne de ældre danskeres forhold til den digitalisering, der spiller en stadig større rolle i vores hverdag - blandt andet altså med den elektroniske E-boks.

    To af paneldeltagerne var meget negative over for den udvikling, og specielt den ene skældte ud på de to politikere, fordi de have været med til at indføre noget, som hans 92-årige moder ikke havde nogen levende chance for at følge med i. Ganske skarpt gav han udtryk for, at der aldrig burde have været indført sådan noget, som gamle mennesker som hans moder ikke kunne bruge, og som efter hans mening bare skabte en masse helt unødvendige problemer.

     Det er da rigtigt, at især mange gamle ikke har nogen muligheder for at udnytte den moderne informationsteknologi. Og jeg erkender, at en hel del af det, man har søgt at få indført, har vist sig ganske enkelt ikke at kunne bruges, og at det har kostet samfundet meget store beløb. Men derfra og så til at mene - som paneldeltageren gav udtryk for - at alt det her digitaliseringshalløj ganske enkelt burde skrottes, dér er der et helt urimeligt spring.

     Langt de fleste af os gamle har efterhånden fundet

ud af at bruge vores E-boks - måske med god hjælp fra

børn eller børnebørn eller ved kurser arrangeret af

Ældre Sagen eller andre organisationer. Og stadig flere

opdager, hvor stor gavn og glæde vi kan få ved hjælp

af en moderne smartphone eller tablet. Selv har jeg det

meste af min kommunikation med min datter, der er

bosat i USA, ved hjælp af min Ipad, som gør, at vi både

kan tale sammen og se hinanden - i øvrigt uden anden

udgift end til den strøm, som Ipad'en  bruger, og det er

faktisk meget begrænset.

     Jo, den moderne teknologi har allerede bragt meget

nyt ind i vores hverdag, og der er yderligere rigtig meget

på vej. Og fælles for det meste af det er, at hvis vi tager

imod det med lidt åbent sind, så kan det gøre tilværelsen

endnu bedre - også for os gamle


17-10-18


Meningen med livet:

At vi skal have det sjovt


Så kører tv-serien "Herrens Veje" igen over skærmen. Det får mig til endnu en gang at tage spørgsmålet om meningen med livet op. For det er jo et af livets væsentligste spørgsmål. Og det bør ikke være givet, at den holdning, man har til spørgsmålet i dag, skal være den samme som den, man havde for år tilbage. Oplevelser og påvirkninger fra andre mennesker kan for mig være en god grund til, at man ændrer syn på sin tilværelse. Og det skal man være ærlig nok og stor nok over for sig selv og andre til at gøre, hvis der er en god grund til det. Omvendt mener jeg heller ikke, at man skal flagre rundt fra den ene mening til den anden og billedligt talt lade vinden bestemme, hvad man skal mene i dag.

     Jeg har tidligere givet udtryk for, at for mig er meningen med livet, at vi skal have det sjovt. Det er med vilje udtrykt lidt provokatorisk, og jeg skal understrege, at i denne sammenhæng skal det at have det sjovt opfattes i meget bred betydning - vel nærmest som synonym til det at have det godt og som antonym til det at have det trist og dårligt. Og så skal det tilføjes, at efter min mening bærer man selv en væsentlig del af ansvaret for, at man kan have det sjovt. Men det er ikke alt, hvad nogle opfatter som sjovt, der kan eller skal accepteres af alle os andre. Det gælder eksempelvis dem, der finder det sjovt på en ene eller den anden måde at udnytte andre økonomisk, psykisk eller med magt.

     For nogle år siden faldt jeg i et interview over en udtalelse fra Hanne Reintoft, der er en kvinde, som jeg i den allerbedste betydning betragter som en klog kone. Hun sagde, at for hende er meningen med livet "AT VÆRE TIL NYTTE".

