VERDENSBILLEDET.nu

5. juni 2030

Tilbageblik

Med Parisaftalen i 2015 blev der fastlagt et antal mål, som skulle være nået nu i 2030 i kampen mod den truende klimaudvikling.
    I den anledning har VERDENSBILLEDET.nu bedt professor i klimatologi ved Københavns Universitet, Tore Lundstrøm, om at give et overblik over, hvad det var, der blev opnået enighed om i Paris for 15 år siden, og en vurdering af, i hvor høj grad man har nået de fastsatte mål.

Det var intet mindre end en historisk begivenhed, da de 196 medlemslande i FN's Klimakonvention i december 2015 indgik en juridisk bindende klimaaftale. For første gang i verdenshistorien var ledere fra praktisk taget alle verdens lande blevet enige om en fælles aftale. Man den var da også blevet til mere på baggrund af en alvorlig trussel, der var rettet mod dem alle, end fordi de alle følte en egentlig trang til at indgå i nogle fælles bestræbelser.
     Hovedpunktet i aftalen drejede sig om at dæmme op for de menneskeskabte klimaforandringer, der er en følge af udledningen af de såkaldte drivhusgasser. Og når det i det hele taget lykkedes at nå til enighed, så var en væsentlig del af årsagen det forhold, at der i aftalen var taget højde for, at rige og fattige lande har meget forskellige udgangspunkter i kampen mod klimaforandringerne. Det havde krævet betydelige kompromiser, og det var årsagen til, at kritikere af planen mente, at den burde have været langt mere ambitiøs
     Lad os se på nogle af hovedpunkterne i aftalen:
     Det helt fundamentale drejer sig om at begrænse den gennemsnitlige temperaturstigning, så den ikke må stige mere end 1,5 grader. Og der var enighed om, at hvis stigningen nåede op på blot 2 grader, så ville det udløse katastrofale virkninger for store dele af verden. Derfor skulle landene straks gå i gang med at reducere deres udslip af CO2 med det mål, at den samlede udledning af drivhusgasser i verden som helhed i perioden frem til 2050 skal være bragt ned på det niveau, som kan optages af planter og træer og af havet - altså at verden til den tid skal være klimaneutral.
     Hvert enkelt land skulle udarbejde egne klimaplaner, som skulle opdateres hvert femte år; men i disse opdateringer måtte der kun være tale om en opjustering af målene - aldrig en tilbagerykning. Hvert andet år skulle landene rapportere til FN, hvordan det gik med at nå de fastsatte klimamål, og det blev lagt fast, at for at gøre det muligt umiddelbart at sammenligne disse rapporter skulle alle lande bruge det samme system. For at kunne følge udviklingen globalt og om nødvendigt opdatere klimamålene blev det endvidere aftalt, at deltagerlandene skulle mødes hvert femte år
     Som en væsentlig hjælp til at nå disse mål skulle de rige lande hjælpe de fattige lande med bidrag og lån til at finansiere en reel omstilling til grøn energi, og til det formål skulle der hvert år fra 2020 findes 100 mia. dollars.
     Men den samlede aftale havde nogle afgørende svagheder: Nok trådte den i kraft i november 2016; men den var først gældende fra 2020. Og nok hed det, at den var "juridisk bindende"; men det var op til hvert enkelt land, hvad de ville lægge i den formulering, og der var ingen sanktioner forbundet med ikke at følge den eller med eventuelt helt at trække sig ud.
     Og det var netop, hvad den nyligt tiltrådte amerikanske præsident Donald Trump gjorde i 2017. Det skete med den begrundelse, at han så Paris-aftalen mere som en økonomisk aftale end som en klima-aftale, og han mente, at den stillede USA alt for dårligt i forhold til andre lande. Ganske vist meddelte mange af de amerikanske delstater, at de fortsat ville arbejde for en opfyldelse af Paris-aftalen; men det havde afgørende betydning ude i verden, at USA nu officielt stod uden for aftalen, og ganske kort tid senere valgte også Nicaragua og Syrien at trække sig ud, og i mange andre lande var det med til at svække viljen til virkelig at gøre en indsats for at opfylde aftalens bestemmelser. Når USA kunne stå udenfor, så mente de heller ikke, at de selv behøvede at tage den særlig alvorligt.
     Det kom tydeligt til udtryk, da FN's Klimakonventions medlemmer i efteråret 2020 mødtes til den første egentlige evaluering af aftalens resultater. På grund af situationen omkring corona-pandemien skete det virtuelt, men ud fra en erkendelse af, at det - pandemi eller ej - var nødvendigt at komme videre i kampen mod den truende klimaudvikling. Men det viste sig, at ikke mindst med begrundelse netop i corona-krisen var det kun ganske få lande, der havde fundet overskud til virkelig at gøre noget med klimasituationen.

