15. marts 2035

Rapport  

Oprør i FN

Ekstraordinær generalforsamling i FN

 
Den ekstraordinære generalforsamling var imødeset med meget stor spænding. Det skyldtes især de forslag til behandling, som forelå fra FN's Klimapanels møde en måneds tid tidligere. Fra de tre store stater USA, Rusland og Kina lå der nemlig klare signaler om, at disse forslag under ingen omstændigheder vil kunne godkendes, og om nødvendigt kunne der blive nedlagt veto imod dem.
     Det var tydeligt, at man især i disse tre stater følte, at en gennemførelse af forslagene ville fratage dem den magtposition, som er noget helt afgørende for dem.  For i forslagene er der lagt op til, at der udefra vil kunne komme pålæg, som truer staternes ret til suverænt selv at bestemme over egne nationale forhold. Det gælder for eksempel kravet om at indføre en moms på mindst 20 procent, og at provenuet af denne moms skal kunne disponeres af FN.
      Men meget hurtigt blev enhver tvivl om, at der fra FN's ledelses side ville blive holdt ubrydeligt fast ved en gennemførelse af Klimapanelets forslag, manet til jorden.
     "Det er ganske enkelt nødvendigt for vor klodes overlevelse," sagde generalsekretæren allerede i sin indledende tale til generalforsamlingen. "Det er muligt, at der ikke er enighed om det i Sikkerhedsrådet," fortsatte han. "Men der er et klart flertal for det, og det flertal vil blive brugt."
      Blandt de første statsledere på talerstolen efter generalsekretæren var den amerikanske præsident. Han var ganske kortfattet, men gjorde det klart, at der fra amerikansk side ville blive nedlagt veto mod overhovedet at behandle forslagene.
      Det fik den indiske statsminister til at tage ordet, og han oplyste indledningsvis, at han talte på vegne af og med mandat fra et absolut flertal af FN's medlemsstater, som havde været samlet til et møde i Indien en uge tidligere. Blandt dem var ikke de tre superstater USA, Rusland og Kina.
      "Vi kan ikke acceptere, at magt tilsyneladende er vigtigere for nogle end verdenssamfundets overlevelse." sagde han videre. "Derfor er repræsentanterne for de stater, der deltog i mødet i Indien, nået til enighed om at gennemføre Klimapanelets forslag. Og dertil har vi yderligere nogle forslag, som kort sagt går på at give FN væsentligt større beføjelser, end organisationen har i dag. Og for at sikre den nødvendige styrke bag disse beføjelser ønsker vi oprettet en international politistyrke, som udelukkende kan pålægges opgaver og modtage ordrer fra FN's generalsekretær. De enkelte staters bidrag til denne politistyrke vil blive fastlagt af generalsekretæren.
     Det er tidligere her på mødet blevet nævnt af den amerikanske præsident, at der derfra vil blive nedlagt veto mod disse forslag, og fra enkelte andre sider har der lydt tilsvarende signaler.
      Dertil er kun at sige, at sådanne veto'er fra og med i dag vil blive betragtet som ikke-gældende. Det har naturligvis rejst spørgsmålet om, hvordan der vil blive reageret på det fra de hidtidige veto-berettigede medlemsstater. Vil de gå i krig mod resten af verden? Vil de true med deres atomvåben? Vil de gå i totterne på hinanden i en verden, der kommer til at se anderledes ud?
     Svaret på de spørgsmål er ganske enkelt, at det vil være ganske uden betydning. Disse stater har ligesom alle vi andre mere end nok at gøre med at råde bod på de skader, som klimakatastroferne allerede har udrettet i vore lande, og med at prøve på at begrænse fremtidige ulykker. Disse landes befolkninger har - ligesom alle vi andres - kun ét ønske, nemlig at redde verden fra den undergang, der truer os alle. Og de ved akkurat lige så godt som alle os andre, at den eneste mulighed, vi har for det, ligger i at stå sammen om den opgave.
      At det forholder sig sådan, fik vi det stærkest tænkelige udtryk for ved de seneste "Fridays for Future"-demonstrationer. Nu er det ikke længere "nogle demonstranter", der prøver at råbe os op. Nu er det verdens befolkning, der gør det. Nu kommer de ikke længere "blot" med nogle forventninger til os. Nu kommer de med deres ufravigelige krav. Og ingen bør kunne være i tvivl om, at dem må vi rette os efter.  Dertil kommer, at demonstrationerne taler deres klare sprog om, at verdens befolkninger er parate til at påtage sig de savn og de ulemper, som det vil være nødvendigt at påføre dem, og som vi politikere hidtil har været alt for tilbageholdne med at kræve af dem, fordi vi har været bange for, at vi ville miste den nødvendige opbakning til at kunne blive siddende på magten.
      Fra i dag er situationen en anden. Derfor skal jeg på vegne af det absolutte flertal af medlemsstater opfordre alle til at gå helhjertet ind i en fælles indsats med det ene formål at få vendt den truende klimaudvikling. På mødet i Indien i sidste uge blev der nedsat en komité, som i nært samarbejde med FN's ledende organer skal forme den organisation, der kan og skal lede denne indsats. Vi ser meget gerne, at repræsentanter for stormagterne tiltræder denne komité, og at arbejdet i komitéen kan gå i gang hellere i dag end i morgen."

