Du er meget velkommen til at give din mening til kende om emner, der bliver behandlet på Ældre-bloggen.


   Brug "blanketten" her til højre; skriv dit navn og din email-adresse og din kommentar i besked-feltet. Klik på SEND, og et øjeblik senere ligger den i Ældre-bloggens indbakke. Snarest derefter vil din kommentar blive bragt her på siden under dit navn, men UDEN angivelse af din email-adresse.


Du må også meget gerne komme med egne indlæg om, hvordan du oplever det at være ældre, eller måske med gode ideer til, hvordan det kan blive endnu bedre at være det.


Senest opdateret
24. september 2021


Ældre-bloggen

I juli 2016 startede jeg Ældre-bloggen som en selvstændig blog. Tanken bag det var at skabe et debatforum for os ældre, hvor vi kunne udveksle tanker og meninger om vores tilværelse som ældre, men også som et sted, hvor man kunne komme med gode ideer til at få mest muligt ud af de næste mange år.

    Nu - en del år senere - må jeg konstatere, at bloggen aldrig blev, hvad jeg stilede imod. Enten er der ikke behov for et sådant debatforum, eller også bliver behovet dækket på anden måde.  Derfor besluttede jeg at lukke bloggen som sådan i 2018.

     Men en del af de emner, som jeg beskæftigede mig med på den specielle Ældre-bloggen, er videreført her.

     Det betyder altså, at jeg fortsat fra tid til anden kommer med nye indlæg til bloggen her på denne side, ligesom den vil være åben for indlæg med meninger og kommentarer udefra.

 
 
 
 

Ældre-bloggen har i øvrigt sin egen profil på Facebook.

Dér kan du også komme med kommentarer.

Du kommer til den via dette link:

facebook.com/aeldrebloggen.dk

   Se og hør interviewet
i Radio Diablo
om

  "Plejecenter Fremtiden"

Klik her,

hvis du vil læse om udgivelsen af romanen om tilværelsen for beboerne i 
fremtidens plejecentre.

Og så kan bogen i øvrigt købes i boghandelen eller lånes på biblioteket.

 

24-09-21

Tak til Svend Lings

Læge Svend Lings er igen kommet i mediernes søgelys. Det skyldes, at han selv har fortalt, at han trods en betinget dom i Højesteret for få år siden fortsætter med at give råd om selvmord til mennesker, for hvem tilværelsen er blevet ulidelig. Svend Lings er helt klar over, at det betyder, at han risikerer at ryge i fængsel. Men trods det byder hans samvittighed ham at yde den nødvendige hjælp til forpinte mennesker, som ikke har kunnet finde den andre steder.
     Det har så igen ført til kommentarer fra flere sider. Politikere udtaler sig forarget over, at der er mennesker, der kan finde på at bryde en lov, som de har vedtaget - og det på trods at, at omkring 80% af Danmarks befolkning ifølge undersøgelser bakker helt og fuldt op om muligheden for at yde hjælp til selvmord. Det er ikke demokrati, men politikervælde.
     Formanden for Etisk Råd, Anne-Marie Axø Gerdes, går stadig imod hjælp til selvmord med den begrundelse, at døende, der har behov for det, kan få såkaldt palliativ hjælp. Og det gør hun på trods af, at hun lige så godt som alle andre må vide, at det langtfra er muligt at give en sådan hjælp til alle med et behov for det. Der er ganske enkelt ikke den nødvendige kapacitet til det. Der mangler ikke mindst læger med den nødvendige uddannelse.
      At det forholder sig sådan, fremgår meget tydeligt af konklusionen i en kritisk rapport fra Rigsrevisionen, hvori det hedder: " Regionerne har ikke i tilstrækkelig grad sikret, at patienter ved behov har adgang til specialiseret palliation. Konsekvensen kan være, at patienter ikke lindres optimalt mod livets afslutning, hvilket forringer deres sidste levetid og lægger en unødig byrde på de pårørende".
      Der er altså virkelig grund til at udtrykke en varm tak til Svend Lings, fordi han med en betinget dom hængende over hovedet fortsat gør en indsats for at hjælpe mennesker, der virkelig har brug for hjælp til at komme ud af et liv, som kun har ulidelige smerter at byde på.

Man kan se tidligere indlæg om "aktiv dødshjælp og assisteret selvmord" ved at vælge emnet i arkivet øverst på siden.

13-09-21

Menneskehedens dødsdom

Vil I være den generation, der underskrev menneskehedens dødsdom?

Det spørgsmål blev for nyligt stillet af en stor gruppe unge mennesker i forbindelse med en klima-demonstration, der blev vist i fjernsynet. Det er nok den kraftigste appel rettet fra de unge mod min generation, som jeg har set indtil nu. Og den har ramt mig lige i hjertekulen.
      For de har jo ret, de unge mennesker. Den seneste rapport fra FN's Klimapanel, som kom for en god måneds tid siden, lader ikke nogen tvivl tilbage: Vi nærmer os med stormskridt det tippingpoint, hvorfra der ikke længere er nogen vej tilbage.
      Med samme ret stiller de unge mennesker det spørgsmål til os ældre: Hvorfor gjorde I ikke noget, da I endnu havde mulighed for at gøre det?
     Det er et spørgsmål, som vi godt kan prøve at give et svar på. Og svaret må vel være, at vi vidste ikke bedre. Men vi må altså være ærlige og svare i datid. For i dag ved vi bedre, med mindre vi er både blinde og døve. Og derfor må vi sige, at muligheden for at gøre noget, var ikke blot noget vi havde tidligere. Vi må stædigt bide os fast i troen på, at vi stadig har den mulighed. Og så må vi hver især udnytte den på enhver tænkelig måde. Hver især må vi give vore bidrag - store som små - til ikke blot at forhale det truende tippingpoint, men til helt at eliminere det. Det skylder vi de unge mennesker og deres børn og børnebørn.
     Jamen hvad kan lille jeg da gøre? Så længe de store klimasyndere bliver ved med at pulse CO2 ud i atmosfæren, har det lidt, jeg kan gøre, jo så uendelig lille eller slet ingen betydning.
     Jo, det har betydning! For så længe du og jeg i vores dagligdag og i vores handlinger demonstrerer vores holdning til at få vendt den truende klimaudvikling, så er vi med til at lægge det pres også på de store klimasyndere, der skal til, for at der stadig kan være mulighed for at få afværget den truende dødsdom over menneskeheden.
     Det kan ikke være hverken ret eller rimeligt, at vi bare vil kunne fortsætte, som vi gør det nu, og så tænke som så, at så må kommende slægter tage syndfloden.

 06-09-21

Den sværeste beslutning

Om ganske få år skal de danske politikere træffe den sværeste beslutning, de kan blive stillet overfor. De skal nemlig træffe afgørelse om, hvad det er for diagnoser, der ikke længere skal føre til behandling i det danske sygehusvæsen. Noget vil nødvendigvis skulle vælges fra, fordi der ganske enkelt ikke længere er personale til at klare det hele. Skal det være visse former for kræftbehandling? Skal det være slut med, at folk kan få nye hofter, knæ eller skuldre? Skal man slutte med at indlægge folk på sygehuset, hvis de er mere end 90 år gamle? Eller skal det være noget helt andet, man skal ophøre med at behandle?
      Faktum er jo, at der allerede i dag er for lidt personale i vores sundhedsvæsen. Ikke mindst mangler der sygeplejersker, og de, der endnu er der, må løbe alt for stærkt. Resultatet er, at det er blevet mindre attraktivt at blive uddannet som sygeplejerske. Og mange søger over i andre beskæftigelser. Alle kan se, at det er en udvikling, der vil gøre det umuligt at opretholde det behandlingsniveau, vi kender i dag.
      Spørgsmålet er så, om politikerne vil have andre muligheder end at beslutte totalt stop for visse behandlinger. Man kan jo ikke vælge en løsning, hvor enkelt patienter kan blive behandlet, mens andre med samme diagnose må sorteres fra. For hvem skal foretage den sortering, og efter hvilke kriterier skal de gøre det?
      Der er vel to alternativer til et stop for visse behandlinger. Der kan træffes aftale med privathospitaler om, at de overtager behandlingen. Det siger så sig selv, at det bliver til helt andre priser, end vi i dag kender fra det offentlige sygehusvæsen. Politikerne skal altså kunne stille en væsentlig større økonomi til rådighed.  Eller man kan gå i gang med seriøst at forbedre arbejdsforholdene for sygeplejerskerne i det danske sundhedsvæsen. Det kan ikke vente på en eller anden uvis behandling i en kommission om et års tid eller tre. Det er nødvendigt, at der bliver taget fat for alvor NU.  Alternativet er bestemt ikke rart at tænke på.
     Jeg tager hatten af for de sygeplejersker, der i disse dage med deres punktstrejker har besluttet at bruge dette middel til at gøre opmærksom på det uhyggelige problem, som det danske sundhedsvæsen er på vej ind i.

05-09-21

Vi bliver ældre med alderen


Vores alder står ikke til diskussion. Det ligger fast, hvad den er, og skulle vi alligevel komme i tvivl om den, så har samfundet jo forsynet os med et CPR-nummer, som de fleste af os stadig kan huske - i mange sammenhænge er det jo vigtigere end vores navn. I det nummer er der to tal, som fortæller, hvilket år vi kom til verden. Så kan det godt være, at vi er nået dertil, hvor vi skal have fat på lommeregneren for at finde ud af, at hvis de to tal f.eks. er 34 (som de er på min), så betyder det, at vi i år kan holde vores 87 års fødselsdag.

     Som nævnt: Vores alder kører ganske automatisk derudad. Det kan vi bare ikke gøre noget ved.

     Men jeg kan da godt mærke, at jeg ikke er 85 år længere. Jeg kan godt mærke, at jeg er blevet ældre i løbet af de seneste to år. Jeg kan mærke, at der er noget, der hedder aldring. Jeg må erkende, at der er noget, som jeg stadig var rimeligt god til for en halv snes år siden (og som jeg faktisk var rigtig god til for 20 år siden), men som det kniber lidt med nu. Sådan er det bare; men jeg har besluttet mig til, at jeg i hvert fald vil prøve på ikke at begræde, at der er noget, som jeg måske slet ikke er i stand til længere. I stedet vil jeg prøve at glæde mig over, at der jo faktisk er en utrolig masse, som det stadig går rigtig godt med.

     Jeg har under bogomtaler her på Ældre-bloggen omtalt Suresh Rattans bog "Alder". Nu har jeg haft tid til at læse noget mere i den, og det har været en god oplevelse. Den har givet mig forståelse af, hvorfor jeg på nogle områder er, som jeg er blevet, og hvorfor jeg nu gør, som jeg gør. Desuden er det helt rart at få bekræftet nogle af de antagelser, som man har gået og gjort sig i forskellige sammenhænge.

     For som han blandt andet skriver:

     "Vores krop gør dog sit bedste for at leve så længe som muligt, den tilpasser sig hele tiden ved hjælp af tusindvis af forandringer. Det er heller ikke alle aldringens forandringer, der er dårlige for kroppen.

     Det er for eksempel ganske fornuftigt, at niveauet af specielt kønshormoner og insulin bliver lavere. På den måde sparer vi energi. Lidt ekstra fedt på balderne beskytter knoglerne mod at brække, hvis vi falder. Et højere blodtryk hjælper blodet til lettere at løbe igennem venerne. Vores muskler og hjerne bliver mindre aktive, således at energien, som spares, kan bruges til andre livsnødvendige funktioner i kroppen som fordøjelse og bekæmpelse af infektioner.

-----------

Det bekræfter adskillige undersøgelser, hvor forskere har spurgt ældre mennesker, hvor gamle de følte sig. Forskerne spurgte både beboere på plejehjem og ældre, som boede hjemme, enten alene, med deres partner eller hos deres familie. Resultaterne er de samme. De fleste af os føler os aldrig ældre end halvtreds, selv når vi er halvfems år eller ældre. Selv en alvorlig sygdom får os sjældent til at føle os gamle.

     Vores sind fortsætter åbenbart med at vokse igennem livet, endda selv om vores hjerne bliver langsommere til at se, reagere på og huske nye oplysninger. Vi fortsætter alligevel med at udvikle os i sindet og fantasien. Vi føler, at vi bliver klogere. Vi behøver ikke længere at konkurrere på alle mulige parametre for at opnå berømmelse, rigdom og sex. Vi ønsker bare at opretholde vores fysiske og mentale uafhængighed. Ja, vi føler os næsten befriet med alderen. Med andre ord står vi over for endnu et af livets paradokser: Når aldringen af kroppen begynder, standser aldringen i sindet.

-----------

Alder er altså uden tvivl et fascinerende begreb, og det nærmest inviterer os til at udforske den mening, det har for os. Vores alder og den måde, vi opfatter den på, og som vi lever med og i, har betydning for næsten alt andet. Den er afgørende for vores fysiske, mentale og sociale sundhed. Vores opførsel over for og holdning til andre mennesker afhænger også af, hvordan vi oplever vores egen og ikke mindst deres alder.


-----------

Jeg lever ikke i frygt for at blive gammel. Jeg hader ikke min relativt høje alder eller tanken om, at jeg bliver ældre. Jeg behøver ikke at blive modstander af aldring. Jeg ønsker en sund aldring. Jeg ønsker tilstrækkelig fysisk og mental uafhængighed i mine daglige aktiviteter. Jeg er klar til at omfavne min højere alder. Jeg er klar til at gennemleve alle mine aldre fra nul til … nå ja, det ved jeg jo ikke. Jeg ønsker mig selv og jer en god aldring, i alle aldre".


