1. juni 2050

Danmark nu - 2050

VERDENSBILLEDET.nu har sendt reportere ud til byer og på landet i Danmark for at give et øjebliksbillede af de lokale følger af den globale klimakrise.


Byen
Vi starter med et besøg i Vejle, som med sin beliggenhed i en gammel ådal er en af

de byer, der er blevet hårdt ramt af de senere årtiers stigning i havvandsstanden.
     Store dele af selve byen langs Vejle Å og ud gennem Grejsdalen står nu under

vand og har måttet opgives. Det har betydet, at mange forretninger og andre er-

hvervsvirksomheder har måttet lukke og søge op i byens højereliggende omgivelser.

For flere tusinde beboere i den indre by er noget tilsvarende blevet nødvendigt, og

det har ført til noget, der kun kan karakteriseres som en overbefolkning i omegnen.

Rigtig mange er uden beskæftigelse, fordi deres arbejdspladser har måttet lukke.
     Det har i mange år ikke været muligt at gennemføre nogen egentlige modforan-

staltninger mod stigningerne i vandstanden, fordi alle kræfter har måttet sættes ind

i bestræbelserne på at skaffe de fordrevne borgere tag over hovedet - for manges

vedkommende gennem simple og primitive foranstaltninger som nødtørftigt opførte

barakker.
     Kommunens kasse har været kronisk tømt gennem flere år. Det skyldes dels en

decimeret kommuneskat og dels en voldsomt stigende udgift til socialhjælp først og

fremmest til de mange husvilde og til det store antal nye arbejdsløse. Desuden har

det været nødvendigt at ansætte flere folk i kommunens administration - blandt

andet til at varetage det stadigt voksende arbejde med de omfattende rationeringsordninger.
     Generelt er tilværelsen for indbyggerne i Vejle og omegn - som det gælder rigtig mange andre steder i landet - præget af drastigt faldende indtægter og voldsomt stigende skatter. Og på trods af den rationering, der er indført for næsten alle fødevarer, så oplever man stor varemangel. Lange køer ved butikkerne er blevet et dagligt syn.
     Man kunne frygte, at situationen med de stadigt vanskeligere livsbetingelser ville føre til demonstrationer og andre former for protester. Men spørger man folk for eksempel i køen ved et af de nyetablerede supermarkeder i den nye udkant af Vejle, så er svarene næsten de samme fra alle: Hvad eller hvem skulle vi dog demonstrere eller protestere imod? Vi kan jo alle sammen se lige omkring os, hvad der er årsagen til de store problemer, vi har fået at slås med, og det er ens for os alle. Og så er der jo det, at vi efterhånden er blevet helt klar over, at vi har selv bragt os i den situation, og så må vi jo prøve at stå sammen i bestræbelserne på at bringe os ud af den igen. Det vil nok ikke ske i min og din levetid; men så kan vi jo da godt prøve på, om vi kan gøre noget for vores efterkommere. For ærlig talt: som det er nu, så kan det vel egentlig kun gå fremad.
     Eller som en sagde med et ironisk smil om munden: Demonstrere! Det kan vi sgu da ikke få tid til. Vi er jo nødt til at bruge det meste af vores tid til at stå i kø her.
     Foran nogle større bygninger i højdedragene på vejen mod Horsens blev vi opmærksomme på et stort skilt, hvor der står "VÆRKSTED - åbent for alle". Derinde er der samlet værktøj, maskiner og reservedele fra mange forskellige brancher, og det hele er beregnet på, at man kan komme og enten selv bruge faciliteterne til at reparere alle former for indbo og hjælpemidler, eller man hjælper hinanden med at gøre det. Nye varer er jo stort set ikke til at få, så en udpræget gør det selv-indstilling er blevet en selvfølgelig side af tilværelsen for rigtig mange. Men Værkstedet tjener også et andet vigtigt formål: Det er blevet et naturligt samlingssted for rigtig mange - en slags afløser for tidligere tiders cafeer og værtshuse. Mange af disse steder lå nede i den oversvømmede del af byen og er væk nu, og det er de færreste, der har råd til at komme på de forholdsvis få, der stadig eksisterer. Men nu mødes man på Værkstedet og får en snak med andre om situationens alvor, og flere af de tilstedeværende gav klart udtryk for, at det har stor psykisk betydning for dem at kunne få den snak med andre, der er i samme situation. "Det er vist det bedste middel mod den depression, der ellers truer rigtig mange af os," var der en, der sagde. "Vi er ikke alene om at have det rigtig møg svært. Og det opfordrer til solidaritet med alle de andre, og jeg føler, at der er andre, der er solidariske med mig."
     Vi kom i snak med en lille gruppe, som havde placeret sig på og omkring nogle høvlebænke. Selvfølgelig var der ingen, der var glade for verden, som den har udviklet sig. "Men helt ærligt," var der en, der sagde, "der er stadig væk ikke noget, der er så galt, at det ikke er godt for noget. Og det gode, som jeg trods alt kan se ved situationen, det er, at det har skabt en form for solidaritet, som man ikke så tidligere på tværs af de forskellige befolkningsgrupper. Jeg oplever, at der virkelig bliver stået sammen om at få vendt den udvikling, som har givet en tilværelse for os mennesker, som ingen kan være tilfredse med. Jeg ved ikke så meget om, hvordan det er i andre lande; men her til lands kan jeg se, at der virkelig også fra dem, der tidligere var rigtig velhavende, bliver sat alt ind på at være med til at ændre verden.


