VERDENSBILLEDET.nu

1. maj 2030

Sved, blod og tårer

Professor i historie ved SDU Carl Anton Simonsen sammenligner Jordens situation i dag med situationen for Storbritannien i maj 1940. Og han peger på en løsning.

I maj 1940 stod Storbritannien i en situation, som af de fleste blev betragtet som håbløs. Nazitysklands hære havde i løbet af meget kort tid besat Danmark og Norge og erobret Holland, Belgien og det meste af Frankrig. Praktisk talt hele den britiske hær var omringet af de tyske styrker ved Dunkerque. Størstedelen af den britiske befolkning med politikerne i spidsen så ingen anden udvej end at give op og søge fred på Herr Hitlers betingelser. Ikke blot Storbritannien, men formodentlig hele Europa ville dermed gå tabt for demokratiet.
      Men én mand nægtede at give op. Det var premierminister Winston Churchill. Og for 90 år
siden, den 14. maj 1940, holdt han sin berømte tale i Underhuset - den tale, der gav det britiske
folk viljen til at bekæmpe Nazismen og bevare Storbritannien frit. Hvad Churchill gav folket i
udsigt, var en kamp, der ville koste "sved, blod og tårer".
      I dag ved vi, at denne forudsigelse i sandhed kom til at holde stik. Men vi ved også, at de
enorme ofre førte til, at den nazistiske trussel blev overvundet, og ikke mindst takket være
briternes sved, blod og tårer blev Europas lande igen fri og demokratiske stater.

     I dag står hele vores verden over for en trussel, der er langt alvorligere end fortidens nazi-
stiske. Men der er lighedspunkter. Først og fremmest det, at den nuværende trussel af mange
forekommer tabt på forhånd. Derfor er de klar til at give op. For hvad kan det nytte at holde op
med at spise kød. Og det batter da alt for lidt at holde op med at flyve på ferie en gang eller to
om året. Hvis der i øvrigt kan findes penge til det, er det da i orden at købe en eldrevet bil. Og
tiden i brusebadet kan vel godt gøres lidt kortere. Men de kræfter, der truer os, er så store og
voldsomme, at det lidt, lille jeg kan gøre, vil vel bare svare til at prøve at tømme havet med en si.
     Hvis den indstilling får lov til at brede sig - ja, så kan vi nok lige så godt give op på forhånd.
     Vi mangler en Churchill. Vi mangler en, der for alvor kan slå i bordet og gøre det klart, at
hvis vi virkelig står sammen, så kan vi gøre rigtig meget - så kan vi redde verden, som verden
i sin tid blev reddet fra nazismen. Vi mangler en, der tør sige, at det vil koste sved, blod og tårer.
Men den dag, da vi melder os klar til at yde det, så kan vi vende udviklingen og konstatere, at
det igen går den rigtige vej, så der også kan blive et liv for de kommende slægter.
     I maj 1940 bakkede briterne op om Churchill. I dag er der ved at rejse sig en folkestorm over det meste af verden. Man nægter nu at acceptere, at verdens politikere synes utilbøjelige til at lytte til den faglige ekspertise på klimaområdet. I stedet handles der stadig ud fra følelser og fornemmelser og ud fra, hvad man som politiker tror, der vil gavne dem selv og partiet ved det næste valg. For man vil jo gerne genvælges. Derfor drejer diskussionerne i de politiske forsamlinger sig oftest om, hvilke problemer man mener, der interesserer befolkningen. Det er, som om man glemmer at kigge ud ad vinduerne og erkende, at folkene nu går på gaderne med et krav om at få sandheden uden omsvøb. Og det vil være de politikere, der virkelig forstår det, som vil have mulighederne for at sætte sig i spidsen for den indsats der - gennem sved, blod og tårer - kan vende klimaudviklingen.