1. januar 2050


Vi nåede det ikke - men ....


Året 2050 er i mange sammenhænge sat som mållinje for kampen for at gøre verden CO2-neutral. Fra i dag skulle vi have bragt udledningen af drivhusgasser ned på det niveau, hvor klodens natur -- havet og plantevæksten - kan opsuge og dermed fjerne, hvad der udledes.
      Det mål blev ikke nået. Dermed rejses spørgsmålet: Hvad så?
      Det spørgsmål ser historiker og religionsforsker Kai Abildgaard på..



Hvem har skylden for, at vor klodes klima fortsat forværres måned for måned? Det spørgsmål diskuteres nu oftere og oftere og i mange forskellige fora. Der er brug for syndebukke. Når verden åbenbart ikke kan opfylde de målsætninger, der bliver opstillet, må nogen stilles til ansvar, mener mange.
      Andre ser den opfattelse som et udtryk for, at der bliver givet op. Der er åbenbart ikke noget at gøre, er den holdning, der breder sig mere og mere. Menneskene fortsætter ad den barske vej mod selvmordet.
      Og hvad gør man så?
      Nogle giver vitterligt op. Forbruget af alkohol og narkotika har aldrig været større end nu.
      Andre vender sig mod religionerne. Søgningen mod verdens religiøse helligdomme har aldrig været større end nu. Håbet om bønnens magt har aldrig været større end nu.
     Men der er også dem, der kommer til den konklusion, at så er der altså ikke gjort tilstrækkeligt endnu. Jeg må selv gøre endnu mere., tænker de. Mine naboer må gøre endnu mere. Alle må gøre endnu mere. Vi har selv bragt os i den situation, hvor vi er nu. Vi har svinet med vor klodes ressourcer og år efter år brugt mere, end den kan producere. Vi har skabt en atmosfære omkring os, som ikke længere kan beskytte os. Ergo må vi skrue ned - helt ned til et niveau, hvor der igen er balance. Det bliver barskt. Men der er ikke noget alternativ. Vi må spytte i næverne og tage fat!
      Hvem får den største indflydelse på de næste halvtreds år? Opgiverne, de religiøse eller dem, der tager fat?
      Én ting er i hvert fald sikker: Der bliver ikke opnået noget som helst ved at give op. Alkohol og narkotika har aldrig været midler til at opnå noget som helst anden end sin egen destruktion.
      Hvad så med religionen? Til alle tider og gennem stort set alle folkeslags historie har den haft en meget stor magt over mennesker. Men den har aldrig reelt flyttet bjerge. Og da Syndfloden ifølge Bibelen satte ind, var det kun Noah og de andre folk, der sammen med ham spyttede i næverne og byggede deres ark, som overlevede og skabte en ny civilisation.
      Nu er vi igen dér, hvor vi må bygge en ark. Ikke i bogstavelig forstand. Men ved at udvikle de midler, der gør, at vi kan overleve, og vi må nøjes med at forbruge, hvad "vores ark" kan yde af muligheder.
      I dag er vi rigtig godt i gang med at bygge den "ark". De seneste årtier har bragt midler til veje, som ingen så meget som drømte om for halvtreds år siden. Verden er blevet langt mere "grøn" i mange henseender. Det er blevet en selvfølge for næsten alle i nord, syd, øst og vest at nøjes med det, der er nødvendigt for at få dagen og vejen til at fungere. Og frem for alt: Stort set alle verdens nationer har omsider fundet sammen om den ene opgave, som det er at få vendt den klimamæssige udvikling. For selv i de store superstater har man indset, at det er ikke en opgave, som man bare kan lade andre om. Skal resultatet blive positivt, må alle være med.
      Verden er ikke CO2-neutral i dag, som det var tilstræbt og håbet. Men vi er så godt i gang med at bygge vor tids "ark", at de mange religiøse og alle andre kan se de kommende år i møde med en vis fortrøstning. Bønnerne synes at være hørt. Kursen er sat mod redningens bjerg, Ararat.

 

VERDENSBILLEDET.nu