Ældre-bloggen

I juli 2016 startede jeg Ældre-bloggen som en selvstændig blog. Tanken bag det var at skabe et debatforum for os ældre, hvor vi kunne udveksle tanker og meninger om vores tilværelse som ældre, men også som et sted, hvor man kunne komme med gode ideer til at få mest muligt ud af de næste mange år.

    Nu - en del år senere - må jeg konstatere, at bloggen aldrig blev, hvad jeg stilede imod. Enten er der ikke behov for et sådant debatforum, eller også bliver behovet dækket på anden måde.  Derfor besluttede jeg at lukke bloggen som sådan.

     Men en del af de emner, som jeg beskæftigede mig med på den specielle Ældre-bloggen, er videreført her.

     Det betyder altså, at jeg fortsat fra tid til anden kommer med nye indlæg til bloggen her på denne side, ligesom den vil være åben for indlæg med meninger og kommentarer udefra.


Du er meget velkommen til at give din mening til kende om emner, der bliver behandlet på Ældre-bloggen.


   Brug "blanketten" her til højre; skriv dit navn og din email-adresse og din kommentar i besked-feltet. Klik på SEND, og et øjeblik senere ligger den i Ældre-bloggens indbakke. 


Du må også meget gerne komme med egne indlæg om, hvordan du oplever det at være ældre, eller måske med gode ideer til, hvordan det kan blive endnu bedre at være det.

 
 
 
 



Senest opdateret
22. januar 2023

Ældre-bloggen har i øvrigt sin egen profil på Facebook.

Dér kan du også komme med kommentarer.

Du kommer til den via dette link:

facebook.com/aeldrebloggen.dk

Klik her,

hvis du vil læse om udgivelsen af romanen om tilværelsen for beboerne i 
fremtidens plejecentre.

Og så kan bogen i øvrigt købes i boghandelen eller lånes på biblioteket.

   Se og hør interviewet
i Radio Diablo
om

  "Plejecenter Fremtiden"

22-01-23

"Efter os syndfloden"

 

Citatet tillægges den franske konge, Ludvig den Femtendes elskerinde Madame de Pompadour, og det stammer altså helt tilbage fra 1700-tallet. Siden da er det blevet nævnt i mange forskellige sammenhænge som udtryk for "en hektisk og ubetænksom livsform, hvor man er ligeglad med, hvad der siden vil ske".
      Måske har det aldrig været mere aktuelt end netop nu. For egentlig er det vel en begyndende syndflod, der opleves mange steder rundt på vores klode, samtidig med, at der i det vestlige USA, i Canada og i Sibirien måles de hidtil højeste temperaturer, som bl.a. får de arktiske egnes permafrost til at tø op med katastrofale følger som resultat. Og det er bemærkelsesværdigt, at vi her i Danmark aldrig har oplevet så mild en vinter, som den, vi nu er midt i.
      I 1988 nedsatte FN et permanent klimapanel, der har til huse i Geneve, og som har tilslutning fra 195 lande. Panelets opgave er at følge klimaudviklingen og løbende forsyne alverdens politikere med videnskabelig dokumentation for denne udvikling før, nu og i fremtiden for at give dem de bedst mulige værktøjer til at håndtere klimaforandringerne.

      I november sidste år holdt FN klimatopmøde med betegnelsen COP27 i Egypten. Forud for dette møde havde Klimapanelet udarbejdet en omfattende rapport, som i klart sprog fortalte, at udsigterne for vor klodes fremtid aldrig har været så alvorlige som nu. Udledningen af drivhusgasser øges fortsat år for år, og det bliver stadig vanskeligere at nå målet om at holde temperaturstigningerne ved århundredets udgang under de 2 grader (og helst 1½ grad), som af videnskaben er beregnet som en forudsætning for at undgå den helt store katastrofe.
     Det holdt hårdt med at nå til enighed om en aftale på COP27, og en del af de nødvendige klimamæssige foranstaltninger måtte udsættes til engang i fremtiden. Det er dårligt nyt for de kommende generationer, for det gælder flere af de tiltag, som i Klimapanelets oplæg til COP27 er fremhævet som noget af det, der kræver handling NU.
     I sendhed: Handling må der til. Det må for alvor være slut med, at store dele af Jordens befolkninger fortsat lever ud fra den anskuelse, at når bare vi i vores tid kan leve, som vi gerne vil, så må de kommende slægter finde ud af, hvordan de vil klare fremtidens virkelige syndfloder med forhøjet vandstand i havene, voldsomme stormfloder og nedbørsmængder i en størrelsesorden, som vi i dag slet ikke kan forstille os.
      Desværre kan vi stadig den dag i dag høre politikere - også blandt vore egne hjemlige - give udtryk for, at sandelig skal vi da være klimabevidste, men det vigtigste er stadig at kunne øge vores velfærd. De mener jo nok, at det er det, der giver størst mulighed for genvalg.
     Men det giver anledning til at stille spørgsmålet: Kan jeg og min generation tillade os stadig at sige "Efter os syndfloden"?

19-01-23


Vi har da lov at håbe

I november sidste år lykkedes det omsider efter mere end 30 timers forsinkelse på FNs klimatopmøde,
COP27, i Egypten at må til enighed om et slutdokument. Endnu en gang måtte det konstateres, at det
havde været nødvendigt at acceptere en række kompromisser for at nå frem til denne enighed. Og endnu
en gang understreger det nødvendigheden af at kæmpe hårdt for at få gennemført de forudsætninger, der
er for at holde temperaturstigningen på vores klode ved århundredskiftet under de 2 grader - og helst
1½ grader - der betragtes som en afgørende betingelse for acceptable livsbetingelser for kommende
generationer.
     Og man kan vel med god grund sige, at denne vinters vejrmæssige udviklinger rundt på kloden har
understreget, at vi er godt på vej til at ødelægge forudsætningerne for en sådan acceptabel tilværelse for
fremtidige slægter.
      Men det er ikke umuligt at vende udviklingen. I en opfølgende rapport om COP27 fra FNs Klimapanel nævnes det, at der er en række positive tiltag på vej - tiltag, som åbner for en vis optimisme:

  1. Eldrevne køretøjer
    Kloden rundt vinder brugen af eldrevne køretøjer nu hurtigt frem. Og det gælder ikke blot person- og lastbiler og på jernbanerne, men også den voksende gruppe af små elektriske køretøjer som f.eks. elcykler og e-scootere. Her gælder det i høj grad, at det er de mange bække små, der gør den store å.

  2. Faldende omkostninger ved vedvarende energi
    I årene fra 2010 til 2019 er omkostningerne ved etablering af solenergi faldet med 85%. For vindenergi er det 55%. Og så er prisen for fremstillingen af de vigtige lithium-ion-akkumulatorer til opbevaring af energi faldet med 85%.

  3. Lovgivning
    Mange lande skærper nu omsider den lovgivning, der skal begrænse og helst helt stoppe udledningen af drivhusgasser. Det vil bl.a. give en forbedret energieffektivitet, reducere skovrydning og accelerere udbredelsen af mere energivenlig teknologi.

  4. Nye produktionsprocesser
    Der gives mere og mere politisk støtte til at fremme industriens udnyttelse af nye produktionsprocesser gennem øget brug af vedvarende energi, biobrændstoffer, grøn brint og kulstofstyring - herunder direkte udtagning af CO2 fra atmosfæren.

  5. Klimaindsats i storbyerne
    I et samarbejde med Verdensbanken er der voksende opmærksomhed på de store muligheder, som byområder rummer for at mindske klimaforandringerne. Det kan være gennem bedre fremkommelighed til fods og med offentlig transport og med en større udbredelse af vedvarende energi. At man allerede er godt på vej, kan ses af en væsentlig forbedring af luftkvaliteten i mange af de større byer.

  6. Folkeligt engagement
    Verden over har der længe været en skepsis i befolkningerne om, hvorvidt det virkelig var nødvendigt at bruge de mange fysiske og økonomiske kræfter på at bekæmpe de klimatiske problemer, og om det i det hele taget ville nytte tilstrækkeligt at gøre det. Det har gjort, at mange regeringer har måttet kæmpe med spørgsmålet om, hvorvidt folk virkelig vil støtte nogle radikale ændringer.
    Linda Steg, der er en af forfatterne til FN-rapporten, siger nu, at undersøgelser har vist, "at offentlighedens accept er større, når omkostninger og fordele er fordelt på en retfærdig måde, og når der er fulgt op med retfærdige og gennemsigtige beslutningsprocedurer”.
    At netop dette nu er ved at være tilfældet, har i høj grad styrket det folkelige engagement i klimatiltagene med et klart positivt resultat til følge.

Og hvad kommer dette så os i den ældre generation ved?
    Jo, jeg har tidligere her på bloggen været inde på, at vi ikke kan sige os fri for ansvaret for, at vi er på vej ind i en klimakatastrofe. For grunden til den er først og fremmest lagt i vores levetid. Det kan ikke diskuteres. Det kan det måske derimod, om det mere eller mindre mildner på vores ansvar, at vi rent faktisk ikke har kunnet vide, at vores livsstil har bragt kommende generationer til grænsen af en katastrofe. Det ved vi nu. Og derfor må det være en pligt for os at engagere os i en eller anden grad i at afværge denne katastrofe.


-   Har du fået skiftet dine gamle el-pærer ud med LED-pærer?
-   Får du slukket lyset, hvor det ikke er nødvendigt at have det tændt?
-   Får du sorteret dit affald grundigt?
-   ?
-   ?
-   

08-01-23

Et nyt år

Så er der taget hul på et nyt år. For mig sker det ikke uden en vis bæven. Det er der flere årsager til. Den ene er, at jeg gang på gang og i flere sammenhænge får at vide, at jeg med min alder hører til en udsat gruppe. Der er altså mere bud efter mig, end der er efter de mange flere, som er yngre end mig. Men det er nu engang vilkårene for alle os, der når så langt op i årene, som jeg er nu. Og i hvert fald for mig føles det trods alt langt bedre end alternativet, der jo er ikke at være blevet så gammel.
      En anden årsag til min bæven er de generelle udsigter for det ny år. For de fleste var 2022 et regulært møgår. Efter alle saglige udsagn skulle 2023 blive endnu værre. Krigen i Ukraine ventes at tage til i styrke, og for vores egen og vort demokratis skyld må vi fortsat yde al den hjælp til ukrainernes kamp mod magtbegærlige Putin, som vi overhovedet kan. Det vil koste skattekroner, og anderledes kan det ikke være. Inflationen varer ved, selv om den måske nok ventes at aftage en smule. Renterne på vores lån stiger nok endnu en tak. Covid-19, influenza og RS-virus lurer fortsat - og måske endda med øget kraft - på os alle. Og så er der netop taget fat på de ny overenskomstforhandlinger, der betragtes som de vanskeligste i mange år - lurer der mon en storkonflikt forude, så det vil være en god idé lige at sikre sig et lille lager af gær?
      Jo, der kan være grund nok til at bekymre sig. Men jeg har altid prøvet at have en optimistisk holdning til tilværelsen. Og det har jeg da også nu, og så kan man jo spørge, hvad jeg bygger den på.
      Danske økonomer har netop beregnet, at der ikke har været et større dyk i danskernes økonomi siden 1950. Det var det år, da jeg begyndte min uddannelse på seminariet. Og det er da rigtigt, at vi også dengang måtte spare, hvor der kunne spares. Men vi fandt alligevel gode muligheder for at få noget positivt ud af dagligdagen, og jeg ser tilbage på mine fem år på seminariet som en god tid med godt kammeratskab og mange gode oplevelser.
      Og efter 1950'erne kom 60'erne, hvor stort set alt igen buldrede fremad for langt de fleste. Sådan kan det også gå i de kommende år.
      Koreakrigen begyndte den 25. juni 1950. Den varede i tre år; men der er i realiteten aldrig sluttet fred. Den krig var en af de årsagerne til, at 1950'erne blev et barskt årti, og de var indledningen til flere følgende årtier med den kolde krig og alt, hvad den førte med sig. Da jeg i november 1955 mødte for at aftjene min værnepligt ved Flyvevåbnet, havde man dog lige kunne nedsætte værnepligtstiden fra 18 til 16 måneder. Og også den kolde krig fik en ende og blev afløst af en årrække med fremgang og gode tider for de fleste.
      Jo, vi har før set, at barske tider er blevet efterfulgt af gode tider. Og jeg tror på, at vi også igen vil se udviklingen vende mod bedre tider.
     Derfor kan jeg med optimisme udtrykke mit ønske for alle om et godt nytår.

27-11-22

Løsningen må være sammenhold

I min adventshilsen sidste år skrev jeg som overskrift, at "Lysere tider er på vej". Jeg blev skuffet. For nok havde vi stadig coronaen at slås med; men derudover så det jo faktisk dengang ud til, at der var lysere tider på vej.
      Men så kom torsdag den 24. februar med Putins angreb på Ukraine, og rigtig meget forandredes. En ny flygtningestrøm meldte sig. Energipriserne stormede til vejrs og trak en voldsom inflation med sig. Det blev i mange henseender sparetider. Og samtidig meldte klimakrisen sig med øget styrke.
      Det kan være svært midt i alt dette at få øje på noget positivt. Men jeg tror, at det er vigtigere nu end i meget lang tid at hæfte sig ved det positive, der trods alt er midt i al denne usikkerhed. Og her vil jeg pege på, at der i mange henseender er skabt sammenhold i en grad, som sjældent er set. Vi står sammen om at hjælpe hinanden. Det ses der mange eksempler på i det små i dagligdagen. Men i den større skala har den usikre situation i verden skabt et sammenhold også på tværs af grænser - i EU, i NATO og senest på verdensplan under COP27 klimatopmødet. Det kunne se ud til, at vi i Vesten har fået skabt et øget sammenhold om dette at fastholde vores demokrati og frihed, og at verdens politikere er ved at forstå, hvor nødvendigt det er med en effektiv indsats i fællesskab mod den katastrofale klimaudvikling.
      Derfor vil jeg også i år tænde adventstidens lys i et håb om og en tro på, at der trods alt stadig er lysere tider på vej.

23.11.22

Hjælp ukrainerne!


