Meningen med livet

Jeg har flere gange gennem årene her på min hjemmeside beskæftiget mig med, hvad der kan være meningen med livet, og hver gang har jeg hævdet, at meningen ganske enkelt må være at have det sjovt. 
    Den opfattelse har jeg stadig - også i dag, og jeg har nu prøvet her at samle mine forskellige indlæg om emnet gennem tiderne under ét, og jeg har gjort det i en tænkt samtale med en god ven.
     Jeg lader vennen lægge ud:

Du har skrevet ved flere lejligheder, at "meningen med livet er at have det sjovt". Er det ikke temmelig provokerende?

Jo, det er det sikkert nok. Men det er helt bevidst. Og der blev faktisk lagt mærke til det. I stedet for "sjovt" kunne jeg måske have valgt for eksempel at skrive "godt". Men så ville mange nok bare have tænkt "ja, selvfølgelig". Men det her med "sjovt" fangede og provokerede en del og fik dem til at spørge: "hvad pokker mener manden med det?".
     Og jeg mener faktisk, hvad jeg skrev. Men jeg bør nok lige føje til, at jeg vil gerne have, at ordet "sjovt" i den her forbindelse bliver opfattet i bred betydning.

Det forstår jeg ikke. Enten har man det vel sjovt, eller også har man det ikke sjovt? Og hvordan skal jeg forstå det med en bred betydning?

Jo. Jeg er helt på det rene med, at noget af det, der er sjovt for mig, ikke behøver at være det for alle andre. Og der er jo også dem, der synes, at de har det sjovt med noget,  som generelt må betragtes som helt uacceptabelt - f.eks. alt det, der kan komme ind under begrebet kriminalitet og i det hele taget alt, hvad der skader andre. Men når det er sagt, så vil jeg holde fast i den opfattelse, at meningen med livet er at have det sjovt - og altså stadig sagt med et provokerende tonefald og i bevidstheden om, at man selv både kan og skal yde en indsats - somme tider endda en stor indsats - for at kunne have det sjovt.

     Og så er jeg altså også af den opfattelse, at først når man virkelig selv har gjort en indsats, så oplever man resultatet som noget positivt, noget godt og glædeligt og noget, som man måske oven i købet kan have lov til at være stolt af - med et andet ord noget, som man virkelig kan føle som sjovt.
     Føler du dig stadig lidt provokeret af min brug af ordet sjovt?

Ja, det gør jeg faktisk. For jeg kan ikke lade være med af føle, at det at noget er sjovt, det forbinder jeg med, at det er noget, som er til at grine over. Og jeg synes egentlig ikke, at det er særlig grinagtigt, hvis jeg har knoklet med noget gennem lang tid, og det så omsider lykkes. Det er ikke sjovt, selv om det i høj grad er noget, jeg kan glæde mig over.

Det kan jeg helt følge dig i. Men hvis man nu prøver at se sådan på det, at det modsatte af "sjovt" vel kan være "trist", så giver det endnu mere mening for mig. For jeg kan da slet ikke forestille mig, at vi skulle være sat her i verden for at have det trist. Hvilken mening skulle der dog være i det?

Hvad mener du, når du taler om, at vi er "sat i verden"?

Det er vel sådan, at der er forskellige meninger om, hvad eller hvem der har sat os i verden. Mange vil sige, at det er Gud, og jeg vil bestemt ikke benægte, at de kan have ret. Det er noget, jeg gerne vil komme tilbage til. Men jeg kan slet ikke forestille mig, at en gud skulle have andet formål med at sætte os i verden end det ene, at vi mennesker skal være glade - og vi mennesker er glade, når vi har det sjovt (altså i den brede betydning). Jeg ved godt, at der er mennesker, som ikke rigtigt har grund til at være glade, og det er en af grundene til, at jeg har så svært ved at forestille mig, at det er en gud, der har skabt menneskene - oven i købet i sit eget billede. Derimod kan jeg godt forestille mig, at der ligger noget guddommeligt bag dette, at vi mennesker i dag er, som vi er. Men jeg er ikke i stand til at definere eller forklare dette guddommelige nærmere. Hvis jeg kunne det, var det måske ikke guddommeligt mere. Men nogen eller noget må vel have sat det hele i gang engang. Og hvis vi mennesker er resultatet af en udvikling over millioner og atter millioner af år, så kan der måske nok netop i det ligge en årsag til, at vi er rigtig mange, der synes, at vi har det sjovt - og at vi har lov til at have det sjovt og til at være glade. Når vi altså vel at mærke selv har gjort vores del til at kunne have det sådan.