Det er gode og kloge ord fra en, som længe har forsket i alder og aldring, og som ikke længere selv er blandt de helt unge.

     Som vi let kan se på os selv og på vores omgivelser, så er der stor forskel på, hvordan vi aldres. Lægen og filosoffen Esther Møller har udtrykt aldringens individuelle natur på en meget fin måde:

     "Vi fødes som kopier, men vi dør som originaler".

26-08-21

Grund til bekymring

Det gik, som man kunne forvente. Heller ikke denne gang blev der rettet op på sygeplejerskernes lønforhold. De ti ugers strejke har givet en forsmag på, hvad vi nu må forvente.
     Allerede i dag er der for få sygeplejersker, og det bliver værre i de kommende år. I de senere år har der meldt sig stadigt færre til uddannelsen, og flere og flere af de allerede uddannede søger over i andre former for beskæftigelse. Det kan man godt forstå, for arbejdspresset på dem, der er tilbage vokser år for år.
     Med fem tusinde i strejke måtte man skære drastisk ned på aktiviteterne i det danske sygehusvæsen. Og alle beregninger fortæller, at om få år vil der af de ovenfor nævnte årsager komme til at mangle mindst seks tusinde. Derfor må det være relevant at spørge om, hvad det er for behandlinger man til den tid må undlade at give.
      Der bliver flere og flere ældre, der får behov for hjælp fra vores sygehusvæsen. Som en af dem, det kan blive aktuelt for, kan jeg ikke lade være med at tænke på, om jeg i givet fald kan forvente at få den hjælp.
     For mig at se, bliver Danmark efterhånden et mindre trygt sted at blive ældre. Jeg føler virkelig, at der er grund til bekymring.

18-08-21

Bedre forhold for sygeplejerskerne

Der er i den grad mangel på sygeplejersker. Det betyder et hårdt pres på langt de fleste af dem, der arbejder som sådanne rundt omkring i samfundet. Og de gør det til en løn, der ikke er rimelig set i forhold til deres uddannelse, og deres arbejdsbetingelser. Derfor viser det sig at være stadigt vanskeligere at få nye unge til at gå ind i uddannelsen, og derfor vil mangelen på sygeplejersker blive større og større år for år. Med mindre der bliver gjort noget ved problemet her og nu.
      Strejken har vist os alle, hvor store problemer der opstår mange steder på grund af de manglende sygeplejersker. I dag er der godt 5.000 i strejke. Men alle beregninger viser, at om få år vil der mangle omkring 6.000, selv om alle færdiguddannede er i arbejde. Det vil betyde en katastrofe for hele det danske sundhedsvæsen.
      Derfor er det nødvendigt, at det på forskellige måder bliver gjort væsentligt mere attraktivt at være sygeplejerske. Og det må ske NU!
      Det bliver vi ganske enkelt nødt til at bakke op om. Og det gælder ikke mindst vi ældre, som naturligt nok vil være den gruppe, der også fremover vil have mest behov for at kunne nyde godt af et velfungerende sundhedsvæsen.

04-08-21


Ældrepleje:
Kom for pokker nu i gang!


Alle ved det. Og vi har vidst det længe: Der bliver flere og flere ældre, der skal passes og plejes. Og der bliver færre og færre til at gøre det. Det er en kendsgerning; men alligevel er der til dato ingen, der for alvor har gjort noget ved det. Det gælder først og fremmest de ansvarlige politikere i stat, regioner og kommuner. Enkelte af dem har nu og da mandet sig op til at forlange flere penge til ældreplejen, og det har de gjort på trods af, at de formodentlig er helt klar over, at problemet i virkeligheden ikke er manglende penge, men derimod nogen at give dem til som betaling for en indsats som plejepersonale. Og så er det oven i købet sådan, at en stadigt større del af det personale, der er der, er uden en forudgående uddannelse. Det betyder bl.a., at det personale som har en uddannelse og dermed kompetence til at udføre arbejdet, må bruge en betydelig del af deres tid til at vejlede de uuddannede og til at sikre, at disses arbejde bliver gjort forsvarligt.
      Det kunne synes at være en gordisk knude uden løsningsmuligheder. Og sådan bliver det i hvert fald ved med at være, så længe ingen rigtig synes at turde gøre noget ved det. Eller så længe der tilsyneladende ikke er nogen, der for alvor har fantasi til at forestille sig, hvad man kan gøre ved det.
      Men egentlig skal der såmænd ikke så meget fantasi til. For rundt omkring i vores samfund dukker nye, teknologiske tiltag op, som er godt i gang med at revolutionere den måde, man tænker og arbejder på i virksomheder og institutioner, og rigtig meget af det kunne - måske med nogle ændringer - anvendes i ældreplejen. Og man kan så spørge, hvorfor det ikke allerede er sket i langt større udstrækning, end det allerede er tilfældet. For retfærdigvis skal det siges, at man faktisk så småt er i gang enkelte steder.
      Vi har en ældreminister med et ministerium under sig. Herfra burde man for længst at taget kontakt med alt, hvad der findes af forskning og af erhvervsvirksomheder, som kan bidrage med gode ideer og med moderne teknik, som kan finde anvendelse i plejesektoren. Og man kunne have støttet den igangværende udvikling med gode bevillinger. Men enten er der slet ikke sket noget i den retning, eller også har man været for dårlige til at fortælle om det.
      Det burde også være en helt naturlig opgave for en organisation som Ældre Sagen dels at presse på for at få gang i udviklingen af teknologi specielt rettet mod plejesektoren, og dels at tage initiativ til nedsættelse af en arbejdsgruppe med forskere, erhvervsfolk, politikere og muligvis andre, hvis opgave det skal være at skabe og at støtte udvikling af alle former for teknologi, som kan gøre det bedre og mere attraktivt at være ældre i Danmark. Men stort set det eneste, jeg har hørt fra Ældre Sagen, har været en stemme i koret, der har sunget for at få øgede bevillinger.
      Man vil måske hævde, at det vil være en for kostbar foranstaltning at udvikle og producere teknologi, der kan overtage væsentlige dele af vore dages plejepersonales rutinemæssige opgaver og give dem  mere tid til det vigtigste af det hele, nemlig omsorgen for de ældre. Ja, det vil være kostbart. Men det vil også koste store summer, hvis det var muligt at ansætte alle de mennesker, der rent faktisk mangler i ældreplejen. Og det vil ikke være økonomisk rimeligt at stykke al den nødvendige teknologi ud i vore dages mange små plejehjem - for slet ikke at tale om at indføre den i de enkelte ældres egne hjem. Det vil være nødvendigt at arbejde med betydeligt større enheder.
      I disse år opføres der kæmpemæssige super-sygehuse flere steder i Danmark. Det bliver gjort på trods af, at de fleste nok helst så deres små, lokale sygehuse bevaret. Men det er nødvendigt for effektivt at kunne udnytte al den moderne teknik på sygehusområdet, som allerede er i brug, og alt det mere, der er godt på vej ind. Jeg tror, at disse nye, store sygehuse ikke blot vil blive en gevinst i fremtidens sygdomsbekæmpelse, men også i selve deres opbygning og indretning et attraktivt sted at skulle opholde sig, når man har brug for det.
      På samme måde vil en fornuftig og effektiv anvendelse af den moderne teknologi gøre det nødvendigt at operere med meget store enheder i plejesektoren. Men jeg er ikke et øjeblik i tvivl om, at arkitekter, ingeniører, designere og andre vil kunne gøre fremtidens store plejecentre til virkelig attraktive bosteder for kommende tiders ældre.
      I min bog om "Plejecenter Fremtiden" har jeg søgt at give en skildring af den daglige tilværelse for beboerne i et sådant teknologi-assisteret opholdssted for mennesker med behov for pasning og pleje.

27-07-21


"Efter os syndfloden"


Citatet tillægges den franske konge, Ludvig den Femtendes elskerinde Madame de Pompadour, og det stammer altså helt tilbage fra 1700-tallet. Siden da er det blevet nævnt i mange forskellige sammenhænge som udtryk for "en hektisk og ubetænksom livsform, hvor man er ligeglad med, hvad der siden vil ske".
      Måske har det aldrig været mere aktuelt end netop nu. For egentlig er det vel en begyndende syndflod, der opleves mange steder rundt på vores klode, samtidig med, at der i det vestlige USA, i Canada og i Sibirien måles de hidtil højeste temperaturer, som bl.a. får de arktiske egnes permafrost til at tø op med katastrofale følger som resultat.
      I 1988 nedsatte FN et permanent klimapanel, der har til huse i Geneve, og som har tilslutning fra 195 lande. Panelets opgave er at følge klimaudviklingen og løbende forsyne alverdens politikere med videnskabelig dokumentation for denne udvikling før, nu og i fremtiden for at give dem de bedst mulige værktøjer til at håndtere klimaforandringerne.
      Netop nu er en ny, stor rapport på vej fra Klimapanelet forud for FN's næste klimatopmøde i Glaskow i december i år. Men det ligger allerede nu klart, at rapporten vil få alle alarmklokker til at bamle, og den vil stille krav om målbevidst handling nu.
      For handling må der til. Det må for alvor være slut med, at store dele af Jordens befolkninger fortsat lever ud fra den anskuelse, at når bare vi i vores tid kan leve, som vi gerne vil, så må de kommende slægter finde ud af, hvordan de vil klare fremtidens virkelige syndfloder med forhøjet vandstand i havene, voldsomme stormfloder og nedbørsmængder i en størrelsesorden, som vi i dag slet ikke kan forstille os.
      Forhåbentlig vil Klimapanelets nye rapport sammen med topmødet i Glaskow  være det wakeup-call til politikerne, der giver dem mod til at skifte fokus fra fortsat øget velfærd til bekæmpelse af klimaforandringerne. For stadig den dag i dag kan man høre det store flertal af politikere - også vore egne hjemlige - give udtryk for, at sandelig skal vi da være klimabevidste, men det vigtigste er stadig at kunne øge vores velfærd. De mener jo nok, at det er det, der giver størst mulighed for genvalg.
     Det giver anledning til at stille spørgsmålet: Kan jeg og min generation være bekendt stadig at sige "Efter os syndfloden"?

16-07-21


"Man lærer af historien, at man ikke lærer af historien"


Ophavsmanden til dette citat siges at være politikeren K.K. Steincke, der i første halvdel af 1900-tallet blev omtalt som "af og til justitsminister".
     Og han havde ret. Det ser vi netop i disse dage et godt og skræmmende eksempel på.
     Den nyere tids historie har med uhyggelig tydelighed lært os, at hvis vi vil det vel for de kommende slægter, så skal vi undgå alt, hvad der fører til en forøgelse af vor tids største trussel mod menneskeheden: udledningen af drivhusgasser til atmosfæren.
      Ikke desto mindre oplever vi i disse dage et fuldstændig tåbeligt kapløb mellem nogle af verdens rigeste mænd om at blive først og bedst til at sende deres økonomiske ligemænd på fuldstændig unødvendige turist-smutture ud i rummet. At det nu er blevet muligt, omtales i medierne, som var det fantastiske fremskridt for menneskeheden. Men medierne ser helt bort fra, at hver eneste af disse opsendelser resulterer i udledning af umådelige mængder af CO2. Og samtidig med, at det sker netop i disse dage fra forskellige steder i USA, så oplever man andre steder i Amerika, at kontrollerede målinger af temperatur når hidtil ukendte højder, og at nye naturbrande breder sig med katastrofal fart.
      Set med mine øjne er disse "turist-ture" derfor topmål af idioti, og de burde fordømmes af alle autoriteter, så der kunne sættes effektivt stop for den slags galimatias, som er helt uden noget fornuftigt formål.
      Det gør ondt i en mand som mig at skulle erkende, at den teknologiske udvikling på rumfartsområdet i den grad har skudt vildskud. Jeg startede i 1980-erne et forlag med navnet "Luft-og Rumfartsforlaget" med det formål  at udgive bøger og blade om alt det spændende og positive, der foregik - og stadig foregår - i luften og rummet over os. Og jeg hylder stadig den forskning, som bl.a. har til formål med tiden at kunne etablere menneskelig beboelse på Mars, hvis vi fortsætter med at umuliggøre den på Jorden. Men jeg kan ikke acceptere, at nogle gør indsatsen for at skabe overlevelsesmuligheder i rummet endnu mere nødvendig ved at spille fandango med vores muligheder for stadig at kunne leve her på Jorden.
     Det er bestemt ikke alt, man skal gøre, blot fordi man kan. Eller fordi der måske kan være penge i det.

06-07-21

Nogen må gøre noget!
Og selv det mindste bidrag har værdi.

Min generation har gjort meget til skade for vores planet. Længe havde vi ikke nogen idé om, at vi gjorde det. Men efterhånden er det ved at gå op for mange, at vi må gøre, hvad vi kan, for at gøre tilværelsen lidt mindre barsk, end den tegner til at blive for vores efterkommere - for vores oldebørn og dem, der kommer efter dem. Det synes jeg, at vi skylder dem.
      Men endnu er der mange, der mener og siger, at "det lidt, lille jeg kan gøre, har jo ikke nogen som helst betydning i det store spil, så lad mig nu have lov til at gøre, som jeg plejer at gøre. Det har jeg det bedst med".
      Men hvis vi alle sammen  - eller bare de fleste af os - siger sådan, så fortsætter vi jo med åbne øjne på første klasse på vej mod afgrunden. Og mange har allerede nået den. Det faktum bliver vi oftere og oftere præsenteret for gennem medierne med deres beskrivelser af de stadigt hyppigere og stadigt voldsommere naturkatastrofer.
     Men vi behøver ikke at gå længere end til en tur ud i vores egen natur for at se nogle sørgelige resultater  af min generations livsførelse. Rigtig meget af tidligere tiders dyre- og planteliv er enten helt udryddet eller godt på vej til at blive det. Det har jeg det bestemt ikke god med, for det er jo også mit ansvar. Og det har jeg besluttet at gøre noget ved.
      

