5 marts 2042

Det ender galt

Organisationen "Danmark for Klimaet" har holdt årsmøde.
Vi bringer her formanden Charles Olsens beretning på mødet:

Der er nu kun otte år, til verden ifølge alle målsætninger skal være CO2-neutral. Men i dag er det vist kun de færreste, der tror på, at det mål bliver nået. FNs klimarapport for 2041 lå klar for kort tid siden, og efter at have læst den er min konklusion, at det her ender galt. Det gør det i hvert fald, hvis ikke skeen for alvor bliver taget i den anden hånd, og at det sker NU.
      Gennem de seneste tyve år er det gang på gang blevet sagt, at det er NU, der for alvor skal gøres noget effektivt. Og næsten hver gang er det blevet føjet til, at "i morgen er det for sent". Der er da også blevet gjort rigtig meget; men stort set gennem alle årene op gennem 2020'erne måtte det konstateres, at trods alle bestræbelser på det modsatte så steg mængden af udledning for kloden som helhed, først og fremmest fordi der fortsat var lande, som holdt fast i at bruge kul i kraftværkerne og gammeldags diesel og benzin i transporten. Det var nemlig stadig det billigste. Og selv de kraftigste fordømmelser gennem FN og ad andre kanaler var stort set som at slå vand på en gås. En stående undskyldning for ikke rigtigt at kunne vise positive resultater var eftervirkningerne af corona-krisen, der havde tømt de fleste landes pengekasser og i stedet havde bevirket, at de nu måtte trækkes med lån, som for flere landes vedkommende beløb sig til flere hundrede milliarder kroner og for organisationer som EU og FN til flere tusinde milliarder.
      Det var da også et særdeles reelt problem. Og det var det for verden som helhed. Corona-krisen betød en her og nu-kamp på liv og død. Det var nødvendigt at tage alle midler i brug. Ingen konti til bekæmpelse af klima-krisen var fredede.
      Der var dog lande, hvor CO2-udledningen blev reduceret; men det var kun i størrelsesordenen 2-5 procent. For som man også kunne høre danske politikere give udtryk for det, så skulle en grøn omstilling jo ikke gøre ondt, og det måtte så sandelig ikke gå ud over befolkningens velfærd. Klarest blev det vel udtrykt af finansministeren under forhandlingerne om finansloven for 2024, da han sagde, at "Råderummet kan godt være et sted, hvor vi skal finde noget finansiering til den grønne omstilling, men det er afgørende for regeringen, at det ikke går ud over velfærden.«  Han glemte at sige, at statens økonomiske råderum stort set var brugt op til bekæmpelse af coronasmitten.
      Lidt bedre gik det så i løbet af 2030'erne. Omsider blev der samlet set på verdensplan tale om en vis reduktion af CO2-udledningen. Nogle lande bidrog meget til den udvikling; andre kun lidt; og stadig var der lande, der trak i den negative retning.
      Nu er vi så i 2040'erne - og som nævnt kun med otte år tilbage, inden verden skal være CO2-neutral, hvis det skal lykkes at holde temperaturstigningen på maksimalt 1½ grad ved udgangen af dette århundrede. Men som det ser ud nu, taler forskerne om en alvorlig risiko for, at stigningen når helt op på 2-3 grader, og ingen har rigtig lyst til at prøve på at give en forudsigelse af, hvordan situationen så vil se ud for os mennesker. Egentlig er der vel heller ikke nogen grund til at gøre det. Vi kan jo blot se på, hvordan situationen i verden er allerede i dag, og så gøre det med bevidstheden om, at det blive værre endnu - langt værre.
      For mange år siden opstod der en betegnelse, der hed "klimatosser". Det var folk som os her i "Danmark for Klimaet", der efter nogens mening var så tossede, at vi virkelig bekymrede os over klimaudviklingen og besluttede, at vi ville gøre noget ved det. Det har vi så gjort nu i snart ti år, og jeg mener, at vi kan sige, at det ikke har været uden resultater. Ganske vist er vi stadig dér, hvor der er grund til at frygte, at det kan ende galt. Men i dag kan man vel sige, at enten er der ikke længere nogen klimatosser, eller også er vi det nu næsten alle sammen. I hvert fald er det i dag meget få, der ikke erkender, at der er noget, som er helt galt, og som fortsat ikke vil være med til at prøve at gøre noget ved det. Det kommer jo blandt andet til udtryk gennem det faktum, at vi stadig bliver flere og flere i "Danmark for Klimaet", og at opbakningen til vores aktiviteter bliver mere og mere massiv.
      Det gælder i øvrigt ikke kun her i landet. I dag er der tilsvarende organisationer i en lang række andre lande, og der er skabt en god forbindelse med de fleste af dem. Ved en samlet indsats er det efterhånden lykkedes at påvirke de politiske ledere på alle niveauer.
      Jeg indledte med at sige, at "det her ender galt". Men jeg vil slutte med at gentage et "hvis ikke!" For jeg tror stadigvæk på, at klodens mennesker på et tidspunkt vil stå sammen og gøre det, der er nødvendigt. Måske ikke egentlig af lyst, men ganske enkelt fordi der ikke er noget alternativ. Vi så under corona-krisen, hvad det kan betyde, når mennesker står sammen. Dengang føjede man et "hver for sig" til. I dag må vi ændre det til "i samlet flok".