1. maj 2035

Et nyt FN

Med den ekstraordinære generalforsamling i FN for halvanden måned siden blev der givet startsignal til de største ændringer i organisationen siden dens oprettelse den 24. oktober 1945.
     VERDENSBILLEDET.nu har bedt Anton Bille Christiansen, der er Danmarks faste repræsentant ved FN, om at gøre rede for, hvad de nye ændringer går ud på, og hvad de kan komme til at betyde.

Lad mig allerførst slå fast, at det er for tidligt at give en fyldestgørende redegørelse for de ændringer i FNs organisation, opgaver og muligheder, som der blev åbnet for ved den ekstraordinære generalforsamling. Sandheden er nok, at der ikke er nogen, der endnu har det fulde overblik over, hvordan FN kan og skal komme til at virke fremover.
      Det er stadig sådan, at når jeg mødes med repræsentanter fra andre lande, så ser vi spørgende på hinanden. Og spørgsmålet er: Hvad var det egentlig, der skete på den ekstraordinære generalforsamling, og hvordan kunne det ske?
      Jeg tror, at USAs repræsentant kom meget tæt på en forklaring, da hun forleden sagde, at hun egentlig slet ikke var så forundret over forløbet. Situationen var efterhånden den samme hjemme i USA som i langt de fleste andre lande, at klimaændringerne har sat sig så afgørende og katastrofale spor, at meldingen fra befolkningen til politikerne nu er den, at de er fuldstændig lige glade med, hvad der bliver sat i værk, når bare der er en rimelig udsigt til, at det vil have en positiv virkning. Det betød ganske enkelt, at ingen af de politikere, der var til stede ved generalforsamlingen turde komme hjem med en besked om, at de havde sat sig imod, hvad hele resten af verden finder nødvendigt for at vende den klimatiske udvikling. Derfor tav de, og dermed gav de deres samtykke til, at man kunne gå i gang med at gennemføre de forslag, der blev fremlagt.
     Og hvad er det så for nogle forslag, som man nu er i gang med at realisere?
     Et af de mest revolutionerende er nok, at der ikke længere er nogen stater, der har veto-ret mod fremførte forslag. Fremover vil alle vedtagelser i FN hvile på, at der er et flertal for dem. Og når og hvis der skal stemmes, så har hver medlemsstat én stemme, uanset om den er stor eller lille, og det er ud fra den opfattelse, at det er lige så alvorligt for den lille stat med 1 million indbyggere, som det er for den store med i milliard, hvis 50 procent af dem er truet på deres tilværelse af de klimamæssige forandringer.
      Det er klart for alle, at klimaet ikke har noget med grænser at gøre. Nok skal vi gøre en indsats inden for hvert enkelt lands grænser, men reelt har det ikke nogen mening, hvis ikke de andre lande også er med. Derfor er forslaget om en fælles styring og koordinering af afgørende betydning. Det samme er, at vi alle - afhængigt af vores muligheder - skal bidrage økonomisk til at afbøde følgerne af de klimatiske ændringer. Det vil først og fremmest sige hjælpen til de millioner af mennesker, der allerede er ramt, eller som vil blive det i de kommende år. Det skal ske gennem indbetaling af en ensartet moms fra samtlige medlemsstater. Med den ordning kommer de rige lande til at yde mere end de fattige, og det må vel være retfærdigt.
      Derimod er det ikke på tale, at der fra FN skal ydes bidrag til forskningen i og udviklingen af de nødvendige midler til at bekæmpe de klimamæssige forandringer. Det er den almindelige opfattelse, at det er noget, der vil kunne ske mest effektivt under konkurrencemæssige vilkår. At det forholder sig sådan, er vel også bekræftet af den store udvikling, der er foregået på dette område gennem de seneste 10-20 år, og hvor man jo med rette kan sige, at vi allerede er nået meget langt.
      Belært af negative erfaringer gennem årene var et af forslagene til generalforsamlingen, at der skal oprettes en international politistyrke, der skal kunne sikre, at alle - stater, organisationer, virksomheder - lever op til og retter sig efter de påbud, der bliver givet fra FN. Det forslag er ligesom sat på ventebakke. Der er simpelthen et ønske om at se, om en sådan styrke i det hele taget er nødvendig. Hvert land har jo sit eget nationale politi. Men planerne ligger klar. Hvis det skønnes nødvendigt, kan styrken oprettes med kort varsel.
