Du er meget velkommen til at give din mening til kende om emner, der bliver behandlet på Ældre-bloggen.


   Brug "blanketten" her til højre; skriv dit navn og din email-adresse og din kommentar i besked-feltet. Klik på SEND, og et øjeblik senere ligger den i Ældre-bloggens indbakke. 


Du må også meget gerne komme med egne indlæg om, hvordan du oplever det at være ældre, eller måske med gode ideer til, hvordan det kan blive endnu bedre at være det.


Senest opdateret
11. december 2023

Ældre-bloggen

I juli 2016 startede jeg Ældre-bloggen som en selvstændig blog. Tanken bag det var at skabe et debatforum for os ældre, hvor vi kunne udveksle tanker og meninger om vores tilværelse som ældre, men også som et sted, hvor man kunne komme med gode ideer til at få mest muligt ud af de næste mange år.

    Nu - en del år senere - må jeg konstatere, at bloggen aldrig blev, hvad jeg stilede imod. Enten er der ikke behov for et sådant debatforum, eller også bliver behovet dækket på anden måde.  Derfor besluttede jeg at lukke bloggen som en selvstændig side på internettet.

     Men en del af de emner, som jeg beskæftigede mig med på den specielle Ældre-bloggen, er videreført her på min personlige hjemmeside.

     Det betyder altså, at jeg fortsat fra tid til anden kommer med nye indlæg til bloggen her på denne side, ligesom den vil være åben for indlæg med meninger og kommentarer udefra.

 
 
 
 

Ældre-bloggen har i øvrigt sin egen profil på Facebook.

Dér kan du også komme med kommentarer.

Du kommer til den via dette link:

facebook.com/aeldrebloggen.dk

   Se og hør interviewet
i Radio Diablo
om

  "Plejecenter Fremtiden"

Klik her,

hvis du vil læse om udgivelsen af romanen om tilværelsen for beboerne i 
fremtidens plejecentre.

Og så kan bogen i øvrigt købes i boghandelen eller lånes på biblioteket.

For nogen tid siden skrev jeg her på siden, at jeg - grundet min efterhånden ganske høje alder - ville stoppe med at bringe nye indlæg på Ældre-bloggen.
     Jeg føjede dog til, at jeg gerne ville holde en bagdør åben for eventuelt at vende tilbage, og det er den, jeg herunder bruger endnu en gang:


11-12-23

 

Det står sløjt til i folkeskolen

 

Det burde ikke kunne komme bag på nogen, at den seneste såkaldte PISA-undersøgelse af bl.a. danske 9.-klasses skoleelever viser, at de er blevet endnu dårligere til læsning og matematik. Det er der nemlig - efter min mening - flere helt åbenlyse årsager til.
     En nylig undersøgelse, som Arbejderbevægelsens Erhvervsråd (AE) har lavet i samarbejde med Danmarks Lærerforening, viser, at 19% af dem, der underviser i den danske folkeskole, er uden en læreruddannelse. Der er for mig ingen tvivl om, at mange af dem gør et godt stykke arbejde. Men der er helt sikkert også et stort antal, der optræder som lærere eller måske blot som vikarer, der gør det, bare fordi de skal lave et eller andet, som kan give en indtægt. Og givet er det i hvert fald for alle 19%'s vedkommende, at deres uddannelsesmæssige grundlag for at lede en klasse elever på tilfredsstillende måde er meget spinkelt. Og så er det ikke så sært, at eleverne hellere beskæftiger sig med deres telefoner eller computere end med undervisningen.
     Men endnu værre er det imidlertid, at for de 81%, der har en læreruddannelse, dér  gælder det, at denne uddannelse ganske enkelt er for dårlig.
     Da jeg gik på seminariet i begyndelsen af 1950'erne, havde vi godt 30 undervisningstimer om ugen (om lørdagen var der, så vidt jeg husker, lidt færre timer end de andre dage), og i hver eneste af disse godt 30 timer blev undervisningen forestået af en virkelig kompetent underviser. Vi blev overhørt i de lektier, vi havde for, og vi fik løbende vores præstationer vurderet.
     Da jeg for nogle år siden sammen med nogle andre tidligere lærere besøgte et University College (vore dages seminarium - fint skal det jo være), fik vi oplyst, at man dér var meget tilfredse med, at man netop havde fået forøget antallet af undervisningstimer fra 11 til 13 om ugen. Det rystede os! Men så var der jo noget gruppearbejde på de studerendes egen foranledning og en hel del selvstudie, fik vi at vide. Ærlig talt: betyder det ikke, at de flittige og ambitiøse studerende helt sikkert bliver gode lærere med en masse relevant viden. Men hvad med de dovne og mindre ambitiøse? For dem er der sikkert også nogle af nu som før. Nåh jo blev det nævnt; der var jo også noget med, at frafaldet fra studierne nu om stunder er en hel del større, end man bryder sig om at snakke om. Men man kan da glæde sig over, at de, der falder fra, så aldrig kommer ud i skolerne.
     En vigtig del af tidligere tiders læreruddannelse var praktik. Til hvert seminarium hørte der en såkaldt øvelsesskole. Her blev seminarieelevernes evner til at tilrettelægge og gennemføre en undervisning i praksis prøvet af, og i tredje klasse var eleverne ude som vikarer ("på græs", som det hed) i tre måneder. Samlet set gav det den nødvendige forståelse af, hvad der egentlig var målet med læreruddannelsen og dermed af, hvad der skulle lægges vægt på i det daglige arbejde på seminariet. Det er mit indtryk, at den del af uddannelsen i dag er nedprioriteret i betydelig grad med der resultat, at mange nyuddannede lærere får noget af et realitetschok den dag, da de skal begynde deres gerning som undervisere.
     Og netop praktikken er uhyre vigtig. Det er først og fremmest dér, de vordende lærere får indblik i, hvad det kræver at lede en klasse elever, så disse får størst muligt udbytte af undervisningen. Men det skyldes jo i høj grad mangel på ledelse fra lærernes side, når det mange steder kan konstateres, at en stor del af en klasses elever bruger timerne på at spille computer og/eller på at larme, så de elever, der godt ville have noget ud af undervisningen, ganske enkelt giver op.
      Det er ikke blot PISA-undersøgelserne, der har dokumenteret, at der står helt galt til i mange danske skoler. I de senere år er det blevet erkendt, at generelt er evnen til at udtrykke sig og til at stave korrekt blevet ringere. Flere universiteter har været nødt til at oprette kurser for de nye studerende for at råde bod på det. Mange af de unge mennesker kan ganske enkelt ikke forstå, hvad de læser, og de har svært ved at udtrykke sig både mundtligt og skriftligt. Jeg kan naturligvis ikke dokumentere, at tilbagegangen har noget at gøre med en dårligere uddannelse af Folkeskolens lærere. Men for mig ligger det ligetil at antage, at der er en sammenhæng. Det har da også ved flere lejligheder været diskuteret, om læreruddannelsen kunne gøres bedre, og et skridt i den retning er det vel, at adgangskravene til uddannelsen er blevet skærpet. Men der må efter min mening mere til. Det kan være betydeligt flere egentlige undervisningstimer som i "gamle" dage for de vordende lærere. Men det kunne også være, som det f.eks. er tilfældet i Finland, at lægge læreruddannelsen op på et egentligt universitetsniveau og forlænge den med et år eller to.

20-10-23

En hjælpende hånd

Jeg er blevet gangbesværet og går med stok.
     For nogle dage siden skulle jeg til læge i Svendborg. Jeg var heldig og fandt en plads på den nærmeste parkeringsplads, og det var oven i købet lige ved siden af betalingsautomaten, så jeg skulle ikke gå ret langt.
    Men da jeg kom tilbage til min bil, havde en tekniker skilt automaten ad, og da jeg jo skulle melde min partering af, henviste han mig til automaten på en nærliggende parkeringsplads.
      Jeg begav mig af sted; men på min færd kom jeg til en forhindring. Jeg skulle ned ad en græsklædt skråning, hvor der var trådt en smal, ujævn grussti. Det er altid sværest for en gangbesværet at skulle nedad, og jeg stod og prøvede at lægge en plan for, hvordan jeg skulle bære mig ad uden at falde. Så mærkede jeg pludselig en hånd på min arm, og en venlig dame spurgte: "Har du brug for en hånd?"
      Det kom egentlig helt bag på mig. Havde jeg virkelig nået den alder, hvor jeg kunne have brug for hjælp? Og var jeg for stolt til at erkende det?
      Men jeg fik da hurtigt sagt "Ja tak, det ville være dejligt". Og som en helt naturlig ting hjalp hun mig sikkert ned ad skråningen.
     Men ikke nok med det. Da jeg nåede han til automaten, havde hun netop fået meldt sin egen parkering af, og hun sagde nu: "Det var lidt svært, for solen skinner direkte ind på skærmen, så den er næste umulig at aflæse. Skal jeg lige hjælpe dig? For nu ved jeg, hvordan man skal gøre."  Og så klarede hun også det for mig.
     "Nu har du i sandhed gjort dagens gode gerning!" fik jeg sagt til damen. Og med et rart smil fik jeg hendes svar: "Det var så lidt".
      Ja, det var måske "så lidt" for hende. Men hun gjorde det. Og for mig betød det meget. Selve mødet og hjælpen fra damen var en god oplevelse. Og den hjalp mig til at erkende, at nu er jeg så dér, hvor jeg i forskellige situationer kan have brug for hjælp, og så skal jeg aldrig være for stolt til at tage imod den. For der er altså mennesker derude, der er parate til at give den. Og jeg tror egentlig, at min venlige hjælper den dag også fik en positiv oplevelse.

Og så er der jo lige det, at intet er så galt, at det ikke er godt for noget. Den dag var betalingsautomaten i stykker. Men det betød, at jeg fik en hel del god motion!

18-09-23

Sæt fokus på det positive

Vores alder står ikke til diskussion. Det ligger fast, hvad den er, og skulle vi alligevel komme i tvivl om den, så har samfundet jo forsynet os med et CPR-nummer, som de fleste af os stadig kan huske - i mange sammenhænge er det jo vigtigere end vores navn. I det nummer er der to tal, som fortæller, hvilket år vi kom til verden. Så kan det godt være, at vi er nået dertil, hvor vi skal have fat på lommeregneren for at finde ud af, at hvis de to tal f.eks. er 34 (som de er på min), så betyder det, at vi i år kan holde vores 89 års fødselsdag.

     Som nævnt: Vores alder kører ganske automatisk derudad. Det kan vi bare ikke gøre noget ved. Det har jeg tidligere været inde på her på bloggen.

Men jeg kan da godt mærke, at jeg ikke er 85 år længere. Jeg kan godt mærke, at jeg er blevet ældre i løbet af de senere år. Jeg kan mærke, at der er noget, der hedder aldring. Jeg må erkende, at der er noget, som jeg stadig var rimeligt god til for en halv snes år siden (og som jeg faktisk var rigtig god til for 20 år siden), men som det kniber med nu, eller som jeg ganske enkelt ikke kan længere. Sådan er det bare; men jeg har besluttet mig til, at jeg i hvert fald vil prøve på ikke at begræde, at der er noget, som jeg måske slet ikke er i stand til længere. I stedet vil jeg prøve at glæde mig over, at der jo faktisk er en utrolig masse, som det stadig går rigtig godt med.


Jeg har mange glæder af min lille blomstereng

     Nu ved jeg godt, at jeg hører til blandt de heldige - ikke mindst, hvad helbredet angår. Og det er jeg taknemlig for. Det betyder blandt andet, at jeg i alt væsentligt stadig kan klare mig selv. Men som nævnt er der noget, som jeg ikke længere har kræfter til at gøre. Det er f.eks. slut med at gå lange ture. De er blevet kortere og kortere, og der er flere og flere dage, hvor jeg slet ikke kommer af sted, fordi det gør for ondt i ryggen, og der er ikke kræfter til det i benene. Det er en ond spiral: For at bevare kræfterne skal der motioneres; men når kræfterne bliver færre, bliver det stadigt sværere at vedligeholde dem ved at motionere. Sådan er det bare.

Derfor er min gode hvilestol blevet mit foretrukne opholdssted i ganske mange timer om dagen. Og jeg glæder mig over de mange muligheder, som jeg har med den. Jeg er glad for musik, og jeg har lige fået nye høreapparater. Ved hjælp af den såkaldte "Bluetooth"-funktion kan jeg nu streame alverdens musik direkte fra min iPad til høreapparaterne i en helt enestående kvalitet. Og dette med "alverdens musik" skal virkelig tages bogstaveligt: Praktisk taget alt, hvad der i tidens løb er indspillet af enhver type musik, er til rådighed til en lav pris - lige her i min gode hvilestol. Hvad kan jeg ønske mig mere!!!
     Jeg har altid været glad for at læse, og i tidens løb har jeg anskaffet ganske mange bøger. Og så er der for mit vedkommende det gode ved at blive gammel, at min hukommelse langtfra er, hvad den har været. Derfor kan jeg nu med stort udbytte læse de fleste af dem igen og virkelig nyde læsningen. Hvad kan jeg ønske mig mere!!!
     Og når vejret er til det, kan jeg sætte mig ud i den have, som jeg for nogle år siden fik anlagt som det, man kalder en "blomstereng". Forår, sommer og efterår igennem skifter den udseende og farver om ikke fra dag til dag, så i hvert fald fra uge til uge (med mindre det som i juni i år sætter ind med en længere tørkeperiode). Jo, min lille blomstereng giver mig mange glæder. Hvad kan jeg ønske mig mere!!!

     Jo, jeg oplever, at ved bevidst at fokusere på det positive i tilværelsen, så bliver det nemmere at se bort fra det negative. For der er da også negative sider. F.eks. er det i år tyve år siden, at jeg blev enkemand.

15.07.23

Aktiv dødshjælp?  Ja tak

Så lykkedes det endelig at få samlet de krævede 50.000 underskrifter til et krav om, at Folketinget skal tage spørgsmålet op om adgang til aktiv dødshjælp her i Danmark. Det har sat fornyet gang i diskussionen om denne sag. På Folkemødet på Bornholm erklærede statsministeren sig positiv over for forslaget. For kort tid siden blev den kendte læge Svend Lings ved retten frikendt for assistance til selvmord.  Og den 12.juli havde præsten Hanne Davidsen et indlæg  i Fyns Amts Avis, som får mig til at reagere.
     Hanne Davidsen siger nej til muligheden for at yde aktiv dødshjælp. Men jeg må tage afstand fra en del af de argumenter, hun bruger, og som er blandt de almindelige i den pågående debat.
      Hun nævner således, at der her i landet kan ydes palliativ indsats til døende og lidende mennesker i den sidste tid af deres liv; men hun tilføjer, at "alt kan selvfølgelig blive bedre. I stedet for at åbne for aktiv dødshjælp bør vi styrke forskning og øge kapaciteten inden for det palliative (lindrende) område".
     Med den bemærkning erkender Hanne Davidsen, at det ikke er godt nok, som det er nu, og det er der andre, der er enige med hende i.  Blandt dem er Anette Hygum, der er formand for Dansk Selskab for Palliativ Medicin og specialeansvarlig overlæge i Palliativt Team på Sygehus Lillebælt og altså en person, der taler med stor vægt i denne sag. Hun sagde nemlig i et interview for nogle år siden, at alt for mange lidende mennesker - faktisk er det hver femte - dør, inden de får mulighed for palliativ pleje og lindring. En af årsagerne er, siger hun, at alt for få læger arbejder med at pleje døende mennesker, og de er for dårligt uddannede. Videre sagde hun i interviewet: "at svaret på lidelser og desperation er en specialiseret palliativ indsats. Og at der er et stort udækket behov for netop den hjælp, pleje og lindring i den allersidste fase af livet. Konsekvensen er, at alt for mange dør. - - Der er ledige stillinger, som ikke kan besættes. Cirka 100 læger arbejder med specialiseret palliativ medicin, men der er behov for 150".
     Nu er omsider en sådan uddannelse startet for kort tid siden med deltagelse af 28, læger. Så der er langt, til behovet er dækket.
      Formanden for Sundhedsudvalget i Danske Regioner, Karin Friis Bach, udtaler om denne nye uddannelse, at hun ser frem til, at den kan være med til at rette op på manglerne i den palliative indsats, og hun føjer til: "Der er en stigende forståelse af, at selv om sundhedsvæsenet gerne vil helbrede, så må man også erkende, at nogle skal herfra."
     Det er godt, at der nogle steder bliver gjort en palliativ indsats. Men den kan slet ikke stå alene.
     I flere sammenhænge er det gjort klart, at langt de fleste patienter, som får palliativ behandling, eller som kommer på hospice, er kræftpatienter. Derfor er der brug for mere støtte til patienter med alle mulige andre livstruende og lige så belastende diagnoser.
      Hanne Davidsen skriver i sit indlæg, at blandt grundene til, at bl.a. Lægeforeningen ikke går ind for aktiv dødshjælp, er, at "det er lægers og sygeplejerskers grundlæggende opgave at helbrede og redde liv."
      Det kan jeg kun give Hanne Davidsen ret i. Men hvem har egentlig sagt, at det skal være læger, der i givet fald skal udføre den nødvendige handling i aktiv dødshjælp? For mig vil det da være langt naturligere, at det f.eks. er præster. Jeg kunne forestille mig, at ønsket fra en døende og lidende person om at få fred bliver forelagt for en gruppe bestående af en læge, en psykolog og en præst. Hvis de siger ja til, at ønsket kan imødekommes, overdrages det til en præst at foretage det nødvendige. Og for præsten må det være en virkelig menneskekærlig handling at udføre. Der vil være tale om sand sjælesorg. For lægen vil det naturligvis i givet fald være en helt professionel opgave.
          "Jeg mener, at en værdig død er et legitimt krav at stille, men det er ikke ensbetydende med aktiv dødshjælp," skriver Hanne Davidsen og fortsætter: "Jeg mener, at det er vigtigt at fokusere på et værdigt liv."
      Men hvem skal vurdere, om et døende og stærkt lidende menneske stadig har et værdigt liv?  Er det nogle fagfolk med hver deres faglige baggrund? Eller er det den lidende og døende selv?
     Jeg vil gerne have forklaret, hvilken værdighed der er forbundet med det kun at kunne ligge med stærke smerter og vente på, om døden dog ikke snart vil indtræffe.
     Hanne Davidsen nævner begrebet passiv dødshjælp som det, der er at foretrække, og som oven i købet er lovligt. Som eksempler på passiv dødshjælp nævner hun:
-  Undlade at give livsforlængende behandling.
-  Stoppe livsforlængende behandling.
-  Give patienten smertestillinde og beroligende medicin, der også har den sideeffekt, at livet forkortes.
-  Med særlige lægemidler sænke bevidsthedsniveauet således, at meget svære lidelser lindres.
     Og så føjer hun til, at "der er altså mange palliative indsatser, der han hjælpe til en værdig død."
     Så er det, jeg må spørge: "Hvor er det værdige i det liv, man med passiv dødshjælp vil tilbyde den, der ligger for døden med stærke smerter?"
     Lad mig i givet fald have lov til at bede om aktiv dødshjælp.