Mange danskere går en barsk vinter i møde. Men det er intet at regne mod, hvad der venter millioner af ukrainere, fordi Putin har besluttet at rette sin krigsførelse mod den civile befolkning.
      Mange vil være uden de mest basale nødvendigheder for at overleve. Det gælder vand, mad, varme og el. 
      Det er svært for os danskere at gøre noget ved det. Vi kan tage godt imod de ukrainske flygtninge, der måtte kommer hertil. Og vi kan yde økonomisk støtte til de organisationer, der gør en kæmpeindsats for at yde hjælp på stedet.
      Jeg vil gerne opfordre til, at man donerer bidrag til en af disse organisationer - det kunne f.eks. være Røde Kors.
      Det kan lade sig gøre ved at overføre et beløb til Røde Kors' bankkonto:   4183  0001414
eller ved en indbetaling via MobilePay på nr. 610176
     

14.11.22

Det er rigtig godt
---  men det er også helt galt

Aldrig før har Danmark oplevet en så varm oktober måned som i år. Og det ser ud til, at varmen fortsætter nu i november.  Det er jo rigtig godt i en tid, hvor prisen for at holde varmen i vores hjem og alle mulige andre steder er så høj som aldrig før. Det har allerede bevirket, at varslet om en risiko for, at landets gaslagre kunne blive tømt, og at vi kunne risikere at få lukket for strømmen en gang imellem, er trukket tilbage.
     Ja, det ville være helt godt, hvis der ikke lige var et aber dabei. For i virkeligheden er dette lune efterår jo endnu et varsel om de barske tider for vores klode, som er på vej i stadigt stigende hastighed. For
få dage siden kom en ny klimarapport fra FN som oplæg til COP27 klima-topmødet i denne måned i Egypten. Den er bestemt ikke rar læsning. Indtil nu har der været stræbt efter at få reduceret CO2-udledningen så meget, at temperaturens højst vil være steget med 1½ grad ved udgangen af dette århundred. Nu ligger det klart, at der skal helt anderledes tiltag til, hvis vi skal undgå en stigning på 2½ grad.
     Det er svært at forestille sig, hvad det vil betyde. Men i sin åbningstale ved COP27 sagde FNs generalsekretær Natónio Guterres, at "Vi kan vælge mellem klima-solidaritet eller kollektivt selvmord".
      At der virkelig er brug for solidaritet, er situationen i Pakistan ikke blot det mest aktuelle eksempel på, men også det voldsomste, vi hidtil har set. Hundred tusinder er druknet i oversvømmelserne. Mange millioner står uden tag over hovedet. Og sultedøden er en truende realitet for utallige mennesker. Landets ledere appellerer til alverdens andre lande om hjælp. De har simpelthen ikke selv de nødvendige midler til blot at mindske katastrofen. Men resten af verden ser sig selv i midt i en række krisesituationer: krigen i Ukraine, inflationen og forringet økonomi, egne problemer med at bekæmpe klimakrisen og en voksende hungersnød især i Afrika.
      Her og nu er det meget lidt, resten af verden kan afse til hjælp til Pakistan. Og f.eks. skal vi danskere jo da lige af sted med fly til endnu en ferie i de varme lande!
      Hvornår tør verdens politikere for alvor gribe fat om kampen mod verdens ubetinget mest påtrængende problem, klimakrisen, og lytte til FN-generalsekretærens ord om verdens muligheder: "Et valg mellem kllima-solidaritet eller kollektivt selvmord"?

05.11.22

Nedskriv forventningerne

Så er valget overstået, og de kloge gætter på, hvad det bliver for en regering, der kan komme ud af det. Og mange har store forventninger til den ny regering.
     Masser af offentligt ansatte ser frem til deres kommende lønseddel med tanke på den tidligere regerings løfte om, at flere grupper skal have mere i løn - et løfte, der blev bakket op med større eller mindre portioner valgflæsk fra flere af partierne. Og vi gamle pensionister burde med fortrøstning kunne se frem til bedre tider, for der var da vist ingen af partierne, der var uenige i, at vi generelt har det for dårligt. Og så skal vi jo alle sammen slippe noget billigere i skat.
      Nu er der bare det ved det, at det ser ud, som om der gælder ét sæt regler lige før et valg, og et andet når valget er overstået. Før valget kan alt tilsyneladende lade sig gøre. Der er penge nok til det hele, og så ser man i det store og hele bort fra de mange små problemer som f.eks. det, at der er for få til at lave alt det arbejde, der skal udføres. Efter valget bliver problemerne imidlertid anderledes reelle. Det er jo klart, at der er ikke penge til, at alle kan få en betydelig lønfremgang. Og mangelen på arbejdskraft vil gøre det umuligt at indfri alle de mange gode intensioner.
      Alt i alt vil det nok være klogt at gøre sig klart, at uanset hvordan den kommende regering kommer til at se ud, så vil det i alt væsentligt ikke gøre nogen forskel på, hvordan de kommende år vil blive. Problemerne vil være de samme, uanset hvilken farve regeringen får.  Og det samme vil stort set gælde løsningerne.
      Derfor vil der være grupper af offentligt ansatte, der vil føle sig snydt. Og vi gamle må indstille os på, at vi skal fortsætte med den tilværelse, som vi allerede kender så godt. Nogle vil sige for godt.
      Men vi kan alle her i Danmark glæde os over, at vi ikke bor i Ukraine.

03.11.22

Grøn omlægning med kernekraft

Under den netop overståede valgkamp blev der igen rettet fokus mod verdens kamp mod klimakatastroferne. Man talte om, at ligesom i 2019 stod vi over for et klimavalg. Og naturligt nok var det ikke mindst de yngre årgange, der bragte dette ind i valgkampen. Det er jo dem, der mere og mere vil komme til at mærke følgerne af de temperaturstigninger, der løbende bliver registreret over hele kloden.
      I den forbindelse blev spørgsmålet om kernekraft igen bragt ind i debatterne. Nogle - og det var altså især de yngre - påviste nødvendigheden af, at kernekraften bliver en nødvendig del af fremtidens energiforsyning. Andre bekæmpede disse tanker med de traditionelle argumenter om mulige atomulykker med dødbringende radioaktiv stråling til følge og farligt affald, og så kørte man på, at det er for dyrt og tager alt for lang tid at bygge kernekraftværker. Man må undres over disse argumenter, for det kan ikke være andet, end at de fleste af dem, der bruger dem, udmærket godt ved, at de slet ikke har gyldighed længere.
      Modstanderne mod kernekraft hævder, at verden kan reddes med energi fra sol og vind. Men de undlader helt at nævne nødvendigheden af til enhver tid at holde en tilstrækkelig backup klar til at træde til, når vinden løjer af (som vi har set det i år), eller når solen på de korte vinterdage bliver dækket af solen, eller der lægger sig et snelag over solcellerne. Det koster rigtig mange penge, at holde sådan en permanent backup klar, og prisen for det må selvfølgelig lægges oven i prisen for energi fra sol og vind. Og disse opbaknings-kraftværker må jo til stadighed have lagre klar af brændstof af den ene eller den anden art.
      Andre argumenter mod kernekraft er, at de er alt for dyre at oprette, og det vil tage for lang tid.  Dertil er blot at sige, at prisen for en af de foreslåede energiøer i Østersøen eller Nordsøen, som vil kunne producere lige så meget energi som et kernekraftværk, anslås at blive 210 milliarder kroner. Og det vil formodentlig tage mindst lige så lang tid, at etablere sådan en energiø, som det vil tage at opføre et kernekraftværk.
      En del af kernekraftmodstanderne prøver også at holde liv i 50'ernes og 60'ernes protester mod A-kraft, som først og fremmest var politisk styret, og hvor det lykkedes for en kreds af drevne, venstreorienterede opinionsdannere at få sat lighedstegn mellem atomvåben og kernekraft i bevidstheden hos et flertal af danskerne. Og alle kendte jo dengang til de frygtelige følger af atomangrebene på Hiroshima og Nagasaki i Japan i august 1945. Man behøvede blot at nævne ordet "atomkraft" for at få danskerne til at se en paddehatsky for sig.
      Nu supplerer de så med navne som Tjernobyl og Fukushima. De ved ellers udmærket godt, at når det gik så galt i Tjernobyl, så skyldes det, at dette kraftværk var så elendigt konstrueret, at det slet ikke kan sammenlignes med vore dages kraftværker, hvor sikkerheden er helt anderledes høj. Og hvad Fukushima angår, var det jo ikke kraftværket som sådan, der var noget i vejen med, men derimod, at det blev udsat for en flodbølge, som ingen havde forestillet sig kunne opstå. Ingen døde som en direkte følge af skaderne på kraftværket; men nogle få medarbejdere blev forbrændt og indlagt og kort tid efter udskrevet. Godt nok slap der store mængder radioaktivt materiale ud til omgivelserne, men ifølge en rapport fra en videnskabelig FN-komite til undersøgelse af virkningerne har der ikke været så højt et strålingsniveau, at det har nogen målbar forøgelse af kræfttilfælde i befolkningen. Når Fukushima-katastrofen alligevel fik mere end 25.000 dødsofre, så skyldtes det alene flodbølgens virkninger omkring kraftværket.
     Nu var denne flodbølge ikke en følge af klimaændringerne. De skyldtes et vulkanudbrud. Men verdens forbrug af fossile brændstoffer er fortsat årsag til alvorlige ulykker med tusindvis af dødsofre. Det gælder ikke mindst i de kinesiske kulminer, der regnes for at være de farligste i verden. En opgørelse fra de kinesiske myndigheder over ulykkerne dér fortæller om et gennemsnitligt tab af 13 menneskeliv om dagen. Det bliver til 4.700 dræbte hvert år. Men ifølge uafhængige fagforeningsgrupper er tallet nærmere 20.000. Dertil kommer så, at der også er farlige miner andre steder end i Kina.
           Men der er også en anden væsentlig grund til, at der sættes hindringer i vejen for en forskning og udvikling af kernekraft. Den er af økonomisk art. Der er jo stadig utallige milliarder at tjene på udvinding af kul, olie og gas. Men den dag, da verden for alvor kan tilbydes forureningsfri energi fra kernekraft, vil værdien af disse fossile energikilder blive reduceret i meget væsentlig grad. Det samme gælder formodentlig også værdien af den vedvarende energi, som er afhængig af sol, vind og vand. Og naturligt nok er der nogen, som gerne vil udskyde den dag til engang langt ude i fremtiden. Der er som nævnt økonomi i det, og der er politik i det. Vi kan jo blot se på den tidligere amerikanske præsident Trump og hans planer om at genåbne et større antal kulminer.
     Men hvis den altødelæggende syndflod skal undgås på kortere eller længere sigt, så er det tvingende nødvendigt, at der bliver gjort noget effektivt. Og det vil i første omgang sige en effektivisering af forskningen og udviklingen omkring kernekraft. Det er muligt, at der på sigt kan komme andre muligheder ind i billedet som f.eks. brintenergi eller fusionsenergi. Men det mest nærliggende i dag er kerneenergi baseret på thorium. Det har jeg tidligere skrevet om, og det kan du se ved at gå til Ældre-bloggens arkivmenu her øverst til venstre på denne side og klikke på emnet "Verden før og nu".
          Og hvad det angår, bør vi også være med her i Danmark. Og der er faktisk åbnet et par døre på klem til, at det kan ske: Allerede i 1985, da Folketinget besluttede, at der ikke mere skulle forskes i kernekraft her i landet, blev der føjet en bisætning til, hvor der står noget i retning af, at det må ikke ske på grundlag af den kendte teknologi. I dag er der altså anden kendt teknologi. Og i regeringsgrundlaget for den nu tidligere regering står en ikke særligt bemærket sætning: »Regeringen vil fjerne eventuelle barrierer for forskning i thoriumbaserede teknologier.«
     Hvad med at komme i gang!

 

12.-10.-22.

Den enes død, den andens brød
Valgkampens urealistiske løfter

Vi er så dygtige her til lands. Og det skal vi blive rige på.
     Vi er rigtig gode til at lave vindmøller. Vi kan sælge en masse af dem til udlandet.
     Vi er nogle af de bedste i verden til at lave elektroniske styringssystemer. Verden står i kø for at købe dem.
    Ingen steder laver de så gode og effektive pumper som her til lands. Og aldrig har der været så god brug for dem, som nu.
    Det hører vi gang på gang i disse dage under valgkampen med både røde og blå undertoner. Og faktisk er det jo fuldkommen sandt.
    Og så fortsætter flere af politikerne (og ikke mindst energiministeren) med begejstret at fortælle os, at det både kan og skal vi blive rige på. Velfærden i Danmark vil blomstre som aldrig før. Jo, det bliver fede tider for os danskere. Velstand og velfærd i hidtil uset omfang vil blive os danskere til del - -  hvis vi skal tro på en række af politiske valgløfter.
     For det er vel rigtigt, at Danmark er sådan en fredelig og tryg lille plet på verdenskortet? Nok har vi da haft lidt stormvejr. Og nok er der da steder rundt i landet, hvor de har måttet slås med alt for meget vand. Men det bliver da nok ikke værre end som så her i Dannevang. Vi kan bygge lidt flere og lidt højere diger, og så kan vi sidde inde bag dem og hygge os for alle de penge, som lande ude omkring i verden vil sende til os for at få midler til at bekæmpe de virkelig katastrofale følger af klimaudviklingen, som de har at kæmpe imod.
      "Du pusling-land, som hygger sig i smug, mens hele verden brænder om din vugge"  
     Sådan skrev Jeppe Aakjær for lidt mere end hundrede år siden. Men hans ord har fået gyldighed nu igen. Og mere end nogen sinde mangler vi folk - politikere, organisationsledere og andre - som har mod til at fortælle danskerne sandheden: Nej! Danmark er ikke sådan en lille afskærmet enklave, hvor intet ondt kan ramme os. Danmark er en del af verden. Og store dele af denne verden er enten i brand, svedet af af solen eller oversvømmet. Det er galt - rigtig galt i dag; men det eneste, klimaforskerne kan sige med sikkerhed, det er, at det bliver værre - meget værre.
     Og midt i alt det har Putin så indledt sin krig mod vores demokratier.
      Allerede nu dør mennesker i tusindtal hver dag som følge af klimaændringerne og krigen. Millioner har måttet flygte fra det, der har været deres hjemegne gennem generationer. De forsøger nu at hutle sig igennem i overfyldte lejre, hvor den eneste mulighed for at få en smule at spise bliver skaffet til veje gennem FN og forskellige hjælpeorganisationer og betalt gennem private bidrag og via statslige skattefinansierede indbetalinger til FN.
      Det er de færreste af de lande, der for alvor rammes af klimaændringerne, der har økonomi til at købe vindmøller og andet fra Danmark. Nogle af dem kan ikke engang længere brødføde deres egne befolkninger.  Presset fra klimaflygtninge, som ikke kan finde plads i nogen lejre, retter sig stærkere og stærkere mod lande som Danmark. For i en verden med internet spredes oplysningerne hurtigt om, at der stadig er steder, hvor det er muligt at skaffe sig lidt mad og lidt vand til at overleve på. Og vi har før set flygtninge fra Afrika og Asien på de danske motorveje.
     Derfor må der folk til, som med vægt kan og vil sige til danskerne: Glem alt om øget velstand og velfærd. Bered jer på, at vi også her til lands må gøre meget mere for at modstå storme og stormfloder og Putins krig. Bered jer på, at de danske producenter af midler til at bekæmpe klimaudviklingen ikke kan sælge deres produkter med fortjeneste. Bered jer på, at vi også må tage imod vores andel af de mange klimaflygtninge. Og bered jer på, at det bliver nødvendigt med en kraftigt forøget beskatning, og at dagligdagen på mange måder vil blive ændret.
     Sortseer! vil mange utvivlsomt mene om mig. Og så vil de ryste på hovedet og tænke: Så galt går det da nok ikke.
      Til dem vil jeg sige: Se på, hvad den højere temperatur omkring os fører til allerede i dag. Se lige igen fjernsynets billeder for jer fra de mange katastrofer rundt i verden. Og se så i øjnene, at temperaturen vil stige yderligere i de kommende år, for det er først i 2050 at nogle har et håb om, at i hvert fald dele af verden vil være CO2-neutral.
      Og hvad vil det hele så føre til? Svaret på det spørgsmål må alene afhænge af tro og tillid. Og jeg har både tro på og tillid til, at vores forskere og udviklere på sigt vil kunne skabe de midler, der er nødvendige for at vende den klimaudvikling, som vi oplever i dag. På flere områder er de jo allerede godt på vej, og der er absolut troværdige løfter om, at meget mere vil følge efter i de kommende år. Og jeg tror på, at katastroferne omkring os vil få verdens politikere til at indse, at det er  ikke noget, der kan klares, mens de samtidig strides om magten på Jorden. Det er noget, som vi alle - på tværs af grænser og kulturelle skel - må gå sammen om at redde os ud af.
     Man siger, at nød lærer nøgen kvinde at spinde. Jeg tror også på, at nød vil lære menneskeheden, hvordan vi kan overleve.  Og så kan man jo håbe på, at erfaringerne fra klimakampen vil give grundlag for, at der kan skabes en bedre og mere solidarisk verden for kommende generationer end den, vi kender i dag.