Du mener altså ikke, at vi sådan næsten pr. definition har krav på at have det sjovt?

Nej bestemt ikke. Men der er vist noget om, at glade mennesker har mere livsmod end dem, der går rundt og er triste. Og livsmod giver styrke og gå på-mod. Så er der vel ikke så langt til Darwins udviklingsteori om, at de stærke er vinderne her i tilværelsen og dem, der bringer udviklingen videre. Hvis man kan gå ind for den tankegang, så har man vel egentlig alene deri en god begrundelse for, at vi skal have det sjovt. For det må jo efter min mening være endemålet.
     Men det er klart, at det at have det sjovt er ikke bare sådan noget, der kommer af sig selv ovenfra. Vi må hver især gøre en indsats for det. Man kan måske også sige, at vi skal hver især gøre os fortjente til det. Det gælder den måde, hvorpå vi forbereder os til tilværelsen gennem uddannelse og indsamling af erfaring. Det gælder i høj grad den måde, hvorpå vi forholder os til andre mennesker. Og det gælder da ikke mindst den måde, hvorpå vi giver livet videre gennem vores børn.

Vil du dermed sige, at det, der giver mening med livet, ligger i en stræben efter at gøre det endnu sjovere - for nu at bruge dit ord i den brede betydning - for vores efterkommere?

Ja, det er vist en rigtig god måde at udtrykke det på. Men så må vi jo se på, hvad det egentlig er, der kan få os til som mennesker at føle, at vi har det sjovt? Og det er der da heldigvis rigtig meget, der kan. Men vi kommer ikke udenom, at der forskel - stor forskel - på, hvad vi mennesker finder sjovt, og som derfor gør os glade. Det vil være håbløs gerning at prøve at remse bare noget af det op, for der er så meget. Men prøv blot at tænke på, hvad du selv finder sjovt. Og så er der jo altså som allerede nævnt forskel, og det kan være utrolig svært - ja vel næsten umuligt at forstå, at nogen kan finde glæde eller tilfredsstillelse i at gøre andre ondt. Jo, nøgleordene i den forbindelse er vel magt og rigdom - der er vist ingen tvivl om, at netop magt og rigdom er det, der skaber tilfredsstillelse og dermed glæde hos nogen. Derfor oplever vi krig og anden ondskab, som gør verden til et helvede for så mange mennesker. Og det kan da aldrig være den sande mening med livet.
   Sygdom og fattigdom gør det også ulideligt svært for mange mennesker, og man kan undre sig over, om der kan være nogen mening med, at de skal have det sådan. Jeg har oplevet udsagn - mundtlige og skriftlige - som går på noget om "en prøvelse fra Gud". Jeg har set det fulgt op med "løfter" om en belønning i form af et bedre liv efter døden. Men sådan noget kan jeg slet ikke finde nogen mening bag. Hvad skulle være en guds mening med på den måde at straffe uskyldige mennesker? Og er der overhovedet nogen acceptabel mening i den tanke, at nogen skal have det urimeligt ondt her og nu, for at de kan blive belønnet i et "næste liv"?

Nej, det har jeg da også meget svært ved at se nogen mening i. Men der må jo så være god grund til at spørge om, hvorfor der så skal være så mange, der har det så ondt?

Jeg ville virkelig ønske, at jeg kunne give et fuldgyldigt svar på det. Men det er der vist heller ikke andre, der kan.
     Men jeg har en forestilling om, at netop i det spørgsmål gemmer der sig en væsentlig del af årsagen til, at der gennem årtusinder er opstået mange forskellige religioner. For en religion er vel noget af det, der virkelig kan skabe en vis trøst midt i ondskaben og et håb om et kommende bedre liv. Noget andet, der kan skabe det håb, er en eller anden form for kamp for en bedre tilværelse - en kamp på ord eller en kamp på våben.
     Desværre er det også den trøst og det håb  gennem en religion, der har skabt mulighed for, at netop religion gennem tiderne har kunnet misbruges og er blevet misbrugt i ganske uhyggelig grad til at vinde magt over mennesker og til at udnytte mennesker.