Tidligere havde jeg en græsplæne i min lille have. Den er nu væk, og i stedet har jeg fået anlagt et stykke såkaldt blomstereng med op mod 40 forskellige vilde planter. Nu kan jeg så småt begynde at se resultatet; men fagfolk har fortalt mig, at der vil gå op mod et par år, før den står i fuldt flor. Det kan man da kun glæde sig til.
      Jeg er fuldt på det rene med, at min lille blomstereng ikke vil redde hele den danske natur. Men kan den være med til at pirke lidt til nogen, så de også får mod på at gøre et eller andet - - jamen, så er vi jo på vej - oven i købet på den rette vej.
     Og imens glæder jeg mig hver dag til at komme ud og se det nye, der er dukket op siden i går

25-06-21


Erkend det dog nu!


Der er ikke, og der bliver ikke mennesker nok til den nødvendige pleje af ældre og handicappede, hvis det skal  fortsætte på den nuværende, traditionelle måde. Forbundsformand Mona Striib har flere gange gjort det klart, at om få år vil der mangle 40.000 SOSU-medarbejdere.
     Alligevel er der stadig politikere, der ved enhver lejlighed kræver, at der skal uddannes og ansættes flere i plejesektoren. Det samme gør man vedholdende fra Ældre Sagens side. Men ingen af dem peger på, hvor disse flere skal komme fra. Det kan de nemlig ikke, for der er ganske enkelt ikke flere at hente ind. Men ved at stille deres helt urealistiske krav har de vel en fornemmelse af, at så har de da i hvert fald gjort noget.
     Så hvad nu?
     Skal vi acceptere en væsentligt dårligere pleje? Eller skal vi for alvor se at komme i gang med at tænke utraditionelt og gøre en hel del ting på en anden og mere rationel, effektiv og god måde? Mulighederne for at gøre det er mange.
      Den moderne teknologi rummer mange af disse muligheder, og flere steder er man da også gået i gang med at udnytte en del af dem. Prøv bare at google på "teknologi i plejesektoren". Men mange får stadig kuldegysninger ved tanken om, at "teknologiske kolde hænder" skal overtage noget af arbejdet fra de gode, velkendte "varme hænder" (som altså godt nok er blevet en mangelvare). Det behøver man nu ikke at gyse over, for det vil stadig være de varme hænder, der skal tage sig af det væsentligste, nemlig den egentlige omsorg, og det vil de få meget bedre tid til ved at lade teknologien overtage en lang række rutinemæssige opgaver som f.eks. rengøring og vedligeholdelse, madlavning, transport og dokumentation.
      I bogen om "Plejecenter Fremtiden" (den kan lånes på biblioteket eller købes i boghandelen) berettes der om, hvordan det vil kunne realiseres med den teknologi, der altså allerede er til rådighed, og den, der er godt på vej - og herunder ikke mindst den kunstige intelligens. Og der gives et billede af den attraktive tilværelse, der vil kunne blive de kommende års plejehjemsbeboere til del. Det eneste, der kræves, er nogle politiske beslutninger om at give grønt lys for forskere, arkitekter, ingeniører og specialister i planlægning til at realisere de muligheder, som den moderne teknologi byder på. For de kender dem nemlig godt.
      Desværre er jeg blevet for gammel til at kunne nå at nyde godt af disse mange muligheder. Men for de yngre vil der kunne blive en god og tryg pensionisttilværelse at se frem til.


13-06-21


I dag er der ikke noget, jeg skal

- - - men der er rigtig meget, jeg kan!


Sådan er der da nogle dage ind imellem. Og nu er der langt flere af dem, end der var for år tilbage. Dage, hvor kalenderen er helt åben.

     Nu oplever jeg det som et privilegium forbundet med det at være en ældre pensionist. Men der var engang, hvor jeg virkelig for alvor frygtede for at komme i den situation. For hvad i alverden skulle jeg dog få sådan en dag til at gå med? Jeg ville da meget hurtigt blive træt af at trille tommelfingre. Og jeg gruede da lidt ved tanken om at skulle opleve en situation, hvor der åbenbart ikke rigtigt var brug for mig længere. For dengang kom næsten alle opgaverne udefra.

     Men som årene er gået, har jeg mere og mere fået øjnene op for, at sådan en dag rummer en masse muligheder, og problemet kan såmænd snarest være at skulle bestemme sig for, hvad for nogle af dem man så skal vælge - lige her og nu i dag.

     Nu har jeg været ude at gå en tur. Det er godt nok noget, jeg prøver at få gjort jævnligt. Det er nu ikke, fordi jeg føler, at det er noget, jeg skal, fordi det jo er en kendt sag, at det er vigtigt at holde sig i gang. Nej, jeg gør det, fordi jeg føler, at det er noget af det, jeg stadig kan, og så er det jo rart at gøre det. Og så føler jeg egentlig også sådan lidt god samvittighed over for mig selv, når jeg nu kan gå ind og sætte mig med avisen og finde ud af, om der er nogen af de få venner, der er tilbage, som er faldet fra. Gennem årene har jeg næsten altid været en af de yngste i de forskellige sammenhænge, og det betyder jo naturligt nok, at man på et tidspunkt bliver blandt de få, der er tilbage.

     Så kan det være, at jeg får lyst til at lukke op for noget god musik. Jeg har efterhånden fået det sådan, at jeg godt kan "nøjes" med at lytte, uden at jeg behøver at foretage mig noget andet imens. Det har gjort, at jeg på en meget mere intens måde end tidligere har fået øre for musik. Og et er jo skønt med al den glæde og alle de positive følelser, som musikken har at byde på. Somme tider kan den også åbne for nogle gode minder.

     Man kunne jo også udfordre de "små grå" med en kryds og tværs. Det har jeg nu altid været glad for at gøre; men jeg har tidligere skullet gøre det ligesom sådan lidt i smug med en følelse af, at det var spild af produktiv tid.

     Ja, og så kunne man jo egentlig slå ryglænet på hvilestolen tilbage og snuppe sig en lille "morfar". For  tænk: der er ikke noget som helst, som jeg forsømmer ved at gøre det.

     Og lidt senere kunne jeg slå ryglænet op igen og række ud efter den gode bog, jeg er i gang med, Dan Browns "Oprindelse".


Ærligt talt: Er alt dette ikke udtryk for den totale frihed, som enhver må kunne ønske sig!

27-05-21


Den enes død, den andens brød


Vi er så dygtige her til lands. Og det skal vi blive rige på.
     Vi er rigtig gode til at lave vindmøller. Vi kan sælge en masse af dem til udlandet.
     Vi er nogle af de bedste i verden til at lave elektroniske styringssystemer. Verden står i kø for at købe dem.
    Ingen steder laver de så gode og effektive pumper som her til lands. Og aldrig har der været så god brug for dem, som nu.
    Også på mange andre områder er vi på forkant. Det fortæller de os blandt andet fra organisationen Dansk Industri. Hovedparten af vores politikere siger det samme. Og faktisk er det jo fuldkommen sandt.
    Og det både kan og skal vi blive rige på, siger de. For aldrig har der været mere brug for rigtig meget af det, som vi er gode til, og som der er stort behov for rundt i den ganske verden.
    Så det bliver fede tider for os danskere. Netop fordi behovet er så stort i dag på grund af de voldsomme klimaforandringer, kan vi sælge næsten alt det, vi kan nå at producere, til den store, klimaramte verden omkring os. Velstand og velfærd i hidtil uset omfang vil blive os danskere til del. Det kan vi både læse og høre om i medierne.
     For det er vel rigtigt, at Danmark er sådan en fredelig og tryg lille plet på verdenskortet? Nok har vi da haft lidt stormvejr. Og nok er der da steder rundt i landet, hvor de har måttet slås med alt for meget vand. Men det bliver da nok ikke værre end som så her i Dannevang. Vi kan bygge lidt flere og lidt højere diger, og så kan vi sidde inde bag dem og hygge os for alle de penge, som lande ude omkring i verden vil sende til os for at få midler til at bekæmpe de virkelig katastrofale følger af klimaudviklingen, som de har at kæmpe imod.
      "Du pusling-land, som hygger sig i smug, mens hele Verden brænder om din vugge"  
     Sådan skrev Jeppe Aakjær for lidt mere end hundrede år siden. Men hans ord har fået gyldighed nu igen. Og mere end nogen sinde mangler vi folk - politikere, organisationsledere og andre - som har mod til at fortælle danskerne sandheden: Nej! Danmark er ikke sådan en lille afskærmet enklave, hvor intet ondt kan ramme os. Danmark er en del af verden. Og store dele af denne verden er enten i brand, svedet af af solen eller oversvømmet. Det er galt - rigtig galt i dag; men det eneste, klimaforskerne kan sige med sikkerhed, det er, at det bliver værre - meget værre.
      Allerede nu dør mennesker i tusindtal hver dag som følge af klimaændringerne. Millioner har måttet flygte fra det, der har været deres hjemegne gennem generationer. De forsøger nu at hutle sig igennem i overfyldte lejre, hvor den eneste mulighed for at få en smule at spise bliver skaffet til veje gennem FN og forskellige hjælpeorganisationer og betalt gennem private bidrag og via statslige skattefinansierede indbetalinger til FN.
      Det er de færreste af de lande, der for alvor rammes af klimaændringerne, der har økonomi til at købe vindmøller og andet fra Danmark. Nogle af dem kan ikke engang længere brødføde deres egne befolkninger.  Presset fra klimaflygtninge, som ikke kan finde plads i nogen lejre, retter sig stærkere og stærkere mod lande som Danmark. For i en verden med internet spredes oplysningerne hurtigt om, at der stadig er steder, hvor det er muligt at skaffe sig lidt mad og lidt vand til at overleve på. Og vi har før set flygtninge fra Afrika og Asien på de danske motorveje.
     Derfor må der folk til, som med vægt kan og vil sige til danskerne: Glem alt om øget velstand og velfærd. Bered jer på, at vi også her til lands må gøre meget mere for at modstå storme og stormfloder. Bered jer på, at de danske producenter af midler til at bekæmpe klimaudviklingen ikke kan sælge deres produkter med fortjeneste. Bered jer på, at vi også må tage imod vores andel af de mange klimaflygtninge. Og bered jer på, at det bliver nødvendigt med en kraftigt forøget beskatning, og at dagligdagen på mange måder vil blive ændret.
     Sortseer! vil mange utvivlsomt mene om mig. Og så vil de ryste på hovedet og tænke: Så galt går det da helt sikkert ikke.
      Til dem vil jeg sige: Se på, hvad den højere temperatur omkring os fører til allerede i dag. Se lige igen billederne fra Bahama for jer - eller fra de mange katastrofer andre steder. Og se så i øjnene, at temperaturen vil stige yderligere i de kommende år, for det er først i 2050 at nogle har et håb om, at i hvert fald dele af verden vil være CO2-neutral.
      Og hvad vil det hele så føre til? Svaret på det spørgsmål må alene afhænge af tro og tillid. Og jeg har både tro på og tillid til, at vores forskere og udviklere på sigt vil kunne skabe de midler, der er nødvendige for at vende den klimaudvikling, som vi oplever i dag. På flere områder er de jo allerede godt på vej, og der er absolut troværdige løfter om, at meget mere vil følge efter i de kommende år. Og jeg tror på, at katastroferne omkring os vil få verdens politikere til at indse, at det er ikke noget, der kan klares, mens de samtidig strides om magten på Jorden. Det er noget, som vi alle - på tværs af grænser og skel - må gå sammen om at redde os ud af.
     Man siger, at nød lærer nøgen kvinde at spinde. Jeg tror også på, at nød vil lære menneskeheden, hvordan vi kan overleve.  Og så kan man jo håbe på, at erfaringerne fra klimakampen vil give grundlag for, at der kan skabes en bedre og mere solidarisk verden for kommende generationer end den, vi kender i dag.