10.10.22

Så skal vi til valg

Sjældent - om  nogen sinde før - har et forestående valg til Folketinget været så uforudsigeligt og spændende - og afgørende - som det, der nu er udskrevet.
      Der er dog noget, som praktisk talt alle politikerne er enige om. Det gælder bl.a., at vi ældre skal have en bedre og mere tryg tilværelse end den, mange af os kender i dag. Og egentlig burde det jo kun kunne blive bedre, for gennem de senere år har den ene beretning efter den anden givet billeder af nogle helt uacceptabelt  vilkår for mange ældre. Og rundt i mange kommuner har man set sig tvungne til skære i udgifterne til ældreforsorgen, når der skulle lægges nye budgetter.
      Men nu bliver det altså anderledes, hvis man skal dømme efter de politiske løfter, der bliver fremsat her i valgkampen.  Desuden er  der rigtig meget andet, der også skal blive bedre. Og selvfølgelig er det alt sammen fuldt finansieret, bliver det sagt - uden at det dog bliver gjort helt krystalklart, hvor pengene skal komme fra til denne finansiering. Pengetræerne vokser fortsat frodigt i den politiske verden.
      Men to forhold gør de politiske valgløfter urealistiske:
      For det første har det også været tørkeår for pengetræerne. Og den afgrøde, de trods alt har kunnet præstere, er hurtigt gået til de corona-relaterede udgifter og i det hele taget til reparation af vores nødlidende sundhedsvæsen, til støtte til Ukraine og til styrkelse af vort eget forsvar, til energikrise og til bekæmpelse af inflationen. Jeg kan da godt også få øje på den pengepose, hvor der står ældreforsorg på, og som politikerne i denne tid ynder at holde frem. Men set med mine øjne ser den meget slunken ud.
      For det andet så ville det jo hjælpe som en skrædder i helvede, selv om den slunkne pengepose havde været fyldt til randen. For hvem ville man ansætte og lønne, hvis pengene var der? Der er jo ganske enkelt ikke mennesker til at tage sig af alle os ældre. Og stadigvæk så kvier man sig ved for alvor at sætte ind med alle de tekniske hjælpemidler, der allerede er til rådighed, og som der vil kunne blive flere af i de kommende år. Teknologi er jo ikke de "varme hænder", der efterspørges. Nej, det er det ikke. Men det vil kunne frigøre rigtig mange af de ressourcer, der så vil kunne tage sig af den helt afgørende omsorg.
      Men lige nu er der altså valgkamp. Og en valgkamp har helt sine egne regler, som også omfatter valgløfter.

25.09.22

Vi er i krig!

Ingen kan være i tvivl om det. Vi mærker det alle hver dag - ja, næsten hver time. Alt er blevet dyrere. Temperaturen er skruet ned mange steder: i hjemmene, på skoler og institutioner og på arbejdspladser.
      Men for os her i Danmark og i det meste af den øvrige del af Vesten er det en speciel form for krig. Det er primært en krig på økonomi. Kun i Ukraine foregår den med brug af egentlige våben. 
      Vi er stadig nogen, der oplevede anden verdenskrig, som også for os her i Danmark var helt anderledes barsk end det, vi oplever nu. Dengang var det også her i landet både med krudt og kugler, med rationering af mange varer og - ikke mindst - med en kraftig beskæring af vores frihed. Og hvad dette med friheden til at tale og handle angår, lærte vi de politiske følger at kende af ikke at makke ret. Det hemmelige politi var uhyggeligt effektivt og brutalt.
      Og det er netop denne knægten af frihed, vi kæmper imod nu. Hver dag bliver vi på forskellige måder præsenteret for eksempler på, hvad den betyder, og vi forstår stadig bedre og bedre, hvor vigtigt det er at kæmpe med alle de våben, vi har til rådighed, for at bevare vores ytringsfrihed. Det hemmelige russiske politi har tilsyneladende ubegrænsede midler til rådighed til at knægte denne og andre frihedsformer for den russiske befolkning. Og denne voldsomme begrænsning af friheden ville Putin så nu udbrede også til den ukrainske befolkning. Og det ligger helt klart, at lykkes det, så vil han fortsætte og udbrede den også til andre lande.
     Men den ukrainske befolkning har sagt stop. Og den kamp, de i dag udkæmper mod de russiske angribere, er ikke kun en kamp for dem selv, men for hele den frie, demokratiske verden. Derfor må det være en selvfølge, at alle vi i den demokratiske verden yder al den støtte, vi kan, til det ukrainske forsvar. De afsavn, vi må tage på os i den forbindelse, er jo i virkeligheden så uendelig små i sammenligning med de lidelser, den ukrainske hær og hele den ukrainske befolkning bliver påført i denne tid.
     Vel er det da træls, at vi skal skrue en grad eller to ned for varmen. Men det er dog intet i sammenligning med at skulle miste familiemedlemmer, venner og bekendte i tusindtal og at få smadret sine boliger og store dele af samfundsstrukturen.
      Vi må og skal fortsat bakke op med alt, hvad vi kan, til støtten til kampen mod den russiske aggression.

04.09.22

Tak til Svend Lings

Læge Svend Lings er igen kommet i mediernes søgelys. Det skyldes, at han selv har fortalt, at han trods en betinget dom i Højesteret for få år siden fortsætter med at give råd om selvmord til mennesker, for hvem tilværelsen er blevet ulidelig. Svend Lings er helt klar over, at det betyder, at han risikerer at ryge i fængsel. Men trods det byder hans samvittighed ham at yde den nødvendige hjælp til forpinte mennesker, som ikke har kunnet finde den andre steder.
     Det har så igen ført til kommentarer fra flere sider. Politikere udtaler sig forarget over, at der er mennesker, der kan finde på at bryde en lov, som de har vedtaget - og det på trods at, at omkring 80% af Danmarks befolkning ifølge undersøgelser bakker helt og fuldt op om muligheden for at yde hjælp til selvmord. Det er ikke demokrati, men politikervælde.
     Formanden for Etisk Råd, Anne-Marie Axø Gerdes, går stadig imod hjælp til selvmord med den begrundelse, at døende, der har behov for det, kan få såkaldt palliativ hjælp. Og det gør hun på trods af, at hun lige så godt som alle andre må vide, at det langtfra er muligt at give en sådan hjælp til alle med et behov for det. Der er ganske enkelt ikke den nødvendige kapacitet til det. Der mangler ikke mindst læger med den nødvendige uddannelse.
     At det forholder sig sådan, fremgår meget tydeligt af konklusionen i en kritisk rapport fra Rigsrevisionen fra sidste år, hvori det hedder: "Regionerne har ikke i tilstrækkelig grad sikret, at patienter ved behov har adgang til specialiseret palliation. Konsekvensen kan være, at patienter ikke lindres optimalt mod livets afslutning, hvilket forringer deres sidste levetid og lægger en unødig byrde på de pårørende".
     Siden er det ikke blevet spor bedre. De nyeste tal fra Dansk Palliativ Database fortæller, at hver femte patient ikke får den helt nødvendige palliative behandling.
     Der er altså virkelig grund til at udtrykke en varm tak til Svend Lings, fordi han med en betinget dom hængende over hovedet fortsat gør en indsats for at hjælpe mennesker, der virkelig har brug for hjælp til at komme ud af et liv, som kun har ulidelige smerter at byde på.

Man kan se tidligere indlæg om "aktiv dødshjælp og assisteret selvmord" ved at vælge emnet i arkivet øverst på siden.

06-08-22


Manglende plejepersonale

Alt for langsomt begynder det nu omsider at gå op for de ansvarlige (og det vil først og fremmest sige politikerne i staten såvel som i regionerne og kommunerne),  at vi er godt på vej ind i et sammenbrud af den danske ældrepleje. Længe har disse ansvarlige sagt, at nu må der gøres noget; men ingen af dem har reelt kunnet (eller turdet) pege på, hvad det er, der skal gøres.  Jo, siger nogle, der må jo bygges nogle flere plejehjem; men samtidig erkender de, at det løser ikke problemet. For problemet er jo ikke bygningsmæssige mangler, for det kan løses. Det er derimod  at finde de mennesker, der skal  tage sig af beboerne i det voksende antal af plejehjem. For disse mennesker er der jo ganske enkelt ikke.
      Det er det manglende personale, der er problemet både i hjemmeplejen og på plejehjemmene, og det må undre, at stort set ingen af de ansvarlige tør forsøge at tage reel stilling til, hvordan det problem skal løses.
     Senest er problemet igen kommet i fokus i forbindelse med dette års svigtende optag til de såkaldte velfærdsuddannelser. Rigtig mange har igen i den forbindelse været ude og sagt, at nu må der gøres noget; men igen er der ingen af dem har kunnet/villet/turdet komme med konkrete forslag til, hvad der kan gøres. Når enkelte prøver at komme med en kommentar til problemet, bliver det som regel til noget med, at der jo er nedsat en kommission, der skal komme med et eller andet oplæg om nogle måneder, og nu må vi så vente og se, hvad det kan blive..
      Det har altså stadig lange udsigter, inden der kan komme noget reelt og effektivt i gang. Og det kan i hvert fald ikke være noget med øget tilgang af personale, for det er altså fra stort set alle sider erkendt, at der ikke er nært nok at hente ind.
      Hvad så?
      Jeg har flere gange her på Ældre-bloggen peget på, at hvad enten man kan lide tanken eller ej, så er der kun én vej at gå, nemlig langt mere anvendelse af velfærdsteknologi. Det vil ikke kunne løse alle problemer i ældreplejen, men det vil kunne frigøre ganske mange "varme hænder" til at varetage den egentlige omsorg. Og at velfærdsteknologien allerede i dag rummer rigtig mange oplagte muligheder, kan man overtyde sig om ved ganske enkelt at google på "velfærdsteknologi". Og ikke mindst den kunstige intelligens rummer yderligere en række muligheder. I min bog om "Plejecenter Fremtiden" har jeg prøvet at pege på, hvordan den fremtidige ældrepleje vil kunne bygges op med udbredt anvendelse af ny teknologi.

01-08-22

Det er svært at være gammel

- jeg har prøvet det selv

(en lille omskrivning af en kendt strofe)

Det er svært at være barn

- for de voksne skal bestemme det hele

- eller der er ingen, der rigtigt tør fortælle mig, hvad der rigtigt, og hvad der er forkert.


Det er svært at være ung

- for det er helt umuligt at få min SU (cafépengene) til at slå til. Og hvad skal jeg i øvrigt vælge at få dem for?


Det er svært at være i den erhvervsaktive alder

- for både min arbejdsplads og min familie river i mig, og det giver stress.


Og det er altså også svært at være gammel

- og et af de største problemer er, at jeg ikke ved, hvor længe jeg er det.


Med andre ord: Hvor er hele forløbet fra vugge til grav dog besværligt - - med mindre man lige tænker på, hvad der egentlig er alternativet. For så bliver hele livet faktisk for de fleste af os med ét slag ganske dejligt.


Men nu, hvor jeg er blevet gammel, så er et af de store spørgsmål altså,

hvor længe jeg er det. Og jeg ved jo godt, hvad der er det næste trin.

Hvor længe skal jeg strække den økonomi, jeg har til rådighed? Skal

jeg skynde mig at omsætte alle mine mursten til rødvin og nyde den i

fulde drag her og nu. Og kan det lige så godt være af den dyre slags,

eller skal jeg strække den over lidt længere tid med en noget ringere

kvalitet? Eller skal jeg sørge for, at der også kan blive noget til at fejre

min 110 års fødselsdag med?

     Det er naturligvis ikke så stort et problem for ham/hende, der har mursten nok derhjemme og bunker af papir i boksen, for så kan man jo med sindsro se frem til omtalte runde fødselsdag. Men for langt de fleste af os - i hvert fald for alle os, der har (eller havde) en tidsbegrænset kapital- eller ratepension, er sagen en anden. For slet ikke at tale om de andre mange, for hvem alene folkepensionen skal skabe indhold i resten af tilværelsen. Selvfølgelig vil vi da gerne alle sammen leve livet her og nu for al den udblæsning, som vores alder og helbred tillader; men vi vil da bestemt også gerne kunne blive ved med at leve, så længe vi gør det.

     Som allerede nævnt: det er svært!

Hvordan pokker indretter man sin tilværelse som gammel, så man hele vejen igennem kan have det godt med sin dagligdag og se fremtiden i møde med sindsro, glæde og tilfredshed? Når man altså også er nødt til at tage sin økonomiske situation med i billedet?

     Egentlig ligger der et svar snublende ligefor. Og det er måske egentlig derfor, at det til tider og for nogle kan være svært at få øje på.

     Der er noget, der hedder de gratis glæder. De er mange slags, og de kan rent faktisk godt erstatte både ét og flere af de gode og dyre glas rødvin - hvis det er nødvendigt. Det er da selvfølgelig individuelt, hvad den enkelte har mulighed for at høste af disse gratis glæder. Men jeg vil gerne prøve at pege på nogle af dem:

     Blandt de største og bedste må være dem, som stadig står åbne for mange, alene i kraft af dette at de endnu er to om tilværelsen. Muligheden for at kunne dele livets mange lyse sider og gode oplevelser med et andet menneske, som står en nær, er så utroligt meget værd, at man først rigtigt forstår værdien, når man ikke længere har denne mulighed. Men man behøver ikke at være den store psykolog for at kunne se, at mange betragter dette at være to som noget, der i den grad er en selvfølgelighed, at de slet ikke skønner på, hvad det egentlig betyder for dem.

     Men hvad så for alle os, der måske aldrig har haft eller ikke længere har denne mulighed? Er vi for resten af vores tilværelse dømt til forstemthed og tungsind.

     Nej, det behøver vi bestemt ikke at være - med mindre vi altså selv ønsker det, og det er der faktisk tilsyneladende nogle, der gør.

For mange giver det sociale samvær med andre en masse glæde og indhold i tilværelsen. Men nogle søger dette samvær for at kunne komme til at læsse egne sorger, besvær og frustrationer af på andre, og det duer altså ikke, for de andre kan jo sagtens have nok i deres egne vanskeligheder. Hvis man derimod beslutter sig for at tage de positive sider af ens egen tilværelse med til samværet med andre (men det kan da være noget, man helt bevidst skal beslutte sig for at gøre, og vi har alle sammen nogle positive sider, som vi kan tage med), så skaber det oftest i sig selv endnu en god oplevelse.

     Og socialt samvær kan man finde på et utal af forskellige måder og i mange forskellige sammenhænge. Selvfølgelig er mulighederne ikke de samme for alle, og derfor vil jeg ikke begynde at remse mulighederne op her - blot konstatere, at de er der, og at det helt er op til en selv, hvilke af dem man vil benytte sig af.