Du får næsten religion til at lyde som noget i retning af ondskaben selv!

Ja, og det har den virkelig været - jeg tror gennem hele menneskets historie. Og det er den - efter min mening - i nogle sammenhænge den dag i dag. Jeg vil gå så vidt som til at hævde, at hvis man kunne forestille sig en verden uden religioner, så ville vi opleve en langt fredeligere verden, end vi kender den i dag.
     Det er jo ufatteligt, hvad der gennem tiderne er bedrevet af ondskab og udnyttelse i en eller anden religions navn. Og jeg fatter slet ikke den bestialske ondskab, der stadig den dag i dag udøves i en religions hellige navn. Tænk for eksempel på, hvad islamisterne bag Islamisk Stat har foretaget sig gennem de senere år i Allahs navn.
     Heldigvis har vi efterhånden i den vestlige verden - og også enkelte andre steder - stort set fået afskaffet den udnyttelse af borgerne, som man oplevede tidligere. Tænk på den magt over mennesker, som den katolske kirke tiltvang sig op gennem middelalderen ved bogstavelig talt at true med bål og brand her og nu og med skærsilden og helvede efter døden. Det var ufattelige rigdomme, som kirken opkrævede, truede eller svindlede sig til, f.eks. når dens afladskræmmere rejste lande og riger rundt med løfte om, at "når pengene i kisten klinger, straks sjælen ud af skærsilden springer". Og det er mindst lige så ufatteligt, hvad der er udøvet af mord og lemlæstelser i religionens navn - for slet ikke at tale om, hvad der er sket - og sker - af seksuelle overgreb med den begrundelse, at det er guden velbehageligt.

Jamen, hvordan kan nogen da  stadigvæk være religiøse i dag, når man ser på, hvad religion har været årsag til gennem tiderne?

Jeg tror, det skyldes en naturlig uvilje mod at acceptere, at livet her og nu skulle være - om jeg så må sige - alt, og en stærk tro på, at der er en form for liv efter døden.
     Og lad mig udtrykke helt klart, at jeg har den største respekt for alle, der lever deres liv med den uvilje og med den tro. For jeg har jo ingen som helst særlig kompetence til at mene, at de tager fejl. Og for mig er et af mine alvorligst mente ønsker for hele menneskeheden, at enhver må blive salig i sin tro.
     Jeg ser bestemt ikke alt det, der gennem århundrederne er sagt og skrevet om Vor Herre, om Jesus og Kristendommen som udtryk for naive menneskers vildfarelser. Jeg har dyb respekt og agtelse for alle de gode og kloge mennesker, der virker i de forskellige funktioner i den danske folkekirke fra præst til biskop og i andre menigheder. Jeg respekterer dem for deres tro. Men jeg er ikke med hele vejen i den tro.

Kan du fortælle mig, hvad du tror, og hvad du ikke tror?

Det forsøgte jeg for en halv snes år siden at sætte ord på, da jeg formulerede "En lægmands trosbekendelse". Den har følgende ordlyd:

Jeg forsager Djævelen og alle hans gerninger og alt hans væsen.

Jeg tror på Gud Fader, den almægtige, Himmelens og jordens skaber.

Jeg tror på Jesus Kristus, hans enbårne Søn, vor Herre, som er undfanget ved Helligånden, født af Jomfru Maria, pint under Pontius Pilatus, korsfæstet, død og begravet, nedfaret til Dødsriget, på tredje dag opstanden fra de døde, opfaret til Himmels, siddende ved Gud Faders, den almægtiges, højre hånd, hvorfra han skal komme at dømme levende og døde.

Jeg tror på Helligånden, en hellig, almindelig kirke, de helliges samfund, syndernes forladelse ----

- - - men jeg tror ikke på kødets opstandelse og et evigt liv.

Og der er vendinger i den øvrige del af den danske folkekirkes trosbekendelse, som jeg ikke tager helt bogstaveligt.

Jeg forsager Djævelen helt og fuldt, og jeg tror på Gud Fader, men som begreber og ikke som personligheder.