 

17-05-21

"Seniorkompetencer"


Jeg havde her i den forgangne weekend en rigtig god snak med en god bekendt, som havde læst mit indlæg herunder om "Ældre eller senior" (så læs lige det, inden du læser videre her). 
     Langt hen ad vejen var hun enig med mig. Men hun lagde meget vægt på mine bemærkninger om, at mange ord ud over deres grundbetydning har nogle andre betydninger, som kan være forskellige fra person til person. Og det gælder i meget høj grad netop ordene ældre og senior, sagde hun. Derfor er der nogle sammenhænge, hvor vi ganske enkelt er nødt til at bruge ordet senior, mente hun, og da jeg havde lyttet til hendes argumenter, måtte jeg give hende ret.
     Det gælder i meget høj grad om vi ældres forhold til arbejdsmarkedet. Min bekendte mener, at der på det område er tale om direkte aldersdiskriminering. Undersøgelser viser klart, at ikke mindst inden for det offentlige er det først og fremmest de ældre der ryger ud, når der skal afskediges. Og det skyldes primært en række fordomme, der er forbundet med dette at være ældre. Hvad enten man kan lide det eller ej, så er der ikke de samme fordomme forbundet med at være senior.
      Mere eller mindre bevidst er der hos mange en opfattelse af, at ældre mennesker er mindre omstillingsparate end de yngre, og det har ikke mindst betydning i erhvervslivet, hvor der med de nye it-systemer tales et sprog, som de ældre aldrig når at lære. Det er lidt anderledes med seniorerne, for de har jo udviklet sig i takt med de nye tider, tænker nogle. Med den opfattelse glemmer man, at hverken som ældre eller som seniorer er der tale om en enkelt, homogen gruppe. For mange af dem er nye tider og nye metoder udtryk for nye udfordringer, som man giver sig i kast med med åbent sind. Og så er der altså helt naturligt forskel på, om det drejer sig om mennesker på 60 med et godt helbred og masser af gå på-mod og med et helt livs erfaringer , eller man har passeret de 80 med en lidt usikker hukommelse og rigtig svært ved at komme i gang om morgenen.
     Jeg må nok give mig og erkende, at der er situationer og sammenhænge, hvor det er bedre at blive betragtet som senior end som ældre.  Der er lanceret et nyt ord, der hedder seniorkompetencer. Det dækker bl.a. over sådan noget som "bedre evner til at kontrollere sine følelser, at se tingene i et større perspektiv og at sætte sig mere i andres sted, ligesom graden af empati og ens diplomatiske evner får et nøk opad," som jeg har set det udtrykt af aldringsforskeren Henning Kirk.
      Jeg har ikke kunnet finde et tilsvarende ord, der jo altså skulle være ældrekompetencer, nogen steder.
     Jeg har det stadig godt som ældre. Men jeg har nogle rigtig gode timer som medlem af "Seniorakademiet" i Svendborg.

08-05-21


Ældre eller senior

Vil du helst omtales som ældre, eller foretrækker du at blive kaldt senior?
      Eller burde vi egentlig omtales som gamle, når vi har nået en vis alder?
      Flere og flere foretrækker tilsyneladende at blive omtalt som seniorer.  For man er da ikke ældre og slet ikke gammel - vel!.
      Lad mig med det samme slå fast, at for mit eget vedkommende foretrækker jeg at blive omtalt som ældre, og jeg føler mig overhovedet ikke stødt på manchetterne, hvis nogen fortæller mig, at jeg er gammel. Og jeg vil holde fast ved at kalde bloggen her for Ældre-bloggen.
      Men det er nu - efter min mening - ikke blot et spørgsmål om, hvilke ord man bruger. For det er med ordene ældre og senior som med så mange andre ord, at de har deres oprindelige grundbetydning, og så har de en eller flere andre betydninger, som man tillægger dem. Og vi tillægger dem ikke alle sammen de samme andre betydninger.
      Lad os se på ordet ældre.
     Den Danske Ordbog  siger bl.a. , at det egentligt er et tillægsord i anden grad (gammel, ældre, ældst - en ældre dame). Det angiver altså ganske enkelt, at nogen/noget er ældre end andre/andet. Men ofte bruges det også som navneord (de ældre tog godt imod os). Desuden kan det bruges i en masse sammenhænge (ældreboliger).
      Om ordet senior siger Den Danske Ordbog, at det er et navneord, og det bruges i en masse sammenhænge, bl.a. inden for sport, hvor man ved en bestemt alder rykker fra juniorrækken op i seniorrækken, og det  gør man jo normalt allerede, mens man endnu er ung. Men "senior" kan også være en far i forhold til hans søn. Det er derimod en betegnelse, som næsten aldrig bruges i forbindelse med kvinder.
      For mig at se er der altså ikke i selve ordene noget, der skulle gøre det mere rigtigt at omtale os som seniorer i stedet for som ældre. Begrundelsen ligger alene i de betydninger, som hver enkelt af os lægger i ordene, og derfor er det, jeg mener, at man søger at skjule de faktiske forhold ved et omtale sig selv som senior i stedet for ganske enkelt at erkende, at nu er man altså blevet ældre. Og ærlig talt, så har jeg lidt svært ved at forbinde mig selv med at være senior. Derimod kan jeg godt føle mig lidt stolt ved nu at være ældre. Og jeg vil ganske enkelt ikke føle mig hverken raskere, sundere eller mere værd ved at blive tiltalt/omtalt som senior. Jeg har det faktisk rigtig godt som ældre.
      Og så er det vel egentlig også lidt tankevækkende, at hvis man googler på ordet "senior", så er det første, man får ind på skærmen, en lang række af mere eller mindre seriøse dating-sites. Ordet "ældre" bringer udelukkende helt andre emner frem.

27-04-21

Vi er blevet advaret

For et års tid siden skrev jeg her på Ældre-bloggen et indlæg med overskriften "Vi, de heldige". Du kan faktisk stadig se det længere nede her på siden under datoen 30-03-20.
      Dem, jeg dér omtaler som heldige, er min egen generation, men også vore børns generation. Vi har alle prøvet at leve i en tid, hvor det for dele af Jordens befolkning (og ikke mindst her til lands) gik fremad år efter år med store skridt - i hvert fald rent materielt.
     Men i dag kan vi se, at vi i høj grad har levet over evne, og det hævner sig nu. Vores forbrug af stort set alt har udpint vores klode for råstoffer samtidig med, at det har skabt en forurening med alle dens følgevirkninger, som nu er på vej til forringe livsbetingelserne i katastrofal grad.
      Og vi kan egentlig ikke undskylde os med, at vi ikke var klar over følgerne af vores overforbrug og af vores forurening. Allerede i 1972 holdt FN en konference i Stockholm om det menneskelige miljø. Den tændte et klart faresignal. Femten år senere - i 1987 - kom så Brundtland-rapporten, opkaldt efter den tidligere norske statsminister Gro Harlem Brundtland, der var formand for en international kommission, der havde til opgave at kulegrave den globale miljømæssige situation.  Rapporten havde titlen "Vor fælles fremtid", og den beskrev i meget klare vendinger de store problemer, der allerede dengang tegnede sig helt tydeligt, og den kom desuden med forslag til, hvordan disse problemer kunne løses. Den bragte på mange måder vor klodes miljømæssige situation ind på den politiske dagsorden. Men selvom den resulterede i en masse politisk snak, så førte den kun til meget få praktiske tiltag.
     I 2015 vedtog så stort set samtlige verdens nationer enstemmigt FN's 17 verdensråd, hvoraf nogle også beskæftiger sig med de klimamæssige udfordringer. Samme år blev de 196 nationer enige om Parisaftalen, som udelukkende drejer sig om at bekæmpe den truende klimakrise.










    





     Vi er altså blevet advaret - flere gange endda. Men længe var det, som om det ikke rigtigt trængte ind hos almindelige mennesker som mig. For tyve år siden stod det slet ikke klart for mig, at der hang en alvorlig trussel forude. Jeg levede i min dagligdag helt, som jeg nu engang havde vænnet mig til.  Og uden at det sådan var noget, jeg gik og gjorde mig tanker om til hverdag, så var det min opfattelse, at det er en god, rig og veldrevet verden, som jeg og min generation kan give videre til kommende slægter.
     Nu er vi ved at vågne op til nutidens barske realiteter. Skal der i det hele taget blive en verden at give videre, så er det nødvendigt, at vi på mange områder ændrer vores levevis.
     For et par år siden meldte jeg mig til en gruppe på Facebook, der mener, at "Det bliver godt igen".
     Det mener jeg faktisk stadig, at det gør, og det vil jeg blive ved med at tro på.
     Det bliver godt igen. Men jeg tror, at det bliver det på en anden måde end den, vi nu har været vante til gennem mere end et halvt århundrede.
     Hidtil har vi i meget høj grad målt det at have det godt med den materielle målestok. Men der er altså også en anden målestok for det at have det godt. Det er den sociale målestok. Den ser vi for alvor i brug i denne coronatid. Nok holder vi afstand, som vi bliver opfordret til at gøre det; men det er helt klart på en måde, der viser, at vi er begyndt at komme hinanden mere og mere ved. Og jeg tror på, at inden Coronaen engang er et overstået fænomen, så vil vi alle have været presset så hårdt, at dette med at komme hinanden ved, og dette med at tage hensyn til hinanden vil være indgået i vores dagligdag på en langt mere naturlig og positiv måde, end vi kendte det engang. Det vil blive godt igen, men på en anden måde.
     Og jeg vil gå så langt som til ikke blot at håbe på, men også at tro på, at dette vil have bredt sig over grænserne og medvirke til en fredeligere verden - en verden, hvor man i højere grad vil være indstillet på at hjælpe hinanden.
     Og det har verden brug for!
- - - - - - - - -


Skulle du have mod på at se, hvordan jeg forestiller mig udviklingen her på Jorden i de næste 80 år, så gå ind på min science-fiction fremstilling med titlen "Verdensbilledet.nu" ved at følge linket herunder:

https://aalbaek-nielsen.dk/verdensbilledet.nu/

19-04-21


At tage ved lære


Vi ved det godt - næsten alle sammen.
     Vi skal ændre vores tilværelse, vores dagligdag - nogle lidt, andre meget - for at stoppe den udvikling i vor klodes klima, som er på vej til at gøre den umulig at leve på. Forskere i hobetal siger det, og de fremlægger dokumentation for, at det er den vej, det går. Organisationer - nationale såvel som internationale - arbejder hårdt for at påvirke os til at tage det alvorligt. FN har ved flere lejligheder pålagt medlemslandene at tage politisk ansvar for de helt nødvendige ændringer.
    Alligevel er det utroligt svært at få gang i de tiltag, der virkelig kan gøre en forskel for fremtiden. For skal det lykkes, er det nødvendigt, at befolkningerne står bag deres ledere - også når disse pålægger os vilkår, der bryder med vores tilvante dagligdag.
     Men hvorfor er det så svært, når vi inderst inde godt kan se, at det er nødvendigt?
     Jo, vi mangler motivationen.
     For menigmand er det utrolig svært at forstå, at den sædvanlige ferietur med fly til en af de græske øer betyder udledning af store mængder af CO2 (det bliver næsten altid opgjort i tonsvis af denne luftart, som vi hverken kan se eller føle). Og sammenhængen mellem søndagsmiddagens store, gode, røde bøf og de voldsomme oversvømmelser i Australien er ikke umiddelbart til at få øje på. Det er svært at fatte, at den enorme afsmeltning af is ved polerne har noget at gøre med, hvor hurtigt vi får skiftet vores benzin- og dieseldrevne køretøjer ud med eldrevne. Og hvad har mængden af is ved polerne egentlig at gøre med de kommende års vejr her til lands og i resten af verden?
     Lille jeg kan vel alligevel ikke få udviklingen til at vende. Det skal der helt anderledes kræfter til. Så lad mig nu vente og se, om ikke de andre får sat noget i gang.
     MEN netop i denne tid ser vi, at lille jeg sammen med andre kan gøre en forskel og få noget til at ske.
     Corona-pandemien har været ond ved os. Og den er det stadig. Men netop i virussens hærgen har de store flertal i verdens befolkninger fundet en motivation, som har skabt handling - eller måske snarere har tvunget os til at drosle ned på mange former for handling. Og det kan aflæses på flere måder. Herhjemme kan vi nu se resultat af, at langt de fleste af os har stået sammen om at gøre det nødvendige: Det er nu blevet muligt at lukke op igen for en lang række aktiviteter. Og selvom - eller måske snarere fordi pandemien fortsat raser med stor styrke i andre dele af verden, så kan vi registrere en meget betydelig positiv følgevirkning: Den forurening, som i årtier har hærget store dele af verden og været den direkte årsag til millioner af dødsfald, er mindsket i ganske betydelig grad. Det betyder f.eks., at man i New Delhi, der længe har været berygtet som verdens mest forurenede by, nu kan opleve at se en blå himmel over byen, og dens indbyggere kan se Himalaya-bjergene på en afstand af 150 kilometer. Og i Venedig er vandet i kanalerne nu blevet så klart, at man kan se fiskene, der svømmer rundt i dem.
     Det er altså virkninger, der direkte kan konstateres med det blotte øje, og der er grund til at tro på, at det vil virke som motivation til fremover at handle anderledes end før Corona-krisen.
      Det kan vi tag ved lære af, også når det drejer sig om klimakrisen. Kan der skabes forståelse for, at den udvikling, der er i gang med vor klodes klima, er endnu farligere, end Corona-pandemien har været - og stadig er - så tror jeg på, at klimadagsordenen vil komme til at stå markant stærkere, end den gør i dag. Og sker det, så er der håb for, at verdens befolkning i samarbejde kan vende den klimatiske udvikling. Og så vil menneskeheden også have en fremtid på denne klode.