     Et meget stort privilegium har de af os, der har nogle gode familiemæssige relationer. Det er noget, der ganske enkelt ikke kan vurderes højt nok. Men desværre ser man ikke helt sjældent, at sådanne relationer slet ikke bliver udnyttet, fordi nogle af lutter misforstået tilbageholdenhed undlader at “trække på” deres familie. Eller - hvad der er endnu værre - så ser man også, at de familiemæssige relationer bliver misbrugt, oftest ved at man i tide og især i utide trænger sig på og forventer at kunne nyde i kraft af sin alder og glemmer, at et tosidigt forhold stadig forudsætter, at begge parter yder.


Jeg har ikke glemt, at der er endnu en helt afgørende faktor, når man skal vurdere sine muligheder og vilkår som gammel.

     Det er helbredet.

     Det er let nok at være optimistisk og positiv, så længe dagligdagen ikke er præget af svigtende helbred. Men mon ikke de fleste af os kender eksempler på mennesker, der må leve med smerter og svækkelse, men som i deres omgang med andre mennesker alligevel lægger et ukueligt humør for dagen sammen med en aldrig svigtende interesse for deres omgivelser. Og samtidig kender vi måske andre, som egentlig har det godt både økonomisk og helbredsmæssigt, men som alligevel aldrig er til at lokke hverken et smil eller en positiv bemærkning ud af.


Jo, mon ikke vi i virkeligheden selv i ganske høj grad kan medvirke til, om de år, vi har tilbage, skal være på lys- eller skyggesiden.

17-07-22

Den onde cirkel

Det bliver værre og værre. Og det bliver sværere og sværere at stoppe den negative udvikling på klimaområdet. For få tager det alvorligt nok
      I Storbritannien er der netop for første gang i et sommerhalvår meldt RØD ALARM. Det vil sige udsigt til livstruende høje temperaturer. Dem har man allerede i nogen tid måttet leve med i Sydeuropa. Og flere andre steder i verden er det blevet et vilkår i dagligdagen.
      I kampen for overlevelse under disse forhold må alle midler tages i brug. Og det bliver de nu i hurtigt stigende grad.  Blandt dem er aircondition et af de vigtigste. Det er effektivt, men det bruger enorme mængder af energi.  På verdensplan kommer langt det meste af denne energi stadig fra kraftværker, der anvender fossile brændstoffer. Det er en af årsagerne til, at udledningen af CO2 til atmosfæren fortsat øges dag for dag. Og det er årsagen til de stadigt flere og flere og kraftigere og kraftigere klimamæssige katastrofer, som allerede hærger store dele af vores klode. Og blandt de katastrofale virkninger er altså de højere og højere temperaturer.  Derfor må der bruges mere og mere energi på afkøling, og den onde cirkel roterer dermed hurtigere og hurtigere.
      I andre sammenhænge kan man høre det udtrykt, at "det er aldrig for sent". Det må også gælde for kampen mod klimakatastroferne. Det må være for tidligt at give op. Men det bliver sværere og sværere for hver dag, der går, inden der for alvor bliver taget fat på denne kamp, og den er slet ikke i gang endnu. Den onde cirkel kører stadig.
      Men det vil kræve, at der bliver taget helt anderledes fat, end vi ser det nu. Og det gælder hver enkelt af os. Men vi må forlange en overordnet plan for, hvordan vi kan gøre det. Og her må der nogle politikere på banen på internationalt plan - nogle politikere, som har mod, evne, vilje og kræfter til at ændre tilværelsen radikalt for stort set den samlede verdens befolkning. Problemet er, om de med tilstrækkelig styrke vil kunne finde sammen i den eneste organisation, der rummer mulighederne, nemlig i Forenede Nationer.
     Og det haster!

 Nogle vil sige, at jeg tegner fremtiden alt for sort. Men jeg vil bede dem om  at pege på andre muligheder, som åbner for et lysere fremtidsperspektiv. Ældre-bloggens spalter står åbne for det. Og der er da brug for at få peget på andre muligheder. Jeg vil stadig gerne kunne være optimist.

12-07-22

 

Triste udsigter for alderdommen

 

Da jeg for snart en hel del år siden fyldte firs, kunne jeg med tilfredshed konstatere, at jeg jo egentlig havde det rigtig godt - både fysisk og psykisk. Det samme kan jeg konstatere i dag. Men jeg må være ærlig og erkende, at jeg da godt kan mærke, at jeg ikke er firs længere.

     Da jeg vendte det skarpe 80'er-hjørne, syntes jeg, at det var et passende tidspunkt at begynde at se tilbage på årene, der er gået, og det jeg så - og ser -  skriver jeg om på min hjemmeside.

     Men samtidig meldte min medfødte nysgerrighed sig på banen, og den rejste spørgsmålet: Hvad har de kommende år mon at byde på? Og det valgte jeg at skrive om her på Ældre-bloggen, der jo i dag er en del af min hjemmeside.

     Det var egentlig ikke nogen rigtig rar fremtid, der tegnede eller tegner sig. Hverken dengang eller nu.

     Ganske vist kunne statistikken fortælle i klart sprog, at flere og flere af os gamle kunne forvente at blive ved med at hænge ved livet, til vi blev over de hundrede. Men forskellige meldinger rundt omkring fra rejste i al deres barskhed spørgsmålet, om det overhovedet ville blive værd at nå den høje alder. For selv om jeg altså for mit eget vedkommende stadig kan klare mig selv i enhver henseende, så må det jo realistisk erkendes, at sådan bliver det nok ikke ved, hvis jeg skulle være blandt de uheldige, der når til de hundrede år. På et eller andet tidspunkt får jeg helt sikkert også brug for hjælp i dagligdagen.

     Problemet er bare, at det ikke er sikkert, at der er nogen til at give den hjælp.

     Da min nysgerrighed lokkede mig til at kigge ind i fremtiden, kunne jeg blandt andet konstatere, at allerede dengang - altså i 2016 -manglede mere end halvdelen af landets kommuner folk i ældreplejen, og en arbejdsmarkedsundersøgelse kunne fortælle, at der i 2024-26 ville mangle 40.000 sosu-medarbejdere. I dag er der vendt lidt rundt på tallene. Nu fortæller en undersøgelse fra KL, at to ud af tre kommuner mangler folk i ældreplejen, og om få år vil det tal være oppe på 12.000. Ingen ved, hvilken af de to undersøgelser der rammer rigtigt. Men jeg må bare konstatere, at om nogle forholdsvis få år må jeg nok regne med kun at kunne få leveret mad en gang om ugen, og jeg må acceptere, at der kommer til at gå timer, før jeg kan få skiftet en for længst fyldte ble.

Ærlig talt - det var ikke en fejl, når jeg længere oppe gav udtryk for at være blandt de uheldige, der skal leve under de vilkår.

     De ansvarlige - og det vil først og fremmest sige politikerne i stat, regioner og kommuner - har ikke kunnet pege på nogen løsninger på det problem. Nogle har prøvet det ved at tale om større bevillinger til ældreplejen. Men lad os nu være realistiske: Hvad vil det hjælp at vifte med nok så mange 500-kronerssedler, når der nu engang ikke er nogen til at tage imod dem. På det allerseneste er der så omsider politikere, der har været ærlige nok til at erkende, at det bliver ikke muligt at opretholde det samme niveau i ældreplejen, som vi kender i dag. Nedskæringer bliver ganske enkelt nødvendige.

     Jeg må altså bare erkende, at jeg hører til den generation, der endnu en gang har trukket det korte strå. Men hvis man vil det, er der et godt håb for dem, der er yngre. Og det kan undre mig, at der endnu ikke rigtigt er nogen, der for alvor har peget på de soleklare muligheder, der ligger i den moderne teknologi, som vi allerede kender i dag, og i endnu højere grad i den, der allerede er godt på vej.

     Kravet i ældreplejen går i dag stadig på det, der omtales som "varme hænder". Over for dem står så de tekniske "kolde hænder", og her er holdningerne stadig påvirket af den modvilje, der for nogle år siden blev skabt blandt andet omkring de virkelig praktiske robotstøvsugere.

     Ny teknologi kan overtage virkelig meget rutinemæssigt arbejde i ældreplejen. Og det vil betyde, at de forholdsvis få rigtige "varme hænder", der er til rådighed, kan koncentrere sig om det, der virkelig har betydning, nemlig den egentlige omsorg.

     Men inden det kan ske, må der en holdningsændring til i synet på den moderne teknologi. Og en holdningsændring er ikke noget, der kan gennemføres fra dag til dag. Men alle gode kræfter må i gang nu, så de, der er yngre end mig, kan få en bedre alderdom end den, jeg har udsigt til.

24-06-22

Vi, de heldige

Det er i mange sammenhænge den almindelige opfattelse, at en generation strækker sig over tredive år. Det betyder, at vi er to generationer, som med rette kan betegnes som "de heldige". Det er os, der har levet her i Danmark i årene fra 1960 til 2020.
     Generationen i begyndelsen af 1900-tallet oplevede Den Første Verdenskrig, som kostede mere end ni millioner menneskeliv. Den var dårligt slut, før Den Spanske Syge brød ud og kostede mere end 50 millioner mennesker livet. Og endelig måtte de ældste i denne generation se sig kastet ind i Den Anden Verdenskrig, som menes at have kostet 62 millioner menneskeliv. Dertil skal så lægges de hundreder af millioner mennesker, som på den ene eller anden måde blev berørte af krige og sygdom. For langt de fleste var det absolut ikke en misundelsesværdig periode.
     Der fulgte en halv snes barske år efter Anden Verdenskrig. Men det gik egentlig ret hurtigt fremad, specielt i USA og i Europa og da ikke mindst her i Danmark - blandt andet takket være den amerikanske Marshall-hjælp. Og efterkrigs-generationen og ikke mindst dens børn oplevede en tid, hvor velstand og velfærd øgedes år for år. Utallige mennesker - og her retter jeg specielt blikket mod Danmark - kunne bygge og indrette deres egne hjem, mange af dem efterhånden med dobbelt carport. Sommerhuse i ti tusindvis ploppede op langs landets kyster, og hvert år hundred tusinder af danskere på charterferie til nære og fjerne mål. Jo, det var generelt gode tider.
     Der kom så lige et tilbageslag med finanskrisen fra 2008 og nogle år frem. Men så var den overvundet, og fremgangen fortsatte. Det meste af Danmark levede på 1. klasse. Den ældre generation kunne se på den yngre og konstatere med stolthed, at de havde godt nok fået sat de yngre godt i vej.
     Nu er så en ny generation på vej. Men den var godt nok ikke nået særlig langt hen ad vejen, før den så sig nødtvunget til at bruge mere og mere tid og flere og flere kræfter på at demonstrere og protestere imod den udvikling, der for en halv snes år siden begyndte at tegne sig klarere og klarere hen imod et klima, som på sigt er en trussel mod den verden, der er resultatet af den livsførelse, som vi især i den industrialiserede del af den har vænnet os til gennem det seneste halve århundrede.
     Klimaudviklingen er blevet et problem, som størstedelen af verden efterhånden har erkendt alvoren af og forstået, at det i årene fremover vil kræve meget store ressourcer at bekæmpe, hvis der overhovedet skal være rimelige muligheder for et liv for kommende generationer.
     Og oven i det kom koronavirussen. Alle mærkede, at den var her, og alle mærker stadig, at den på globalt plan har skabt en kamp på liv og død. Intet skal spares for at vinde den kamp med færrest mulige døde. Alle ressourcer stilles til rådighed. Men det er som en uhyre stor kassekredit, som bliver trukket stort set helt til bunds. Og som i alle andre sammenhænge skal en kassekredit betales tilbage, så snart der er mulighed for det. Sådan er det nu engang. Det vil ikke være til at komme udenom. Det bliver opgaven for kommende generationer. Og det skal gøres samtidig med, at de næsten uoverskuelige klimaproblemer skal bekæmpes.
     Men som om det ikke var nok, så mente Putin, at det var tiden at tænde endnu en brand. Med krigen i Ukraine er der skabt endnu et uoverskueligt problem, der berører stort set hele kloden. Hver eneste dag er denne krig allerede nu den direkte årsag til, at mennesker i dele af verden dør af sult. Og det bliver kun værre i årene fremover.

 

Jo! Vi var i sandhed et par heldige generationer, som fik mulighed for at opleve noget andet!

 

Jeg er blandt de mange, som for et par år siden meldte sig i gruppen på Facebook, som mener, at "Det bliver godt igen".
     Det mener jeg faktisk stadig, og det vil jeg blive ved med at tro på.
     Det bliver godt igen. Men jeg tror, at det bliver det på en anden måde end den, vi nu har været vante til gennem mere end et halvt århundrede.
     Hidtil har vi i meget høj grad målt det at have det godt med den materielle målestok. Men der er altså også en anden målestok for det at have det godt. Det er den sociale målestok. Den så vi for alvor i brug her i landet, da coronaen var på sit højeste. Nok holdt vi afstand, som vi blev opfordret til at gøre det; men det var helt klart på en måde, der viste, at vi var begyndt at komme hinanden mere og mere ved. Og jeg tror på, at inden coronaen engang er et helt overstået fænomen, så vil vi alle have været presset så hårdt, at dette med at komme hinanden ved, og dette med at tage hensyn til hinanden vil være indgået i vores dagligdag på en langt mere naturlig og positiv måde, end vi kendte det indtil for blot et par år siden. Det vil blive godt igen, men på en anden måde.
     Og jeg vil gå så langt som til ikke blot at håbe på, men også at tro på, at dette (Putin eller ej) vil brede sig over grænserne og medvirke til en fredeligere verden - en verden, hvor man i højere grad vil være indstillet på at hjælpe hinanden.
     Og det har verden brug for!

27-05-22


Teknologiskræk


Med et lille bitte skridt ad gangen er det ved at gå op for danskerne, at hvis vi gamle og andre med et plejebehov skal kunne få den hjælp i fremtiden, som vi har brug for, så er der kun én måde, det vil kunne lade sig gøre på: De nye og fremtidige teknologiske hjælpemidler må tages i  brug i langt højere grad, end det er tilfældet i dag.
      Alle berørte myndigheder i kommuner, regioner og stat erkender blankt, at den mangel på plejepersonale, som allerede gør sig stærkt gældende i dag, vil blive langt alvorligere i fremtiden. Det er beregnet, at om få år vil der mangle omkring 40.000 medarbejdere i social- og sundhedstjenesten, og ingen kan præsentere en realistisk løsning på det problem, for der er simpelt hen ikke de nødvendige mennesker til at tage sig af SOSU-opgaverne.
     Nu har sundhedsministeren så fremlagt et forslag til en ny sundhedsreform, og i den forbindelse bliver der forsigtigt rørt ved nogle af de muligheder, som en yderligere digital og teknologisk udbygning på sundheds- og plejeområdet byder på. Det er godt; men det er ikke nær nok. I første omgang er der lagt op til nye undersøgelser, nye rapporter og meget lidt handling. Folketinget har nemlig nedsat en "Kommission for robusthed i sundhedsvæsenet", som primært skal komme med "anbefalinger til løsninger på den demografiske udvikling, der medfører, at forholdet mellem ældre og personalekapaciteten er skævt".
      Behovet her og nu er for en arbejdsgruppe af specialister, der kan klargøre, hvad der allerede er til rådighed af velfærdsteknologi, og hvad der yderligere er behov for at få udviklet, som her og nu og på den korte bane kan overtage flest muligt af de rutinemæssige arbejdsopgaver, som i dag blive varetaget af SOSU-personalet, så der kan frigøres så mange som muligt til at yde den helt nødvendige egentlige omsorg.
      Der er virksomheder herhjemme, der er parate til at gå i gang med udvikling af et meget bredt spektrum af yderligere hjælpemidler. De venter bare på den nødvendige opbakning fra myndighedernes side.
      Men fra den side virker det, som om man stadig af låst fast af en udbredt teknologistræk på plejeområdet. Jeg prøvede for nogle år siden med min bog om "Plejecenter Fremtiden" at vise, hvordan teknologien kan hjælpe med til at skabe en god og indholdsrig tilværelse for ældre og plejekrævende mennesker i en verden, der er præget af mangel på plejepersonale. Den verden er på vej; men det går stadig alt for langsomt. Og imens er der stadig gamle mennesker, som bliver budt på en ynkelig tilværelse.