     Jeg tror på Jesus Kristus som menneskehedens betydeligste vejleder, men ikke som undfanget ved Helligånden og ikke som opstanden fra de døde.

     Og jeg tror på Helligånden som den følelse af samhørighed, der holder sammen på kirke og samfund, og som er grundlaget for vore synders forladelse

     Jeg er alt andet end nogen flittig kirkegænger. Alligevel betragter jeg mig selv som det, man kalder en god kristen, og som sådan ser jeg med glæde tilbage på seksten positive år som medlem af et menighedsråd.

     Jeg er ikke teolog, og jeg er ikke "skriftklog". Derfor udelukker jeg absolut ikke muligheden for, at der kan være meget i den hellige lære, som jeg har overset og aldrig har vidst. Men gennem det meste af mit lange liv har jeg tænkt ganske meget over tilværelsen lige fra dens begyndelse, og til den på et eller andet tidspunkt slutter definitivt for mit vedkommende med min død. Og der er ingen tvivl i mit sind, når jeg knytter døden og den definitive slutning sammen. Men jeg har det i enhver henseende godt med at gøre det.

     Jeg kan ikke, og jeg ønsker ikke at kunne se mig selv i en åndeverden et eller andet sted i universet, der af nogle omtales som "Himlen". Og jeg kan ikke forestille mig en sådan himmel befolket med myriader af ånder med oprindelse i de skiftende årtusinder.

Himlens og jordens skaber

Som nævnt ser jeg ikke Gud Fader som en personlighed. For mig er der tale om en skabende guddommelig kraft. Jeg kan ikke se den verden, vi lever i, som resultatet af en mere eller mindre tilfældig udvikling. Den orden og sammenhæng, som kan spores i næsten alt, må være resultat af en overordnet styring. Når vi fra tid til anden synes at kunne se undtagelser fra den regel, kan det meget vel være, fordi vi mennesker nu engang ikke har set og forstået alt. Det er erkendelsen hos mange af tidernes fremmeste tænkere og videnskabsmænd - blandt dem Niels Bohr, som engang skal have givet udtryk for, at al videnskabelig forskning fra tid til anden når til et punkt, hvor den ikke kan komme længere, og hvor forklaringen på yderligere sammenhænge må samles i ét ord: Gud. Og så må man stoppe dér.

     Den erkendelse ser jeg ikke som et opgør med Darwins lære om arternes udvikling, for der er plads til både den guddommelige skabelse og den darwinistiske udvikling. For enhver skabning fra såvel dyre- som planteriget og fra, hvad der måtte være af andre "riger", er begyndt som et kim, et frø eller en eller anden form for celle, som hver for sig rummer guddommeligt nedlagte muligheder. Hvordan den enkelte skabning udvikler sig fra denne spæde begyndelse, er afhængigt af mange forhold, og her er det vel, at Darwin kommer ind i billedet, når han taler om, at de stærkeste sejrer. I mange tilfælde er det nok også de heldigste, der sejrer. Men uanset om det nu skyldes styrke eller held, så er det for alle arters vedkommende et eller andet antal "udvalgte", der bringer de guddommelige muligheder videre. Derfor står vi i dag, hvor vi gør - på godt og ondt.

Jesus Kristus

I alle tilværelsens sammenhænge er der regler og love.

     Fysikken og kemien har deres, og når man nøje følger disse regler, så opstår der f.eks. elektrisk strøm, metaller legeres til værdifulde materialer, og der frembringes stoffer med ufattelig sprængkraft.

     Dyreverdenen har sine regler. Det er dem, der bl.a. ligger til grund for det, vi mennesker så nøgternt omtaler som "fødekæder".

     Og for os mennesker gælder der et utal af love. Jo mere kompliceret en verden er, jo flere love er der brug for. Og menneskenes verden har altid været utrolig kompliceret.

     Derfor de mange love og regler, som er vedtaget af mere eller mindre demokratiske forsamlinger, eller som er påbudt af enevældige herskere. Fælles for dem er, at de lægger rammer for, hvad vi må og ikke må i forholdet til vores omgivende samfund - det nære såvel som det globale.

