2. august 2030

"Hwa nøtt er et te?"

Sådan spurgte "Mi nååbo, Pe Sme" i Anton Berntsens digt fra 1922.
Men det er et spørgsmål, der stadig bliver stillet gang på gang i vore dage.

Af redaktør på VERDENSBILLEDET.dk
Anna Bilde Severinsen

For kan det i det hele taget nytte noget, hvis jeg skifter min gode, gamle diesel-hakker ud med en el-bil? Og er der da virkelig nogen god grund til, at jeg skulle tage på ferietur i telt til den nærmeste campingplads i stedet for en charter-tur til Mallorca? Vil en "plantebøf" være bedre for klimaet end en god gammeldags rød bøf?

       Har lille jeg overhovedet nogen mulighed for at gøre en forskel i forhold til de forrygende uvejr, som vi nu tiere og tiere mærker de barske følger af i vores hverdag?
      Svaret på de spørgsmål kunne måske være, at enhver, der tror, at han er for lille til at gøre en forskel, har aldrig prøvet at dele soveværelse med en myg?
      Man kunne måske også hævde, at hvis alle tænker sådan og helt undlader at gøre noget som helst, så bliver det i hvert fald kun værre og værre. 

     For femten år siden enedes 193 af verdens nationer om 17 mål for, hvordan der her i 2030 skulle være skabt et mere bæredygtigt samfund. Flere af disse verdensmål er rettet imod at få standset den globale opvarmning gennem en reduktion af CO2-udslippet. Men det var alene målene, der blev beskrevet - ikke midlerne. Derfor gik eksperter verden over i gang med at finde ud af, hvordan det kunne gøres, og med at give anvisninger på, hvad der skulle gøres, og i de følgende år kom der mange gode ideer og kloge råd på bordet. De fleste sigter mod de store tiltag, som organisationer, lande og sammenslutninger som EU måtte tage sig af. Men der var også en del, som den enkelte borger kunne gøre for at medvirke til at nå det fælles mål.
      Blandt dem kan nævnes noget af det, der regnes for virkelig at batte noget, når det drejer
sig om reduktion af CO2-udledning, nemlig madspild. Det blev beregnet, at cirka en tredjedel
af alle producerede madvarer på verdensplan gik til spilde, inden de nåede helt frem til forbru-
gernes spiseborde. Årsagerne var forskellige. I lavindkomstlande skyldtes det i høj grad dårlig
infrastruktur; maden rådnede på marken eller under transport og opbevaring. I højindkomst-
lande som her hos os blev dynger af madvarer (op til 35 procent) smidt ud enten i detailleddet
eller hjemme hos forbrugerne - altså hjemme hos folk som dig og mig. Med bedre planlægning
var der virkelig muligheder for at reducere dette spild og dermed en betydelig del af CO2-
udledningen. Og det er blevet reduceret, endda ganske betydeligt. Alligevel er spildet stadig
alt for stort. Nye undersøgelser tyder på, at det i dag "kun" er cirka 18 procent, der går til
spilde. Af mange forskellige gode grunde vil tallet aldrig kunne komme ned på nul. Men kan
det bare komme ned på 10 procent, så vil det have en mærkbar indflydelse på det samlede
CO2-udslip.
       Men det har også stor betydning, hvad vi vælger at sætte på spisebordet. På en fjerde-
plads over de ændringer, der vil kunne batte noget, når det drejer sig om at nedbringe den
globale opvarmning, er produktionen af animalske fødevarer. For 15 år siden beregnede man,
at op til 50 procent af den samlede CO2-udledning på verdensplan direkte eller indirekte kunne
henføres til disse fødevarer.
      Men der er noget, som måske mere end meget andet kan have indflydelse på, om det kan lykkes at reducere udledningen af drivhusgasser. Dette noget er vi menneskers holdning til bestræbelserne på, at det skal lykkes.
      Der er ingen tvivl om, at de fleste af os meget gerne vil være klimabevidste. Men det er svært at gennemføre det i praksis. For meget af det, som man må kræve af sig selv for at være det, betyder brud med hidtidige, indgroede vaner og måske med vigtige sider af ens livsstil. Og det betyder helt sikkert, at der er noget, man må give afkald på.
      Det har de fleste af os brug for en eller anden form for hjælp til, hvis det virkelig skal blive til noget. Det kan være i form af gulerod eller af pisk. Men én ting er sikker: Det med gulerod må først og fremmest blive i form af lidt bedre samvittighed. Det er ikke praktisk muligt for verdenssamfundet at gå ind og belønne det enkelte menneske for at vælge en mere klimavenlig livsform. Og når det drejer sig om pisk, så bliver det utvivlsomt i den traditionelle form, nemlig den, der rammer, hvor det sådan lidt traditionelt menes, at det gør allermest ondt på de fleste af os. Det vil sige på pengepungen.
      Det har vi allerede mærket. Skal eller vil vi ud at flyve, så må vi nu erlægge en klimaafgift. Men spørger man folk, om det får dem til at flyve mindre, er svaret i næsten alle tilfælde et klart nej. For skal der flyves - nåh ja, så skal der altså bare flyves.
     Og står vi henne hos slagteren med tanken om en rigtig god, rød bøf til søndagsmiddagen, så bemærker vi måske nok, at kiloprisen har fået endnu et nøk opad. Men forventningen sidder allerede i smagsløgene, og så går det vel også lige denne gang med - vi kan sikkert spare lidt i næste uge.
      Og så er der jo altså det her med, om det nu vil være til nytte. Vor klodes temperatur bliver såmænd nok ikke sænket, ved at jeg lader være med at tage den næste flyvetur, eller ved at jeg lader bøffen ligge og går hjem med en selleri.
      Men når du så efter bøffen og et godt glas rødvin lukker op for fjernsynet og bliver præsenteret for, hvad du kan vente dig af vejret i morgen: orkan, skybrud, stormflod og oversvømmelser, så kan det måske være, at den dårlige samvittighed melder sig. Så kan det være, at en beslutning begynder at forme sig om den næste ferie under hjemlige himmelstrøg. Og det kunne da egentlig godt være, at man skulle tænke lidt mere over, hvad der skal på spisebordet næste søndag.
     For "de kloge" fortæller os jo, at det faktisk kan nytte, hvis vi alle sammen begynder at tænke os lidt mere om. Og egentlig er det nu slet ikke så rart at tænke på, hvad der kan ske - også for mig og mine - med det møgvejr, som vi skal have i morgen.