13-05-22

Jeg vil have lov til at være gammel

Det har jeg før været inde på her på Ældre-bloggen. Og det holder jeg fast ved.
     Jeg har da også fagfolks udsagn at støtte mig til i den forbindelse, og som fortæller mig, at jeg ikke er alene om den holdning. Det gælder blandt andet antropologen Henrik Hvenegaard Mikkelsen fra Center for Sund Aldring ved Københavns Universitet, som for nogle år siden blev interviewet af Kristeligt Dagblad..
     "Det forventes i dag," siger han, "at ældre mennesker er både fysisk og socialt aktive, hvis de skal leve op til samfundets forventning om, hvad det vil sige at ældes med ynde. Men det er de færreste, der kan leve op til glansbilledet."
     Det billede, vi oftest bliver præsenteret for i medierne, når det drejer sig om os ældre, viser ildsjæle på et eller andet område, som har en ganske særlig drivkraft. Og det er da også helt fint at lade os hilse på dem. Men det er jo bare ganske langt fra, hvad der er det sande dækkende billede af os i den såkaldte tredje alder. For langt de fleste er virkeligheden en ganske anden, for vi føler jo så at sige alle sammen fysiske tilbageskridt, og mange bliver ensomme, fordi de ikke har overskud til at opsøge det sociale samvær. "Og så sidder de dér og føler sig skamfulde over ikke at kunne leve op til glansbilledet," siger Henrik Hvenegaard Mikkelsen.
     Netop i disse år har de store årgange, som blev født midt i 1950'erne, meldt sig som pensionister, og fordi det drejer sig om så stort et antal, er det i højere grad end tidligere blevet et anliggende for samfundet at finde ud af, hvad man skal stille op med alle de "nye" gamle. Det er ikke mindst blevet til et spørgsmål om at bekæmpe ensomhed, der iflg. Henrik Hvenegaard Mikkelsen opfattes "som en kernetrussel mod vores velbefindende, fordi tabet af kontakt med slægtninge og venner ses som et personligt nederlag, og kommunerne forsøger med det ene kreative tiltag efter det andet at komme ensomhed blandt ældre til livs. Eneboeren er blevet billedet på alt det, man i alderdommen skal undgå. For hvis man ikke udfolder sig socialt, så anses man næsten for at være selvdestruktiv.”
     Henrik Hvenegaard Mikkelsen fastslår i interviewet i Kristeligt Dagblad, at det bestemt ikke er en opfordring til, at ældre bliver liggende alene på sofaen. Hans pointe er blot, at den overdrevne fokus på at bekæmpe ensomhed kan have konsekvenser for mange ældre.
     ”Det bliver farligt, når et fysisk og socialt liv bliver et moralsk krav," siger han. "Det får ældre til at føle sig som fiaskoer, hvis de ikke kan leve op til succeskriteriet. Det interessante er, at konsekvenserne ikke begrænser sig til særlige grupper af ældre, men rammer over hele linjen. Det er både de ældre mænd, som føler sig fremmedgjorte over for kommunens mange tilbud, men også kvinderne fra den gode del af middelklassen, som bliver stressede af at løbe rundt fra aktivitet til aktivitet.”
     Når ældre i dag risikerer at blive stresset af forventningerne til dem, skyldes det ifølge Henrik Hvenegaard Mikkelsen, at det igen og igen fortælles, at de ældres sundhed og velvære er deres eget ansvar.
     ”De ældre bliver fortalt, at man har stor indflydelse på sin egen sundhed. De skal så selv finde ud af, om det skal være varmtvandsgymnastik eller nogle særlige kostråd, som skal være deres frelse. Virkeligheden er bare, at store dele af vores velvære og sundhed har vi slet ikke kontrol over. Men det bliver pludselig svært at brokke sig over, at man har det dårligt, hvis det er ens eget ansvar, og man betragtes nærmest som social usolidarisk, hvis man er en udgift for samfundet.”
     En moralsk pligt til at være fysisk og socialt aktiv på sine ældre dage har ikke altid været virkeligheden for samfundets ældste, fortæller Henrik Hvenegaard Mikkelsen. Før i tiden blev aldring forbundet med åndelig indsigt og afklarethed. Men i takt med at livskvalitet i højere og højere grad knytter sig til det at være produktiv, bliver aldring nu i stedet opfattet som noget problematisk.
     Henrik Hvenegaard Mikkelsens kritik af synet på aldring i Danmark skal iflg. Kristeligt Dagblad ikke forstås på den måde, at alt er godt, hvis de ældre blot læner sig tilbage og slapper af.
     ”Jeg opfordrer ikke til en liberal laissez-faire-ideologi. Jeg er tilhænger af, at ældre bryder tabuer om alderdommen ved at være både fysisk, socialt og seksuelt aktive. Men det skal være muligt at diskutere, om ensomhed først og fremmest er statens ansvar. Ved at tale om ensomhed som et problem, som staten skal hjælpe os med at bekæmpe, bliver det sværere for os at adressere ensomhed som et eksistentielt vilkår, der ikke nødvendigvis skal gøres noget ved,” siger Henrik Hvenegaard Mikkelsen.

Det er langt hen ad vejen de samme tanker om det at blive ældre, der er lagt frem i interviewet i Kristeligt Dagblad, som allerede for nogle år siden fik mig til at skrive her på Ældre-bloggen, at jeg vil have lov til at være gammel.
     Jeg mener, at det er helt fint og absolut prisværdigt med alle de tilbud om aktiviteter for os ældre, der bliver lagt frem fra kommunerne og fra forskellige organisationer. Og de er bestemt til stor glæde og gavn for mange. Men tilbuddene må aldrig blive lagt frem med en eller anden grad af pres. Det må aldrig blive med et "Det her må du altså ikke sige nej til. Og hvis du gør det, så er det altså også din egen skyld!" Jeg vil ikke skulle føle en eller anden form for dårlig samvittighed ved at sige nejtak - hverken over for de gode mennesker, der lægger så stort et arbejde og engagement i at ville gøre noget for mig - - eller over for mig selv.
     For jeg vil stadig have lov til at være gammel - - på min måde.

23.04.22


                    Så er det forår igen.


                                      Naboens bøgetræ er sprunget ud.


                                         Herligt!

13-04-22


Hvad er det, der venter os?


Vi er på vej mod katastrofen. Det fremgår klart af den seneste rapport fra FNs Klimapanel.
     I Parisaftalen fra 2015 blev godt 200 lande enige om at begrænse stigningen i temperaturen til 1,5 grader inden udgangen af dette århundrede. Den ny rapport fortæller utvetydigt, at det mål nu ser temmelig urealistisk ud. I værste fald bliver det mellem 3,3 og 5,7 grader varmere. Og hvis vi bare fortsætter som nu, vil det blive mellem 2,1 og 3,5 grader varmere i 2100.
     Vi kan allerede nu se en lang række barske følger af den stigende temperatur rundt i verden. Men det vil år for år blive endnu værre. Det er stort set alle forskere enige om.
     Men hvor galt vil det blive? Det kan det være utrolig svært at danne sig et realistisk billede af. Men ved at lade fantasien hente inspiration fra forskernes resultater og forudsigelser er det muligt at danne sig rimeligt gode billeder af, hvad vi har i vente. Det er, hvad jeg begyndte at gøre for et par år siden. Jeg satte mine billeder på skrift og samlede dem til en bog. Men det er vigtigt at understrege, at ingen af disse billeder/artikler er fri fantasi. Hver af dem bygger på udviklinger, der allerede er i gang, eller på fremtidsperspektiver, som er fremlagt af forskere, politikere, erhvervsfolk eller andre, der er specialister på hver deres område.
      I begyndelsen af år 2020 havde jeg et oplæg klar til udgivelse. Manuskriptet blev sendt til et forlag; men inden man dér var færdig med at læse det, skete der noget: Corona-pandemien brød ud og ændrede på kort tid og på afgørende vis ved vor klodes situation og fremtidsudsigter. Dermed var mit manuskript uaktuelt, og forlaget afslog at udgive det.
      Så brugte jeg nogle måneder på at passe det til med de nye Corona-vilkår, og jeg bad et andet forlag tage stilling til, om de turde udgive det. Svaret blev et nej. De fandt det måske nok lidt for specielt.
      Og det er da nok lidt specielt. Det er jo ikke nogen roman. Det er heller ikke en novellesamling. Og det er ikke en fagbog i traditionel forstand. Jamen hvad er det da så? Mit svar er, at det er en science fiction fremstilling. Science, fordi fremstillingen bygger på videnskabens og på forskernes resultater og forudsigelser. Og da fremstillingens tid er fremtiden, kan det jo nu engang kun være fiction.
      Men set med mine øjne er det - desværre - realistisk fiktion - vi går en helt anden og langt barskere tid i møde. Og det er de nulevende generationer - din og min - der er skyld i, at det bliver sådan en verden, vi kommer til at give videre til kommende generationer. Men hvad der er det vigtigste af det hele: det er også os, der endnu har muligheder for at ændre udviklingen - og lad mig blot blive lidt patetisk: det er os, der har mulighed for at redde verden. Hvis vi ikke gør noget ved det - og gør det nu - vil det være for sent. 
      Jeg har ikke tålmodighed - og alder - til, at et tredje forlag skal bruge op til et halvt år til at tage stilling til en eventuel udgivelse af de billeder af fremtiden, som jeg ser for mig. Derfor har jeg lagt dem ud her på min hjemmeside.
     Titlen er "VERDENSBILLEDET.nu". Og formen er en tænkt, fremtidig netavis med korrespondenter såvel lokalt i Danmark som globalt i verdens brændpunkter.
      Gennem reportager, kommentarer og interviews giver den løbende et billede af den aktuelle situation for verdens lande og folk gennem den årrække, der bliver helt afgørende for livet på vores klode, nemlig årene 2030 - 2099.
     I nogle tilfælde har udviklingen allerede overhalet mine forestillinger om fremtiden.


Du kan komme frem til "VERDENSBILLEDET.nu" ved at klikke på linket herunder:


VERDENSBILLEDET.nu | aalbaek-nielsen.dk


 

23-03-22

At nyde sit otium


Det har vel altid været en positiv tanke for mange, at man på et eller andet tidspunkt   forhåbentlig skal kunne nyde sit otium - sin gode alderdom.
      Grundlæggende skulle folkepensionen vel kunne gøre det økonomisk muligt; men har man til sin tid kun den, er det nok så som så, hvor god den kan blive. Den økonomisk set gode alderdom er nu engang betinget af, at man gennem sit arbejdsliv har haft mulighed for en pensionsopsparing - enten ansættelsesbestemt eller med en egen supplerende, frivillig ordning - og at man har gjort brug af den. Og så er der selvfølgelig nogle personlige og helbredsmæssige forudsætninger for, at ens alderdom kan blive ønskværdig.
      Men her skal det dreje sig om de økonomiske forudsætninger. Og i dag - i 2022 - ser de desværre slet ikke så gode ud.
      For to år siden (30-03-20) bragte jeg et indlæg her på Ældre-bloggen med overskriften "Vi de heldige"  (se Arkivmappen Tanker om tilværelsen). Dette oplæg er opdateret den 24-06-22. Men dengang skrev jeg bl.a.:

 

Jeg er blandt de mange, som for en halv snes dage siden meldte mig i gruppen på Facebook, som mener, at "Det bliver godt igen".
     Det mener jeg faktisk stadig, og det vil jeg blive ved med at tro på.
     Det bliver godt igen. Men jeg tror, at det bliver det på en anden måde end den, vi nu har været vante til gennem mere end et halvt århundrede.
     Hidtil har vi i meget høj grad målt det at have det godt med den materielle målestok. Men der er altså også en anden målestok for det at have det godt. Det er den sociale målestok. Den ser vi for alvor i brug i denne coronatid. Nok holder vi afstand, som vi bliver opfordret til at gøre det; men det er helt klart på en måde, der viser, at vi er begyndt at komme hinanden mere og mere ved. Og jeg tror på, at inden coronaen engang er et overstået fænomen, så vil vi alle have været presset så hårdt, at dette med at komme hinanden ved, og dette med at tage hensyn til hinanden vil være indgået i vores dagligdag på en langt mere naturlig og positiv måde, end vi kendte det indtil for blot få uger siden. Det vil blive godt igen, men på en anden måde.
     Og jeg vil gå så langt som til ikke blot at håbe på, men også at tro på, at dette vil have bredt sig over grænserne og medvirke til en fredeligere verden - en verden, hvor man i højere grad vil være indstillet på at hjælpe hinanden.
     Og det har verden brug for!

 

Ja, det havde verden brug for dengang, men den har det bestemt ikke mindre nu i 2022. For nu lever verden med følgerne af Putins angreb på Ukraine. Og det kan mærkes.

      I løbet af få måneder er verden ændret. Og som jeg så det udtrykt i overskriften til en artikel for få dage siden, "Vi har de 33 bedste år bag os".
      Det skyldes især to ting: På den korte bane er det energikrisen som følge af krigen i Ukraine med de voldsomt stigende priser på energi. Og på den lange bane er det klimakrisen, som vi næsten er ved at glemme på grund af energikrisen, men som i virkeligheden er langt alvorligere. Krigen og energikrisen er en politisk kamp for og imod demokratiet. Den kan blive lang, og den kan blive barsk. Men på et eller andet tidspunkt slutter det, som alle tidligere krige har gjort det, og selve krigshandlingerne er trods alt - i hvert fald indtil nu - geografisk begrænset. Klimakrisen er derimod global, og den er jo i virkeligheden et spørgsmål om den samlede menneskeheds overlevelse.
      Der er stadig steder på vores klode, hvor man endnu kan nyde sit otium, og mange vil kunne gøre det i en årrække fremover. Men for hvert år, der går, vil krig og krise gøre det stadig mere og mere begrænset, i hvor høj grad der vil være økonomisk grundlag for at gøre det. I sandhed: Min og et par generationer mere er de heldige, og det bør vi da bestemt skønne på. Anderledes ser det ud for kommende generationer.

Er jeg for pessimistisk?
     Giv mig grunde til ikke at være det! Brug gerne Ældre-bloggen som forum for at gøre det. Du kan gøre det ved at bruge blanketten øverst på siden her.