18.06.23

Manglen på sygeplejersker
Et spørgsmål om udbud og efterspørgsel


Lønstrukturkomitéen har nu fremlagt resultatet af halvandet års arbejde. Der er ingen tvivl om, at det er kloge mennesker med stor indsigt, der udtrykker sig i komitéens rapport, og den er da også interessant læsning, hvis man vil vide noget om, hvordan de forskellige grupper af offentligt ansatte er aflønnet i forhold til hinanden. Og så giver den oven i købet udtryk for, hvem der efter komitéens mening  får for meget, og hvem der får for lidt i forhold til de andre. Og da det netop var sygeplejerskernes løn- og arbejdsforhold, der var årsagen til, at komitéen blev nedsat i 2021, så er det helt naturligt, at det også er netop sygeplejerskerne, der sættes i fokus, når der i forbindelse med rapporten bliver givet udtryk for, at de faktisk tjener lidt for meget.
      Så er det, man må spørge, hvad dette med "lidt for meget" er set i forhold til. Det er nok rigtigt, hvis det ses i forhold til den opgave, komitéen fik stillet, og til de præmisser, rapporten bygger på. De gik nemlig på, at man skulle analysere lønstrukturerne og lønudviklingen i den offentlige sektor.  Men det er jo slet ikke dér, man skal finde problemerne og langt mindre løsningerne.
      Det virker, som om man har glemt, at det helt dominerende problem er mangelen på sygeplejersker (da det altså lige nu er dem, der primært er i fokus), og at den presserende opgave er at få løst dette problem. Til det er lønstrukturkomitéens rapport et totalt fejlskud. Man får ikke én eneste sygeplejerske mere ved at fortælle, at de faktisk får for meget i løn.
     Der er et gammelt princip, der siger, at udbud og efterspørgsel skal svare til hinanden. Gør de ikke det, bliver der ubalance, og der opstår problemer.
      I øjeblikket er efterspørgslen efter sygeplejersker langt større end udbuddet. Det misforhold skal ændres. Det må nødvendigvis gøres mere attraktivt at være sygeplejerske, og det umiddelbare og vel også det eneste middel til det er højere løn. Det kan skaffe øget tilgang og dermed også flere til at tage sig af de i øjeblikket alt for mange opgaver. Dermed skabes de bedre arbejdsforhold, som ved siden af lønnen vil være med til at gøre det mere attraktivt at være sygeplejerske og dermed til i det hele taget at skabe en positiv udvikling i det danske sundhedsvæsen.
      Som det er nu, er vi specielt mange ældre, som virkelig gruer for, at vi en dag kan få brug for vores sygehusvæsen og ældrepleje.  Det giver alt andet end den tryghed, som er så afgørende for os i vores dagligdag.
      Derfor denne opfordring til vores politikere (det er jo dem, der i sidste ende sidder på afgørelserne): Lad nu være med at lade jer styre af misundelse mellem samfundets grupper, og sørg så for at få skabt overensstemmelse mellem udbud og efterspørgslen.
      Når det er på plads for sygeplejerskernes vedkommende, er der også andre grupper i vores samfund, der bør have deres situation rettet op efter deres placering mellem udbud og efterspørgsel. Så kan det måske igen blive trygt at blive gammel.

03.06.23 


Pas (på)dig selv

Der er stadig velhavende kommuner i Danmark, hvor de har mulighed for at passe deres ældre på en god måde - - og hvor de gør det.
      Men realistisk set må det erkendes, at der bliver stadig færre og færre af disse kommuner. Og der er ingen, der tør påstå andet, end at den udvikling vil fortsætte i de kommende år. Flere steder vil årsagen være manglende økonomi. Men langt de fleste steder vil det skyldes mangel på arbejdskraft af stort set enhver slags.
     Men uanset, om årsagen er den ene eller den anden, så betyder det, at vi må indrette os på, at tilværelsen for langt de fleste af os gamle bliver anderledes end den, som de fleste politikere indtil nu har lovet os. Vi skal i højere grad til at tage vare på os selv.
      Jamen, hvordan i alverden skal vi kunne det?
      Svarene på det spørgsmål begynder nu så småt at komme frem i den offentlige debat - endda også fra politisk hold.
      Flere af dem går på, at det er ikke et spørgsmål om, hvorvidt vi kan det. De går derimod på, at rigtig mange af os rent faktisk kan det, og derfor bliver vi nødt til at gøre det. Vi bliver nødt til i højere grad selv at købe os til den hjælp, vi har brug for, eller som vi føler, at vi har brug for. Muligheden for at kunne gøre det er godt på vej for rigtig mange. Aldrig før har nemlig så mange indbetalt så meget i personlige pensionsbidrag, som det er tilfældet nu. Og det sker naturligvis på grund af en stigende erkendelse af, at hvis man vil have en rimelig pensionisttilværelse, så må man selv kunne betale for den.
      En helt rimelig indvending mod den opfattelse er så, at der i vores samfund er nogen, som af den ene eller den anden grund ikke har haft mulighed for at skabe sig en pensionsformue af den nødvendige størrelse. De skal naturligvis mærke, at noget helt grundlæggende her til lands er, at det fortsat skal være et solidarisk samfund, hvor de, der virkelig har behov for hjælp, også får den.
     Det betyder, at der efterhånden vil blive dannet et a, b og c-hold her i Danmark. A-holdet er dem, der har råd til det hele. C-holdet har ikke råd til noget. Og b-holdet er den brede middelklasse, som efterhånden har fået råd til mere og mere. Det fører så hen til talen om de brede skuldre, der skal bære de tunge byrder. De skal i hvert fald klare sig selv, og når de gør det, bliver der penge i samfundet til at hjælpe de svageste, nemlig c-holdet. Så er der b-holdet, der må kunne forvente at få hjælp til det allermest nødvendige.
      Så er spørgsmålet, hvordan man får samfundet inddelt i de tre hold - i dem, der skal yde, og dem, der skal kunne nyde. Men det burde ikke kunne være noget større problem, for efterhånden er hver enkelt borgers økonomiske forhold så grundigt registreret, at hele samfundet må kunne deles op efter forventet livsindkomst. Og så bliver det en (svær) politisk opgave at fastlægge, hvor grænserne mellem de forskellige hold skal være, og at fortælle befolkningen, hvem der skal klare sig selv (og forberede sig på det), og hvem der vil kunne forvente en eller anden portion af hjælp i deres alderdom.
      Denne opdeling i hold, ser vi jo i øvrigt allerede i dag i vores sundhedsvæsen. En meget stor del af den danske befolkning har tegnet sig en eller anden form for sundheds- eller sygeforsikring i erkendelse af, at samfundet ikke længere kan præstere den nødvendige hjælp, hvis/når der bliver brug for den. Opdelingen er altså accepteret på sundhedsområdet. Vi bliver også nødt til at gøre det, når det drejer sig om pasningen af os gamle.
     Det er natuligvis ikke en udvikling, som jeg ser frem til med glæde. Men jeg imødeser den som en nødvendighed.

30.04.23

Forår endnu en gang

I morgen er det den 1. maj, og dermed bliver der taget hul på årets tredje og sidste forårsmåned. Næste gang det bliver den første i en måned, så siger i hvert fald kalenderen, at det er sommer.
     Når man har nået min alder, så betyder dette med forår noget helt specielt. Uvilkårligt konstaterer man, at nu har man altså fået lov til og mulighed for at opleve naturens genfødsel endnu en gang. Og når naturen kan tage fat igen, så kan jeg det vel også, og det er, som om man ser verden omkring sig med lidt andre øjne.
      Jeg var lige ved at skrive "med lidt andre og mere positive øjne".
      Men jeg stoppede op ved dette med de positive øjne. For det spørgsmål meldte sig hos mig:  Er der nu egentlig grund til at se mere positivt på verden omkring os? Der er krig i Europa. Spændingen stiger kontinenterne imellem, og der oprustes i en uhyggelig stor skala. Samtidig er vores klima ved at gå amok. Hundred tusinder af mennesker dør af klimaskabte ulykker, og millioner tvinges til at flygte fra deres hjemstavn i en fortvivlet søgen efter steder, hvor de kan overleve.
     Men jeg klynger mig til den optimisme, som jeg altid har følt i de fleste sammenhænge. Og jeg synes, at der omsider kan spores en vilje til det samarbejde, som er nødvendigt for at vende den negative klimaudvikling. Nok er det vel ikke ligefrem af lyst. Men det erkendes mere og mere, at vi er tvunget til at stå sammen om denne store opgave. Og det er i hvert fald ét blandt flere trin i den rigtige retning.
      Naturen tager ufortrødent fat på en ny start. Vi mennesker er ved at erkende, at vi er nødt til at gøre det samme.
      Derfor kom jeg i mine overvejelser om, hvorvidt forårets ufortrødne komme kan overføres og give grund til også at se på verden omkring os med en vis grad af optimisme.
      Det har jeg i hvert fald valgt at gøre.

11.04.23

 

Nu ved vi bedre

 

Som nævnt tidligere her på Ældre-bloggen kan man med god grund undre sig over, at man ikke overalt i verden har taget den mulighed til sig, som kernekraften tilbyder- og specielt den, der er baseret på thorium. Færdigudviklet tyder alt på, atden kan give hele klodens befolkning al den energi, som der er behov for til atunderstøtte en fortsat udvikling for den stadigt voksende befolkning. Den vil kunne gøre det uden de katastrofale følgevirkninger, som vi ser i dag, og som er foranledigede af  vores brug af kul, olie og naturgas. Og den vil kunne gøre det i de næste tusinde år.

     Der er nok flere grunde til, at det er sådan. Jeg har tidligere nævnt den frygt, som stadig næres af mange for alt, hvad der har med kernekraft at gøre, fordi de uvilkårligt forbinder selve begrebet med atombomber. Og der er kredse - også her i landet - som gør, hvad de kan, for at give næring til den frygt - prøv blot at kigge på internettet. Dertil kommer så, at navne som Tjernobyl og Fukushima har markeret sig kraftigt i manges bevidsthed og huskes som eksempler på, hvor galt det kan gå. Men når man vurderer, hvor galt det gik de to steder, så må det være rimeligt at sammenholde det med vore dages naturkatastrofer, som forekommer langt værre, og som ifølge den overvejende del af verdens videnskab skyldes udslippet af drivhusgasser. Og man kan se på, hvad udvindingen af f.eks. kul hvert år koster af menneskeliv. For nogen tid siden kunne aviserne berette om, at 40 kinesiske kulminearbejdere blev dræbt og 74 andre blev fanget under jorden og er sandsynligvis døde efter en gaseksplosion. De kinesiske miner er de farligste i verden, og ulykker i minerne koster i gennemsnit 13 menneskeliv om dagen. Det bliver efter myndighedernes opgørelse til mere end 4.700 dræbte hvert år, men ifølge uafhængige fagforeningsgrupper er tallet nærmere 20.000.Dertil kommer så, at der også er farlige miner andre steder end i Kina.

     Men der er også en anden væsentlig grund til, at dersættes hindringer i vejen for en forskning og udvikling af  kernekraft. Den er af økonomisk art. Der er jo stadig utallige milliarder at tjene på udvinding af kul, olie og gas. Men den dag, da verden for alvor kan tilbydes forureningsfri energi fra kernekraft, vil værdien af disse fossile energikilder blive reduceret i meget væsentlig grad. Det samme gælder formodentlig også værdien af den vedvarende energi, som er afhængig af sol, vind og vand. Og naturligt nok er der nogen, som gerne vil udskyde den dag til engang langt udei fremtiden. Der er som nævnt økonomi i det, og der er politik i det. Vi kan jo blot se på den tidligere amerikanske præsident Trumps planer om at genåbne et større antal kulminer.

     Men hvis den altødelæggende syndflod skal undgås på kortere eller længere sigt, så er det tvingende nødvendigt, at der bliver gjort noget effektivt. Og det vil i første omgang sige en effektivisering af forskningen og udviklingen omkring kernekraft. Det er muligt, at der på sigt kan komme andre muligheder ind i billedet som f.eks. brintenergi  eller fusionsenergi. Men det mest nærliggende i dag er kerneenergi baseret på thorium. Men som nævnt flere gange mangler der den nødvendige økonomi, for at der for alvor kan komme gang i denne forskning.

     Og hvad det angår, bør vi også være med her i Danmark. Og der er faktisk åbnet et par døre på klem til, at det kan ske: Allerede i 1985, da Folketinget besluttede, at der ikke mere skulle forskes i kernekraft  her i landet, blev der føjet en bisætning til, hvor der står noget i retning af, at det må ikke ske på grundlag af den kendte teknologi. I dag er der altså anden kendt teknologi. Og i regeringsgrundlaget for den forrige regering står en ikke særligt bemærket sætning: "»Regeringen vil fjerne eventuelle barrierer for forskning i thoriumbaserede teknologier.«

     Hvad med at komme i gang!

Jeg har ved flere lejligheder givet udtryk for den opfattelse, at jeg og min generation har et medansvar for den klimamæssige katastrofesituation, som vi er så uhyggeligt på vej ind i. Den skyldes jo vores livsstil. Vi kan undskylde os med, at vi vidste ikke bedre. Men det gør vi nu. Derfor må ikke  mindst vi gøre, hvad vi kan, for at undgå endnu værre katastrofer. 
      Som skrevet ovenfor:   Hvad med at komme i gang!

06.04.23

Hvis jeg vil have det godt


- og det vil jeg da gerne,


så er der nogle andre,

der skal have det bedre


- og her taler jeg alene om at have det økonomisk bedre.

Der er mange, der er langt bedre begavede, end jeg er. Og der er mange, der har en meget længere og meget bedre uddannelse, end jeg har. Der er også en del, der har betydeligt mere energi, end jeg har. Og som følge af disse tre forhold, kan de gøre væsentligt mere for hele samfundet, end jeg kan elller gør, hvilket der faktisk er rigtig mange, der gør.

Deres motiver til at gøre en eller anden indsats til gavn ikke blot for dem selv, men for hele samfundet, er forskellige. Mange drives af det fascinerende, der ligger i at tage vanskelige og spændende udfordringer op. Andre har en dyb tilfredsstillelse i dette at skabe - at få ting til at gro og udvikle sig positivt. Så er der dem, der arbejder mere for sig selv end for samfundet som helhed - og for at skabe en god, tryg og måske også spændende tilværelse for familie og venner. Som nævnt: motiverne for at gøre en indsats er mangeartede. Men blandt de væsentlige er altså også at blive i stand til at skabe en tilværelse for sig og sine, som økonomisk er bedre end den, vi andre kan få med vores gennemsnitskunnen og gennemsnitsindsats. Og det er der jo ikke noget forkert i.


Sådan er det; men i Jantelovens hjemland er det bestemt ikke velset, at det er sådan. Her er det en almindelig indstilling, at det, som ikke alle kan gøre, det må ingen kunne gøre. Gennem det seneste halve århundrede og indtil for få år siden førte denne indstilling endda til, at det gennem lovgivning og skolernes undervisningsplaner blev tilstræbt at nå dertil, hvor det, som ikke alle kunne lære, det måtte ingen lære. Det har ført til en dårligere undervisning, hvilket man med al tydelighed har set udtryk for i de seneste år blandt andet gennem resultaterne af de meget omtalte PISA-undersøgelser. Alt for mange har ikke fået tilstrækkeligt grundlag for at klare en videregående uddannelse og vil gennem hele deres videre tilværelse i bedste fald være henvist til de dårligst betalte og mindst tilfredsstillende jobs eller - mere sandsynligt - til en hverdag på offentlig bistand.

Der tales i denne tid meget om, hvad der skal gøres for i det mindste at opretholde den nuværende velfærd i Danmark, og uenigheden er stor. Der er dog én ting, som næsten alle kan blive enige om: Der er ikke råd til at sende så mange unge mennesker ud til arbejdsløshed og et liv på bistand.

Det er da også på regeringsplan lagt fast, at skolernes grundlæggende undervisning skal effektiviseres. Men det er ikke nok, at den bliver det for dem, der har sværest ved at tilegne sig de mange kundskaber, der fremover vil være nødvendige for at kunne bidrage til egen og til samfundets velfærd. Der må også gives bedre mulighed for, at dem med de bedste evner kan få udfordringer i skolen, som svarer til deres niveau, hvad intelligens og lyst til at tilegne sig viden angår. Enhver, der kender til skoleverdenen, har set eksempler på velbegavede børn, der slet ikke får udnyttet deres muligheder, og som keder sig gudsjammerligt med det resultat, at de heller ikke bliver i stand til at tage en videregående uddannelse - i hvert fald gør de det ikke.

Det er nødvendigt, at alle - fra børnehaveklasse til sidste år på universitetet - bliver motiveret til at gøre deres bedste. Det er sjovt for de små og tilfredsstillende for de store at se positive resultater af deres indsats - resultater, der står i forhold til evner, kunnen og indsats. Og resultaterne kan komme til udtryk gennem gode karakterer, stipendier til endnu et skridt fremad eller slet og ret til et anerkendende klap på skulderen. Dette er vigtigt; for de fleste af os har brug for en anerkendende kvittering, når vi gør en god indsats. Den kan komme fra forældre, lærere, kammerater, kolleger og chefer eller fra samfundet.

Men igen gør Janteloven sig desværre gældende, og misundelsen stikker sit sure og ødelæggende fjæs frem. Middelmådigheden har stadig kronede dage.

Men vi kan ikke leve af middelmådigheden. I hvert fald giver den ikke spillerum til, at vi kan opretholde det velfærdsniveau, som vi kender i dag, og som ingen ønsker begrænset. Både i uddannelsessystemet og i erhvervslivet må vi give både muligheder og anerkendelse til dem, der qua deres evner, kunnen og stor energi gør en indsats, der ligger ud over gennemsnittet. For det er nu engang dem, der trækker vores samfund fremad/opad. Det er dem, der skal gøre det muligt - også for os andre - at opretholde det generelle velfærdsniveau, som vi ønsker. Men det må være rimeligt også at tale om et velstandsniveau, og at man i den forbindelse - som noget helt naturligt og selvfølgeligt - accepterer muligheden for en differentiering, der afspejler den enkeltes indsats for fællesskabet og for sig selv.

Der kan stilles ændringsforslag til stort set alle love. Det burde også være muligt at gøre det til Janteloven - og for så vidt er det vel allerede gjort med “Den positive Jantelov”, som har cirkuleret i årevis. Et af punkterne i den lyder: “Du skal tro, at dit eget liv og vort samfunds beståen er meget afhængig af din indsats”.

Sagt på en anden måde: ”Din gode indsats gør det ret og rimeligt, at du og dine har det (økonomisk) godt. Men den er også en del af grundlaget for, at jeg kan have det godt. Det er flot gjort. Tak for det!”


For hen ved en snes år siden aflagde det, der hed Velfærdskommissionen, sin rapport. Den fortæller noget af det samme om vores baggrund, som denne baggrund fortsat er i dag, og som er fremført ovenfor. Noget af det virkeligt spændende dengang var, om kommissionens medlemmer turde lægge frem i et klart sprog, som vi alle kunne forstå, hvad der skal til, for at vi kan blive ved med at have det lige så godt, som vi vel fortsat har det i dag. Eller om de helt ville overlade til politikerne selv at drage konklusionerne, inden de træffer beslutningerne. For det med beslutningerne er der nu engang ikke andre end politikerne til at tage sig af.

