23.01.2019

Plejehjems-dilemma

For 50-60 år siden blev centralskolerne et udbredt begreb. Og i takt med, at de blev oprettet, blev et utal af små skoler lukket - et fænomen, som man ikke er helt færdig med i dag. Som så meget andet havde det både positive og negative sider. Blandt de positive var, at man på de nye, store skoler kunne ansætte lærere med hver deres speciale, og der kunne indrettes faglokaler, som gav muligheder for en mere effektiv undervisning. Dertil kom så også, at der var en bedre økonomi i at have én stor skole i stedet for flere små. Men der var også negative sider ved centraliseringen: Lukningen af de små skoler betød et hårdt slag for mange landsbysamfund, for hvem skolen havde været et samlingspunkt. Mange elever fik betydeligt længere til skole - mange steder ad nogle stadigt mere trafikerede og farlige veje. Og for slet ikke så få af eleverne betød dette at komme fra noget overskueligt i den lille skole i de hjemlige omgivelser til et virvar af måske flere hundrede andre elever, at de kom til at føle sig usikre og oversete med psykiske problemer til følge.

     Jeg tror, at følgerne af dette skifte fra landsbyskoler til centralskoler er noget, som de fleste af os ældre har set eksempler på eller måske selv oplevet - positive eller negative.

I disse år finder der så igen en kraftig centralisering sted. Denne gang fra plejehjem til plejecentre.

     I mange kommuner er der i de senere år blevet bygget store, moderne plejecentre, og flere kommer til i årene fremover. Og mange gamle mennesker bliver med eller mod deres vilje flyttet fra kendte og trygge omgivelser i de plejehjem, som skal nedlægges, til de nye centre, som kan stille bedre plads og moderne faciliteter til rådighed. For nogle af dem giver det måske mindelser om dengang, da de blev flyttet fra den lille landsbyskole til den store centralskole.

Men naturligvis er der flere store fordele ved de nye plejecentre: De byder på er en større, tidssvarende og handicapvenlig bolig, hvor man har helt moderne hjælpemidler til rådighed. Det giver mulighed for i højere grad at kunne klare sig selv, og det er noget, som har stor betydning for mange. Men netop de moderne hjælpemidler har selvfølgelig også stor betydning for personalet, som i kraft af dem føler, at de kan yde en bedre hjælp, og det er naturligvis motiverende for dem i dagligdagen. Endelig har det også betydning for plejecentrenes beboere, at der er flere muligheder for forskellige aktiviteter og for nye venskaber. Og så er der økonomien: Man behøver vist ikke at have den store regnemaskine frem for at kunne se, at hvis der fremover skal kunne ydes den tidssvarende hjælp, som moderne omgivelser og hjælpemidler giver mulighed for, og som både vore dages og fremtidige ældre må være berettigede til at nyde godt af, så kommer vi ikke uden om de større plejecentre.

     På den negative side tæller det, at flytningen til et plejecenter kan betyde større afstande til familie og gamle venner. Og ikke mindst for de mere eller mindre demente har det stor betydning at kunne være i trygge og velkendte omgivelser. For nogle er det afgørende at kunne få lov til at blive gammel og at dø dér, hvor de har levet måske gennem et helt liv.

Endelig må man ikke være blind for, at det kan have stor betydning for de mindre lokalsamfund, hvis de mister plejehjemmet. Måske kan det være det, der giver stødet til, at den lille, lokale købmandsbutik må lukke, når salget til plejehjemmets beboere stopper.

Der arbejdes på mange fronter for at skabe størst mulig sikkerhed og tryghed på de moderne plejecentre.

Således har en gruppe unge iværksættere fra Aarhus opfundet en faldalarm, som vil kunne bruges både i private hjem og på plejecentre. Hvis den ældre falder, vil der blive sendt en alarm til enten pårørende eller personalet.

Netop i denne tid skaber dette at skulle træffe valg mellem at bevare de gamle, små plejehjem eller at bygge nye, store plejecentre et dilemma, som kræver politiske afgørelser rundt i de kommuner, hvor man ikke allerede har gjort plejecentret til det eneste tilbud til os ældre, hvis vi ikke længere har mulighed for at klare os i eget hjem.

