15. august 2035

Opråb til verden

Meteorolog Børge Berggren, har udsendt dette opråb til verdens befolkninger. Anledningen er den netop udsendte rapport fra IPCC (Intergovernmental Panel on Climate Change).

      Børge Berggren er Danmarks permanente repræsentant i IPCC - på dansk almindeligt omtalt som FN's Klimapanel.

Nu oplever vi det igen. En sommer, der er endnu en tak varmere end den foregående. En sommer med en tørke, der om muligt er endnu mere udbredt og udmarvende her i vort lille land og mange andre steder på kloden. En sommer, der mange andre steder på kloden er præget af voldsomme regnmængder og katastrofale oversvømmelser. En sommer, der sætter endnu en tyk streg under, hvad vi vidste i forvejen: Vores verden er på vej mod undergangen. Men vi ved også, at hvis vi vil det, kan vi sætte en spærring op på denne vej og tvinge udviklingen til at vende om.
     Hvis vi vil det, ja. Og naturligvis vil vi det. Der er næppe nogen, der ønsker et kollektivt selvmord. Men hidtil har der manglet en del, hvad angår vilje, og den seneste rapport fra FN's Klimapanel understreger med uhyggelig klarhed, at det er ved at være sidste frist, hvis udviklingen skal vendes. Men den gør det også klart, at det stadig vil være muligt at gøre det.
     Det er beregnet, at før vi mennesker begyndte for alvor at bruge de fossile brændstoffer, da havde atmosfæren en koncentration af CO2 på lige omkring 270 ppm (parts per million). Siden er den steget støt med ca. 2,5 ppm pr. år, og i dag er vi helt oppe på ca. 460 ppm. I takt med denne stigning er den gennemsnitlige temperaturkurve vokset, og vi er i dag på vej mod en middeltemperatur for kloden som helhed, der er fire-fem grader over normalen.
     Et af de alvorlige problemer ved det er, at der ligger en slags skjult dominoeffekt gemt i den udvikling. I klodens nordlige egne er der kæmpemæssige områder med permafrost, og i disse frosne jordlag er der bundet enorme mængder af metangas, der er en af de farligste drivhusgasser. Nu, da der sker en kraftig opvarmning af Arktis, smelter permafrosten, og dens indhold af metangas frigives og blander sig i Jordens atmosfære, og det bidrager i meget høj grad til den globale opvarmning.
     Trods de truende udsigter til en fortsat forøgelse af atmosfærens CO2-indhold, så er opfattelsen i Klimapanelet den, at det stadig vil være muligt i løbet af forholdsvis få år at få bragt koncentrationen af CO2 i atmosfæren under kontrol. Men det understreges, at skal det lykkes, så vil det for det første være nødvendigt, at man i alle lande gør sig det klart, hvad det er for en faretruende situation, vi står i, og dernæst, at man handler derefter. Det skal ske ved, at produktionen af grøn energi - vind, sol, varme fra jorden og kernekraft - øges betydeligt, og så skal den forskning i CCS-teknologier (Carbon Capture and Storage, hvilket betyder opsamling og lagring af CO2), der allerede er godt i gang, have et kraftigt boost, så vi for alvor kan få begyndt med at suge store mængder af CO2 ud af atmosfæren og gemme den dybt nede i undergrunden. Det vil være et vigtigt supplement til virkningen af det, der nu er godt på vej, nemlig de senere års udbredte skovplantning, hvis virkning man allerede nu kan begynde at registrere.
     Desværre har vi længe måttet høre på den indvending, at det hele nytter så lidt, så længe der endnu er mange lande (og blandt dem også nogle af de helt store) som ikke vil være helhjertet med. Der er så mange, der stadig sidder på deres hænder og bare venter på, at de andre går foran. Men den situation er nu ved at ændre sig, og det skyldes først og fremmest, at man for to år siden - efter nogen tøven - med stort flertal vedtog i FN at oprette den internationale klima-politistyrke og at give den de nødvendige magtmidler både politisk og militært til at gennemtvinge, at alle nationer retter sig efter de resolutioner, der bliver vedtaget i FN. Danmark har i en årrække været kendt som en af de flinke i klassen, hvad klima og miljø angår, og derfor var det naturligt, at det er en dansker, der blev udpeget til at være den første chef for denne politistyrke. Og resultaterne af dens indsats er som nævnt begyndt at vise sig - heldigvis uden at det til dato har været nødvendigt at gribe til våben. Men det har fra dag ét været gjort klart, at man var parat til at gøre det, hvis der ikke viste sig andre udveje.
     Men vi må nødvendigvis længere ud - ud til hver enkelt borger i verdenssamfundet. Hver især må vi gøre, hvad vi har mulighed for for at skrue endnu mere op for den grønne omstilling. Indsatsen må tre-fire-fem-dobles. Og det er faktisk muligt. Der kører stadig alt for mange gamle benzin- og dieseldrevne biler og forskellige former for maskiner rundt. Det er stadig ikke bare muligt, men også nødvendigt at skrue op for bevillingerne til forskning i og udvikling af grøn teknologi. Og hvorfor har vi stadig ikke sat det som et klart mål at skabe et negativt samlet CO2-budget inden for de næste fem år - altså et budget baseret på, at atmosfærens indhold af drivhusgasser mindskes.
     Vores farligste modstander i klimakampen er stadig en holdning om, at det hele ikke nytter noget. Vores fjende er ligegyldigheden og håbløsheden. Den skal bekæmpes. For, som en af mine kolleger i Klimapanelet har udtrykt det: " Hvad er alternativet? At se vore børns fremtid blive skyllet i havet og brændt op i skovbrande? At resignere og give op? Der er jo ikke noget alternativ. Man kan ikke forhandle med en drivhusgas."