Nu skriver vi så 2023, og endnu er der ingen, der rigtigt tør give sig i lag med at definere, hvad velfærd egentlig er eller bør være. Der var flere tilløb til det forud for det seneste folketingsvalg; men nu efter valget er der stadig ingen svar på spørgsmålet om, hvad velfærd i Danmark egentlig skal være. Det virker, som om man har drejet spørgsmålet til, hvor meget (eller lidt) velfærd har vi råd til i dagens Danmark. Og i den debat dukker Janteloven igen op. Den er i hvert fald med til fastholde den opfattelse, at ingen bør få lidt ekstra udbytte af virkelig at "give den en ekstra skalle i en eller anden sammenhæng".



06.04.23

"Den positive Jantelov"


I indlægget herover nævner jeg "Den positive Jantelov". Siden jeg skrev det, er jeg blevet klar over, at det ikke er ret mange, der kender den. Den er naturligvis formuleret som modtræk mod forfatteren Aksel Sandemoses "Janteloven", som han introducerede i sin bog "En flygtning krydser sit spor" fra 1933, og som på en sørgelig sand måde beskriver holdninger, som desværre er fremherskende hos mange, og som derfor gennem årene har været bremsende for meget initiativ og mange aktiviteter her til lands.

Oprindelsen til "Den positive Jantelov" er lidt usikker; men den blev offentliggjort i januar 1978 af lærer og forfatter Poul A. Jørgensen, Hårby, i en udsendelsesserie i DR under fællestitlen "Ved dagen begyndelse".


Og her er den så:


1. Du skal vide, at vi andre regner med dig.

2. Du må indse, at mindst 4-5 mennesker - dine nærmeste - er helt afhængige af dig

3. Du skal vide, at vi ved, at der er noget godt og værdifuldt i dig, som vi har brug for

4. Du skal vide, at du har nogle menneskelige egenskaber, som vi holder af

5. Du skal vide, at vi andre også kender til at føle sig betydningsløs, værdiløs, ensom og mislykket

6. Du skal vide, at du hører sammen med os

7. Du skal vide, at vi vil gøre meget for dig

8. Du skal tro, at dit eget liv og vort samfunds beståen er meget afhængig af din indsats

9. Vi - du og jeg - kan løse problemerne i fællesskab

 

28-03-23

Kontoen lukkes

Allerede i dag har vi her i Danmark brugt alt, hvad vores planet kan nå at producere til os i løbet af 2023. Vi har ikke mere stående på kontoen, og resten af året må vi trække på kassekreditten. Spørgsmålet er, hvor længe vi kan få lov til at trække på denne kredit, og om vi kan eller vil gøre noget for at stoppe dette overtræk. Og det bliver jo absolut ikke bedre af, at vi bestemt ikke er ene om det. Men som overforbrugere er vi her til lands nogle af de værste.
     Vi kan ikke påstå, at vi ikke har fået varsler om, at tiden nærmer sig, da der bliver skruet alvorligt ned for kassekreditten eller helt lukket for kontoen. Dele af planeten er allerede gjort ubeboelig - nogle steder på grund af oversvømmelser og andre steder er det tørke, der har tvunget folk til at flygte.
     Og for få dage siden kom så den seneste rapport fra FNs Klimapanel. Det er dyster læsning. Tidligere har man fra panelets side gjort det klart, at det er helt afgørende, at temperaturstigningen på Jorden ikke må overstige 1½ grad ved udgangen af indeværende århundrede. Nu dokumenteres det så, at som udviklingen er i dag, vil den 1½ grads temperaturstigning være nået allerede i 2030. Og de klimakatastrofer, vi oplever verden over i dag, vil være fra småtingsafdelingen.
     Jordens befolkning har også andre alvorlige problemer at kæmpe med: f.eks. krig og inflation. Men skal vi se på problemernes betydning for livsvilkårene for kommende slægter, så er der ingen så afgørende som klimaudviklingen. Den burde uden diskussion have første prioritet. Men det har den ikke. Her til lands er det vores velfærd i dag, der prioriteres højest.
      Kan vi være det bekendt over for vores efterkommere? Eller skal vi i langt højere grad leve op til vores ansvar over for dem?

03-03-23

Hvad var/er velfærd?

Hvis man lytter til politikere, så er det helt afgørende at bevare vores velfærd. Men hvad er det for en velfærd, de vil bevare? Er det den, vi kender i dage? Eller er det den, vi kendte for år tilbage? Forskellen er nemlig til at tage og føle på.
       Velfærd i oprindelig forstand er ved at være en saga blot. Og det er der flere årsager til.
      Grundprincippet for velfærd var, at det var alt til alle. Retten til at modtage den nødvendige hjælp gjaldt for alle. Men i takt med, at velstanden er vokset ret betydeligt for dele af samfundet, er trangen/lysten - og ikke behovet - til at kunne få udvidet denne hjælp blevet større. Og et stadigt stigende antal private virksomheder har meldt sig på markedet med tilbud om at yde denne udvidede hjælp, og et udvidet begreb af velfærd er blevet noget, man køber sig til - hvis man altså har råd til det.
     I "gamle dage" ringede man ganske enkelt til lægen, når der var brug for lægehjælp. Og det gjaldt stort set, hvad tid på døgnet det var. Så overtog Lægevagten opgaverne i en stor del af døgnets timer, og ventetiden for blot at komme i forbindelse med vagten voksede og voksede, og i dag kan det nogle steder være næsten umuligt at komme igennem. Men så er der opstået et nyt begreb, nemlig privatlægerne, som har oprettet deres tjenester rundt i landet. Firmaet Privatlægen.dk dækker København og Nordsjællandsområdet, og iflg. deres hjemmeside har de ingen ventetid, "og vi besøger dig, hvor du er. Uanset om du har akut behov for lægehjælp eller almindelig lægekonsultation, så har vi åbent alle ugens dage fra kl. 8 - 24. Når du ringer til os, er det altid en læge, der svarer telefonen, og det er den vagtlæge, du har talt med, der kommer ud til dig". Og prisen for et besøg af Privatlægen ligger mellem kr. 1.600 og kr. 3.200 afhængigt af postnummer.
      På den ene side siger disse priser vel, at det er noget, der kun kan bruges af de få - almindeligt velfærd er der i hvert fald ikke tale om. Men der er ingen tvivl om, at privatlægerne i dag dækker et klart foreliggende behov. Og på den anden side er det vel også en væsentlig del af forklaringen på, at der bliver stadigt færre læger i det offentlige sundhedsvæsen. Mange læger og sygeplejersker søger til privathospitalerne, hvor både lønnen og arbejdsforholdene er bedre end i det offentlige sygehusvæsen. Og de overtager mere og mere af sygdomsbehandlingen - dels fordi de dermed aflaster de overbebyrdede offentlige sygehuse, og dels fordi flere og flere tegner forsikringer, der giver dem mulighed for behandling uden ventetid på de private. Altså igen noget, der er forbeholdt de samfundsklasser, der har råd til det, og ikke noget, der er dækket ind under begrebet velfærd.
      Men også for andre sider af tidligere tiders velfærd er situationen i dag en helt anden.
      Hvor det engang var en selvfølge, at kommunen sørgede for rengøring hjemme hos dem, der ikke længere kunne klare det selv, er det nu blevet noget, som man de fleste steder skal være heldig for at blive visiteret til en times tid hver tredje uge. Vil man gerne have det gjort lidt bedre, må man entrere med et privat rengøringsfirma. Og disse firmaer overtager også mere og mere af den egentlige hjemmepleje. Med andre ord: Også hvad det angår, er velfærd i stadigt højere grad noget, man må købe sig til.
      Privat barnepleje i vuggestuer og børnehaver vinder også frem, bl.a. fordi de offentlige tilbud flere og flere steder ligger langt fra hjemmene og er for lidt fleksible, hvad åbningstider angår. Eller simpelthen fordi de offentlige institutioner mange steder er for dårligt bemandede.
       Og så var der engang, hvor vi her til lands med god grund  brystede os af at have den bedst tænkelige folkeskole som en del af vores generelle velfærd. Det går stadig rimeligt flere steder, men hvert år hører man i forbindelse med kommunernes budgetlægning om nødvendigheden af at nedlægge kommunale skoler. I mange tilfælde oprettes der så i stedet private friskoler, og i det hele taget har de private skoler aldrig har større tilstrømning end nu. Og firmaer, der yder betalt lektiehjælp, dukker op ikke mindst på nettet. Altså: også når det gælder den grundlæggende skoleundervisning, er der ved at blive tale om ekstra muligheder for dem, der har råd til at udnytte dem, mens andre må klare sig med en andenrangs folkeskole, som i udstrakt grad må klare sig med vikarer uden en læreruddannelse.
      Velfærd som en alt til alle-ordning gælder ikke længere. Gennem en årrække er behovet vokset for at erstatte eller supplere den generelle offentlige ordning. Derfor står vi i dag med en skrabet basisvelfærd for alle og derudover mere og bedre service til dem, der kan og vil betale. Derfor går de politiske intentioner i disse år tilsyneladende mere og mere mod ændringer af fremtidens pensionssystemer, som skal gøre det muligt i højere grad at indrette sin pensionisttilværelse efter egne, individuelle ønsker - og med egen betaling.
      Det bliver et meget ændret Danmark, de kommende generationer kommer til at leve i. Som tidligere generaldirektør i Danmarks Radio, direktør på Rigshospitalet og andet, Christian Nissen, sagde for nogen tid siden i dagbladet Politiken. "Vi oplever nogle af de mest dramatiske velfærdsnedskæringer, vi har set de seneste 20 år. Og vi kalder dem reformer".

En thoriumkugle på størrelse med en golfbold rummer al den energi, som et enkelt menneske skal bruge gennem hele dets tilværelse.


15-03-23
Gentagelse
Det er nu fire år siden, at jeg her på siden bragte en appel til alle ansvarlige myndigheder om at komme i gang med at skabe de nødvendige og rimelige forhold for de ældre og handikappede, der har behov for pasning. 
 I dag må det konstateres, at der er sagt mange ord om den uholdbare situation, men reelt er der kun sket meget lidt.
 Derfor har jeg besluttet nu at gentage denne appel med en uændret ordlyd:




Ældrepleje:
Kom for pokker nu i gang!


Alle ved det. Og vi har vidst det længe: Der bliver flere og flere ældre, der skal passes og plejes. Og der bliver færre og færre til at gøre det. Det er en kendsgerning; men alligevel er der til dato ingen, der for alvor har gjort noget ved det. Det gælder først og fremmest de ansvarlige politikere i stat, regioner og kommuner. Enkelte af dem har nu og da mandet sig op til at forlange flere penge til ældreplejen, og det har de gjort på trods af, at de formodentlig er helt klar over, at problemet i virkeligheden ikke er manglende penge, men derimod nogen at give dem til som betaling for en indsats som plejepersonale. Og så er det oven i købet sådan, at en stadigt større del af det personale, der er der, er uden en forudgående uddannelse. Det betyder bl.a., at det personale som har en uddannelse og dermed kompetence til at udføre arbejdet, må bruge en betydelig del af deres tid til at vejlede de uuddannede og til at sikre, at disses arbejde bliver gjort forsvarligt.
Det kunne synes at være en gordisk knude uden løsningsmuligheder. Og sådan bliver det i hvert fald ved med at være, så længe ingen rigtig synes at turde gøre noget ved det. Eller så længe der tilsyneladende ikke er nogen, der for alvor har fantasi til at forestille sig, hvad man kan gøre ved det.
Men egentlig skal der såmænd ikke så meget fantasi til. For rundt omkring i vores samfund dukker nye, teknologiske tiltag op, som er godt i gang med at revolutionere den måde, man tænker og arbejder på i virksomheder og institutioner, og rigtig meget af det kunne - måske med nogle ændringer - anvendes i ældreplejen. Og man kan så spørge, hvorfor det ikke allerede er sket i langt større udstrækning, end det allerede er tilfældet. For retfærdigvis skal det siges, at man faktisk så småt er i gang enkelte steder.
Vi har en ældreminister med et ministerium under sig. Herfra burde man for længst at taget kontakt med alt, hvad der findes af forskning og af erhvervsvirksomheder, som kan bidrage med gode ideer og med moderne teknik, som kan finde anvendelse i plejesektoren. Og man kunne have støttet den igangværende udvikling med gode bevillinger. Men enten er der slet ikke sket noget i den retning, eller også har man været for dårlige til at fortælle om det.
Det burde også være en helt naturlig opgave for en organisation som Ældre Sagen dels at presse på for at få gang i udviklingen af teknologi specielt rettet mod plejesektoren, og dels at tage initiativ til nedsættelse af en arbejdsgruppe med forskere, erhvervsfolk, politikere og muligvis andre, hvis opgave det skal være at skabe og at støtte udvikling af alle former for teknologi, som kan gøre det bedre og mere attraktivt at være ældre i Danmark. Men stort set det eneste, jeg har hørt fra Ældre Sagen, har været en stemme i koret, der har sunget for at få øgede bevillinger.
Man vil måske hævde, at det vil være en for kostbar foranstaltning at udvikle og producere teknologi, der kan overtage væsentlige dele af vore dages plejepersonales rutinemæssige opgaver og give dem mere tid til det vigtigste af det hele, nemlig omsorgen for de ældre. Ja, det vil være kostbart. Men det ville også koste store summer, hvis det var muligt at ansætte alle de mennesker, der rent faktisk mangler i ældreplejen. Og det vil ikke være økonomisk rimeligt at stykke al den nødvendige teknologi ud i vore dages mange små plejehjem - for slet ikke at tale om at indføre den i de enkelte ældres egne hjem. Det vil være nødvendigt at arbejde med betydeligt større enheder.
I disse år opføres der kæmpemæssige super-sygehuse flere steder i Danmark. Det bliver gjort på trods af, at de fleste nok helst så deres små, lokale sygehuse bevaret. Men det er nødvendigt for effektivt at kunne udnytte al den moderne teknik på sygehusområdet, som allerede er i brug, og alt det mere, der er godt på vej ind. Jeg tror, at disse nye, store sygehuse ikke blot vil blive en gevinst i fremtidens sygdomsbekæmpelse, men også i selve deres opbygning og indretning et attraktivt sted at skulle opholde sig, når man har brug for det.
På samme måde vil en fornuftig og effektiv anvendelse af den moderne teknologi gøre det nødvendigt at operere med meget store enheder i plejesektoren. Men jeg er ikke et øjeblik i tvivl om, at arkitekter, ingeniører, designere og andre vil kunne gøre fremtidens store plejecentre til virkelig attraktive bosteder for kommende tiders ældre.
I min bog om "Plejecenter Fremtiden" har jeg søgt at give en skildring af den daglige tilværelse for beboerne i et sådant teknologi-assisteret opholdssted for mennesker med behov for pasning og pleje.

26-02-23

Det går ikke uden kernekraft

Det er igen blevet aktuelt at tale om kernekraft.  Bl.a. har Anders Lund Madsen netop haft en serie - efter min mening ikke særligt seriøse - udsendelser i fjernsynet under titlen "Atomkraft - ja tak". Selv med den manglende seriøsitet har disse udsendelser nok været med til at rette fokus mod den kendsgerning, at hvis vi vil undgå en altødelæggende klimakatastrofe på vores klode og i stedet få vendt udviklingen til noget positivt, så kommer vi ikke uden om kernekraft som den helt afgørende leverandør af forureningsfri energi i fremtiden. . Det er muligt, at der på sigt kan komme andre muligheder ind i billedet som f.eks. brintenergi  eller fusionsenergi. Men det mest nærliggende i dag er kerneenergi baseret på thorium. Men endnu mangler der den nødvendige økonomi og vilje, for at der for alvor kan komme gang i denne forskning.
     Blandt de forhold, der sætter alvorlige hindringer i vejen for denne forskning, er en af afgørende økonomisk art. Der er jo stadig utallige milliarder at tjene på udvinding af kul, olie og gas. Men den dag, da verden for alvor kan tilbydes forureningsfri energi fra kernekraft, vil værdien af disse fossile energikilder blive reduceret i meget væsentlig grad. Det samme gælder formodentlig også værdien af den vedvarende energi, som er afhængig af sol, vind og vand. Og naturligt nok er der nogen, som gerne vil udskyde den dag til engang langt ude i fremtiden. Der er som nævnt økonomi i det, men der er også politik i det. Vi kan jo blot se på den tidligere amerikanske præsident Trumps planer om at genåbne et større antal kulminer.
       Manglende økonomi og politisk vilje er altså blandt hindringerne for, at der for alvor kan komme gang i forskning og udvikling omkring kerne kraft. Og hvad det angår, bør vi også være med her i Danmark. Og der er faktisk åbnet et par døre på klem til, at det kan ske: Allerede i 1985, da Folketinget besluttede, at der ikke mere skulle forskes i atomkraft  her i landet, blev der føjet en bisætning til, hvor der står noget i retning af, at det må ikke ske på grundlag af den kendte teknologi. I dag er der altså anden kendt teknologi. Og i regeringsgrundlaget for den forrige regering står en ikke særligt bemærket sætning: "»Regeringen vil fjerne eventuelle barrierer for forskning i thoriumbaserede teknologier.«
      Hvad med at komme i gang!

16-02-23

Teknologi er et politisk fyord i ældreplejen

Gang på gang bliver jeg mindet om bondemanden, der for mange år siden sagde
til sin karl: "Ja, ja, jeg ved da godt, at der ikke er flere kartofler ude i marken.
Men gå nu alligevel bare ud og saml dem op".
      Det, der minder mig om den historie, er, når den ene efter den anden af
politikerne i regering og folketing, i regionerne og i kommunerne står frem og
fortæller, hvor bestyrtede de er over forholdene for ældre og handikappede på
mange af landets plejehjem. Og så føjer de til, at der er alt for lidt personale, og
nu skal der altså også ansættes noget mere. Og det siger de på trods af, at de
udmærket ved, at det med mere personale er utopi. For der er nu engang ikke
flere kartofler i marken - og behovet for kartofler bliver større og større. Men de
tør åbenbart ikke pege på det eneste, der - i hvert fald til en vis grad - kan afhjælpe mangelen på personale. Hvad enten man kan lide det eller ej, så ligger løsningen i langt mere intens anvendelse af den moderne
teknologi, som allerede er til rådighed, og i udviklingen af endnu flere teknologiske hjælpemidler. De, der kan og gerne vil udvikle disse hjælpemidler skal blot have et klart signal fra politikerne om, at de vil anvende dem.
     Det er da så småt på vej; men det går alt for langsomt. Og fortsat må plejepersonalet bruge alt for meget af deres tid på rutinemæssige opgaver, og de har alt for lidt tid til det vigtigste af det hele, nemlig den egentlige omsorg.
      Prøv nu for alvor at lukke op for alle de muligheder, der ligger i udvikling f.eks. af kunstig intelligens. Det var bl.a. det, jeg for nogle år siden prøvede at pege på i min bog om "Plejecenter Fremtiden". Dengang lagde jeg handlingen ud i en fremtid om nogle tiår. Men allerede i dag kan jeg se, at udviklingen går hurtigere og byder på flere muligheder, end jeg forestillede mig dengang.
      Det kræver åbenbart en god portion politiker-mod at tage ord som teknologi i sin mund i forbindelse med pleje af ældre og handikappede. Men vi er nu nået til en situation, hvor det ganske enkelt er nødvendigt, at der bliver udvist det nødvendige mod.