     Men der er også nogle andre love, som ikke er fastlagt af et flertal eller af en diktator. Det er de love, der ligger til grund for det enkelte menneskes tilværelse, og som i virkeligheden er skabt af det enkelte menneske selv. Dem kan vi ikke slå op i nogen lovbog, men vi kan finde hjælp til at skabe dem. Det gør vi først og fremmest hos vore nærmeste omgivelser: familien, vennerne, i skolen og gennem religionen. Jo bedre denne hjælp er, og jo mere den enkelte er indstillet på at opsøge den og bruge den, jo større er chancerne for at få hold på tilværelsen og opnå et godt, meningsfyldt og indholdsrigt liv.

     En af de vigtigste kilder til denne hjælp er religionen - kristendommen, islam, buddhismen, hinduismen, åndetroen el.a. For mig er det helt naturligt kristendommen. Det betyder, at Jesus Kristus måske er det menneske uden for min nærmeste kreds, der har givet mig den største hjælp, når det gennem årene har drejet sig om at have hold på min tilværelse. Det betyder ikke, at jeg i dagligdagen har gået og tænkt på, hvad Jesus har sagt og ment om dette eller hint. Men jeg har lært om Jesus i skolen. Jeg har gået til præst og er blevet konfirmeret. Under min uddannelse har jeg læst væsentlige afsnit af Bibelen. Jeg har lejlighedsvis gået i kirke. Og ikke mindst, så lever jeg i et samfund, der i stort set alle dets sammenhænge lever og virker på grundlag af, hvad Jesus i sin tid lærte sine disciple. Alt i alt har det medvirket til, at jeg selv kan se tilbage på et liv, som jeg kun kan være tilfreds med og taknemlig for, og som jeg har kunnet leve i et samfund, der kan takke kristendommen og dens lære om livet for de utroligt gode vilkår, som vi har her i landet.

     Men det gør ikke Jesus til en gud for mig. Heller ikke til "Guds søn". Selve begrebet "Guds søn" siger mig ikke i sig selv noget. Men jeg forstår, at der har været - og måske stadig er brug for at anvende billeder i forbindelse med det, som vi mennesker ikke umiddelbart forstår. Og jeg opfatter betegnelsen "Guds søn" som et billede på det meget nære forhold og den indgående og enestående forståelse, som Jesus må have haft for det guddommelige i den oprindelige skabelsesproces og til de muligheder, den rummer for os mennesker.

Helligånden

Så er der det med Helligånden. Hvad i alverden er det for en størrelse? Og hvad kan vi mennesker bruge den til?

    Jo, jeg opfatter som nævnt Helligånden som det, der holder sammen på det hele, og som skaber den følelse af samhørighed, der trods alt er mellem alle os, der betragter os som kristne - uanset hvilken gren af kristendommen, vi føler os knyttet til. For mig er Helligånden det, der bl.a. skaber en eller anden grad af forståelse af tilværelsen og en følelse hos den enkelte kristne af, hvad der er rigtigt, og hvad der er forkert. Man kunne måske også tale om, at det er det, der giver os en samvittighed. Og netop samvittigheden tror jeg kan være en utroligt stærk og styrende faktor i vores liv. Uden samvittighed har vi ingen hæmninger, og vi kan udvikle os i den mest negativt tænkelige retning. Med en stærk samvittighed bliver vores mål med livet at virke for en bedre tilværelse, ikke blot for os selv og vore nærmeste, men for alle dem, vi har mulighed for at nå ud til. Helligånden er altså grundlaget for en rig og frugtbar tilværelse. Derfor kan jeg også være med i trosbekendelsens tilslutning til en tro på Helligånden.

Men . . . .

... så hører det op.

Kødets opstandelse og et evigt liv!

Nej, dér kan jeg ikke længere være med.

     Jeg erkender fuldt ud det rigtige i, at enhver må blive salig i sin tro. Og jeg finder det helt fint for de mange, der har en tro på et liv efter døden under en eller anden form. Den tro vil jeg på ingen måde prøve at tage fra dem.

     Men den er ikke min. Og det har jeg det helt fint med. Opfattelsen af døden som et definitivt punktum er på ingen måde noget, der gør mig bange for døden. Jeg kan være bekymret for, hvad der kan gå forud af sygdom og smerter. Men selve døden bekymrer mig ikke. For når jeg er død, så er jeg ganske enkelt ikke mere; så er der ikke længere nogen form for bevidsthed, og så kan jeg ikke længere reflektere over min tilstand.

