1. december 2049

Nu eller aldrig

Fra generalsekretæren for Greenpeace Norden, Karl Kristian Verenberg, har VERDENSSPEJLET.nu modtaget denne appel til de danske politikere:




Om bare én måned skriver vi 2050. Det er året, hvor vores klode efter manges tilsagn og løfter skulle være CO2-neutral. Det skulle være slut med at øge mængden af drivhusgasser i atmosfæren. Sådan er det ikke gået. Endnu i år må vi konstatere, at der nu igen er mere end sidste år. Endnu en gang må vi prøve at gøre det klart for hinanden, at det er nu eller aldrig.
     Det er blevet sagt en hel del gange tidligere - dette med "nu eller aldrig". Men indtil nu er det næsten hver gang og af næsten alle søgt at holde en kattelem åben, ved at man har tilføjet et "hvis ikke - - -".
     Men den kattelem er i dag lukket for de fleste katte. På flere områder har vi i dag nået nogle såkaldte klimatiske tipping-points. Det er forhold, hvor det allerede er blevet for sent at afværge ulykkerne. Der er områder på Jorden, som tidligere gav liv til millioner af mennesker, men som i dag ligger hen som havbund. Der er skove, som aldrig bliver til skove igen.
       Det er i år 30 år siden, at Danmark fik en klimalov, og med den fulgte en række handleplaner, som i første omgang skulle føre til en 70 procent reduktion af udledningen af drivhusgasser her i landet i 2030. I næste omgang skulle love og planer ikke mindst være det danske bidrag til at gøre verden CO2-neutral i 2050 - altså om bare én måned. Der blev sagt mange store og fine ord i forbindelse med vedtagelsen af den klimalov. Politikere fra næsten alle partier vigtede sig med, at med den havde Danmark lagt sig i førefeltet i de internationale bestræbelser for at få bugt med klimakatastroferne. Vi skulle med vores mod og fremsynethed være det store forbillede for de lande, som endnu lå længere tilbage i feltet. Vi skulle igen indtage pladsen som verdens grønne leder. Om det skulle lykkes, afhang direkte af regeringens evne og vilje til at omsætte de høje klimaambitioner til en kompromisløs grøn omstilling på tværs af brancher og kommunale skel.
      Men én ting er viljen til at gøre noget. Noget helt andet er virkelig at få det gjort. Og allerede i forbindelse med vedtagelsen af de nye klimalove i 2020 blev det sagt klart, at der fortsat skulle være mulighed for øget velfærd for os danskere, og intet måtte true antallet af arbejdspladser. Allerede dér burde de røde lamper have blinket kraftigt. Og sirener burde have gjort det klart, at med corona-krisens milliardudgifter ville der ikke blive penge til den ellers helt nødvendige indsats mod klimaproblemerne.
     Men med et ønske (og et løfte) om fortsat øget velfærd for os danskere lukkede politikerne stort set øjnene for den kendsgerning, at klimaudviklingen og corona-krisen ikke blot var et dansk problem. Det kan da godt være, at vi her til lands kunne mene, at vi havde føretrøjen på, men hvad ville det hjælpe, hvis der stadig var store dele af verden, hvor økonomien ikke gjorde det muligt at være med i indsatsen. Som det rige land, vi stadig var, måtte vi være med til at gøre en nødvendige indsats i andre dele af verden, og det kunne ikke bare være i form af gode råd og henstillinger. Det ville kræve egentlig økonomisk og fysisk indsats dér, hvor man sloges med de virkelig store problemer. Hvis det for alvor skulle batte noget, måtte vi her til lands give afkald på øget velfærd. Tværtimod måtte vi skrue mærkbart ned for vores velstand. Men det ville man ikke.
      Og skulle der gøres alvor af de store planer om en omlægning af landbruget med reduktion af dyrkningsarealerne, med et langt mindre husdyrhold og dermed med nedskæringer i fødevareproduktionen på slagterier og mejerier, så var det urealistisk at forestille sig, at det skulle kunne ske uden tab af arbejdspladser.
      Intentionerne var fine nok. Men realiteterne var helt anderledes.
      Og næppe var den ambitiøse nye klimalov vedtaget, før et flertal af politikerne erklærede sig indforståede med, at der kunne gives lov til at hente olie og gas op fra nye felter i Nordsøen, og at det kunne fortsætte helt indtil 2055. Det er vist det, der kaldes dobbeltmoral: Brugen af fossile brændstoffer skal bringes til ophør snarest muligt; men vi skal stadigvæk sørge for at have nye mængder til rådighed.
     Kattelemmene er lukket. Der er ikke tid til flere kompromisser. Nu må alle tænkelige midler sættes ind - også selv om det vil betyde store ændringer i det enkelte menneskes hverdag - ændringer, som nok af alle vil føles negative, men som vi bare må erkende er nødvendige.
      For det er altså nu eller aldrig!

VERDENSBILLEDET.nu