22-01-23

"Efter os syndfloden"

 

Citatet tillægges den franske konge, Ludvig den Femtendes elskerinde Madame de Pompadour, og det stammer altså helt tilbage fra 1700-tallet. Siden da er det blevet nævnt i mange forskellige sammenhænge som udtryk for "en hektisk og ubetænksom livsform, hvor man er ligeglad med, hvad der siden vil ske".
      Måske har det aldrig været mere aktuelt end netop nu. For egentlig er det vel en begyndende syndflod, der opleves mange steder rundt på vores klode, samtidig med, at der i det vestlige USA, i Canada og i Sibirien måles de hidtil højeste temperaturer, som bl.a. får de arktiske egnes permafrost til at tø op med katastrofale følger som resultat. Og det er bemærkelsesværdigt, at vi her i Danmark aldrig har oplevet så mild en vinter, som den, vi nu er midt i.
      I 1988 nedsatte FN et permanent klimapanel, der har til huse i Geneve, og som har tilslutning fra 195 lande. Panelets opgave er at følge klimaudviklingen og løbende forsyne alverdens politikere med videnskabelig dokumentation for denne udvikling før, nu og i fremtiden for at give dem de bedst mulige værktøjer til at håndtere klimaforandringerne.

      I november sidste år holdt FN klimatopmøde med betegnelsen COP27 i Egypten. Forud for dette møde havde Klimapanelet udarbejdet en omfattende rapport, som i klart sprog fortalte, at udsigterne for vor klodes fremtid aldrig har været så alvorlige som nu. Udledningen af drivhusgasser øges fortsat år for år, og det bliver stadig vanskeligere at nå målet om at holde temperaturstigningerne ved århundredets udgang under de 2 grader (og helst 1½ grad), som af videnskaben er beregnet som en forudsætning for at undgå den helt store katastrofe.
     Det holdt hårdt med at nå til enighed om en aftale på COP27, og en del af de nødvendige klimamæssige foranstaltninger måtte udsættes til engang i fremtiden. Det er dårligt nyt for de kommende generationer, for det gælder flere af de tiltag, som i Klimapanelets oplæg til COP27 er fremhævet som noget af det, der kræver handling NU.
     I sendhed: Handling må der til. Det må for alvor være slut med, at store dele af Jordens befolkninger fortsat lever ud fra den anskuelse, at når bare vi i vores tid kan leve, som vi gerne vil, så må de kommende slægter finde ud af, hvordan de vil klare fremtidens virkelige syndfloder med forhøjet vandstand i havene, voldsomme stormfloder og nedbørsmængder i en størrelsesorden, som vi i dag slet ikke kan forstille os.
      Desværre kan vi stadig den dag i dag høre politikere - også blandt vore egne hjemlige - give udtryk for, at sandelig skal vi da være klimabevidste, men det vigtigste er stadig at kunne øge vores velfærd. De mener jo nok, at det er det, der giver størst mulighed for genvalg.
     Men det giver anledning til at stille spørgsmålet: Kan jeg og min generation tillade os stadig at sige "Efter os syndfloden"?

19-01-23


Vi har da lov at håbe

I november sidste år lykkedes det omsider efter mere end 30 timers forsinkelse på FNs klimatopmøde,
COP27, i Egypten at må til enighed om et slutdokument. Endnu en gang måtte det konstateres, at det
havde været nødvendigt at acceptere en række kompromisser for at nå frem til denne enighed. Og endnu
en gang understreger det nødvendigheden af at kæmpe hårdt for at få gennemført de forudsætninger, der
er for at holde temperaturstigningen på vores klode ved århundredskiftet under de 2 grader - og helst
1½ grader - der betragtes som en afgørende betingelse for acceptable livsbetingelser for kommende
generationer.
     Og man kan vel med god grund sige, at denne vinters vejrmæssige udviklinger rundt på kloden har
understreget, at vi er godt på vej til at ødelægge forudsætningerne for en sådan acceptabel tilværelse for
fremtidige slægter.
      Men det er ikke umuligt at vende udviklingen. I en opfølgende rapport om COP27 fra FNs Klimapanel nævnes det, at der er en række positive tiltag på vej - tiltag, som åbner for en vis optimisme:

  1. Eldrevne køretøjer
    Kloden rundt vinder brugen af eldrevne køretøjer nu hurtigt frem. Og det gælder ikke blot person- og lastbiler og på jernbanerne, men også den voksende gruppe af små elektriske køretøjer som f.eks. elcykler og e-scootere. Her gælder det i høj grad, at det er de mange bække små, der gør den store å.

  2. Faldende omkostninger ved vedvarende energi
    I årene fra 2010 til 2019 er omkostningerne ved etablering af solenergi faldet med 85%. For vindenergi er det 55%. Og så er prisen for fremstillingen af de vigtige lithium-ion-akkumulatorer til opbevaring af energi faldet med 85%.

  3. Lovgivning
    Mange lande skærper nu omsider den lovgivning, der skal begrænse og helst helt stoppe udledningen af drivhusgasser. Det vil bl.a. give en forbedret energieffektivitet, reducere skovrydning og accelerere udbredelsen af mere energivenlig teknologi.

  4. Nye produktionsprocesser
    Der gives mere og mere politisk støtte til at fremme industriens udnyttelse af nye produktionsprocesser gennem øget brug af vedvarende energi, biobrændstoffer, grøn brint og kulstofstyring - herunder direkte udtagning af CO2 fra atmosfæren.

  5. Klimaindsats i storbyerne
    I et samarbejde med Verdensbanken er der voksende opmærksomhed på de store muligheder, som byområder rummer for at mindske klimaforandringerne. Det kan være gennem bedre fremkommelighed til fods og med offentlig transport og med en større udbredelse af vedvarende energi. At man allerede er godt på vej, kan ses af en væsentlig forbedring af luftkvaliteten i mange af de større byer.

  6. Folkeligt engagement
    Verden over har der længe været en skepsis i befolkningerne om, hvorvidt det virkelig var nødvendigt at bruge de mange fysiske og økonomiske kræfter på at bekæmpe de klimatiske problemer, og om det i det hele taget ville nytte tilstrækkeligt at gøre det. Det har gjort, at mange regeringer har måttet kæmpe med spørgsmålet om, hvorvidt folk virkelig vil støtte nogle radikale ændringer.
    Linda Steg, der er en af forfatterne til FN-rapporten, siger nu, at undersøgelser har vist, "at offentlighedens accept er større, når omkostninger og fordele er fordelt på en retfærdig måde, og når der er fulgt op med retfærdige og gennemsigtige beslutningsprocedurer”.
    At netop dette nu er ved at være tilfældet, har i høj grad styrket det folkelige engagement i klimatiltagene med et klart positivt resultat til følge.

Og hvad kommer dette så os i den ældre generation ved?
    Jo, jeg har tidligere her på bloggen været inde på, at vi ikke kan sige os fri for ansvaret for, at vi er på vej ind i en klimakatastrofe. For grunden til den er først og fremmest lagt i vores levetid. Det kan ikke diskuteres. Det kan det måske derimod, om det mere eller mindre mildner på vores ansvar, at vi rent faktisk ikke har kunnet vide, at vores livsstil har bragt kommende generationer til grænsen af en katastrofe. Det ved vi nu. Og derfor må det være en pligt for os at engagere os i en eller anden grad i at afværge denne katastrofe.


-   Har du fået skiftet dine gamle el-pærer ud med LED-pærer?
-   Får du slukket lyset, hvor det ikke er nødvendigt at have det tændt?
-   Får du sorteret dit affald grundigt?
-   ?
-   ?
-   

08-01-23

Et nyt år

Så er der taget hul på et nyt år. For mig sker det ikke uden en vis bæven. Det er der flere årsager til. Den ene er, at jeg gang på gang og i flere sammenhænge får at vide, at jeg med min alder hører til en udsat gruppe. Der er altså mere bud efter mig, end der er efter de mange flere, som er yngre end mig. Men det er nu engang vilkårene for alle os, der når så langt op i årene, som jeg er nu. Og i hvert fald for mig føles det trods alt langt bedre end alternativet, der jo er ikke at være blevet så gammel.
      En anden årsag til min bæven er de generelle udsigter for det ny år. For de fleste var 2022 et regulært møgår. Efter alle saglige udsagn skulle 2023 blive endnu værre. Krigen i Ukraine ventes at tage til i styrke, og for vores egen og vort demokratis skyld må vi fortsat yde al den hjælp til ukrainernes kamp mod magtbegærlige Putin, som vi overhovedet kan. Det vil koste skattekroner, og anderledes kan det ikke være. Inflationen varer ved, selv om den måske nok ventes at aftage en smule. Renterne på vores lån stiger nok endnu en tak. Covid-19, influenza og RS-virus lurer fortsat - og måske endda med øget kraft - på os alle. Og så er der netop taget fat på de ny overenskomstforhandlinger, der betragtes som de vanskeligste i mange år - lurer der mon en storkonflikt forude, så det vil være en god idé lige at sikre sig et lille lager af gær?
      Jo, der kan være grund nok til at bekymre sig. Men jeg har altid prøvet at have en optimistisk holdning til tilværelsen. Og det har jeg da også nu, og så kan man jo spørge, hvad jeg bygger den på.
      Danske økonomer har netop beregnet, at der ikke har været et større dyk i danskernes økonomi siden 1950. Det var det år, da jeg begyndte min uddannelse på seminariet. Og det er da rigtigt, at vi også dengang måtte spare, hvor der kunne spares. Men vi fandt alligevel gode muligheder for at få noget positivt ud af dagligdagen, og jeg ser tilbage på mine fem år på seminariet som en god tid med godt kammeratskab og mange gode oplevelser.
      Og efter 1950'erne kom 60'erne, hvor stort set alt igen buldrede fremad for langt de fleste. Sådan kan det også gå i de kommende år.
      Koreakrigen begyndte den 25. juni 1950. Den varede i tre år; men der er i realiteten aldrig sluttet fred. Den krig var en af de årsagerne til, at 1950'erne blev et barskt årti, og de var indledningen til flere følgende årtier med den kolde krig og alt, hvad den førte med sig. Da jeg i november 1955 mødte for at aftjene min værnepligt ved Flyvevåbnet, havde man dog lige kunne nedsætte værnepligtstiden fra 18 til 16 måneder. Og også den kolde krig fik en ende og blev afløst af en årrække med fremgang og gode tider for de fleste.
      Jo, vi har før set, at barske tider er blevet efterfulgt af gode tider. Og jeg tror på, at vi også igen vil se udviklingen vende mod bedre tider.
     Derfor kan jeg med optimisme udtrykke mit ønske for alle om et godt nytår.

27-11-22

Løsningen må være sammenhold

I min adventshilsen sidste år skrev jeg som overskrift, at "Lysere tider er på vej". Jeg blev skuffet. For nok havde vi stadig coronaen at slås med; men derudover så det jo faktisk dengang ud til, at der var lysere tider på vej.
      Men så kom torsdag den 24. februar med Putins angreb på Ukraine, og rigtig meget forandredes. En ny flygtningestrøm meldte sig. Energipriserne stormede til vejrs og trak en voldsom inflation med sig. Det blev i mange henseender sparetider. Og samtidig meldte klimakrisen sig med øget styrke.
      Det kan være svært midt i alt dette at få øje på noget positivt. Men jeg tror, at det er vigtigere nu end i meget lang tid at hæfte sig ved det positive, der trods alt er midt i al denne usikkerhed. Og her vil jeg pege på, at der i mange henseender er skabt sammenhold i en grad, som sjældent er set. Vi står sammen om at hjælpe hinanden. Det ses der mange eksempler på i det små i dagligdagen. Men i den større skala har den usikre situation i verden skabt et sammenhold også på tværs af grænser - i EU, i NATO og senest på verdensplan under COP27 klimatopmødet. Det kunne se ud til, at vi i Vesten har fået skabt et øget sammenhold om dette at fastholde vores demokrati og frihed, og at verdens politikere er ved at forstå, hvor nødvendigt det er med en effektiv indsats i fællesskab mod den katastrofale klimaudvikling.
      Derfor vil jeg også i år tænde adventstidens lys i et håb om og en tro på, at der trods alt stadig er lysere tider på vej.

23.11.22

Hjælp ukrainerne!


Mange danskere går en barsk vinter i møde. Men det er intet at regne mod, hvad der venter millioner af ukrainere, fordi Putin har besluttet at rette sin krigsførelse mod den civile befolkning.
      Mange vil være uden de mest basale nødvendigheder for at overleve. Det gælder vand, mad, varme og el. 
      Det er svært for os danskere at gøre noget ved det. Vi kan tage godt imod de ukrainske flygtninge, der måtte kommer hertil. Og vi kan yde økonomisk støtte til de organisationer, der gør en kæmpeindsats for at yde hjælp på stedet.
      Jeg vil gerne opfordre til, at man donerer bidrag til en af disse organisationer - det kunne f.eks. være Røde Kors.
      Det kan lade sig gøre ved at overføre et beløb til Røde Kors' bankkonto:   4183  0001414
eller ved en indbetaling via MobilePay på nr. 610176
     

14.11.22

Det er rigtig godt
---  men det er også helt galt

Aldrig før har Danmark oplevet en så varm oktober måned som i år. Og det ser ud til, at varmen fortsætter nu i november.  Det er jo rigtig godt i en tid, hvor prisen for at holde varmen i vores hjem og alle mulige andre steder er så høj som aldrig før. Det har allerede bevirket, at varslet om en risiko for, at landets gaslagre kunne blive tømt, og at vi kunne risikere at få lukket for strømmen en gang imellem, er trukket tilbage.
     Ja, det ville være helt godt, hvis der ikke lige var et aber dabei. For i virkeligheden er dette lune efterår jo endnu et varsel om de barske tider for vores klode, som er på vej i stadigt stigende hastighed. For få dage siden kom en ny klimarapport fra FN som oplæg til COP27 klima-topmødet i denne måned i Egypten. Den er bestemt ikke rar læsning. Indtil nu har der været stræbt efter at få reduceret CO2-udledningen så meget, at temperaturens højst vil være steget med 1½ grad ved udgangen af dette århundred. Nu ligger det klart, at der skal helt anderledes tiltag til, hvis vi skal undgå en stigning på 2½ grad.
     Det er svært at forestille sig, hvad det vil betyde. Men i sin åbningstale ved COP27 sagde FNs generalsekretær Natónio Guterres, at "Vi kan vælge mellem klima-solidaritet eller kollektivt selvmord".
      At der virkelig er brug for solidaritet, er situationen i Pakistan ikke blot det mest aktuelle eksempel på, men også det voldsomste, vi hidtil har set. Hundred tusinder er druknet i oversvømmelserne. Mange millioner står uden tag over hovedet. Og sultedøden er en truende realitet for utallige mennesker. Landets ledere appellerer til alverdens andre lande om hjælp. De har simpelthen ikke selv de nødvendige midler til blot at mindske katastrofen. Men resten af verden ser sig selv midt i en række andre krisesituationer: krigen i Ukraine, inflationen og forringet økonomi, egne problemer med at bekæmpe klimakrisen og en voksende hungersnød især i Afrika.
      Her og nu er det meget lidt, resten af verden kan afse til hjælp til Pakistan. Og f.eks. skal vi danskere jo da lige af sted med fly til endnu en ferie i de varme lande!
      Hvornår tør verdens politikere for alvor gribe fat om kampen mod verdens ubetinget mest påtrængende problem, klimakrisen, og lytte til FN-generalsekretærens ord om verdens muligheder: "Et valg mellem kllima-solidaritet eller kollektivt selvmord"?

05.11.22

Nedskriv forventningerne

Så er valget overstået, og de kloge gætter på, hvad det bliver for en regering, der kan komme ud af det. Og mange har store forventninger til den ny regering.
     Masser af offentligt ansatte ser frem til deres kommende lønseddel med tanke på den tidligere regerings løfte om, at flere grupper skal have mere i løn - et løfte, der blev bakket op med større eller mindre portioner valgflæsk fra flere af partierne. Og vi gamle pensionister burde med fortrøstning kunne se frem til bedre tider, for der var da vist ingen af partierne, der var uenige i, at vi generelt har det for dårligt. Og så skal vi jo alle sammen slippe noget billigere i skat.
      Nu er der bare det ved det, at det ser ud, som om der gælder ét sæt regler lige før et valg, og et andet når valget er overstået. Før valget kan alt tilsyneladende lade sig gøre. Der er penge nok til det hele, og så ser man i det store og hele bort fra de mange små problemer som f.eks. det, at der er for få til at lave alt det arbejde, der skal udføres. Efter valget bliver problemerne imidlertid anderledes reelle. Det er jo klart, at der er ikke penge til, at alle kan få en betydelig lønfremgang. Og mangelen på arbejdskraft vil gøre det umuligt at indfri alle de mange gode intensioner.
      Alt i alt vil det nok være klogt at gøre sig klart, at uanset hvordan den kommende regering kommer til at se ud, så vil det i alt væsentligt ikke gøre nogen forskel på, hvordan de kommende år vil blive. Problemerne vil være de samme, uanset hvilken farve regeringen får.  Og det samme vil stort set gælde løsningerne.
      Derfor vil der være grupper af offentligt ansatte, der vil føle sig snydt. Og vi gamle må indstille os på, at vi skal fortsætte med den tilværelse, som vi allerede kender så godt. Nogle vil sige for godt.
      Men vi kan alle her i Danmark glæde os over, at vi ikke bor i Ukraine.

