12. august 2061

CO2
Fra skadevolder til ressource

Af professor Ole K. Andersen,
Centerleder ved Carbon Dioxide Activation Center (CADIAC) ved Aarhus Universitet

Som navnet siger, er "grundforskning" grundlaget - og i virkeligheden det helt nødvendige

grundlag - for al forskning.
     For omkring 40 år siden lå det klart, at luftarten CO2 er en alvorlig trussel mod menne-

skeheden. Men der var egentlig kun meget lidt konkret viden om, hvilke egenskaber der

ligger gemt i denne luftart. Derfor var vi en lille gruppe af forskere ved Aarhus Universitet,

der blev enige om at gå sammen og se nærmere på, hvad det her CO2 egentlig er for

noget. Vi ville ikke som udgangspunkt beskæftige os med CO2 som en trussel, selv om

vi naturligvis ikke kunne komme helt udenom at se på, hvorfor netop kombinationen af

kulstof og ilt gjorde det til en farlig drivhusgas. Vi ville altså primært fokusere på dens

egenskaber. Vi ville med andre ord udføre grundforskning.
     Ret hurtigt lå det imidlertid klart, at vi skulle koncentrere os om "C'et" - altså kulstof-

fet. "O2" - altså ilten - havde gennem århundreder været undersøgt så grundigt, at den

kunne man vist godt regne med, at man vidste alt om. Først og fremmest måtte vi altså

finde gode metoder til at "spalte" C og O for at nå frem til det isolerede kulstof. Og det lykkedes.
     Qua sin natur er grundforskning noget, der tager tid, og der gik da også hen imod en snes år, før der for alvor begyndte at tegne sig nogle klare resultater. Men så gik det til gengæld også stærkt.
      Det, der satte gang i udviklingen omkring det CO2-baserede kulstof, var, da vi begyndte at undersøge, om kulstoffet kunne indgå som del af en ressource. Hvis det kunne lykkes, stod vi jo med noget, som der var nærmest uanede mængder til rådighed af. Og samtidig kunne det måske nedbringe de farlige mængder af drivhusgas.
      Vi gik i gang med at undersøge, hvilke kombinationer der kunne være en mening i - og en mulighed for - at lade kulstoffet indgå i. Resultatet blev, at der blev skabt forskellige former for det, som lidt populært bliver kaldt for "kulstof-byggesten" eller "C1-byggesten", hvor C'et står for Carbon, altså kulstof.
      Og disse "byggesten" ventes at blive grundlaget for fremstillingen af en række produkter.
      Et af de vigtigste er syntetiske brændstoffer som olie og benzin. Af C1-byggestenen kan dannes luftarten kulilte, som sammen med brint kan omformes til brændstof. Da det nu er muligt at frembringe al den kulilte og brint, som der er brug for, er der altså skabt grundlag for fremtidens forsyning med forureningsfri brændstof.
      Næsten lige så vigtigt er det, at der nu er ved at være udviklet en erstatning for de hidtil kendte former for plastic. Netop dette materiale har jo gennem årene fundet vej ind på utallige områder i vores hverdag. Men da det vigtigste råstof i plastic-produktionen har været fossil olie, er der tale om noget, som i høj grad er ved at være en mangelvare. Nu kan man så fremstille plastic med C1-byggesten som råstof. Og det sker altså samtidig med, at man nedbringer mængden af CO2 i atmosfæren.
      Også i lægemiddelindustrien ses der en række anvendelsesmuligheder for C1-byggesten. Det drejer sig om lægemidler mod depression og angst, mod kvalme og opkast og til behandling af kræft i æggestokkene. Endelig er der udviklet et produkt, der allerede i dag anvendes til lokalbedøvelse.

     Hvad der således i dag er godt på vej til at blive helt afgørende for vores daglige tilværelse og for en forhåbentlig positiv udvikling i fremtiden, begyndte altså med en grundforskning blandt andet hos CADIAC på Aarhus Universitet. Med alle forskningens mange og komplicerede værkstøjer arbejdede man sig frem til klarhed over, hvad CO2 egentlig er, og derfra videre til de mange anvendelsesmuligheder, som det rummer. Det har så siden været grundlaget for, at man i et stort antal virksomheder over hele kloden er lykkedes med at udvikle produkter, som dels er nødvendige for opretholdelsen af et godt liv på Jorden, og dels er medvirkende til at vende den klimaudvikling, som store dele af vores klode endnu lider under.
     Med andre ord: Det, der tidligere blev betragtet som en af de farligste skadevoldere, er i dag blev til en vigtig ressource for menneskeheden. Og samtidig er det rent faktisk blevet til en væsentlig del af løsningen på de hærgende klimaproblemer.