14-02-22

Bedre fordeling

I gamle dage (og det er såmænd slet ikke så længe siden) hed det "fyrre, fed og færdig". Nu hedder det "firs, fit og fornøjet". Men begge udsagn er lige forkerte, fordi de jo anbringer alle i én og samme kasse. Tidligere var det altså alle på 40+, og i dag er det alle på 80+. Og det er helt forkert; for begrebet aldersgrænser er jo - om noget - flydende. Selv om vi generelt bliver ældre og ældre, så er der nu som før både kvinder og mænd, der meget tidligt er færdige - i hvert fald i forhold til arbejdsmarkedet; og det kan der være mange grunde til. Til gengæld bliver der flere og flere, som absolut ikke er færdige, og som har et ønske om at kunne forblive på deres arbejdsplads, mange år efter at de har passeret den officielle pensionsalder. Der er brug for dem, der kan og gerne vil tage nogle år endnu, og det ser også ud til, at man nu på en stor del af arbejdsmarkedet er indstillet på at gøre det muligt - om ikke andet så på deltid. Også lovgivningsmæssigt bliver der bakket op om det - f.eks. ved, at der nu må tjenes en hel del mere end tidligere, uden at der sker fradrag i folkepensionen.
     Til gengæld halter det stygt i den anden ende af skalaen - hos dem, der af den ene eller den anden grund er færdige. Det må være muligt, at vi som samfund i højere grad kan og vil respektere, når det er tilfældet. Gang på gang kan man i medierne høre om mennesker, som helt urimeligt trækkes igennem det ene vanvittige afprøvningsforløb efter det andet, før det efter flere års forløb bliver erkendt, at der ikke er mere arbejdskraft at trække på hos dem. Selvfølgelig skal man ikke bare kunne møde op på kommunekontoret og meddele, at nu vil man gerne have førtidspension. Men vi må som samfund kunne have så meget tillid til lægeverdenen, at der kan træffes de nødvendige afgørelser alene på grundlag af attestation fra to læger: den pågældendes egen og en uafhængig lægelig myndighed på kommunal eller regional basis.
     Her i landet vil vi gerne hævde, at vi har et velfærdssamfund. Og det ser da også ud til, at det generelt set går rigtig godt, hvad det angår. Det har gjort det muligt, at flere og flere kan fortsætte deres gode arbejde et godt stykke ind i det, der tidligere blev betegnet som alderdommen - ikke fordi de skal, men fordi de kan og gerne vil. Det er godt for landets økonomi, og så må det være både muligt og rimeligt, at en del af denne gode økonomi i højere grad bliver kanaliseret over til dem, der allerede på et tidligere stadium i deres liv virkelig har brug for hjælp. Efter min mening må det være ikke mindst det, man gør i et velfærdssamfund

21-01-22


Stadig ingen løsninger

Det siges ofte (og i mange sammenhænge), at der er intet nyt under solen. Det er i hvert fald sandt, når det gælder spørgsmålet om at få passet de stadigt flere ældre og andre, der har behov for pasning. Senest er der nu politikere og fagfolk, der har taget forslaget op om, at familiemedlemmer i højere grad må træde til. De ser ganske enkelt ikke andre løsninger.
      Men det vil i givet fald kun være en lappeløsning, for det er jo langtfra alle, der har familiemedlemmer i nærheden, som vil kunne træde til med daglig hjælp.
      Allerede for fire år siden var dette et vigtigt emne her på Ældre-bloggen, og herunder bringes et par indlæg fra dengang (bemærk dateringerne). Desværre er de lige så aktuelle i dag, som de var dengang, for der er stadig ingen af de ansvarlige, der virkelig seriøst har kunnet pege på, hvordan gamle Anton skal blive hjulpet, når han sidder på tredje time med en fyldt ble.
      

18-01-18


Pasning og pleje

--- vi ældre må hjælpe hinanden


Vi bliver flere og flere ældre. Ifølge Danmarks Statistik er

vi i dag omkring en million danskere over 65. Men i 2060

ventes det tal at være steget til ca. 1,6 millioner. Men

som jeg tidligere har været inde på her på Ældre-bloggen,

så er det lige så sikkert, at de, der skal tage sig af os, når

vi ikke selv magter det længere, bliver færre og færre.

     De to kendsgerninger er jo som ild og vand i forhold til

hinanden. Og vi må se i øjnene, at stadig flere ældre må
klare sig så godt, som de nu kan uden anden hjælp og
omsorg end den, de kan få, hvis de er så heldige, at de har
nogle pårørende,
der både kan og vil tage sig af dem i et
eller andet omfang.

     Nåh jo, vil nogen måske mene: hvis man ellers har råd til det,

så kan man vel købe sig til den nødvendige hjælp. Men det kan man jo ikke, hvis de mennesker, man i givet fald skulle købe hjælp hos, ganske enkelt ikke er der. Nu er der jo en ældgammel lov, der drejer sig om udbud og efterspørgsel. Hvis efterspørgslen vokser, så stiger prisen på udbuddet - især da, hvis udbuddet oven i købet bliver mindre. Og det vil formodentlig kun være de ganske få, der vil være i stand til at betale den pris. Derfor er der et spørgsmål, som der nødvendigvis i de nærmeste år må findes et svar på: Hvad med alle de andre?

     For mig at se må svaret blive, at vi må hjælpe hinanden. Uanset om man er 70 eller 90 - hvis man stadig har lidt kræfter til overs, så må man gå ind og hjælpe dem, der ikke længere kan klare sig selv. Det vil naturligvis være det bedste, hvis der på frivillig basis kan oprettes en eller anden form for hjælpekorps, og med de traditioner, vi har her til lands, tror jeg egentlig på, at det vil være muligt. Men det må nødvendigvis organiseres på samme måde, som vi i dag har et velorganiseret hjemmeværn og beredskab.

     Men hvad nu, hvis mine forventninger ikke holder stik? Hvis der ikke melder sig tilstrækkeligt mange til en frivillig ordning? Så må der oprettes en hjælpepligt på samme måde, som vi i dag har en værnepligt. For vi kan og vil jo ikke bare lade de gamle og syge ligge alene uden pleje!

     Det er ikke for tidligt at tage debatten op omkring en eventuel oprettelse af et sådant hjælpekorps, eller om nogen ser andre muligheder for at løse de kommende års problemer omkring hjælpen til dem, der har behov for hjælp. De problemer må ikke få lov til at komme bag på os. Og i flere kommuner kender man jo i øvrigt kun alt for godt til problemerne allerede.


22-02-18


Ikke mig i hvert fald


Jeg har i en del indlæg her på bloggen beskæftiget mig med den kendsgerning, at der om ganske få år ikke længere vil være tilstrækkeligt mange sosu-ansatte til at klare pasningen af alle plejekrævende ældre. Og jeg har rejst spørgsmålet: Hvad så?

     Det kunne være rart at få et svar fra de ansvarlige politikere og embedsmænd. Men indtil nu virker det nærmest, som om de har foldet hænderne, vendt øjnene mod himlen og bedt for, at en løsning vil dale ned fra det høje.

     Det gør der ikke. Altså må andre komme med forslag til mulige løsninger.

     Det gjorde jeg i mit indlæg den 18. januar, og det går ud på, at vi ældre må hjælpe hinanden. Der er masser af ældre i 70'erne, som sagtens ville kunne klare at stå til rådighed for en eller anden form for hjælpetjeneste i nogle timer om ugen. Og som jeg skrev dengang: Det vil naturligvis være det bedste, hvis der på frivillig basis kan oprettes en eller anden form for hjælpekorps, og med de traditioner, vi har her til lands, tror jeg egentlig på, at det vil være muligt. Men det må nødvendigvis organiseres på samme måde, som vi i dag har et velorganiseret hjemmeværn og beredskab.

     Men hvad nu, hvis mine forventninger ikke holder stik? Hvis der ikke melder sig tilstrækkeligt mange til en frivillig ordning? Så må der oprettes en hjælpepligt for raske og rørige ældre på samme måde, som vi i dag har en værnepligt for de unge. For vi kan og vil jo ikke bare lade de gamle og syge ligge alene uden pleje!

     Det er ikke for tidligt at tage debatten op omkring en eventuel oprettelse af et sådant hjælpekorps, eller om nogen ser andre muligheder for at løse de kommende års problemer omkring hjælpen til dem, der har behov for hjælp. De problemer må ikke få lov til at komme bag på os. Og i flere kommuner kender man jo i øvrigt kun alt for godt til problemerne allerede.

     For kort tid siden havde jeg lejlighed til at drøfte forslaget om et eventuelt hjælpekorps med en kreds af ældre. Jeg må indrømme, at jeg blev noget forundret - ja, vel egentlig lidt rystet - da jeg mødte en total afvisning.

     Blandt argumenter for denne afvisning blev det nævnt, at vi allerede i Ældre Sagens og Røde Kors' besøgstjenester har nogle fint fungerende hjælpetjenester. Og det er da helt rigtigt. Men det blev erkendt, at det eneste, besøgsvennerne kan og må, er at holde i hånd og at samtale. Egentlig fysisk hjælp af nogen art kan der slet ikke komme på tale i den forbindelse.

     Så er det, jeg spørger: Hvad skal der så gøres, når en besøgsven kan konstatere, at gamle Anton sidder med en nærmest overfyldt ble. Der er ingen til at skifte den!

    Reaktionen på det fra de ældre i kredsen - eller måske snarere den manglende reaktion - fik mig til at tænke på Niels Hausgaards vise om atomkraft. I følge den skal vi da selvfølgelig have et atomkraftværk; men det skal altså ligge så langt væk fra min baghave som muligt.

     Jo, selvfølgelig skal gamle Anton da have skiftet sin ble. Men det er altså ikke lige mig, der skal gøre det!

     Skal vi acceptere den situation, hvor vi må sige, at det er da godt nok synd for gamle Anton, at han skal sidde i sin fyldte ble til næste dag klokken 11.10, når en sosu-hjælper efter planen skal dukke op næste gang?

    Eller skal vi tage fat på at finde en anden løsning?

    Jeg spørger bare.

    Er der nogen, der vil give et svar, så er man meget velkommen til at bruge "blanketten" øverst på siden her. Skriv navn og mailadresse og jeres svar i besked-feltet  og klik på knappen SEND. Svarene vil blive bragt her på bloggen, men naturligvis uden oplysning om mailadresse.


 

29-12-21

Tid til eftertanke

Jule- og nytårsdagene kan være anledningen til eftertanke.
      Juletiden, fordi den for de fleste rummer mange gode - og måske også nogle mindre gode minder, som det er værd at se tilbage på..
      Nytåret, fordi det jo danner en overgang fra fortid til fremtid - fra en tid, man måske kan have lært noget af, og til en tid, hvor man måske kan udnytte noget af det, man har lært.
      Og så er det en helt naturlig lejlighed til at gøre status.
      Det har jeg så gjort, og lad mig lidt utraditionelt starte med konklusionen:
     Hvor har jeg det egentlig godt!

Hvordan kom jeg da til det resultat?
      Jo, jeg så først og fremmest på min dagligdag og sammenlignede den med, hvad jeg ser nogle steder i min omgangskreds, og ikke mindst med, hvad vi næsten dagligt bliver præsenteret for i medierne: Hvor er der mange mennesker på min alder eller yngre, som i virkeligheden har en elendig dagligdag på trods af, at der fra familie og venner og fra samfundets side bliver gjort rigtig meget, for at de skal kunne have en acceptabel tilværelse. Og til sammenligning må jeg med stor taknemlighed konstatere, at jeg i alt væsentligt kan klare mig selv, køre ud i min egen bil og gøre de nødvendige indkøb, lave min egen mad - og altså lige præcis det, jeg godt kan lide. Mit helbred giver mig mulighed for at deltage i forskelligartede arrangementer; jeg kan gå i biografen og se en god film, og jeg kan gå til en god koncert - - - hvis ellers lige Corona-situationen giver mig lov. Og gør den det ikke, kan jeg hygge mig herhjemme i min gode stol med en god bog og med min yndlingsmusik i ørene, og radio og tv holder mig løbende orienteret om, hvad der sker i verden omkring mig. Ærlig talt: Hvad kan man med rimelighed ønske sig mere?
      For helt specielt fjernsynet viser mig, hvordan millioner og atter millioner af mennesker rundt i verden må føre en tilværelse på flugt fra krig og ufrihed eller tvunget fra hjem og hjemegn af naturens stadigt voldsommere rasen med storme og oversvømmelser eller på grund af årelang tørke. Anstrengelser, kulde, sult, tørst og sygdom får tusinder og atter tusinder af disse mennesker til at bukke under, eller de lider druknedøden i deres higen efter en bare lidt bedre tilværelse. Og det sker, mens jeg kan gå ind i mit hus under et skærmende tag og lukke min dør og skrue lidt op for termostaten, mens jeg gør klar til det næste måltid. Vi mennesker har brug for en tryg tilværelse; sådan er min. Og jeg kender ordet "taknemlighed".
      "Taknemlighed", ja. Men burde jeg ikke også have ord i tankerne som "uretfærdighed" og "dårlig samvittighed"?
      Verdens goder har altid været ulige fordelt. Og jeg er altså blandt dem i den absolut positive ende af fordelingslisten. Så burde jeg vel gøre et eller andet for at rykke et antal skridt nedad på denne liste i et forsøg på at hale andre en smule op. Og det er vel egentlig også det, jeg gør, når jeg prøver at støtte nogle af de organisationer, som arbejder på at udligne uligheden. Det er medvirkende til, at jeg rent faktisk ikke mener, at jeg burde ødelægge min egen tilværelse ved at gå rundt med en dårlig samvittighed. Jeg kan ikke redde den store verden omkring mig ved at forringe min egen lille verden. Så det vil jeg ikke gøre.
      Men jeg vil med glæde og taknemlighed konstatere, at hvor har jeg det egentlig godt.




               Og så vil jeg i øvrigt gerne ønske alle
                              et rigtig godt nytår

12-12-21

Ældre Sagen som Komiske Ali

Det har været kendt i årevis, at der mangler sosuer i Ældreplejen, og at denne mangel vokser stort set dag for dag. Nu er det igen lagt klart frem fra flere kommuner, at det ganske enkelt er nødvendigt at skære ned på den hjælp, man kan give til de ældre, og det gælder både dem, der bor på plejehjem, og dem, der bliver passet derhjemme. Rengøring kan blive helt droppet, og den personlige pleje må skæres ned til et minimum - f.eks. til et bad hver fjortende dag.
      Det er helt uacceptabelt, bliver det sagt fra flere sider. Og så bliver der i øvrigt ikke gjort noget ved det. Men det uacceptable er vel netop det, at der rent faktisk ikke bliver gjort noget ved det.
      Nu har Ældre Sagen imidlertid foretaget sig noget. De har nemlig indbragt sagen for Ankestyrelsen for at få denne styrelses udsagn om, hvorvidt det er lovligt at skære så meget ned på ældreplejen. Og så er det, at man kommer til at tænke på Komiske Ali. For i Ældre Sagen ved man jo godt, hvad svaret fra Ankestyrelsen vil blive: Det er faktisk ulovligt.
      Og hvad vil man så fra Ældre Sagens side sige til det svar? De kan vel bare konstatere et "hvad sagde vi!". Og så kan de trille videre med tommelfingrene og bekræfte hinanden i, at nu har de da gjort noget.
      Hvorfor prøver Ældre Sagen ikke at være konstruktive og sætter himmel og jord i bevægelse for at skabe andre plejeformer end dem, vi kender i dag, og som man altså må erkende ikke længere kan klare opgaven?
      For der er jo andre muligheder, og jeg har tidligere prøvet at pege på nogle af dem her på Ældre-bloggen - senest i mit indlæg den 11. november i år.
      Alt andet vil have samme effekt, som da landmanden sagde til sin medhjælper: "Jo, jeg ved da godt, at der ikke er flere kartofler i den mark. Men gå nu alligevel ud og saml dem op".