Mit bud er, at man langt de fleste steder vil se det som en nødvendighed i nogle år endnu at tvangsflytte en del gamle mennesker. Og der vil jo ikke gå mange år, før der ikke længere er noget dilemma, fordi der ganske enkelt ikke længere er noget andet tilbud end det moderne, velindrettede plejecenter.

28-04-17

Tryghed betyder meget

- og det gør det hele livet igennem. Men det gør det ikke mindst, når vi når til den såkaldte tredje alder.

     Efterhånden som vi bliver ældre, må de fleste af os erkende, at der er noget, som vi ikke længere kan klare så godt alene. Og en gang imellem er der måske noget, som vi slet ikke kan klare længere. Det kan godt skabe utryghed.

     Det er naturligvis en stor hjælp, hvis man stadig er to ægtefæller eller i hvert fald to samboende, for så er der dog i hvert fald nok en, der kan skaffe hjælp, hvis der bliver behov for det. Men hvor længe kan man blive ved med at være to? Det kan man ikke få sikkerhed for, og alene den usikkerhed er for nogle med til at skabe utryghed.

     Derfor søger flere og flere ældre sammen i mere eller mindre forpligtende fællesskaber - enlige såvel som ægtepar. For her kan man finde noget af den tryghed, som man efterhånden er kommet til at mangle, hvis man går og føler sig isoleret fra omverdenen i en eller anden grad.

     De tidligere tiders alderdomshjem er en saga blot. I sådan et havde f.eks. min farmor et godt og trygt hjem i sin sidste halve snes år i 1940-50'erne. I dag har vi plejehjemmene - og godt for dem. Men i dem ligger vægten alene på pleje af dem, som ganske enkelt ikke kan klare sig selv længere. Og det er jo slet ikke det, der er tale om, når man inde i den tredje aldre begynder at tænke på at sikre sig, at man også i de kommende år fortsat gerne vil kunne leve sit liv i største mulig tryghed.

    Og her er det så, at de forskellige former for bofællesskaber for ældre kommer ind i billedet. Egentlig er det jo slet ikke noget nyt. Det er da mange år siden, at jeg første gang hørte om de såkaldte "oldekoller". Så var det, som om der i perioden omkring finanskrisen blev lidt mere stille omkring den boform; men i dag er der igen for alvor kommet fokus på den.

     En optælling har vist, at der i dag (april 2017) findes knap 300 bofællesskaber for ældre med i alt ca. 7.000 boliger; men det er oplyst, at der yderligere står  omkring 8.400 ældre på ventelister til eksisterende og planlagte bofællesskaber. Og en undersøgelse, som er foretaget af Det Nationale Forskningscenter for Velfærd, viser, at mere end 80.000 ældre danskere har overvejelser om at flytte til et bofællesskab.

     Der er altså rigtig stor interesse for de muligheder, som seniorbofællesskaberne kan byde på, og vil man gerne vide endnu mere om dette emne, så kan jeg anbefale at gå ind på hjemmesiden

     www.seniorboligen.dk

hvor antropolog Max Pedersen lægger et væld af oplysninger frem og giver gode råd om, hvilke overvejelser man skal gøre sig, hvis man har tanker om at søge ind et sådant bofællesskab.

Også andre muligheder

Det drejer sig altså ikke mindst om at finde tryghed i dagligdagen. En god hjælp til det kan også være at danne en telefonkæde. Jeg har hørt om flere eksempler på ældre mennesker, der har dannet kæder på 8-10 personer, som hver formiddag på et aftalt tidspunkt ringer til den næste i kæden og lige hører, om alt er i orden. Er der brug for hjælp, så sørger man for at skaffe den - evt. fra den kommunale hjemmehjælp. Og bliver der ikke svaret, er der måske noget rigtig galt, og det undersøger man så.

     På den måde er der sikret en daglig kontakt, og ingen er overladt helt til sig selv. Og for nogle giver det så i øvrigt også anledning til at følge op med en mere personlig kontakt en gang imellem.