03.11.22

Grøn omlægning med kernekraft

Under den netop overståede valgkamp blev der igen rettet fokus mod verdens kamp mod klimakatastroferne. Man talte om, at ligesom i 2019 stod vi over for et klimavalg. Og naturligt nok var det ikke mindst de yngre årgange, der bragte dette ind i valgkampen. Det er jo dem, der mere og mere vil komme til at mærke følgerne af de temperaturstigninger, der løbende bliver registreret over hele kloden.
      I den forbindelse blev spørgsmålet om kernekraft igen bragt ind i debatterne. Nogle - og det var altså især de yngre - påviste nødvendigheden af, at kernekraften bliver en nødvendig del af fremtidens energiforsyning. Andre bekæmpede disse tanker med de traditionelle argumenter om mulige atomulykker med dødbringende radioaktiv stråling til følge og farligt affald, og så kørte man på, at det er for dyrt og tager alt for lang tid at bygge kernekraftværker. Man må undres over disse argumenter, for det kan ikke være andet, end at de fleste af dem, der bruger dem, udmærket godt ved, at de slet ikke har gyldighed længere.
      Modstanderne mod kernekraft hævder, at verden kan reddes med energi fra sol og vind. Men de undlader helt at nævne nødvendigheden af til enhver tid at holde en tilstrækkelig backup klar til at træde til, når vinden løjer af (som vi har set det i år), eller når solen på de korte vinterdage bliver dækket af solen, eller der lægger sig et snelag over solcellerne. Det koster rigtig mange penge, at holde sådan en permanent backup klar, og prisen for det må selvfølgelig lægges oven i prisen for energi fra sol og vind. Og disse opbaknings-kraftværker må jo til stadighed have lagre klar af brændstof af den ene eller den anden art.
      Andre argumenter mod kernekraft er, at de er alt for dyre at oprette, og det vil tage for lang tid.  Dertil er blot at sige, at prisen for en af de foreslåede energiøer i Østersøen eller Nordsøen, som vil kunne producere lige så meget energi som et kernekraftværk, anslås at blive 210 milliarder kroner. Og det vil formodentlig tage mindst lige så lang tid, at etablere sådan en energiø, som det vil tage at opføre et kernekraftværk.
      En del af kernekraftmodstanderne prøver også at holde liv i 50'ernes og 60'ernes protester mod A-kraft, som først og fremmest var politisk styret, og hvor det lykkedes for en kreds af drevne, venstreorienterede opinionsdannere at få sat lighedstegn mellem atomvåben og kernekraft i bevidstheden hos et flertal af danskerne. Og alle kendte jo dengang til de frygtelige følger af atomangrebene på Hiroshima og Nagasaki i Japan i august 1945. Man behøvede blot at nævne ordet "atomkraft" for at få danskerne til at se en paddehatsky for sig.
      Nu supplerer de så med navne som Tjernobyl og Fukushima. De ved ellers udmærket godt, at når det gik så galt i Tjernobyl, så skyldes det, at dette kraftværk var så elendigt konstrueret, at det slet ikke kan sammenlignes med vore dages kraftværker, hvor sikkerheden er helt anderledes høj. Og hvad Fukushima angår, var det jo ikke kraftværket som sådan, der var noget i vejen med, men derimod, at det blev udsat for en flodbølge, som ingen havde forestillet sig kunne opstå. Ingen døde som en direkte følge af skaderne på kraftværket; men nogle få medarbejdere blev forbrændt og indlagt og kort tid efter udskrevet. Godt nok slap der store mængder radioaktivt materiale ud til omgivelserne, men ifølge en rapport fra en videnskabelig FN-komite til undersøgelse af virkningerne har der ikke været så højt et strålingsniveau, at det har nogen målbar forøgelse af kræfttilfælde i befolkningen. Når Fukushima-katastrofen alligevel fik mere end 25.000 dødsofre, så skyldtes det alene flodbølgens virkninger omkring kraftværket.
     Nu var denne flodbølge ikke en følge af klimaændringerne. De skyldtes et vulkanudbrud. Men verdens forbrug af fossile brændstoffer er fortsat årsag til alvorlige ulykker med tusindvis af dødsofre. Det gælder ikke mindst i de kinesiske kulminer, der regnes for at være de farligste i verden. En opgørelse fra de kinesiske myndigheder over ulykkerne dér fortæller om et gennemsnitligt tab af 13 menneskeliv om dagen. Det bliver til 4.700 dræbte hvert år. Men ifølge uafhængige fagforeningsgrupper er tallet nærmere 20.000. Dertil kommer så, at der også er farlige miner andre steder end i Kina.
           Men der er også en anden væsentlig grund til, at der sættes hindringer i vejen for en forskning og udvikling af kernekraft. Den er af økonomisk art. Der er jo stadig utallige milliarder at tjene på udvinding af kul, olie og gas. Men den dag, da verden for alvor kan tilbydes forureningsfri energi fra kernekraft, vil værdien af disse fossile energikilder blive reduceret i meget væsentlig grad. Det samme gælder formodentlig også værdien af den vedvarende energi, som er afhængig af sol, vind og vand. Og naturligt nok er der nogen, som gerne vil udskyde den dag til engang langt ude i fremtiden. Der er som nævnt økonomi i det, og der er politik i det. Vi kan jo blot se på den tidligere amerikanske præsident Trump og hans planer om at genåbne et større antal kulminer.
     Men hvis den altødelæggende syndflod skal undgås på kortere eller længere sigt, så er det tvingende nødvendigt, at der bliver gjort noget effektivt. Og det vil i første omgang sige en effektivisering af forskningen og udviklingen omkring kernekraft. Det er muligt, at der på sigt kan komme andre muligheder ind i billedet som f.eks. brintenergi eller fusionsenergi. Men det mest nærliggende i dag er kerneenergi baseret på thorium. Det har jeg tidligere skrevet om, og det kan du se ved at gå til Ældre-bloggens arkivmenu her øverst til venstre på denne side og klikke på emnet "Verden før og nu".
          Og hvad det angår, bør vi også være med her i Danmark. Og der er faktisk åbnet et par døre på klem til, at det kan ske: Allerede i 1985, da Folketinget besluttede, at der ikke mere skulle forskes i kernekraft her i landet, blev der føjet en bisætning til, hvor der står noget i retning af, at det må ikke ske på grundlag af den kendte teknologi. I dag er der altså anden kendt teknologi. Og i regeringsgrundlaget for den nu tidligere regering står en ikke særligt bemærket sætning: »Regeringen vil fjerne eventuelle barrierer for forskning i thoriumbaserede teknologier.«
     Hvad med at komme i gang!

 

12.-10.-22.

Den enes død, den andens brød
Valgkampens urealistiske løfter

Vi er så dygtige her til lands. Og det skal vi blive rige på.
     Vi er rigtig gode til at lave vindmøller. Vi kan sælge en masse af dem til udlandet.
     Vi er nogle af de bedste i verden til at lave elektroniske styringssystemer. Verden står i kø for at købe dem.
    Ingen steder laver de så gode og effektive pumper som her til lands. Og aldrig har der været så god brug for dem, som nu.
    Det hører vi gang på gang i disse dage under valgkampen med både røde og blå undertoner. Og faktisk er det jo fuldkommen sandt.
    Og så fortsætter flere af politikerne (og ikke mindst energiministeren) med begejstret at fortælle os, at det både kan og skal vi blive rige på. Velfærden i Danmark vil blomstre som aldrig før. Jo, det bliver fede tider for os danskere. Velstand og velfærd i hidtil uset omfang vil blive os danskere til del - -  hvis vi skal tro på en række af politiske valgløfter.
     For det er vel rigtigt, at Danmark er sådan en fredelig og tryg lille plet på verdenskortet? Nok har vi da haft lidt stormvejr. Og nok er der da steder rundt i landet, hvor de har måttet slås med alt for meget vand. Men det bliver da nok ikke værre end som så her i Dannevang. Vi kan bygge lidt flere og lidt højere diger, og så kan vi sidde inde bag dem og hygge os for alle de penge, som lande ude omkring i verden vil sende til os for at få midler til at bekæmpe de virkelig katastrofale følger af klimaudviklingen, som de har at kæmpe imod.
      "Du pusling-land, som hygger sig i smug, mens hele verden brænder om din vugge"  
     Sådan skrev Jeppe Aakjær for lidt mere end hundrede år siden. Men hans ord har fået gyldighed nu igen. Og mere end nogen sinde mangler vi folk - politikere, organisationsledere og andre - som har mod til at fortælle danskerne sandheden: Nej! Danmark er ikke sådan en lille afskærmet enklave, hvor intet ondt kan ramme os. Danmark er en del af verden. Og store dele af denne verden er enten i brand, svedet af af solen eller oversvømmet. Det er galt - rigtig galt i dag; men det eneste, klimaforskerne kan sige med sikkerhed, det er, at det bliver værre - meget værre.
     Og midt i alt det har Putin så indledt sin krig mod vores demokratier.
      Allerede nu dør mennesker i tusindtal hver dag som følge af klimaændringerne og krigen. Millioner har måttet flygte fra det, der har været deres hjemegne gennem generationer. De forsøger nu at hutle sig igennem i overfyldte lejre, hvor den eneste mulighed for at få en smule at spise bliver skaffet til veje gennem FN og forskellige hjælpeorganisationer og betalt gennem private bidrag og via statslige skattefinansierede indbetalinger til FN.
      Det er de færreste af de lande, der for alvor rammes af klimaændringerne, der har økonomi til at købe vindmøller og andet fra Danmark. Nogle af dem kan ikke engang længere brødføde deres egne befolkninger.  Presset fra klimaflygtninge, som ikke kan finde plads i nogen lejre, retter sig stærkere og stærkere mod lande som Danmark. For i en verden med internet spredes oplysningerne hurtigt om, at der stadig er steder, hvor det er muligt at skaffe sig lidt mad og lidt vand til at overleve på. Og vi har før set flygtninge fra Afrika og Asien på de danske motorveje.
     Derfor må der folk til, som med vægt kan og vil sige til danskerne: Glem alt om øget velstand og velfærd. Bered jer på, at vi også her til lands må gøre meget mere for at modstå storme og stormfloder og Putins krig. Bered jer på, at de danske producenter af midler til at bekæmpe klimaudviklingen ikke kan sælge deres produkter med fortjeneste. Bered jer på, at vi også må tage imod vores andel af de mange klimaflygtninge. Og bered jer på, at det bliver nødvendigt med en kraftigt forøget beskatning, og at dagligdagen på mange måder vil blive ændret.
     Sortseer! vil mange utvivlsomt mene om mig. Og så vil de ryste på hovedet og tænke: Så galt går det da nok ikke.
      Til dem vil jeg sige: Se på, hvad den højere temperatur omkring os fører til allerede i dag. Se lige igen fjernsynets billeder for jer fra de mange katastrofer rundt i verden. Og se så i øjnene, at temperaturen vil stige yderligere i de kommende år, for det er først i 2050 at nogle har et håb om, at i hvert fald dele af verden vil være CO2-neutral.
      Og hvad vil det hele så føre til? Svaret på det spørgsmål må alene afhænge af tro og tillid. Og jeg har både tro på og tillid til, at vores forskere og udviklere på sigt vil kunne skabe de midler, der er nødvendige for at vende den klimaudvikling, som vi oplever i dag. På flere områder er de jo allerede godt på vej, og der er absolut troværdige løfter om, at meget mere vil følge efter i de kommende år. Og jeg tror på, at katastroferne omkring os vil få verdens politikere til at indse, at det er  ikke noget, der kan klares, mens de samtidig strides om magten på Jorden. Det er noget, som vi alle - på tværs af grænser og kulturelle skel - må gå sammen om at redde os ud af.
     Man siger, at nød lærer nøgen kvinde at spinde. Jeg tror også på, at nød vil lære menneskeheden, hvordan vi kan overleve.  Og så kan man jo håbe på, at erfaringerne fra klimakampen vil give grundlag for, at der kan skabes en bedre og mere solidarisk verden for kommende generationer end den, vi kender i dag.

10.10.22

Så skal vi til valg

Sjældent - om  nogen sinde før - har et forestående valg til Folketinget været så uforudsigeligt og spændende - og afgørende - som det, der nu er udskrevet.
      Der er dog noget, som praktisk talt alle politikerne er enige om. Det gælder bl.a., at vi ældre skal have en bedre og mere tryg tilværelse end den, mange af os kender i dag. Og egentlig burde det jo kun kunne blive bedre, for gennem de senere år har den ene beretning efter den anden givet billeder af nogle helt uacceptabelt  vilkår for mange ældre. Og rundt i mange kommuner har man set sig tvungne til skære i udgifterne til ældreforsorgen, når der skulle lægges nye budgetter.
      Men nu bliver det altså anderledes, hvis man skal dømme efter de politiske løfter, der bliver fremsat her i valgkampen.  Desuden er  der rigtig meget andet, der også skal blive bedre. Og selvfølgelig er det alt sammen fuldt finansieret, bliver det sagt - uden at det dog bliver gjort helt krystalklart, hvor pengene skal komme fra til denne finansiering. Pengetræerne vokser fortsat frodigt i den politiske verden.
      Men to forhold gør de politiske valgløfter urealistiske:
      For det første har det også været tørkeår for pengetræerne. Og den afgrøde, de trods alt har kunnet præstere, er hurtigt gået til de corona-relaterede udgifter og i det hele taget til reparation af vores nødlidende sundhedsvæsen, til støtte til Ukraine og til styrkelse af vort eget forsvar, til energikrise og til bekæmpelse af inflationen. Jeg kan da godt også få øje på den pengepose, hvor der står ældreforsorg på, og som politikerne i denne tid ynder at holde frem. Men set med mine øjne ser den meget slunken ud.
      For det andet så ville det jo hjælpe som en skrædder i helvede, selv om den slunkne pengepose havde været fyldt til randen. For hvem ville man ansætte og lønne, hvis pengene var der? Der er jo ganske enkelt ikke mennesker til at tage sig af alle os ældre. Og stadigvæk så kvier man sig ved for alvor at sætte ind med alle de tekniske hjælpemidler, der allerede er til rådighed, og som der vil kunne blive flere af i de kommende år. Teknologi er jo ikke de "varme hænder", der efterspørges. Nej, det er det ikke. Men det vil kunne frigøre rigtig mange af de ressourcer, der så vil kunne tage sig af den helt afgørende omsorg.
      Men lige nu er der altså valgkamp. Og en valgkamp har helt sine egne regler, som også omfatter valgløfter.

25.09.22

Vi er i krig!

Ingen kan være i tvivl om det. Vi mærker det alle hver dag - ja, næsten hver time. Alt er blevet dyrere. Temperaturen er skruet ned mange steder: i hjemmene, på skoler og institutioner og på arbejdspladser.
      Men for os her i Danmark og i det meste af den øvrige del af Vesten er det en speciel form for krig. Det er primært en krig på økonomi. Kun i Ukraine foregår den med brug af egentlige våben. 
      Vi er stadig nogen, der oplevede anden verdenskrig, som også for os her i Danmark var helt anderledes barsk end det, vi oplever nu. Dengang var det også her i landet både med krudt og kugler, med rationering af mange varer og - ikke mindst - med en kraftig beskæring af vores frihed. Og hvad dette med friheden til at tale og handle angår, lærte vi de politiske følger at kende af ikke at makke ret. Det hemmelige politi var uhyggeligt effektivt og brutalt.
      Og det er netop denne knægten af frihed, vi kæmper imod nu. Hver dag bliver vi på forskellige måder præsenteret for eksempler på, hvad den betyder, og vi forstår stadig bedre og bedre, hvor vigtigt det er at kæmpe med alle de våben, vi har til rådighed, for at bevare vores ytringsfrihed. Det hemmelige russiske politi har tilsyneladende ubegrænsede midler til rådighed til at knægte denne og andre frihedsformer for den russiske befolkning. Og denne voldsomme begrænsning af friheden ville Putin så nu udbrede også til den ukrainske befolkning. Og det ligger helt klart, at lykkes det, så vil han fortsætte og udbrede den også til andre lande.
     Men den ukrainske befolkning har sagt stop. Og den kamp, de i dag udkæmper mod de russiske angribere, er ikke kun en kamp for dem selv, men for hele den frie, demokratiske verden. Derfor må det være en selvfølge, at alle vi i den demokratiske verden yder al den støtte, vi kan, til det ukrainske forsvar. De afsavn, vi må tage på os i den forbindelse, er jo i virkeligheden så uendelig små i sammenligning med de lidelser, den ukrainske hær og hele den ukrainske befolkning bliver påført i denne tid.
     Vel er det da træls, at vi skal skrue en grad eller to ned for varmen. Men det er dog intet i sammenligning med at skulle miste familiemedlemmer, venner og bekendte i tusindtal og at få smadret sine boliger og store dele af samfundsstrukturen.
      Vi må og skal fortsat bakke op med alt, hvad vi kan, til støtten til kampen mod den russiske aggression.

04.09.22

Tak til Svend Lings

Læge Svend Lings er igen kommet i mediernes søgelys. Det skyldes, at han selv har fortalt, at han trods en betinget dom i Højesteret for få år siden fortsætter med at give råd om selvmord til mennesker, for hvem tilværelsen er blevet ulidelig. Svend Lings er helt klar over, at det betyder, at han risikerer at ryge i fængsel. Men trods det byder hans samvittighed ham at yde den nødvendige hjælp til forpinte mennesker, som ikke har kunnet finde den andre steder.
     Det har så igen ført til kommentarer fra flere sider. Politikere udtaler sig forarget over, at der er mennesker, der kan finde på at bryde en lov, som de har vedtaget - og det på trods at, at omkring 80% af Danmarks befolkning ifølge undersøgelser bakker helt og fuldt op om muligheden for at yde hjælp til selvmord. Det er ikke demokrati, men politikervælde.
     Formanden for Etisk Råd, Anne-Marie Axø Gerdes, går stadig imod hjælp til selvmord med den begrundelse, at døende, der har behov for det, kan få såkaldt palliativ hjælp. Og det gør hun på trods af, at hun lige så godt som alle andre må vide, at det langtfra er muligt at give en sådan hjælp til alle med et behov for det. Der er ganske enkelt ikke den nødvendige kapacitet til det. Der mangler ikke mindst læger med den nødvendige uddannelse.
     At det forholder sig sådan, fremgår meget tydeligt af konklusionen i en kritisk rapport fra Rigsrevisionen fra sidste år, hvori det hedder: "Regionerne har ikke i tilstrækkelig grad sikret, at patienter ved behov har adgang til specialiseret palliation. Konsekvensen kan være, at patienter ikke lindres optimalt mod livets afslutning, hvilket forringer deres sidste levetid og lægger en unødig byrde på de pårørende".
     Siden er det ikke blevet spor bedre. De nyeste tal fra Dansk Palliativ Database fortæller, at hver femte patient ikke får den helt nødvendige palliative behandling.
     Der er altså virkelig grund til at udtrykke en varm tak til Svend Lings, fordi han med en betinget dom hængende over hovedet fortsat gør en indsats for at hjælpe mennesker, der virkelig har brug for hjælp til at komme ud af et liv, som kun har ulidelige smerter at byde på.

Man kan se tidligere indlæg om "aktiv dødshjælp og assisteret selvmord" ved at vælge emnet i arkivet øverst på siden.