16-04-21

Noget går da den rigtige vej

Det var da bestemt positivt og glædeligt nyt, vi blev præsenteret for i medierne her til morgen: Det er nu forsvarligt med en ganske stor lempelse af restriktionerne i forhold til Corona-krisen. Nu vil jeg glæde mig til igen at kunne mødes med familie, venner og bekendte i større antal end tidligere. Jeg vil nyde igen at kunne gå ind og købe mig et godt måltid mad på en restaurant. Og i det hele taget vil det være dejligt at få følelsen af at kunne trække vejret lidt mere frit. Og alt dette samtidig med, at meteorologerne giver grund til at håbe på, at foråret nu omsider er på vej.
      Men i al glæden over dette sidder der en orm og gnaver: Corona-pandemien hærger stadig store dele af verden på frygtelig vis, og truslen om, at den igen kan sende et pust hen over Danmark, er stadig alvorlig, hvis vi bliver løsslupne i vores fejring af nedlukningen af dele af restriktionerne. Og så bør vi alvorligt overveje i hvor høj grad vi skal yde hjælp til de andre dele af verden, hvor hver dags ofre tælles i hundredtusinder. I hvor høj grad kan vi tillade os at være os selv nok - måske på grundlag af det faktum, at pandemien allerede har givet os en regning på den onde side af hundrede milliarder, som der skal betales af på i de kommende år.
      Generelt sidder vi trods alt lunt og godt i det her i Danmark. Der er ikke nogen her til lands, der behøver at dø af sult. Men sådan er det langtfra alle steder rundt i verden. Hundreder af millioner af mennesker lever hver dag under sultegrænsen, og for hver dag, der går, bliver det tal større og større. Det er der flere årsager til: Krige og klimabetingede katastrofer er blandt de værste. Vi danskere er med til at afbøde lidt af den situation gennem vores skattebetalte bidrag til FN og andre organisationer og gennem vores bidrag til diverse indsamlinger. Men det er altså ikke nok til, at "hunger-pandemien" ikke stadig breder sig. Og det gør den, samtidig med, at vores politikere konkurrerer om at tilbyde os danske vælgere mere og mere velfærd, når bare vi vil stemme på dem.
      Endelig kører vi stadig på første klasse og med ekspresfart på vej ind i den alvorligste krise af dem alle: Klimakrisen. Ingen burde i dag kunne være i tvivl om, at verden om få årtier vil se helt anderledes ud med mangel på meget af det, som vi i dag betragter som selvfølgeligheder. Og ingen burde kunne være i tvivl om, at afbødningen af klimaændringernes værste konsekvenser vil stille meget store krav til hver enkelt af os - og ikke mindst af os her i den industrialiserede del af verden. Det er nemlig os - og kun os - der har de nødvendige midler til at gøre noget ved det.
     Jeg græmmes ved gang på gang at høre især politikere tale om, at udvikling og salg af midler til at bekæmpe klimakatastroferne, skal give os danskere midler til at udbygge vores velfærd yderligere. Hvordan forestiller man sig, at befolkningerne i de områder, der allerede er allerhårdest ramt af klimaændringerne, skal finde midler til at købe de teknologisk avancerede produkter, der vil kunne ændre den klimatiske udvikling, når de ikke engang har midler til at brødføde sig selv. Nej, også i den forbindelse vil det fremover være en nødvendighed, at vi fra de rige lande som Danmark stiller de nødvendige midler til rådighed - - også selvom det vil have omkostninger for os i form af forringet velfærd.

Der er utvivlsomt nogle, der vil sige, at ovenstående er udtryk for et helt overdrevet sortsyn.
Jeg vil sige, at for mig er det de barske realiteter.
Hvad siger du?

20-03-21

Det andet prik

Nu har jeg også fået Corona-prik nr. 2. Det er jeg glad for. Det betyder jo, at min risiko for at blive syg af Covid19 er decimeret. Men det vil ikke betyde de store ændringer i min dagligdag. For det første er meget omkring mig stadig lukket ned. Jeg kan ikke mødes med vennerne i Seniorakademiets debatgruppe. Jeg kan ikke gå i biografen. Jeg kan ikke gå ind og få et godt måltid mad på min favoritrestaurant. Og der er en hel del andet, som jeg ikke kan.
      Jeg skal stadig gå med mundbind, når jeg skal handle ind hos købmanden eller andre steder. Og jeg skal stadig være omhyggelig med at vaske og/eller spritte hænder. For jeg vil stadig kunne bære smitte fra det ene håndtag til det andet. Og jeg ville være meget ked af, hvis jeg blev den direkte eller indirekte årsag til, at andre bliver syge.
      Der tales meget om, at Coronaen  stjæler måneder og måske år fra børnene og de unge, og det kan jeg kun være enig i. Men den stjæler så sandelig også vigtige dele af den tid, som vi ældre endnu har tilbage. Derfor kan jeg blive virkelig vred, når jeg hører og læser om de mennesker, der helt bevidst negligerer  smitterisikoen og måske oven i købet demonstrerer med vold og magt mod, at vi andre søger at bekæmpe den. I realiteten medvirker de dermed aktivt til, at smitten bredes ud og gør endnu flere syge, og til, at mennesker dør af Covid19. Det må vist kunne betegnes som uagtsomt manddrab; men da det jo faktisk sker helt bevidst, er det efter min mening absolut rimeligt, at straffen for at gøre det i Coronaens navn fordobles. Der er ingen formildende omstændigheder. Det er mig, og det er millioner andre, som de er med til at sjæle måneder og måske år af vores liv fra.
      Jeg gad vidst, om disse ignoranter siger nej til selv at blive vaccineret mod Covid19?

17-03-21


Klimakrise
- - - åh nej! Ikke nu igen.


Og er det overhovedet noget, som vi i den ældre generation af danskere behøver at kere os om? Og er det i det hele taget rimeligt at tage det op i et medie som Ældre-bloggen? Skulle man ikke her på bloggen bare holde sig til de forhold for os ældre, som der kan gøres noget ved: ældreplejen, helbred, økonomi og en del andet? Klimaet ligger vel udenfor, hvad vi kan ændre på.
     Godt nok er vores vejr da ikke altid, som det var i de gode gamle dage. Det er blevet noget varmere, og en hel del steder i verden er det blevet alt for varmt. Der er da også perioder og steder, hvor det regner alt for meget - ja, faktisk er der områder rundt i verden, som praktisk taget er skyllet væk i katastrofale oversvømmelser. Og så er der i øvrigt steder, hvor der ikke er faldet regn i årevis, så der er blevet totalt ubeboeligt for mennesker. Og apropos oversvømmelser, så har afsmeltningen af is ved polerne allerede øget vandstanden i havene så meget, at der af den grund er områder - ja, hele ø-nationer - som i dag ligger under havets overflade. Vi oplever fra tid til anden blæsevejr - ja, sågar orkaner - her i vores endnu så sikre lille land; men der er mange andre steder, hvor stort set al bebyggelse er blæst til ruiner.
      Og det eneste, vi ved med sikkerhed, er, at det bliver værre og værre år for år.
      Men det er der vel ikke nogen, der kan og skal tage ansvaret for. Og når alt kommer til alt, er der vel i virkeligheden heller ikke nogen, der kan gøre noget effektivt ved det.
      Hvad det første angår - dette med ansvaret - så må man være ærlige og sige: JO, der er nogen, der er skyld i, at det er gået, som det er. Det er de generationer, der har levet og lever i det tyvende og det enogtyvende århundrede - altså blandt andre dig og mig. Og når det drejer sig om mulighederne for at gøre noget ved det, så må menneskeheden af i dag gøre sig klart, at vi endnu har muligheder. Men vi skal i gang for alvor - ikke om en stakket frist, men NU !
     Det er barske ord i en Coronatid. Men Coronakrisen må ikke blive en undskyldning for ikke at få gjort noget effektivt ved klima-krisen.
    Og så lige tilbage igen til vor tids ældre - altså dig og mig. Er det ikke at gå alt for vidt ved at give os skylden for den klimakrise, vi er på vej ind i? Nej, det er det ikke. For det er vores måde at leve på - din og min - der er årsagen til det. Men vi har en undskyldning, og den er helt gyldig:  Det er først i den seneste snes år, at vi er blevet gjort opmærksomme på, hvad vores måde at leve på fører til. Ved årtusindskiftet var der ikke mange af os, der havde bare den mindste mulighed for vide og forstå det. Jeg ved ikke, hvornår det for alvor gik op for forskerne, at den var ved at være riv rav ruskende gal med vores klima; men i år 2000 var der i hvert fald ingen, der havde fortalt mig, at det ville være bedre for vores fremtid, hvis jeg valgte en celleribøf i stedet for en rigtig god oksebøf til middag. Og jeg havde ikke nogen forestilling om, at jeg udledte en masse skadelig CO2, når jeg kørte mig en hyggelig søndagstur med familien.
      Men i dag ved vi alle, at sådan forholder det sig. Vi kan ikke bruge uvidenhed som undskyldning for at bidrage til klodens opvarmning ved at flyve på ferie til Mallorca. Vi kan ikke længere lade, som om vi ikke har noget ansvar for den verden, vi overdrager til vores efterkommere - dine og mine børne- og oldebørn.
      Men hvad kan gamle folk som os da gøre for at få vendt den klimamæssige udvikling? Jo, vi kan først og fremmest holde op med at lade, som om ansvaret er alle andres end vores, og vi kan gennem vores livsførelse prøve at være et godt eksempel for andre. Og så kan vi være med til at lægge øget pres på dem, der virkelig har mulighed for at gøre noget ved det, nemlig vores politikere på nationalt og på internationalt plan. For dér mangler der virkelig noget. Der snakkes og snakkes og snakkes; men der gøres alt for lidt. Efterhånden virker det som en vittighed, når der her i landet fra politisk hold tales om en 70% nedskæring af CO2-udledningen i 2030. Det er vist kun de politikere - med energiminister Dan Jørgensen i spidsen - der har vedtaget ved lov, at sådan skal det være, som stadig tror på, at det kan lade sig gøre. Det skal de jo tro på. Men selv energiministeren erkender, at det vil kræve teknologi, som ikke er til rådighed i dag. Og skulle man trods alle odds imod alligevel nå de 70%, så er der jo stadig 30%, som fortsætter med at bidrage til, at naturkatastroferne fortsat bliver mere og mere alvorlige, hungersnøden bliver værre og værre, og kampene mellem folkeslagene om den del af Jorden, hvor man endnu kan leve, bliver stadig voldsommere.
      Sort, sort,sort! vil nogle nok udbryde, hvis de har læst så langt som hertil. Nu er ham blog-skribenten da gået helt amok med sit sortsyn. Solen skinner da stadigvæk indimellem, og det skal nok gå alt sammen.
      Nej, det er ikke sort alt sammen. Det er fuldstændig rigtigt, at solen skinner indimellem. For der er virkelig ved at ske noget. Flere og flere organisationer dukker op med hver deres grønne dagsorden. Mentaliteten er ved at ændres. Forståelsen øges for, at liv og livsstil må lægges om. Teknologien udvikles. Nye muligheder åbnes. Nødvendigheden af lange seje træk erkendes. Tunnelen er lang og trang, og den bliver rigtig svær at komme igennem. Men selv om det kan være svært at se det i dag, så tror også jeg på, at der er lys for enden af den.

02-03-21

Behandlingstestamente

Livet er dejligt - så længe det er det. Og jeg kan glæde mig over, at det er det stadigvæk for mig. I alt væsentligt kan jeg klare mig selv, og det betyder meget for mig, at jeg kan blive ved med at gøre det så længe som muligt.
     Men ingen kan fortælle mig, hvor længe det kan blive ved med at være sådan. For hver dag, der går, rykker jeg et lille skridt nærmere på en situation, hvor det nok ikke længere er tilfældet. Og så er det da klart, at jeg kan glæde mig over at bo i et land, hvor jeg kan få hjælp til det mest nødvendige for fortsat at kunne leve og have det så godt, som forholdene til den tid tillader det.
      Men der er en grænse. Skrækscenariet for mig er at komme i en situation, hvor det blot drejer sig om at holde liv i mig. Så vil jeg hellere slet ikke være i live længere. Jeg har tidligere skrevet om min holdning til aktiv dødshjælp og til assisteret selvmord (se i Ældre-bloggens arkiv herover t.v.).  Intet af dette er muligt (i hvert fald ikke lovligt) her i Danmark. Derfor har jeg nu benyttet mig af den næstbedste mulighed, og det er den, der hedder et "Behandlingstestamente". Med det har jeg sikret mig mod at komme i en situation, hvor jeg blot ligger hjælpeløs hen på grund af sygdom eller ulykke, men hvor behandlingssystemet er forpligtet til at gøre alt for bare at holde mig i live.
       Med behandlingstestamentet har jeg nemlig nu fået registreret, at jeg ikke ønsker livsforlængende behandling, herunder genoplivningsforsøg ved hjertestop, hvis jeg kommer i en situation, hvor jeg ikke er i stand til selv at give udtryk for mine ønsker, og hvor det liv, jeg i givet fald vil blive genoplivet til, sandsynligvis ikke vil være et menneskeværdigt liv.
      Jeg har også fået registreret, at jeg ikke ønsker at modtage behandling med brug af tvang i tilfælde af, at jeg bliver varigt inhabil (f.eks. hvis jeg bliver dement).
      Det er nemt at oprette et behandlingstestamente. Det kan gøres på internetadressen www.sundhed.dk, og det eneste, der kræves her, er, at man er fyldt 18 år, og at man har et NemID.
     Jeg har tidligere fået oprettet en såkaldt fremtidsfuldmagt, hvor jeg giver en slægtning fuldmagt til at handle på mine vegne, hvis jeg af en eller anden grund ikke længere er i stand til selv at gøre det. Disse to ting - fremtidsfuldmagten og behandlingstestamentet - gør - sammen med en redegørelse for, hvordan jeg ønsker alle forhold omkring min død afviklet - at det er ikke noget, jeg længere behøver at tænke over. Og jeg føler, at det for mine pårørende må være rart at vide, hvordan jeg gerne vil have ting gjort, når jeg ikke længere er i stand til selv at træffe bestemmelse om det.
      Derfor kan jeg nu koncentrere mig om at leve og nyde det dejlige liv, lige så længe det endnu er dejligt. Og det må da godt vare længe endnu!

