18. oktober 2048

Rusland brænder

Den kraftige varme og den udbredte tørke i store dele af Rusland er årsagen til, at enorme områder nu har stået i brand i månedsvis - ja, nogle steder i årevis. Det har fået en stadig større del af befolkningen til at vende sig mod ledelserne - den centrale såvel som de regionale - med stærke krav om en langt mere effektiv indsats i bekæmpelsen af brandene.
     "Glem alt om jeres interne magtkampe! Glem alt om jeres higen efter verdensherredømme! Koncentrer jer om det ene at få slukket brandene og sikret vores fremtid!" Sådan hedder det i den ene appel efter den anden fra store befolkningsgrupper til landets politikere.

Alt tyder på, at det nu for alvor er gået op for de toneangivende kredse
blandt de russiske politikere og erhvervsfolk, oligarkerne, at den vigtigste
opgave for dem er at få kontrol over de mange og omfattende brande,
som nu i årevis har hærget store dele af Rusland, og - sideløbende med
det - at få nedbragt landets enorme udledning af drivhusgasser.
      Det skal først og fremmest ske ved at komme i gang med at udnytte
alle de muligheder, man kan finde frem til for at skaffe mere grøn energi.
Gennem mere end et halvt århundrede har landets uhyre store forekom-
ster af olie og gas været grundlaget ikke blot for dækningen af eget be-
hov for energi, men også en af de vigtigste eksportvarer. Imidlertid er

eksporten næsten ophørt i takt med, at modtagerlandene i stadig højere
grad er gået over til andre energiformer, og det har betydet et voldsomt
dyk i de russiske eksportindtægter. Men indtil for nogle år siden var det
stadig stort set kun olie, gas og en del steder kul, der gav den nødven-
dige energi til at dække Ruslands eget behov. Og fra ledelsens side blev
der holdt fast i den opfattelse, at det ikke har nogen væsentlig betydning for de ændrede klimaforhold og dermed for temperaturstigningerne, tørken og de mange brande.
      Men specielt sommeren 2045 fik den opfattelse til at vakle. I Moskva blev der målt temperaturer på op til 45 grader, og endnu en gang kom nye brande så tæt på, at det gav meget store problemer for livet i storbyen med dens 15 millioner indbyggere. En russisk lungespecialist gav udtryk for, at luftforureningen havde samme skadelig betydning for den enkelte borger, som det at ryge en pakke cigaretter i timen ville have. Samme år blev også andre storbyer som for eksempel Sankt Petersborg ved Østersøen og Jekaterinburg i Ural endnu en gang indhyllet i tætte røgskyer. Og overalt var det den direkte årsag til tusinder af dødsfald.
      Den situation fik mange af de russiske medier til at rejse stærk kritik af myndighederne, fordi der stadig blev arbejdet ud fra en økonomi, der så ensidigt var baseret på eksport af fossile brændstoffer og med de samme brændstoffer som grundlag for landets egen energiforsyning. Og samtidig blev der mere og mere slået til lyd for den opfattelse, at man dermed gjorde sig medskyldige i klimaændringerne og katastroferne. "Det er," slår man nu fast i medierne, "en skæbnens ironi, at Rusland, der i den grad lever af olie og gas, nu er blandt de lande, der bliver hårdest ramt af følgerne af verdens forbrug af netop olie og gas."
       Mere og mere bliver den opfattelse bragt frem i medierne, at de russiske myndigheder helt bevidst har forsøgt at nedtone katastrofens omfang og farlighed samt det faktum, at myndighederne var meget dårligt forberedte. Og i den forgangne sommer, hvor røgskyerne endnu en gang lagde sig tæt over store dele af Rusland og trængte ned i selve den moskovitiske metro, kom så den hidtil kraftigste reaktion fra borgerne. Det skete ikke i form af store demonstrationer, for det blev gjort umuligt af heden og røgen. Men det skete gennem de sociale medier. Ganske vist forsøgte myndighederne at vanskeliggøre brugen af disse medier, men da det ikke længere kun var den brede befolkning, der ville høres, men nu også i høj grad dele af eliten, måtte man fra myndighedernes side lytte til, hvad der blev sagt og skrevet.
      Det fremgår nu klart, at den russiske befolkning er blevet langt mere miljøbevidst, og hele internettet er fyldt med krav om, at der her og nu bliver grebet til handling. Og i en grad, som ikke er set tidligere, bliver der desuden rejst krav om, at regeringen og præsidenten bliver stillet til ansvar for den hidtidige passivitet.