     Et gammelt kinesisk ordsprog siger, at «søvnen er den lille død, og døden er den store søvn». Jeg er lige så lidt bekymret for «den store søvn», som jeg er for «den lille død».

     Men at man ikke er bange for døden, betyder jo ikke på nogen måde, at man ser frem til den. Jeg har haft og har stadig et utrolig godt liv, og så længe det kan fortsætte på den måde, og så længe jeg - som nu - kan glæde mig til hver eneste ny dag - så længe vil jeg da være ked af at skulle forlade denne dejlige jord.

     Nej, jeg er ikke bange for døden. Men jeg kan være ked af, at jeg på et eller andet tidspunkt ikke skal opleve mere.

Det er altså den trosbekendelse med kommentarer, som jeg satte på papir for en halv snes år siden, og som jeg bekender mig til den dag i dag. Og det har jeg det godt med.

Betyder det, at du med den som en slags rettesnor for dit liv stadig kan synes, at meningen med det hele er, at vi som mennesker skal have det sjovt?

Det er nok de færreste - hvis der overhovedet er nogen - der oplever hver eneste dag, uge og måned livet igennem som sjov. Og det har jeg bestemt heller ikke gjort. For os alle er der triste perioder ind imellem. Og det er nok i virkeligheden godt, at det er sådan, for det skaber på en måde perspektiv i tilværelsen, og vi lærer at skønne på det, når vi - forhåbentlig det meste af tiden - har det sjovt. Og når vi, der er kommet op i årene, ser tilbage på vores liv, er det vel netop dette, at der har været både sjove og triste perioder, der indtil nu har givet det værdi. Og som giver os grundlag for at disponere, så vi fortsat kan have det sjovt og dermed fortsat kan have en meningsfuldt liv.

Ja, men du har ikke givet mig svar på, hvorfor der er så mange rundt i den ganske verden, som af meget forskellige grunde har det utroligt ondt, og som umuligt kan se nogen som helst mening med livet.

Jo, jeg synes, at jeg har givet dig en del af svaret, når jeg tidligere sagde, at der er mennesker, der handler mod det ene mål at vinde størst mulig magt og rigdom. Og det gør de ved at udnytte andre mennesker på alle tænkelige måder. De gør det måske ved at snyde og bedrage eller måske ved at starte krig. Under alle omstændigheder gør de det uden at bekymre sig om, at det skaber ulykke, sorg, sygdom og sult for utallige andre. Og der er jo mange og uhyggelige eksempler gennem hele menneskehedens historie på diktatorer, som har været skyld i millioner af menneskers død blot for selv at vinde magt. Det giver mening for disse magtsyge mennesker; men det kan ikke være meningen med livet for alle dem, det går ud over. For dem er der ganske enkelt ikke nogen mening. En gang imellem går udviklingen skævt, og så skabes meningsløsheden. Men det er efter min mening for let at sige, at det har Gud nok en hensigt med, som vi mennesker ikke kan se. Om man dermed tænker på den kristne gud, på Allah eller en helt anden, gør ingen forskel for mig. Jeg ser ondskaben i verden som resultat af en form for mutationer i udviklingen - altså uhensigtsmæssige ændringer. Hvis det er en gud, der straffer os, så har vi ikke andre muligheder end underkastelse. Accepterer man tanken om ondskab i alle former som resultat af mutationer, så har vi mennesker ikke blot mulighed, men vel også pligt til at gøre, hvad vi kan, for at bekæmpe ondskaben. Og det har man da også gjort på mange måder. Tænk på, hvor mange alvorlige sygdomme, der er udryddet takket være lægevidenskabens forskning. Og tænk på de mange fredsskabende tiltag og organisationer, der arbejder med beundringsværdig ildhu rundt i verdens brændpunkter.

Jo, jeg synes virkelig, at den sande mening med tilværelsen er, at vi skal have det sjovt.

     Er det for fladt og overfladisk at udnævne dette at have det sjovt som meningen med livet?

     Jamen, hvad i alverden skulle meningen med livet ellers være?

     Jeg lader mig gerne belære!