16. maj 2031

Reportage

Flygtningestrøm mod Sydeuropa

VERDENSBILLEDETs udsendte har besøgt flere af de kyststrækninger i Sydeuropa, som gennem måneder har været mål for tusinder og atter tusinder af klimaflygtninge fra de mellemafrikanske  områder, hvor alle livsbetingelser er ødelagt af flere års tørke.
     I ret høj grad lykkes det for de EU-styrker, der er placeret på strategisk udsatte steder i Sydeuropa, at anholde de forholdsvis få, for hvem det - trods omfattende foranstaltninger til søs - lykkes at komme i land, og de pågældende bliver straks transporteret tilbage til Afrika.
     Men ophobningen af flygtninge har fået et katastrofalt omfang i Nordafrika, og det er helt umuligt for lande som Egypten, Libyen, Algeriet og Marokko at rumme dem alle uden massiv hjælp fra andre lande - en hjælp, der primært søges koordineret og kanaliseret gennem FN. Men det er ikke nær nok, og det tvinger de sultende mennesker til - ofte for deres sidste midler - at købe sig plads i de tusinder af fartøjer af enhver art, som skrupelløse menneskesmuglere skaffer til veje på de mærkeligste måder - i de fleste tilfælde hastefremstillede gummibåde af yderst ringe kvalitet, som produceres med en stor profit i flere lande - i nogle tilfælde også i europæiske lande.
     Hele Middelhavsområdet er konstant overvåget af satellitter, der er i stand til at registrere ethvert fartøj, der sætter ud fra Nordafrika. På grundlag af disse registreringer sendes fly fra det fælles europæiske forsvar ud dels for at overvåge fartøjerne, men også for at gøre det klart for de ombordværende, at de ikke vil få lov til at komme i land på europæisk jord, men vil blive ført tilbage til Afrika. Det sker ved hjælp af balloner, der kastes ud fra flyene, og som bærer højttalere, hvorfra denne besked bliver meddelt, og som opfordrer til at vende om med det samme.
     VERDENSBILLEDETs udsendte fik lejlighed til at komme med om bord på et af disse overvågningsfly og opleve de aktiviteter, der tages i anvendelse for effektivt at stoppe flygtningestrømmen.
     Trods besked og advarsler fra de ballonbårne højttalere er der mange fartøjer, der fortsætter med kurs mod Europa. Deres positioner bliver så meddelt til den flåde af militære slæbebåde, som af det fælles europæiske forsvar er sendt til Middelhavet sammen med et stort antal bevæbnede fartøjer. Når der bliver modtaget besked om fartøjer, der fortsætter med kurs mod nord, sejler det nødvendige antal slæbebåde til positionen, og om nødvendigt med assistance fra det bevæbnede mandskab tages flygtningefartøjerne på slæb og bringes så nært, som det skønnes nødvendigt, tilbage til den afrikanske kyst. Derefter må de ombordværende i nogen grad forsøge at klare sig selv.
    Men også kun i nogen grad. For det tilstræbes i videst muligt omfang at
bugsere dem til steder, hvor der af FN er oprettet opsamlingslejre, og også et
par af de lejre blev besøgt af VERDENSBILLEDETs udsendte.
     Det var ikke nogen rar oplevelse, for lejrene bærer i den grad præg af
mangel på stort set alt. Egentlige telte er der meget få af, og de er forbeholdt
de allersvageste. Alle andre må klare sig med udspændte lærreds- og plastic-
stykker til værn mod den brændende sol.  Madvarer bliver uddelt i meget små
rationer. Medicin er der praktisk talt ikke adgang til, og egentligt uddannet
lægepersonale er der ikke noget af. Håbløsheden er åbenbar, og selvmord er
en daglig foreteelse i stort tal.
     De lokale myndigheder har helt opgivet at gøre noget ved situationen, og
det er da også åbenbart, at det stort set ligger uden for deres muligheder. For
den egentlige befolkning i områderne er alt, hvad der hedder en normal tilvæ-
relse udelukket. Resultatet er et næsten uoverskueligt kaos. Og situationen
bliver blot værre og værre for hver dag, der går. Ingen kan sætte tal på, hvor
mange nye flygtninge, der ankommer dagligt. Man det er rigtig mange. Det
gælder nemlig for hver af dem, at de kommer fra intet til disse steder, hvor der håbes på, at der i det mindste kan være en mulighed for at overleve.