15. januar 2050


Det går rigtig godt

 2050 er sat som mål-året for en række tiltag, der skal være med til at redde verden fra den klimakatastrofe, som gennem det meste af 2000-tallet har truet verden.
      I den anledning har VERDENSBILLEDET.nu besøgt klima-, energi- og miljøministeren for at høre, hvor langt vi egentlig er kommet, og vi spørger:

Kan du være tilfreds med det, der er nået indtil nu?


Ja, det synes jeg faktisk, at jeg har grund til at være.
     Vi nåede næsten målet om at være CO2-neutral her i landet inden 2050 - altså at vi ikke samlet set udleder mere CO2, end naturen kan opsuge. Der mangler lidt endnu; men alt tyder på, at vi når helt i mål i løbet af de næste to år. Det skyldes først og fremmest to ting: For det første er vi nået rigtig langt med ny skovrejsning, og omlægningen i landbruget kan næsten betragtes som tilendebragt. Hvad det sidste angår, så er kvægholdet i dag reduceret til, hvad der er nødvendigt for produktionen af mælkeprodukter, og det foder, der bruges både til kvæget og til svineholdet, er nu noget, der dyrkes inden for landets grænser, og det er foder, der giver langt mindre udslip af drivhusgasser end det, der tidligere blev anvendt. Næsten alle steder er der nu installeret udstyr i staldene, som opfanger det udslip, der trods alt er, og omdanner det til andre produkter. Det er også værd at nævne, at stort set al den majs, der dyrkes i dag, er gén-manipuleret, så afgrøden pr. hektar er øget med godt ti procent. Der skal altså væsentligt mindre arealer til for at opnå det samme udbytte, og det er så noget af det, der er udnyttet i forbindelse med ny skovplantning.
      For det andet er vi ved at få et godt tag på hele transportsektoren, som gennem mange år var en af de rigtig store syndere, når det drejer sig om CO2-udledning - og i øvrigt også om udslip af helbredsskadelige partikler, som tidligere var årsag til tusindvis af dødsfald og rigtig meget sygdom især i vores større byer. I dag er al offentlig transport med tog, busser og færger elektrificeret. Der er blevet rigtig langt mellem de personbiler, der endnu kører på fossile brændstoffer, og de sidste forsvinder meget snart. Endnu er der en betydelig del af den tunge transport med lastbiler, der kører på diesel. Men dels er dieselolien i dag en blanding af fossilt brændstof og en stor procentdel biobrændstof, og dels råder vi i dag over meget effektivt udstyr til både at nedbringe den resterende udledning af CO2 og til at rense udstødningen for de helbredsskadelige partikler. Og så er det da værd at bemærke, at næsten hele færgedriften mellem de danske øer nu er el-drevet.

     
Det er jo snart mange år siden, at man kunne markere det døgn, hvor der her i landet blev produceret mere grøn energi, end hvad landet som helhed skal bruge. Er det nu blevet det normale? Og i givet fald betyder det så, at man helt er stoppet med udbygning af grøn energi?

Nu er der da stadig tider, hvor produktionen af grøn el ikke helt står mål med forbruget. Den vil jo altid være afhængig af vind og vejr. Men til de fleste tider produceres der nu en del mere grøn el, end vi selv kan forbruge. Og det sker på trods af, at det samlede elforbrug er øget meget betydeligt i takt med, at mere og mere af vores energiforbrug bliver baseret på el. Men i dag er det overordnede elnet udbygget i en grad, så det til enhver tid kan optage den overskydende produktion, som så kan sendes videre og sælges til naboerne omkring os. Og når der går længere tid, hvor vinden ikke blæser, og solen ikke skinner på solcellerne, så kan vi hente fra naboerne hvad vi kommer til at mangle.
      Men det er i de senere år blevet sjældnere og sjældnere, at vi må ty til den løsning. Der er jo nemlig sket et helt afgørende gennembrud i den teknologi, der skal bruges til at lagre el-energi. Og det er noget, der vil få enorm betydning i de kommende år.
      Nu er vi her i Danmark ikke de eneste, der har fået udviklet den teknologi; men vi er blandt de lande, der er langt fremme, og allerede i dag er der en betydelig eksport i gang, og der er ingen tvivl om, at den vil vokse i de kommende år. Det vil få betydning på flere måder. Dels vil det give vigtige eksportindtægter, og dels vil det hjælpe til at nedbringe den arbejdsløshed, der er en af følgerne af omlægningen i landbruget.
      Men du spurgte også, om vi er stoppet med at udbygge produktionen af grøn energi. Dertil må jeg sige ja, når det drejer sig om produktion inden for landets grænser og i det kystnære havområde. Vi kan ganske enkelt ikke selv bruge mere. Men vi har jo klart vist, at vi her til lands er gode til at producere midler til udvinding af grøn energi, og det betyder, at vi har en stadigt voksende eksport især af vindmøller til brug både på land og til havs. Og vi har også vist, at vi er gode til at udvikle og producere det komplicerede udstyr til at styre produktionen og fordelingen af elektricitet. Og hvad det angår, har vi nogle af verdens mest avancerede virksomheder, som næsten måned for måned øger deres produktion.
      Og så skal vi jo ikke glemme, at vi i nært samarbejde med andre lande er godt på vej til at realisere planerne om de to energiøer i Nord- og i Østersøen.