06-08-22


Manglende plejepersonale

Alt for langsomt begynder det nu omsider at gå op for de ansvarlige (og det vil først og fremmest sige politikerne i staten såvel som i regionerne og kommunerne),  at vi er godt på vej ind i et sammenbrud af den danske ældrepleje. Længe har disse ansvarlige sagt, at nu må der gøres noget; men ingen af dem har reelt kunnet (eller turdet) pege på, hvad det er, der skal gøres.  Jo, siger nogle, der må jo bygges nogle flere plejehjem; men samtidig erkender de, at det løser ikke problemet. For problemet er jo ikke bygningsmæssige mangler, for det kan løses. Det er derimod  at finde de mennesker, der skal  tage sig af beboerne i det voksende antal af plejehjem. For disse mennesker er der jo ganske enkelt ikke.
      Det er det manglende personale, der er problemet både i hjemmeplejen og på plejehjemmene, og det må undre, at stort set ingen af de ansvarlige tør forsøge at tage reel stilling til, hvordan det problem skal løses.
     Senest er problemet igen kommet i fokus i forbindelse med dette års svigtende optag til de såkaldte velfærdsuddannelser. Rigtig mange har igen i den forbindelse været ude og sagt, at nu må der gøres noget; men igen er der ingen af dem har kunnet/villet/turdet komme med konkrete forslag til, hvad der kan gøres. Når enkelte prøver at komme med en kommentar til problemet, bliver det som regel til noget med, at der jo er nedsat en kommission, der skal komme med et eller andet oplæg om nogle måneder, og nu må vi så vente og se, hvad det kan blive..
      Det har altså stadig lange udsigter, inden der kan komme noget reelt og effektivt i gang. Og det kan i hvert fald ikke være noget med øget tilgang af personale, for det er altså fra stort set alle sider erkendt, at der ikke er nært nok at hente ind.
      Hvad så?
      Jeg har flere gange her på Ældre-bloggen peget på, at hvad enten man kan lide tanken eller ej, så er der kun én vej at gå, nemlig langt mere anvendelse af velfærdsteknologi. Det vil ikke kunne løse alle problemer i ældreplejen, men det vil kunne frigøre ganske mange "varme hænder" til at varetage den egentlige omsorg. Og at velfærdsteknologien allerede i dag rummer rigtig mange oplagte muligheder, kan man overtyde sig om ved ganske enkelt at google på "velfærdsteknologi". Og ikke mindst den kunstige intelligens rummer yderligere en række muligheder. I min bog om "Plejecenter Fremtiden" har jeg prøvet at pege på, hvordan den fremtidige ældrepleje vil kunne bygges op med udbredt anvendelse af ny teknologi.

01-08-22

Det er svært at være gammel

- jeg har prøvet det selv

(en lille omskrivning af en kendt strofe)

Hvordan pokker indretter man sin tilværelse som gammel, så man hele vejen igennem kan have det godt med sin dagligdag og se fremtiden i møde med sindsro, glæde og tilfredshed? Når man altså også er nødt til at tage sin økonomiske situation med i billedet?

     Egentlig ligger der et svar snublende ligefor. Og det er måske egentlig derfor, at det til tider og for nogle kan være svært at få øje på.

     Der er noget, der hedder de gratis glæder. De er mange slags, og de kan rent faktisk godt erstatte både ét og flere af de gode og dyre glas rødvin - hvis det er nødvendigt. Det er da selvfølgelig individuelt, hvad den enkelte har mulighed for at høste af disse gratis glæder. Men jeg vil gerne prøve at pege på nogle af dem:

     Blandt de største og bedste må være dem, som stadig står åbne for mange, alene i kraft af dette at de endnu er to om tilværelsen. Muligheden for at kunne dele livets mange lyse sider og gode oplevelser med et andet menneske, som står en nær, er så utroligt meget værd, at man først rigtigt forstår værdien, når man ikke længere har denne mulighed. Men man behøver ikke at være den store psykolog for at kunne se, at mange betragter dette at være to som noget, der i den grad er en selvfølgelighed, at de slet ikke skønner på, hvad det egentlig betyder for dem.

     Men hvad så for alle os, der måske aldrig har haft eller ikke længere har denne mulighed? Er vi for resten af vores tilværelse dømt til forstemthed og tungsind.

     Nej, det behøver vi bestemt ikke at være - med mindre vi altså selv ønsker det, og det er der faktisk tilsyneladende nogle, der gør.

For mange giver det sociale samvær med andre en masse glæde og indhold i tilværelsen. Men nogle søger dette samvær for at kunne komme til at læsse egne sorger, besvær og frustrationer af på andre, og det duer altså ikke, for de andre kan jo sagtens have nok i deres egne vanskeligheder. Hvis man derimod beslutter sig for at tage de positive sider af ens egen tilværelse med til samværet med andre (men det kan da være noget, man helt bevidst skal beslutte sig for at gøre, og vi har alle sammen nogle positive sider, som vi kan tage med), så skaber det oftest i sig selv endnu en god oplevelse.

     Og socialt samvær kan man finde på et utal af forskellige måder og i mange forskellige sammenhænge. Selvfølgelig er mulighederne ikke de samme for alle, og derfor vil jeg ikke begynde at remse mulighederne op her - blot konstatere, at de er der, og at det helt er op til en selv, hvilke af dem man vil benytte sig af.

     Et meget stort privilegium har de af os, der har nogle gode familiemæssige relationer. Det er noget, der ganske enkelt ikke kan vurderes højt nok. Men desværre ser man ikke helt sjældent, at sådanne relationer slet ikke bliver udnyttet, fordi nogle af lutter misforstået tilbageholdenhed undlader at “trække på” deres familie. Eller - hvad der er endnu værre - så ser man også, at de familiemæssige relationer bliver misbrugt, oftest ved at man i tide og især i utide trænger sig på og forventer at kunne nyde i kraft af sin alder og glemmer, at et tosidigt forhold stadig forudsætter, at begge parter yder.


Jeg har ikke glemt, at der er endnu en helt afgørende faktor, når man skal vurdere sine muligheder og vilkår som gammel.

     Det er helbredet.

     Det er let nok at være optimistisk og positiv, så længe dagligdagen ikke er præget af svigtende helbred. Men mon ikke de fleste af os kender eksempler på mennesker, der må leve med smerter og svækkelse, men som i deres omgang med andre mennesker alligevel lægger et ukueligt humør for dagen sammen med en aldrig svigtende interesse for deres omgivelser. Og samtidig kender vi måske andre, som egentlig har det godt både økonomisk og helbredsmæssigt, men som alligevel aldrig er til at lokke hverken et smil eller en positiv bemærkning ud af.


Jo, mon ikke vi i virkeligheden selv i ganske høj grad kan medvirke til, om de år, vi har tilbage, skal være på lys- eller skyggesiden.

Det er svært at være barn

- for de voksne skal bestemme det hele

- eller der er ingen, der rigtigt tør fortælle mig, hvad der rigtigt, og hvad der er forkert.


Det er svært at være ung

- for det er helt umuligt at få min SU (cafépengene) til at slå til. Og hvad skal jeg i øvrigt vælge at få dem for?


Det er svært at være i den erhvervsaktive alder

- for både min arbejdsplads og min familie river i mig, og det giver stress.


Og det er altså også svært at være gammel

- og et af de største problemer er, at jeg ikke ved, hvor længe jeg er det.


Med andre ord: Hvor er hele forløbet fra vugge til grav dog besværligt - - med mindre man lige tænker på, hvad der egentlig er alternativet. For så bliver hele livet faktisk for de fleste af os med ét slag ganske dejligt.


Men nu, hvor jeg er blevet gammel, så er et af de store spørgsmål altså,

hvor længe jeg er det. Og jeg ved jo godt, hvad der er det næste trin.

Hvor længe skal jeg strække den økonomi, jeg har til rådighed? Skal

jeg skynde mig at omsætte alle mine mursten til rødvin og nyde den i

fulde drag her og nu. Og kan det lige så godt være af den dyre slags,

eller skal jeg strække den over lidt længere tid med en noget ringere

kvalitet? Eller skal jeg sørge for, at der også kan blive noget til at fejre

min 110 års fødselsdag med?

     Det er naturligvis ikke så stort et problem for ham/hende, der har mursten nok derhjemme og bunker af papir i boksen, for så kan man jo med sindsro se frem til omtalte runde fødselsdag. Men for langt de fleste af os - i hvert fald for alle os, der har (eller havde) en tidsbegrænset kapital- eller ratepension, er sagen en anden. For slet ikke at tale om de andre mange, for hvem alene folkepensionen skal skabe indhold i resten af tilværelsen. Selvfølgelig vil vi da gerne alle sammen leve livet her og nu for al den udblæsning, som vores alder og helbred tillader; men vi vil da bestemt også gerne kunne blive ved med at leve, så længe vi gør det.

     Som allerede nævnt: det er svært!

17-07-22

Den onde cirkel

Det bliver værre og værre. Og det bliver sværere og sværere at stoppe den negative udvikling på klimaområdet. For få tager det alvorligt nok
      I Storbritannien er der netop for første gang i et sommerhalvår meldt RØD ALARM. Det vil sige udsigt til livstruende høje temperaturer. Dem har man allerede i nogen tid måttet leve med i Sydeuropa. Og flere andre steder i verden er det blevet et vilkår i dagligdagen.
      I kampen for overlevelse under disse forhold må alle midler tages i brug. Og det bliver de nu i hurtigt stigende grad.  Blandt dem er aircondition et af de vigtigste. Det er effektivt, men det bruger enorme mængder af energi.  På verdensplan kommer langt det meste af denne energi stadig fra kraftværker, der anvender fossile brændstoffer. Det er en af årsagerne til, at udledningen af CO2 til atmosfæren fortsat øges dag for dag. Og det er årsagen til de stadigt flere og flere og kraftigere og kraftigere klimamæssige katastrofer, som allerede hærger store dele af vores klode. Og blandt de katastrofale virkninger er altså de højere og højere temperaturer.  Derfor må der bruges mere og mere energi på afkøling, og den onde cirkel roterer dermed hurtigere og hurtigere.
      I andre sammenhænge kan man høre det udtrykt, at "det er aldrig for sent". Det må også gælde for kampen mod klimakatastroferne. Det må være for tidligt at give op. Men det bliver sværere og sværere for hver dag, der går, inden der for alvor bliver taget fat på denne kamp, og den er slet ikke i gang endnu. Den onde cirkel kører stadig.
      Men det vil kræve, at der bliver taget helt anderledes fat, end vi ser det nu. Og det gælder hver enkelt af os. Men vi må forlange en overordnet plan for, hvordan vi kan gøre det. Og her må der nogle politikere på banen på internationalt plan - nogle politikere, som har mod, evne, vilje og kræfter til at ændre tilværelsen radikalt for stort set den samlede verdens befolkning. Problemet er, om de med tilstrækkelig styrke vil kunne finde sammen i den eneste organisation, der rummer mulighederne, nemlig i Forenede Nationer.
     Og det haster!

 Nogle vil sige, at jeg tegner fremtiden alt for sort. Men jeg vil bede dem om  at pege på andre muligheder, som åbner for et lysere fremtidsperspektiv. Ældre-bloggens spalter står åbne for det. Og der er da brug for at få peget på andre muligheder. Jeg vil stadig gerne kunne være optimist.

12-07-22

 

Triste udsigter for alderdommen

 

Da jeg for snart en hel del år siden fyldte firs, kunne jeg med tilfredshed konstatere, at jeg jo egentlig havde det rigtig godt - både fysisk og psykisk. Det samme kan jeg konstatere i dag. Men jeg må være ærlig og erkende, at jeg da godt kan mærke, at jeg ikke er firs længere.

     Da jeg vendte det skarpe 80'er-hjørne, syntes jeg, at det var et passende tidspunkt at begynde at se tilbage på årene, der er gået, og det jeg så - og ser -  skriver jeg om på min hjemmeside.

     Men samtidig meldte min medfødte nysgerrighed sig på banen, og den rejste spørgsmålet: Hvad har de kommende år mon at byde på? Og det valgte jeg at skrive om her på Ældre-bloggen, der jo i dag er en del af min hjemmeside.

     Det var egentlig ikke nogen rigtig rar fremtid, der tegnede eller tegner sig. Hverken dengang eller nu.

     Ganske vist kunne statistikken fortælle i klart sprog, at flere og flere af os gamle kunne forvente at blive ved med at hænge ved livet, til vi blev over de hundrede. Men forskellige meldinger rundt omkring fra rejste i al deres barskhed spørgsmålet, om det overhovedet ville blive værd at nå den høje alder. For selv om jeg altså for mit eget vedkommende stadig kan klare mig selv i enhver henseende, så må det jo realistisk erkendes, at sådan bliver det nok ikke ved, hvis jeg skulle være blandt de uheldige, der når til de hundrede år. På et eller andet tidspunkt får jeg helt sikkert også brug for hjælp i dagligdagen.

     Problemet er bare, at det ikke er sikkert, at der er nogen til at give den hjælp.

     Da min nysgerrighed lokkede mig til at kigge ind i fremtiden, kunne jeg blandt andet konstatere, at allerede dengang - altså i 2016 -manglede mere end halvdelen af landets kommuner folk i ældreplejen, og en arbejdsmarkedsundersøgelse kunne fortælle, at der i 2024-26 ville mangle 40.000 sosu-medarbejdere. I dag er der vendt lidt rundt på tallene. Nu fortæller en undersøgelse fra KL, at to ud af tre kommuner mangler folk i ældreplejen, og om få år vil det tal være oppe på 12.000. Ingen ved, hvilken af de to undersøgelser der rammer rigtigt. Men jeg må bare konstatere, at om nogle forholdsvis få år må jeg nok regne med kun at kunne få leveret mad en gang om ugen, og jeg må acceptere, at der kommer til at gå timer, før jeg kan få skiftet en for længst fyldte ble.

Ærlig talt - det var ikke en fejl, når jeg længere oppe gav udtryk for at være blandt de uheldige, der skal leve under de vilkår.

     De ansvarlige - og det vil først og fremmest sige politikerne i stat, regioner og kommuner - har ikke kunnet pege på nogen løsninger på det problem. Nogle har prøvet det ved at tale om større bevillinger til ældreplejen. Men lad os nu være realistiske: Hvad vil det hjælp at vifte med nok så mange 500-kronerssedler, når der nu engang ikke er nogen til at tage imod dem. På det allerseneste er der så omsider politikere, der har været ærlige nok til at erkende, at det bliver ikke muligt at opretholde det samme niveau i ældreplejen, som vi kender i dag. Nedskæringer bliver ganske enkelt nødvendige.

     Jeg må altså bare erkende, at jeg hører til den generation, der endnu en gang har trukket det korte strå. Men hvis man vil det, er der et godt håb for dem, der er yngre. Og det kan undre mig, at der endnu ikke rigtigt er nogen, der for alvor har peget på de soleklare muligheder, der ligger i den moderne teknologi, som vi allerede kender i dag, og i endnu højere grad i den, der allerede er godt på vej.

     Kravet i ældreplejen går i dag stadig på det, der omtales som "varme hænder". Over for dem står så de tekniske "kolde hænder", og her er holdningerne stadig påvirket af den modvilje, der for nogle år siden blev skabt blandt andet omkring de virkelig praktiske robotstøvsugere.

     Ny teknologi kan overtage virkelig meget rutinemæssigt arbejde i ældreplejen. Og det vil betyde, at de forholdsvis få rigtige "varme hænder", der er til rådighed, kan koncentrere sig om det, der virkelig har betydning, nemlig den egentlige omsorg.

     Men inden det kan ske, må der en holdningsændring til i synet på den moderne teknologi. Og en holdningsændring er ikke noget, der kan gennemføres fra dag til dag. Men alle gode kræfter må i gang nu, så de, der er yngre end mig, kan få en bedre alderdom end den, jeg har udsigt til.

24-06-22

Vi, de heldige

Det er i mange sammenhænge den almindelige opfattelse, at en generation strækker sig over tredive år. Det betyder, at vi er to generationer, som med rette kan betegnes som "de heldige". Det er os, der har levet her i Danmark i årene fra 1960 til 2020.
     Generationen i begyndelsen af 1900-tallet oplevede Den Første Verdenskrig, som kostede mere end ni millioner menneskeliv. Den var dårligt slut, før Den Spanske Syge brød ud og kostede mere end 50 millioner mennesker livet. Og endelig måtte de ældste i denne generation se sig kastet ind i Den Anden Verdenskrig, som menes at have kostet 62 millioner menneskeliv. Dertil skal så lægges de hundreder af millioner mennesker, som på den ene eller anden måde blev berørte af krige og sygdom. For langt de fleste var det absolut ikke en misundelsesværdig periode.
     Der fulgte en halv snes barske år efter Anden Verdenskrig. Men det gik egentlig ret hurtigt fremad, specielt i USA og i Europa og da ikke mindst her i Danmark - blandt andet takket være den amerikanske Marshall-hjælp. Og efterkrigs-generationen og ikke mindst dens børn oplevede en tid, hvor velstand og velfærd øgedes år for år. Utallige mennesker - og her retter jeg specielt blikket mod Danmark - kunne bygge og indrette deres egne hjem, mange af dem efterhånden med dobbelt carport. Sommerhuse i ti tusindvis ploppede op langs landets kyster, og hvert år hundred tusinder af danskere på charterferie til nære og fjerne mål. Jo, det var generelt gode tider.
     Der kom så lige et tilbageslag med finanskrisen fra 2008 og nogle år frem. Men så var den overvundet, og fremgangen fortsatte. Det meste af Danmark levede på 1. klasse. Den ældre generation kunne se på den yngre og konstatere med stolthed, at de havde godt nok fået sat de yngre godt i vej.
     Nu er så en ny generation på vej. Men den var godt nok ikke nået særlig langt hen ad vejen, før den så sig nødtvunget til at bruge mere og mere tid og flere og flere kræfter på at demonstrere og protestere imod den udvikling, der for en halv snes år siden begyndte at tegne sig klarere og klarere hen imod et klima, som på sigt er en trussel mod den verden, der er resultatet af den livsførelse, som vi især i den industrialiserede del af den har vænnet os til gennem det seneste halve århundrede.
     Klimaudviklingen er blevet et problem, som størstedelen af verden efterhånden har erkendt alvoren af og forstået, at det i årene fremover vil kræve meget store ressourcer at bekæmpe, hvis der overhovedet skal være rimelige muligheder for et liv for kommende generationer.
     Og oven i det kom koronavirussen. Alle mærkede, at den var her, og alle mærker stadig, at den på globalt plan har skabt en kamp på liv og død. Intet skal spares for at vinde den kamp med færrest mulige døde. Alle ressourcer stilles til rådighed. Men det er som en uhyre stor kassekredit, som bliver trukket stort set helt til bunds. Og som i alle andre sammenhænge skal en kassekredit betales tilbage, så snart der er mulighed for det. Sådan er det nu engang. Det vil ikke være til at komme udenom. Det bliver opgaven for kommende generationer. Og det skal gøres samtidig med, at de næsten uoverskuelige klimaproblemer skal bekæmpes.
     Men som om det ikke var nok, så mente Putin, at det var tiden at tænde endnu en brand. Med krigen i Ukraine er der skabt endnu et uoverskueligt problem, der berører stort set hele kloden. Hver eneste dag er denne krig allerede nu den direkte årsag til, at mennesker i dele af verden dør af sult. Og det bliver kun værre i årene fremover.

 

Jo! Vi var i sandhed et par heldige generationer, som fik mulighed for at opleve noget andet!