     Heldigvis fik USA fra 2021 med Jo Biden som ny præsident en ændret holdning til klimaændringerne. En af de første handlinger fra den ny ledelses side var at genindtræde i Parisaftalen, hvilket fik en absolut positiv betydning.

     I forbindelse med et folketingsvalg her i landet i 2019 gik stort set alle partier kraftigt ind for, at der i de kommende år for alvor skulle sættes egentlig handling bag de mange store ord under den forudgående valgkamp. Politikerne følte sig stærkt pressede af en række tilkendegivelser og store demonstrationer med krav først og fremmest fra ungdommens side. Men det viste sig i de følgende år, at det stort set kun blev til endnu flere fine ord og krav til regeringen om, at der skulle indgås "bindende klimaaftaler", og til nogle diskussioner om, hvorvidt disse aftaler skulle føre til etablering af tre, fem eller flere hav-vindmølleparker. Der var nemlig mange andre områder, som også stillede store krav til landets økonomi, og som skulle tilgodeses og prioriteres, og selv om netop dette folketingsvalg fra flere sider blev betegnet som det første virkelige klimavalg i landets historie, så blev det så som så med de egentlige resultater.
    Det var årsagen til, at der forud for det næste folketingsvalg, der kom i efteråret 2022, igen blev skruet voldsomt op for befolkningens krav om en virkelig mærkbar indsats. Medvirkende til det var den serie af kraftige og ødelæggende uvejr, som hærgede landet i forsommeren 2022, og som for alvor havde gjort det klart, hvad der var i vente, hvis der ikke straks blev sat ind for alvor på at begrænse CO2-udledningen og den fortsat globalt stigende temperatur. I forbindelse med de mange og meget store demonstrationer blev der nu for første gang udtrykt vilje til at acceptere, at der blev skruet ned for befolkningens generelle velfærd til fordel for en langt kraftigere indsats på klimaområdet. Men medvirkende til at gøre hele situationen yderst vanskelig og anspændt forud for valget var også i høj grad den generelle økonomiske nedtur sammen med den store arbejdsløshed som følge af corona-krisen.
      Behovet for en langt kraftigere indsats på klimaområdet var blevet understreget med en meget uheldsvarslende rapport fra FN's Klimapanel i slutningen af 2019. Her blev det i særdeles klart sprog lagt frem, hvor alvorlig situationen var, og hvad man kunne vente sig fremover.
     Men alligevel var det ved folketingsvalget i 2022 stadig, som om politikerne ikke rigtigt turde tro på, at befolkningen virkelig mente dette med at skrue ned for velfærden. Derfor var de tilbageholdne med forslag, der ville betyde, at den enkelte borger ville komme til at mærke følgerne på egen krop gennem egentlige nedskæringer og begrænsninger på en række områder.
     Og det skulle da også ret hurtigt vise sig, at politikerne et langt stykke hen ad vejen havde ret i deres frygt for reaktioner fra borgerne. For eksempel blev der fortsat ved med at komme protester fra borgergrupper, når der blev offentliggjort planer om opførelse af nye, store vindmøller på land og om etablering af ny vindmølleparker til havs. Mange steder var det stadig holdningen, at nok skal vi da gøre noget effektivt for vores klima; men det behøver altså ikke lige at være i min baghave.
     Og ved Klimakonventionens næste stormøde i 2025, der blev holdt i Budapest, måtte det da også med en vis bestyrtelse konstateres, at man stadig var et godt stykke fra de mål, der var blevet fastsat, og at de globale temperaturer fortsat havde en klart opadgående tendens. Resultatet blev da også, at man endnu en gang gav hinanden et lidt forsigtigt, kollektivt håndslag på, at man ville sætte kraftigt ind på, at der skulle kunne spores egentlige positive resultater, når Paris-aftalen som aftalt skulle evalueres nu i 2030.

Politikernes frygt

VERDENSBILLEDET.nu har spurgt Kamma Rohrbeck, som i tyverne var miljøpolitisk ordfører for Miljøpartiet, hvorfor der ikke er kommet mere reel handling ud af de mange nationale og internationale resolutioner og målsætninger, end tilfældet rent faktisk er, når nu stort set alle er enige om, at indsatsen mod miljøændringerne i dag er menneskehedens vigtigste opgave.
     Kamma Rohrbeck svarer:

For mig at se, er den vigtigste årsag til, at det stadig går den forkerte vej med klimaændringerne, at politikere generelt er bange for at gøre det, der er nødvendigt. For de fleste politikere er fokus i alt for høj grad rettet mod næste valgdag. Deres vigtigste drivkraft er et ønske om kunne påvirke udviklingen, og det kan de kun, hvis de bliver genvalgt. Derfor vejer det oftest tungere, hvad de opfatter som vælgernes holdninger, end hvad de egentlig selv mener er det rigtige her og nu.
     Mange politikere har et oprigtigt ønske om virkelig at kunne gøre noget ved den klimatiske katastrofekurs; men i hvert fald indtil nu har de ikke følt, at de i tilstrækkelig grad har haft vælgerne bag sig til at gennemføre, hvad der i virkeligheden er nødvendigt. De har været bange for, at det i så høj grad ville have negative konsekvenser for den enkelte borgers tilværelse, at mange - for mange - ville finde det uacceptabelt.
     Og de har med en vis ret kunnet nære den frygt, for gang på gang har reaktionerne fra et stort antal borgere været den kendte om, at nok skulle der selvfølgelig gøres noget; men det behøver altså ikke lige at være i min baghave. Rigtig mange fornuftige projekter er blevet stoppet på den måde, og mange andre er blevet forsinket i årevis. Et godt eksempel på det så man for en halv snes år siden i Frankrig. En ny præsident var med stort flertal blevet valgt ikke mindst på løfter om at gøre noget effektivt ved den truende klimaudvikling. Men da et af hans forslag i den forbindelse var øgede afgifter på benzin og diesel, sagde befolkningen nej, og der udviklede sig noget, der næsten kunne minde om borgerkrigsagtige tilstande, som tvang præsidenten til at tage forslaget af bordet.
     Et par år tidligere oplevede man i Storbritannien en række voldsomme aktioner under slagordet  "Extinction Rebellion" - Oprør mod udryddelse. Flere tusinde mennesker gik på gaden og lammede infrastrukturen i London og andre storbyer, og op mod hundrede forskere sendte støtteerklæringer ud i medierne.
     Herhjemme oplevede vi noget tilsvarende inspireret af de britiske aktioner. I et åbent brev opfordrede 174 forskere til civil ulydighed for at bekæmpe klimakrisen. "Vi betragter den voksende klimakrise som en eksistentiel trussel mod mennesker i Danmark og resten af verden, og vi kan ikke se stiltiende til, når danske politikere undlader øjeblikkelig og nødvendig handling for at forhindre den tiltagende krise", hedder det blandt andet i brevet, og der fortsættes: "I stedet for at erkende, at vi lever på en planet med begrænsede ressourcer, har regering efter regering søgt at øge den økonomiske vækst og opfordret til uhæmmet forbrug".
     På spørgsmålet om, hvad forskerne har i tankerne, når de opfordrer til civil ulydighed, er svaret: "Det kan være mange ting. Det kunne være en generalstrejke en dag, en uge eller en hel måned, så politikerne ikke kan blive ved med at ignorere kravet om forandring."  
     Den opfordring blev fulgt op med en éndags strejke i blandt andet København, Aarhus, Odense og Aalborg, og dagen efter var der en klimamarch i København med deltagelse af en efterhånden 16-årig svensk klimaaktivist ved navn Greta Thunberg, som var blevet  kendt over den ganske verden for sin "Skolstrejk för klimatet".
     Nu er så spørgsmålet, hvor meget alle disse borgeraktioner reelt gav stødet til at få sat i gang af egentlige bestræbelser på at få vendt klimaudviklingen. Mit svar på det er, at det var meget lidt eller i virkeligheden næsten intet. For endnu havde politikerne hverken her til lands eller i udlandet det fornødne mod til at pålægge borgerne de byrder, der er nødvendige.
     For mit eget vedkommende følte jeg det nærmest håbløst at få mine politikerkolleger med til noget som helst, der ville kunne gavne, og det var da også årsagen til, at jeg for to år siden meldte mig fra som politiker for et gøre en indsats i de organisationer, hvis formål er at kæmpe for forbedring af vores klima. Og dér synes jeg, at vi nu kan begynde at se nogle resultater.