18-02-21


En god oplevelse

For to dage siden fik jeg mit første Corona-prik. Det var en god oplevelse.
      Det foregik i vaccinationscentret på Athenevænget i Dalum. Allerede på motorvejen
begynder den skiltning, der fører en problemfrit hen til centret, og da jeg kom frem til
parkeringspladsen, som allerede var fyldt godt op, blev jeg modtaget af to mænd i hvidt,
som med store armbevægelser signalerede et venligt "kom nærmere, min ven, så skal vi
hjælpe dig!" Og på kort tid havde de fået mig placeret i en ledig parkeringsbås.
     Ved indgangen til selve centret blev jeg modtaget af en ung pige - også i hvidt - med et
stort smil i mundbindet og et venligt velkommen, og hun sørgede for, at jeg fik hænderne
sprittet godt af. Så var der en lille vandring ad en velorganiseret zigzag-gang frem til selve
modtagelsen, hvor jeg igen blev budt velkommen på en rigtig rar måde, og efter registre-
ring og scanning af sundhedskortet blev jeg fulgt til den kabine, hvor en sygeplejerske stod
klar med min vaccine. Men forinden jeg fik den, bemærkede hun lige, at mit ene snørebånd
var gået op, så jeg kunne risikere at falde i det. "Det ordner jeg lige", sagde hun, og så knælede hun ned og bandt det for mig. Det var en gestus, som virkelig varmede en gammel mand som mig om hjertet, og havde det ikke været for Corona-restriktionerne, havde jeg gerne givet hende en krammer som tak.
      Selve vaccinationen blev klaret så hurtigt og smertefrit, så jeg dårligt nok nåede at registrere det. Og så fulgte endnu en lille detalje, som viste, hvor godt det hele var gennemtænkt. På en folder med oplysninger om vaccinationen skrev hun det præcise tidspunkt for injektionen, og efter at sygeplejersken havde ønsket mig en god dag, blev jeg ført ud i venterummet og hjulpet hen til en stol, hvor jeg lige skulle sidde i femten minutter efter injektionen for at sikre, at jeg stadig havde det godt. Nogle unge mennesker - i hvidt - holdt øje med os og kom med venlige og søde bemærkninger, som viste, hvor opmærksomme de var på os. Og da de femten minutter var gået, viste en af dem mig hen til udgangen og sagde med oprigtig stemme tak, fordi jeg var kommet.
      Jeg så virkelig den dag, at når man har mundbind på, så kan der godt smiles med øjnene.
      Hvis det absolut maksimale antal stjerne, der kan fås for imødekommenhed, hjælpsomhed og venlighed, er seks, så har det samlede team på centret i Dalum fortjent hver eneste én af dem.

     Jeg ser frem til, at jeg om ca. tre uger skal derud igen og have mit prik nummer to.

 

06-02-21


Der er så meget, jeg gerne ville opleve

Men med 86 år på bagen er grænsen vel efterhånden lidt nær for, hvad jeg endnu kan nå at få med.
      Jeg ville gerne se mine børnebørn og oldebørn godt i vej. Hvad gemmer fremtiden mon for dem?
      Jeg ville gerne opleve, at min næste bil bliver el-drevet og selvkørende.
     Jeg ville gerne prøve at køre en tur gennem fremtidens tunnel fra Lolland til Femern.
     Jeg ville gerne i mit tv se det første menneske lande på Mars.
     Jeg ville gerne opleve, at formanden for FN's Klimapanel kan meddele, at nu har vi mennesker fået vendt truslen mod vor klodes klima. Indholdet af CO2 i atmosfæren bliver mindre, og temperaturen falder.
      Jeg ville gerne opleve, at FN's generalsekretær på en generalforsamling kan melde om et år helt uden krig på Jorden.
      Og så er der en hel masse andet, som jeg også gerne ville opleve.
MEN:
      Lad mig nu slå fast, at jeg klager ikke. For der er ingen generation før min, der har oplevet, at så meget er blevet virkelighed.
     
Da jeg var dreng, havde vi rent faktisk en radio. Den kunne tage "Danmarks Radio

København, Kalundborg", som der blev sagt. Og så selvfølgelig, under krigen, BBC's

sender til Danmark. Andet blev der aldrig hørt. Men det var en fantastisk oplevelse, da

det lykkedes på drengeværelset at sætte nogle spoler og en krystal sammen med en

hovedtelefon og høre noget musik eller en eller anden, der sagde noget på en meget

skrattende baggrund. Det var altså muligt at få en meget primitiv forbindelse til omver-

denen, og det gav stof til meget snak kammeraterne imellem. Mange år senere blev

dette med at høre radio revolutioneret, da transistorradioen blev en realitet, og vi kunne

tage den med os ud i naturen.




     


Vi havde da også en telefon i mit barndomshjem. Det var der ellers ikke så mange,
der havde dengang. Man drejede på håndsvinget på siden, og når centralen meldte sig,
bad man om at tale med nrummer det og det eller med Rigstelefonen, hvis man skulle

længere ud i landet. Men jeg var allerede en aldrende mand, før jeg kunne tage en telefon

med mig i lommen.




      Jeg husker, da vi stimlede sammen uden for radioforhandlerens butiksvindue, når

aftenens to-tre timers fjernsynsudsendelse blev vist. Og det betød en revolution rundt

i hjemmene, da det blev både teknisk og økonomisk muligt at få sådan et apparat ind i

stuen med de sort/hvide billeder. En del år senere blev det skiftet ud med et, der kunne

vise farver. Langt senere blev det så muligt at se tv og meget mere og at  kommunikere

på den bærbare komputer, på tabletten  eller på mobilen. Og så burde jeg selvfølgelig

også nævne de fantastiske muligheder, som komputeren giver os med Skype, Facetime, mails og meget andet. Det er såmænd ikke så mage år siden, at ingen almindelige mennesker så meget som drømte om, at sådan noget skulle kunne lade sig gøre.
      Jeg husker meget tydeligt den 4. oktober 1957, da det rygtedes, at russerne havde sendt den første satellit, Sputnik 1, i kredsløb. Og jeg husker den 12. april 1961, da Jurij Gagarin som det første menneske blev sendt ud i rummet. Jeg lå på gulvet foran vores fjernsyn sammen med min søn om natten den 21. juli 1969 for at opleve Neil Armstrong som den første mand på Månen. Siden er rummet omkring os blevet fyldt med satellitter, som er grundlaget for en meget stor del af, hvad vi kan, og hvad vi oplever i vores hverdag.
      Nej, Jeg klager ikke. Jeg har helt afgjort fået lov til at opleve en meget stor del af den udvikling - på godt og ondt - som ligger til grund for vores tilværelse i dag.

      MEN det kunne nu alligevel være sjovt at opleve en tur til Australien ombord i det, der på et tidspunkt bliver det supersoniske passagerfly Concordens afløser.

 

25-01-21


"Coronaen stjæler deres ungdom"


Det var overskriften til en artikel i avisen for nogle dage siden.
    Der kunne vel også være skrevet en artikel med denne overskrift: "Coronaen stjæler deres alderdom".
    Det er så op til den enkelte at tage stilling til, hvad der er værst. Sagt på en anden måde: Hvad er værst at få stjålet, sin ungdom eller sin alderdom?
    Én ting kan vi vel alle blive enige om: Både for børnene og de unge og for os ældre fjerner coronaen rigtig mange af vores muligheder for at leve en normal tilværelse - ja, store dele af vores normale tilværelse bliver i disse dage "stjålet" fra os. Og vi får aldrig disse "tyvekoster" tilbage igen. Vi kan ikke engang få dem erstattet. Sådan er det. Og det kan vi ikke gøre noget ved.
    Jeg har aldrig været meget for at bruge store ord. Men for børnenes og de unges vedkommende kan jeg ikke lade være med at bruge et stort ord: KATASTROFE!
     Jeg ser det som intet mindre end en katastrofe, at størstedelen af dem i det seneste års tid har skullet modtage en stor del af deres undervisning hjemme ved computeren. Og at den undervisning langtfra er så effektiv som den normale henne i klasseværelset på skolen, fremgår jo bl.a. af de overvejelser, der nu er i gang, om - og i givet fald hvordan - de forstående eksamener og prøver skal gennemføres. For det ligger klart, at for de fleste vil det være helt urimeligt at forvente, at de skal kunne møde op med de samme faglige forudsætninger som de tidligere årgange af elever. Problemet er, om man skal skære væsentligt ned på kravene, eller om de aktuelle årgange må affinde sig med at få lavere karakterer.
    Havde det så blot været et spørgsmål om karakterer, så var det måske til at leve med. Men som samfund må vi alle gøre os klart, at der i disse år kommer unge mennesker ud på arbejdsmarkedet eller til videregående uddannelser, som er begrænsede i deres forudsætninger for at gøre en effektiv indsats. Deres uddannelse er ganske enkelt mangelfuld. Og det er noget, som vi alle sammen vil komme til at mærke mere eller mindre.
    Der er forskellige forslag fremme om, hvordan man kan råde bod på den situation, og mange ressourcestærke børn og unge skal nok finde vej til at udnytte dem. Men erfaringer siger klart, at endnu flere vil komme til at stå uden eller med en dårligere uddannelse i en verden, hvor netop uddannelse vil være altafgørende for de næste generationers tilværelse.
    Jeg fik vist nævnt ordet "katastrofe". Er det overdrevet at bruge ord som det?

11-01-21


Der er lys forude


Så har vi taget hul på et nyt år. Ingen ved, hvad det vil bringe.
      Den samme situation stod vi i for et år siden. Der var dengang store forhåbninger til året 2020, og det var der med god grund, for rigtig meget tegnede godt. Men så kom Coronaen, og den skabte for mange det værste år, de endnu har oplevet. Det gælder ikke mindst for os ældre. Vi fik at vide, at vi udgør en risikogruppe - at vi skal gøre alt, hvad vi kan, for ikke at blive smittet, for bliver vi det, kan det være skæbnesvangert.
      Der er vist ikke ret mange - børn, unge og ældre - som ikke gennem nu snart et års tid har været påvirket i en eller anden grad af Coronaens hærgen. Og det eneste, vi i den henseende ved om det nye år 2021, er, at den påvirkning vil blive ved i en rum tid endnu. Ganske vist kan vi ældre se frem til muligheden for en vaccination inden ret længe. Den vil give os en god beskyttelse; men vi skal stadig rette os efter alle sundhedsmyndighedernes restriktioner, for ingen ved med sikkerhed, om vi ikke kan blive ved med at bære rundt på smitte, selv om vi ikke selv bliver syge af den. Det hensyn - altså at rette os efter restriktionerne - skylder vi vores medborgere. Og når vi gør det, kan vi også med rimelighed forvente, at de yngre holder ud en tid endnu og passer både på os andre og på sig selv.
      Men det må være rigtigt, når vi nu gang på gang får at vide, at der omsider kan ses lys for enden af tunnelen. Det kan ikke være andet, end at Covid 19 må blive svækket, efterhånden som flere og flere bliver vaccineret. Derfor er det rimeligt at tro på, at i det mindste den sidste halvdel af 2021 igen bliver en mere normal tid. Og det er altid rart at have noget positivt at se frem til.

13-12-20


Corona eller ensomhed


Der er nu kun kort tid til en juleaften, som de fleste steder nok vil være præget af Corona-pandemien. Sådan er det nu engang, og der er ingen, der har ønsket, at det skulle være sådan. Der er ganske enkelt ikke andet at gøre end at indrette sig efter det. Jeg forstår slet ikke de mennesker, der nægter at følge de retningslinjer for vores omgang med hinanden, som vi får fra de ansvarlige myndigheder, men - som for nogens vedkommende - møder op foran Christiansborg for at demonstrere mod de restriktioner, som vi får pålagt. "Det er et angreb mod vores frihed til at leve, som vi vil", råber de, og de skriver det på deres plakater. Og de kan da have ret. Coronaen er et angreb mod vores frihed. Men angriberne er ikke landets myndigheder, og derfor giver det ingen mening at stimle sammen foran Christiansborg. Angriberen er jo selve Corona-virussen; men mod den nytter det ikke at demonstrere. Det eneste, der har en mulighed for at nytte, er myndighedernes restriktioner. Og som langt de fleste andre forsøger også jeg derfor at følge dem så nøje som muligt.
      Nu har jeg vel nok forholdsvis let ved at gøre det, fordi jeg bor for mig selv og selv kan bestemme, hvad jeg vil gøre eller ikke gøre. Anderledes ser det naturligvis ud for dem, der bor på plejehjem. Dels er deres helbred vel nok gennemgående dårligere end mit, og dels må de leve med en hensynstagen til flere andre - medboere og ansatte. Og jeg kan godt forstå deres behov for at kunne få besøg af familie eller andre. Men jeg har svært ved at forstå, når man fra Ældre Sagen plæderer for, at der må gås på kompromis og accepteres, at der i nogle tilfælde bliver ført virus ind på et plejehjem - måske med alvorlige konsekvenser. Der efterspørges faste retningslinjer fra myndighederne; men sådanne retningslinjer må - efter min mening - aldrig indebære risiko for livstruende følger. Jeg tror ikke på, at udsagn som "Jeg vil hellere dø af Corona end af ensomhed" har nogen reel gang på jorden.
      Vaccinen er på vej. Der er al mulig grund til at tro på, at med den vil situationen inden alt for længe være sådan, at vi hverken skal dø af Corona eller af ensomhed.