     Den indiske statsministers tale blev hilst med stående bifald fra alle de delegerede, og det blev bemærket med tilfredshed og glæde, at også de delegerede fra USA, Rusland og Kina tog del i dette bifald.

      Herefter blev mødet for det samlede repræsentantskab afbrudt for at give de delegerede mulighed for at drøfte oplægget til de helt afgørende ændringer i FN's virke, som de lige havde fået forelagt, og da mødet senere blev genoptaget, var der ingen, der ønskede at kommentere dem. Derfor konkluderede generalsekretæren, at der var fuld tilslutning til straks at gå i gang med at få udformet den nye struktur for organisationen og med at få fastlagt dens beføjelser.
      Der var således lagt op til, at det ville blive en historisk meget kortvarig generalforsamling. Men inden den blev endeligt afsluttet, havde den canadiske premierminister bedt om ordet for en appel til verdenssamfundet:
      "Kære venner," indledte han med at sige. "Det, vi har oplevet her i New York i dag, er nok i virkeligheden den mest skelsættende begivenhed i verdenshistorien. Der er skabt enighed mellem samtlige Jordens folkeslag. Nok må det erkendes, at det ikke egentlig for alles vedkommende er sket af lyst, men ganske enkelt, fordi vi alle har erkendt, at vi står i en situation, som gør en sådan enighed nødvendig.
      De klimaproblemer, som vi alle oplever omkring os, er ikke noget, vi kan klare på egen hånd i hvert af vore lande. Det er noget, vi må stå sammen om. Og den eneste organisation, der kan koordinere den nødvendige indsats, er FN. Derfor var det nødvendigt, at vi nu har givet organisationen rådighed over de redskaber, der er nødvendige for, at vi kan håbe på, at det kan lade sig gøre at få vendt udviklingen.
      Men det vil også kræve, at vi i hvert eneste af vore lande sætter alt det ind på at løse den del af opgaven, som vi hver især kan bidrage med.
      Indtil i dag bliver der fortsat verden over brugt enorme ressourcer på krige og på forberedelser til krig. Jeg vil gerne appellere til, at det overalt hører op fra i dag. For hvis alle de kræfter, som vi hidtil har brugt med henblik på krig, fremover bliver sat ind i kampen mod klimaændringerne, så vil der kunne nås utroligt langt, og der vil være undgået næsten uoverskuelige mængder af udslip af drivhusgasser.
     Derfor, lad os stoppe al forskning omkring og al produktion af våben af enhver art og i stedet rette fokus på det ene: at redde verden fra klimakatastrofen. Så har jeg meget stor tillid til, at det vil lykkes.
      Og vi har jo her for få dage siden set, at dette er ikke blot et ønske fra verdens folkeslag. Det er et krav. Og det må være vores vigtigste opgave som politikere at efterkomme folkenes krav."
     Den canadiske premierministers appel blev modtaget med et langvarigt, stående bifald.