5. august 2032

 "Vi vidste bedre,
men gjorde ikke meget ved det"

 Det er overskriften på dette indlæg, som VERDENSBILLEDET.nu har modtaget fra professor emeritus Søren Sørensen, der var en af de få forskere herhjemme, som for10-20 år siden for alvor - men helt på privat basis - beskæftigede sig kernekraft.

Bortset fra nogle ganske få er der vist ingen, der ville have undværet nogen af de teknologiske fremskridt, som er gjort gennem det sidste halve århundrede. Men jeg vil ikke benægte, at nogle af disse fremskridt har bivirkninger, som vi gerne havde været foruden. Blandt dem er den globale opvarmning, som utvivlsomt i nogen grad skyldes udledning af de såkaldte drivhusgasser. Og netop hvad det angår, må vi i den ældre generation i dag beklage, at vi nok svigtede for år tilbage, fordi vi ikke tilstrækkeligt højt og tydeligt fortalte, hvad vi i virkeligheden godt kunne se, at der var i vente.
     Generelt kan vi i dag se, at der blev svigtet, fordi ideologi blev vægtet højere end faktuel viden - ikke mindst her i Danmark.
     Meget af den CO2-udledning, som vi slås med i dag, kunne jo være undgået, hvis der ikke i 1960'erne var gået ideologisk hysteri i energidebatten - et hysteri, der - bl.a. her i landet - førte til bandlysning af alt, hvad der havde med kerneenergi at gøre. Det blev et totalt tabubelagt emne, og i 1985 pålagde Folketinget regeringen definitivt at skrinlægge alle planer, tanker og ideer om kerneenergi. Siden da har ingen dansk politiker turdet tænke, endsige tale om energi på basis af kernekraft.
     Årsagen til det er, at det lykkedes for en kreds af drevne, venstreorienterede opinionsdannere at få sat lighedstegn mellem atomvåben og kernekraft i bevidstheden hos et flertal af danskerne. Og alle kendte jo dengang til de frygtelige følger af atomangrebene på Hiroshima og Nagasaki i Japan i august 1945. Man behøvede blot at nævne ordet "atomkraft" for at få danskerne til at se en paddehatsky for sig.
     Tjernobyl-ulykken den 26. april 1986 gav naturligvis i høj grad næring til frygten for atomkraft, selvom ulykken jo ikke havde noget at gøre med våben. Når ulykken skete, var det jo alene, fordi kvaliteten af kraftværket var langt under den sikkerhedsmæssige standard for kernekraftværker i størstedelen af den øvrige verden. Og bortset fra nogle enkelte værker i tidligere sovjet-stater er der i dag sat helt andre sikkerhedsmæssige standarder for byggeri, drift og vedligeholdelse. Og Fukushima-katastrofen i Japan den 11. marts 2011 gav nogle dyrekøbte erfaringer, som nu er en del af grundlaget for de mange planer om nye værker flere steder i verden. De bliver mindst lige så sikre som konventionelle kraftværker, hvor der jo også fra tid til anden sker uheld.
     Jeg ønsker ikke på nogen måde at nedtone alvoren i de uheld og ulykker, der er sket i forbindelse med kernekraft. Men jeg synes, at det vil være berettiget i den forbindelse at nævne, at også arbejdet med andre energikilder er forbundet med alvorlige ulykker. En opgørelse viser, at alene i de kinesiske kulminer koster ulykker i gennemsnit 13 menneskeliv om dagen. Det bliver efter de kinesiske myndigheders opgørelse til mere end 4700 dræbte hvert år; men ifølge uafhængige fagforeningsgrupper er tallet nærmere 20.000. Det hører man ikke meget om.
     Vi ved, at det forholder sig sådan. Men vi gør ikke meget ved det.
     Og efter min mening er det mindste, vi kunne gøre, atter at sætte fuld gang i forskningen omkring og i udviklingen af kernekraften. Vi ved, at der kan hentes uanede mængder af forureningsfri energi til gavn for os i den industrialiserede verden, men i endnu højere grad for de milliarder af mennesker, som lever i ulandene, og som i de kommende år helt naturligt vil gøre krav på at få en bedre tilværelse.
     Og når vi ved, at det forholder sig sådan, og stadig ikke rigtigt gør noget ved det her til lands, så skyldes det fortsat den frygt, der blev skabt på ideologisk grundlag helt tilbage i 1960'erne.
     Lad os nu lægge denne umotiverede frygt på hylden, og lad os også her til lands for alvor komme med i den udvikling, som kan gøre, at fremtidens udledning af de farlige gasarter stort set kun kommer fra køernes bøvser og prutter. Det vil kræve, at væsentlige dele af de midler, som regeringen har afsat til forskning i grøn energi, omsider bliver tildelt forskningen i kernekraft.
      Nu er det ikke sådan, at der slet ikke har været forsket i kernekraft her i Danmark i de sidste mange år; men det har været helt på privat basis. Enhver ansøgning om offentlig støtte til denne forskning er blevet afslået. Og med henvisning til den nævnte beslutning i Folketinget fra 1985 har det været forbudt område på de danske universiteter.
      Men som nævnt har der - og man må sige "i det små" - været forsket og eksperimenteret på privat basis.
Allerede for en snes år siden udviklede den danske forskergruppe Seaborg Technologies en ny type atom-
reaktor baseret på grundstoffet thorium, der findes udbredt over hele kloden, og som man regner med, at
der er tilstrækkeligt af til at dække flere tusinde års stigende behov for billig energi til hele kloden. En enkelt
thorium-kugle på størrelse med en golfbold indeholder energi nok til at dække et menneskes samlede
energiforbrug gennem hele dets liv.

 
     Seaborgs reaktor er en såkaldt "waste burner", som blandt andet har den store fordel, at den kan omdanne eksisterende atomaffald til ny energi. Men for fuldt at kunne udvikle den til kommercielt brug var der brug for økonomiske støtte og da den ikke kunne hentes her i landet, gik Seaborg Technologies i samarbejde med to store firmaer i Østen. Resultatet er, at den dansk udviklede thorium-reaktor i dag produceres i Asien, hvorfra den nu er ved at være klar til markedet.
      Der er andre lande, hvor man ikke på samme måde som her til lands har været paralyserede af frygten for atomvåben, og hvor man allerede er ganske langt fremme med udviklingen af den kernekraft, der efter min og mange andres mening vil kunne redde verden. Også dér er fokus nu rettet mod thorium i stedet for uran.. Det gælder ikke mindst i lande som Kina og Indien, hvor de voksende befolkningstal og den hurtigt voksende industrialisering skaber enorme behov for energi, og hvor forureningen fra kulfyrede værker er et uhyggeligt problem. Og i både USA og Canada er forskere meget tæt på at have færdigudviklet såkaldte "molten salt"-reaktorer med thorium som brændstof, og man forventer dér at have de første klar til kommerciel drift om få år. Faktisk var man for år tilbage ganske langt fremme i USA med forskningen omkring thorium-reaktorer, men da thorium er et lavradioaktivt grundstof, kan det ikke anvendes til kernevåben, og derfor mistede man dengang interessen og satsede på uran.
      Sikkerheden er i top ved anvendelse af thorium, da dette grundstof har en meget kort halveringstid i sammenligning med uran, så deponering af affald er ikke et problem. Og som nævnt ventes det, at den dansk udviklede "waste burner" oven i købet vil kunne løse i hvert fald en del af det længe eksisterende problem med radioaktivt affald fra uranreaktorer.