1. januar 2070

De unge tager over

Af  lederen af Dansk Ungdoms Fællesråd
Karin K. Karstensen

Verden er midt i en forandring. Der er ikke tale om en revolution,

men om en global evolution, der primært er fremtvunget af de

ændrede klimaforhold
     For år tilbage var de fleste stater splittet op i politiske, ideo-

logiske, økonomiske og religiøse grupperinger. Mange stater var

ledet af diktatorer, som med hård hånd slog ned på ethvert for-

søg på at få indflydelse - indefra såvel som udefra. Men fra land

til land var der forskel på, hvad der blev kæmpet for, og hvad

der blev kæmpet imod. Vel var der nogle steder bevægelser,

som rakte hen over grænser, men der manglede det fællesskab

og den organisering, som virkelig kunne gøre dem slagkraftige,

og det var begrænset, hvad de opnåede af egentlige resultater.
      Det gjaldt også for de internationale ungdomsbevægelser.

Der blev holdt mange møder, og der blev sagt mange fine ord. Men de egentlige resultater var få og små. Der manglede noget, der for alvor kunne binde dem sammen.
      Det kom, efterhånden som flere og flere indså, at med de ændrede klimaforhold var det deres fremtid, der var alvorligt truet - uanset hvor på kloden de befandt sig. Fremover ville det ikke kun være et spørgsmål om ændrede og dårligere leveforhold. For mange var det et spørgsmål om liv eller død.
      Den erkendelse gjorde det klart, at der i meget høj grad var tale om en opsplitning mellem de ældre og de yngre generationer. De ældre ville for alt i verden og så længe som muligt holde fast i det liv, som de var blevet vant til, og som for de flestes vedkommende - i hvert fald for de toneangivende - egentlig betød et rigtig godt og behageligt liv. Det måtte så holde, så længe det nu kunne.  For de unge tegnede der sig et helt andet billede af fremtiden. De så de klimabetingede katastrofer omkring sig som forløbere for noget endnu værre, hvis der ikke for alvor blev grebet ind over for alt, hvad vi mennesker kan skaffe os indflydelse på, og det vil først og fremmest sige den fortsatte udledning af drivhusgasser, men også det voldsomme overforbrug, som mange steder er ved at udpine vores klode i en grad, som ganske enkelt må stoppes.
      Og dér stod man så. De fleste unge over for de fleste ældre. Kloden over.
      Men for et halvt århundrede siden begyndte en ændring at tage form. Den begyndte på en trappe uden for den svenske regeringsbygning. En dengang 15-årig skolepige ved navn Greta Thunberg satte sig på trappen med et skilt med teksten "Skolstrejk för klimatet". Det blev hun ved med hver dag i nogen tid. Senere gik hun over til at møde op hver fredag under sloganet "Fridays for Future".
      Det var noget, der blev lagt mærke til. Hele den internationale presse mødte op, og snart bredte hendes initiativ sig til det meste af verden, hvor der blev oprettet lokalgrupper af unge mennesker, som efterhånden i milliontal mødtes til demonstration hver fredag under det samlende slogan "Youth Strike 4 Climate".
      I de følgende år fik demonstrationerne større og større tilslutning, og det blev tydeligt, at de enkelte landes politiske ledelser efterhånden indså, at der var tale om bevægelser, som de nødvendigvis måtte forholde sig til og tage hensyn til. Det virkelige gennembrud kom ved en ekstraordinær generalforsamling i FN i marts 2035, hvor det for alvor blev slået fast, at klimaforandringerne er den alvorligste trussel mod verden. Følgen blev en total ændring af FN's organisation og fastlæggelse af, hvad der fremover skulle være organisationens vigtigste opgaver.
      Det har haft utrolig stor betydning for udviklingen i verden siden da. Men det ville være naivt at tro, at de vedtagne ændringer ville slå igennem fra dag til dag. Der var stadig lande, hvor de politiske ledelser fandt det nødvendigt at opretholde og bekoste betydelige militære styrker (det kunne jo være, at man pludselig stod i en situation, hvor man kunne få brug for og gavn af dem). Og der var stadig lande som for eksempel Tyskland, Kina, Australien og USA, hvor man først og fremmest af økonomiske og arbejdsmæssige grunde holdt fast ved kul og olie som de vigtigste energikilder. Men i den forbindelse havde FN fået beføjelser til at indføre sanktioner mod landene for at tvinge dem til at følge de regler, der var vedtaget på verdensplan. Og det lykkedes. Men når det lykkedes, var det primært, fordi landenes egne indbyggere - og blandt dem først og fremmest de unge - gik imod de nationale magthavere og forlangte, at de skulle følge de internationalt vedtagne regler. Verden var begyndt at stå sammen.
      Men det var stadig kun en begyndelse - omend det var en vigtig begyndelse.
      I dag er man kommet videre. Ældre generationer af politikere med deres traditionelle holdninger til mangt og meget er trådt tilbage. Nye - og vel at mærke unge - generationer er trådt til eller i det mindste på vej ind. Og det er de med en helt anden holdning til verden omkring os.
     Den globale kamp mod klimaforandringerne har lært os, at der er problemer, som nødvendigvis skal løses, men som kun kan løses, hvis vi står sammen på tværs af grænserne. De er de samme og lige så alvorlige for nabolandene, som de er her hos os. Men problemerne hos os kan ikke løses, hvis naboerne ikke er med. Eller hvis landene på den anden side af Jorden ikke er med. Og i dag er vi stort set alle med, og derfor kan vi se, at klimaudviklingen er ved at vende. Vi nåede ikke målet om en neutral CO2-situation i 2050; men alle registreringer og målinger viser, at i dag er det nået, og prognoserne siger, at der nu er gode udsigter til, at verden kan holdes under en temperaturstigning på de halvanden grad i år 2100, som det er målet til den tid.
      Det er tal, som har meget stor betydning også i andre sammenhænge end de klimamæssige. De fortæller nemlig, at verdens unge havde ret, da de satte sig op mod de gamle styreformer. Det giver resultater, når man står sammen og stiller de rigtige krav. Den lære vil fremover blive overført til andre forhold i verden. Det gælder kampen mod sult. Det gælder kampen mod sygdom. Og det gælder kampen mod analfabetisme. Samlet set gælder det kampen for en bedre verden for hele menneskeheden. Desværre er der stadig nogen, der anklager ungdommen for at være naiv. De mener, at vi kæmper en umulig kamp mod den menneskelige natur. Der vil altid være nogen, som vil have mere magt end andre, siger de. Og der vil altid være nogen, der vil have mere rigdom end andre. Dertil er svaret: Der har hele tiden været nogen, som har ment, at kampen mod klimaændringerne var en umulig kamp mod naturens egne kræfter. Nu kan vi se, at vi - på trods af negativitet og modvilje - alligevel er på vej til at vinde - fordi vi står sammen. På samme måde må det være muligt at vinde over de kræfter, der ikke vil være med i fællesskabet - ved at stå sammen.
      Vi er ikke ved målet endnu i klimakampen. Også i årtier fremover vil den kræve afsavn og stille store krav. Og vi vil formodentlig aldrig igen opleve en verden som i "de gode gamle dage". Men vi er mange - og nu også ældre - som tror på, at vi på grundlag af de seneste mange års erfaringer fra klimakampen kan skabe en ny verden, som på andre måder vil blive en "favre ny verden".