 


 

17-11-21

Tid for nye løsninger i ældreplejen

Så blev valget til kommunerne og regionerne overstået. Og selv om sundhed og ældrepleje stod meget højt på alle partiernes tilbudsliste før valget, så er der intet, der tyder på, at der sker nogen væsentlige ændringer nu efter valget. Der vil stadig være alenlange ventelister for at komme til behandling på vores sygehuse, og mange vil aldrig nå at komme igennem. Og heller ikke nu kan nogen pege på en løsning på det, der er hovedproblemet i ældreplejen, nemlig den katastrofale mangel på personale. For få år siden hed det sig, at der i 2025 vil mangle 40.000 sosu'er. Nu har man erkendt, at dette tal snarere vil blive 50.000.
      Men under hele valgkampen var der stort set enighed mellem alle kandidaterne om, at der skulle flere penge til, så der kunne ansættes nogle flere. Der var godt nok flere bud på, hvor disse flere skulle komme fra; men det mest realistiske var vel nok, at store skolebørn og unge studerende skulle tilbydes jobs i ældreplejen i deres fritid. Og så må man spørge: Er det virkelig det eneste bud på en løsning af personaleproblemet, som man kan komme med fra politisk side? Jo, for selv fra Ældre Sagen synes man, at det kan være en rigtig god idé!
      Men det er ikke nogen god idé. Og det er slet ikke noget bud på en løsning. Nu må der tænkes i helt ny og anderledes muligheder.  På sygehusområdet bygger man nu helt ny supersygehuse, hvor man fuldt ud  vil kunne udnytte alle vore dages ny teknologiske muligheder og samtidig skabe de bedst mulige rammer for patienter og personale. Noget tilsvarende kan og må nødvendigvis gøres inden for ældreplejen. Det behøver ikke på nogen måde at blive store, frygtindgydende "kaserner". Jeg ved godt, at man fra nogle sider er tilbøjelige til at fremstille fortidens små plejehjem som det ideelle. Det var de også tidligere. Men husk nu lige på, at det som nævnt vil kræve 50.000 ekstra sosu'er, som ikke vil kunne findes nogen steder.
     Og kom så i gang med at planlægge fremtidens realistiske plejemuligheder.
      Det var som et idé-katalog til det, at jeg for nogle år siden skrev bogen om "Plejecenter Fremtiden".

05-11-21


Corona-regningen


For et års tid siden blev vi hver især tusinde kroner rigere, hvis vi altså var pensionister, studerende på SU, flygtninge eller asylansøgere fra Langtbortistan eller af anden grund var på overførselsindkomst.
      Det var ikke penge, der var plukket ned fra et "corona-træ" et eller andet sted. Det var penge, som et flertal af vores politikere derinde i Folketinget syntes, at vi skulle have til at forsøde de barske corona-tider med. Og så forestillede de sig, at vi skulle bruge dem på restauranter eller andre steder, hvor der var brug for lidt ekstra omsætning.
      Der er ingen tvivl om, at denne "corona-tusse" mange steder faldt på et tørt sted, hvor der var et ærligt behov for pengene.  Men det blev vist ikke gjort helt klart, at den ædle giver var staten. "Staten" - dette dejlige anonyme et eller andet, som vi sjældent tænker over, hvad eller hvem er. Og så ligger svaret ellers så klart og ligefor: Staten er jo dig og mig og alle de andre. Det er os, der holdt - og stadig holder - hånden under Danmark i disse barske corona-tider. Og det lyder så godt, når politikere fortæller os, at takket være de lave renter på verdensmarkedet, så kunne de på vores vegne låne utallige milliarder af kroner til at dække udgifterne med til "corona-tussen" og de mange forskellige hjælpepakker på meget lempelige vilkår.
      Der er for mig ingen tvivl om, at det var det rigtige, der blev gjort. Men jeg synes, at man fra politisk hold er gået for let hen over at gøre det klart, at det har sin pris, at staten - altså dig og mig - var nødt til at gå ud og låne de mange hundrede milliarder kroner. For som alle andre lån skal de jo betales tilbage. Og for at det kan gøres, må der nødvendigvis spares andre steder. Det er det, vi oplever i disse dage, hvor der bliver lagt budgetter for stat, regioner og kommuner for det kommende år.
      Prøv lige en gang at forestille dig, hvad man kunne gøre på hele sundhedsområdet, i ældreplejen, i skolevæsnet,  på trafikområdet og mange andre steder - for slet ikke at tale om hele den grønne omlægning - hvis vi dér kunne have brugt bare en brøkdel af, hvad coronaen har kostet os.
      Sådan er det. Og stort anderledes kan det ikke være, selvom et og andet måske nok kunne have været gjort lidt anderledes. Jeg har f.eks. hørt nogen tale om mink!

31-10-21


Hvem skal passe Farmor?

Som det fremgår af indlægget længere nede på denne side fra den 5. oktober i år, så er det det spørgsmål, der for nylig har været rejst i en artkelserie i Avisen Danmark. Det er der for så vidt ikke noget nyt i. Allerede for tre år siden blev det rejst her på siden, og indlægget fra dengang bringes herunder.
     Spørgsmålet er det samme som dengang: Hvem kan/skal gøre det? Men heller ikke nu er der nogen, der kan eller tør forsøge sig med et realistisk svar. 
     Det nærmeste, man fortsat kommer en stillingtagen, er, som det blev fremlagt i indlægget den 22. februar 2018, nemlig:


Det skal ikke være mig i hvert fald


(Det følgende er citat fra dengang):


Jeg har i en del indlæg her på bloggen beskæftiget mig med den kendsgerning, at der om om ganske få år ikke længere vil være tilstrækkeligt mange sosu-ansatte til at klare pasningen af alle plejekrævende ældre. Og jeg har rejst spørgsmålet: Hvad så?

     Det kunne være rart at få et svar fra de ansvarlige politikere og embedsmænd. Men indtil nu virker det nærmest, som om de har foldet hænderne, vendt øjnene mod himlen og bedt for, at en løsning vil dale ned fra det høje.

     Det gør der ikke. Altså må andre komme med forslag til mulige løsninger.

     Det gjorde jeg i mit indlæg den 18. januar, og det går ud på, at vi ældre må hjælpe hinanden. Der er masser af ældre i 70'erne, som sagtens ville kunne klare at stå til rådighed for en eller anden form for hjælpetjeneste i nogle timer om ugen. Og som jeg skrev dengang: Det vil naturligvis være det bedste, hvis der på frivillig basis kan oprettes en eller anden form for hjælpekorps, og med de traditioner, vi har her til lands, tror jeg egentlig på, at det vil være muligt. Men det må nødvendigvis organiseres på samme måde, som vi i dag har et velorganiseret hjemmeværn og beredskab.

     Men hvad nu, hvis mine forventninger ikke holder stik? Hvis der ikke melder sig tilstrækkeligt mange til en frivillig ordning? Så må der oprettes en hjælpepligt for raske og rørige ældre på samme måde, som vi i dag har en værnepligt for de unge. For vi kan og vil jo ikke bare lade de gamle og syge ligge alene uden pleje!

     Det er ikke for tidligt at tage debatten op omkring en eventuel oprettelse af et sådant hjælpekorps, eller om nogen ser andre muligheder for at løse de kommende års problemer omkring hjælpen til dem, der har behov for hjælp. De problemer må ikke få lov til at komme bag på os. Og i flere kommuner kender man jo i øvrigt kun alt for godt til problemerne allerede.

     For kort tid siden havde jeg lejlighed til at drøfte forslaget om et eventuelt hjælpekorps med en kreds af ældre. Jeg må indrømme, at jeg blev noget forundret - ja, vel egentlig lidt rystet - da jeg mødte en total afvisning.

     Blandt argumenter for det blev det nævnt, at vi allerede i Ældre Sagens og Røde Kors' besøgstjenester har nogle fint fungerende hjælpetjenester. Og det er da helt rigtigt. Men det blev erkendt, at det eneste, besøgsvennerne kunne og måtte, var at holde i hånd og at samtale. Egentlig fysisk hjælp af nogen art kan der slet ikke komme på tale i den forbindelse.

     Så er det, jeg spørger: Hvad skal der så gøres, når en besøgsven kan konstatere, at gamle Anton sidder med en nærmest overfyldt ble. Der er ingen til at skifte den!

    Reaktionen på det fra de ældre i kredsen - eller måske snarere den manglende reaktion fik mig til at tænke på Niels Hausgaards vise om atomkraft. I følge den skal vi da selvfølgelig have et atomkraftværk; men det skal altså ligge så langt væk fra min baghave som muligt.

     Jo, selvfølgelig skal gamle Anton da have skiftet sin ble. Men det er altså ikke lige mig, der skal gøre det!

     Skal vi acceptere den situation, hvor vi må sige, at det er da godt nok synd for gamle Anton, at han skal sidde i sin fyldte ble til næste dag klokken 11.10, når en sosu-hjælper efter planen skal dukke op næste gang?

    Eller skal vi tage fat på at finde en anden løsning?

    Jeg spørger bare.

    Er der nogen, der vil give et svar, så er man meget velkommen til at bruge "blanketten" øverst på siden her. Skriv navn og mailadresse og jeres svar i besked-feltet  og klik på knappen SEND. Svarene vil blive bragt her på bloggen, men naturligvis uden oplysning om mailadresse.

28-10-21

Valgflæsk eller ej

Vi nærmer os datoen for kommunalvalget, og det præger både aviserne og de sociale medier - og nu også lysmasterne. Mange af kandidaterne fra venstre til højre bruger løfter om bedre forhold for os ældre som lokkemad for at fiske vores kryds. Men desværre må det konstateres, at det er ren valgflæsk. For netop i denne tid offentliggør kommunerne deres budgetter for næste år, og de fleste af dem er præget af, at det er sparetider - også når det drejer sig om ældreplejen. Og i de fleste tilfælde er budgetterne vedtaget af næsten enige kommunalbestyrelser.
     Det rimer jo ikke. Man kan normalt ikke skabe bedre forhold med beskårne bevillinger. Men det er muligt, at man nogle steder kan gøre det ved at bruge bevillingerne på en ændret måde. Og det er så det, man må bede kandidaterne om at give realistiske forslag til. Men indtil nu har der været langt mellem de forslag, jeg har set af den slags. I de fleste tilfælde går de fortsat på det utopiske med at ansætte flere "varme hænder" - og det på trods af, at man jo udmærket ved, at det kan ikke lade sig gøre, for de findes jo ganske enkelt ikke.
      Jeg har været inde på det tidligere her på Ældre-bloggen, at det er nødvendigt at se på andre muligheder, nemlig dem, som teknologien har at byde på. De hverken kan eller skal afløse de "varme hænder". Men de kan give dem bedre tid til det, der er deres vigtigste opgave, nemlig at skabe omsorg.
      Det kunne være et argument for kandidaterne, at man vil arbejde for i højere grad at udnytte de muligheder.

05-10-21

Hvem skal passe farmor?

Gennem nogen tid har Avisen Danmark kørt en serie artikler under overskriften "Hvem skal passe farmor?"
     Egentlig er det meget få reelle svar, der er blevet givet på dette spørgsmål i artikelserien. Oftest har det blot bekræftet, at vi står over for et meget stort problem, nemlig den kendsgerning, at vi i 2030 vil være 50% flere over 80 år, mens der vil være væsentligt færre end nu til at passe os. Især er der fra politisk hold kørt frem med standardsvaret om flere penge til ældreplejen, men uden at man har fortalt, hvem man vil give disse flere penge til - der vil jo ganske enkelt ikke kunne hentes flere såkaldte "varme hænder" ind, for de er der jo ikke.
      I den seneste artikel i serien fra den 1. okt. gives der så omsider et realistisk svar: "Teknologi skal hjælpe med at passe farmor".
     Her berettes om en undersøgelse, som Teknologisk Institut har foretaget i samarbejde med CareNet og Danish.Care.
      Konklusionen på denne undersøgelse er iflg. AD's artikel, at "Velfærdsteknologi er ikke til at komme udenom, hvis kommunerne i de kommende år skal kunne passe og pleje de borgere, der har brug for det, som de gør i dag. - - I undersøgelsen svarer 94% af kommunerne nemlig, at de i høj eller nogen grad skal have succes med velfærdsteknologi for at fastholde velfærdsniveauet".
      Birgitte Østergård Sørensen, der er forretningsleder ved Teknologisk Institut, siger til artiklen: "Men nu begynder man i kommunerne at mærke, at man ikke kan rekruttere de folk, man mangler. Det er ikke et spørgsmål om, at vi ikke har penge til at ansætte. Det er et spørgsmål om, at der ikke er nogen, vi kan ansætte. - - Det er jo ikke sådan, at teknologien skal overtage opgaver eller tage vores arbejde fra os. Det er et spørgsmål om, at der ikke er nogen til at gøre det arbejde, og hvis ikke teknologien kommer ind og gør det, bliver det bare ikke gjort."
      I øvrigt viser undersøgelsen, at 94% af kommunerne mener, at velfærdsteknologi forøger livskvaliteten hos borgerne, mens 80% peger på, at det giver et bedre fysisk arbejdsmiljø.     
      Nu foreligger der altså en grundig, officiel undersøgelse, der i stort set alle henseender bekræfter, hvad der gennem en årrække her på Ældre-bloggen har været fremført om de mange muligheder, som velfærdsteknologien rummer for også fremover at skabe en ønskværdig tilværelse for de af os ældre og handikappede, der har eller måtte få brug for hjælp og pleje.
      Skulle man være i tvivl om, hvordan det eksempelvis kan gøres, var det måske en idé at læse science fiction-romanen om "Plejecenter Fremtiden".

13-09-21

Menneskehedens dødsdom

Vil I være den generation, der underskrev menneskehedens dødsdom?

Det spørgsmål blev for nyligt stillet af en stor gruppe unge mennesker i forbindelse med en klima-demonstration, der blev vist i fjernsynet. Det er nok den kraftigste appel rettet fra de unge mod min generation, som jeg har set indtil nu. Og den har ramt mig lige i hjertekulen.
      For de har jo ret, de unge mennesker. Den seneste rapport fra FN's Klimapanel, som kom for en god måneds tid siden, lader ikke nogen tvivl tilbage: Vi nærmer os med stormskridt det tippingpoint, hvorfra der ikke længere er nogen vej tilbage.
      Med samme ret stiller de unge mennesker det spørgsmål til os ældre: Hvorfor gjorde I ikke noget, da I endnu havde mulighed for at gøre det?
     Det er et spørgsmål, som vi godt kan prøve at give et svar på. Og svaret må vel være, at vi vidste ikke bedre. Men vi må altså være ærlige og svare i datid. For i dag ved vi bedre, med mindre vi er både blinde og døve. Og derfor må vi sige, at muligheden for at gøre noget, var ikke blot noget vi havde tidligere. Vi må stædigt bide os fast i troen på, at vi stadig har den mulighed. Og så må vi hver især udnytte den på enhver tænkelig måde. Hver især må vi give vore bidrag - store som små - til ikke blot at forhale det truende tippingpoint, men til helt at eliminere det. Det skylder vi de unge mennesker og deres børn og børnebørn.
     Jamen hvad kan lille jeg da gøre? Så længe de store klimasyndere bliver ved med at pulse CO2 ud i atmosfæren, har det lidt, jeg kan gøre, jo så uendelig lille eller slet ingen betydning.
     Jo, det har betydning! For så længe du og jeg i vores dagligdag og i vores handlinger demonstrerer vores holdning til at få vendt den truende klimaudvikling, så er vi med til at lægge det pres også på de store klimasyndere, der skal til, for at der stadig kan være mulighed for at få afværget den truende dødsdom over menneskeheden.
     Det kan ikke være hverken ret eller rimeligt, at vi bare vil kunne fortsætte, som vi gør det nu, og så tænke som så, at så må kommende slægter tage syndfloden.