     Så enkelt kan det siges. Og det gjorde faktisk stort indtryk på mig. For er man til nytte, så er man med til at bære menneskeheden fremad. Og det er vel i virkeligheden det, det hele drejer sig om.

     Man kan være til nytte på mange måder. Man kan hjælpe sine medmennesker i det daglige. Man kan gøre det nær og fjern, og man kan gøre det på mange måder - helt praktisk eller psykisk. Man kan skabe noget - stort eller småt - materielt eller på et af de mange kulturelle områder. Man kan vejlede, eller man kan bakke op. Men man kan også være med til at bekæmpe det eller dem, der vil/kan skade menneskeheden: Soldaten eller politibetjenten, der risikerer liv og lemmer for at skabe eller bevare fred, frihed og tryghed for os alle sammen. Forskeren, der vier sit liv til at skabe muligheder for, at alle kan have det bedst muligt. Eller opfinderen, der skaber nye og bedre muligheder for os alle.

     Vi har alle sammen muligheder for at være til nytte.


Nu stod jeg så dér med hele to gode meninger med livet: At have det sjovt og at være til nytte. Jeg måtte spørge mig selv, om det egentlig ikke er én for meget - for der kan vel ikke være mere end én mening med tilværelsen. Det stillede mig i lidt af et dilemma, og det krævede en hel del eftertanke. Og så slog det mig, at der vist slet ikke er tale om to meninger, men at de i virkeligheden samles i én. Jeg tænkte tilbage til situationer og sammenhænge, hvor jeg syntes, at jeg med god grund kunne mene, at jeg havde været til nytte. Og så stod det mig klart, at hver gang havde det gjort mig glad. For det er noget godt, positivt og glædeligt at være til nytte. Og når det gjorde mig glad, så havde jeg det jo virkelig sjovt. Nytte, glæde og det at have det sjovt er altså i virkeligheden tre sider af samme sag.

     Men så slog det ned i mig: På et tidspunkt, når jeg bliver endnu ældre, så kan jeg måske føle, at jeg ikke længere er til nytte eller gavn for nogen eller noget - ja, at jeg måske i virkeligheden snarere er til besvær. Hvad så? Er det så også slut med en mening med tilværelsen? Er der så overhovedet ikke længere nogen mening med at være til?

     Det var egentlig slet ikke nogle rare tanker at baskes med. Men det varede ikke så længe, før jeg syntes, at jeg havde fundet det positive svar for mig selv på den stribe af spørgsmål: Indtil nu har jeg haft et godt liv at se tilbage på - et liv med glæder, men også med store sorger. Det er slet ikke slut endnu; men måske kommer der en dag, hvor jeg med tanke på de mange år, der er gået, kan tilslutte mig konklusionen i Preben Kaas' og Jørgen Rygs uforlignelige vise, hvor de sang om, hvad lykke er: "Lykke er, at man har fået lov at leve livet".

     Jeg kan kun ønske, at alle med mig vil kunne nå til denne konklusion, der - i hvert fald for mig - giver en mening med det hele. Men jeg gør det vel vidende, at der er så sørgeligt mange, som af forskellige grunde må se anderledes på det.


     I "Herrens veje" er der nogen, der bestemt ikke er glade i deres hverdag. De føler selv, at de ikke gør nogen sand nytte. Og de kan ikke se nogen mening i deres tilværelse. Jeg glæder mig til at følge de næste udsendelser i serien, for jeg kan håbe, at de får lov til at opleve dette at være til nytte både for sig selv og for andre. Jeg kan håbe, at det giver dem glæde, og at de dermed (igen) synes, at det er sjovt at leve. Og at de oplever, at der også for dem er en mening med tilværelsen.


Hvis man skulle have lyst til at se tidligere indlæg om meningen med tilværelsen, så kan man klikke HER og komme til mappen, hvor de findes.


Vil du se ældre indlæg på Ældre-bloggen,
så gå til boksen med bloggens arkiv øverst på denne side.