Men selv om Danmark altså i løbet af ganske få år bliver CO2-neutral, så er mængden af drivhusgasser i atmosfæren jo stadig alt for stor, og de klimamæssige følger af det - blandt andet med tørke nogle steder og oversvømmelse andre steder - vil jo blive ved med at martre Jorden og gøre den mere og mere ubeboelig. Vi må altså nødvendigvis have vendt udviklingen. Er der nogen udsigt til, at det vil kunne lade sig gøre?

Jeg var til ministerrådsmøde i EU i sidste uge, og dér fik vi en utroligt spændende redegørelse netop for, hvad der er i gang på det område - altså med at få vendt udviklingen og med på sigt at få sænket temperaturen.
      Og jeg kan forsikre for, at der er gang i noget - ja, faktisk i rigtig meget, og for en del af det gælder det, at vi allerede nu kan begynde at se, at det virker. Men det er ikke nok. Der skal gang i noget mere, og både fra EU, fra FN og fra andre nationale og internationale organisationer har man indset nødvendigheden af, at der bliver stillet meget store midler til rådighed for den forskning, der skal bringe os videre frem. Men på mødet blev der fra flere sider givet udtryk for optimisme med hensyn til, at det vil kunne lade sig gøre at få vendt udviklingen, inden det er for sent, og enkelte af mødedeltagerne kunne løfte sløret for en række projekter, som virker meget lovende.
     Og lad mig så lige føje til, at den ændring af FN's organisation og med de beføjelser, som organisationen fik ved den ekstraordinære generalforsamling i 2035, har fuldstændigt forandret det politiske klima i verden. Det vil ikke være forkert at sige, at siden da har stort set al international kontakt landene imellem drejet sig om det ene at sikre vores fremtid mod klimaforandringerne. Tidligere tiders ufred internt i landene og nationerne imellem er i forbavsende grad afløst af vilje til samarbejde. Det betyder ikke, at der ikke er brug for den politimæssige organisation, som blev oprettet efter 2035, for det må erkendes, at der stadig findes terrororganisationer - også på tværs af grænser - som har det ene formål at skabe mest mulig ustabilitet i verden, og som sætter ind med ofte meget blodige aktioner på helt uventede tidspunkter og steder, som vi så det ved angrebet på den store "Fredag for Fremtiden"-demonstration i forrige måned i Tokyo. Det fortalte klart, at samtidig med, at vi oplever et nyt og nært samarbejde og sammenhold på tværs af alle grænser rettet mod den fælles trussel fra klimaændringerne, så kan vi desværre ikke tillade os at drosle ned for forsvaret mod nogle verdensomspændende terrororganisationer.
      Men når det er nævnt, så er der for mig ikke nogen tvivl om, at det globale samspil omkring FN er det sikreste middel til at få vendt den klimamæssige udvikling og dermed sikre, at der også er en fremtid for vores klode. Og så tror jeg på, at på længere sigt vil dette samspil blive grundlag for en meget bedre tilværelse for alle klodens folkeslag med et større velfærd for alle. Det kan måske af nogle blive opfattet som blåøjet naivitet. Men når man har haft lejlighed til ved internationale konferencer at mødes med repræsentanter for andre lande, så kan man ikke have undgået at mærke en helt anderledes positiv indstilling til samarbejde og samvær, end der var det almindelige før 2035. Det er, som om tidligere tiders mistillid er blevet afløst af en naturlig tillid og et oprigtigt ønske om samarbejde.
      Endnu en gang kan man måske med dette konstatere, at der er ikke noget, der er så galt, at det ikke er godt for noget. Den fælles trussel fra klimaforandringerne har skabt en ny holdning til fredeligt og venskabeligt samvær og samarbejde. Det har kostet dyrt at nå dertil; men det er måske rimeligt at tænke, at det har været ofrene værd.

VERDENSBILLEDET.nu