     Medvirkende til, at man forholder sig afventende i den henseende, er den canadiske appel til forsamlingen om at drosle ned på alt, hvad der har med militære foranstaltninger at gøre. For hvis den appel bliver fulgt, betyder det jo blandt andet, at man opgiver at have midler til at gennemtvinge egne synspunkter og krav. Om det sker, har vi endnu til gode at se. Men allerede nu er der klare indikationer på, at krigsmæssige styrker kan være på vej til at være historie. Det hænger tydeligvis sammen med, at en neddrosling rundt i landene på det militære område vil kunne opleves af befolkningerne som et klart signal om, at politikerne nu for alvor tager folkets krav til efterretning.
     Mens en international politistyrke altså foreløbig er "skudt til hjørnespark", så er der fuld enighed om, at det vil være nødvendigt at oprette en effektiv kontrolorganisation til at overvåge, at ingen nationer prøver at snige sig uden om de fælles bestræbelser på at vende den klimamæssige udvikling.
      I det hele taget skal der finde en ret omfattende ændring sted i FN's organisation, og i næste måned møder der folk fra samtlige FN's medlemsstater til en kommission, der skal udarbejde oplæg til en slags ny "grundlov" for FN. Kommissionen har fået fjorten dag til at komme med det færdige oplæg. I den forbindelse er det værd at lægge mærke til, at det er ikke politikere, der skal mødes. Det er derimod jurister og folk med særligt kendskab til opbygning af organisationer. Tanken er, at de ledelsesmæssige aktiviteter i FN fremover mere skal have fokus på effektiv handling her og nu end på de langvarige politiske diskussioner, som hidtil har været kendetegnende for organisationen. Og den tanke synes allerede nu at have skabt en høj grad af optimisme og entusiasme hele vejen gennem FN-systemet. Fremover skal der ikke længere snakkes så meget. Nu skal der handles. Derfor vil den ny "grundlov" også træde i kraft fra afleveringsdagen. Det vil først ved den næste ordinære generalforsamling blive muligt for politikerne at komme med kommentarer til den. Det er altså et stort ansvar, der bliver lagt på kommissionsmedlemmernes skuldre. Men den gennemgående holdning er, at situationen for verden som helhed er så alvorlig, at løsninger ikke tåler at blive trukket i langdrag.
     Resultaterne af den ekstraordinære generalforsamling bliver af de fleste betragtet som en næsten utrolig sejr for klimabevægelserne. Gennem årene har de fået en international tilslutning, som aldrig er set før. Derfor var det vel næsten den største overraskelse på generalforsamlingen, da den amerikanske præsident i starten af mødet gav udtryk for, at der fra USA's side ville blive gjort brug af landets vetoret. Det var absolut ikke det almindelige indtryk hos de øvrige mødedeltagere, at det var den indstilling, præsidenten havde kompetence med hjemmefra - fra det amerikanske folk - til at køre frem med på mødet. For ikke mindst i USA var kravet om handling vokset fra en efterhånden næsten enstemmig befolkning. Og det var da også med absolut tilfredshed, at det senere på mødet blev klart, at vetoretten nu også fra amerikansk blev betragtet som et historisk fænomen.
      Det samme gjorde sig gældende fra de øvrige stater, som hidtil havde haft vetoret i FN. Også deres repræsentanter havde tydeligvis læst signalerne og kravene fra klimabevægelserne i deres egne lande. Hvis man virkelig betragter flertalsledelse som demokrati, så må man sige, at med beslutningerne på FN's generalforsamling den 15. marts, har demokratiet - under pres fra klimabevægelserne - vundet den ultimative sejr på verdensplan.
      Set med mine øjne er det mest spændende den holdning, der bredte sig med hensyn til fremtidige militære operationer. Tør vi tro på, at den vil holde ved?  På kort sigt er mit svar JA! I stort set hvert eneste land på Jorden - lille eller stort - er opfattelsen den, at truslen mod befolkningen fra klimaændringerne er langt større end den, der måtte være fra eventuelle ydre eller indre fjender. Og overalt i verden ser man klart, at denne trussel er ikke noget, der kan bekæmpes af det enkelte land alene. Samarbejde og sammenhold er en nødvendighed, hvis den katastrofale udvikling skal vendes. Fjender er blevet til samarbejdspartnere.
     Hvordan verden kommer til at se ud på længere sigt, er der vist ingen, der tør udtale sig om i dag. Man kan have håb, eller man kan have frygt. Vil en forhåbentlig bekæmpelse i fællesskab af klimaets genstridigheder føre til bedre og mere fredelige naboskaber folkene imellem? Eller er det en side i menneskers natur at strides om magt, ære og rigdom, som vil dukke op igen den dag, da der atter er hold på klimaet?
      Under alle omstændigheder kan vi håbe på, at det ny FN, der bliver skabt i disse måneder, vil kunne være et redskab til at sikre en bedre og mere tryg verden end den, vi har kendt indtil nu.