Landområde
Det står altså alvorligt til i flere af de danske kystbyer. Men det er absolut ikke bedre i mange landområder. Og til belysning af det er VERDENSBILLEDETs reporter taget til Lolland, som er et af de områder, der både i ældre og i nyere tid har været hårdest ramt af stormfloder og oversvømmelser.
      I august 2011 blev store områder i det sydlige Lolland oversvømmet. Det gav anledning til, at man i de følgende år gennemgik hele den eksisterende beskyttelse mod oversvømmelser og herunder ikke mindst digerne, som siden er blevet både forhøjet og forstærket. Derfor levede man indtil 2035 med en vis følelse af sikkerhed. Nok havde kraftige regnskyl fra tid til anden skabt en vis grad af oversvømmelse; men det havde været i en størrelsesorden, der var til at håndtere, og det havde ikke i væsentlig grad påvirket mulighederne for fortsat at drive landbrug - først og fremmest med avl af sukkerroer.
     Men i oktober 2035 blev der for alvor sat stop for denne følelse af sikkerhed. En voldsom storm - til tider med orkanstyrke - havde i to døgn presset store mængder af vand sydpå gennem bælterne og ind i Østersøen. Så vendte vinden og dermed også vandet, og vandstanden steg på kort tid med mere end fem meter over det normale, samtidig med at stormen skabte meterhøje bølger. Det kunne digerne ikke modstå. De blev overskyllet, og der blev slået huller flere steder. Resultatet blev den alvorligste oversvømmelse af store dele af Lolland, som var oplevet til dato. Det gik ikke blot ud over store landbrugsarealer, hvor afgrøderne blev ødelagt.  Også de store sommerhusområder blev udsat for stort set total ødelæggelse, og flere af landsbyerne måtte skyndsomst forlades af beboerne.
      Der gik til et stykke ind i 2036, før vandet helt havde trukket sig tilbage, og der kunne registreres meget store ødelæggelser. Det vigtigste derefter var at få digerne repareret, for ingen turde tro på, at man havde oplevet den sidste alvorlige stormflod. En del bebyggelser blev genetableret, og de tørreste af markerne blev ryddet for en uanvendelig høst af sukkerroer, og der blev startet op på en meget vanskelig klargøring til en ny avl.
      Men det skulle snart vise sig, at det hele var omsonst, for allerede i januar 2038 blev hele området ramt af endnu en oversvømmelses- og stormflodskatastrofe med alle de nu alt for velkendte følger. Men til dem føjede der sig endnu en: landbrugsarealerne var nu så fyldte med salt fra havet, at enhver form for dyrkning måtte opgives. Dermed stod områdets landmænd uden eksistensgrundlag og de fleste af dem uden tag over hovedet. Erstatning kunne der ikke hentes nogen steder, for alle midler til den slags var for længst brugt op.
      Nu - en halv snes år senere - kan der skues ud over et landskab, hvor vilde,

salttålende planter af forskellige arter breder sig. Store områder er omdannet til

søer. Hist og her brydes synet af ruinerne af tidligere tiders landbrugsejendom-

me, og helt ude ved kysterne kan der endnu ses spor af enkelte sommerhuse.

Dele af digerne står endnu; men over lange strækninger er de simpelt hen skyl-

let væk. For det er mange år siden, at man erkendte, at det ville være sisyfos-

arbejde at forsøge at vedligeholde dem.
      Lolland er ikke det eneste område her i landet, hvor man har måttet overlade

betydelige arealer til havet. Det samme er tilfældet både på Sjælland og Fyn og

i Jylland. Det har skabt store problemer for de mange mennesker, som man har

måttet finde andre boliger til. Men det mærkes også, at det samlede danske land-

brugsareal er blevet cirka seks procent mindre. Produktionen af fødevarer er re-

duceret, så det har været nødvendigt at indføre rationering af flere varegrupper,

og de fleste fødevarer er blevet føleligt dyrere.

Med henvisning til klima-, energi- og miljøministerens udtalelse den 15. januar i år fristes man til at citere nogle linjer fra en gammel revyvise: 

"Men bortset fra det, fru kammerherreinde,
Så går det godt, så går det godt."

VERDENSBILLEDET.nu