1. januar 2040

Det ku' være så godt - - -

Af: Bjarne Lundborg,
Debattør, forfatter bl.a. til bogen "En verden i udvikling"

Vi kunne have stået helt anderledes, hvis politikerne ikke havde blandet sig så meget i klimaløsninger. Ikke mindst her til lands ser de nemlig mere på, hvad der kan skaffe større eksportindtægter og mere velfærd, end på, hvad der har den største indflydelse på vores klima. Det kommer klart til udtryk, hver gang der skal være folketingsvalg. I stort set hvert eneste parti gør politikerne, hvad de kan for at få netop deres parti til at fremstå som det mest grønne, og at et kryds på dem vil være en stor hjælp til at redde alle mennesker i verden - samtidig med, at det vil gøre Danmark endnu rigere. Alternativt får de det på det nærmeste til at se ud, som om vi alle sammen vil være druknede i 2050.
       Men den megen fokusering fra politikernes side på mulig død og ødelæggelse er med til at skabe den opfattelse hos mange, at det kan vel egentlig være lige meget, om vi gør noget eller ej - vi er jo under alle omstændigheder på vej mod et kollektivt selvmord.
      Det er ikke rigtigt. Uanset hvad der bliver gjort eller ikke gjort, så skal vi - i hvert fald her i Danmark - nok overleve både 2050 og 2100.
      Men vi skal selvfølgelig gøre det rigtige. Og det har vi i hvert fald ikke gjort indtil nu. For eksempel er der med stor støtte fra staten (læs: fra dig og mig) brugt alt for mange ressourcer på omstilling til sol- og vindenergi. For det har jo givet en masse dejlige arbejdspladser og gode udbytter til aktionærerne. Og formodentlig også nogle plusser i politikernes karakterbøger.
      Det får det til at lyde så godt: win-win helt igennem. Men klimakamp er altså ikke nogen overskudsforretning. I New Zealand har regeringen undersøgt, hvad det vil koste at nå målet om et være CO2-neutral i 2050. Svaret er, at det vil koste 16 procent af landets BNP. Og mon ikke det vil være noget nær det samme her i Danmark.
      Da de danske politikere for en snes år siden meldte ud, at Danmark skulle være stort set CO2-neutral i 2030, var det en beslutning, der virkede som grebet ud af den CO2-befængte luft. Man erkendte klart, at man ikke havde nogen idé om, hvad det egentlig ville komme til at koste. Og lige så klart erkendte man, at det ikke ville kunne lade sig gøre med de midler, man på det tidspunkt havde til rådighed. Men samtidig nedsatte man et energiråd, der i høj grad skulle styre, hvad der blev sat i værk. Dermed fratog man initiativet fra den forskerverden, der gennem det seneste århundrede har skabt grundlaget for de utrolige muligheder, der i dag står til rådighed for menneskeheden. For politikerne ville nemlig fortsat have hånd i hanke med, hvad der skulle og måtte forskes i.
      I historisk perspektiv er det ikke ret lang tid siden - kun et par hundrede år - at forskere fandt ud af, hvordan man kunne udnytte nogle fantastiske forekomster i Jordens undergrund, nemlig de utrolige mængder af årtusinders oplagrede solenergi i form af kul, olie og gas. Det gav os rådighed over langt den største del af den energi, som har været hele det nødvendige grundlag for den næsten ufattelige udvikling, som vi nyder godt af i dag - men også for meget, som vi gerne havde været foruden: krige, forurening og nu de voldsomme klimaproblemer.
      Men hvad dette med klimaproblemerne angår, er det kun i løbet af det seneste halvt hundrede år, at vi i bakspejlet har kunnet se og forstå disse problemer. De blev skabt - ikke af forskerne, men af forskernes resultater, når disse blev misbrugt af politikerne. De gjorde det ikke af ond vilje - i hvert fald ikke alle. De gjorde det i god tro, og fordi de ikke havde mulighed for at vide bedre. Det var først senere, at de begyndte at lytte til de advarsler fra forskere om, at noget var ved at gå galt - advarsler, der blev kraftigere og kraftigere, uden at der dog fra politisk hold blev gjort noget ved det. For det passede ikke rigtigt ind i de politiske fremtidsperspektiver. Først da politikerne for alvor begyndte at mærke det stigende pres fra vælgerne, fik det dem til at vågne op til den virkelige verden. Og da var det sent. Ikke for sent. Men sent. Og det fik dem til forvirret at famle i blinde i stedet for tillidsfuldt at overlade det til de forskere, som tidligere havde slået alarm, og som er dem, der har de bedste muligheder for effektivt at gøre noget for at afbøde ulykkerne.
