5. november 2066


Mange ord,
men for lidt handling i EU

Af  Chris Christiansen, medl. af EU Parlamentet



 Efter planer helt tilbage fra 2020'erne skulle EU være CO2-neutral i 2050. Nu -16 år senere - er det mål stadig ikke nået.
      Det har ellers ikke manglet på tilsagn fra medlemsstaterne om at være med på vognen; men fra flere sider har det knebet, når man skulle til at udmønte tilsagnene i handling, og det er nærmest utroligt, hvad der har været givet som undskyldning. Coronakrisen med dens udmarvende træk på landenes økonomi var en af dem. Men det mest realistiske bud på, hvorfor det ikke er lykkedes at komme i mål til tiden, er, at målet ganske enkelt var sat alt for urealistisk højt. Retfærdigvis skal det siges, at det var der ikke så store muligheder for at se, da det blev sat. Men nu - set i bakspejlet - er det indlysende.
      Nu er der omsider for alvor ved at blive taget fat. Et stort flertal både i Ministerrådet og i Parlamentet har inden for den seneste måneds tid gjort det klart, at det skal koste dyrt ikke at følge de retningslinjer for bekæmpelse af klimaproblemerne, som tidligere er blevet fastlagt.
     For det første skal det koste dyrt at forurene. Endnu i dag kommer mere end 50 procent af CO2-forureningen inden for EU fra afbrænding af fossile brændstoffer. Der er stadig kraftværker, der anvender kul og brunkul, og inden for den tunge transportsektor køres der i en vis udstrækning stadig på fossil diesel. Det vil man nu bringe til ophør, og det skal blandt andet ske ved at forhøje prisen for hvert ton CO2, der udledes, med 100 procent, og handelen med CO2-kvoter bliver definitivt stoppet.
      Det forventes, at det dermed bliver så dyrt at bruge fossile brændstoffer, at det helt vil ophøre i løbet af få år. Men det kræver, at der skaffes adgang til endnu mere grøn el, først og fremmest gennem etablering af flere store havvindmølleparker. I første omgang vil man bruge de afgifter, der kommer ind fra udledning af CO2 til at finansiere de nye havvindmølleparker, men da den kilde til finansiering gerne skulle tørre ud meget snart, er man fra EU's side indstillet på at tage andre økonomiske indtægtsmidler i brug til den nødvendige udbygning.
      Og der bliver virkelig brug for en udbygning, men også for at tage andre produktionsformer for el i brug. For behovet for el vil vokse betydeligt i de kommende år. Ikke mindst vil den voksende fremstilling af syntetiske brændstoffer gennem en såkaldt dekarbonisering af CO2 kræve nye, store energimængder. Den er allerede godt i gang med det resultat, at langt størstedelen af vore dages luftfart nu foregår med anvendelse af ikke-fossile, grønne brændstoffer. Det har betydet, at den internationale luftfart nu igen vokser ganske betydeligt - og altså med behov for endnu mere af de nye brændstoffer, hvilket vil kræve endnu mere elektrisk energi.
      Alt dette vil stille nye og meget store krav til hele det europæiske distributionsnet for el. Her har de seneste årtier været præget af arbejdet med at skaffe tilstrækkeligt med el ud i så at sige alle afkroge af landene først og fremmest for at dække behovet for opladning af den eldrevne bilpark, som nu er altdominerende, i hvert fald hvad persontransporten angår. Men der er altså stadig produktionsmæssige områder, hvor omstillingen til el er i gang, og derfor er distributionsnettene mange steder endnu ikke tilstrækkeligt udbyggede. Og selv om det i vid udstrækning er en opgave for de enkelte medlemslande, så er det nødvendigt, at det sker nøje koordineret på tværs af grænserne. Men der vil stadig være lande, der økonomisk ikke magter at klare deres del af opgaven, og som derfor må have store tilskud fra den fælles EU-kasse.
      De teknologiske midler til at klare, hvad der endnu mangler i den grønne omstilling, er allerede til rådighed. Men for at de kan blive taget i brug i nødvendigt omfang, kræver det fuld politisk opbakning, og her er det altså, at nogle endnu hænger lidt i bremsen. Fra dansk side er vi fuldt og helt med på at give denne opbakning, og vi ser det som en oplagt og mulig opgave at gennemføre, hvad der er blevet omtalt som "The European Green Deal", der skal gøre Europa til "et grønt kraftværk og et lokomotiv, der kan trække resten af verden med i den retning, der er nødvendig for bevarelsen af rimelige livsbetingelser for dens beboere også i fremtiden".
      Og netop dette med også at skabe rimelige vilkår for befolkningerne i de mindre teknisk udviklede lande betragtes af  mange i EU's forsamlinger som et must. For nok er det gennem de seneste tiår lykkedes - især gennem FN - at skabe fredeligere forhold i verden som helhed; men det kan naturligvis ikke forventes, at befolkningsgrupper, som stadig lever under væsentligt dårligere forhold, end vi gør det her i Europa - at de vil finde sig i at blive ved med at skulle gøre det. Derfor ses det som en nødvendighed, at der i de kommende år bliver gjort en betydeligt større indsats for at bringe verdens fattige nærmere på det niveau for velfærd, som vi i Europa betragter som en selvfølge.
     Som nævnt er der ikke fuldstændig enighed blandt EU's medlemslande om, hvordan denne indsats skal ydes. Fra flere sider ankes der over, at de fremsatte planer er for ukonkrete. Den rent praktiske indsats, der skal gøres, skal komme fra erhvervslivets investorer og virksomheder; men for dem er det en nødvendighed, at de kender præcist, hvilken kurs de kan regne med fra EU.

VERDENSBILLEDET.nu