29-11-20


Advent


"Plejer" er blevet et sjældnere ord.
     Rigtig meget er ikke, som det plejer at være. Coronaen
bestemmer, hvordan det skal være nu. Det har lige været
Black Friday med langt færre mennesker i butikkerne, end
der plejer at være på denne dag. Kun nogle få julemarkeder
kan gennemføres i den kommende tid. Første søndag i
advent bliver ikke den kirkelige festdag, som vi er vante til.
Flere steder skal der bestilles plads i kirken, hvis man
ønsker at være med til julegudstjeneste. Og hvis man
ønsker at være med i en kirke, hvor der vil blive sunget
julesalmer, vil antallet af pladser være yderligere begrænset.
Men der vil ikke være nogen salmebøger til rådighed - i
stedet bliver salmeteksterne lagt ud på mobiltelefonen. Og
så skal man lige begrænse sig til maks ti ved julebordet og
rundt om juletræet.
      Julen 2020 vil fremover blive mindet som den, hvor
alting var anderledes. Det samme vil gælde for hele året 2020. Og rundt over hele verden vil man mindes de millioner af mennesker, som på grund af corona-pandemien ikke fik lov til at opleve år 2021.
      Men med 2021 vender håbet tilbage. Den forebyggende vaccine er på vej. Den bringer ikke fordums corona-fri dage tilbage med ét slag. Men den giver tro på, at vi med god samvittighed kan give hinanden et kram, når vi når til første søndag i advent til næste år. Verden vil næppe være helt den samme til den tid, men vores oplevelser af årene 2020-21 vil give os gode grunde til at være endnu gladere for tilværelsen, end vi i almindelighed er i dag.

17-11-20

Generationerne splittes

Det er da rigtigt, at der bliver en kæmpemæssig Corona-regning, som skal betales over de kommende mange år.  Og der er ikke andre til at gøre det end os skatteydere - unge og gamle. Sådan er det, og anderledes kan det ikke være.
      Det er også rigtigt, at vi alle sammen - unge som gamle og rige som fattige - føler os pressede af de påbud og restriktioner, som vi bliver pålagt af myndighederne for at holde Covid-19 i ave. Heller ikke hvad det angår, kan det være anderledes, for alternativet ville jo være langt værre.
      Men der er forskel på, hvordan vi ser på den voksende skatteregning og på dagligdagens genvordigheder. Og her kan jeg være bange for, at det er ved at ske en opsplitning mellem de unge og os ældre. For nogen tid siden så jeg et ungt menneske citeret for blandt andet at skrive følgende i et læserindlæg i Politiken: "Unge mennesker får i dag begrænset deres livsudfoldelse på måder, der ikke tidligere er set her i landet i fredstid. Vi forventes at ofre vores frihed i corona-restriktionernes navn, efter sigende for at beskytte de gamle".
      Sådan skriver han, samtidig med at medierne kan fortælle om unge menneskers piratfester og andre former for smittespredende aktiviteter. Hvem er det så egentlig, der prøver på at beskytte hvem? Og er det egentlig værre for de unge, at de ikke kan feste helt, som de plejer, end det er for gamle mennesker, at de ikke må mødes med deres familier i samme omfang som tidligere.
      Men den unge læserbrevsskribent stopper ikke her i sin irritation over os gamle. Han skriver nemlig videre: "De ældre generationer har levet deres liv med en velstand, der savner historisk sidestykke. Vil de nu endelig tage det ansvar, der følger med friheden og forbruget, eller vil de ende deres liv indsmurt i tykke lag af fedtet velfærd uden engang at skulle høre om konsekvenserne?"
      Så er det, at jeg ganske enkelt bliver vred. For det unge menneske har jo ikke forstået - eller måske vil han ikke forstå - hvad der er grundlaget for, at de yngre generationer i dag kan leve deres festliv.
     Det grundlag er jo skabt af os og givet til dem.
     Lad os nu erkende, at vi er fælles om Coronaens genvordigheder - unge som gamle. Og lad os så være solidariske og gøre, hvad vi kan, for at vi alle sammen kan beskytte hinanden mod dens følger.

13-10-20

Tid til omsorg

For et par uger siden havde DR2 en debat med Clement, hvor emnet var pleje og omsorg af os ældre. Panelet bestod af politikere, fagforeningsfolk og professionelle inden for ældreplejen. Som altid, når Clement byder ind til debat, var der ganske stor uenighed om stort set alt - dog med én klar undtagelse: Mange steder trænger ældreplejen til en mærkbar forbedring. Men også hvad det angår, var der forskellige opfattelser. For nogle drejede det sig om at få skabt en helt anden kultur. For andre var løsningen den helt traditionelle med flere penge til flere varme hænder.
     Ingen kan være i tvivl om, at der mangler veluddannede og dedikerede SOSU-medarbejdere. Derfor må man de fleste steder klare sig med mere eller mindre fast ansatte folk uden nogen egentlig uddannelse. Det gavner naturligvis ikke kulturen og omgangstonen. Spørgsmålet er så, om det problem kan klares med flere penge.
     For mig at se er der ingen tvivl om, at en bedre aflønning af fuldt uddannet personale vil gøre opgaven som plejepersonale - på plejehjemmene såvel som i hjemmeplejen - mere attraktiv, og at det vil kunne animere flere til at gå ind i uddannelsen. Men under Clements debat blev det flere gange slået fast, at der ganske enkelt ikke kan findes mennesker nok til at dække behovet. År for år bliver der flere og flere, der har behov for pleje og pasning, og samtidig bliver der færre og færre i de aldersgrupper, der skal klare den opgave. Og der er også behov for hver og en af dem mange andre steder end i ældreplejen. Det er et faktum, som der helt blev gået udenom i debatten. Og det må jo skyldes, at ingen af deltagerne kunne pege på en løsning af det problem.
     Det kan godt undre mig. Jeg har mere end én gang her på Ældre-bloggen peget på de muligheder, der ligger i den moderne teknologi. Og det er de muligheder, jeg har skrevet om i min bog om "Plejecenter Fremtiden". Ganske vist har jeg i bogen skubbet tiden nogle tiår ud i fremtiden, hvor de mange nye teknologiske muligheder vil være implementeret. Men mange af disse muligheder er jo allerede realiteter og i brug flere steder uden for ældreplejen. Og hvis de virksomheder, der arbejder med udvikling af nye muligheder, får et klart signal om, hvad det er, man kunne ønske sig i ældreplejen, så vil de have grundlag for at gå i gang med en udvikling af netop det. For de har i dag de folk, den viden og den baggrund, der skal til.
     Det er på tide, at der bliver samlet en gruppe af fagfolk, der kan sørge for at få sat gang i udvikling og fremstilling af de teknologiske hjælpemidler, der kan frigøre plejepersonalet fra de mange rutinemæssige opgaver og give dem mulighed for at koncentrere sig om de vigtigste af det hele, nemlig omsorgen for de mennesker, der har behov for omsorg.

24-09-20

Som optakt til Sundheds- og ældreministerens Ældrepolitiske Topmøde om plejeboligområdet 30. september til 1. oktober har Alzheimerforeningen anmodet om, at nedenstående orientering og appel må blive viderebragt til flest muligt.
Det medvirker jeg gerne til her gennem Ældre-bloggen.

”Nok er nok”:
Alzheimerforeningen vil ændre grundlæggende på plejehjem


Den seneste tids skandalesager fra plejehjem udgør kun toppen af isbjerget - Alzheimerforeningen giver derfor politikerne tre bud på indsatser, der sætter mennesket før systemet og kvalitet før effektivitet i plejen.

De chokerende scener fra TV2-dokumentaren om umenneskelige forhold på to plejehjem i Aarhus og Randers – og siden videoen fra et plejehjem i Helsingør, hvor en SOSU-hjælper helt umotiveret sviner en beboer med demens til – har endnu engang sat gang i debatten om plejeboligområdet. Men sagerne er hverken enestående eller udtryk for en ny tendens. Alzheimerforeningen har dokumentation for, at der i løbet af de seneste tre år er sket omsorgssvigt, mishandling, fejlbehandling eller tilsvarende stærkt kritisable forhold på plejehjem i 44 ud af Danmarks 98 kommuner. I otte ud af ti af disse tilfælde har det handlet om mangelfuld sundhedsfaglig behandling og pleje. Og i hver sjette tilfælde er plejehjemsbeboeren afgået ved døden.
    Der er god grund til, at tilliden i befolkningen til de kommunale plejehjem styrtdykker. Der er noget grundlæggende galt med systemet, hvor der efterhånden er skåret så meget ind til benet og effektiviseret i en grad, at det i flere tilfælde har kostet beboerne livet. Det må stoppe nu. Der er behov for et paradigmeskifte i, hvordan vi behandler, plejer og yder omsorg til personer med demens på plejehjem, fortæller direktør i Alzheimerforeningen, Nis Peter Nissen.

Opgør i tre indsatser
Mens der igennem årene er blevet postet milliarder i værdig ældrepleje, er kvaliteten af behandling, pleje og omsorg på plejeboligområdet gået den anden vej. Antallet af uddannet og kvalificeret personale på plejehjem er ikke fulgt med det markant stigende antal stærkt behandlings- og plejekrævende beboere, hvoraf op mod 80 procent lider af demens - især ikke om natten, hvor normeringen er urimeligt lav. Alzheimerforeningen har i årevis gjort opmærksom på de alarmerende forhold og har nu - op til Sundheds- og ældreministerens Ældrepolitiske Topmøde om plejeboligområdet 30. september til 1. oktober - samlet tre konkrete bud på indsatser, der kan vende udviklingen.

Indsatserne er:
1. Samarbejdet med pårørende skal forbedres
2. Alle medarbejdere skal have demensfaglige kompetencer
3. Kvaliteten af den demens- og sundhedsfaglige behandling og pleje skal løftes i hele Danmark


- For at vi kan ændre på plejeboligområdet, er vi nødt til at sætte mennesker med demens og deres familier i centrum. Det skal ikke være hensynstagen til rigide systemer og plejehjemmets bundlinje, der afgør, hvilken behandling man får. Til gengæld er det helt essentielt for både behandlingen og plejen, at vi ser på plejehjemsbeboerne som hele mennesker og inddrager de pårørende. Ellers ender vi med at gøre beboerne til ”ting”, som vi desværre oplevede i de foruroligende scener, hvor en kvinde med demens hænger i en lift og klager over smerter, mens personalet taler sammen over sengen og knap nok ænser hende. Derfor er det afgørende, at den demensfaglige kvalitet bliver sat før effektivitet ude på plejehjemmene, siger Nis Peter Nissen.

Tilliden skal genoprettes
Alzheimerforeningen har i de senere år modtaget 50 procent flere henvendelser fra pårørende, om problemer med den demens- og sundhedsfaglige pleje på plejehjem. Men mange oplever at løbe panden mod en mur, når de lufter deres bekymringer over for personale, ledelse og i sidste ende kommunen. Derfor foreslår Alzheimerforeningen blandt andet, at beboere og pårørende får en uafhængig tillidsmand, der kan tale deres sag direkte overfor plejehjemsledelsen.
Samtidig foreslår Alzheimerforeningen, at der indføres et nationalt demensfagligt efteruddannelsesprogram, hvor alle medarbejdere og ledelsen bliver klædt på med nyeste viden om demens og plejehjemmet bliver blåstemplet med et certifikat. Modellen kendes fra Sverige, hvor Dronning Silvia har sat sig i spidsen for de såkaldte ’Silviahem’:
- Erfaringerne fra Sverige er gode og certificeringen med det royale islæt har været med til at øge prestigen og den faglige stolthed inden for et felt, der ofte – og i øvrigt helt uretmæssigt – bliver talt ned og negligeret, siger Nis Peter Nissen.
Den sidste hjørnesten i at genoprette tilliden til plejehjemmene handler om at sikre, at du får den samme gode behandling, lige meget om du bor på plejehjem i Hirtshals eller Helsingør. For i dag er der desværre helt uacceptable kvalitetsforskelle på plejehjem kommunerne imellem. Det er for eksempel i forhold til normeringer, plejehjemslæger eller indsatsen mod de alvorlige adfærds- og psykologiske problemer (såkaldt BPSD), som mange personer med demens får.
- Hvis vi skal løfte kvaliteten i hele landet, er vi nødt til at have nogle nationale og bindende retningslinjer for behandling, pleje og omsorg på plejehjem. Der er nødt til at være en anstændig bemanding på alle landets plejehjem – det kalder vi en grundnormering. Og så er vi nødt til at anvende nogle af de modeller, som der er blevet brugt millioner af kroner på at gennemteste og som vi ved virker. For eksempel BPSD-modellen, som har en dokumenteret effekt i forhold til at hjælpe beboere med demens, som har adfærdsmæssige og psykiske problemer, fortæller Nis Peter Nissen.
Han ser frem til det Ældrepolitiske Topmøde, men frygter også at politikerne endnu engang taber fokus, når debatten en dag ebber ud:
- Derfor bliver vi ved. I alt for lang tid er systemet kommet før mennesket, men nu siger vi stop. Det er tid til at sætte handling bag ordene og få et paradigmeskifte i plejen af ældre med demens på plejehjem, så mennesker med demens kan få den nødvendige behandling, pleje og omsorg. Det er det løfte, vi giver til mennesker med demens og deres familier.
Læs hele Alzheimerforeningens oplæg her: Mennesket før systemet!