      Resultatet er, at det fortsat er politikere, der "vælger", hvilke teknologier der er "gode" eller "dårlige", uanset om de er effektive til at nedbringe CO2-udledning eller ej. Det er en situation, der er som skabt for lobbyister, hvis fornemste opgaver det er at "sælge" netop deres teknologi. Og det bliver nemt de forskere, der lefler for politikernes tossede ideer, der opnår bevillinger, i steder for de forskere, der arbejder på de rigtige projekter.
      For der er jo langt mere effektive og langt billigere metoder til at skaffe os de stadigt større mængder af energi, der er behov for, end at hente dem fra sol og vind. Havde man ladet markedskræfterne råde i stedet for at give statsstøtte til at nedsætte prisen på elektricitet fra sol og vind, ville vi uden tvivl i dag have set flere og mere effektive midler til at nedbringe CO2-udslippet, og vi ville have set flere og mere effektive midler til at producere billigere elektricitet.
      For eksempel har CO2-udslippet i mange år kunnet mindskes betydeligt ved i langt højere grad at skifte forbruget af kul og olie ud med naturgas. Og ved anvendelse af en metode, der kaldes "fracking", har man her i Europa kunnet forøge mængden af anvendelig naturgas ganske betydeligt. Det har man gjort i USA; men af uforklarlige årsager har man ikke villet gøre det samme i Europa. I stedet har man så valgt at gøre sig afhængig af forsyninger fra Rusland.
      En anden mulighed er kernekraft, som hurtigt og uden større omkostninger end så mange andre tiltag vil kunne gøre hovedparten af klodens energiforsyning praktisk taget CO2-fri. Og der er nok af den til de næste tusinde år.
      Og så bør også GMO/CRISPR-teknologien nævnes. Det er en billig, nem og effektiv metode til modificering af bl.a. planters DNA.  Med den er der skabt mulighed for at mangedoble udbyttet af landbrugsproduktionen. Med flere og flere mennesker på Jorden og med løbende reduktioner af dens landbrugsarealer er det en teknologi, der på det nærmeste råber efter at blive taget i brug. Og da den samtidig vil reducere de negative aftryk på klima, miljø og natur i meget høj grad, er det ganske enkelt ufatteligt, at Europas politikere fortsat lægger hindringer i vejen for, at den kan sættes i værk. Udviklingen på området er stadig hæmmet af  EU-Domstolens afgørelse fra 2018, som stort set totalt fjernede virksomhedernes tilskyndelser til at investere i disse teknologier, som giver løfte om bedre og mere bæredygtige fødevarer i fremtiden. Og for de europæiske forskere betyder det, at det reelt er blevet umuligt at finde penge til en forskning i de nye muligheder, der er for en forædling af planter, så de giver større udbytte og dermed mad på bordet til flere mennesker samtidig med, at der vil kunne skæres drastisk ned på brugen af sprøjtemidler.
      På det seneste er der dog kommet nye signaler fra Etisk Råd. Her vil en række nye teknologier - og herunder GMO/CRISPR - blive taget op igen ud fra det synspunkt, at situationen i verden med klimaændringer og mangel på fødevarer gør det nødvendigt at anskue en række forhold fra en ny og anderledes vinkel.
      Generelt skal der lyde en opfordring til politikerne om at holde sig væk fra forskningen. Nu som før er mulighederne der for, at der med en fri forskning kan komme noget helt nyt og revolutionerende på bordet, og det er der nok mere brug for i dag end nogen sinde tidligere, og der er faktisk en hel del på vej.