Klima og økonomi
Men hvilke krav ville en effektiv indsats i kampen mod miljøkatastroferne stille til den danske økonomi? Dette spørgsmål har VERDENSBILLEDET.nu stillet til professor i økonomi ved Aarhus Universitet, Leo Lundsgård. Hans svar er meget kontant:

Op gennem tyverne stillede det meget store krav - langt større end dem, som såvel politikerne og folket var indstillet på at honorere. Med en vis ret har man omtalt folketingsvalget i 2019 som landets første klimavalg. For det var i høj grad klimadebatten, der kom til at præge valgkampen, og der opstod nærmest en auktionsstemning blandt partierne, som overbød hinanden, når det gjaldt om, hvor meget man ville nedbringe CO2-udledningen inden 2030 - altså inden i år. Højeste bud blev på 70 procent, og det lød jo flot. Men man glemte helt at regne på, hvad det ville komme til at koste, og man var også stort set blind for de forhindringer, der lå, for at en så kraftig nedbringning kunne realiseres. Og en af de forhindringer, som man af gode grunde ikke kunne forudse i 2019, var de helt afgørende følger af corona-virussens hærgen i 2020'ernes, som skabte det alvorligste tilbageslag for dansk økonomi i de seneste hundrede år. Samlet set må vi i dag konstatere, at de mange gode hensigter om her og nu at gøre noget effektivt ved den truende klimaudvikling var urealistiske.
     Egentlig er der ingen grund til at kritisere, at der blev stillet ambitiøse mål for nedbringningen, for det gjorde det klart - i hvert fald for de fleste - hvad der skulle arbejdes hen imod. Men man glemte nok i valgkampen at gøre det klart for befolkningen, at det ville kræve ganske store ofre fra hver enkelt af borgerne, hvis målet virkelig skulle nås, fordi det ville blive nødvendigt at tage fat på områder, der i høj grad præger vores hverdag, nemlig transporten, landbruget, vores fødevarer og vores forbrug. Og politikerne måtte, efterhånden som årene gik, erkende, at ikke mindst de strukturelle forudsætninger for at nå i mål ikke var til stede.
     Det gjaldt for eksempel landets overordnede elnet, som ganske enkelt ikke var dimensioneret til at transportere de meget store mængder af elektricitet, som var en forudsætning for den grønne omstilling. Den nødvendige udbygning af nettet ville kræve så store investeringer, at det ville gøre voldsomme indhug i mulighederne for at skabe den forøgelse af velfærden for de danske borgere, som også var betydningsfulde løfter i 2019-valgkampen.
     Det var også et helt overset problem, at et forslag om at stoppe alt salg af benzin- og dieseldrevne biler her i landet fra 2025 var i strid med EU-lovgivningen, så det rent faktisk ikke ville kunne gennemføres.
     En del af den nødvendige grønne omlægning kunne man ret hurtigt gå i gang med i løbet af 2020-erne; men det blev i høj grad til, at man så sig blinde på de lavthængende frugter og undlod at bruge de nødvendige kræfter på en grundig planlægning af de mange andre tiltag, som det på lidt længere sigt var nødvendigt at sætte i værk, hvis man virkelig skulle nå målet med de 70 procent reduktion af udledningen af drivhusgasserne i 2030. Derfor stod det efterhånden klart, at dette mål ganske enkelt ikke ville kunne nås. Alle kunne se, at der i realiteten skete for lidt, og det førte til en vis grad af apati i befolkningen. Der bredte sig en opfattelse af, at det hele ikke rigtigt nyttede nok, og så var der vel egentlig heller ikke nogen grund til for den enkelte borger at gøre ret meget for at være "grøn".  Og denne holdning til klima-krisen forstærkedes yderligere af corona-krisens alvorlige følger, som var - og til en vis grad stadig er - meget mærkbare i dagligdagen, og som det derfor føles mere nærliggende at forholde sig til, end hvad der rent klimamæssigt kan blive dagligdagens problemer om mere end et halvt århundrede.
      Derfor må vi vel i dag erkende, at selv om vi i løbet af 2020'erne har måttet opleve stadigt voldsommere naturfænomener med tørke nogle steder og med oversvømmelser andre steder og med orkaner og tornadoer, som har jævnet byer med jorden, så er der til dato kun taget fat på enkelte af de tiltag, som man kan have forhåbninger til virkelig vil have en positiv effekt.
     De mangelfulde resultater af Paris-aftalen fra 2015 og af fastlæggelsen af FN's 17 verdensmål lader dog nu til at føre til, at flere og flere af verdens politikere har indset nødvendigheden af at tage helt anderledes håndfast fat. Derfor ser det nu ud til, at de danske politikere i stigende grad er indstillet på gennem lovgivning at gennemtvinge blandt andet en langt større investering i forskning og udvikling, en total elektrificering af transporten, en gennemgribende effektivisering af landets grønne energi og herunder distribueringen af energien, en øget udtagning af jorde i landbruget og en omfattende forøgelse af skovrejsningen, en mere grøn tilgang i byggeriet og - ikke mindst - den omlægning af skatter og afgifter, som skal finansiere den nødvendige udvikling. Og så vil man fremover gennemtvinge, at bæredygtighed og klimamålene indregnes i alle større politiske beslutninger på landsplan såvel som i regioner og kommuner.