1. september 2032

Atter vand til Australien

VERDENSBILLEDETs udsendte har besøgt det tørkeramte Australien, som nu er ved at få hjælp.

Det er en halv snes år siden, at man fra dele af Australien udsendte et nødråb og en meget alvorlig anmodning om hjælp. Man var ved at løbe tør for drikkevand.
      Blandt de hårdest ramte områder var Australiens to folkerigeste delstater New South Wales, hvor Sydney er hovedstad, og Queensland. I ti af disse delstaters byer var man meget tæt på, hvad der blev omtalt som "day zero"; det vil side den dag, da man løb tør for drikkevand.
      Umiddelbart var der ingen egentlig hjælp at hente - udover den at transportere vand i tankvogne fra andre stater, og det vil sige over flere hundrede kilometer ad grusveje.
      Og det har man så måttet gøre i årevis. For der er stadig kommet alt for lidt vand fra oven. Det har naturligvis betydet, at der har måttet indføres meget strenge restriktioner med hensyn til brug af vand.
      En af de byer, hvor det har stået værst til, er Tenderfield i det nordvestlige af New South Wales. Dér fik man tidligere alt sit drikkevand fra en opdæmmet flod. Men efterhånden blev man tvunget til at nøjes med at pumpe vand op i tre dage for så at holde nogle dages pause. Men på de tre dage blev der kun fyldt op til en enkelt dags forbrug, så der måtte suppleres med vand tilført i tankvogne udefra. Derfor har det været nødvendigt at give børnene i byens skole besked om ikke at skylle ud i toilettet, hvis de kun har tisset, og de skal huske at lukke for vandet, mens de bruger håndsæben. Rundt i hjemmene er der skåret ned på, hvor tit der må bades, og naturligvis er havevanding og bilvask strengt forbudt.
      Det er op mod 99 procent af New South Wales, der er ramt af tørken, og det har sat sine alvorlige spor også i delstatens landdistrikter, der normalt står for en fjerdedel af Australiens landbrugsproduktion. Det betyder blandt andet, at mens Australien tidligere ikke blot kunne brødføde sin egen befolkning, men også 35 millioner mennesker i andre lande, så har det nu i en årrække været nødvendigt at importere fødevarer. Problemet i den forbindelse er bare, at det efterhånden blev sværere og sværere at finde lande med en overskudsproduktion af fødevarer, og det overvejes nu at indføre rationering af forskellige dagligvarer.

Men hjælpen er nu på vej. For flere steder rundt i verden har der længe været forsket i praktisk anvendelige midler til at omdanne havvand til drikkevand. Teknisk set har det for så vidt længe været muligt - endda på flere forskellige måder; men det har været en meget bekostelig og energikrævende proces, og derfor har det været yderst begrænset, hvor store mængder der i praksis kunne fås til rådighed på en måde.
      Men for et par år siden fik forskere på Danmarks Tekniske Universitet et virkeligt gennembrud med en helt ny teknik, der er baseret på en elektrokemisk proces. Siden er udstyret sat i produktion, og det er nu på vej ind i de tørkeramte områder af Australien, hvor det inden længe i tilstrækkelig grad vil kunne supplere naturens meget begrænsede nedbørsmængder både i byerne og ude i landbrugsområderne. Det ny system kræver ligesom de hidtil kendte ganske store mængder af energi; men det er ikke længere noget væsentligt problem, for store arealer er nu belagt med solceller, som billigt og effektivt leverer den nødvendige elektricitet, og man er i fuld gang med at anlægge rørledninger, der vil kunne lede havvand ind i landet.
      Nu er Australien jo ikke det eneste land i verden, hvor de slås med alvorlige tørkeproblemer. En opgørelse fra UNICEF fortæller, at der i dag er op mod 600 millioner børn, som er berørt af vandmangelen. Og ifølge WHO drikker 1,8 milliarder mennesker vand, som er forurenet af efterladenskaber fra mennesker og dyr.
      Det er ikke al mangel på rent drikkevand, der skyldes tørke som følge af klimaforandringerne. Flere steder - især i Afrika og Asien - har det stort set altid været et permanent problem, og man regner med, at tre fjerdedele af al sygdom i verden kan føres tilbage til urent vand og manglende sanitet. Hvert år dør omkring 23 millioner mennesker i u-landene på grund af forurenet vand. De fleste af dem er børn, der dør af sygdomme, fordi de drikker af eller bader i vand, der er forurenet med afføring, eller som er tilholdssted for snegle eller myggelarver, hvis parasitter kan trænge ind i mennesker.

Det er altså ikke "kun" klimaforandringerne, der har skabt et enormt behov for udstyr til afsaltning og rensning af vand. Og i realiteten er der i dag flere forskellige typer udstyr til rådighed, så det stort set skulle være teknisk muligt at forsyne hele verdens befolkning med rent drikkevand - også fordi der nu kan skaffes de nødvendige mængder af grøn energi. Problemet i dag er økonomi. For netop klimaforandringerne har på utallige områder stillet krav om utroligt kostbare foranstaltninger. Og nok er de industrialiserede lande blevet pålagt meget store bidrag til de mange forskellige tiltag, som styres gennem FN; men det er alligevel stadig disse lande, der bedst kan finde midlerne til - inden for eget område - at begrænse følgerne af klimakatastroferne. U-landenes befolkninger må stadig leve med eller dø af forurenet vand eller af tørke.