1. oktober 2035

Verden sulter

FN's fødevareorganisation slår alarm, fordi hvedehøsten i det meste af verden nu er mindsket til et katastrofalt lavt niveau.

Gennem århundreder har hvede været verdens vigtigste afgrøde. Den gav tidligere Jor-

dens befolkning ca. 20 procent af de kalorier, som den indtog. Det var mere end dobbelt

så meget, som blev hentet fra ris og masj tilsammen.

     Det er først og fremmest tørken i nogle af de områder af vores klode, der tidligere

leverede det meste af hveden, som nu har gjort det umuligt at dyrke denne vigtige korn-

sort. Og på mange af de arealer, hvor det endnu kan lade sig gøre, mindskes udbyttet,

fordi der nu falder for lidt regn. Dertil kommer, at store områder, som tidligere var nogle

af verdens rigeste kornkamre, i dag ligger under vand.
      Den yderligere reduktion af hvedeavlen, som det forudses, at der vil ske i løbet af

det næste årti, er intet mindre end en katastrofe i en verden, som ventes snart at skulle

rumme og brødføde ni til ti milliarder mennesker.
      Som nævnt er det tørken, der er hovedårsag til det faldende udbytte af hvedeavlen.

Det skyldes, at de hvedesorter, der normalt har været dyrket, gennem årene er blevet

udviklet til at kunne klare sig ved hjælp af kunstvanding. Derfor er de meget følsomme

over for de stigende temperaturer med den deraf følgende voksende fordampning, som resulterer i regulær tørke. Flere steder i verden er forskere imidlertid i fuld gang med udvikling af nye tørkeresistente sorter - blandt andet gennem genmodificering - og med forsøg med nye dyrkningsmetoder.
      I det hele taget er det tvingende nødvendigt, at der udvikles metoder, så klodens landbrug kan producere mere mad pr. hektar. Og mulighederne er der. Det er mere end tyve år siden, at det lykkedes for forskere at genmodificere majsplanter, så de gav 15 procent mere majs pr. plante. Og det er nu også lykkedes at ændre generne hos ris, så de kan trives i jord, hvor saltholdigheden er øget gennem gentagne oversvømmelser af havvand, som det i dag er tilfældet rigtig mange steder.
      Men der vil gå en hel del år endnu, før forhåbentlig positive resultater af nye sorter af hvede og nye dyrkningsmetoder for alvor vil kunne gøre sig gældende. Indtil da må klodens milliarder af hungrende mennesker ty til andre muligheder for at få stillet deres sult.
       Det bliver blandt andet forsøgt med alternative produkter og metoder, og det bliver for eksempel i Australien gjort gennem en målrettet indsats for at reducere og helst helt undgå madspild. Det er beregnet, at australierne tidligere smed mere end 70 millioner tons mad ud hvert år. Nu er der gennemført en meget nøje organiseret indsamling og fordeling af overskydende fødevarer med det resultat, at hele befolkningen kan mættes hver dag.
      Den australske måde at gribe denne store opgave an på, er ved at blive taget op i andre lande, og det har en dobbelt positiv effekt: Flere mennesker kan blive mættede; men tidligere tiders destruktion af madspild førte i sig selv til udledning af enorme mængder af drivhusgasser. Ja, faktisk var mængderne så store, at hvis det samlede madspild blev opfattet som et land, så ville det være den tredjestørste udleder af drivhusgasser efter Kina og USA.
      Men selv om det skulle lykkes på verdensplan at reducere madspildet til det absolut minimale, så skal der altså også andet og mere til for at mætte hele Jordens befolkning. Fra flere sider peges der på, at det vil være nødvendigt at skære markant ned på vores forbrug af kød, fordi produktionen af kød kræver væsentligt mere landbrugsareal end det, der skal til for at producere tilsvarende mængder af vegetabilske fødevarer. Det er beregnet, at hvis hele klodens befolkning vælger at gå over til vegetarisk kost, så ville det spare ca. seks millioner kvadratkilometer jord.