 06-09-21 (revideret 31-10-21)

Den sværeste beslutning

Om ganske få år skal de danske politikere træffe den sværeste beslutning, de kan blive stillet overfor. De skal nemlig træffe afgørelse om, hvad det er for diagnoser, der ikke længere skal føre til behandling i det danske sygehusvæsen. Noget vil nødvendigvis skulle vælges fra, fordi der ganske enkelt ikke længere er personale til at klare det hele. Skal det være visse former for kræftbehandling? Skal det være slut med, at folk kan få nye hofter, knæ eller skuldre? Skal man slutte med at indlægge folk på sygehuset, hvis de er mere end 90 år gamle? Eller skal det være noget helt andet, man skal ophøre med at behandle?
      Faktum er jo, at der allerede i dag er for lidt personale i vores sundhedsvæsen. Ikke mindst mangler der sygeplejersker, og de, der endnu er der, må løbe alt for stærkt. Resultatet er, at det er blevet mindre attraktivt at blive uddannet som sygeplejerske. Derfor søger for få ind i denne uddannelse. Og mange af de allerede uddannede søger over i andre beskæftigelser. Alle kan se, at det er en udvikling, der vil gøre det umuligt at opretholde det behandlingsniveau, vi kender i dag.
      Spørgsmålet er så, om politikerne vil have andre muligheder end at beslutte totalt stop for visse behandlinger. Man kan jo ikke vælge en løsning, hvor enkelte patienter kan blive behandlet, mens andre med samme diagnose må sorteres fra. For hvem skal foretage den sortering, og efter hvilke kriterier skal de gøre det?
      Der er vel to alternativer til et stop for visse behandlinger. Der kan træffes aftale med privathospitaler om, at de overtager flere behandlinger. Det siger så sig selv, at det bliver til væsentligt andre priser, end vi i dag kender fra det offentlige sygehusvæsen. Politikerne skal altså kunne stille en betydeligt større økonomi til rådighed.  Eller man kan gå i gang med seriøst at forbedre arbejdsforholdene for sygeplejerskerne i det danske sundhedsvæsen. Det kan ikke vente på en eller anden uvis behandling i en kommission om et års tid eller tre. Det er nødvendigt, at der bliver taget fat for alvor NU.  Alternativet er bestemt ikke rart at tænke på.
     Jeg tager hatten af for de sygeplejersker, der i den senere tid med deres punktstrejker har besluttet at bruge dette middel til at gøre opmærksom på det uhyggelige problem, som det danske sundhedsvæsen er på vej ind i.

05-09-21

Vi bliver ældre med alderen


Vores alder står ikke til diskussion. Det ligger fast, hvad den er, og skulle vi alligevel komme i tvivl om den, så har samfundet jo forsynet os med et CPR-nummer, som de fleste af os stadig kan huske - i mange sammenhænge er det jo vigtigere end vores navn. I det nummer er der to tal, som fortæller, hvilket år vi kom til verden. Så kan det godt være, at vi er nået dertil, hvor vi skal have fat på lommeregneren for at finde ud af, at hvis de to tal f.eks. er 34 (som de er på min), så betyder det, at vi i år kan holde vores 87 års fødselsdag.

     Som nævnt: Vores alder kører ganske automatisk derudad. Det kan vi bare ikke gøre noget ved.

     Men jeg kan da godt mærke, at jeg ikke er 85 år længere. Jeg kan godt mærke, at jeg er blevet ældre i løbet af de seneste to år. Jeg kan mærke, at der er noget, der hedder aldring. Jeg må erkende, at der er noget, som jeg stadig var rimeligt god til for en halv snes år siden (og som jeg faktisk var rigtig god til for 20 år siden), men som det kniber lidt med nu. Sådan er det bare; men jeg har besluttet mig til, at jeg i hvert fald vil prøve på ikke at begræde, at der er noget, som jeg måske slet ikke er i stand til længere. I stedet vil jeg prøve at glæde mig over, at der jo faktisk er en utrolig masse, som det stadig går rigtig godt med.

     Jeg har under bogomtaler her på Ældre-bloggen omtalt Suresh Rattans bog "Alder". Nu har jeg haft tid til at læse noget mere i den, og det har været en god oplevelse. Den har givet mig forståelse af, hvorfor jeg på nogle områder er, som jeg er blevet, og hvorfor jeg nu gør, som jeg gør. Desuden er det helt rart at få bekræftet nogle af de antagelser, som man har gået og gjort sig i forskellige sammenhænge.

     For som han blandt andet skriver:

     "Vores krop gør dog sit bedste for at leve så længe som muligt, den tilpasser sig hele tiden ved hjælp af tusindvis af forandringer. Det er heller ikke alle aldringens forandringer, der er dårlige for kroppen.

     Det er for eksempel ganske fornuftigt, at niveauet af specielt kønshormoner og insulin bliver lavere. På den måde sparer vi energi. Lidt ekstra fedt på balderne beskytter knoglerne mod at brække, hvis vi falder. Et højere blodtryk hjælper blodet til lettere at løbe igennem venerne. Vores muskler og hjerne bliver mindre aktive, således at energien, som spares, kan bruges til andre livsnødvendige funktioner i kroppen som fordøjelse og bekæmpelse af infektioner.

-----------

Det bekræfter adskillige undersøgelser, hvor forskere har spurgt ældre mennesker, hvor gamle de følte sig. Forskerne spurgte både beboere på plejehjem og ældre, som boede hjemme, enten alene, med deres partner eller hos deres familie. Resultaterne er de samme. De fleste af os føler os aldrig ældre end halvtreds, selv når vi er halvfems år eller ældre. Selv en alvorlig sygdom får os sjældent til at føle os gamle.

     Vores sind fortsætter åbenbart med at vokse igennem livet, endda selv om vores hjerne bliver langsommere til at se, reagere på og huske nye oplysninger. Vi fortsætter alligevel med at udvikle os i sindet og fantasien. Vi føler, at vi bliver klogere. Vi behøver ikke længere at konkurrere på alle mulige parametre for at opnå berømmelse, rigdom og sex. Vi ønsker bare at opretholde vores fysiske og mentale uafhængighed. Ja, vi føler os næsten befriet med alderen. Med andre ord står vi over for endnu et af livets paradokser: Når aldringen af kroppen begynder, standser aldringen i sindet.

-----------

Alder er altså uden tvivl et fascinerende begreb, og det nærmest inviterer os til at udforske den mening, det har for os. Vores alder og den måde, vi opfatter den på, og som vi lever med og i, har betydning for næsten alt andet. Den er afgørende for vores fysiske, mentale og sociale sundhed. Vores opførsel over for og holdning til andre mennesker afhænger også af, hvordan vi oplever vores egen og ikke mindst deres alder.


-----------

Jeg lever ikke i frygt for at blive gammel. Jeg hader ikke min relativt høje alder eller tanken om, at jeg bliver ældre. Jeg behøver ikke at blive modstander af aldring. Jeg ønsker en sund aldring. Jeg ønsker tilstrækkelig fysisk og mental uafhængighed i mine daglige aktiviteter. Jeg er klar til at omfavne min højere alder. Jeg er klar til at gennemleve alle mine aldre fra nul til … nå ja, det ved jeg jo ikke. Jeg ønsker mig selv og jer en god aldring, i alle aldre".


Det er gode og kloge ord fra en, som længe har forsket i alder og aldring, og som ikke længere selv er blandt de helt unge.

     Som vi let kan se på os selv og på vores omgivelser, så er der stor forskel på, hvordan vi aldres. Lægen og filosoffen Esther Møller har udtrykt aldringens individuelle natur på en meget fin måde:

     "Vi fødes som kopier, men vi dør som originaler".

26-08-21

Grund til bekymring

Det gik, som man kunne forvente. Heller ikke denne gang blev der rettet op på sygeplejerskernes lønforhold. De ti ugers strejke har givet en forsmag på, hvad vi nu må forvente.
     Allerede i dag er der for få sygeplejersker, og det bliver værre i de kommende år. I de senere år har der meldt sig stadigt færre til uddannelsen, og flere og flere af de allerede uddannede søger over i andre former for beskæftigelse. Det kan man godt forstå, for arbejdspresset på dem, der er tilbage vokser år for år.
     Med fem tusinde i strejke måtte man skære drastisk ned på aktiviteterne i det danske sygehusvæsen. Og alle beregninger fortæller, at om få år vil der af de ovenfor nævnte årsager komme til at mangle mindst seks tusinde. Derfor må det være relevant at spørge om, hvad det er for behandlinger man til den tid må undlade at give.
      Der bliver flere og flere ældre, der får behov for hjælp fra vores sygehusvæsen. Som en af dem, det kan blive aktuelt for, kan jeg ikke lade være med at tænke på, om jeg i givet fald kan forvente at få den hjælp.
     For mig at se, bliver Danmark efterhånden et mindre trygt sted at blive ældre. Jeg føler virkelig, at der er grund til bekymring.

18-08-21

Bedre forhold for sygeplejerskerne

Der er i den grad mangel på sygeplejersker. Det betyder et hårdt pres på langt de fleste af dem, der arbejder som sådanne rundt omkring i samfundet. Og de gør det til en løn, der ikke er rimelig set i forhold til deres uddannelse, og deres arbejdsbetingelser. Derfor viser det sig at være stadigt vanskeligere at få nye unge til at gå ind i uddannelsen, og derfor vil mangelen på sygeplejersker blive større og større år for år. Med mindre der bliver gjort noget ved problemet her og nu.
      Strejken har vist os alle, hvor store problemer der opstår mange steder på grund af de manglende sygeplejersker. I dag er der godt 5.000 i strejke. Men alle beregninger viser, at om få år vil der mangle omkring 6.000, selv om alle færdiguddannede er i arbejde. Det vil betyde en katastrofe for hele det danske sundhedsvæsen.
      Derfor er det nødvendigt, at det på forskellige måder bliver gjort væsentligt mere attraktivt at være sygeplejerske. Og det må ske NU!
      Det bliver vi ganske enkelt nødt til at bakke op om. Og det gælder ikke mindst vi ældre, som naturligt nok vil være den gruppe, der også fremover vil have mest behov for at kunne nyde godt af et velfungerende sundhedsvæsen.

04-08-21


Ældrepleje:
Kom for pokker nu i gang!


Alle ved det. Og vi har vidst det længe: Der bliver flere og flere ældre, der skal passes og plejes. Og der bliver færre og færre til at gøre det. Det er en kendsgerning; men alligevel er der til dato ingen, der for alvor har gjort noget ved det. Det gælder først og fremmest de ansvarlige politikere i stat, regioner og kommuner. Enkelte af dem har nu og da mandet sig op til at forlange flere penge til ældreplejen, og det har de gjort på trods af, at de formodentlig er helt klar over, at problemet i virkeligheden ikke er manglende penge, men derimod nogen at give dem til som betaling for en indsats som plejepersonale. Og så er det oven i købet sådan, at en stadigt større del af det personale, der er der, er uden en forudgående uddannelse. Det betyder bl.a., at det personale som har en uddannelse og dermed kompetence til at udføre arbejdet, må bruge en betydelig del af deres tid til at vejlede de uuddannede og til at sikre, at disses arbejde bliver gjort forsvarligt.
      Det kunne synes at være en gordisk knude uden løsningsmuligheder. Og sådan bliver det i hvert fald ved med at være, så længe ingen rigtig synes at turde gøre noget ved det. Eller så længe der tilsyneladende ikke er nogen, der for alvor har fantasi til at forestille sig, hvad man kan gøre ved det.
      Men egentlig skal der såmænd ikke så meget fantasi til. For rundt omkring i vores samfund dukker nye, teknologiske tiltag op, som er godt i gang med at revolutionere den måde, man tænker og arbejder på i virksomheder og institutioner, og rigtig meget af det kunne - måske med nogle ændringer - anvendes i ældreplejen. Og man kan så spørge, hvorfor det ikke allerede er sket i langt større udstrækning, end det allerede er tilfældet. For retfærdigvis skal det siges, at man faktisk så småt er i gang enkelte steder.
      Vi har en ældreminister med et ministerium under sig. Herfra burde man for længst at taget kontakt med alt, hvad der findes af forskning og af erhvervsvirksomheder, som kan bidrage med gode ideer og med moderne teknik, som kan finde anvendelse i plejesektoren. Og man kunne have støttet den igangværende udvikling med gode bevillinger. Men enten er der slet ikke sket noget i den retning, eller også har man været for dårlige til at fortælle om det.
      Det burde også være en helt naturlig opgave for en organisation som Ældre Sagen dels at presse på for at få gang i udviklingen af teknologi specielt rettet mod plejesektoren, og dels at tage initiativ til nedsættelse af en arbejdsgruppe med forskere, erhvervsfolk, politikere og muligvis andre, hvis opgave det skal være at skabe og at støtte udvikling af alle former for teknologi, som kan gøre det bedre og mere attraktivt at være ældre i Danmark. Men stort set det eneste, jeg har hørt fra Ældre Sagen, har været en stemme i koret, der har sunget for at få øgede bevillinger.
      Man vil måske hævde, at det vil være en for kostbar foranstaltning at udvikle og producere teknologi, der kan overtage væsentlige dele af vore dages plejepersonales rutinemæssige opgaver og give dem  mere tid til det vigtigste af det hele, nemlig omsorgen for de ældre. Ja, det vil være kostbart. Men det vil også koste store summer, hvis det var muligt at ansætte alle de mennesker, der rent faktisk mangler i ældreplejen. Og det vil ikke være økonomisk rimeligt at stykke al den nødvendige teknologi ud i vore dages mange små plejehjem - for slet ikke at tale om at indføre den i de enkelte ældres egne hjem. Det vil være nødvendigt at arbejde med betydeligt større enheder.
      I disse år opføres der kæmpemæssige super-sygehuse flere steder i Danmark. Det bliver gjort på trods af, at de fleste nok helst så deres små, lokale sygehuse bevaret. Men det er nødvendigt for effektivt at kunne udnytte al den moderne teknik på sygehusområdet, som allerede er i brug, og alt det mere, der er godt på vej ind. Jeg tror, at disse nye, store sygehuse ikke blot vil blive en gevinst i fremtidens sygdomsbekæmpelse, men også i selve deres opbygning og indretning et attraktivt sted at skulle opholde sig, når man har brug for det.
      På samme måde vil en fornuftig og effektiv anvendelse af den moderne teknologi gøre det nødvendigt at operere med meget store enheder i plejesektoren. Men jeg er ikke et øjeblik i tvivl om, at arkitekter, ingeniører, designere og andre vil kunne gøre fremtidens store plejecentre til virkelig attraktive bosteder for kommende tiders ældre.
      I min bog om "Plejecenter Fremtiden" har jeg søgt at give en skildring af den daglige tilværelse for beboerne i et sådant teknologi-assisteret opholdssted for mennesker med behov for pasning og pleje.

Vil du se ældre indlæg på Ældre-bloggen,
så gå til boksen med bloggens arkiv øverst på denne side.