1. december 2050

EU og klimaet

I flere sammenhænge er året 2050 sat som mål for at gøre vores klode klimaneutral.
Det gælder også for EU.
VERDENSBILLEDETs faste korrespondent ved EU har set nærmere på, hvorvidt det er lykkedes.

Allerede for 30 år siden blev det slået fast af det daværende EU-formandskab, at i 2050 skulle hele EU være klimaneutral.
      "Klimaet burde forene os alle i EU, for det vil kunne give EU en ledende position på verdensplan i forhold til klimaområdet - en position, der også kan få vores internationale partnere til at blive mere ambitiøse", hed det dengang fra formandskabet.
      I dag må det konstateres, at det er ikke lykkedes for alle medlemsstaters vedkommende at nå målet om klimaneutralitet, og det er der flere grunde til.
      Én af dem er utvivlsomt, at man dengang tilsyneladende endnu ikke helt havde forstået, hvad det var, man var oppe imod. Klimaneutralitet var dengang ikke så meget et spørgsmål om liv og død for millioner af mennesker. Det var derimod et middel til at opnå "en ledende position i verden".
      En anden af årsagerne til, at det ikke er lykkedes at nå en fuldstændig klimaneutralitet i EU her i 2050, er den, at der i virkeligheden ikke for 30 år siden var enighed mellem EU's regeringschefer om, hvornår og hvordan man skulle nå det mål. Den mest udtalte modstand kom dengang fra de østeuropæiske lande og blandt dem mest fra Polen. Dér var langt den overvejende del af energiproduktionen nemlig stadig baseret på kul, som landet råder over i rigelige mængder. Derfor stillede den polske regeringschef krav om, at hvis man i Polen skulle drosle ned på anvendelsen af kul, så måtte det udløse en dækkende kompensation fra de andre EU-lande, og det krav var man fra disse lande ikke umiddelbart indstillet på at opfylde. Det skyldtes også, at der på samme tid fra andre EU-lande - især i Sydeuropa - var rejst ikke blot ønsker, men krav, om enorme hjælpepakker til genoprettelse efter corona-krisen.
      Én ting var altså de nødvendige foranstaltninger her og nu til bekæmpelsen af corona-virussen. Noget andet - men også meget påtrængende - var den påkrævede indsats mod klimakrisen. Den fandt man i EU - og blandt andet fra tysk side - lidt lettere at skubbe foran sig. Det fik den danske statsminister til at sige, at ”der sidder nogle tunge industrilande og bilproducerende lande, som ikke lige uden videre køber ind på det her. De er bekymrede for deres konkurrenceevne". Medvirkende til den negative holdning fra Tyskland var også beslutningen om definitivt at stoppe de tyske atomkraftværker i 2022. Det ville nemlig gøre det nødvendigt at basere endnu mere af den tyske energiproduktion på især brunkul, der er noget af det mest forurenende brændstof, man kan tænke sig. Men i 2020 kunne man ikke se nogen andre muligheder for at opfylde det tyske behov for energi. Siden har man så i Tyskland ændret holdning til atomkraft. Beslutningen om at stoppe med den form for energiproduktion skyldtes i meget høj grad en frygt for mulige udslip af radioaktivitet, og den frygt blev forstærket efter ulykken på Fukushima-kraftværket i Japan i marts 2011. Denne frygt for atomkraft ebbede dog kraftigt ud i den tyske befolkning og blev på en måde afløst af frygten for fremtidige klimaskabte katastrofer. Man så efterhånden kernekraften som det mindste af to onder, og det blev grundlag for et voksende krav fra befolkningen om at fastholde de endnu eksisterende kernekraftværker. Og inden den fastsatte dato for den endelige nedlægning traf den tyske regering beslutning om at "udskyde lukningen på ubestemt tid", som det hed.
     I andre EU-lande udbyggede man elforsyningen fra kernekraftværker. Det gjaldt især Finland og Frankrig.
     Specielt i Tyskland har man gennem de seneste årtier nydt godt af de lave priser på naturgas. Store mængder importeres stadig fra Rusland via rørledningerne gennem Østersøen. Disse ledninger krævede i sin tid meget store investeringer fra russisk side, og for trods alt at få et vist udbytte af disse investeringer har russerne sænket prisen på gas ganske betydeligt. Det har tvunget andre gasproducerende lande som Norge og Danmark til at følge efter, og det ses som årsagen til, at gas stadig er en meget brugt energikilde på trods af, at den er årsag til betydelige udledninger af CO2. Der har været forhandlinger i EU om totalt at forbyde anvendelsen af gas, men i hvert fald indtil nu har det ikke været muligt at få tilstrækkelig opbakning bag sådan et forbud. Den alarmerende konstatering nu i 2050 af, at man endnu er langt fra målet om klimaneutralitet, har imidlertid rejst fornyede stærke krav fra de europæiske befolkninger om, at der nu for alvor skal gøres noget ved det, og det er blandt årsagerne til, at der nu fra EU-politikere ligger forslag om, at der skal sættes totalt stop for brug af naturgas fra 2055. Ikke uventet er dette forslag blevet mødt med meget kraftige protester fra Rusland, for hvis det bliver gennemført, vil det skabe nye, store problemer for den russiske økonomi, som i forvejen er presset hårdt af tørke og klimaskabte brande.
      På EU-politikernes borde ligger i øvrigt også et forslag om en kraftig forøgelse af medlemslandenes kontingenter til organisationen. Hensigten med det er for det første, at der ønskes betydeligt flere midler til forskning i midler, der aktivt vil kunne trække drivhusgasser ud af atmosfæren, og dernæst har man set i øjnene, at det er nødvendigt med langt flere midler til hjælpeindsatserne for de millioner af mennesker, der er tvunget væk fra deres hjemegne. Uden sådanne indsatser vil presset fra klimaflygtningene mod EU-landene vokse i en grad, så man ikke længere vil kunne undgå at blive løbet over ende. I den sammenhæng synes der også at være politisk vilje til at kraftig styrkelse af de fælles forsvarsenheder langs EU's grænser.