 

Jeg er blandt de mange, som for et par år siden meldte sig i gruppen på Facebook, som mener, at "Det bliver godt igen".
     Det mener jeg faktisk stadig, og det vil jeg blive ved med at tro på.
     Det bliver godt igen. Men jeg tror, at det bliver det på en anden måde end den, vi nu har været vante til gennem mere end et halvt århundrede.
     Hidtil har vi i meget høj grad målt det at have det godt med den materielle målestok. Men der er altså også en anden målestok for det at have det godt. Det er den sociale målestok. Den så vi for alvor i brug her i landet, da coronaen var på sit højeste. Nok holdt vi afstand, som vi blev opfordret til at gøre det; men det var helt klart på en måde, der viste, at vi var begyndt at komme hinanden mere og mere ved. Og jeg tror på, at inden coronaen engang er et helt overstået fænomen, så vil vi alle have været presset så hårdt, at dette med at komme hinanden ved, og dette med at tage hensyn til hinanden vil være indgået i vores dagligdag på en langt mere naturlig og positiv måde, end vi kendte det indtil for blot et par år siden. Det vil blive godt igen, men på en anden måde.
     Og jeg vil gå så langt som til ikke blot at håbe på, men også at tro på, at dette (Putin eller ej) vil brede sig over grænserne og medvirke til en fredeligere verden - en verden, hvor man i højere grad vil være indstillet på at hjælpe hinanden.
     Og det har verden brug for!

27-05-22


Teknologiskræk


Med et lille bitte skridt ad gangen er det ved at gå op for danskerne, at hvis vi gamle og andre med et plejebehov skal kunne få den hjælp i fremtiden, som vi har brug for, så er der kun én måde, det vil kunne lade sig gøre på: De nye og fremtidige teknologiske hjælpemidler må tages i  brug i langt højere grad, end det er tilfældet i dag.
      Alle berørte myndigheder i kommuner, regioner og stat erkender blankt, at den mangel på plejepersonale, som allerede gør sig stærkt gældende i dag, vil blive langt alvorligere i fremtiden. Det er beregnet, at om få år vil der mangle omkring 40.000 medarbejdere i social- og sundhedstjenesten, og ingen kan præsentere en realistisk løsning på det problem, for der er simpelt hen ikke de nødvendige mennesker til at tage sig af SOSU-opgaverne.
     Nu har sundhedsministeren så fremlagt et forslag til en ny sundhedsreform, og i den forbindelse bliver der forsigtigt rørt ved nogle af de muligheder, som en yderligere digital og teknologisk udbygning på sundheds- og plejeområdet byder på. Det er godt; men det er ikke nær nok. I første omgang er der lagt op til nye undersøgelser, nye rapporter og meget lidt handling. Folketinget har nemlig nedsat en "Kommission for robusthed i sundhedsvæsenet", som primært skal komme med "anbefalinger til løsninger på den demografiske udvikling, der medfører, at forholdet mellem ældre og personalekapaciteten er skævt".
      Behovet her og nu er for en arbejdsgruppe af specialister, der kan klargøre, hvad der allerede er til rådighed af velfærdsteknologi, og hvad der yderligere er behov for at få udviklet, som her og nu og på den korte bane kan overtage flest muligt af de rutinemæssige arbejdsopgaver, som i dag blive varetaget af SOSU-personalet, så der kan frigøres så mange som muligt til at yde den helt nødvendige egentlige omsorg.
      Der er virksomheder herhjemme, der er parate til at gå i gang med udvikling af et meget bredt spektrum af yderligere hjælpemidler. De venter bare på den nødvendige opbakning fra myndighedernes side.
      Men fra den side virker det, som om man stadig af låst fast af en udbredt teknologistræk på plejeområdet. Jeg prøvede for nogle år siden med min bog om "Plejecenter Fremtiden" at vise, hvordan teknologien kan hjælpe med til at skabe en god og indholdsrig tilværelse for ældre og plejekrævende mennesker i en verden, der er præget af mangel på plejepersonale. Den verden er på vej; men det går stadig alt for langsomt. Og imens er der stadig gamle mennesker, som bliver budt på en ynkelig tilværelse.

13-05-22

Jeg vil have lov til at være gammel

Det har jeg før været inde på her på Ældre-bloggen. Og det holder jeg fast ved.
     Jeg har da også fagfolks udsagn at støtte mig til i den forbindelse, og som fortæller mig, at jeg ikke er alene om den holdning. Det gælder blandt andet antropologen Henrik Hvenegaard Mikkelsen fra Center for Sund Aldring ved Københavns Universitet, som for nogle år siden blev interviewet af Kristeligt Dagblad..
     "Det forventes i dag," siger han, "at ældre mennesker er både fysisk og socialt aktive, hvis de skal leve op til samfundets forventning om, hvad det vil sige at ældes med ynde. Men det er de færreste, der kan leve op til glansbilledet."
     Det billede, vi oftest bliver præsenteret for i medierne, når det drejer sig om os ældre, viser ildsjæle på et eller andet område, som har en ganske særlig drivkraft. Og det er da også helt fint at lade os hilse på dem. Men det er jo bare ganske langt fra, hvad der er det sande dækkende billede af os i den såkaldte tredje alder. For langt de fleste er virkeligheden en ganske anden, for vi føler jo så at sige alle sammen fysiske tilbageskridt, og mange bliver ensomme, fordi de ikke har overskud til at opsøge det sociale samvær. "Og så sidder de dér og føler sig skamfulde over ikke at kunne leve op til glansbilledet," siger Henrik Hvenegaard Mikkelsen.
     Netop i disse år har de store årgange, som blev født midt i 1950'erne, meldt sig som pensionister, og fordi det drejer sig om så stort et antal, er det i højere grad end tidligere blevet et anliggende for samfundet at finde ud af, hvad man skal stille op med alle de "nye" gamle. Det er ikke mindst blevet til et spørgsmål om at bekæmpe ensomhed, der iflg. Henrik Hvenegaard Mikkelsen opfattes "som en kernetrussel mod vores velbefindende, fordi tabet af kontakt med slægtninge og venner ses som et personligt nederlag, og kommunerne forsøger med det ene kreative tiltag efter det andet at komme ensomhed blandt ældre til livs. Eneboeren er blevet billedet på alt det, man i alderdommen skal undgå. For hvis man ikke udfolder sig socialt, så anses man næsten for at være selvdestruktiv.”
     Henrik Hvenegaard Mikkelsen fastslår i interviewet i Kristeligt Dagblad, at det bestemt ikke er en opfordring til, at ældre bliver liggende alene på sofaen. Hans pointe er blot, at den overdrevne fokus på at bekæmpe ensomhed kan have konsekvenser for mange ældre.
     ”Det bliver farligt, når et fysisk og socialt liv bliver et moralsk krav," siger han. "Det får ældre til at føle sig som fiaskoer, hvis de ikke kan leve op til succeskriteriet. Det interessante er, at konsekvenserne ikke begrænser sig til særlige grupper af ældre, men rammer over hele linjen. Det er både de ældre mænd, som føler sig fremmedgjorte over for kommunens mange tilbud, men også kvinderne fra den gode del af middelklassen, som bliver stressede af at løbe rundt fra aktivitet til aktivitet.”
     Når ældre i dag risikerer at blive stresset af forventningerne til dem, skyldes det ifølge Henrik Hvenegaard Mikkelsen, at det igen og igen fortælles, at de ældres sundhed og velvære er deres eget ansvar.
     ”De ældre bliver fortalt, at man har stor indflydelse på sin egen sundhed. De skal så selv finde ud af, om det skal være varmtvandsgymnastik eller nogle særlige kostråd, som skal være deres frelse. Virkeligheden er bare, at store dele af vores velvære og sundhed har vi slet ikke kontrol over. Men det bliver pludselig svært at brokke sig over, at man har det dårligt, hvis det er ens eget ansvar, og man betragtes nærmest som social usolidarisk, hvis man er en udgift for samfundet.”
     En moralsk pligt til at være fysisk og socialt aktiv på sine ældre dage har ikke altid været virkeligheden for samfundets ældste, fortæller Henrik Hvenegaard Mikkelsen. Før i tiden blev aldring forbundet med åndelig indsigt og afklarethed. Men i takt med at livskvalitet i højere og højere grad knytter sig til det at være produktiv, bliver aldring nu i stedet opfattet som noget problematisk.
     Henrik Hvenegaard Mikkelsens kritik af synet på aldring i Danmark skal iflg. Kristeligt Dagblad ikke forstås på den måde, at alt er godt, hvis de ældre blot læner sig tilbage og slapper af.
     ”Jeg opfordrer ikke til en liberal laissez-faire-ideologi. Jeg er tilhænger af, at ældre bryder tabuer om alderdommen ved at være både fysisk, socialt og seksuelt aktive. Men det skal være muligt at diskutere, om ensomhed først og fremmest er statens ansvar. Ved at tale om ensomhed som et problem, som staten skal hjælpe os med at bekæmpe, bliver det sværere for os at adressere ensomhed som et eksistentielt vilkår, der ikke nødvendigvis skal gøres noget ved,” siger Henrik Hvenegaard Mikkelsen.

Det er langt hen ad vejen de samme tanker om det at blive ældre, der er lagt frem i interviewet i Kristeligt Dagblad, som allerede for nogle år siden fik mig til at skrive her på Ældre-bloggen, at jeg vil have lov til at være gammel.
     Jeg mener, at det er helt fint og absolut prisværdigt med alle de tilbud om aktiviteter for os ældre, der bliver lagt frem fra kommunerne og fra forskellige organisationer. Og de er bestemt til stor glæde og gavn for mange. Men tilbuddene må aldrig blive lagt frem med en eller anden grad af pres. Det må aldrig blive med et "Det her må du altså ikke sige nej til. Og hvis du gør det, så er det altså også din egen skyld!" Jeg vil ikke skulle føle en eller anden form for dårlig samvittighed ved at sige nejtak - hverken over for de gode mennesker, der lægger så stort et arbejde og engagement i at ville gøre noget for mig - - eller over for mig selv.
     For jeg vil stadig have lov til at være gammel - - på min måde.

13-04-22


Hvad er det, der venter os?


Vi er på vej mod katastrofen. Det fremgår klart af den seneste rapport fra FNs Klimapanel.
     I Parisaftalen fra 2015 blev godt 200 lande enige om at begrænse stigningen i temperaturen til 1,5 grader inden udgangen af dette århundrede. Den ny rapport fortæller utvetydigt, at det mål nu ser temmelig urealistisk ud. I værste fald bliver det mellem 3,3 og 5,7 grader varmere. Og hvis vi bare fortsætter som nu, vil det blive mellem 2,1 og 3,5 grader varmere i 2100.
     Vi kan allerede nu se en lang række barske følger af den stigende temperatur rundt i verden. Men det vil år for år blive endnu værre. Det er stort set alle forskere enige om.
     Men hvor galt vil det blive? Det kan det være utrolig svært at danne sig et realistisk billede af. Men ved at lade fantasien hente inspiration fra forskernes resultater og forudsigelser er det muligt at danne sig rimeligt gode billeder af, hvad vi har i vente. Det er, hvad jeg begyndte at gøre for et par år siden. Jeg satte mine billeder på skrift og samlede dem til en bog. Men det er vigtigt at understrege, at ingen af disse billeder/artikler er fri fantasi. Hver af dem bygger på udviklinger, der allerede er i gang, eller på fremtidsperspektiver, som er fremlagt af forskere, politikere, erhvervsfolk eller andre, der er specialister på hver deres område.
      I begyndelsen af år 2020 havde jeg et oplæg klar til udgivelse. Manuskriptet blev sendt til et forlag; men inden man dér var færdig med at læse det, skete der noget: Corona-pandemien brød ud og ændrede på kort tid og på afgørende vis ved vor klodes situation og fremtidsudsigter. Dermed var mit manuskript uaktuelt, og forlaget afslog at udgive det.
      Så brugte jeg nogle måneder på at passe det til med de nye Corona-vilkår, og jeg bad et andet forlag tage stilling til, om de turde udgive det. Svaret blev et nej. De fandt det måske nok lidt for specielt.
      Og det er da nok lidt specielt. Det er jo ikke nogen roman. Det er heller ikke en novellesamling. Og det er ikke en fagbog i traditionel forstand. Jamen hvad er det da så? Mit svar er, at det er en science fiction fremstilling. Science, fordi fremstillingen bygger på videnskabens og på forskernes resultater og forudsigelser. Og da fremstillingens tid er fremtiden, kan det jo nu engang kun være fiction.
      Men set med mine øjne er det - desværre - realistisk fiktion - vi går en helt anden og langt barskere tid i møde. Og det er de nulevende generationer - din og min - der er skyld i, at det bliver sådan en verden, vi kommer til at give videre til kommende generationer. Men hvad der er det vigtigste af det hele: det er også os, der endnu har muligheder for at ændre udviklingen - og lad mig blot blive lidt patetisk: det er os, der har mulighed for at redde verden. Hvis vi ikke gør noget ved det - og gør det nu - vil det være for sent. 
      Jeg har ikke tålmodighed - og alder - til, at et tredje forlag skal bruge op til et halvt år til at tage stilling til en eventuel udgivelse af de billeder af fremtiden, som jeg ser for mig. Derfor har jeg lagt dem ud her på min hjemmeside.
     Titlen er "VERDENSBILLEDET.nu". Og formen er en tænkt, fremtidig netavis med korrespondenter såvel lokalt i Danmark som globalt i verdens brændpunkter.
      Gennem reportager, kommentarer og interviews giver den løbende et billede af den aktuelle situation for verdens lande og folk gennem den årrække, der bliver helt afgørende for livet på vores klode, nemlig årene 2030 - 2099.
     I nogle tilfælde har udviklingen allerede overhalet mine forestillinger om fremtiden.


Du kan komme frem til "VERDENSBILLEDET.nu" ved at klikke på linket herunder:


VERDENSBILLEDET.nu | aalbaek-nielsen.dk


 

23-03-22

At nyde sit otium


Det har vel altid været en positiv tanke for mange, at man på et eller andet tidspunkt   forhåbentlig skal kunne nyde sit otium - sin gode alderdom.
      Grundlæggende skulle folkepensionen vel kunne gøre det økonomisk muligt; men har man til sin tid kun den, er det nok så som så, hvor god den kan blive. Den økonomisk set gode alderdom er nu engang betinget af, at man gennem sit arbejdsliv har haft mulighed for en pensionsopsparing - enten ansættelsesbestemt eller med en egen supplerende, frivillig ordning - og at man har gjort brug af den. Og så er der selvfølgelig nogle personlige og helbredsmæssige forudsætninger for, at ens alderdom kan blive ønskværdig.
      Men her skal det dreje sig om de økonomiske forudsætninger. Og i dag - i 2022 - ser de desværre slet ikke så gode ud.
      For to år siden (30-03-20) bragte jeg et indlæg her på Ældre-bloggen med overskriften "Vi de heldige"  (se Arkivmappen Tanker om tilværelsen). Dette oplæg er opdateret den 24-06-22. Men dengang skrev jeg bl.a.:

 

Jeg er blandt de mange, som for en halv snes dage siden meldte mig i gruppen på Facebook, som mener, at "Det bliver godt igen".
     Det mener jeg faktisk stadig, og det vil jeg blive ved med at tro på.
     Det bliver godt igen. Men jeg tror, at det bliver det på en anden måde end den, vi nu har været vante til gennem mere end et halvt århundrede.
     Hidtil har vi i meget høj grad målt det at have det godt med den materielle målestok. Men der er altså også en anden målestok for det at have det godt. Det er den sociale målestok. Den ser vi for alvor i brug i denne coronatid. Nok holder vi afstand, som vi bliver opfordret til at gøre det; men det er helt klart på en måde, der viser, at vi er begyndt at komme hinanden mere og mere ved. Og jeg tror på, at inden coronaen engang er et overstået fænomen, så vil vi alle have været presset så hårdt, at dette med at komme hinanden ved, og dette med at tage hensyn til hinanden vil være indgået i vores dagligdag på en langt mere naturlig og positiv måde, end vi kendte det indtil for blot få uger siden. Det vil blive godt igen, men på en anden måde.
     Og jeg vil gå så langt som til ikke blot at håbe på, men også at tro på, at dette vil have bredt sig over grænserne og medvirke til en fredeligere verden - en verden, hvor man i højere grad vil være indstillet på at hjælpe hinanden.
     Og det har verden brug for!

 

Ja, det havde verden brug for dengang, men den har det bestemt ikke mindre nu i 2022. For nu lever verden med følgerne af Putins angreb på Ukraine. Og det kan mærkes.

      I løbet af få måneder er verden ændret. Og som jeg så det udtrykt i overskriften til en artikel for få dage siden, "Vi har de 33 bedste år bag os".
      Det skyldes især to ting: På den korte bane er det energikrisen som følge af krigen i Ukraine med de voldsomt stigende priser på energi. Og på den lange bane er det klimakrisen, som vi næsten er ved at glemme på grund af energikrisen, men som i virkeligheden er langt alvorligere. Krigen og energikrisen er en politisk kamp for og imod demokratiet. Den kan blive lang, og den kan blive barsk. Men på et eller andet tidspunkt slutter det, som alle tidligere krige har gjort det, og selve krigshandlingerne er trods alt - i hvert fald indtil nu - geografisk begrænset. Klimakrisen er derimod global, og den er jo i virkeligheden et spørgsmål om den samlede menneskeheds overlevelse.
      Der er stadig steder på vores klode, hvor man endnu kan nyde sit otium, og mange vil kunne gøre det i en årrække fremover. Men for hvert år, der går, vil krig og krise gøre det stadig mere og mere begrænset, i hvor høj grad der vil være økonomisk grundlag for at gøre det. I sandhed: Min og et par generationer mere er de heldige, og det bør vi da bestemt skønne på. Anderledes ser det ud for kommende generationer.

Er jeg for pessimistisk?
     Giv mig grunde til ikke at være det! Brug gerne Ældre-bloggen som forum for at gøre det. Du kan gøre det ved at bruge blanketten øverst på siden her.

