12. marts 2045

Negativ CO2-udledning

Rapport fra The International Panel on Climate Change (IPCC). der hører under FN's Klimapanel.
      IPCC udfører ikke selvstændig forskning, men forsyner verdens beslutningstagere med videnskabelige vurderinger af klimaændringer og deres konsekvenser.
      IPCC giver ikke anbefalinger, men stiller information til rådighed.

Målet for den globale udledning af CO2 var, at den skulle være halveret i 2030. Og i 2050 skal den være faldet til nul.
      I dag må det konstateres, at målet om en halvering endnu ikke er nået. Og der er nu kun fem år til 2050. Der er dog sket meget i løbet af de seneste femten år; men det er næppe realistisk at regne med, at vi når helt i mål med et nul.
      Men selv om det skulle ske, så vil et stort rundt nul ikke være nær nok, hvis klodens temperaturstigning skal holdes under de 1½ grad, som regnes for det maksimale, hvis det skal være muligt at holde klimaudviklingen blot nogenlunde i ave.
      Det betyder, at der skal kunne sættes et minus foran de fremtidige tal for CO2-udledningen. Hvor vi nu dag for dag fortsat forøger atmosfærens indhold af drivhusgasser, skal der fremtidigt sættes aktivt ind for at mindske dette indhold.
      IPCC har i tidligere rapporter gjort rede for følgerne af en temperaturstigning på mere end 1½ grad. For det første vil der blive sat gang i nogle processer, som ikke kan stoppes, selv om det senere skulle lykkes at bringe temperaturen ned igen. For den arktiske region vil det have voldsomme og vidtrækkende konsekvenser, blandt andet fordi permafrosten vil tø op. På den sydlige halvkugle vil mulighederne for det fiskeri, der i dag danner grundlag for dele af befolkningernes livsbetingelser, blive alvorligt forringet. Verdens koralrev vil næppe kunne overleve. Og store kyststrækninger rundt omkring på kloden vil blive oversvømmet og ubeboelige.
     Det kan endnu undgås. De teknologiske midler findes. Men prisen er høj - meget høj. Og netop det med prisen har hidtil gang på gang udløst en politisk bremse. Det har ikke skortet på tilsagn fra politisk hold om at gøre både det ene og det andet. Men i mange lande har ønsket om at beholde den politiske magt fået overtaget. Specielt i forbindelse med forestående valg er tilsagn til befolkningerne om mere velfærd ofte prioriteret højere end ærlighed omkring nødvendigheden af at bruge ressourcer på landenes klima. Den dag i dag er politisk mod en mangelvare flere steder, og det gør det vanskeligt på globalt plan at komme igennem med de helt nødvendige tiltag. Fra FN's side har det vist sig vanskeligt at gennemføre de ellers vedtagne sanktioner mod lande, der ikke lever op til de regler, der er vedtaget - og som oftest er vedtaget enstemmigt. Alligevel kan det nu konstateres, at FN-landenes nuværende handlingsplaner ikke vil kunne holde temperaturen under 1½ grad i 2050; men hvad værre er, så vil de føre til en opvarmning på tre grader i 2100.
      Derfor bliver det så endnu en gang slået fast, at det er ikke nok, at udledningen af drivhusgasser mindskes. Hvad enten man synes om det eller ej, så er fjernelse og lagring af CO2 ikke til at komme udenom.
      Spørgsmålet er så, hvordan det skal gøres.
      Fra en af arbejdsgrupperne under klimapanelet lyder det uden forbehold: "Begrænsning af opvarmning til 1½ grad inden 2100 ér mulig inden for kemiens og fysikkens love".
     Og i Klimapanelets rapport peges der på nogle af de tiltag, der kan og bør sættes i værk straks:
*   De endnu anvendte fossile brændstoffer skal definitivt udfases og erstattes af "grønne" energikilder som vindmøller og solceller, brændselsceller, brint og biomasse samt kernekraft.
*   Den producerede energi skal udnyttes mere effektivt blandt andet ved brug af "smart teknologi", der hjælper med at fordele energiforbruget mere effektivt ud over døgnet.
*   Den nyeste teknologi til optag og lagring af CO2 fra atmosfæren skal udbredes mest muligt.
*   På forbrugerplan må der gribes ind med lovgivning, der begrænser det enkelte individs bidrag til CO2-udledningen. Det kan blandt andet være ved brug af mindre individuel og mere kollektiv transport, omlægning af kostvaner og reduktion af madspild, øget genbrug og udvidelse af deleordninger.

Målet er altså stadig at kunne holde stigningen i den globale opvarmning under 1½ grad i 2100. Skrækscenariet med en stigning på 3 grader, som vi er på vej imod med den nuværende indsats, lader sig næsten ikke beskrive. Men under alle omstændigheder vil det betyde en jordklode, som for store deles vedkommende vil være ubeboelig. Det er stadig muligt at undgå det; men skal det lykkes, så er det tiden nu, hvor politikere verden over må foretage en U-vending og indse, at der skal helt anderledes drastiske midler til end dem, de indtil nu har haft mod til at pålægge befolkningerne.
      Denne udmelding fra Klimapanelet har fået FN's generalsekretær til at udsende en appel til alle verdens ledere om at bekræfte det håndslag, de gav hinanden på den ekstraordinære generalforsamling for ti år siden, den 15. marts 2035. Der blev dengang givet løfte om at rette alle bestræbelser mod det ene at bevare de bedst mulige klimamæssige livsbetingelser for Jordens befolkning. Det betyder, hedder det i appellen, at al tale om det at skabe større velfærd, må høre op. Nu gælder det alene om at rette fokus mod mulighederne for at nedbringe mængden af drivhusgasser i atmosfæren. Det vil kræve meget store, men nødvendige investeringer, og i den forbindelse må der specielt appelleres til de lande, som indtil nu har mærket mindst til klimaforandringerne. Generalsekretæren opfordrer dem til at vise solidaritet med de lande, der i dag mere eller mindre ligger hen som ødemarker eller har store dele af deres områder ramt af oversvømmelser. Disse lande, siger generalsekretæren, har ikke mere at give til fællesskabet. Nu må alle andre træde til.
     Gennem årene og indtil nu har stort set alle rapporter og henstillinger drejet sig om, hvad der skulle gøres i de kommende år. Sådan er det ikke længere. I dag drejer alt sig om, hvad der skal gøres NU!