FAKTA OM PLEJEHJEM ANNO 2020
• PT bor der knap 40.000 personer på plejehjem i Danmark
• Det vurderes, at 60-80% af beboerne lider af en demenssygdom
• Halvdelen af alle demenspatienter på plejehjem lider af en eller flere andre alvorlige kroniske sygdomme som kræft, diabetes, KOL etc.
• Hver tredje beboer dør inden for det første år efter de er flyttet på plejehjem.
• Plejehjemsbeboere får dobbelt så meget medicin som andre ældre i samme aldersgruppe.
• Plejehjemsbeboere har 2½ gange flere forebyggelige indlæggelser end ældre, der ikke bor på plejehjem – dvs. indlæggelser, der kunne være undgået ved korrekt behandling, pleje og omsorg.
• Genindlæggelsesprocenten for plejehjemsbeboerne er næsten dobbelt så høj som ældre, der ikke bor på plejehjem.
• Der er stor forskel på gennemsnitsnormeringerne i kommunerne. Særligt om natten, hvor der i nogle kommuner er op til 41 beboere til hver enkelt medarbejder.
• I 49% af alle plejehjem er der ikke fast tilknyttet en plejehjemslæge.
• I 51 % af alle tilsyn på plejehjem i 2018, var der ikke styr på medicinhåndtering.

07-09-20

Lærerne er ikke dummere, men dårligere
Det er deres uddannelse, der er blevet forringet


Lærerne er blevet "dummere" de seneste 25 år, hævdes det i en artikel i avisen Danmark den 27. august.
Det er nok velovervejet, at ordet "dummere" er sat i anførselstegn. For det er egentlig ikke intelligensen, der er blevet ringere. Når de danske skoleelever klarer sig dårligere og dårligere, skyldes det, at deres lærere i dag er alt for dårligt uddannede.
     Da jeg gik på seminariet i begyndelsen af 1950'erne, havde vi godt 30 undervisningstimer om ugen (om lørdagen var der, så vidt jeg husker, lidt færre timer end de andre dage), og i hver eneste af disse godt 30 timer blev undervisningen forestået af en virkelig kompetent underviser. Vi blev overhørt i de lektier, vi havde for, og vi fik løbende vores præstationer vurderet.
     Da jeg for nogle år siden sammen med nogle andre tidligere lærere besøgte et University College (vore dages seminarium - fint skal det være), fik vi oplyst, at man dér var meget tilfredse med, at man netop havde fået forøget antallet af undervisningstimer fra 11 til 13 om ugen. Det rystede os! Men så var der jo noget gruppearbejde på de studerendes egen foranledning og en hel del selvstudie, fik vi at vide. Ærlig talt: betyder det ikke, at de flittige og ambitiøse studerende helt sikkert bliver gode lærere med en masse relevant viden. Men hvad med de dovne og mindre ambitiøse? For dem er der sikkert også nogle af nu som før. Nåh jo blev det nævnt; der var jo også noget med, at frafaldet fra studierne nu om stunder er en hel del større, end man bryder sig om at snakke om. Men man kan da glæde sig over, at de, der falder fra, så aldrig kommer ud i skolerne.
     En vigtig del af tidligere tiders læreruddannelse var praktik. Til hvert seminarium hørte der en såkaldt øvelsesskole. Her blev seminarieelevernes evner til at tilrettelægge og gennemføre en undervisning i praksis prøvet af, og i tredje klasse var eleverne ude som vikarer ("på græs", som det hed) i tre måneder. Samlet set gav det den nødvendige forståelse af, hvad der egentlig var målet med læreruddannelsen og dermed af, hvad der skulle lægges vægt på i det daglige arbejde på seminariet. Det er mit indtryk, at den del af uddannelsen i dag er nedprioriteret i betydelig grad med der resultat, at mange nyuddannede lærere får noget af et realitetschok den dag, da de skal begynde deres gerning som undervisere.
     Det er i de senere år blevet erkendt, at generelt er evnen til at udtrykke sig og til at stave korrekt blevet ringere. Flere universiteter har været nødt til at oprette kurser for de nye studerende for at råde bod på det. Mange af de unge mennesker kan ganske enkelt ikke forstå, hvad de læser, og de har svært ved at udtrykke sig både mundtligt og skriftligt. Jeg kan naturligvis ikke dokumentere, at tilbagegangen har noget at gøre med en dårligere uddannelse af Folkeskolens lærere. Men for mig ligger det ligetil at antage, at der er en sammenhæng. Det har da også ved flere lejligheder været diskuteret, om læreruddannelsen kunne gøres bedre, og et skridt i den retning er det vel, at adgangskravene til uddannelsen er blevet skærpet. Men der må efter min mening mere til. Det kan være betydeligt flere egentlige undervisningstimer som i "gamle" dage. Men det kunne også være, som det f.eks. er tilfældet i Finland, at lægge læreruddannelsen op på et egentligt universitetsniveau og forlænge den med et år eller to.


29-08-20

Palliativ behandling er kun for nogle


Desværre lykkedes det ikke at samle tilstrækkeligt mange underskrifter til at få spørgsmålet om aktiv dødshjælp taget op i Folketinget. Det undrer mig. For det eneste, vi ved med sikkerhed omkring vores liv, det er, at det slutter på et eller andet tidspunkt. Og for mange slutter det på en dårlig måde.
     Det er nu snart to år siden, at læge Svend Lings fik en betinget dom for at yde hjælp til selvmord. Og med god grund har man kunnet håbe på, at den sag dermed var gemt og glemt. Men sådan skulle det ikke få lov til at gå. En emsig sygeplejerske fra Silkeborg har indgivet en konstrueret og dermed falsk anmeldelse til politiet om en ny medvirken til selvmord fra Svend Lings side. Jeg kender ikke hendes motiv for at gøre det; men det kan vel kun være et ønske om at få spørgsmålet om dødshjælp bragt op igen.
Og lad mig da så gøre det også her på Ældre-bloggen. Og min holdning er den samme som for to år siden: Ingen bør straffes for at yde den menneskekærlige handling, som det er at hjælpe et dødssygt og lidende menneske til at få opfyldt dets sidste ønske om at få lov til at dø.
     Hovedargumentet for at nægte lov til at yde en sådan hjælp er, at samfundet stiller en palliativ behandling med smertelindring til rådighed for døende mennesker. Det lyder selvfølgelig positivt, men sandheden er, at en sådan behandling i mange tilfælde ikke kan gives.
     En helt ny rapport fra Rigsrevisionen om samfundets "tilbud om palliativ indsats til alle med livstruende sygdom" og om "lige adgang til palliative tilbud" gør det nemlig klart, at der ikke bliver levet op til et sådant tilbud til alle. Hver femte patient, der bliver henvist og accepteret til at modtage den palliative indsats, når ikke at få den, og dertil kommer så alle dem, der ikke får en henvisning.
     Det er utroligt for mig, at der stadig er mennesker her i landet, der helt bevidst sidder den kendsgerning overhørig, og som altså f.eks. nu som sygeplejersken fra Silkeborg ikke skyer noget middel for at nægte de mennesker, som samfundet ikke kan give en palliativ behandling, en mulighed for at blive fri af ulidelige fysiske og psykiske smerter.
     Naturligvis skal Svend Lings ikke tiltales på baggrund af en falsk anmeldelse. Men det må være rimeligt, at det bliver gjort helt klart for anmelderen at her er det hende, der har begået en grov ulovlighed.

17-08-20

Jeg er nok ved at være gammel

OK - lad mig så moderere det lidt og sige, at jeg kan mærke, at jeg er blevet ældre. Og det kan jeg mærke på forskellige måder: Det er f.eks. blevet sværere at komme i gang om morgenen. Jeg undrer mig over, at der er muskler, der protesterer over at skulle til at præstere noget igen, efter at de har fået mulighed for at hvile godt og dejligt en hel nat igennem. Men i gang kommer de da stadig hver morgen. Så er der bare det ved det, at de bliver hurtigere trætte, end de gjorde for bare fem år siden. Det er nu nok i nogen grad min egen skyld - jeg burde nok træne dem noget mere. Men der er jo så meget andet, der også bør gøres. Og så må man jo prioritere.
     Noget andet, hvor jeg kan mærke, at jeg er blevet ældre, er, at det er blevet sværere at koncentrere sig i længere tid om en eller anden konkret opgave. Det har vist også noget at gøre med det, der hedder korttids-hukommelsen. Hvad pokker var det nu lige, at jeg for sekunder siden tænkte på, at jeg skulle gøre, sige eller skrive? Ærgerligt nok! For intentionerne var vist egentlig gode nok. Nu må jeg så i gang forfra.
     I de seneste måneder har corona-situationen givet mig noget mere tid til at begynde forfra på det ene og det andet. For en del af de mere eller mindre faste arrangementer, som jeg normalt har været optaget af, er jo ganske enkelt lukket ned. Og sandt at sige, så har lysten til at engagere mig i noget andet ikke rigtigt været til stede. Jeg har jo gang på gang fået at vide, at med min alder er jeg i risiko-gruppen, og det bryder jeg mig egentlig slet ikke om at være. For selv om jeg altså nok er gammel / ældre med, hvad det nu indebærer, så er jeg rent faktisk så glad for livet - vel at mærke så længe helbredet endnu er godt - at jeg vil gøre meget og give afkald på en del for at beholde det længst muligt. Når jeg en gang imellem har været tvunget ud i noget, der kunne indebære en risiko for at blive smittet, så har jeg følt det lidt som at spille russisk roulette, og det er et spil, som jeg slet ikke bryder mig om.
     Der er altså flere ting, som jeg i dag må erkende, at jeg ikke længere er i stand til på grund af corona, aldring eller andet. Men der er stadig slet ikke så lidt, som jeg fortsat kan. Og jeg prøver tit og ofte at sige til mig selv, at jeg skal lade være med at blive sur over, at der er noget, som jeg ikke længere kan. I stedet vil jeg nyde og glæde mig over alt det, som jeg stadig kan.
     Jeg holder meget af at lytte til musik, og jeg har for kort tid siden investeret i to supergode højttalere. Så nu har jeg det endnu bedre med at lytte til den musik, som jeg holder af. Og det har jeg det ikke spor svært ved at koncentrere mig om.

31-07-20

Plejehjemmene bag facaden

Der er ingen tvivl om, at rigtig mange så TV2's dokumentar om plejehjemmene bag facaden torsdag aften den 30. juli. Og mange har kommenteret den. Alle er enige om, at forhold som dem, man blev præsenteret for i dokumentaren er uacceptable. Men meget få har realistiske forslag til, hvordan forholdene kan forbedres, så de overalt kan blive ikke bare acceptable, men gode.
     Der er dog én ting, man kan blive enige om: Der er for få ressourcer til rådighed. Det drejer sig om økonomiske ressourcer. Men det drejer sig i endnu højere grad om menneskelige ressourcer - det, der ofte omtales om "varme hænder".
     Hvad de økonomiske ressourcer angår, er det et politisk prioriteringsanliggende. Men som det er blevet nævnt fra flere sider, så hjælper det jo ikke noget, at man står klar med nok så mange penge, hvis det, man gerne vil have for pengene, ikke er til rådighed. Og det må jo ganske enkelt konstateres, at der er ikke det nødvendige antal varme hænder til rådighed, og de er ikke til at finde nogen steder.
     Det er utvivlsomt rigtigt, at meget vil kunne opnås ved at gøre sosu-uddannelsen bedre og ved at gøre arbejdsforholdene for sosu-personellet bedre - blandt andet med en bedre aflønning. Men det ændrer ikke ved det faktum, at der er ikke det tilstrækkelige antal mennesker til at modtage bedre uddannelse og bedre løn. En opnormering af stillinger fra deltid til fuldtid kan kun løse en lille del af problemet.
     Jamen hvad gør vi da så? Accepterer vi, at gamle Anton må sidde et par timer for længe i en fyldt ble?
     NEJ!
     Og derfor undrer det mig, at man ikke i langt højere grad, end det er tilfældet, retter blikket mod de mange muligheder, som den allerede kendte teknologi og den, der er godt på vej, giver for at aflaste plejehjemmenes personel for en lang række af rent praktiske opgaver. Det vil kunne give dem betydeligt mere tid til det vigtigste af det hele, nemlig den nære, menneskelige omsorg.

Jeg prøvede sidste år at pege på en del af disse muligheder med udgivelsen af min sciencefiction-roman om "Plejecenter Fremtiden". Den giver også et billede af det gode og indholdsrige liv, som teknologien giver mulighed for. Noget er allerede taget op med gode erfaringer - men endnu nærmest på forsøgsbasis - på flere plejehjem rundt i landet. Men der er stadig mange mere eller mindre uprøvede muligheder endnu.
     Samme dag som TV2 viste dokumentaren om plejehjemmene bag facaden, kunne vi i tv-nyhedsudsendelserne følge opsendelsen af en raket, som blandt andet med dansk-udviklet udstyr skal til Mars og undersøge forholdene dér. Dét kan vi altså. Og hvis vi vil, kan vi også udvikle udstyr, som kan være med til at give beboerne på vores plejehjem en bedre og langt mere værdig og tryg tilværelse. Og det vil kunne give personalet endnu større arbejdsglæde.

Vil du se ældre indlæg på Ældre-bloggen,
så gå til boksen med bloggens arkiv øverst på denne side.