14-02-22

Bedre fordeling

I gamle dage (og det er såmænd slet ikke så længe siden) hed det "fyrre, fed og færdig". Nu hedder det "firs, fit og fornøjet". Men begge udsagn er lige forkerte, fordi de jo anbringer alle i én og samme kasse. Tidligere var det altså alle på 40+, og i dag er det alle på 80+. Og det er helt forkert; for begrebet aldersgrænser er jo - om noget - flydende. Selv om vi generelt bliver ældre og ældre, så er der nu som før både kvinder og mænd, der meget tidligt er færdige - i hvert fald i forhold til arbejdsmarkedet; og det kan der være mange grunde til. Til gengæld bliver der flere og flere, som absolut ikke er færdige, og som har et ønske om at kunne forblive på deres arbejdsplads, mange år efter at de har passeret den officielle pensionsalder. Der er brug for dem, der kan og gerne vil tage nogle år endnu, og det ser også ud til, at man nu på en stor del af arbejdsmarkedet er indstillet på at gøre det muligt - om ikke andet så på deltid. Også lovgivningsmæssigt bliver der bakket op om det - f.eks. ved, at der nu må tjenes en hel del mere end tidligere, uden at der sker fradrag i folkepensionen.
     Til gengæld halter det stygt i den anden ende af skalaen - hos dem, der af den ene eller den anden grund er færdige. Det må være muligt, at vi som samfund i højere grad kan og vil respektere, når det er tilfældet. Gang på gang kan man i medierne høre om mennesker, som helt urimeligt trækkes igennem det ene vanvittige afprøvningsforløb efter det andet, før det efter flere års forløb bliver erkendt, at der ikke er mere arbejdskraft at trække på hos dem. Selvfølgelig skal man ikke bare kunne møde op på kommunekontoret og meddele, at nu vil man gerne have førtidspension. Men vi må som samfund kunne have så meget tillid til lægeverdenen, at der kan træffes de nødvendige afgørelser alene på grundlag af attestation fra to læger: den pågældendes egen og en uafhængig lægelig myndighed på kommunal eller regional basis.
     Her i landet vil vi gerne hævde, at vi har et velfærdssamfund. Og det ser da også ud til, at det generelt set går rigtig godt, hvad det angår. Det har gjort det muligt, at flere og flere kan fortsætte deres gode arbejde et godt stykke ind i det, der tidligere blev betegnet som alderdommen - ikke fordi de skal, men fordi de kan og gerne vil. Det er godt for landets økonomi, og så må det være både muligt og rimeligt, at en del af denne gode økonomi i højere grad bliver kanaliseret over til dem, der allerede på et tidligere stadium i deres liv virkelig har brug for hjælp. Efter min mening må det være ikke mindst det, man gør i et velfærdssamfund

21-01-22


Stadig ingen løsninger

Det siges ofte (og i mange sammenhænge), at der er intet nyt under solen. Det er i hvert fald sandt, når det gælder spørgsmålet om at få passet de stadigt flere ældre og andre, der har behov for pasning. Senest er der nu politikere og fagfolk, der har taget forslaget op om, at familiemedlemmer i højere grad må træde til. De ser ganske enkelt ikke andre løsninger.
      Men det vil i givet fald kun være en lappeløsning, for det er jo langtfra alle, der har familiemedlemmer i nærheden, som vil kunne træde til med daglig hjælp.
      Allerede for fire år siden var dette et vigtigt emne her på Ældre-bloggen, og herunder bringes et par indlæg fra dengang (bemærk dateringerne). Desværre er de lige så aktuelle i dag, som de var dengang, for der er stadig ingen af de ansvarlige, der virkelig seriøst har kunnet pege på, hvordan gamle Anton skal blive hjulpet, når han sidder på tredje time med en fyldt ble.
      

18-01-18


Pasning og pleje

--- vi ældre må hjælpe hinanden


Vi bliver flere og flere ældre. Ifølge Danmarks Statistik er

vi i dag omkring en million danskere over 65. Men i 2060

ventes det tal at være steget til ca. 1,6 millioner. Men

som jeg tidligere har været inde på her på Ældre-bloggen,

så er det lige så sikkert, at de, der skal tage sig af os, når

vi ikke selv magter det længere, bliver færre og færre.

     De to kendsgerninger er jo som ild og vand i forhold til

hinanden. Og vi må se i øjnene, at stadig flere ældre må
klare sig så godt, som de nu kan uden anden hjælp og
omsorg end den, de kan få, hvis de er så heldige, at de har
nogle pårørende,
der både kan og vil tage sig af dem i et
eller andet omfang.

     Nåh jo, vil nogen måske mene: hvis man ellers har råd til det,

så kan man vel købe sig til den nødvendige hjælp. Men det kan man jo ikke, hvis de mennesker, man i givet fald skulle købe hjælp hos, ganske enkelt ikke er der. Nu er der jo en ældgammel lov, der drejer sig om udbud og efterspørgsel. Hvis efterspørgslen vokser, så stiger prisen på udbuddet - især da, hvis udbuddet oven i købet bliver mindre. Og det vil formodentlig kun være de ganske få, der vil være i stand til at betale den pris. Derfor er der et spørgsmål, som der nødvendigvis i de nærmeste år må findes et svar på: Hvad med alle de andre?

     For mig at se må svaret blive, at vi må hjælpe hinanden. Uanset om man er 70 eller 90 - hvis man stadig har lidt kræfter til overs, så må man gå ind og hjælpe dem, der ikke længere kan klare sig selv. Det vil naturligvis være det bedste, hvis der på frivillig basis kan oprettes en eller anden form for hjælpekorps, og med de traditioner, vi har her til lands, tror jeg egentlig på, at det vil være muligt. Men det må nødvendigvis organiseres på samme måde, som vi i dag har et velorganiseret hjemmeværn og beredskab.

     Men hvad nu, hvis mine forventninger ikke holder stik? Hvis der ikke melder sig tilstrækkeligt mange til en frivillig ordning? Så må der oprettes en hjælpepligt på samme måde, som vi i dag har en værnepligt. For vi kan og vil jo ikke bare lade de gamle og syge ligge alene uden pleje!

     Det er ikke for tidligt at tage debatten op omkring en eventuel oprettelse af et sådant hjælpekorps, eller om nogen ser andre muligheder for at løse de kommende års problemer omkring hjælpen til dem, der har behov for hjælp. De problemer må ikke få lov til at komme bag på os. Og i flere kommuner kender man jo i øvrigt kun alt for godt til problemerne allerede.


22-02-18


Ikke mig i hvert fald


Jeg har i en del indlæg her på bloggen beskæftiget mig med den kendsgerning, at der om ganske få år ikke længere vil være tilstrækkeligt mange sosu-ansatte til at klare pasningen af alle plejekrævende ældre. Og jeg har rejst spørgsmålet: Hvad så?

     Det kunne være rart at få et svar fra de ansvarlige politikere og embedsmænd. Men indtil nu virker det nærmest, som om de har foldet hænderne, vendt øjnene mod himlen og bedt for, at en løsning vil dale ned fra det høje.

     Det gør der ikke. Altså må andre komme med forslag til mulige løsninger.

     Det gjorde jeg i mit indlæg den 18. januar, og det går ud på, at vi ældre må hjælpe hinanden. Der er masser af ældre i 70'erne, som sagtens ville kunne klare at stå til rådighed for en eller anden form for hjælpetjeneste i nogle timer om ugen. Og som jeg skrev dengang: Det vil naturligvis være det bedste, hvis der på frivillig basis kan oprettes en eller anden form for hjælpekorps, og med de traditioner, vi har her til lands, tror jeg egentlig på, at det vil være muligt. Men det må nødvendigvis organiseres på samme måde, som vi i dag har et velorganiseret hjemmeværn og beredskab.

     Men hvad nu, hvis mine forventninger ikke holder stik? Hvis der ikke melder sig tilstrækkeligt mange til en frivillig ordning? Så må der oprettes en hjælpepligt for raske og rørige ældre på samme måde, som vi i dag har en værnepligt for de unge. For vi kan og vil jo ikke bare lade de gamle og syge ligge alene uden pleje!

     Det er ikke for tidligt at tage debatten op omkring en eventuel oprettelse af et sådant hjælpekorps, eller om nogen ser andre muligheder for at løse de kommende års problemer omkring hjælpen til dem, der har behov for hjælp. De problemer må ikke få lov til at komme bag på os. Og i flere kommuner kender man jo i øvrigt kun alt for godt til problemerne allerede.

     For kort tid siden havde jeg lejlighed til at drøfte forslaget om et eventuelt hjælpekorps med en kreds af ældre. Jeg må indrømme, at jeg blev noget forundret - ja, vel egentlig lidt rystet - da jeg mødte en total afvisning.

     Blandt argumenter for denne afvisning blev det nævnt, at vi allerede i Ældre Sagens og Røde Kors' besøgstjenester har nogle fint fungerende hjælpetjenester. Og det er da helt rigtigt. Men det blev erkendt, at det eneste, besøgsvennerne kan og må, er at holde i hånd og at samtale. Egentlig fysisk hjælp af nogen art kan der slet ikke komme på tale i den forbindelse.

     Så er det, jeg spørger: Hvad skal der så gøres, når en besøgsven kan konstatere, at gamle Anton sidder med en nærmest overfyldt ble. Der er ingen til at skifte den!

    Reaktionen på det fra de ældre i kredsen - eller måske snarere den manglende reaktion - fik mig til at tænke på Niels Hausgaards vise om atomkraft. I følge den skal vi da selvfølgelig have et atomkraftværk; men det skal altså ligge så langt væk fra min baghave som muligt.

     Jo, selvfølgelig skal gamle Anton da have skiftet sin ble. Men det er altså ikke lige mig, der skal gøre det!

     Skal vi acceptere den situation, hvor vi må sige, at det er da godt nok synd for gamle Anton, at han skal sidde i sin fyldte ble til næste dag klokken 11.10, når en sosu-hjælper efter planen skal dukke op næste gang?

    Eller skal vi tage fat på at finde en anden løsning?

    Jeg spørger bare.

    Er der nogen, der vil give et svar, så er man meget velkommen til at bruge "blanketten" øverst på siden her. Skriv navn og mailadresse og jeres svar i besked-feltet  og klik på knappen SEND. Svarene vil blive bragt her på bloggen, men naturligvis uden oplysning om mailadresse.


 

29-12-21

Tid til eftertanke

Jule- og nytårsdagene kan være anledningen til eftertanke.
      Juletiden, fordi den for de fleste rummer mange gode - og måske også nogle mindre gode minder, som det er værd at se tilbage på..
      Nytåret, fordi det jo danner en overgang fra fortid til fremtid - fra en tid, man måske kan have lært noget af, og til en tid, hvor man måske kan udnytte noget af det, man har lært.
      Og så er det en helt naturlig lejlighed til at gøre status.
      Det har jeg så gjort, og lad mig lidt utraditionelt starte med konklusionen:
     Hvor har jeg det egentlig godt!

Hvordan kom jeg da til det resultat?
      Jo, jeg så først og fremmest på min dagligdag og sammenlignede den med, hvad jeg ser nogle steder i min omgangskreds, og ikke mindst med, hvad vi næsten dagligt bliver præsenteret for i medierne: Hvor er der mange mennesker på min alder eller yngre, som i virkeligheden har en elendig dagligdag på trods af, at der fra familie og venner og fra samfundets side bliver gjort rigtig meget, for at de skal kunne have en acceptabel tilværelse. Og til sammenligning må jeg med stor taknemlighed konstatere, at jeg i alt væsentligt kan klare mig selv, køre ud i min egen bil og gøre de nødvendige indkøb, lave min egen mad - og altså lige præcis det, jeg godt kan lide. Mit helbred giver mig mulighed for at deltage i forskelligartede arrangementer; jeg kan gå i biografen og se en god film, og jeg kan gå til en god koncert - - - hvis ellers lige Corona-situationen giver mig lov. Og gør den det ikke, kan jeg hygge mig herhjemme i min gode stol med en god bog og med min yndlingsmusik i ørene, og radio og tv holder mig løbende orienteret om, hvad der sker i verden omkring mig. Ærlig talt: Hvad kan man med rimelighed ønske sig mere?
      For helt specielt fjernsynet viser mig, hvordan millioner og atter millioner af mennesker rundt i verden må føre en tilværelse på flugt fra krig og ufrihed eller tvunget fra hjem og hjemegn af naturens stadigt voldsommere rasen med storme og oversvømmelser eller på grund af årelang tørke. Anstrengelser, kulde, sult, tørst og sygdom får tusinder og atter tusinder af disse mennesker til at bukke under, eller de lider druknedøden i deres higen efter en bare lidt bedre tilværelse. Og det sker, mens jeg kan gå ind i mit hus under et skærmende tag og lukke min dør og skrue lidt op for termostaten, mens jeg gør klar til det næste måltid. Vi mennesker har brug for en tryg tilværelse; sådan er min. Og jeg kender ordet "taknemlighed".
      "Taknemlighed", ja. Men burde jeg ikke også have ord i tankerne som "uretfærdighed" og "dårlig samvittighed"?
      Verdens goder har altid været ulige fordelt. Og jeg er altså blandt dem i den absolut positive ende af fordelingslisten. Så burde jeg vel gøre et eller andet for at rykke et antal skridt nedad på denne liste i et forsøg på at hale andre en smule op. Og det er vel egentlig også det, jeg gør, når jeg prøver at støtte nogle af de organisationer, som arbejder på at udligne uligheden. Det er medvirkende til, at jeg rent faktisk ikke mener, at jeg burde ødelægge min egen tilværelse ved at gå rundt med en dårlig samvittighed. Jeg kan ikke redde den store verden omkring mig ved at forringe min egen lille verden. Så det vil jeg ikke gøre.
      Men jeg vil med glæde og taknemlighed konstatere, at hvor har jeg det egentlig godt.




               Og så vil jeg i øvrigt gerne ønske alle
                              et rigtig godt nytår

12-12-21

Ældre Sagen som Komiske Ali

Det har været kendt i årevis, at der mangler sosuer i Ældreplejen, og at denne mangel vokser stort set dag for dag. Nu er det igen lagt klart frem fra flere kommuner, at det ganske enkelt er nødvendigt at skære ned på den hjælp, man kan give til de ældre, og det gælder både dem, der bor på plejehjem, og dem, der bliver passet derhjemme. Rengøring kan blive helt droppet, og den personlige pleje må skæres ned til et minimum - f.eks. til et bad hver fjortende dag.
      Det er helt uacceptabelt, bliver det sagt fra flere sider. Og så bliver der i øvrigt ikke gjort noget ved det. Men det uacceptable er vel netop det, at der rent faktisk ikke bliver gjort noget ved det.
      Nu har Ældre Sagen imidlertid foretaget sig noget. De har nemlig indbragt sagen for Ankestyrelsen for at få denne styrelses udsagn om, hvorvidt det er lovligt at skære så meget ned på ældreplejen. Og så er det, at man kommer til at tænke på Komiske Ali. For i Ældre Sagen ved man jo godt, hvad svaret fra Ankestyrelsen vil blive: Det er faktisk ulovligt.
      Og hvad vil man så fra Ældre Sagens side sige til det svar? De kan vel bare konstatere et "hvad sagde vi!". Og så kan de trille videre med tommelfingrene og bekræfte hinanden i, at nu har de da gjort noget.
      Hvorfor prøver Ældre Sagen ikke at være konstruktive og sætter himmel og jord i bevægelse for at skabe andre plejeformer end dem, vi kender i dag, og som man altså må erkende ikke længere kan klare opgaven?
      For der er jo andre muligheder, og jeg har tidligere prøvet at pege på nogle af dem her på Ældre-bloggen - senest i mit indlæg den 11. november i år.
      Alt andet vil have samme effekt, som da landmanden sagde til sin medhjælper: "Jo, jeg ved da godt, at der ikke er flere kartofler i den mark. Men gå nu alligevel ud og saml dem op".

 


 

17-11-21

Tid for nye løsninger i ældreplejen

Så blev valget til kommunerne og regionerne overstået. Og selv om sundhed og ældrepleje stod meget højt på alle partiernes tilbudsliste før valget, så er der intet, der tyder på, at der sker nogen væsentlige ændringer nu efter valget. Der vil stadig være alenlange ventelister for at komme til behandling på vores sygehuse, og mange vil aldrig nå at komme igennem. Og heller ikke nu kan nogen pege på en løsning på det, der er hovedproblemet i ældreplejen, nemlig den katastrofale mangel på personale. For få år siden hed det sig, at der i 2025 vil mangle 40.000 sosu'er. Nu har man erkendt, at dette tal snarere vil blive 50.000.
      Men under hele valgkampen var der stort set enighed mellem alle kandidaterne om, at der skulle flere penge til, så der kunne ansættes nogle flere. Der var godt nok flere bud på, hvor disse flere skulle komme fra; men det mest realistiske var vel nok, at store skolebørn og unge studerende skulle tilbydes jobs i ældreplejen i deres fritid. Og så må man spørge: Er det virkelig det eneste bud på en løsning af personaleproblemet, som man kan komme med fra politisk side? Jo, for selv fra Ældre Sagen synes man, at det kan være en rigtig god idé!
      Men det er ikke nogen god idé. Og det er slet ikke noget bud på en løsning. Nu må der tænkes i helt ny og anderledes muligheder.  På sygehusområdet bygger man nu helt ny supersygehuse, hvor man fuldt ud  vil kunne udnytte alle vore dages ny teknologiske muligheder og samtidig skabe de bedst mulige rammer for patienter og personale. Noget tilsvarende kan og må nødvendigvis gøres inden for ældreplejen. Det behøver ikke på nogen måde at blive store, frygtindgydende "kaserner". Jeg ved godt, at man fra nogle sider er tilbøjelige til at fremstille fortidens små plejehjem som det ideelle. Det var de også tidligere. Men husk nu lige på, at det som nævnt vil kræve 50.000 ekstra sosu'er, som ikke vil kunne findes nogen steder.
     Og kom så i gang med at planlægge fremtidens realistiske plejemuligheder.
      Det var som et idé-katalog til det, at jeg for nogle år siden skrev bogen om "Plejecenter Fremtiden".

05-11-21


Corona-regningen


For et års tid siden blev vi hver især tusinde kroner rigere, hvis vi altså var pensionister, studerende på SU, flygtninge eller asylansøgere fra Langtbortistan eller af anden grund var på overførselsindkomst.
      Det var ikke penge, der var plukket ned fra et "corona-træ" et eller andet sted. Det var penge, som et flertal af vores politikere derinde i Folketinget syntes, at vi skulle have til at forsøde de barske corona-tider med. Og så forestillede de sig, at vi skulle bruge dem på restauranter eller andre steder, hvor der var brug for lidt ekstra omsætning.
      Der er ingen tvivl om, at denne "corona-tusse" mange steder faldt på et tørt sted, hvor der var et ærligt behov for pengene.  Men det blev vist ikke gjort helt klart, at den ædle giver var staten. "Staten" - dette dejlige anonyme et eller andet, som vi sjældent tænker over, hvad eller hvem er. Og så ligger svaret ellers så klart og ligefor: Staten er jo dig og mig og alle de andre. Det er os, der holdt - og stadig holder - hånden under Danmark i disse barske corona-tider. Og det lyder så godt, når politikere fortæller os, at takket være de lave renter på verdensmarkedet, så kunne de på vores vegne låne utallige milliarder af kroner til at dække udgifterne med til "corona-tussen" og de mange forskellige hjælpepakker på meget lempelige vilkår.
      Der er for mig ingen tvivl om, at det var det rigtige, der blev gjort. Men jeg synes, at man fra politisk hold er gået for let hen over at gøre det klart, at det har sin pris, at staten - altså dig og mig - var nødt til at gå ud og låne de mange hundrede milliarder kroner. For som alle andre lån skal de jo betales tilbage. Og for at det kan gøres, må der nødvendigvis spares andre steder. Det er det, vi oplever i disse dage, hvor der bliver lagt budgetter for stat, regioner og kommuner for det kommende år.
      Prøv lige en gang at forestille dig, hvad man kunne gøre på hele sundhedsområdet, i ældreplejen, i skolevæsnet,  på trafikområdet og mange andre steder - for slet ikke at tale om hele den grønne omlægning - hvis vi dér kunne have brugt bare en brøkdel af, hvad coronaen har kostet os.
      Sådan er det. Og stort anderledes kan det ikke være, selvom et og andet måske nok kunne have været gjort lidt anderledes. Jeg har f.eks. hørt nogen tale om mink!

Vil du se ældre indlæg på Ældre-bloggen,
så gå til boksen med bloggens arkiv øverst på denne side.